Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/73

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Det var visselig at vente, at Kong Haakon, efter saa lykkeligt at have underkastet sig hele Riget, og adspredt alle Oprørsflokke, ogsaa vilde have ladet Skatlandene føle sin mægtige Arm og bragt dem til at erkjende sit Overherredømme, hvis et længere Liv havde været ham forundt og Nabo-Fyrsterne havde ladet ham blive i Fred. Thi det var nu paa høj Tid, at en saadan Opfriskning af Norges Overhøjhed fandt Sted, naar denne ikke skulde bestaa i tomme Ord. Vel havde Sverre tvunget Orknøernes Jarl, Harald Maddadhssøn, til Underkastelse, og beklippet hans Len, men til Syderøerne, hvor man især havde med urolige Gemytter at bestille, og hvor Uvilligheden til at erkjende den norske Konges Herredømme altid var størst, havde hans Arm dog ej strakt sig, ligesom det var at forudsee, hvad der og ganske rigtigt indtraf, at Harald Jarl selv ved den første den bedste Lejlighed, som tilbød sig, vilde prøve paa at afkaste Aaget, og saa vidt muligt erhverve sit tabte Vælde og sine Besiddelser tilbage. Vi have seet[1], at Kong Gudrød Olafssøn siden 1164 herskede i Man og en Deel af Syderøerne, medens hans Systersøn Duggall, Søn af Sumarlide af Argyll, efter Forliget af 1158 herskede i en anden Deel af Ø-Gruppen, sandsynligviis den, der laa Argyll nærmest: et Forhold der gav Anledning til mange Forviklinger. Det lader ikke til, at nogen af dem betalte Skat til Norge; og saalænge Tronkrigene i Norge gave Magthaverne her nok at bestille indenlands, er det heller ikke rimeligt, at hine Skattekonger skulde have været saa loyale, uopfordret eller utvunget at opfylde sine Lenspligter. Gudrød synes at have været en mægtig og anseet Fyrste, men beskrives ogsaa som haard og grusom; hans forræderske Ferd mod Kong Inge i Slaget ved Oslo er ovenfor omtalt. Gudrød var gift med Fingola[2], en Sønnedatter af hans forrige Fiende, den irske Konge Muirkertach, og havde med hende Sønnen Olaf, der fik det Fortrin fremfor Gudrøds to andre Sønner med andre Mødre, at han blev betragtet som egtefød, fordi hans Forældre i Aaret 1176, da han selv var tre Aar gammel, højtideligt bleve viede[3] i Paasyn af den pavelige Legat, Kardinal Vivian, som Alexander den 3die i dette Aar havde sendt fra Rom for at tilsee de kirkelige Anliggender i Skotland, Irland, Syderøerne, og, som det tillige hed, Norge, uden at det dog lader til, at han nogensinde er kommen hid[4]. Gudrøds Datter Affreka egtede den mægtige Johan af Courcy, der i 1177 havde gjort sig til Herre over Ulster i Irland. Roligheden synes ikke at have været forstyrret paa Man i den sidste Deel af Gudrøds Regjering, undtagen i 1182, da en vis Ragnvald, af den kongelige Æt, under Gudrøds Fraværelse hjemsøgte Øen i Spidsen for en heel Hob Folk, og dræbte nogle af dem, der vare satte til at forsvare Kysterne; det var upaatvivleligt hans Hensigt at opkaste sig til Konge, men allerede Dagen efter hans Ankomst samlede Indbyggerne sig imod ham, alle som een, og fældte ham med Størstedelen af hans Skare[5]. Gudrød døde den løbe November 1187, efterladende de tre Sønner, Olaf, Ragnvald og Ivar, af hvilke han allerede i levende Live havde bestemt Olaf, som egtefød, til sin Efterfølger, og ladet ham tage til Konge[6], paalæggende Manværingerne at vise ham ubrødelig Troskab. Men Olaf var mindreaarig, neppe 14 Aar gammel, Ragnvald derimod allerede en voxen, kraftig Mand, hvilken Manværingerne af den Aarsag langt heller ønskede til Konge. Tilsidesættende Gudrøds Bestemmelse sendte de derfor Bud til Ragnvald, der opholdt sig paa de nordlige Øer, maaskee som Statholder, maaskee og i et Slags Forviisning, og tilbøde ham Kronen. Han var ikke seen til at tage imod den (1188), og herskede nu i en lang Række af Aar med megen Anseelse, især som Kriger, thi det hed almindeligviis, at han var den mest krigerske Konge i alle de vestlige Lande, og at han engang tilbragte hele tre Aar paa de gamle Søkongers Viis, nemlig til Skibs, saa at han i al den Tid ikke en eneste Gang kom under nogen sodet Bjelke[7]. Hans Broder Olaf maatte tage til Takke med Øen Ljodhuus (Lewis), der vel var en af de største blandt Øerne i Udstrækning, men ufrugtbar og tyndt befolket, og som derfor kun daarligt forslog til hans og hans Mænds Underhold, hvorfor han og, som det synes, maatte tage sin Tilflugt til flere mindre lovlige Midler. Saaledes fortælles det, at da den til Biskop i Hole paa Island udvalgte Prest Gudmund Aressøn (om hvilken mere nedenfor) i Aaret 1202 rejste til Norge i Selskab med .den anseede og ædle Ravn Sveinbjørnssøn, for at lade sig indvie af Erkebiskop Erik, og det Skib, hvorpaa han befandt sig, af Storm var fordrevet til Sandø[8], en af de mindre Øer søndenfor Ljodhuus, hvor Olaf og Biskoppen, ved Navn Michael, just befandt m, kom strax en af Olafs Sysselmænd hen til dem, og fordrede Landøre af dem til et Beløb af ikke mindre end 20 Hundreder Vaadmaal, (50 Mk.) det vil sige et Hundrede (2 Mk.) for hver islandsk Mand ombord paa Skibet, da dette, som han sagde, var Lov paa Syderøerne[9]. Islændingerne, der vidste, at de kom til at betale det samme i Norge, vilde ikke indlade sig derpaa, og Gudmund, saavel som Ravn, gik uden videre at bryde sig derom til nærmeste Kirke, for at bore Messe, og derfra til Bords hos Biskoppen, da denne indbød dem til sig. Men da de vilde gaa ned til Skibene igjen, erklærede Kongen at de ikke skulde slippe derfra, førend de havde forpligtet sig til at betale hvad han fordrede. Gudmund vægrede sig fremdeles, medens Ravn derimod raadede til at give efter for Overmagten. De ved Skibet tilbageblevne Folk, der anede Uraad, nærmede sig allerede bevæbnede i en sluttet Hob for med Magt at befri deres Rejsefæller, da Sagen i Mindelighed afgjordes derhen, at Islændingerne betalte sex Hundreder (15 Mkr), hvormed Olaf lod sig nøje[10]. Dette viser noksom, at hans Fordring trods den paaberaabte Lov just ikke kan have hvilet paa nogen klækkelig Retsgrund, men at han fornemmelig har stolet paa den fysiske Overmagt. Den foregivne Grund maa imidlertid have været den, at Islændingerne vare pligtige til at erlægge Landøre i Norge, hvortil Syderøerne i vidtløftig Forstand ogsaa kunde regnes; man seer heraf, at Øernes Herskere, naar det kunde være dem til Nytte, aldeles ikke glemte at Syderøerne udgjorde en Deel af Norges Rige. Olaf havde vel heller ikke nu, lige saa lidt som senere, haft noget imod at erkjende Norges Højhed, naar han derved havde kunnet erhverve en Støtte mod Ragnvald; men derom kunde endnu ikke være nogen Tale, og Ragnvald herskede som uafhængig Fyrste, uden at betale Norge nogen Skat. Derimod holdt han Venskab med Kong Villjam af Skotland, og fik derved, som der strax vil sees, Lejlighed til at udvide sine Besiddelser paa Jarlen Harald Maddadhssøns Bekostning. Hvad Kong Duggall Sumarlidessøn imidlertid foretog i sin Deel af Syderøerne, eller hvor længe han levede, angives ikke. Vi vide kun, at han efterlod to Sønner, Duggall Skrøk og Duncan, der begge bleve Konger efter ham. En tredie Søn, ved Navn Uspak, var enten selv en Tidlang uvidende om sin Herkomst, eller fandt for godt at skjule den, og begav sig til Norge, hvor han henlevede mange Aar som en af Høvdingerne i Birkebeinernes Skare, sædvanligviis kaldet Uspak den syderøiske. Hans Landflygtighed, thi saaledes maa man vel kalde det, staar maaskee i Forbindelse med en Fejde, der i Aaret 1192 fandt Sted mellem hans Farbrødre Ragnvald og Angus af Argyll, og endtes ved et blodigt Slag, hvori Angus blev Sejrherre.

Jarlen Harald Maddadhssøn var strax efter det ydmygende Forlig i Bergen 1195 kommen i Fejde med sin anden Lensherre, Kong Villjam i Skotland. Det er ovenfor omtalt, at han allerede længe maa have staaet paa en spændt Fod med ham, saa meget mere som Haralds Giftermaal med Mælkolm Mac Heths Datter Hvarflad, hvilken fornemmelig skal have sat ham op mod Villjam, allerede for længe siden havde fundet Sted[11]. Efter de skotske og engelske Beretninger, som her ere de eneste, hvortil vi have at holde os[12], skal Harald Jarl have gjort et Tog imod Moray og søgt at underlægge sig dette Landskab. Det synes besynderligt, at han vovede derpaa, efter at han saa nylig var bleven ydmyget af Sverre; man kan derfor ikke undlade at tænke paa nye Bevægelser i dette Landskab til Fordeel enten for den morayske Karlestamme, der nu repræsenteredes af Kenedh Mac Heths Søn, Haralds Svoger, eller for Guthred, en Søn af den i 1187 dræbte Donald Bane, ligesom man vel ogsaa maa formode at Harald ved samme Lejlighed har søgt at forjage sin Frænde, Harald unge, fra den Deel af Katanes, som Villjam sandsynligviis allerede havde givet ham. Vist er det, at Kong Villjam i oven nævnte Aar fandt det nødvendigt, i egen Person at drage over Ekkjal (Ochell) mod Harald, fordi, som det hed, Folk hist og her faldt fra. Harald vovede ikke at oppebie ham, men flygtede til sine Skibe, for at begive sig til Orknøerne, medens Villjam underlagde sig hele Katanes, idet han endog kom lige til Thorsaa, hvor han bemægtigede sig Jarlens. Slot og ødelagde det. Imidlertid hindredes Harald ved heftige Storme fra at komme over til Orknøerne, og havde derfor ingen anden Udvej end at ydmyge sig for Villjam, ligesom han havde ydmyget sig for Sverre. Han begav sig til Kongen, kastede sig for hans Fødder, og bad om Tilgivelse. Denne tilsagde ogsaa Kongen ham, og lod ham endog dertil beholde Halvdelen af Katanes, imod det edelige Løfte, at han, næste Gang Kongen kom til Moray, skulde udlevere ham alle hans Fiender – hvoriblandt sandsynligviis de oven nævnte Guthred og Kened – samt stille sin Søn Thorfinn til Gissel paa sin Troskab. Den anden Halvdeel af Katanes overlod Kongen fremdeles til Harald unge, og drog derpaa tilbage, idet han dog efterlod en Deel Tropper, sandsynligviis under Harald tinges egen Anførsel. Harald Jarl drog til Orknø. Men aldrig saa snart var Kongen borte, førend Harald brød Forliget, eller i det mindste lukkede Øjnene til, at hans Mænd brøde det, thi der tales om et Slag, som de af Kongen efterladte Tropper vandt ved Inverness over Haralds Mænd, anførte af hans egen Søn Thorfinn og en vis Roderik (Ruaidhri), der faldt i Slaget med en heel Mængde Folk (1197). Det lader saaledes til, at Thorfinn og Roderik have angrebet de kongelige Tropper, jaget dem ud af Katanes og Sutherland hiinsides Ekkjal, og forfulgt dem lige til Inverness, hvor Lykken endelig vendte sig, og Angriberne selv lede.Nederlag. Forbitret herover drog Villjam selv strax efter til Moray, og gjennemstrejfede paany Sutherland, Katanes og Ross, uden, som det synes, at møde nogen Modstand; tvertimod maa man antage, at Harald har anstillet sig aldeles uvidende om eller udeelagtig i de af hans Søn Thorfinn øvede Fiendtligheder, og fremdeles givet de bedste Løfter. Thi Kong Villjam begav sig, som der fortælles, til Nairn, for af Haralds Haand at modtage de Fiender, denne havde lovet at udlevere; altsaa maa der vel have fundet nye Underhandlinger Sted imellem dem. Harald landede virkelig til den bestemte Tid ved Lochloy i Nærheden af Nairn, medbringende de oven nævnte Fiender; men Thorfinn var ikke med, og i Stedet for at udlevere dem til Kongen, lod han dem slippe bort, benyttende sig, som det synes, af Lejligheden dertil, da Kongen just var borte paa Jagt. Da Kongen seent om Aftenen kom tilbage, bragte Harald ham kun to Smaadrenge, sine Datter– eller Systersønner[13], i Thorfinns og Fiendernes Sted. Da Kongen spurgte, hvor Fienderne saavel som Thorfinn vare, skal Harald ligefrem have svaret: „hine tillod jeg at drage bort, fordi jeg vidste, at om jeg udleverede dem til eder, vilde de ikke undgaa eders Hevn, og min Søn Thorfinn kan jeg heller ikke stille som Gissel, da jeg ingen anden Arving har til mit Rige.“ Hvis ikke dette Svar – hvad der nok kan være muligt – er givet ved en tidligere lignende Lejlighed, og af den gamle Forfatter, der meddeler det, urigtigt henført til denne, kan det neppe engang nogensinde være givet, i det mindste ikke saaledes, thi Harald havde, hvad der maatte være Kong Villjam noksom bekjendt, foruden Thorfinn ikke færre end fire Sønner. Hvorom alting er, bød Kong Villjam, at han, siden han ikke havde overholdt det sluttede Forlig, skulde forblive i Fangenskab indtil hans Søn Thorfinn indstillede sig som Gissel i hans Sted, og erklærede derhos, at han til Straf fordi han havde ladet Kongens Fiender undslippe, skulde have forbrudt alt hvad han endnu havde i Len af den skotske Krone, det vil sige sin Halvdeel af Katanes. Kongen tog ham med sig og satte ham i Forvaring, efter en Beretning paa Edinburghs, efter en anden paa Roxburghs Slot, indtil hans Mænd fra Orknø kom med Thorfinn; da blev han sat paa fri Fod, og vendte tilbage til Orknøerne, Thorfinn derimod blev i hans Sted holdt i Forvaring som Gissel. Derpaa, heder det, sad Harald i Fred, indtil Harald unge, deraf Sverre havde faaet Halvdelen af Orknøerne – det er ovenfor viist, at denne Forlening efter al Sandsynlighed var skeet for Opeskegge-Fejden – kom til Øerne med en heel Deel Krigsmænd, hvoriblandt Sigurd Murt, en Søn af den i Slaget paa Ilevollene 1180 faldne Ivar Galle, og søgte med Vaabenmagt at tage sig til Rette. Ifølge Orkneyinga-Saga skal Harald unge først have sendt sin fornemste Raadgiver og højst betroede Mand, Livulf Skalle, der var gift med hans Syster Ragnhild, til Orknøerne for at anmode Jarlen om, med det gode at afstaa, hvad der tilkom hans Frænde; og da Jarlen hertil sagde reent ud nej, skal Livulf have truet ham haardeligen, førend han drog tilbage. Man skulde snarere formode, at dette har fundet Sted, da Harald første Gang fremkom med sine Fordringer. Harald gamle, som Jarlen sædvanligviis kaldes til Forskjel fra Harald unge, synes ved dennes Angreb at være bleven ganske overrasket, og begav sig til Man, hvor han samlede Folk og Skibe; man maa saaledes antage, at der dengang var god Forstaaelse mellem ham og Kong Ragnvald. Harald unge fulgte efter, for at opsøge ham, men da han kom til Man, var Harald gamle allerede borte, og havde ad en anden Vej begivet sig tilbage til Orknøerne, som han atter underlagde sig, idet han dræbte alle dem af Harald tinges Tilhængere, som han forefandt. Harald unge drog for det første til Katanes, og tog sit Sæde i eller ved Flekken Vik, nu Staden Wick, paa Nordøstsiden, hvor man fra det nær liggende Girnigo-Nes kunde see forbi Duncansby-Head og Pettlandsfjorden lige til den henved fire (norske) Mile nordenfor fremstikkende sydlige Ende af Ragnvaldsø (South-Ronaldsa). Her fik han høre, at han med det første kunde vente sig et Angreb af Jarlen, som dertil samlede al den Styrke, han kunde tilvejebringe. For at komme til Vished herom og erfare hvor stor Jarlens Hær var, sendte han sin Svoger Livulf med en Deel Folk over Pettlandsfjorden. Livulf landede paa Østsiden af Ragnvaldsø, og gik op paa en Højde, hvorfra man havde en vid Udsigt. Her traf han en af Harald gamle udstillet Vagtpost paa tre Mand; to af disse bleve dræbte, den tredie tog man til Fange og lod ham beholde Livet, for at udspørge ham. Men fra den samme Højde saa man ogsaa Harald gamles Flaade komme sejlende: den var saa talrig, og bestod af saa store Skibe, at den forsigtige Livulf fandt det raadeligst at skynde sig tilbage til Vik alt hvad han kunde, og besværge Harald unge, øjeblikkelig at drage til Thorsaa og der samle flere Folk, da det ikke var at tænke paa, med den ubetydelige Styrke, man havde, at binde an med Jarlen. Da udbrød Sigurd Murt: „i en uheldig Stund har Jarlens Svoger faret over Pettlandsfjorden, hvis han der skal have ladet sit Mands Mod og Hjerte i Stikken: det vilde dog see alt for galt ud, hvis Modet skulde forsage os alle bare ved Synet af Harald gamles Hær.“ „Det er ikke let, min gode Sigurd,“ svarede Livulf, „at vide, hvor Harehjertet sidder, naar det gjelder at bruge sig; og jeg tror, at naar det først er kommet saa vidt, at jeg flygter fra Harald unge, vil det nok falde eder Udhalere temmelig vanskeligt at holde Stand.“ Livulfs forsigtige Raad blev dog ikke fulgt, og Harald blev liggende ved Vik. Det varede ikke længe, førend man saa den fiendtlige Flaade komme frem om Ragnvaldsø, og alle gjorde sig derfor rede til Kamp. Sigurd Murt var, fortælles der, iført en rød Skarlagens Kjortel, hvis Skjød han fortil stak op under Beltet; da man spurgte ham, om han ikke vilde gjøre ligesaa bagtil, svarede han at det ej behøvedes, saasom han ikke agtede at gaa baglængs mod Fienden. Imidlertid landede Haakon gamle, og fylkede sin Hær, der, som Livulf havde sagt, var langt større end Harald unges. Der blev nu en haard Kamp, thi Harald unges Mænd kæmpede med den største Tapperhed, og Sigurd og Livulf, der fort Befalingen paa hver sin Fløj, foregik dem med det bedste Exempel. Men Overmagten var paa Harald gamles Side, og i hans Hær fandtes desuden de ypperste og herligst udrustede Kæmper, fornemmelig Biskop Bjarnes Frænder. Da Striden havde varet en Stund, faldt først Sigurd, derpaa Livulf, der endog tre Gange skal have brudt igjennem Fiendernes Rækker; og da disse, de egentlige Hovedanførere, vare faldne, flygtede de øvrige, saavel som Harald unge selv, der dog indhentedes ved nogle Torvegrave, og blev dræbt (1198). Det hed siden, at han, ligesom hans Morfader Ragnvald, var hellig, og at man allerede Natten efter at han faldt havde seet en sterk Lysning paa det Sted, hvor hans Blod var kommet paa Jorden. Paa det samme Sted opførtes ikke længe efter en Kirke, og hans Lig jordedes der i Nærheden, paa Neset, og, heder det i den neppe 30 Aar senere nedskrevne Beretning i Orkneyinga-Saga. „der lader Gud nu for hans Fortjenesters Skyld utallige Jertegn skee, hvilke altid tilkjendegive at han gjerne vilde over til Orknøerne til sine Frænder, Magnus Jarl og Ragnvald Jarl[14].“ Denne Folketro viser, at de fleste maa have beklaget hans Død, eller troet at han ej havde forskyldt den. Han efterlod, som det synes, ingen Børn; hans Syster, Livulfs Enke Ragnhild, blev siden gift med en vis Gunne, sandsynligviis en Søn af Svein Asleifssøns Søn Andres med en Syster af Biskop Bjarne[15]. Deres Søn Snækoll optraadte siden som hans Arving, saaledes som det i det følgende vil blive omtalt.

Harald Jarl underlagde sig nu hele Katanes, og vendte derpaa tilbage til Orknøerne, stolt af sin Sejr. Han kunde dog ikke vente at faa beholde Katanes, uden med Kong Villjams Samtykke, og denne tog ham det meget ilde op, at han, ham uadspurgt, havde underlagt sig det, ej at tale om Harald tinges Drab. Heri havde han dog den Undskyldning, denne Gang at være den først angrebne, især da det, som ovenfor antydet, ikke er sandsynligt, at Harald gamle efter de Afstaaelser, hvortil han maatte bekvemme sig i Forliget til Bergen, endnu skulde have maattet forpligte sig til at dele det øvrige med sin Frænde[16]. Denne Omstændighed har rimeligviis vakt Haabet hos ham om at kunne komme til mindeligt Forlig med sin skotske Lensherre, og han indfandt sig derfor hos ham, under Ledsagelse og Beskyttelse af Biskop Roger af St. Andrews[17] og Biskop Reginald af Ross, anholdende om at maatte blive i Besiddelse af Katanes, imod at betale en betydelig Sum Penge i Guld og Sølv. Villjam afslog ikke ganske hans Bøn, men fordrede som Betingelse, at han skulde skille sig fra sin Hustru Hvarflad, Mælkolm Mac Heths Datter, hvilken man især beskyldte for at sætte ham op mod Kongehuset, og tage sin forrige Hustru Affreka, Duncan af Fifes Datter, tilbage, samt at stille sin Kantsler Laurentius, og en vis Haanev Ingemundssøn, der maa have været en af hans Frænder eller højest betroede Mænd, til Gisler[18]. Men derpaa vilde Harald aldeles ikke indlade sig, og vendte tilbage med uforrettet Sag. Kong Villjam henvendte sig derimod til Kong Ragnvald paa Man, og tilbød ham Katanes mod en Pengesum, dog med Forbehold af den Kronen aarligen tilkommende Skat. Dette Tilbud modtog Ragnvald strax, skjønt han saa nylig synes at have været Haralds Ven, og udrustede en Hær fra hele sit Rige, Kantire iberegnet, hvorhos han ogsaa fik endeel irske Hjelpetropper, sandsynligviis fra sin Svoger, Johan af Courcy. Med denne Hær drog Ragnvald til Katanes, som han ganske underkastede sig, uden at Harald lagde ham den mindste Hindring i Vejen, da hans Overmagt rimeligviis dertil var alt for stor. Det var imidlertid slet ikke Haralds Tanke at lade ham beholde den faa let erhvervede Besiddelse i Fred. Da Vintren kom (1200?) vendte Ragnvald tilbage, efterladende tre Sysselmænd, ved Navn Maane Olafssøn, Livulf, og Ravn Lagmand – hvilken sidste Embedstitel synes at vise, at Lovgivningen og Indretningerne paa Katanes endnu maa have lignet de norske langt mere end de skotske[19]. Saasnart Harald havde bragt til Vished, at Ragnvald var borte, sendte han en af sine Mænd over til Katanes med det hemmelige Erende, at efterstræbe Sysselmændenes Liv; det var godt, sagde han, om han i det mindste kunde faa dræbt en eller to af dem. Manden, der var beslægtet med Ravn Lagmand, gik først til denne. Men Ravn mærkede Uraad, og spurgte hvad hans egentlige Erende var. Den anden blev forlegen, og kunde ikke svare. Da sagde Ravn: „jeg seer paa dig, at Harald Jarl har sendt dig hid for at gjøre et eller andet ondt, men siden du er min Frænde, kan jeg ikke bære over mit Hjerte at dræbe dig“. Han lod ham beholde Livet, og hvad der er mere besynderligt, undlod endog at sætte ham fast, eller at advare sine Med-Sysselmænd, eller paa anden Maade sørge for, at han ej gjorde nogen Skade. Udsendingen begav sig lige hen til Livulf, og lagde her sine Snarer saa godt, at han virkelig fik taget ham af Dage, hvorefter han vendte tilbage til Jarlen. Man skulde næsten tro, at Lagmanden selv bar været gunstigt stemt for Harald, om end ikke ligefrem staaet i Ledtog med ham, da vi endnu mange Aar derefter finde ham som en anseet Mand og i Besiddelse af Lagmands-Værdigheden. Dette vinder end mere Sandsynlighed derved, at Harald, saasnart han erfarede at Livulf var dræbt, udrustede en Hær, og drog over til Katanes, for atter at underlægge sig Lenet; thi een Sysselmands Drab kunde dog ikke gjøre saa meget til Sagen, at han skulde oppebie det for at begynde Krigen, naar han ej var forvisset om, at i alle Fald den ene af de to øvrige ikke vilde lægge ham nogen Hindring i Vejen. Harald landede med en betydelig Styrke ved Thorsaa, aldeles uventet. Biskoppen af Katanes, Jon eller Johannes[20], befandt sig just i den nær liggende Borg paa Skaraholstad (Scrabuster). Paa ham var Harald meget opbragt, som den, der især skulde have sværtet ham for Kongen og været Skyld i alle de foregaaende Fejder, og da Biskoppen saa Harald lande med sin Hær, vidste han, at han kunde vente sig et Angreb af ham. De Folk, han havde om sig, vare for faa til at man kunde tænke paa at sætte sig til Modværge, og et saadant Forsøg var saa meget mere betænkeligt, som det blev sagt, at Jarlen var i et saa ondt Lune, at det ej var at beregne, hvad han kunde finde paa, hvis man opirrede ham endnu mere. Biskoppen tilbød sin derfor at gaa ham i Møde og prøve paa at tale ham til Rette; lykkedes det, vilde nok Besætningen faa Grid. Jarlens Skarer stormede allerede op fra Skibene mod Borgen, da Biskoppen kom ham i Møde, og hilsede Jarlen med venlige Ord. Men Harald var saa forbitret, at han ganske glemte Biskoppens hellige Værdighed, og i ham kun saa den formodede Bagvasker, der nu skulde lide den forskyldte Straf. Han lod ham gribe, og befalede en af sine Mænd, ved Navn Lomberd, at skjære hans Tunge ud; siden lod han endog hans Øjne udstikke. Efter en Beretning, som Biskop Bjarne siden afgav til Paven, skulde det være nogle af Krigsmændene, ikke Jarlen selv, som nødte ham til at mishandle Biskoppen; men det vil af Sagaens hele Gang sees, at denne Beretning ikke kan være ganske paalidelig. Biskoppen skal under Piinslerne have paakaldt den hellige Triduana, hvilken Legenden tillagde den Evne, at kunne gjengive Blindede Synet; han skal, fortæller Sagnet, strax efter Mishandlingen have gaaet hen til en Bakke, hvor han traf en Kvinde, der tilsagde ham sin Hjelp, og da han siden besøgte St. Triduanas Grav i Restalrig Kirke ved Edinburgh, skal han have faaet baade Mælet og Synet igjen[21]. En anden, ikke legendarisk skotsk Beretning melder kun, at Mishandlingen ikke blev udført saa godt,som Jarlen meente, da det viste sig at Biskoppen nogenledes beholdt Mælet og Brugen af det ene Øje[22]. Besætningen paa Borgen aabnede Portene, og overgave sig paa Naade og Unaade. Efter Biskop Bjarnes Beretning blev derimod Borgen stormet, og de fleste af Forsvarerne dræbte. Jarlen straffede saavel dem som alle de øvrige Indbyggere af Katanes, der efter hans Mening især havde søgt at bringe Landskabet i hans Fienders Hænder, med haarde Straffe og store Pengebøder. Alle Katnesinger, der ej frelste sig ved Flugten, maatte, enten de vilde eller ej, sværge ham Underkastelses- og Troskabs-Ed. Den skotske Konges Sysselmænd eller Befuldmægtigede i Lenet maatte i Hast tage Flugten, og Harald inddrog alt deres Gods. Selv forblev han paa Katanes med en heel Deel Folk.

Sysselmændene begave sig lige til Kong Villjam, hvilken de traf i Perth strax før Juul (1201), fortalte ham, hvad der var skeet, og klagede over Tabet af deres Gods. Kongen blev, som venteligt var, yderst opbragt, og besluttede at tage følelig Hevn. De skulde, sagde han, faa dobbelt Erstatning for hvad de havde mistet, og lod virkelig strax enhver af dem give 25 Alen Klæde og en Mark Selv i engelske Penge[23]. Nu gik det ud over Haralds Søn, den ulykkelige Thorfinn, der siden:1192 havde hensiddet som Gissel[24], han blev blindet og gildet, og døde kort efter i Fængslet. Endnu ved Juletider sendte Kongen en Hær til Katanes, hvilken dog ikke udrettede tinget, da Harald trak sig tilbage til Orknøerne, men ved dens Bortgang strax kom igjen. Efter Juul gjorde Kongen større Udrustninger, og tilsagde Høvdingerne rundt om i Landet at møde frem med Tropper. Saaledes fik han en meget stor Hær samlet, med hvilken han om Vaaren kom nordover, og opslog sin Lejr i Eysteinsdal (Esteyndale), hvor dengang Katanes og Sutherland mødtes. Hans Telte, siges der, strakte sig hele Dalen endelangs, en betydelig Strækning. Harald samlede ogsaa paa sin Side Folk, og skjemt han fik 60 Hundreder (7200 Mand) sammen, saa han dog, heder det, ingen Mulighed af at holde Stand mod Kongen, der nu endog beredede sig at gaa til Søs og angribe Orknøerne. Han maatte da atter bekvemme sig til at aabne Underhandlinger og sende Mænd til Kongen med Fredstilbud. Kongen svarede, at Fred alene var at faa paa den Betingelse, at man udredede ham hver fjerde Pening, som fandtes paa hele Katanes (maaskee til Skadesløsholdelse af Kong Ragnvald, om hvis Fordringer der nu ej mere var Spørgsmaal, men som vist allerede havde udbetalt den tidligere fastsatte Kjøbesum eller en stor Deel deraf). Da Harald fik denne Besked, sammenkaldte han Høvdingerne og de mest anseede blandt Folket, for at raadslaa med dem om, hvad herved var at gjøre. Og da de ikke saa anden Udvej til at undgaa en ødelæggende Krig, gik de ind paa de haarde Vilkaar, saa at enhver, med Undtagelse af dem, der tidligere havde begivet sig til Kongen, betalte Fjerdedelen af al sin Ejendom. Saaledes maatte de stakkels Katnesinger i Ordets egentlige Forstand undgjelde for, hvad deres Fyrste havde forbrudt. Den Sum, som derved udbragtes, og udbetaltes Kongen, var 2000 Merker Sølv[25]. Villjam vendte nu tilbage til Perth, hvor Harald strax efter indfandt sig i egen Person, ledsaget af Biskop Roger, for tinder dennes Mægling at erholde Kongens Naade og indgaa Forlig. Dette lykkedes ham ogsaa ved Biskoppens og andre agtede Mænds Forbøn: han fik beholde Katanes paa de Vilkaar, hvorpaa han selv og Harald unge tidligere havde haft det, og med Hensyn til Biskoppens Mishandling maatte han edeligen forpligte sig til at adlyde den Dom, Kirken vilde fælde over ham[26].

Denne Dom gik dog, som det lader til, ikke saa meget ud over Harald, som over den for omtalte Lomberd, der ved Gaver eller Trusler maa være bragt til at paatage sig det mene af Skylden. Den, som indberettede Sagen for Paven, var Haralds Ben, Biskop Bjarne, og Harald havde desuden ved sin Gavmildhed til Kirken sat sig saaledes i Yndest ved Kurien, at Innocents selv i et tidligere Brev kaldte ham „sin kjære Søn“[27]. „Vi have,“ skriver Paven fra Subiaco til Biskop Bjarne i September 1202[28], „hørt af eders Brev, at Lomberd, en Lægmand og Overbringer af nærværende Skrivelse, ledsagede sin Jarl paa et Tog til Katanes; at Jarlens Hær der indtog et Kastell, dræbte de fleste af Besætningen, og tog Biskoppen af Katanes fangen, samt at denne Lomberd, som han siger, blev af flere blandt Jarlens Krigsmænd tvungen til at udskjære Biskoppens Tunge[29]. Da denne hans Synd er stor og svar, have vi, næst at absolvere ham efter Kirkens Form, foreskrevet ham denne Pønitents til Bod for hans Brøde, og andre til Skræk: nemlig at han skal skynde sig hjem, og barfodet, samt uden andre Klæder end Buxer og en kort Uldtrøje uden Ermer, med Tungen ombunden med en Snor og udtrukken saaledes at den staar frem foran Læberne, og Enden af Snoren bunden om Halsen, med Riis i Haand, i alle Folks Paasyn vandre i femten Dage uafbrudt gjennem sit eget Land (Orknø?), den mishandlede Biskops Land, og den omliggende Egn; og naar han kommer til Indgangen af nogen Kirke, – hvor han dog slet ikke maa komme ind – skal han, kastende sig lige ned paa Jorden, modtage Disciplinen med de Riis, han bærer. Saaledes skal han tilbringe hver Dag i Taushed og Faste indtil Aften, da først skal han opholde sine Livskræfter, men alene ved Brød og Vand. Naar disse 15 Dage ere til Ende, skal han berede sig til, inden en Maaned at drage til Jerusalem, og der arbejde i Korsets Tjeneste i tre Aar. Han skal aldrig tidere bære Vaaben mod Christne. I to Aar skal han faste hver Fredag paa Brød og Vand, med mindre han ved en forstandig Biskops Indulgents eller paa Grund af legemlig Svaghed faar en Formildelse i denne Straf. Modtag ham derfor, naar han vender tilbage, paa denne Maade, og se til, at han efterkommer den ham paalagte Bod“.

Om denne Bod blev udført, vides ikke, men det synes temmelig vist, at Uvejret ganske blev afledet fra Haakon og at han atter saa ilet i fuldstændig Besiddelse af Katanes, medens der ikke længere er Tale om Kong Ragnvald, uden at denne derfor kom i noget fiendtligt Forhold til Kong Villjam; hvoraf man maa slutte, som det er ovenfor antydet, at han har faaet Kjøbesummen tilbage, ligesom han vel ogsaa følte, at han ej havde Kræfter til at gjøre Harald Besiddelsen stridig. Naar Harald saa utrætteligt arbejdede paa at faa Katanes tilbage, og virkelig omsider saa disse sine Bestræbelser kronede med Held, er det naturligt, at Gjenerhvervelsen af den udeelte Besiddelse af hans Hoved-Jarldømme, Orknøerne og Hjaltland, maatte ligge ham end mere paa Hjertet, og at Nærværelsen af en kongelig Sysselmand med sit Krigsmandskab maatte være ham en slem Torn i Øjnene. Og det er fremdeles et Beviis paa Sverres Magt og Anseelse, endog under den farlige Krig med Baglerne og Stridighederne med Gejstligheden, at den urolige, rænkefulde Jarl ikke vovede at gjøre noget Skridt til at afkaste Aaget, saa længe Sverre levede. Hertil bidrog nu vel for en Deel, at Harald selv var saa optagen af Fejder med den skotske Konge; men det synes dog, som om han, hvis han ellers havde vovet det, altid ogsaa maatte kunne have fundet Lejlighed til at gjøre den norske Sysselmand Fortred. Men aldrig saasnart havde han faaet Efterretning om Sverres Død, førend han, som det fortælles, ved Forræderi lod den kongelige Sysselmand Arne Lørja dræbe, og underlagde sig Orknøerne og maaskee Hjaltland igjen med al Skat og Skyld, som tilforn[30]. Dette skede sandsynligviis strax efter at han om Vaaren 1202 havde indgaaet Forliget i Perth med den skotske Konge, og saaledes havde faaet frie Hænder fra den Kant. Kong Haakon havde for meget hjemme at tage vare paa, til strax at kunne gjøre noget derved, og Døden hindrede ham siden i at udføre de. Planer, han upaatvivlelig havde til at skaffe sit Herredømme den tilbørlige Anerkjendelse i Skatlandene. Saaledes havde den gamle Jarl den Tilfredsstillelse, efter et langt og uroligt Livs Ende at see sig i udeelt Besiddelse af hvad han betragtede som sine Arvelande, baade i det skotske og i det norske Rige. Han døde 1206, 73 Aar gammel, efter at have fort Jarlsnavn i 68 Aar, og virkelig, skjønt med større og mindre Magt, beklædt Jarleværdigheden i 48 Aar, eller siden Ragnvald Jarls Død 1158[31]. Han nævnes i Orkneyinga-Saga, og vistnok med Rette, som den tredie af de aller mægtigste blandt Orknø-Jarlerne. De to andre ere Sigurd Eysteinssøn og Thorfinn Sigurdssøn[32]. Han var den første af Jarlerne, der ikke i lige Linje nedstammede fra Torv-Einar, thi paa fædrene Side var han en Skotlænding; og fra hans Tid kan man derfor maaskee regne Begyndelsen til den hyppigere Indflytten af Skotter paa Øerne, der siden bidrog til, i en betydelig Grad at fortrænge det norske Sprog, i det mindste i de højere Klasser, eller i alle Fald at stille det skotske sideordnet med dette, saavel som overhoved at drage Øernes Interesse fra Moderlandet. Dog var endnu, som man seer, paa Haralds Tid Orknøerne et fuldkommen norskt Landskab, der stod i megen Forbindelse, ej alene med Norge, men ogsaa med Island. Der var endog Tale om et Giftermaal mellem Haralds egen Datter af sidste Egteskab, Langliv, og den mægtige Sæmund Jonssøn i Odde, Søn af Jon Loftssøn. Giftermaalet var allerede aftalt, men gik overstyr, fordi Sæmund ikke vilde rejse til Orknøerne, men holde Bryllup med hende hjemme paa Island, og Jarlen paa sin Side ej vilde sende hende ugift over til Island[33]. Underhandlingerne herom bleve sandsynligviis drevne gjennem Biskop Bjarne Kolbeinssøn, Sæmunds særdeles Ben, der synes at have staaet i den nøjeste Forbindelse med flere af Islands Stormænd. Saaledes var han en særdeles Arn af den ovenfor omtalte Høvding Ravn Sveinbjørnssøn, og sendte ham flere kostelige Gaver, hvoriblandt en Guldring med Signetplade, hvor der var indgravet en Ravn[34]. Da Biskop Bjarnes Brodersøn, Thorkell Rostung, omkring Aarene 1202 eller 1203 kom med et Kjøbmandsskib til Hvitaa, og led Overlast af den mægtige Snorre Sturlassøn, hvorom i det følgende, tog Sæmund sig af ham, saa at Snorre, der endog stræbte ham efter Livet, ikke fik sin Vilje frem[35]. Biskop Bjarne havde ogsaa Ejendomme i Norge, hvilket kan sees deraf, at han skjenkede Gaarden Høland i Dalsfjorden til Munkelivs Kloster for sin Faders, sin Moders sine Brødres, Frænders og Venners Sjæl[36]. Han indtager endogsaa en ikke ubetydelig Rang blandt de gamle Skalde, thi han har digtet en heel Draapa om Jomsvikingerne, hvoraf det meste endnu haves. Man seer deraf, at Sproget for ham, skjønt fød Orknøying, og rimeligviis henlevende sin meste Tid paa Øerne, dog var lige saa meget Modersmaal, som for Nordmændene og Islændingerne, og at han behandlede det med samme Lethed, ligesom ogsaa at Norges ældre historiske og mythologiske Sagn endnu paa hans Tid maa have været ligesaa bekjendte paa Orknø, som i Norge selv og paa Island.

Harald Maddadhssøn fulgtes i Jarldømmet af fine Sønner David og Jon, der i Førstningen søgte at vedligeholde den samme Uafhængighed som Faderen, men snart, som vi ville see, maatte ydmyge sig. Derforuden efterlod han af første Egteskab Sønnen Henrik, der skal være bleven Jarl af Ross, men dette kan dog kun have været for en kort Tid, da der allerede i 1215 forekommer en Jarl af Ross med et andet Navn[37], og som var Fader til den Jarl Villjam af Ross, hvorom vi senere komme til at tale.

Hvad der strax ovenfor er ytret om Biskop Bjarne paa Orknøerne, viser, at den kirkelige Forbindelse mellem Biskopsstolen i Kirkevaag og Metropolitankirken i Nidaros paa den Tid maa have været ganske ubestreden, medens dog Øernes fjerne Beliggenhed saavel som Nærheden af Skotland, hvis Biskopper fordrede at ansees uafhængige af nogen fremmed Erkebiskop, vel kan have bevirket at Bjarne for det meste optraadte som selvstændig, eller tildeels endog som tilhørende den skotske Gejstlighed. Som saadan synes ogsaa Pave Innocentius at have betragtet ham, da han overdrog til ham og Biskoppen af Ross at advare Biskop Jon af Katanes. I Aaret 1192 lod Bjarne, som det fortælles, med Pavens Samtykke optage Ragnvald Jarls Helligdom[38]. Her tales der intet om Erkebiskoppens Mellemkomst; imidlertid opføres dog Ragnvalds Døds- eller Festdag, 21de August, ogsaa i norske Kalendarier. Syderøernes kirkelige Forbindelse med Norge var, som det lader, uagtet de tydelige Ord i Erektionsbullen af 1154 endnu meget løs, og det synes som om der endnu har været samtidige Biskopper deels fra Norge, deels fra York, eller rettere fra Furness Kloster, deels fra Irland, hvorved det dog er muligt, at hine nærmest vare Biskopper paa Syderøerne, disse derimod Biskopper paa Man. Saaledes heder det i de islandske Annaler, at efter den i 1170 afdøde Ragnvald, hvilken vi ovenfor have omtalt, og som rimeligviis har anerkjendt Erkebiskoppen i Nidaros for sin Metropolit, i hele 40 Aar ej var nogen Biskop, førend Kole i 1210 indviedes til Biskop paa Syderøerne[39], medens derimod Biskopsrækken i de manske Kongers Krønike efter Ragnvald opfører Christinus fra Argyll, begraven efter sin Død i Benchor Kloster paa Island, og efter ham Michael, en indfød Manværing, der ved sin Død 1203 blev begraven i Fountains Kloster; først efter ham kommer Nikolas, der synes at være den samme som den ovennævnte Kole (Navnet Nikolas forkortes nemlig ofte til „Kolas).“ Rigtignok skulde denne Kole ej være indviet før 1210, men dette kan godt forklares deraf, at han først da har erkjendt Nidaros Erkestols Overhøjhed, thi det heder udtrykkeligt om Nikolas, at ogsaa han var fra Argyll, og blev begraven i Benchor. Biskopperne mellem Ragnvald og Nikolas havde saaledes ikke været anerkjendte fra norsk.Side eller regnede med i Rækken. Det var sandsynligviis i Anledning af alle disse Vildereder, at Paven i Februar 1205 efter Erkebiskop Eriks Begjæring erklærede at ingen andre end han og hans Eftermænd skulde have Ret til at indvie de Biskopper, der hørte under Nidaros Provins, undtagen naar Erkestolen var ledig, men da ikke uden det throndhjemske Kapitels Samtykke, samt at de Biskopper, der hørte under Provinsen, vare forleden de 4 i Norge, ogsaa Orknøernes, Syderøernes, Færøernes, Islands og Grønlands.

Om Sverres og Haakons eget Fødested, Færøerne, ere vore Oldskrifter fra denne Tid aldeles tause, og der fortælles ikke engang det mindste om den i judiciel Henseende vistnok heel merkelige Forandring, da Lovsigemandens Embede ombyttedes med en Lagmands, der nu blev fælles baade for Færøerne og Hjaltland. Men det er ogsaa muligt, ja endog temmelig sandsynligt, at denne Forandring ikke skede førend ved Lovrevisionen under Kong Haakons Søn og Sønnesøn. Det er ovenfor viist, at det ikke engang udtrykkeligt nævnes, naar Sverres Opdrager, Biskop Roe, døde, men at alene et Sagn paa Øerne selv henfører hans Død til 1190. Hans Eftermand, Svein, døde 1212[40].

    Indbyggerne til at gjøre Johan af Courcy Modstand, og derfor siden blev fangen af ham, men løsladt; holdt et Koncil i Dublin, satte derfra over til Chester, og drog siden tilbage til Skotland, hvor han gjorde sig saa forhadt ved sin Pengebegjærlighed, at Paven maatte kalde ham tilbage. Han kom saaledes ikke til Norge, som det var bestemt. Dette have vi ej anseet overflødigt, udførligere at antyde, saasom man ellers let kunde fristes til at antage, at han virkelig havde været i Norge, og at han deels kunde være den Legat, der i et Par Afskrifter af Kong Haakon Sverressøns nys anførte Brev af 1202 urigtigt kaldes Fidantius, deels den „apostoliske Sædes Legat,“ der i Magnus Erlingssøns mistænkelige Brev af 1174, hvilket, som vi have seet, ogsaa henføres til 1176, nævnes strax efter Erkebiskop Eystein, hvis ellers hiin Titel ikke er en Apposition til Eysteins Navn, hvad der, hvis Brevet var egte, vanskeligt kunde antages, da Eystein, saa vidt vides, ej var særskilt udnævnt til Legat, og Erkebiskopperne endnu ej vare blevne, hvad der kaldes „fødte Legater,“ men hvilket Tillæg dog netop kunde tænkes tilføjet, hvis Brevet var falskt og affattet senere af en med Forholdene mindre bekjendt Mand.

  1. ↑ Se ovenfor II. S. 940–942.
  2. ↑ Den manske Krønike. Om Muirkertach O’Lochlan, † 1166, se ovenfor II. 950.
  3. ↑ Vielsen forrettedes af Silvan, Abbed i Rieval, hvem Gudrød derfor gav et Stykke Land ved Myreskog, hvor Silvan oprettede et Kloster, eller rettere en Klostercelle, der dog siden sammensmeltede med Klostret i Russin.
  4. ↑ Om denne Vivian, Kardinal-Presbyter af St. Stephanus de monte Coelio, tales der paa flere Steder, nemlig i den melrosiske Krønike (og efter den hos Fordun), hos Villjam af Newbury III. 9, og fornemmelig hos Roger Hoveden (Savile S. 553), samt Bromton (Twysden S. 110), hvor der udtrykkelig siges at han foruden Skotland med Øer og Irland ogsaa skulde rejse til Norge. Gervasius af Canterbury (sammesteds S. 1443) fortæller, at han landede ved Dover, Bromton, at han ved Mariæ Magdalenæ Dag (22 Juli) landede i England uden Kongens Tilladelse, hvorfor denne lod ham betyde at han ej fik drage videre, uden at han aflagde Ed paa, intet at ville foretage sig imod ham; dette gjorde han strax, og fik nu Lejde og Anbefalingsbrev til Skotland. Derfra drog han ved Juletid til Man, og opholdt sig der 15 Dage, drog derfra til Irland, hvor han i Down ophidsede
  5. ↑ Ragnvald kaldes i den manske Krønike Søn af Eachniargadh; Aarstallet, som anføres, er 1172, men da det staar mellem 1176 og 1183, maa det være Skrivfejl for 1182.
  6. ↑ Dette siges ikke udtrykkeligt i den manske Krønike, men det sees deraf at denne taler om Troskabsed, som Indbyggerne havde svoret ham, og af at Ravn Sveinbjørnssøns Saga i 1202 kalder ham Konge.
  7. ↑ Orkneyinga Saga S. 412.
  8. ↑ Saaledes i Ravn Sveinbjørnssøns Saga. Denne Sands er maaskee Sandera i Nærheden af Barra, i den sydligste Deel af den lange Ø-Række, der tilligemed Ljodhuus danner det saakaldte Long-Island. I saa Fald maa Olaf enten have faaet hele Rækken, eller og paa egen Haand tiltaget sig Rettigheder der. Men muligt er det og, at der strax ved Ljodhuus har været en liden Ø ved Navn Sands, der maaskee kunde findes paa store Specialkarter. Sturlunga Saga III. 17 nævner Øerne „Hirtir,“ hvilket vel er „Hirta,“ nu „St. Kilda,“ langt vestenfor Long-Island.
  9. ↑ Landørens Beløb angives her anderledes, end i Overeenskomsten af 1022, se ovenfor I. 2. S. 697. Naar Vaadmaalet brugtes som Penge, beregnet efter den sædvanlige Tarif, 6 Alens Øre, bliver Summen for hver Mand ikke, som Forliget bestemmer, ½ Mark, men 2½ Mark; regnes der efter 12 Alens Øre, bliver det 1¼ Mark, ogsaa for meget; imidlertid tør det vel hænde at Beregningen her er noget forskjellig.
  10. ↑ Ravn Sveinbjørnsøns Saga (endnu uudgiven).
  11. ↑ Se ovenfor S. 289.
  12. ↑ Disse Beretninger findes deels i den melrosiske Krønike, hvis Notitser her ere samtidige, og efter denne, noget udførligere, hos Fordun, I. S. 512, deels hos den ligeledes samtidige Roger Hoveden, Savile S. 767. Begge Beretninger afvige dog i flere væsentlige Stykker fra hinanden. Den første fortæller ved 1176, at Villjam, ved Rygtet om at Folk paa mange Steder faldt fra (i Moray o. s. v.) gik over Ochiell, undertvang „begge Kataneser“, medens Harald flygtede, og vendte tilbage sydefter, efterladende Tropper; ved 1196, at Slaget stod ved Inverness mellem Kongens Mænd og Roderik samt Thorfinn o. s. v., at Kongen, opbragt herover, vendte tilbage til Moray, gjennemfoor Sutherland, Katanes og Ross, fangede Harald og satte ham paa Roxburgh, men forligede sig med ham, da han stillede Thorfinn som Gissel. Derimod nævner den intet om Mødet ved Nairn eller Haralds paafølgende Strid med Harald unge. Hoveden derimod fortæller at Kongen 1196 gik til Moray og Katanes, og erobrede Thorsaa, at Harald her faldt paa Knæ for ham, og gav Løfte om Udleverelsen af Fienderne og Thorfinn som Gissel, mod at beholde Halvdelen af Katanes, at Kongen gav den anden Halvdeel til Harald unge, og derpaa drog hjem, men „om Høsten“ (her synes samme Høst at være meent) kom tilbage til Moen, havde den Samtale med Harald, som ovenfor i Texten meddeles, og førte ham fangen med til Edinburgh, indtil Thorfinn indstillede sig i hans Sted. Der tales intet om den mellemkommende Fejde, eller om Slaget ved Inverness. Da begge Beretninger ere samtidige, er det vanskeligt at vide, hvilken man skal give Fortrinet, og vi have i Texten paa bedste Maade søgt at forlige dem. Imidlertid kan det ikke negtes, at der er større Sandsynlighed for at Hoveden, der skrev i England, har taget Fejl, end den melrosiske Chronist. Dersom man kunde antage, at Hoveden har forvexlet de Begivenheder i 1196 og 1197, hvorom hiin Chronist beretter, med en tidligere Fejde, der kunde have fundet Sted strax efter Donald Banes Fald 1187, og at saavel Haralds Knæfald efter Indtagelsen af Thorsaa, som Overdragelsen af halve Katanes til Harald unge, Mødet og Samtalen ved Nairn, og Haralds Fængsling paa Edinburghs Slot, ere at henføre did, vilde dette ej alene passe bedre med Harald unges Fremtræden og med Harald Jarls Ytring til Sverre 1195, at han havde faldt paa Knæ for flere Konger, men ogsaa forklare, hvorfor der paa et Sted nævnes Edinburgh, paa et andet Rorburghs Slot, og betage den Ytring, der lægges Harald i Munden, at Thorfinn var hans eneste Arving paa Orknøerne, det urimelige, den ellers vilde indeholde, thi det bliver da muligt, at Jon og David da endnu ej vare fødte, og hans Sønner med hans første Hustru, Henrik og Haakon, havde sandsynligviis forladt ham med Moderen, da han forskød denne. Vel kan det indvendes, at Harald paa denne Maade og under særdeles lignende Omstændigheder to Gange kommer i Fængsel og befries derved at Thorfinn indstiller sig i hans Sted. Men de daværende Forhold vare netop saadanne, at den dobbelte Fængsling og Befrielse uden mindste Usandsynlighed kan tænkes at have fundet Sted, medens tvertimod just denne Lighed kan have forledet Hoveden til at forvexle den første Fængslingshistorie med den sidste. Endelig maa det ikke oversees, at Hoveden omtaler Haralds Krig med Harald unge, der fandt Sted 1198, som om Harald Jarl siden sin Befrielse fra Edinburgh Slot og indtil Krigens Udbrud en længere Tid havde siddet i Fred og Ro, eller bruger i det mindste Udtryk, der ikke lade ane, at han neppe et Aar forud (i 1197) havde været fængslet; vi see i alle Fald, at Hoveden under det ene Aar 1196 omtaler Begivenheder der forefaldt i Løbet af flere Aar, thi de islandske Annaler bevidne udtrykkeligt, at Harald unge faldt 1198. Vi kunde saaledes vist med temmelig Føje antage, at den af Hoveden omtalte Fejde fandt Sted ved 1188; at Harald da sattes paa Edinburgh Slot, men kom paa fri Fad, da Thorfinn indfandt sig i hans Sted; at der siden enten sluttedes et yderligere Forlig, hvorved Thorfinn frigaves, eller at denne fandt Anledning til at flygte; at der senere udbrød en ny Fejde i 1196, der endte med at Harald, som det synes med Vaabenmagt, blev tagen til Fange, ført til Roxburgh, og atter befriet ved Thorfinn, som nu ikke mere løslodes, men blev blindet, hvorom senere. Vi have dog ikke vovet at optage denne Kombination i Texten, da Fordun eller den melrosiske Krønike intet melder om nogen saadan Fejde i 1188, eller før 1196. copias variis congressibus delevit. Ducem e fuga retractum, oculis orbatum, per carnificem strangulavit, totamque stirpem ejus masculam emasculandam dedit, reliquos propinquos et scelerum administros magna pecunia mulctavit. Han paaberaaber sig dog ogsaa Sagn (vulgi rumores) og foregiver at en Høj i Nærheden skulde have faaet Navn a testiculis. Th. Thorvessøn fremsætter den sindrige Gisning, at der virkelig har været et saadant Sagn om en Høj i Eysteinsdal, og at dette Navn er fejlagtig blevet udledet af cysta (testiculus). At dette foregik i 1201, ej i 1199, er utvivlsomt af Forduns udtrykkelige Udsagn, saavel som af flere andre sammenstødende Omstændigheder.
  13. ↑ I Latinen nepotes, der kan betyde baade Børnebørn og Nevøer.
  14. ↑ Orknøyinga Saga S. 406–410. Her nævnes ikke Stedet, hvor Slaget stod, derimod nævnes det hos Hoveden, l. c., ligesom ogsaa Fagrskinna Cap. 215 kalder denne Harald „den som faldt i Vik“. Aaret, 1198, angives i de islandske Annaler. Om Ivar Galle se ovenfor S. 115. Sigurd Murt nævnes ogsaa af Hoveden som „Siwardus Murt de Higland“; maaskee dette 7 antyder, at hans Æt havde hjemme paa Haalogaland.
  15. ↑ Snækoll kaldes nemlig i Haakon Haakonssøns Saga Snækoll Gunnessøn; hans Fader Gunne maa have været en højbyrdig Mand, siden han blev gift med Harald unges Syster. Ro nævner Sturlunga-Saga netop paa den dertil passende Tid Gunne, Søn af Andres, Søn af Svein Asleifssøn, og Orknøyinga Saga S. 404 fortæller at Andres egtede Frida Kolbeinsdatter, Biskop Bjarnes Syster.
  16. ↑ Se ovenfor S. 290.
  17. ↑ Roger var bleven Biskop i St. Andrews i April 1188, og døde 1202. Reginald var bleven Biskop i Ross 1195, og døde 1213.
  18. ↑ Saaledes Hoveden, l. c. Han kalder Laurentius Jarlens clericus, men der er ingen Tvivl om, at han er den samme som „Kantsleren Laurentius“, “ der tilligemed Jarlens Søn Thorfinn undertegner som Vidner et (udateret) Brev, hvorved Harald (Orcadensis, Hetlandensis et Catanesiæ comes) skjenker en aarlig Gave af 1 Mark Sølv til Scone Kirke, for sin egen, sin Hustrus, og sine Forfædres Sjæle (Dipl. norv. II. 2). Her siger han, at denne Gave skal udredes af ham selv, af Thorfinn, og af hans Arvinger for Fremtiden, hvilket ligeledes viser, at der maa have været en Tid, da Thorfinn var hans eneste Søn med den sidste Kone, og hans præsumtive Arving. Haanev Ingemundssøn maa have været den, til Adskillelse fra hvilken en anden Haanev senere, omkring 1230, kaldtes Haanev unge (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 168).
  19. ↑ Ogsaa Sysselmændenes Navne ere norske. Enten vare de vel fra Man, eller, hvad det maaskee er ligesaa rimeligt, valgte blandt de Katnesinger, der havde gjort fælles Sag med Kong Ragnvald.
  20. ↑ Johannes var bleven Biskop paa Katanes efter Biskop Andreas’s Død 1184. Man har endnu et merkeligt Brev, ham angaaende, fra Pave Innocentius III. til Nabo-Biskopperne (Bjarne) af Orknø og (Reginald) af Rolsø dateret 27 Mai 1198, hvoraf man seer, at han havde forbudt Indbyggerne i sit Stift at udbetale den af Harald Jarl i Pave Alexander den 3dies Tid indført Rumaskat, hvorfor Paven overdrager hine Biskopper ved Paamindelse i og Tvangsmidler at bringe ham til, saavel at godtgjøre, hvad der paa Grund af hans Gjenstridighed i flere klar ikke var udbetalt, som til at love for Fremtiden ej at modsætte sig Udbetalingen. Denne hans Interesse for Katnesingernes Tarv har vist gjort ham meget populær iblandt dem, og bidraget til at de desto lettere underkastede sig Haralds Fiender.
  21. ↑ I Orkneyinga Saga kaldes hun „den hellige Trøllhæna“, en Navnforvanskning, der maaskee snarest er at tilskrive den daværende Folke-Udtale. Nu udtales Navnet af Skoterne sædvanligviis St. Tredwall. Der findes endnu paa Papey Westrey Ruiner af et til hende indviet Kapell, kaldet St. Tredwalls Kapell. St. Triduana var, som Legenden beretter, en græsk Pige fra Achaia, der, da hendes Kydskhed efterstræbtes af en gallisk Konge, selv rev sine Øjne ud, men ved et Mirakel fik hun sit Syn igjen, og kom siden (i det 4de Aarhundrede) med St. Regulus til Skotland, hvor hun døde, og blev begraven i Restalrigs Kapell ved Edinburgh. Siden tyede, endog langt ned i Middelalderen, Blinde og Øjensvage til hendes Grav, for der at helbredes. Hun afbildedes sædvanligviis bærende sine udstukne Øjne enten paa et Fad, eller paa en Sverd-Odd. Den gamle skotske Digter Lindsay taler om Pilegrime, der gaa „til St. Tredwall for at helbredes paa sine Øjne“ (to St. Tredwall to mend their ene).
  22. ↑ Fordun, VIII. 62.
  23. ↑ Orkneyinga Saga S. 418.
  24. ↑ Orkneyinga Saga l. c. fortæller udtrykkeligt, at det skede under denne Krig. Fordun (3. l. c.) fortæller at da Thorfinn i 1197 var stillet som Gissel (se ovenfor), blev han „ikke længe efter, formedelst Faderens Troløshed, blindet o. s. v., samt døde i Fængslet.“ Heraf skulde det ved første Øjekast synes, som om Mishandlingen var skeet tidligere. Men da man ikke kan formode, at Kong Villjam, der ellers var en ret human Mand, vilde have skredet til en saa grum Handling uden den aller yderste Provokation, og en saadan ej synes at have været tilstede i den Fejde, Harald Jarl førte med Harald unge, som her var den første Angriber, er Sagaens Angivelse vistnok rigtig, ligesom da heller ikke fem Aar er en saa lang Tid, at Forduns Udtryk „ikke længe efter“ ej ogsaa skulde nogenledes passe derpaa. For øvrigt fejler Sagaen groveligen i at sætte alle disse Krige mellem Villjam og Harald Jarl tidligere end Øyrskegge-Fejden og Forliget i Bergen 1195.
  25. ↑ Denne Sum angives af Fordun. Efter vore Forhold vilde den svare til en Værdi af henved 200,000 Spdlr., hvilket heller ikke er saa usandsynligt, naar der var Tale om Fjerdeparten af hele Formuen i Katanes.
  26. ↑ Fordun, (1711. 62 I. 516). Orkneyinga Saga S. 416–418. Buchanan (I. 7.) henfører den sidste Krig mellem Kong Villjam og Harald Jarl til Aaret 1199, og meddeler efter Boyse (Hector Boethius) følgende heel forvirrede Beretning: Rex reversus domum comitis Haraldi magna ex parte
  27. ↑ Nemlig i det forhen omtalte Brev, om Biskop Jons Gjenstridighed i at opkræve Rumaskat, Ep. Inn. III., I. 218.
  28. ↑ Ep. Inn. III., l. V. No. 27. At dette Brev er fra 1202, hvortil det og af, Raynaldus henføres (§. 10), sees deraf, at det er dateret fra Subiaco, thi der opholdt Innocents sig, som man af andre Breve kan see, August og September i sit 5te Pontificats-Aar, hvilket løber fra 22de Februar 12021 til samme Dag 1203. (Se Ep. Inn. l. V. No. 72, 76, 78, 79). Brevet til Biskop Bjarne staar mellem et, dateret 1ste Septbr., og et andet, dateret 3die Septbr. Man kan altsaa lettelig skjønne, at Biskop Bjarne strax efter Forliget i Perth har sendt Lomberd til Paven.
  29. ↑ Her nævnes ikke engang noget om Øinenes Udstikning.
  30. ↑ Fornm. S. XI. 192. Her heder det vistnok, at Sverre ved Forliget 1195 tog „alt Landgilde og Sagefald af Orknø og Hetland,“ men dette maa vist være en fejlagtig Oversættelse af den gamle, nu tabte, Texts Udtryk, og kan ikke gjelde mod Sverres Sagas udtrykkelige Ord, at Harald mistede Hjaltland, samt Orkneyingasagas (neppe tredive Aar senere) Udsagn, at Sverre tog Hjaltland aldeles fra Harald, og at Jarlene ej have haft det siden, Forliget paaberaabes i Hirdskraa Cap. 15, paa en Tid, da det er notorisk, at Hjaltland laa umiddelbart rinder Norge.
  31. ↑ Se ovenfor S. 833; de islandske Annaler; den melrosiske Krønike ved 1206.
  32. ↑ Orkneyinga Saga S. 418.
  33. ↑ Sturlunga Saga III. 21. Denne Langliv blev rimeligviis Moder til den Jon Langlivssøn, som omtales i Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 317.
  34. ↑ Ravns Saga. Dette er et af de første Exempler, man har paa Seglmerker i Norden.
  35. ↑ Sturlunga Saga III. 20. Det skede medens Snorre boede paa Borg, mellem 1201 og 1208.
  36. ↑ Munkelivsbogen, S. 83. I dette Brev nævnes en Agnes, der af det skjenkede Gods skulde nyde 8 Maanedsmater aarlig, uden at man erfarer, hvo hun var, eller i hvad Forhold hun stod til ham. Jomsvikinga-Draapa er trykt i Fornm. S. XI B.
  37. ↑ Det er Orkneyinga Saga, som siger at Henrik blev Jarl i Ross. Den udtrykker sig endog, som om Harald selv skulde have været det, thi dens Ord lyde: „Efter Harald Jarl tog hans Sønner Jon og David Rige, og hans Søn Henrik i Ross i Skotland.“ Den Jarl, der omtales i 1215, var Ferchard Mac Intagart (det er Prestens Smug det er imidlertid vist, at han begyndte et nyt Dynasti, og usandsynligt er det saaledes ikke, at Henrik, der som Søn af første Egteskab allerede maa have været en ældre Mand i 1206, ved Giftermaal eller paa anden os nu ubekjendt Maade, har erhvervet Ross.
  38. ↑ Orkneyinga Saga S. 394, 396. Islandske Annaler.
  39. ↑ Islandske Annaler, ved 1210. Her findes i Stedet for „Reinardus,“ som Ragnvald kaldes, i enkelte Haandskrifter „Remar“; et Par Haandskrifter lade endog „Remar“ blive „hærtagen i Syderøerne.“ At der var en Biskop i 1202, sees af hvad der ovenfor er fortalt om Ravn Sveinbjornssøn og Gudmund Aressøns Æventyr. Denne Biskop kan ej have været nogen anden end Michael.
  40. ↑ De islandske Annaler ved dette Aar, jvfr. Antiqvarisk Tidsskrift 1849–51, S. 154, 155.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/73&oldid=81906»