Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/72

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Kong Haakon var paa denne Tid, da han saaledes fandt sig i ubestreden Besiddelse af Riget og forsonet med Gejstligheden, en Mand i sin kraftigste Ungdoms-Alder. Han maa nemlig, som vi have seet, være fød førend Sverre begav sig til Norge 1174, altsaa i det aller seneste 1173[1], og maa saaledes i 1202 have været i det mindste 29, om ikke 30 Aar gammel. Han havde nydt en udmerket Opdragelse, ja man kunde endog fristes til, at antage, at han, ligesom Faderen, fra først af havde været bestemt til den gejstlige Stand, da man derved aller lettest kan forklare, hvorledes han har opnaaet den Indsigt i Latinen og Dygtighed i at behandle sit eget Sprog, som han har lagt for Dagen i et Verk, der endnu er til, nemlig en norsk Oversættelse af det bekjendte romantisk-theologiske Opbyggelsesskrift, Fortællingen om Barlaam og Josaphat, af Johannes Damascenus. At denne Oversættelse virkelig hidrører fra ham, siges udtrykkeligt i en islandsk Saga fra de Tider, hvor det nemlig heder, at den .unge Kong Haakon „var en Høvding af første Rang, og en Mand der vel forstod at skikke sig som han burde, ja at Mindet om hans Virksomhed endog lever paa Island, saasom han i en smuk og særegen Stiil har oversat Fortællingen om Barlaam og Josaphat[2]“. Og vel kan man kalde Stilen i denne Oversættelse smuk og særegen, da den heelt igjennem bærer Præget af at være behandlet med den største Omhyggelighed, for at kunne opnaa den højeste Grad af Klassicitet og Velklang; paa mange Steder, hvor der i Udtrykket og Talen skal ligge en vis Pathos eller Højtidelighed, er den endog halv poetisk, med tydelig Stræben efter Alliteration. Den samme Stiil gjenkjender man fuldkommen i Indledningen i den ovenfor anførte Kundgjørelse om hans Forlig med Gejstligheden, og der kan saaledes ikke fornuftigviis være nogen Tvivl om Rigtigheden af hiin Sagas Udsagn. Men en saadan Færdighed i at behandle sit eget Sprog og Indsigt i Latinen kan han neppe have opnaaet uden ved flere Aars alvorlige Studium, og skjønt Kongespejlet, som vi have seet, i Almindelighed priser Kyndighed i fremmede Sprog, navnlig Latinen, ved Siden af Færdighed i Modersmaalet som nyttig eller endog uundværlig for Mænd af den bedre Klasse, der vilde frem i Verden, kan man dog vanskelig antage at Lægmænd i Almindelighed bragte det saa vidt, som Forfatteren af hiin Oversættelse maa have bragt det. I og for sig er det heller ikke saa besynderligt, om Biskop Roe tidlig er bleven opmerksom paa Dattersønnens gode Evner, og med Omhyggelighed bar søgt at uddanne ham for den gejstlige Stand, indtil Faderen lod ham hente til Norge. Der er al Sandsynlighed for, at dette ikke er skeet før 1184, saasom der i Aaret 1181, da Heklungerne havde overrumplet Birkebeinerne i Nidaros, kun er Tale om Sverres ældste Søn, Lavard (Unas eller Sigurd), hvis Opholdssted de vilde tvinge Stallaren Gudlaug Vale til at røbe, medens der dog, hvis Sverre havde haft begge sine Sønner i Norge, ogsaa rimeligviis vilde have været Tale om Haakon, der endnu mere end Sigurd var for ung til at kunne blive tagen med af Faderen paa det vovelige Tog til Oslo[3]. Da Haakon, som vi have seet, ikke nævnes som Høvding eller Deeltager i nogen af Faderens Bedrifter før 1197, da han var med i Slaget ved Oslo, er det endog temmelig rimeligt, at han ikke kom til Norge førend efter Morfaderen Roes Død, der skal være indtruffen omkring 1190[4], og under denne Forudsætning er det ogsaa sandsynligere at han forfattede hiin Oversættelse, medens han endnu levede roligt paa Færøerne, end efter at være kommen til Norge, thi de idelige Krigsuroligheder levnede ham da neppe stor Tid til at tænke paa litterære Sysler. Det lader endog til, at han, før han kom paa Tronen, alt for meget har tænkt paa Forlystelser og ført et udsvævende Liv, da det nemlig heder, at han, efter at være bleven Konge, „havde meget forandret sine Sæder, og alt til det bedre“[5]. Han beskrives som en smuk og velskabt Mand, af middels Højde, dog meget højere end sin Fader, og af et meget værdigt Udvortes, især naar han sad i sit Kongesæde, af et stille Væsen, men særdeles veltalende og begavet med et klart og klangfuldt Organ. Af den Lethed, hvormed han viste at vinde og forsone alle Parter, og den Kjærlighed, hvormed Folket omfattede ham, maa man slutte at han forenede Statsklogskab med megen personlig Elskværdighed, skjønt det vel er uvist om han besad den Kraft og Bestemthed, som Faderen. Thi neppe vilde vel Biskopperne have forliget sig saa ganske med ham, hvis de ikke af hans Væsen og hvad man ellers kjendte til hans Charakteer havde næret Haab om, at han vilde blive mere medgjørlig, og hvis ikke navnlig den listige Aristokrat Nikolas havde troet, at det gamle Slægtvælde under hans milde Herredømme atter vilde kunne rejse sig. Det maa ansees som et temmelig utvetydigt Beviis paa Fuldstændigheden af det Forlig, der nu, udtrykkeligt eller stiltiende, var indgaaet mellem Høvdingerne for begge de hidtil indbyrdes saa fiendtlige Partier, at Kong Haakons Syskendebarn og højt betroede Mand Peter Steyper paa denne Tid, som det synes, egtede Kong Magnus Erlingssøns Datter Ingebjørg[6], upaatvivlelig ikke alene med Kongens Samtykke, men endog efter hans Ønske. Dette Giftermaal bliver dobbelt betydningsfuldt af den Aarsag, at de to fornemste blandt Baglernes forrige Høvdinger, Reidar Sendemand og Philip af Veigin, paa den Tid enten giftede sig, eller rimeligviis allerede vare gifte med Ingebjørgs tvende Systre, Christine og Margrete[7]; Peter kom saaledes i det nærmeste Svogerskab med dem, os vi ville i det følgende see, hvorledes Svogerskabet mellem Peter og Reidar bragte dem i en venskabelig Forbindelse, der endog trods de igjen opdukkende Partifejder vedligeholdt sin indtil deres Død. Andre Baglerhøvdinger, som Hallvard bratte og Leden Paalssøn, finde vi, næste Gang de omtales, som ivrige Birkebeiner. Sigurd Jarlssøn omtales, som sagt, ikke oftere. Han var vel, som man af hiin Runeindskrift maa slutte, for hadefuldt stemt mod Sverre og dennes hele Akt til at ville forsone sig med Haakon, og da han ikke siden kommer frem, maa man formode at han er død i Landflygtighed. Overhoved er det klart, at det nu var fra en langt anden Kant, at Haakon havde nogen Fare for sit Liv eller Rige at befrygte, end fra Baglernes forrige Høvdinger. Disse havde nu engang anerkjendt ham som Konge, og haabede det bedste af hans Mildhed og Føjelighed. Men jo fastere Sverres Æt var befæstet paa Tronen, og jo fuldstændigere dens Legitimitet var anerkjendt, desto større Spore og Anledning var der ogsaa for de mere ærgjerrige blandt dens nærmere og fjernere Medlemmer til at stræbe efter utilbørlig Magt. Vi ville snart see, at endog de Mænd, der kun stammede fra Kong Sverres Halvsystre paa mødrene Side, som Peter Steyper og Roar Kongsfrænde[8], ikke ansaaes uberettigede til at komme paa Tale med Hensyn til Tronfølgen; og endnu langt større Fordringer og virkelig Berettigelse i saa Henseende maatte de have, der stammede fra Sverres fædrene Halvsyster Cecilia, der endog havde den Fordeel for Sverre selv, at hendes Fødsel ikke var omstridt, som hans. Cecilias Søn af hendes første Forbindelse med den vermelandske Lagmand Folkvid, Haakon Galen, var en udmærket duelig Kriger, og saa herskesyg og ærgjerrig som nogen: han ventede kun paa den første den bedste Lejlighed til selv at kunne tilrive sig Magten[9]. Hans Halvbroder Inge, Søn af hendes Egteskab med Baard Guthormssøn, havde endnu større Grund til at nære ærgjerrige Planer, da han med den samme Herkomst paa mødrene Side ogsaa forbandt den Fordeel paa fædrene Side at høre til en af Landets ypperste Ætter, Reins-Ætten; men han var endnu meget ung, neppe 17 Aar gammel, stille og fredelig af Tænkemaade, medens Haakon derimod allerede maa have naaet de fem og tyve[10] idet aller mindste. Der var, som vi nys have seet, endnu en tredie Dattersøn af Kong Sigurd Mund, og Systersøn af Kong Sverre, nemlig Sigurd Kongsfrænde: han stod Tronen lige faa nær, som nogen af de forhen nævnte.

En saadan Samling af unge, lige højbyrdige og ærgjerrige Mænd omkring Tronen dannede allerede i og for sig tilstrækkelige Spirer til nye Borgerkrige, og de senere Begivenheder vise noksom, at hvis det ikke vilde have været aldeles haabløst, at foretage noget mod Kong Haakon, om hvem Birkebeiner og Bagler saavel som den hele Almue med lige stor Hengivenhed sluttede sig, og hvis ikke Baglerpartiet strax efter hans Død havde rejst sig paany, saa at Birkebeinernes Høvdinger nødsagedes til at holde sammen, vilde disse selv have splittet sig i fiendtlige Partier. Ogsaa Enkedronningen Margretes Forhold til sin Stifsøn, Kong Haakon, var af den Natur, at det seent eller tidligt maatte lede til Splid. Som Stifmoder var hun ham vel ikke under nogen Omstændighed synderlig huld; som en Konges Datter og en Konges Hustru følte hun sin Stolthed smertelig krænket ved at skulle indrømme ham, sin Forgængerindes, den ringe Kvindes Søn, Hæderspladsen, og erkjende ham for sin Overmand. Det var hende derfor en utaalelig Tanke at skulle opholde sig ved Kong Haakons Hof, saa meget mere som hun vel, med sit hovmodige, ættestolte Sind, betragtede de fleste nys nævnte Herrer og overhoved det hele Hofpersonale, som en Samling af lavbyrdige Parvenuer, og kun ansaa Haakon Galen for god nok, da han deels paa fædrene Side var hendes Landsmand, deels paa mødrene Side var af virkelig Kongeæt, og derhos viste sig særdeles forekommende mod hende, fordi han havde et godt Øje til Fru Christina, en Datter af hendes Syster Katharina og den svenske Herre Nikolas Blake[11]. Hvis man kan tro det oftere omtalte færøiske Sagn, skal hun især have ærgret sig over at Haakon strax efter sin Tronbestigelse lod sin egen Moder hente fra Færøerne, gav hende en Gaard ved Nidaros, foruden andre store Gaver, og viste hende den største Hæder. Saa snart det kunde skee efter Kong Sverres Død, besluttede Margrete at forlade Norge med sin Datter og Systerdatter, der opholdt sig hos hende, og begive sig til Vestergautland, hvor hun havde store Ejendomme, saavel som i Vermeland. Først drog hun derfor til Oslo – det maa have været paa samme Tid, da Kong Haakon begav sig til Viken for at indgaa Forlig med Biskopperne, thi tidligere kunde det ikke vel skee, for Baglernes Skyld – og beredede sig her til med det første at rejse videre. Men Birkebeinerne, og ventelig Kong Haakon selv, fandt det betænkeligt at lade Kongedatteren fare af Landet, og Peter Stepper sendtes ufortøvet til Oslo, for at indlægge Forbud mod hendes Afrejse, og bringe hende til Kongen. Dronningen vilde intet høre herom, men Peter passede paa en Dag, da hun var i Bad, og styrtede ind til hendes Datter med det Raab, at Baglerne vare over dem. Christina troede det var sandt, blev forfærdet og bad ham frelse hende; han tog hende i sine Arme og har hende ned til sit Skib, hvor Folkene allerede sad ved Aarerne, og nu paa hans Befaling roede afsted, saa fort de kunde. De havde neppe lagt fra Bryggerne, førend Dronningen kom løbende ned i største Hast, og raabte at de skulde lade hende faa sin Datter igjen. Peter svarede, at hun først skulde drage til Kongen, hendes Broder. Da udbrød Dronningen, betagen af Harme: „Gid jeg maatte leve den Dag, at jeg kunde gjøre eder en lige saa stor Sorg, som I nu gjør mig: jeg er Kongedatter, var gift med en Konge her i dette Land, og har kun dette ene Barn med ham, hvilket I nu røve fra mig som om det var et Trælle- eller Slegfred-Barn!“ Saaledes raabte hun efter dem, saa længe de kunde høre det. Hun rejste dog lige fuldt til Vestergautland, ledsaget af sin Systerdatter Fru Christina, og medtog mange Kostbarheder, der havde tilhørt Kongen. Peter derimod førte Kongedatteren til hendes Breder Kong Haakon, der tog venligt imod hende[12], og holdt hende i den største Agt og Ære. Om Peter virkelig havde faaet den Befaling, for enhver Priis at hindre hendes Afrejse og bringe hende med Magt eller List, hvis mindelige Forestillinger viste sig frugtesløse, vides ikke, men vist er det at hans uskaansomme Fremgangsmaade ikke kunde andet end gjøre Dronningen endnu mere fiendtligt stemt mod sin Stifsøn, end hun allerede var. Dette synes ogsaa Kong Haakon fuldvel at have indseet, thi da han strax over Juul lod melde sin forestaaende Ankomst til Oplandene og Viken, sendte han ogsaa ved samme Lejlighed Brev og Bud til Dronning Margrete, med den Bøn, at hun og Fru Christina endelig maatte komme til ham: de skulde nyde den højeste Agt og Ære ved hans Hof. De havde rimeligviis allerede faaet nok af Opholdet i Sverige, hvor Forholdene nu vare ganske anderledes, end da Margrete havde forladt det: hendes Faders Dødsfiende Sverke Karlssøn sad paa Tronen, og skjønt han, sandsynligviis mest af Statsklogskab, havde besvogret sig med de mægtige Folkunger, og maaskee alene for deres Skyld var traadt i et tilsyneladende venskabeligt Forhold til Kong Knuts Børn, er det dog umuligt, at Venskabet paa nogen af Siderne kan have været hjerteligt, hvad ogsaa de paafølgende Begivenheder noksom vise. Hendes Stolthed fandt sig derfor vistnok snart lige saa dybt krænket der, som i Norge. Hun havde maaskee endog den Ærgrelse at see sine Brodersønner ganske udelukte fra Regjeringen, da Sviarne strax efter Byrge Jarls Død, der indtraf endnu samme Aar, gave Kong Sverkes og hans Datter Ingegerds eetaarige Søn Johan Kongenavn, og bestemte ham saaledes til Tronfølger; et Skridt, hvorover man i Norge, og ventelig blandt hele den Erikske Æts Tilhængere gjorde sig lystig, idet man sagde at Sviarne havde faaet sig en buxeløs Konge[13]. Margrete og Christina svarede derfor nok saa venligt paa Haakons Brev, og fulgte siden, som vi ville see, Opfordringen; men den Krænkelse, der var overgaaet hende, kunde hun aldrig glemme, og om hun end ikke, hvad man senere paastod, ligefrem stræbede Kongen efter Livet, var det dog naturligt, at alle de ved Hoffet, der af Ærgjerrighed eller andre Grunde vare misfornøjede med den daværende Tingenes Orden, samlede sig om hende, og at Spirerne til en vordende Splid mellem Birkebeinerne indbyrdes derved end mere kom til at trives.

Om den svenske Kong Sverkes Forhold til Haakon nævnes der for øvrigt intet, men man maa formode, at det i det mindste ikke var uvenskabeligt, saa længe Sverke stod paa en god Fod med Folkungerne. De fornemste af disse vare efter Byrge Jarls Død hans Broder Karl Jarl, kaldet den døve, og Magnus Minneskjold, Lagmand i Vestergautland (forudsat at denne sidste endnu levede), samt Byrges Sønner Knut Jarl, gift med en Datter af Kong Knut Erikssøn, og Magnus, fremdeles Folke Jarl, kaldet den unge, og flere, hvorom der i det følgende vil blive Tale[14]. Byrge Jarls Sønner vare paa mødrene Side beslægtede med det norske Kongehuus, da deres Moder, Fru Brigida, var en Datter af Harald Gille; hun synes at have overlevet sin Mand, og som Enke begivet sig ind i Riseberge Kloster[15]. Det er for Resten ikke usandsynligt, at Kong Sverke allerede strax efter den mægtige Byrge Jarls Død begyndte at komnme i det uvenskabelige Forhold til hans Sønner og Frænder, der siden endtes med aabenbar Krig, og at dette har bidraget meget til, at Dronning Margrete saa villigt fulgte sin Stifsøns Anmodning om at komme tilbage til Norge[16].

Den Kant, fra hvilken Haakon snarest kunde vente at blive foruroliget, var Danmark, hvor de misfornøjede Nordmænd altid havde fundet Tilhold og Bistand, og hvor end ydermere mod Slutningen af Aaret (11te November 1202) Kong Knut døde, og efterfulgtes af sin Broder, den 32aarige, statskloge og krigerske, Hertug Valdemar, der, som vi ovenfor have seet, virkelig havde et Slags Fordring paa Norge, for saa vidt som Erling Jarl og Kong Magnus i Forliget af 1170 havde erklæret ham for Tronfølger, hvis Magnus døde uden Arvinger, hvorhos desuden Viken under alle Omstændigheder erkjendtes som et dansk Len. Vi ville ogsaa se, at Valdemar siden virkelig blandede sig i Norges Anliggender; for det første var han dog optagen med at gjennemrejse Riget for at lade sig hylde, og siden med at fortsætte en allerede under Kong Knut begyndt Krig med de nordtydske Fyrster, der bragte Nordelbingen, eller Holsten, Lauenburg, og en Deel af Meklenburg under Danmarks Herredømme. Med Paven maatte nu vel ogsaa en fuldkommen Udsoning være at vente, skjønt han endnu for Formens Skyld misbilligede, at Erkebiskoppen paa egen Haand, uden at indhente hans Samtykke, havde givet Haakon Absolution. Vi have endnu det Brev, Innocentius i den Anledning tilskrev Erkebiskop Erik og hans Lydbiskopper, og som vidner om den Glæde, han følte ved Sverres Død, og de gode Tanker og Forhaabninger, han nærede om hans Søn, medens det tillige er et ypperligt Exempel paa den Myndighed, hvormed han plejede at gaa frem, og det overlegne Sprog, han stundom kunde bruge endog mod højt staaende, alderstegne Prælater. „Vort Hjerte,“ begynder det, „har frydet sig i Herren, og vi have særdeles glædet os, skyldigst takkende den almægtige Gud, fordi han efter tunge Skyer har skjenket os klar Himmel, og efter Storme Rolighed. Vi have nemlig erfaret, at, efterat Sverre er død, han, der med Vold har tilrevet sig Norges Rige, og som truede hele Riget med Forvirring og almindelig Forstyrrelse, saa at flere af de fornemste og bedste Mænd ere af ham jagede i Landflygtighed, ej at tale om saa mange andre, der have mistet. Livet, har hans Søn efterfulgt ham i Kongedømmet, men ikke i Fremfærd, har kaldet hine, der paa nys nævnte Maade vare drevne i Landflygtighed, tilbage til deres Hjem, elsker og hædrer baade Kirker og kirkelige Personer, og styrer Folket i fuldkommen Fred og Rolighed. Imidlertid bar det ikke lidet forundret os, at du, Broder Erkebiskop, har været forvoven nok til, paa egen Haand at løse ham og hans Medskyldige fra den Exkommunikationsstraf, hvori de ved vor Autoritet vare lagte. Du har derved tiltaget dig at gjøre, hvad der aldeles ikke var din Sag, eller paa nogen Maade tilkom dig; og ligesom Aben, der efterligner de menneskelige Handlinger, har du ladet som du vilde gjøre hvad du hverken kunde eller retteligen havde Lov til; hvorved du maa vide, at ikke alene du er falden i Vildfarelse, men ogsaa Angjeldende, der, uagtet de fremdeles ligge under Straffedommen, dog falskeligen betragte sig som absolverede. Hvorfor vi ved denne vor apostoliske Skrivelse byde og befale eder, at I offentlig forkynder hiin Absolution ugyldig at være, og uden Kraft, men derimod siden, efter at have modtaget af dem en edelig Forsikring, under vor Fuldmagt lader dem nyde Absolutionens Velgjerning, og derhos sender nogle af dem, saavel i deres eget, som i de øvriges Navn, til os med Brev fra eder som Vidnesbyrd“[17]. Brevet er dateret Anagni den 24de Januar 1204, altsaa, som vi i det følgende ville see, 23 Dage efter Kong Haakons Død, hvorom Paven da naturligviis endnu var uvidende. Vi erfare imidlertid heraf, at han var nok saa venskabeligt stemt mod Haakon, og at der, naar der blot var skeet de af ham saa strengt overholdte Former Fyldest, vilde have indtraadt det bedste Forhold imellem dem. Og saa meget var nu vundet, at Gejstligheden ikke oftere, som Stand betragtet, blandede sig i Tronstridighederne, eller erklærede sig imod Sverres Kongehuus. Vi ville see Baglerpartiet atter fremstaa, og nye Tronprætendenter vække Uroligheder; vi ville ogsaa see flere Gejstlige, navnlig den rænkefulde Biskop Nikolas, gjøre fælles Sag med Oprørerne, men, som vi derhos erfare, kun af politiske, ikke af kirkelige Hensyn, og uden at Legitimiteten af Sverres Æt længer sattes i Tvivl.

Da Vaaren kom, begav Haakon sig, som han havde bebudet, til Viken. Han forlod Nidaros lidt efter Paaske (6te April) med en betydelig Styrke, og ledsaget af sine fornemste Mænd, navnlig Haakon Galen, Peter Steyper, Sigurd Kongsfrænde, Roar Kongsfrænde, Eyvind Prestsmaag, Dagfinn Bonde, Einar Kongsmaag, og flere Lendermænd og Krigshøvdinger. Af alle disse synes Einar, der var gift med hans Heelsyster Cecilia, og havde faaet Syssel paa Rogaland, at have været hans kjæreste Ven[18]. Efter et kort Ophold i Bergen fortsatte han Rejsen langs Kysten, og berejste nu hele Viken lige til Rigsgrændsen ved Gaut-Elven, fornemmelig opholdende sig i Kjøbstæderne. Overalt underkastede Indbyggerne sig ham, saa at han nu fuldstændigt og uden Modsigelse var hyldet af det det hele Folk[19]. Han opholdt sig ikke længe i Kongehelle, men desto længer derimod i Sarpsborg, hvor han forblev til langt ud paa Høsten. Aarsagen til dette forlængede Ophold i Sarpsborg var, som det synes, hans Kjærlighed til en Pige ved Navn Inga, der var af god Familie fra det nærliggende Varteig, og just da var i Besøg hos sin Frænde Audun, der boede i Borg. Inga viste sig heller ikke ubønhørlig mod Kongen, men var oftere at see i det kongelige Herberge, og den Forbindelse, der opstod imellem dem, blev heller ingen Hemmelighed for Haakon Galen, Peter Stepper og Kongens øvrige fortrolige Venner. Omsider forlod Kongen Borg, og drog til Oslo, hvor Dronning Margrete og Fru Christina efter Aftale indfandt sig hos ham, og bleve særdeles vel modtagne. I Følge med dem rejste han seenhøstes tilbage til Bergen, hvor det var hans Hensigt at tilbringe Vintren[20].

  1. ↑ Se ovenfor S. 196, 197. Hvis det, som man har al Grund til at tro, forholdt sig saaledes at hiin Erling, der paastod at være Sverres Søn, fødtes af Astrid Roedatter strax efter Sverres Afrejse fra Færøerne 1174, kan Haakon ej være fød senere end 1173, og dette enda kun for saa vidt han var det yngste af Sverres og Astrids fire Børn.
  2. ↑ Fortalen til Keysers og Ungers Udgave af Barlaams og Josaphats Saga S. XIII. Det er her viist, at Oversættelsen ej kan være skeet efter den græske Original, men den latinske Bearbejdelse af denne. Den Tanke kunde her synes at ligge temmelig nær, at Haakon har været med at forfatte Kongespejlet, dog maatte man vel formode at han i saa Fald, ved at omtale Vesterhavets Merkværdigheder, ogsaa vilde have dvælet lidt nøjere ved Færøerne; denne Formening maa saaledes tilbagevises.
  3. ↑ Se ovenfor, S. 140.
  4. ↑ Dette veed man kun af det færøiske Sagn, som meddeles i „Antiqvarisk Tidsskrift“ l. c. De islandske Annaler melde intet om Roes Død, men fortælle kun at han indviedes til Biskop 1162, og at hans Eftermand Svein døde 1212. Men Sagnet, der i det Væsentlige har Sandsynlighedens Præg, vil, at Sven blev Biskop 50 Aar efter Roe, det vil sige efter at denne var bleven udnævnt til Hjelpebiskop hos Matthias, omtrent 22 Aar før hans Død.
  5. ↑ Fornm. Sögur IX. S. 76.
  6. ↑ Det siges ikke, naar Peter egtede Ingebjørg, men heder kun, hvor Haakons Død, Nytaarsdag 1204, omtales, at Peter da var gift med Ingebjørg. Han havde altsaa egtet hende før Udgangen af 1203; derimod er der ingen Rimelighed for at han er bleven gift med hende, saa længe Krigen med Baglerne stod paa; dette vilde vel i saa Fald have været omtalt, ligesom og hiint Tillæg „da“ synes at vidne om, at han paa den der omhandlede Tid nylig havde faaet hende til Egte.
  7. ↑ Det nævnes lige saa lidet, naar disse Giftermaal fandt Sted, men som Baglerhøvdinger havde hine Mænd naturligviis altid Lejlighed til at indgaa dem. Imidlertid tales der ikke om Philips Hustru førend i 1206, eller om Reidars førend i 1208. Herved er end videre at bemerke, at Kongesagaerne kalde dem begge Margrete; da det er lidet sandsynligt, at de begge skulde have eet og samme Navn, og Fagrskinna Cap. 214 udtrykkelig siger at Magnus og Dronning Eldrid Bjarnedatter havde en Datter, Christine, der blev gift med Reidar Sendemand, have vi fulgt denne Angivelse, jvfr. S. 185. Christine har saaledes været hans eneste egte Datter, de andre derimod Slegfreddøtre.
  8. ↑ Roe eller Roar Kongsfrændes Slægtskabsforhold angives ingensteds, men da han allerede kaldes Kongsfrænde i 1204, og Navnet „Roe“ minder om Slægtskabet med Biskop Roe, Unas’s Broder, bliver det temmelig vist, at han har været en Søn en af Unas’s og Gunnhilds unavngivne Døtre.
  9. ↑ Tilnavnet „Galen“ (galinn, den galne), synes at vise, at han har været overvættes heftig og lidenskabelig.
  10. ↑ Inge var, som det ovenfor (S. 243) er viist, fød i 1185 eller 1186: han var altsaa i Aaret 1202 kun 16 eller 17 Aar gammel. Haakon Galens Fødsel falder mellem 1171, da hans Moder Cecilia (se ovenfor S. 35) i det tidligste kan være kommen til Folkvid Lagmand i Vermeland, og 1181, da vi finde hende hjemkommen til Norge og bosat paa Gelmin i Orkedalen. Det bliver her altid sandsynligere, at han er fød i Begyndelsen af hendes og Folkvids Samliv, end i Slutningen, især da han omtales som Troppehøvding, altsaa voxen, i Aaret 1193 (se ovenfor S. 238). Hans Fødsel falder vel derfor ved 1175, saa at han i 1202 bliver henved 27 Aar gammel.
  11. ↑ Dette Slægtskabsforhold angives i Knytlingasaga Cap. 82, ligesom „Fru Christina“ i Fornm. Sögur II. 62 kaldes „Nikolasdatter“. Flere have villet gjøre denne Nikolas Blake til en Søn af Simon Skald, men uden mindste Hjemmel. Simon havde vel en Søn ved Navn Nikolas, men denne blev, som bekjendt, endnu som Barn dræbt ombord paa Erling skakkes Skib i Slaget ved Sekken 1162, see ovenfor II. S. 916; og Christina Nikolasdatter kaldes desuden sædvanligviis „Christina svenske,“ eller „den svenske Frue,“ hvilket viser at han maa have haft hjemme i Sverige. Dog ejede hun, rimeligviis som Brudegave fra Haakon galen, med hvem hun blev gift, Besiddelser i Norge, navnlig Gaarden Fisken i Surendalen, se Dipl. Norv. II. 10.
  12. ↑ At Kong Haakon ved denne Lejlighed opholdt sig i Tunsberg, er ovenfor nævnt som rimeligt. Margrete maa nødvendigviis være kommen til Viken med Kongen, og enda kan Opholdet i Oslo ej have været ret trygt, siden man skræmmede hende med Baglerne. Den hele Fortælling viser, at Kongen ej kan have været langt borte, medens man dog af det følgende seer, at Haakon ikke kom til de østligere Dele af Viken førend Aaret efter. For Resten lader den kortere Bearbejdelse, der her som sædvanligt er unøjagtig, Dronningen tage sin Datter med heelt til Gautland, og Haakons Mænd hente hende der.
  13. ↑ Sverres Saga ender med Beretningen herom og disse Ord: „havde Sviarne da en buxeløs Konge.“ Hvad Tid paa Aaret Byrge døde, vides ikke.
  14. ↑ Folkungernes Slægtregister, i sig selv indviklet, er blevet end mere forvirret ved de Udfyldninger, enkelte Genealoger have tilladt sig at gjøre deri efter Gisninger og usikre Sagn. De bedste Oplysninger findes i vore egne Sagaer, men ogsaa disse have givet Anledning til Fejltagelser, da man ikke altid har fulgt Flatøbogen og Skaalholtsbogen, der har de bedste Læsemaader. Saaledes heder det i Texten (Cod. frisianus) af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 269, at Knut, Magnus Brokes Søn, var Dattersøn af Kong Knut Erikssøn; men Flatøbogen har her det rette, nemlig at Magnus Broke selv var denne Dattersøn, hvoraf da følger, at Magnus’s Fader Knut Jarl, Byrge Brosas Søn, var gift med Kong Knuts Datter. Det er ingenlunde hævet over enhver Tvivl, at Folke Jarl, som flere have antydet, var en Broder af Byrge Jarl. Det gamle Dokument, som Messenius anfører i sit Theatr. Nob. Svecanæ S. 121, nævner kun tre Sønner af Benedikt Snyvel, og nogle ville gjøre Folke til en Søn af Byrge. Sverres Saga, Cap. 18 (se ovenfor S. 64) tillægger denne dog udtrykkelig kun tre Sønner; har Folke og været hans Søn, maa han da være fød efter 1177. For Resten synes Kong Knut selv at have været beslægtet med Folkungerne, thi i et Brev af ham fra 1191 (Liljegrens Dipl. I. N. 113) nævnes en Knut, Broder af Dronningen, hvilken kunde vare Byrge Brosas Farbroder, og Holmgeir, hans nepos (Barnebarn eller Frænde); hvilket Navn ogsaa forekommer hyppigt i Folkunge-Ætten. Det sandsynligste torde maaskee være at antage denne Holmgeir for en Systersøn af Kongen, og Folke Jarl for hans Søn. Thi „Knut Dronningens Broder,“ kan ej være hans Fader, og i et Brev af Kong Sverke nævnes heller ikke flere Brødre af Byrge Jarl end Karl og Magnus. Fra hvad Aar dette Brev er, vides ej, men det maa i alle Fald være yngre end 1195, og saaledes levede Magnus Minneskjold i det mindste da
  15. ↑ Man seer af det lundske Nekrologium (Langebek Scr. r. D. III. 563) at hun døde den 22de Oktober, uvist hvad klar, som Nonne i „Rinbiarge“ hvilket vistnok er en Skrivfejl for „Risabjarge.“
  16. ↑ Naar man i Forbindelse med hvad der ovenfor (S. 348) er paapeget om Tiden, da Sverke efter al Rimelighed egtede Benedikta, Datter af Ebbe Sunessøn i Danmark, lægger Merke til den aldeles ligefremme og utvetydige Beretning i Vestgøtalagens Kongerække, at Folkungerne, Sverkes egne Svogere, dræbte ham, medens vi derimod andensteds fra vide, at Sunessønnerne understøttede ham, bliver der, som ovenfor ytret, sterk Formodning for at han har tilsidesat eller forladt Dronning Ingegerd Byrgesdatter for at egte Benedikta; at dette netop har været Aarsagen, hvorfor Folkungerne lode hans og Ingegerds Søn tage til Konge som Spædbarn, nemlig for at sikre ham Tronfølgen for det Tilfælde at Sverke med Benedikta skulde faa Sønner, som han begunstigede, og at den saaledes opstaaede Uenighed, der endtes med Elgjaraas-Slaget, hvorom nedenfor, allerede har begyndt at gjøre Margrete Opholdet i Sverige uhyggeligt.
  17. ↑ Brequigny & Du Theil, Dipl. P. II. T. I. 412. Brevet er efter dette Verk aftrykt i Uddrag i Werlauffs Anecdoton S. XIII.
  18. ↑ Haakon Sverressøns Saga, kortere Bearbejdelse Cap. 1.
  19. ↑ Han har sandsynligviis først ladet sig hylde paa Haugathing ved Tunsberg, og tilbragt en Tid i Byen; derpaa har han styret øst over Folden, sandsynligviis til Borg, ladet sig hylde paa Borgarthing, og opholdt sig nogle Dage i Borg, hvor han rimeligviis har gjort Bekjendtskab med den smukke Inga; derfra er han vel dragen til Kongehelle og har ladet sig hylde paa Elvebakken eller Baagaholmen, det sædvanlige Hyldingssted, men har, som man maa formode, gjort Opholdet der saa kort som muligt, da han længedes tilbage til Borg, – der staar nemlig udtrykkelig, at han kun dvælede en kort Stund ved Landsenden – og efter et langt Ophold i Borg er han da omsider dragen til Oslo, der ej var noget Hyldings-sted. Den her beskrevne Anordning af Hyldingsrejien i Viken synes at have været den sædvanlige, se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 28.
  20. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 1. Fornm. S. IX. S. 68, 218.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/72&oldid=81905»