Det norske Folks Historie/4/5
Da Erling nu ikke længer havde Danmark at frygte, men snarere kunde vente sig Understøttelse af den mægtige Valdemar, vovede han og, som det synes: med mindre Skaansomhed end forhen at virke for sit Dynastis Befæstelse paa Tronen, idet han, som det udtrykkeligt siges, paa alle Maader søgte at udrydde de Levninger, som endnu maatte være tilbage af Harald Gilles Akt. Alle hans Skridt i saa Henseende ere neppe opbevarede i Sagaerne, men hvad der fortælles, er tilstrækkeligt til at vise, hvor haardt og skaanselløst han gik frem. Kong Sigurd Mund havde efterladt en Datter, ved Navn Cecilia, der opfostredes paa den Gelmin nordligst i Orkedalen. Da hun var bleven voxen og giftefærdig, hvilket vel indtraf omkring 1171, blev ogsaa hun ham en Torn i Øjnene, og da Erling ventelig troede, at han intet havde at frygte af hende, naar hun kom i en mindre anseet Stilling udenfor Riget, blev hun sendt til Folkvid, Lagmanden i Vermeland, der tog hende til sin Frille, skjønt hun ikke kunde elske ham, og, som det i det følgende vil sees, benyttede sig af den første Lejlighed, hun kunde faa, til at slippe fra ham[1]. Det er ovenfor nævnt[2], at Erlings egen Hustru, Christina, før sit Giftermaal med ham havde havt en Søn ved Navn Harald. Denne opfostredes etsteds paa Oplandene. Nikolas paa Giske tog, eller som det paa et andet Sted heder, fangede ham, hvilket synes at antyde en voldsom Fremfærd, og bragte ham til Erling i Bergen. Han var en meget smuk Yngling, og hans Halvbroder, Kong Magnus, fattede megen Kjærlighed til ham. Det var, fortælles der, Erlings Maade, naar nogen af hans Fiender førtes for ham, at han talte lidet, og det ganske stilfærdigt, eller og slet intet til dem, naar han havde i Sinde at lade dem dræbe, men overfusede dem derimod med alskens Skjeldsord, naar han vilde skjenke dem Livet. Til Harald talte han ikke mange Ord. Dette betydede intet godt, og Flere anmodede derfor Kong Magnus om at bede om Naade for ham. Dertil var Magnus strax villig, og hans Venner understøttede hans Bøn. Men Erling sagde, at han ikke forstod sig paa sligt, og meente at det snart vilde være bestilt med hans Liv og Rige, hvis saadanne Raad fik Fremgang; „da“, sagde han, „vilde nok alle have ham til Konge og dig til Øxemund“, (d. e. til at kysse eller smage Øxen). Og det gik, som man anede. Erling lod Harald føre ud til Nordnes og halshugge, uden at tage Hensyn til de Forhold, hvori han stod til hans egen Kone og Søn, og uden, som det synes, at kunne lægge ham andet til Last end hans Herkomst, thi der tales ingensteds om, at der var begyndt noget Oprør i Haralds Navn. Men dette Verk, tilføjes der og, blev meget lastet[3]. Der siges ikke nøjagtigt, naar det skede, men det kan ej have været stort senere end 1171 eller 1172, siden Harald endnu omtales som meget ung, da han henrettedes[4], medens det maa have været før 1174, da de Begivenheder, Sagaen derefter beretter, fandt Sted. Maaskee var det efter af Forbitrelse herover, at Fru Christina, det siges ikke naar, forlod Landet og drog til Constantinopel. Men da det tillige fortælles, at hun drog af Landet i Følge med en Mand, der hed Grim Rusle, og at de opholdt sig i Constantinopel en Stund og havde flere Børn sammen, kunde man lige saa gjerne formode, at det alene var hendes utilbørlige Kjærlighed til Grim, og hendes uforbederlige Letfærdighed, der bragte hende til at rejse bort, uden at Sønnens Drab havde noget dermed at bestille[5]. For Resten viste just heller ikke Erling hende stor egteskablig Troskab: han havde ikke færre end fire Frillesønner, to ældre, Reidar og Agmund, med een Moder, to yngre, Finn og Sigurd, med en anden, der hed Aasa den lyse[6]. Hvor længe Christina opholdt sig i Constantinopel, siges ikke. Det lader ikke til, at hun er kommen tilbage til Norge, da hun ikke senere omtales i Sagaerne. Man veed kun, at hun døde 1178. Sandsynligviis har hun tilbragt sine sidste Dage hos sine Mødrenefrænder i Rusland.
Erling havde ellers mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til Regent, han var forstandig, en dygtig Kriger, klog og forfaren i Landets Styrelse; men han var tillige, som det heder, grum og haardraadende, og derved skadede han sig selv, thi de, som engang havde paadraget sig hans Mishag, fik saaledes næsten intet andet Valg end at slaa sig til Oprørsflokke, naar de ej vilde lide Dødsstraf eller Landsforviisning. Erling beskrives som høj af Væxt, men dog tætvoxen, med noget fremstaaende Axler, langt, skarpt og lysladent Ansigt, Haaret meget graasprængt. Hovedet bar han noget paa skakke efter hiint Hugg fra Dromunden. I sit Væsen var han rolig og værdig. Han brugte gammeldags Klædedragt, nemlig, som den beskrives, lange Livstykker og Ermer paa sine Kjortler og Skjørter, valske Kapper og Sko med Skafter. Saaledes lod han ogsaa sin Søn, Kongen, gaa klæd saa længe han var ung, men da han raadede sig selv, klædte han sig overmaade fiffigt. Magnus var meget lystig og spøgsom, og af et let Sind. Hans Belevenhed synes at have bedet paa, hvad Faderens Haardhed og alvorlige Væsen maaskee kunde skade. Han var, siges der, elsket af det hele Folk. Hertil bidrog ogsaa den Forkjærlighed mange endnu havde for Sigurd Jorsalafarers Afkom fremfor Harald Gilles[7].
- ↑ Guthorm Sigurdssøns Saga hos P. Claussøn.
- ↑ II. S. 812, 842.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 26, Snorre Cap. 33, Fagrskinna, Cap. 277, Sverres S. Cap. 60. Her ere Harald og Sigurd Markusfostre forvexlede.
- ↑ Fagrskinna kalder ham „svein“ og „det væneste Barn“. Nu blev Sigurd Mund dræbt 10de Juni 1155, og Christina gift samme Aar; senere end dette Aar (1155) kan altsaa Harald ej være fød, og han var da i 1171 mindst 16 Aar. Til Nød kunde han da vel maaskee kaldes et Barn, men snarere skulde man efter dette Udtryk tænke sig ham yngre. Egentlig er der heller ikke i Sagaberetningen noget, som hindrer at sætte Henrettelsen tidligere, uden den Omstændighed, at den fortælles mellem Beretningen om Olaf Ugævas Død (1169) og Eystein Meyla (1174). Men da Magnus Erlingssøns Saga intet nævner om hans Ungdom eller Barne-Alder, bør maaskee Fagrskinnas Ord ej tages for nøje.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30. I Sagaen sættes hendes Bortrejse ikke i mindste Forbindelse med Sønnens Henrettelse, men fortælles umiddelbart efter Fredsslutningen, og førend der tales om Harald. Da det nu er rimeligt, at Erling, med al sin Haardhed, dog neppe vilde dræbe sin egen Hustrues Søn, saa længe hun var i Landet, siden det dog var fra hende, at Magnus regnede sin Berettigelse til Riget, skulde man snarest tro, at hun var afrejst tidligere, og at Erling derved ansaa sig løst fra al Forbindtlighed til hende.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 28, Snorre Cap.:37, jvfr. Sverres Saga Cap. 3.