Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/29

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Strax over Juul beredede Magnus sig til at udføre sin Trusel mod Thrønderne. Han bestemte sig til kun at medtage sin Hird og sit mest udsøgte Mandskab, tilsammen ikke fuldt 1000 Mand. Det kom nemlig mest an paa at overrumple Birkebeinerne. Udrustningerne medtoge en tre Ugers Tid, og han forlod Bergen strax efter Kyndelmesse (2den Februar 1182). Det var hans Hensigt at skynde sig saa meget som muligt, for at komme des mere uvæntet, men han fik ofte Modvind og laa vejrfast i flere Havne, saa at han ikke kom til Throndhjem førend Løverdagen den 20de Februar[1]. Men desuagtet kom han ganske uvæntet, og Birkebeinernes Høvdinger maa saaledes vist have været utilgiveligt forsømmelige i at indhente Efterretninger. Da Magnus nærmede sig Byen, lod han en Afdeling af sine Mænd gjøre Landgang ude ved Borgen, en anden ved Øren, en tredie inde ved Bryggerne, og fra alle Kanter storme op i Byen: to Skuder sendte han over til Bakke, for at Mandskabet der kunde gaa i Land, og i al Hast løbe oven om Erlendshaugen og ned til Broen for at besætte denne[2]. Overrumplingen lykkedes fuldkommen. Birkebeinerne vare spredte rundt om i Byen, mange af dem i Bad; ingen anede nogen Fare. Baard Guthormssøn var den første, der merkede Uraad, og uden engang at gjøre mindste Mine til Forsvar fatte han med alle sine Mænd afsted til Broen, som han var heldig nok til at naa og slippe over førend Fienderne endnu havde besat den. Ottar Knerra og Helge Thorfinnssøn havde en Skude liggende ved Kongsgaardsbryggen, og løb ombord i den, for at komme over til den anden Side. Eyjulf Havlessøn var i Bad i Gaarden Grjot strax ved Korskirken[3], da han hørte et Barn sige: „her fare Heklungerne“; strax greb han sine Klæder i Fanget og løb ud af Gaardsledet forbi Kirken. Idet samme kom en heel Deel Heklunger udenfra op ad Gaden; han skyndte sig da op om Christkirkegaarden, men der mødte han en anden fiendtlig Trop, som var kommen i Land: han maatte derfor vende om og tage Vejen til Kongsbryggen. Her kom han med en Deel andre ud paa den nys nævnte Skude, og de satte strax fra Land, i det de droge Sverdene, holdt sine Buklere (mindre Skjolde) for sig, og for Resten værgede sig med hvad de forefandt. De vilde see til at komme over mellem Erlendshaugen og Skellinghellen[4], men som de nærmede sig den anden Side, stod Fartøjet med eet stille. Ingen kunde skjønne hvoraf det kom, nogle troede at der var kommen Hærfjeter[5] over dem, og at Døden var dem alle vis: da opdagede de, at de havde glemt at hale op et Anker, der hang ned fra Bougen, og som greb fat, da det blev mere grundt. De kappede i Hast Ankertouget, og kom da strax i Land. Ottar og Eyjulf holdt sig sammen, og løb afsted af alle Kræfter i den tykke Sne, som just var falden. Nær vare de blevne indhentede af de Heklunger, der imidlertid havde landet ved Bakke, og stevnede op ad Vejen forbi Erlendshaugen, dog fik Eyjulf og Ottar Forspringet, og kom uskadte til sine Folk, der samlede sig i en Dal nedenfor Berg. Da de nu vare femten i Tallet, vilde Ottar at de skulde vove en Dyst med de Heklunger, der forfulgte dem, men Eyjulf fraraadte det. „De“, sagde han, „ville faa Forsterkning, os derimod tør ingen komme til Hjelp.“ De flygtede derfor videre op til Klæbo, og derfra over Nidelven til Gauldalen. Her samledes efterhaanden alle Flygtningerne, og toge Vejen gjennem Soknedalen til Opdal, for at drage videre over Fjeldet til Oplandene.

Imidlertid sværmede Heklungerne om i Byen, og dræbte alle de Birkebeiner, de forefandt, thi om Grid nyttede det ej at bede. Søndagen holdt Kongen Rast i Byen, men sendte Bud ud til Orkedalen, at han vilde komme der Onsdagen efter (24 Februar) og holde Thing med Orkedølerne; ligesaa lod han Gauldølerne tilsige til Thing i Byen næste Fredag (26 Februar). Orkedølerne vovede ikke at sidde hans Befaling overhørig, og da Kongen om Onsdagen kom til Thinget, fandt han Bønderne samlede. Han talte da saaledes til dem: „Det er nu saa længe siden at I, Thrønder, og jeg holdt Thing sammen, at I vel neppe mindes det. I hele tre Aar have I ikke ydet mig det mindste af hvad det var Eders Skyldighed at udrede. Nu vil jeg derfor, at I skulle gjøre Rede og Rigtighed for al den Leding, fuld Almenning, som I vare pligtige at udrede for dette sidste Aar saa vel som de to forrige, og dertil for alle andre Afgifter og Udredsler, af hvad Navn nævnes kan, Landskyld, Sagefald o. s. v., som I skylde Eders retmæssige Konge, men som I nu have ydet vore Fiender, hvorfor jeg ønsker Eder Guds Vrede saa vel som min“. Han blev nu heftigere og heftigere i sin Tale, og tilsidst saa vred, at han bandede, saa at Bønderne en Stund næsten troede at han vilde anfalde og dræbe dem. En Bonde, ved Navn Roe paa Kjarstad i Meldalen, tog da til Orde, og bad ham forunde Bønderne Fred og Grid samt nogen Frist med Udbetalingen. Kongen svarede, at hvis Alt blev rigtigt indbetalt i Byen inden 14 Dage, skulde han skaane dem. Dette vedtoge Bønderne, og han vendte derpaa tilbage til Byen, efterladende paa Grjote i Orkedalen to Sysselmænd, Haakon og Sigurd, for at inddrive Afgiften.

Men paa samme Tid, som Magnus havde forladt Bergen, var ogsaa Sverre brudt op fra Oslo for at komme Thrønderne til Hjelp. Paa Hadeland hvor Toget gik sover en Deel af den tilfrosne Randsfjord, havde han det Uheld at miste syv af sine fornemste Mænd, der faldt i Isen og druknede[6]. Da han kom til Hjardkinn paa Dovre, mødte han Flygtningerne fra Throndhjem, der nu bragte ham Efterretningen om deres andet Nederlag, og maatte døje mange Forhaanelser af deres søndenfra kommende Kammerater, fordi de ikke havde vidst at skikke sig bedre. Ingen af disse, endog de ringeste, vilde laane dem Heste, hvorpaa de havde stor Mangel, og paa Vejen ned til Opdal maatte Baard Guthormssøn og andre Lendermænd finde sig i at gaa til Fods, medens simple Madsvende sad til Hest[7]. Sverre skyndte sig ned i Orkedalen, kom til Grjote og omringede Huset, hvor Magnus’s Sysselmænd vare, førend de merkede det mindste dertil. De bleve begge dræbte med deres hele Følge paa een nær, ved Navn Ottar Gaase, der smuttede tid gjennem en Aabning i Panelet, og undslap til en nær liggende Kratskov og ned til Orkedalsosen, uagtet fem Mand til Hest, hvoriblandt Sverre selv, satte efter ham. Han fik sig en Baad, roede ind til Bynesset, og skyndte sig derfra saa hurtigt han kunde over Aasen ind til Byen. Dette var om Fredagen, da Gauldølerne skulde komme til Things. Men man ventede dem forgjæves den hele Formiddag, og saa kun nogle Folk komme agende ned ad Steenbjergene med Vedlas. Da kom Ottar Gaase styrtende ind i Erik Arnessøns Gaard[8], hvor Kong Magnus holdt til, og spurte efter Kongen. „Kan du sige os noget om Birkebeinerne“, spurte nogle Hirdmænd, der stode ude i Gaarden. „Eder siger seg Intet“, svarede han, „lad mig kun komme til Kongen“. „Han er oppe ved Christkirken ved et Møde“, sagde de, og strax ilede Ottar derhen. Lidt efter kom Kongen i største Skyndning løbende ind i Gaarden, og bød alle Mænd væbne sig og gaa ombord uden at spilde et Øjeblik, da Birkebeinerne vare i Anmarsch. Luren lod, enhver greb i Hu og Hast sine Vaaben og Klæder, skyndte sig ombord paa Skibene og roede tid til Munkholmen. Men Dagen gik hen, og ingen Birkebeiner kom, lige saa lidt som Gauldølerne. Flere begyndte da at tale om, at Ottar maatte have faret med Usandhed, men han, som var ombord paa Kongens Skib, holdt fast ved sit Udsagn. Ikke desto mindre bade mange om Tilladelse til at vende tilbage til Byen, for at hente flere Ting, de i Skyndingen havde glemt, som Vaaben, Klæder eller Penge; nogle vilde indkjøbe Drikkevarer, andre vilde sine deres Hustruer Farvel. Kongen fraraadte alle at fare til Byen, og gav kun faa Lov dertil, ikke des mindre fore mange over uden Tilladelse. Imidlertid var Sverre og Birkebeinerne ikke langt borte. De havde lejret sig oppe paa By-Aasen, hvorfra de kunde see alt hvad der foregik i Byen. Løverdags Morgen (27 Februar) tidligt vilde de allerede til at angribe. Sverre bad dem vente en Stund, indtil de fleste af Heklungerne vare i Bad, men Krigerne vare for hidsige til at lade sig styre, og de stormede ned imod Byen, og forbi eller igjennem Borgen, hvor de ikke mødte mindste Hindring. Det regnede sterkt, og ingen i Byen blev dem var, før de allerede vare midt i den. Paa Modstand var ej at tænke, og de dræbte mange Heklunger, hvoriblandt Einar, en af Kong Magnus’s Skibsstyrere. Nogle undkom paa Baade og roede ud til Munkholmen, hvorfra en heel Deel Baade just havde sat ud for at ro over til Byen, men nu vendte om igjen, da man havde faaet Øje paa Birkebeinernes Skare, idet den nærmede sig Borgen. Kong Magnus gjorde ikke det mindste Forsøg paa at jage dem af Byen igjen, men lettede Anker, styrede ud efter Fjorden, og vendte tilbage igjen til Bergen. Det vakte almindelig Forundring, at han saaledes uden Sverdslag ved det første Nys om Birkebeinernes Nærmelse flygtede fra Byen, uagtet han havde henimod 1000 Mand, Sverre derimod kun lidt over 400, ikke at tale om at Træborgen, med Grav udenfor, lettelig lod sig forsvare med Halvdelen mindre Styrke end den angribende; og man talte meget om, hvor bange Heklungerne dog maatte være for at maale sig med Birkebeinerne i fylket Slag. Men det laa, som man tydeligt kan see, ikke i Magnus’s Plan at sætte Alt paa Spil ved et saadant Slag. Han havde nu hele Flaaden i sine Hænder, og kunde, naar han vilde, hjemsøge Sverre, medens denne, uden ordentlige Krigsskibe, ej kunde ventes at ville angribe ham. Hele Landet adlød ham, fra det sydligste af Viken lige til Throndhjemsfjorden, han fik Mandskab derfra og oppebar Skat og Skyld deraf, medens Sverre ikke havde mere end Thrøndelagen. Naar han da idelig foruroligede ham ved nye Overfald, og for Resten benyttede enhver Lejlighed, der tilbød sig, for at gjøre ham Skade, maatte han kunne vente, med Tid og Stunder at faa ham fordrevet ogsaa fra Throndhjem, uden selv at vove for meget. Sverre, som indsaa dette og følte at hans Stilling blev mere og mere kritisk, søgte fremfor Alt at befæste sig i Nidaros saa godt som muligt, for her at have et sikkert Tilhold, hvorfra intet Overfald kunde fordrive ham. Han lod derfor, i Løbet af Vaaren, ej alene fuldføre de allerede paabegyndte Befæstninger, idet Palissaderækken langs Søen fortsattes uden om Gildeskaalene og tvers over Øren til Elven samt langs denne op til Bryggerne, men han lod og opføre et Kastell ved Broen, og rejse en Valslynge ude paa Bratøren. Imidlertid søgte han saa vidt muligt at forurolige Magnus’s Tilhængere ved at udsende mindre Afdelinger af Birkebeinerne paa Strejftog, deels langs Nordmøres Kyster paa Smaastrider, deels over Fjeldet til Oplandene, ja lige til Viken, hvor der var nogen Fangst at gjøre. Heklungerne gjorde paa deres Side Gjengjeld, og Flokkene stødte ofte sammen med vexlende Held. Saaledes blev der i denne Tid skjendt og brændt vide om i Landet, især naar Høvdingerne selv ikke vare med, og kunde holde deres Folk i Tømme. Borgerkrigens Tid var for Alvor kommen[9].

  1. ↑ Eller som det i Sagaen heder, Løverdag i anden Uge af Langefasten. Da Paasken i 1182 faldt paa 28de Marts, bliver Fastelavns Søndag 7de Februar, og 2den Løverdag derefter den 20de.
  2. ↑ Erlendshaugen er, som man af andre Steder tydeligt kan see, den Højde, hvor Christiansteens Fort siden er anlagt.
  3. ↑ Korskirken laa omtrent paa Hjørnet af nuværende Kjøbmandsgade og Vestregade, altsaa ikke langt fra Kongsgaarden, der laa yderst mod Elven paa Nordsiden af nuværende Østregade.
  4. ↑ Altsaa nøjagtigt paa det Sted, hvor Broen nu er.
  5. ↑ Ved Hærfjeter (herfjötur) forstod vore Forfædre egentlig den paniske Skræk, der lammer enhver Muskel og hindrer enhver Bevægelse, eller, som man endnu hos os siger, „forfjetrer“ Mennesket. En saadan Skræk paakom stundom, meente man, dem der deeltoge i en Kamp, især første Gang; derfor kaldte man den „Krigsskræk“ eller Hær-Fjeter.
  6. ↑ Navnene paa tre af dem angives i Sverres Saga Cap. 66 saaledes: Jon Skutelsvein og Hallvard Lepp Sunnivessøn, samt Agmund Hallsteinssøn, Lodins Broder.
  7. ↑ I Sverres Saga Cap. 63 meddeles et Vers, som Skalden Bjarne Kalfssøn, der var i Følge med Baard, kvad herom, og hvor han giver sin Ærgrelse Luft. Hver Fant og Madsvend, siger han, sidder til Hest, medens Lendermænd gaa.
  8. ↑ Denne Erik Arnessøn var, som ovenfor nævnt, Svigersøn af den i 1176 faldne Nikolas Sigurdssøn.
  9. ↑ Sverres Saga Cap. 69–71.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/29&oldid=81080»