Det norske Folks Historie/4/153

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 1015-1024).

Den norske Kirke^[1] havde ved denne Periodes Slutning faaet sin fuldstændige Organisation, der i hele den følgende Tid, lige til Reformationen, ikke undergik nogen væsentlig Forandring, med mindre det skulde være den at Erkebiskoppens og Biskoppernes Udvælgelse af vedkommende Domkapitler, hvor disse fandtes, mere og mere blev en absolut, af Kongens eller den verdslige Magts Samtykke uafhængig Rettighed, eller at det pavelige Forbud mod enhver Indblanding af den verdslige Myndighed mere og mere blev bogstaveligt gjennemført. Endnu Kong Haakon Haakonssøn gav, som vi have seet, og fremdeles ville komme til at see, ikke Slip paa sin ved de ældre verdslige Love hjemlede Ret til at bekræfte og saaledes ogsaa kontrollere Valgene. For øvrigt gjaldt ved de norske som ved alle øvrige Kapitler de sædvanlige Valgregler. Forsømte de at vælge inden tre Maaneder efter at Biskopsstolen var bleven ledig, eller kunde de ikke blive enige, tilkom Besættelses- eller Provisions-Retten Erkebiskoppen, der desuden ogsaa, hvor Valget var skeet i rette Tid, havde at undersøge dets Lovmæssighed og bekræfte det. Opstod der lignende Knuder ved Valget til Erkestolen selv, skred Paven ind, som den norske Metropolitans umiddelbare Overordnede, og tillige i Kraft af den almindelige Provisionsret, han tilegnede sig til alle Biskopsstole i den romerske Kirke, naar Omstændighederne syntes at gjøre en Indskriden fra hans Side nødvendig. Det sees noksom af hvad der i det foregaaende er berettet, at den udvalgte Erkebiskop i Regelen maatte drage til Rom for at modtage Pallium og Indvielsen. Men Modtagelsen af Pallium medførte store Sportler til det pavelige Kancelli, og disse, tillagte Rejseomkostningerne, løb op til en betydelig Sum, som Erkebiskoppen sædvanligviis dækkede ved at lade Lydbiskopperne udrede den saakaldte Pallie-Hjelp. Der fandtes, som bekjendt, Domkapitler kun ved syv af de under Norges Erkestol hørende Kirker, nemlig ved de i Landet selv, Orknøernes og Syderøernes. Islands tvende Biskopsstole, Færøernes og Grønlands, havde ingen Kapitler, og vi have seet, hvorledes Valgretten til disse, og aller sidst til de islandske, overførtes til Kapitlet i Nidaros, der dog for Færøernes Vedkommende deelte denne Rettighed med Bergens Kapitel.

Det vigtige, tinder Sverre med saadan Heftighed omhandlede Spørgsmaal om Kirkens Patronatsret og frie Dommermyndighed i alle kirkelige eller Gejstlige vedkommende Sager m. m. var endnu ikke fuldkommen afgjort, men kunde egentlig blot betragtes som hvilende, uagtet Gejstligheden øjensynligt allerede havde faaet Overtaget, og Kongemagtens Bestræbelser for at beholde den Myndighed, som den tidligere havde udøvet, bleve svagere og svagere. Navnlig maa Biskoppens Rettighed til at besætte alle ringere gejstlige Embeder være bleven anerkjendt, siden vi finde den udtalt i Christenretterne fra denne Tid. Gejstlighedens Indtægter maa fremdeles have været i Tiltagende, eftersom Kirkegodset stadigt forøgedes deels ved testamentariske Dispositioner, deels ogsaa ved Sagefald. Biskopsstolene i Norge maa have været langt indtægtsrigere end de paa Island, og endnu mere end den færøiske og grønlandske. Derimod have den orknøiske og maaskee den syderøiske neppe været daarlige, siden der med dem endog vare Domkapitler forbundne.

Om Domkapitlernes Størrelse og Organisation er der i det foregaaende er talt. Man maa antage, at de ved det Tidspunkt, hvormed vi her standse, maa have antaget den Form, som de senere bibeholdt indtil Reformationen^[2]. Kong Haakon Haakonssøns Barndomshistorie viser os, at der fandtes Skoler ved Domkapitlerne baade i Nidaros og Bergen. At de ogsaa fandtes ved de øvrige Domkapitler i Landet, maa ansees afgjort, men det er uvist, hvorvidt de ved dem alle oprettedes fra først af, eller senere indstiftedes. „Skolemesteren“ (rector scholæ) var selv en af Chorsbrødrene, og til hans saavelsom Skolens Underhold laa der særskilte Præbender. Fortiden Kapitlerne ved Domkirkerne fandtes der maaskee allerede ved denne Tid ogsaa mindre Kapitler ved andre Kirker, som derfor kaldes Kollegiatkirker, hvis Forstander – der havde samme Myndighed med Hensyn til de øvrige Chorsbrødre, som Biskoppen ved Kathedralkirken – kaldtes Præpositus, eller efter norsk Udtale Provst. Dog tilhøre sandsynligvis de fleste af disse Kollegiatkirker en noget sildigere Periode, og naar Titelen Provst findes anvendt i Haakon Haakonssøns Regjeringstid, betegner den snarere en gejstlig Ombudsmand for Biskoppen, der traadte i Stedet for de tidligere saakaldte Biskops-Aarmænd, ligesom de kongelige Sysselmænd traadte i Stedet for de kongelige Aarmænd. Provsternes fornemste Funktioner vare derfor af en halv verdslig Natur, nemlig Opkrævning af Biskoppens Indtægter, Udførelse af Retssøgsmaal, in. m.; dog slaar det neppe fejl, at Biskoppen allerede i denne Tid betroede dem at visitere paa sine Vegne inden deres Distrikter eller saakaldte Provstier, uden at man derfor behøver at antage at dette Hverv endnu betragtedes som deres faste Funktion. En saadan Stilling for Provsterne, som den her antydede, synes næsten at kunne sluttes deraf, at Provst-Embedet allerede under Haakon Haakonssøns tidligere Regjerings-Aar findes forbundet med visse større og mere anseede Sognekirker, saaledes at Sognepræsten i disse tillige var Provst i Provstiet^[3].

Af Klostre fandtes i Norge omkring 1240: af Benediktinerordenen, St. Albani Kloster paa Sellø, St. Michaels eller Munkeliv-Kloster i Bergen, samt Nonneklostrene paa Gymsø, i Oslo, og paa Bakke ved Nidaros. Af Kluniacenser-Klostre havde man kun det ene paa Nidarholm. Cistercienserkloster vare Lysekloster ved Bergen, Hovedø Kloster ved Oslo, og Tuterøens Kloster ved Nidaros for Munke, samt Nonneseter i Bergen. Augustiner-Konventet vare Elgeseter ved Nidaros, i nøje Forbindelse med Domkapitlet, Jonsklostret i Bergen, Halsnø-Kloster paa Søndhordland, og Kastelle-Klostret i Konghelle, samt maaske Reins Nonnekloster. Af Præmonstratenser-Klostre var der kun det ene i Tunsberg.

Paa Island fandtes af Benediktiner-Ordenen kun tvende Klostre, Thingeyre, hvis Munke, som vi have seet, udmærkede sig ved deres historiografiske Virksomhed, og Thveraa, samt et Nonnekloster paa Kirkebø; Augustinerkonventer vare Thykkebøs Kloster, Helgafells (forhen Flatø’s), og det af Thorvald Gissurssøn efter Biskop Magnus Foranstaltning og med Snorre Sturlassøns Raad oprettede Vide-Kloster^[4]. Af Klostre i Skatlandene kjendes paa denne Tid kun Klostrene paa Ikolmkill og Furnes Cistercienser-Kloster paa Øen Man.

Men saavel i Norge, som andensteds, fik Klostervæsenet en langt større Betydning og indgribende Virkning paa hele det kirkelige Liv ved Indførelsen af de tvende Tiggerordener, Franciskanernes og Dominikanernes, af hvilke den første, som bekjendt var stiftet i Italien 1215, den anden i Spanien 1216, og som inden en Menneskealder fra Stiftelsesaaret havde udbredt sig til Norden, og ikke mindst til Norge. Franciskanernes, eller, som den og kaldes, Minoriternes, Orden skal allerede være kommen til Norge omkring 1230, og det er vist, at den inden Aarhundredets Slutning havde i det mindste tre Klostre, i Konghelle, Tunsberg og Bergen. Dominikanernes eller Prædikebrødrenes Orden blev tidligere end Franciskanernes bekjendt i Norge, idet den danske Prædikebroder, Salomon fra Aaros, der 1220 havde gjort Bekjendtskab med Ordenens Stifter Domingo Guzman selv, og efter at være optagen i Ordenen var bleven sendt til Norden for at prædike i sit eget Fædreland, af Storm blev fordreven til det nordlige Norge, og fandt en venlig Understøttelse af Skule Jarl, der skaffede ham Hjelp til at rejse over Land til Danmark, hvor han 1220 stiftede det første Dominikanerkloster i Lund. Der siges ikke, hvor vidt Salomon selv gav Stedet til at lignende Klostre oprettedes i Norge, men man kan neppe tvivle derpaa, siden man allerede i 1240 finder et Dominikanerkloster i hver af de tre Kathedralstæder, Nidaros, Bergen og Oslo; og de omtales ved denne Tid ej engang som nys oprettede, men snarere som om de allerede i længere Tid havde staaet ved Magt^[5]. Paa alle tre Steder anlagdes disse Klostre med tilhørende Kirker i den umiddelbare Nærhed af Kathedralkirkerne og Chorsbrødrenes Gaarde, hvoraf man kan slutte, at Ordenen i Førstningen, her som andetsteds, er bleven modtagen med største Forekommendhed og har nydt den virksomste Bistand af Biskopperne og Domkapitlerne, der endog have afstaaet dem Stykker af fine egne Grundejendomme til Tomter for Opførelsen af deres Bygninger. I Nidaros laa saaledes Dominikaner-Klostret strax nordenfor Domkirken^[6]; i Oslo var Dominikanernes Gaardsrum, som vi have seet, kun ved en Skidgard adskilt fra Chorsbrødrenes^[7], og i Bergen laa Dominikanernes Huse i Bakkeheldet umiddelbart nedenfor Chorsbrødrenes Gaard. Men de samme Aarsager, der gave Tiggermunkene, og især Dominikanerne, saa stor Indflydelse paa de kirkelige Forhold, gjorde ogsaa at de meget snart kom i aabenbar og heftig Strid med Sækulargejstligheden. Paven tilstod dem nemlig fuldkommen Exemtion eller Fritagelse for Biskoppernes Overtilsyn, saa at de kun havde at adlyde deres egne Foresatte og Ordenens Generalkapitler. Tiggerordenernes Hovedprincip var, at de, foruden deres Kloster, som de beskedent kun kaldte Bolig (domus), ingen Ejendom skulde have, leve af milde Gaver, stedse blande sig mellem Lægfolket og paavirke dette ved Prædiken, Raad, Opmuntring, og eget Exempel. Derfor fik de ogsaa Frihed til at prædike og høre Skriftemaal uden Hensyn til Sognetvangen, og ved saaledes at gribe forstyrrende ind i de beskikkede Sjælesørgeres Virksomhed samt ved den aandelige Indflydelse, de til disses Fortrængsel fik hos Sognebørnene, især dem, der tilhørte de lavere Klasser, maatte de nødvendigviis komme i betydelig Konflikt med dem, og følgelig med alle de Sækulargejstlige overhoved. Deres Indflydelse forøgedes end mere ved den dem tilstaaede Ret til at optage Tertiarier eller Lægfolk, der uden at aflægge noget Klosterløfte eller forandre deres Stilling bleve deelagtiggjorte i alle vedkommende Ordens Fordele og Stifternes Forbønner, kun mod den Forpligtelse at virke til Ordenens Bedste og adlyde dens Foresatte. Det ligger i Sagens Natur, at en saadan uregelmæssig Indblanding i de ordentlige Sjælesørgeres Virksomhed maatte afstedkomme megen Forvirring og Kollision, ligesom ogsaa Biskopperne, der stedse saa noget suurt til de exemte Munkeordener og andre fra at staa under deres Autoritet, fritagne gejstlige Institutioner, maatte betragte Tiggermunkenes saa meget mere fremtrædende og i det kirkelige Liv indgribende Virksomhed med dobbelt Uvilje. Saaledes var det her omhandlede Uvenskab mellem Tigger-Ordenen og de Sækulargejstlige uundgaaeligt, saa snart den første Enthusiasme over den nye Institution havde lagt lig. Især var det Chorsbrødrene, i Regelen selv Sogneprester og i det mindste i Besiddelse af Sognekirker, der snarest synes at have angret deres uoverlagte Beredvillighed til at indrømme Dominikanerne Plads lige Vegg i Vegg med dem, og det er derfor ogsaa fornemmelig Stridighederne mellem Chorsbrødrene og Dominikanerne, hvorom skriftlige Efterretninger ere os levnede. Franciskanerne vare oprindeligen ikke blevne saa begunstigede af Domkirkernes Gejstlighed, eller kom, i det mindste i de Kathedralstæder, hvor de fik Klostre, noget senere til, saa at deres Klostre ikke laa Chorsbrødrene saa umiddelbart ind paa Livet; dette er vel Grunden til at deres Konflikter med disse, skjønt de upaatvivleligt ofte have fundet Sted, dog ej have gjort saa megen Opsigt og efterladt saa mange skriftlige Vidnesbyrd. Hertil kom rimeligviis ogsaa den Omstændighed, at begge disse Ordener bare et nøjagtigt Præg af deres Stifteres særegne Nationalcharakteer, og Franciskaner-Ordenen saaledes, ligesom Stifteren, den demokratiske Italiener, blandede sig meest med den store Hob og fornemmelig virkede paa Samfundslivets laveste Trin, medens Dominikanerne i den spanske Hidalgo Domingo Guzmans Aand, holdt sig meest til de højere, mere dannede og mere formuende Klasser; det var saaledes især ved denne sidste Orden, at Sækulargejstligheden saa sig sine mægtigste, rigeste og gavmildeste Sognebørn berøvede, og det var derfor især Dominikanernes Virksomhed, der gjorde Afbræk i Sækulargejstlighedens Indtægter^[8].

Men jo daarligere Tiggermunkene vare anseede blandt Gejstligheden, desto større Anseelse og Indflydelse fik de blandt Lægfolkene. Vi ville endnu inden Aarhundredets Ende see Dominikaner- og Franciskaner-Munke anvendte som Fyrsters Skriftefædre og Raadgivere, som Gesandter til fremmede Hoffer, og i andre vigtige og indflydelsesrige offentlige Hverv.

Begge disse Ordeners Klostre over hele Christenheden vare fordeelte i visse Hovedafdelinger, kaldte Provinser, hver med en Provincialforstander i Spidsen. Disse Provinser rettede sig ikke altid nøje efter den politiske Inddeling. Saaledes regnedes Danmark, Norge og Sverige kun som een Provins, der kaldtes den Danske (Provincia daciana eller de Dacia), Franciskanernes Provinser inddeelt igjen i Kustodier, hver med en Kustos i Spidsen. Dominikanerne holdt, foruden Generalkapitler, ogsaa aarlige Provincialkapitler. Provincialforstanderne kaldtes hos Franciskanerne „Provincialminister“, og Ordensgeneralen „Generalminister“; hos Dominikanerne kaldtes de samme Embedsmænd „Provincialprior“, og „Generalsuperior.“ Forstanderne for de enkelte Klostre kaldtes hos Franciskanerne „Gardianer“, hos Dominikanerne „Priorer“.

Den sædvanlige Benævnelse for Franciskanerne i Norge var „Barfodbrødre“ (berfœttubrœðr), for Dominikanerne „Prædikere“ (prédikarar). Titelen „Brødre“ synes, efter disse Ordeners Indførelse i Landet at være bleven sædvanlig for dem, eller næsten endog indskrænket til dem, saaledes at „Broder N. N.“ sædvanligviis betegner en Tiggermunk; medens derimod Benævnelsen „Munke“ forbeholdes Herreklostrenes Medlemmer^[9]. De regulære Augustinere kaldes dog som oftest „Kanniker“ (kanúkar). Benediktinerne kaldtes hyppig „Svartmunke,“ Cistercienserne „Graamunke“. At Forstanderne for Herreklosterne – de Augustinerklostre undtagne, der vare forbundne med Nidaros Erkestol, og som kun havde Priorer i Spidsen – kaldtes Abbeder og indtoge en høj gejstlig Rang, er bekjendt. Paa samme Maade kaldtes Nonneklostrenes Forstanderinder „Abbedisser,“ og førte Titelen „Fruer.“

Om Klostervæsenets Virkninger paa Folkeaanden i Norge er der ovenfor talt. Med det 12te Aarhundrede var Klostrenes velgjørende Indflydelse i det hele taget forbi. Nationen havde da lært af dem, hvad den kunde lære. I Besiddelse af Magt og Rigdom trængte Klostrene ikke længer synderligt til Folkets Gunst, og kunde for en stor Deel være ligegyldige ved dets Dadel. Munkene havde derfor ikke længer nogen Spore til at gaa frem med Tiderne, end sige til at gaa forud for sin Tid, og de bleve derfor mere og mere Stagnationens og Vankundighedens Repræsentanter i Stedet for Fremgangens og Dannelsens. Dette maatte blive saa meget mere iøjnefaldende i Norge og paa Island, hvor Oplysning og boglig Syssel øjensynligt var langt mere almindelig blandt Lægfolket, end i de fleste andre Lande i Europa, Italien undtagen. Dog udmerkede Thingeyre Kloster paa Island sig hæderligt fremfor alle de øvrige, baade her og i Norge, ved den oftere omtalte historiographiske Virksomhed, som, grundlagt af Karl Abbed og Munkene Odd og Gunnlaug, synes at have vedligeholdt sig der gjennem en lang Række af Aar.

Pilegrimsrejser og Korstogsferder vare i hele den Periode, vi her have behandlet, særdeles hyppige. Vi have i det foregaaende seet de større Korstogs-Expeditioner, der fandt Sted fra Norge, og som i det hele taget sluttede sig til de bekjendte Hovedkorstog, der foretoges i Masse fra hele Okcidenten. Men foruden disse større Korstog kan man være temmelig vis paa at der i Norge, som andetsteds, drog et ikke ubetydeligt Antal Folk afsted paa egen Haand til det hellige Land, halvt som Korsfarere, halvt som Pilegrime, baade for at forrette sin Andagt i Jerusalem, og for at stride med de Vantroende, naar og hvor Anledning dertil gaves. Saadanne Rejser foretoges sædvanligviis enten efter Løfter, gjorte i Nød og Fare, eller som en paalagt kirkelig Bod, hvorved Overtrædelser skulde afsones. Saaledes er det ovenfor omtalt, hvorledes Aron Hjørleifssøn, saaret og nær ved at blive opdaget og dræbt af sine Fiender, lovede at drage til Jerusalem, hvis han frelstes. Og Opfyldelsen af dette Løfte var ham saa magtpaaliggende, at han for den Sags Skyld endog lagde sig ud med Skule Jarl, der ved hans Ankomst til Norge havde viist ham Venlighed og optaget ham i sin Hird^[10].

Pilegrimsrejserne til de hellige Steder i Europa vare naturligviis endnu hyppigere. Foruden Rom var Sant Jago de Compostella i Spanien det Sted, som hyppigst besøgtes. Fra Aaret 1173, da Erkebiskop Thomas Becket blev kanoniseret, gjorde man ogsaa hyppige Andagtsrejser til hans Grav i Canterbury. Vi have endnu nøjagtige Optegnelser over de Rejserouter, vore Forfædre plejede at selge, deels til Spanien og Italien, deels til det hellige Land, i Løbet af det 12te og 13de Aarhundrede. Disse Optegnelser skulle oprindelig have været forfattede af Abbed Nikolas i Thingeyre, der levede omkring 1155. De indskrænke sig ej overalt til en tør Angivelse af Navne; hist og her er der indstrøet Bemerkninger, som vidne om, at Pilegrimene have rejst med aabent Øje for Naturen og Kunstens Merkverdigheder, og tillige med Sands for den historiske Interesse, der hvilede over dette eller hiint merkelige Sted. Vi ville her i al Korthed betragte disse Rejserouter noget nærmere, da de i flere Henseender ere charakteristiske og oplysende. „Fra Norge“, heder det, „rejser man først til Aalborg i Danmark. Romfarerne sige at der er 2 Dages Rejse fra Aalborg til Viborg, derfra en Uges Rejse til Hedeby som er tæt ved Slesvig, og derfra igjen en Dags Rejse til Eideren (Øgesdør), hvor Danmark, Holsten, Saxland og Vendland mødes“. Man seer at Rejsen ikke gik synderligt hurtigt. „Fra Eideren er der en Dagsrejse til Itzehoe (Heitsinnabø), hvorefter man sætter over Sax-Elven (Elben) til Stade“. Om Saxland gjøres her den Bemerkning, der neppe synes at tilhøre det 12te Aarhundrede, men snarere er indskudt i det 13de: „Der er Folket mere end almindeligt belevent (kurteisust) og Nordmændene tage meget efter deres Skikke“. „Fra Stade“, siges der, „er der 2 Dages Rejse til Verden“, fremdeles opregnes de Byer, hvorigjennem Rejsen falder, Nienburg (Nyborg), Minden (Mundiuborg), Paderborn (Paddubrunnar) og Mainz. Ved Minden, siges der, skiftes Tungerne, hvilket vel skal betegne, at her ophører det egentlige Nedertydske eller gammelsaxiske, og det højtydske begynder at ytre sig. Mellem Paderborn og Mainz regnes 4 Dagsrejser; paa Vejen, siges der, kommer man til Gnitaheden, hvor Sigurd dræbte Ormen Favne. Man kan og, siges der, drage en østligere Vej fra Stade til Mainz, over Horsefeld, Walsrode (Valsoborg) Hannover (Hanabruinborg), Hildesheim, Gandersheim, Fritzlar (Fridla), Arensborg. De to sidst nævnte Veje, heder det, ere de, som Nordmændene hyppigst tage, dog er der endnu en tredie fra Norge umiddelbart til Søs til Frisland, derfra til Deventer eller Utrecht (Trekt); her tager man den første Stav og Skreppe, og drager over Køln til Mainz. Fra Mainz opregnes Stederne videre saaledes; Speier (Spir), Selz (Selisborg), Straßburg (Stransborg), Basel (Boslaraborg), Solothurn (Solatrar), Wiflisburg (Vivilsborg), Vevay (Fivitzuborg) ved Martins (Murtens) Vand, St. Maurice (Mauriziusborg), St. Petersborg (Peterskastale), Bernhardshospital oppe paa Fjeldet, Etroubles (Thrælathorp), Aosta (Augusta), St. Martin (Martinkamre), Ivrea (Joforea), Vercelli (Fridsæla), Pavia (Papey), Piacenza(Plazinza) Borgo St. Domnino (Domniborg) Borgo Val di Tarv (Tarsborg), her skal man over Mundbardfjeldet (Apenninerne), siden kommer man til Pontremoli (Montreflar), Luna, og Sandstrækningerne ved denne By, hvorefter der opregnes Luna, Pisa, og flere mindre Byer, Siena (Senunt), Aquapendente (Hangandaborg), Montichielli (Clement), Bolsena (Christineborg). Montefiascone (Flasconsborg), Viterbo (Boternisvorg), Sutri (Sutaren mykle) og Sutaren lille, nærved „Feginsbrekken“ nordenfor Rom^[11]. Hvor „Vivilsborg“ omtales, tilføjes der: den var stor førend Lodbrokssønnerne brøde den ned, men nu er den liden^[12].“ Ved Vevay eller Fivizeborg bemerkes, at alle Ultramontanernes Veje der støde sammen, Frankernes, Flæmingernes, Valernes (d. e. Franskmændenes), Englændernes, Saxernes, Nordmændenes. Hvor Hospitalet paa St. Bernhard omtales tilføjes der at der og er et St. Peters Hospital paa Fjeldet (nu kun kaldet l’hôpital, en Miils Vej fraBernhardshospitalet) hvor der ofte ved Olafsmesse om Sommeren (29 Juli) ligger Sne paa Klipperne og Iis paa Vandet. Mellem Pavia og Piacenza, heder det, løber den store Aa Po (Padus), og her støder man sammen med den Route, der kaldes Iliansvejen (nemlig Vejen over Ilanz i Graubündten samt videre over Splügen^[13]. Om Sandsletterne ved Luna tilføjes: man har 10 Mile at rejse over disse vakre Sandsletter; der ere Borge paa alle Kanter og en saare vid Udsigt. I Luna paastaa nogle at den Ormegaard er, hvor Gunnar (Gjukessøn) blev indsat; her støder ogsaa Routen fra Spanien og Sant Jago til. I Pisa, siges der, lægge Kjøbmændene til med deres Dromunder fra Grækenland, Sicilien, Ægypten, Syrien og Afrika. Siena siges at være en god Borg og berømmes for sin vide Udsigt; „der,“ tilføjes der, „ere Kvinderne særdeles smukke.“ Roms fornemste Kirker opregnes og beskrives temmelig udførligt. Pantheon nævnes under Navn af Allehelgenskirken og siges at være stor, herlig og aaben oventil som den hellige Gravs Kirke i Jerusalem. Peterskirken (Basilica Sancti Petri) kaldtes Apostelen Peters „Kauphús“^[14]. Fra Rom fortsættes Routen til Montecassino og Brindisi (Brandeis), ved hvilken Lejlighed ogsaa andre merkelige Punkter nævnes, som Salerno (Salerniborg) hvor de bedste Læger findes, Sipontum (Sepont) under Michialsfjeld (Gargano), med Michelhulen; fra Rom til Capua, siges der, rejser man „Trajansbroen“, der i det hele er 3 Ugers Rejse lang, det herligste Mandsverk, anlagt over Myre og Skove^[15]. Om Sicilien siges der, at her findes „Jordild og kogende Kilder som paa Island.“ Fra Brindisi forfølges Vejen til Palæstina, først til Durazzo (Duraksborg), i hvis Nærhed Mariahavn og Visgardshavn ligge; fra Durazzo rejser man til St. Martinsborg i Bulgarernes Land (det maa være et Steds ved Saloniki-Bugten), hvorfra man sejler til Øen Kos (Ku) hvor Vejene fra Apulien og fra Myklegaard støde sammen. Fra Kos føres Vejen til Søs forbi Lilleasiens Kyst til Cypern (Kipr), indenfor hvilken den Bugt gaar ind, som Nordmændene kalde Atalsbotn, Grækerne Gulfus Sataliæ. I Kipr er Borgen Bessa (læs Beffa, Paphos) hvor der er Væringssæde, og hvor Kong Erik af Danmark døde^[16]. Fra Kipr er to Dages Sejlads til Akrsborg i Jorsaleland. Nu følger en temmelig vidløftig Beskrivelse over Palæstina og især Jerusalem samt de tilgrændsende Lande. Om Jaffa heder det at den christnedes af Kong Baldvin og Kong Sigurd Magnussøn af Norge (Jaffa er her urigtigt nævnt i Stedet for Sidon). Polhøjden af det Sted, hvor Christus døbtes i Jordanen, og hvor Pilegrimene derfor stedse have plejet at stige ned i Floden, angives saaledes: „naar en Mand ligger udstrakt paa den slette Mark, og sætter sit Knæ op, og Næven der ovenpaa, samt rejser Tommelfingeren i Vejret, da er Nordstjernen (leiðarstjarna) netop at see derover, men ikke højere. Det hele Itinerarium slutter med en. Angivelse af de forskjellige Romers Tidslængde^[17].

1. Jeg kan nu fatte mig kortere med Hensyn til denne Materie, end jeg ellers havde fundet nødvendigt, da i Mellemtiden, under Trykningen af nærværende Bind, første Afdeling af R. Keysers indholdsrige og udtømmende norske Kirkehistorie er udkommen. Til dette Verk, især Slutnings-Oversigten S. 400, henviser jeg Læseren.
2. Se ovenfor, II. S. 874 fgg., saavel som Keyser, l. c. S. 447, 448. Da vi ej besidde noget særskilt Fundationsdokument for noget af de norske Kapitler, hvoraf man nøjagtigt kan see Organisationen, er det af ikke ringe Interesse, at man fuldstændigt besidder Fundatsen for Domkapitlet paa Katanes, af den indebrændte Biskop Adams Eftermand Gilbert. Thi da Biskopperne ved alle de øvrige skotske Kapitler kun havde Sæde og Skemme i Kapitlet som simpel Kanonikus, uden noget Fortrin for de øvrige Medlemmer, medens Biskoppen af Katanes derimod, ligesom de norske Biskopper, sees at have haft Forsædet, er det ej usandsynligt, at det orknøiske Kapitel mere har tjent Gilbert til Mønster, end de skotske; hvori man ogsaa bestyrkes af den nøje Sammenhæng, hvori Orknøerne og Katanes stode med hinanden. Og da nu igjen det orknøiske Kapitel rimeligviis var indrettet som de øvrige norske, opstaar der en ikke ringe Sandsynlighed for, at det katanesiske i det væsentlige stemmede overeens med disse. Dokumentet er aftrykt i Bannatyne Miscellanies III. S. 17, flgg. Kapitlet bestod af ti Medlemmer, Biskoppen og Abbeden af Scone iberegnede, hvilken sidste, som det synes, altid skulde besidde dette Kanonikat. Biskoppen skulde være Kollegiets Hoved; af de øvrige 8 skulde fem have højere Værdighed, nemlig Dekanus, Præceptor, Kantsler, Skatmester og Archidiakonus; disse fem, saavel som Biskoppen og Abbeden i Scone, kunde holde indviede Prester som Vikarer; de tre øvrige kunde blot holde Diakoner. Til Skole sees i dette lille Kapitel intet at være henlagt. Biskoppen havde Indtægten af ser Sognekirker; de øvrige Dignitarier ligeledes af flere end een Kirke, de tre ringere kun af hver sin Kirke. Til Kapitlets Kommune eller fælles Bordhold vare tvende Kirker og noget Jordegods henlagt.
3. Ved Rigsmødet 1223 vare saaledes fire Provster tilstede fra Oslo, Tunsberg, Hadeland og Grenland, hvilke alle maa have været saadanne Prester som de sidst nævnte, se ovenfor S. 654.
4. Se ovenfor S. 856, 857, samt overhoved om de islandske Klostre, Finn Jonssøns Kirkehistorie 4de B.
5. Langes Klosterhistorie, S. 40 fgg. Keysers Kirkehistorie S. 410, 450 452.
6. Peter Skulessøn flygtede, som er viist, umiddelbart fra Dominikanerklostret til Biskopsgaarden og derfra over Elven.
7. Se ovenfor S. 970.
8. Se herom Langes Klosterhistorie og Keysers Kirkehistorie l. c. Hvad der bidrog til at Dominikanerne kom i større og hyppigere Konflikt med Sækulargejstligheden, end Franciskanerne, var vistnok ogsaa deres større Mangel paa Oprigtighed og Ærlighed, og mere snigende, harmvækkende Ferd. Franciskanerne vare aabenbart mere ærlige og ligefremme. Derfor vare de heller ikke saa duelige Redskaber i Intoleransens Hænder, som Dominikanerne, og det var visselig med velberaadt Hu, at Paven efter Albigensernes Undertvingelse overdrog Inkvisitionen til Dominikanerne.
9. Det samme synes at have været Tilfældet og endnu at være Tilfældet i Syden, hvor fra eller frayle fornemmelig betegne Tiggermunken.
10. Aron Hjørleifssøns Saga, Cap. 19, 20.
11. Feginsbrekken (Glædebakken) synes man at have kaldet enhver Bakke, hvorfra man havde den første Udsigt til den By som var Rejsens Maal, saaledes Feginsbrekken paa Steinbjergene ved Throndhjem, se ovenfor S. 100.
12. Om Lodbrokssønnerne og Fortællingen om deres Bestormelse af Wiflisburg, se ovenf. I. 1. S. 369.
13. Eller ogsaa Vejen fra Bourg St. Gilles, se ovenfor S. 817.
14. Dette er sandsynligviis et Forsøg paa at oversætte Ordet Basitica, der egentlig betegner et Domhuus, Thinghuus, men ogsaa Børs; Werlauffs Symbolæ 46.
15. Nemlig Via Appia, den appiske Brolægning. I Haandskriftet staar „Flaiansbru“, hvilket, som Werlauff har paaviist, maa være Skrivfejl for Traiansbrú. Trajan reparerede og forlængede den oprindelige Vej.
16. Se ovenf. II. S. 564.
17. Dagene angives saaledes: fra Jordan er der fem Dages stive Rejse til Acre, og derfra 14 halve Døgns Sejlads til Apulen (Pul), hvilket er 1800 Mile. Fra Bari (i Apulien) er 14 Dage at gaa til Rom. En liden sex Dages Rejse er der søndenfra (Rom?) til Mundia (Alperne) og tre Dages Rejse til Hedeby. Iliansvejen derimod er 9 Ugers Rejse. Fra Hedeby til Viborg 7 Dages Rejse; midt imellem dem er Skodborgaa. Fra Viborg er 2 Dages Rejse til Aalborg. – Flere af disse Angivelser ere aabenbart fejlagtige, saaledes f. Ex. at der skulde være 14 Dagsrejser fra Bari til Rom, naar der fra Rom til Alperne kun er sex. Heller ikke stemmer det med det foregaaende, at der fra Alperne til Hedeby kun skulde være 3 Dagsrejser. Man maa antage at et x (10) paa eet Sted er urigtigt bortfaldet, paa et andet