Det norske Folks Historie/4/152
Saaledes havde Kongen nu lagt den første Grundvold til sit Herredømme paa Island omtrent paa samme Tid, Borgerkrigene vare endte i Norge med Hertug Skules Fald, og der ikke længer fandtes en eneste Mand, der enten vovede, eller med mindste Skin af Ret kunde vove at optræde som Kronprætendent. Endog det sidste gjenlevende Medlem af Baglerkongen Philips Æt, hans Brodersøn Hr. Gregorius, sluttede sig endnu nøjere til Kongen end hidtil, ved at bejle til hans naturlige Datter Cecilia, hvis Haand heller ikke blev ham negtet, og med hvilken han holdt Bryllup i Throndhjem, hvor Kongen tilbragte Vintren 1241–42[1]. Sommeren forud havde Kongen været i Viken, fornemmelig, som det synes, for at faa de med Sverige endnu ikke opgjorte Stridigheder bilagte, og han havde i Kongehelle haft en Sammenkomst med Kong Eriks Svoger Byrge Magnussøn, den senere saa berømte og mægtige Byrge Jarl, hvilken Erik, der selv ikke vilde indfinde sig til Mødet, sendte i sit Sted[2]. Underhandlingerne ledede vistnok ikke til noget endeligt Resultat, og vi ville endnu i det Følgende see Sviarne fornye Klagemaalet mod Nordmændene over det Tog, de for saa mange Aar tilbage havde gjort til Vermeland efter Ribbungerne. Men det kom dog ikke til Krig, vistnok fordi Haakon, som Eneherre i Norge, og i Besiddelse af hele Folkets udeelte Hengivenhed, var en alt for farlig Fiende til at man dumdristigt kunde vove at indlade sig i Krig med ham. Vi skulle see, hvorledes det uvenskabelige Sindelag hos de Svenske mere og mere tabte sig, indtil det omsider ganske ophørte, og den venligste Forbindelse mellem de tvende Hoffer traadte i Stedet.
Ogsaa med Gejstligheden stod Kongen i den bedste Forstaaelse. Erkebiskop Sigurd havde altid været hans Ven, og det uvenskabelige Forhold, hvori Kongen var kommen med Biskop Paal, synes i det mindste efter Hertugens Fald ganske at være ophørt, thi Paal havde da ingen anden Beskytter at holde sig til, saa meget mere som ogsaa Kong Valdemar i Danmark var død, og de Forhold, som derpaa indtraadte i dette Rige, gave hans Søn Kong Erik andet at tænke paa, end at blande sig i Norges indvortes Anliggender. Om Biskop Orm i Oslo ligeledes har begunstiget Skule, saa maa dog allerede dennes Nederlag i Oslo have bragt ham paa andre Tanker. De øvrige Biskopper, fornemmelig Askell af Stavanger, hans forrige Kapellan, synes at have været Kongen meget hengivne. Den Spænding, der var indtraadt mellem Kongen og Pave Gregorius i Anledning af Biskop Paals Anliggender, var aldeles udjevnet efter Forliget i 1237, især da Kongen ved den Lejlighed ogsaa havde taget Korset. Om den Yndest, hvori Kongen nu stod hos Gejstligheden, vidner tydeligt nok en Skrivelse fra Pave Gregorius i Anledning af det efter Hertugens Fald atter optagne Kroningsanliggende, dateret 8de Juli 1241, hvori det heder, at da Norges Erkebiskop og Biskoppen havde tilskrevet Paven om at Haakon, der efter Norges Lov og Sædvane havde efterfulgt sin Fader i Regjeringen, skjønt uegte fød, da ingen egtefødde Sønner fandtes, lige saa lidt som andre arveberettigede Frænder, maatte blive salvet og kronet, uanseet Mangelen ved hans Fødsel, især da han ingen anden verdslig Fyrste var underkastet: saa overdrog Paven ved denne Skrivelse Abbeden i Munkelivs Kloster og Dominikanernes Provincialprior i Norge nærmere at undersøge Sagen og gjøre Indberetning derom; thi skjønt han særdeles elskede Kongen som en katholsk og mod det apostoliske Sæde velsindet Fyrste, og han gjerne vilde fremme hans Ære saa meget han kunde, vovede han dog ikke at gaa letsindigt frem i denne Sag[3]. To Dage i Forvejen (6te Juli) udstedte Paven en anden Skrivelse til Kongen, hvori han paa dennes Forestilling fritog ham for hans Løfte at gjøre et Korstog til det hellige Land, hvilket faldt vanskeligt paa Grund af den lange Afstand, Folkets Fattigdom og Ubekjendtskab med de mellemliggende Folks Sprog, imod at han i Stedet kæmpede mod de Hedninger, der vare hans Riges Naboer. Naar Kongen opfyldte dette, skulde han nyde samme Syndsforladelse, som om han virkelig var dragen til Palæstina. Og ved endnu en Skrivelse af 8de Juli tog Paven Kongen med Familie og Gods under St. Peters og sin særdeles Beskyttelse, medens han var fraværende paa Toget mod Hedningerne, ligesom han samme Dag i et særskilt Brev underrettede Erkebiskoppen og Biskoppen af Bergen baade om hiin tilstaaede Modifikation af Korstogsløftet og om det sidstnævnte Tilsagn, idet han paalagde dem at paasee dette overholdt[4]. Alt dette vidner aabenbart om det bedste Forhold mellem Kongen og Kirken. Hvis nogen Konge fortjente dens Gunst, maatte det ogsaa være Haakon, saa rigeligt som han søgte at styrke og hædre den. Naar der for Resten her tales om Hedningerne ved Rigets Grændser, maa vel fornemmelig Finnerne være meente, da vi i det følgende ville see, at Haakon virkelig gjorde meget for at udbrede Christendommen iblandt dem, og derved tillige at bringe dem under sit Herredømme. Forandringen i Korstogsløftet var i saa Fald særdeles vel betænkt af ham, thi medens en Expedition til Finmarken var for intet at regne imod et Tog til Palæstina, medførte den derimod Udsigten til verdslige Fordele, for saa vidt en Gebetsforøgelse i hine nordlige Egne kunde regnes dertil.
En saadan Fredens, Enighedens og Tilfredshedens Tid, som den, der nu begyndte og vedvarede i en lang Række af Aar under Haakons kraftige, men dog milde Scepter, havde man ikke kjendt i Norge siden hans Fader Haakon Sverressøns desværre alt for korte Regjering, da ligeledes alle Partier forenede sig i Kjærlighed til Kongen, og Fred herskede saa vel indenlands, som med Udlandet. Men i Stedet for at den Fredstilstand, som Haakon Sverressøn oprettede, atter afløstes af Borgerkrig, og Krigstilstanden endnu i en lang Række af Aar blev den herskende i Landet, saa Norge efter Fredens Gjenoprettelse under Kong Haakon ikke paa et Par Generationer nogen formelig Krig inden sine Grændser, og nogen virkelig Borgerkrig førtes ikke oftere. De gamle Partinavne Birkebeiner, Vaarbelger o. s. v. ophørte aldeles, som overflødige. Man kan altsaa med Føje sige, at Hertug Skules. Fald og den fuldstændige Tilintetgjørelse af Vaarbelger-Opstanden afslutter Borgerkrigenes Periode i Norge, og saaledes danner en vigtig Epoche i Folkets Historie. Med denne slutte vi derfor ogsaa nærværende Afsnit, idet vi kun, forinden vi gaa over til det næste, kaste et Tilbageblik paa Folkets indre Tilstand i den nys omhandlede Periode.