Det norske Folks Historie/4/149

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 992-995).

udgyde en enestes Blod“. Oprigtigheden heraf har man maaskee dog Grund til at betvivle. Og om han end ikke vilde have dræbt sine overvundne Fiender, havde han maaskee ladet dem mishandle som Urøkja, hvilket ej var stort bedre. Medens hans Folk stillede sig i Orden, sang han, fortælles der, St. Augnstins Bøn efter en Rune, som han tog op af Lommen.</ref>

149. Snorre Sturlassøns Tilbagekomst til Island

Efterretningen om Sturlas og Sighvats Fald kom endnu samme Høst til Norge, og vakte megen Bedrøvelse, ej alene hos Kongen, hvis Haab om at erhverve Herredømmet over Øen, allerede saa nær ved at krones, derved pludselig glippede, men ogsaa hos mange andre; thi Sighvat og Sturla vare meget afholdte i Norge, fornemmelig af de Handelsmænd, der plejede at fare paa Island, og som der havde haft Anledning til at erfare deres Gjestfrihed. Endog Snorre, for hvem Budskabet om Sturlas Død egentlig maatte lette, og virkelig lettede en Steen af Hjertet, tog sig dog sin Broder Sighvats sørgelige Endeligt meget nær, og udtalte sine Følelser i et Vers, som han sendte til hans Søn Thord Kakale, der endnu opholdt sig i Bergen. For øvrigt stundede nu saavel han, som hans Søn Urøkja og Thorleif paa Garde kun efter at komme hjem til Island, for at nytte den belejlige Tid til at vinde deres tabte Besiddelser og, om muligt, deres Magt og Anseelse tilbage. Det var for langt ud paa Høsten, til at der kunde være at tænke paa nogen Afrejse det Aar, men saa snart Vaaren kom, gjorde de ivrige Anstalter dertil. Men det var just paa den Tid, da Ufreden mellem Kongen og Hertug Skule stod paa Nippet til at udbryde. Kongen havde al Grund til at harmes paa Snorre og nære Mistanke mod ham, fordi han saa nøje havde sluttet sig til Hertugen og deeltaget i den forargelige Tal som ved dennes Hof førtes om Kongen og hans Mænd. Der-hos havde han tidligere aldeles undladt at opfylde sit Løfte til Kongen, jog virket ivrigt imod Sturla, da denne søgte at virke i Kongens Interesser. Det var at befrygte, at hvis Snorre under de nærværende Omstændigheder kom til Island, vilde han ej alene søge at udslette alle for Kongens Sag gavnlige Følger af Sturlas Virksomhed, men ogsaa maaskee ligesrem arbejde i Skules Interesse. Dette maatte forebygges ved at holde Snorre saa længe tilbage i Norge, indtil Kongen havde taget saadanne Forholdsregler, at hans Nærværelse paa Island vilde blive uskadelig. Ved samme Lejlighed, som han indkaldte Hertugen til at møde i Bergen om Sommeren, lod han derfor, som ovenfor berettet, Islændingerne forbyde at rejse fra Landet, „førend det var afgjort, med hvilket Erende de skulde fare“. Ikke desmindre gav Hertugen dem Tilladelse til at rejse, og skaffede dem endog et Skib dertil, hvoraf han selv ejede Halvparten. Ja der gaves endog enkelte, der paastode, at Hertugen i et Afskedsgilde, han gjorde for dem, i Paahør af sin Stallare Arnfinn Thjovssøn og et Par andre gav Snorre Jarlsnavn^[1]. Forholder det sig saaledes, da har Hertugen allerede ved denne Handling, der kun tilkom en Konge at udføre, givet sin Hensigt at ville antage Kongenavn tilkjende, og Snorre maa paa sin Side derved have forpligtet sig til at bringe sin Fædreneø under Hertugens Lydighed, saaledes at han selv skulde komme til at bestyre den som Jarl, og proklamere denne sin Jarletitel, saa snart han erfarede at Hertugen havde bemægtiget sig Norges Krone. Man kunde derved ogsaa fristes til at tro, at naar Snorre hidtil havde undladt, efter Løfte at virke for at bringe Island under Kongens Herredømme, var det ej alene af Patriotisme, men ogsaa fordi han kun undte Hertugen, ej Kongen, denne Ære. Saadanne vare vistnok Kongens Formodninger. Da han derfor hørte, at Snorre og de øvrige Islændinger alligevel beredte sig til Rejsen, sendte han endnu engang en Skrivelse til Throndhjem, hvori han paa det strengeligste forbød dem at rejse bort den Sommer. Brevet naaede dem, da de allerede laa sejlklare ved Munkholmen. Snorre læste det, men svarede kun: „ud vil jeg,“ og sejlede afsted^[2]. Kun hans Brodersøn Olaf Thordssøn Hvitaskald blev tilbage, og tog, som vi have seet, Kongens Parti. Ogsaa Thord Kakale, der fremdeles opholdt sig i Bergen, ønskede naturligviis intet heller end at komme hjem, deels fordi han nu efter sin Faders og Broders Fald var deres nærmeste Eftermaalsmand, deels ogsaa fordi han, uden ringeste Pengetilskud hjemmefra, befandt sig i mislige Omstændigheder. Men Kongen tillod ham heller ikke at rejse, neppe saa meget fordi Thord var falden i hans Unaade formedelst Hengivenhed til Sviir, og især paa Grund af et Slagsmaal, hvori han i Drukkenskab var kommen med nogle af hans Hirdmænd, som fordi: han itu havde Planer fore, hvilke Thord ved strax at optræde som Sturlas Hevner lettelig kunde forstyrre. Thord maatte altsaa forblive i Bergen indtil videre, og vilde være kommen i den yderste Nød, hvis ikke Aron Hjørleifssøn ædelmodigt havde taget sig af ham, indbudt ham til sig, og behandlet ham som om hans Broder aldrig havde været hans Dødsfiende^[3].

Snorre og hans Ledsagere landede ved Vestmannaøerne, hvorfra de siden begave sig hver til sit, Snorre til Breidabolstad i Fljotshlid, hvor Hallveig tog imod ham, Thorleif til Garde, og Urøkja vester til Stavaholt, som han strax tog i Besiddelse, og hvor der samlede sig mange Folk til ham. Snorre og Hallveig opsloge atter deres Bolig paa Reykjaholt, som Hallveigs Søn Kløing Bjørnssøn foreløbigt havde taget i Besiddelse paa deres Vegne. Og nu gik det ud over dem, der havde gjort fælles Sag med Sturla Sighvatssøn mod Thorleif. Denne anklagede alle dem, der havde været i Sturlas Flok ved Kampen paa Bø^[4] for Herverk. Snorres og Urøkjas Forsæt, at optræde som Sighvats og Sturlas Hevnere, naar det var dem belejligt, hindrede dem ikke fra, først at søge Oprejsning for deres egne Ulemper, og tilsige Thorleif deres Bistand. De lode Bud gaa rundt om Vesterlandets Bygder til alle Sturla Sighvatssøns forrige Thingmænd og Hjelpere, at, for faa vidt de ønskede .at indgaa mindeligt Forlig, skulde de indfinde sig om Høsten i Dale. De fleste vovede ikke andet end at komme, og saaledes mødte en Mængde Folk frem paa Saudafell hos Sturlas Enke, Solveig, som gjerne havde villet hjelpe dem, om hun havde kunnet. Ogsaa Sturla Thordssøn indfandt sig, rimeligviis for at lægge et godt Ord ind for flere af sine Venner og Undergivne. Snorre kom, ledsaget af Urøkja, Thorleif, Kløing og en betydelig Skare^[5], og de Sagsøgte maatte aldeles underkaste sig Snorres Dom, der skulde afsiges den følgende Vaar, og som blev haard nok, da enhver, der havde taget Deel i Kampen mod Thorleif, dømtes til at betale ti, fem, eller 2$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Hundreder, alt efter som de havde begaaet Drab, givet Saar, eller kastet Steen. Snorre opførte sig fuldkommen som Herre over Sturlas forrige Besiddelser, medens Urøkja underlagde sig alt, hvad han tidligere havde haft. Solveig, for hvem disse Forhold maatte være højst ubehagelige, rejste over til Norge med alle sine Børn, overladende Snorre Bestyrelsen af Saudafell; Snorre overdrog det igjen med alle Godsets Tilliggelser til Sturla Thordssøn, hvilken han ogsaa overlod Trediedelen af Snorrunge-Godordet. Herover var Urøkja mindre tilfreds, da han allerede ejede den tredie Part af Godordet, og nu gjerne havde føjet saavel den anden Trediedeel dertil, som Saudafell til sine øvrige Besiddelser. Men hans Fader Snorre var ham just da noget mindre venligt stemt, fordi han havde søgt at unddrage en af Thorleifs Fiender fra den ham tiltænkte Straf^[6]. Sturla, der nys havde indgaaet Egteskab med Helga, Broderdatter af den rige og anseede Prest Snorre Narvessøn paa Skard^[7], havde, rimeligviis ved denne Lejlighed, af sin Broder Bødvar faaet den Trediedeel af Snorrungegodordet, som denne havde arvet, saa at han altsaa nu besad to Trediedele, og maatte ansees som en formaaende Mand. Hans Ophold paa Saudafell blev imidlertid ikke langvarigt, da Snorre neppe et Aar derefter anmodede ham om at overlade det til Sighvats yngste Søn Tume, hvilken Snorre nu, hvad enten det var oprigtigt meent eller ej, ivrigt beskyttede, og fik gift med en Syster af Hallveig Ormsdatter. Sturla flyttede til Stadarhool, som hans Hustru Helgas Morbroder, Presten Paal Hallssøn, overlod ham til Beboelse. Urøkja søgte strax efter ved Kroglove ogsaa at saa Sturla jaget fra Stadarhool, og da Sturla, som havde Retten paa sin Side, ikke vilde give et Haarsbred efter, saa det ud til at skulle komme til aabenbar Fejde mellem Frænderne: da Urøkja, merkeligt nok, i et Slags Anstød af Ædelmodighed eller maaskee og i Følelsen af at trænge til saa mange Venner som muligt, afstod fra sin uretmæssige Fordring, og tilbød Sturla sit Venskab, hvilket denne oprigtigt modtog. Dette Venskab vedvarede siden uforandret^[8].

1. Den før omtalte Styrme Frode skal ved Snorres Dødsdag i et Kalendarium have tilføjet „Ártið Snorra fólgsnarjarls“ ɔ: „den hemmelige Jarl Snorres Aartid“. Sturlnnga Saga V. 23.
2. Sturlunga Saga, VI. 23. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 195.
3. Aron Hjørleifssøns Saga, Cap. 24–26. Thord var, siges der, ikke tilbørligt maadeholdende i Drik, hvorfor Kongen ej var faa venlig imod ham, som han ellers vilde have været. Han opholdt sig i den saakaldte Hallvardsgaard, der kaldtes saaledes efter Ejeren, den kongelige Hirdmand Hallvard svarte, en overmodig Mand, som Thord ikke kunde lide. Krone Gaard laa ej langt derfra, og Arons Broder Baard, der var hos ham, besøgte ofte Thord. Denne og hans Mænd levede saa bekosteligt, at deres Penge gik med. Ud paa Høsten 1238 vare Thords Omstændigheder heel mislige. Da kom det sørgelige Budskab om Sighvats og Sturlas Fald; nys før havde Thord været i hiint Slagsmaal med kongelige Hirdmænd, der især paadrog ham Kongens Vrede, saa at nu ligesom alle Ulykker samlede styrtede ind paa ham. Alle hans Mænd forlode ham, paa Skosvenden nær, og Thord maatte sælge eller pantsætte næsten alt det Løsøre, han havde. Da bad Baard sin Broder Aron at tage sig af ham, og Arons brave Kone Ragnhild talte ligeledes hans Sag. Aron havde ogsaa nok Lyst til at hjelpe Thord, men undslog sig i Begyndelsen af et Slags Delikatesse. Men en Dag fik Baard og Ragnhild see, at Thords Skosvend bar hans Skarlagenskappe, fodret med hvidt Skind, den eneste Kostbarhed, han endnu havde tilbage, til Torvet for at sætte den i Pant. Deraf kunde man skjønne, at det var kommet til det yderste med ham, og at der ej var et Øjeblik at tabe, hvis man vilde yde ham nogen ordentlig Hjelp. Aron gik hen til ham, indbød ham til at tage Bolig hos ham, lod hans Kappe indløse, og viste ham overhoved saa meget Venskab, at Thord blev ganske rørt af Taknemlighed. Aron søgte ogsaa at formilde Kongen imod ham, men dette lykkedes ham ikke strax, lige saa lidet som Kongen, da Thord bad derom, tillod ham at drage til Island.
4. Om denne, se ovenf. S. 925.
5. Blandt dem, der indfandt sig, var ogsaa Sturla Thordssøn, visselig for at staa sine Naboer og Thingmænd bi, thi han havde ikke deeltaget i Kampen paa Bø, og var paa den Tid, da denne Kamp stod, ikke engang traadt i nærmere Forbindelse med Sturla Sighvatssøn.
6. Dette var Gisle paa Raudasand, der havde taget virksom Deel i Kampen paa Bo, men ikke engang havde villet indfinde sig paa Saudafell efter Snorres Tilsigelse for at ingaa Forlig.
7. Snorre Narvessøns eller, som han kaldtes, Skards-Snorres Broder var Thord, gift med hiin Joreid Hallsdatter, om hvilken der ovenfor er talt (S. 855); Thords og Joreids Datter var Helga.
8. Sturlunga Saga VI, 23–28.