Det norske Folks Historie/4/148

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 983-991).

Vi forlode Sturla Sighvatssøn paa hans Lykkes Spidse, herskende saa godt som uindskrænket over hele Vesterlandet og betydelige Strækninger af Nord- og Sønderlandet, og mægtigere end nogen anden Mand paa Island, men derhos overmodig og hensynsløs paa Grund af og i Forhold til sin Magt. Saa lidet kjendte hans Overmod nogen Grændse, at hans egen Fader Sighvat rystede paa Hovedet derover. Strax efter Slaget ved Bø, da Sturla besøgte sin Fader paa Grund, havde denne, ligesom for Spøg, en Samtale med ham, for at prøve, hvor vidt hans Indbildninger kunde gaa. Efter at have lykønsket ham til Sejren og den Magt, han derved havde vundet, spurgte Sighvat, hvor han nu agtede at sætte Bo, siden han havde givet Slip paa Reykjaholt – dette havde han nemlig overdraget til en vis Thorlak Ketilssøn – thi man maatte formode, at han nu agtede de fleste Bosteder ringe. Sturla bad sin Fader nævne hvad han ansaa passende. „Naar jeg undtager Biskopsstolene, sagde Sighvat, kjender jeg ingen bedre end Odde^[1] og Madrevalle, men du anseer dem vel ikke saa overvættes gode.“ „Jeg synes godt om dem begge,“ svarede Sturla, „men de ere ikke strax at gribe til.“ „Men til din store Huusholdning,“ vedblev Sighvat, „behøver du en dygtig Opsynsmand og Opsynskone; dertil kjender jeg ingen bedre skikket end din Svoger Halfdan (Sæmund Jonssøns Søn) og din Syster Steinvar, hans Hustru.“ Sturla var enig med ham heri. „Og saa,“ sagde Sighvat, „maa du have en flink, liden, letfodet Smalemand (Faarehyrde), en saadan vil du kunne faa i Bjørn Sæmundssøn; og til Følgesvende, der kunne gaa ud og ind efter dig, skal jeg skaffe dig dine Brødre Thord Krok og Markus.“ Det gik nok an, meente Sturla. „Men da Huusholdningen behøver megen Forsyning,“ sagde Sighvat videre, „burde du ogsaa have Folk, dygtige til at fiske og jage, og gjøre ved Fartøjer, m. m., og jeg seer nok hvem det maatte være, deler Bødvar paa Stad ( Thord Sturlassøns Søn) og Thorleif i Garde.“ Sturla smagte paa dette, og studsede lidt derved, men syntes dog, det kunde lade sig høre. „Og nu til at passe Hestene og bestemme hvilke der ved denne eller hiin Lejlighed skulle bruges: hvem kunde du vel faa dueligere end Loft Biskopssøn og Bødvar i Bø? „Hvor staar det skrevet, at alle Folk skulle tjene mig,“ sagde Sturla; „dette er en unødvendig Tale.“ Uden at endse hans Ord, vedblev Sighvat: „Nu er der ikke mange Pladse i dit Huusvæsen tilbage at besætte; dog fattes endnu et Par kloge og forstandige Folk, der kunne fare i Kjøbstevner og til Skibs, forestaa Indkjøb, ordne Rejser m. m.; dertil maatte man tage Gissur Thorvaldssøn og Kolbein unge.“ Da blev Sturla vred, foor op og gik ud; da han kom tilbage, gav Sighvat sig til at spøge med ham og slog Samtalen hen paa noget andet^[2]. Det vilde dog have været ønskeligt, om han havde lagt de Advarsler paa Hjerte, som Faderen i hiin Samtale gav ham. Men derpaa var ikke at tænke. Sturla agtede ikke at hvile, førend han var Eneherre paa Øen, og for at opnaa dette Maal agtede han ethvert Middel lige godt. Først og fremst vilde han nu gjøre sig Sønderlandet underdanigt, og ydmyge dets største Høvdinger, Gissur Thorvaldssøn, Oddefolkene og flere. Anledning til at velte sig ind paa dem fandt han let. Paastaaende, at et Fruentimmer, der ved Jærnbyrd havde godtgjort at hun var egtefød Datter af Eyjulf, Sønnesøns Søn af Sæmund Frode i Odde, derved ogsaa var retmæssig Arving til Halvdelen af Odde-Godset, afkjøbte han hende denne foregivne Ret, og gjorde saaledes Sæmund Jonssøns Sønner deres Arveret stridig^[3]. Derhos forbandt han sig med den før omtalte Orm paa Svinafell om at fratage den rige Kol Arnessøn alt hans Gods, fordi han ej vilde udbetale en Sum Penge, som han for flere Aar tilbage havde lovet Orm, for at denne skulde dræbe en fredløs Mand, der havde forgrebet sig paa hans Person. Kol henvendte sig til sin Fostre Andres Sæmundssøn, om Hjelp, og denne, der ej følte sig mægtig nok dertil, henviste ham til sin Broder Bjørn. Uagtet Bjørn selv troede sig berettiget til en Deel af stum Gods, ja endog nys forud havde været hos Sturla og halv om halv lovet at overdrage ham sin Ret, kom han dog nu ved Samtalen med Kol – maaskee og ved Løfter af ham – paa bedre Tanker, og tilsagde ham sin Beskyttelse. Han sendte et Bud til Sturla med en svær Guldring og andre rige Gaver, bedende ham at modtage dem som et Slags Godtgjørelse, men at lade Sagen selv fare, da den nu i Venskabelighed var bleven forligt. Sturla sendte forbitret Gaverne tilbage, og lod Kot hilse, at han kun havde gjort sin Sag meget værre ved at blande andre i den. Derpaa lod han Gissur tilmelde, at han om Vaaren (1238) agtede sig sydefter for at skifte Kols Gods med Orm, og opfordrede ham til at møde sig strax søndenfor Blaaskoge-Heiden. Gissur var uklog nok til at love det, uagtet det hele Foretagende maa have været ham meget imod. Sandsynligviis har han vel tænkt, at han paa den Maade bedst kunde kontrollere Sturlas Ferd, og, om det behøvedes, skride ind.

Da Paasken nærmede sig, lod Sturla de dygtigste og stridbareste af sine Thingmænd og Tilhængere“tilsige at møde bevæbnede for at følge ham sydover. Alter advarede Sighvat ham, og sagde at dette var at befatte sig med ulykkebringende Gods, men forgjeves. Sturla drog afsted, og blandt andre maatte hans Fættere, Bødvar og Sturla Thordssøn, ledsage ham. „Sig mig,“ sagde Sighvat til Maar, en af Sturlungernes gamle Venner, „hvor længe tror du at Sturlas ubegrændsede Overmod holder ved?“ „Længe nok,“ svarede Maar, „da han har dig og andre gjeve Frænder i Ryggen; men hvad tænker du herom?“ „Hovmod gaar for Fald,“ svarede Sighvat, „og dog kan det vare længe nok med ham, hvis han ikke styrter paa een Gang; thi falder han først, bliver hans Fald stort.“ Sighvat spaaede alt for sandt.

Gissur indsaa for sildigt det ukloge i sit Tilsagn. Da Sturla, 360 Mand sterk, drog sydover Blaaskogeheiden, kom der et Sendebud imod ham fra Gissur med den Hilsen, at baade Kot, Bjørn og Orm nu vare forligte, saa at han ikke behøvede at umage sig længer sydefter. Men Sturla sagde at Sønderlændingerne ikke skulde vise ham frem og tilbage som en Hjord i en Hage, og lod Gissur melde, at han skulde møde ham ved Apavatn lidt ovenfor Skaalholt. Gissur indfandt sig der, merkeligt nok, med ikke flere end 40 Mand, og forefandt Sturla med hele hans Styrke. Da merkede Gissur og hans Mænd Uraad. Medens Sturla, nu vistnok kun for et Syns Skyld, traadte til Side med Gissur og talte nogle Ord med ham, spurgte Kløing Bjørnssøn, Snorres Stifsøn, der var i Følge med Gissur, Sturla Thordssøn, der ledsagede sin Fætter, om denne ej agtede at svige dem. Sturla meente at det havde ingen Fare. Han vidste sandsynligviis ikke bedre. Det samme Spørgsmaal havde saa godt Kom enhver af de øvrige i Gissurs Flok forelagt dem, de talte med af Sturlas Hær. Sturla Sighvatssøn forlangte at Gissur skulde ledsage ham sydover, da han ikke ret troede Sønderlændingerne. Gissur sagde, at det aldeles ikke behøvedes, og at Sønderlændingerne ikke engang havde samlet sig i Flok. Sturla meente derimod, at dette ikke var saa vist, og for, som han sagde, at i det mindste Gissur ikke skulde svige ham og falde ham i Ryggen, naar han kom videre, erklærede han at ville tage ham fangen og afvæbne hans Mænd. Med høj Røst bød han disse at lægge Vaabnene fra sig, hvis de havde deres Liv kjært. J Førstningen vægrede de sig derved, og begyndte at larme, men Gissur selv bad dem give efter for Overmagten, og de adløde Befalingen. Paa Gissurs Spørgsmaal, hvad alt dette skulde betyde, svarede Sturla ligefrem, at det ganske vist var hans Agt at opkaste sig til Herre over alle sine Landsmænd, og at han derfor først og fremst maatte see til at faa Gissur under sig; thi da var hiint Maal allerede saa godt som opnaaet. Han fordrede, at Gissur skulde aflægge Ed paa at ville forlade Landet og aldrig søge at hevne sig paa ham. Gissur spurgte om han skulde sværge norsk eller islandsk Ed. Sturla sagde at det kunde komme an paa ham selv. „Siden jeg skal til Norge“, sagde Gissur, „vil jeg helst sværge norsk Ed, og love dig, aldrig at tale noget fiendtligt Ord til dig, saa sandt jeg ikke er drukken“. Hermed erklærede Sturla sig tilfreds, og Gissur aflagde Eden^[4]. Da derpaa alle vare komne til Hest, sad Sturla en Stund ganske taus, i dybe Tanker, indtil han ligesom vaagnede op og sagde: „lad os ride videre“! Gissur ytrede senere, at han var overbeviist om at Sturla da grundede paa, om han ikke handlede klogest i at gjøre det af med dem alle sammen. Saa vidt gik dog ej hans Troløshed. Gissur maatte nu som Fange gjøre Følge med Sturla. Det faldt af sig selv, at han ved sin Underkastelse tillige havde stillet alle sine Godord og hele sin politiske Indflydelse til Sturlas Disposition. Desuagtet lod han sig ikke merke med nogen Uvilje, men viste sig nok saa lystig, langt lystigere end Sturla selv, der vistnok følte at han spillede et højt Spil og derfor ikke kunde andet end være mørk og urolig. Gissur havde sandsynligviis ogsaa allerede lagt sin Plan, og maatte være glad ved at have faaet beholde Livet. Med Magt lod sig endnu intet udrette, og det –gjaldt alene, at bruge List. Og i dette Stykke var han Sturlas Mester. Da Sturla om Aftenen kom til Rente ved Ølvus, indfandt saavel Orm Svinfelling, som flere af Gissurs Frænder sig hos ham, og Sturla tilbød sig nu at overdrage en af disse, lige meget hvilken, Gissurs Godord og Høvdingdømme, som et Slags Len, saaledes at Modtageren erkjendte Sturla for sin Overherre, og forbandt sig til at staa ham bi mod hvem det skulde være. Ingen, heder det, var villigere til at underkaste sig disse Betingelser, end Gissurs Fætter Hjalte, Biskop Magnus’s Søn, og han fik derfor strax Tilsagn om Forleningen. Af de følgende Begivenheder er det tydeligt at see, at Hjalte kun lod sig den tildele, for, naar Tiden kom, atter at give Gissur den tilbage, og sandsynligviis har han derfor endog meldt sig efter et hemmeligt Vink fra Gissur selv. Efter at Sturla nu paa en Forsamling ved Thorsaa højtideligt havde overdraget Hjalte de omhandlede Godord og modtaget hans Troskabsløfte, begav han sig til Odde, hvor han under Paaskud, af at Harald Sæmundssøn i sin Tid havde staaet Aron Hjørleifssøn bi, fratog ham tvende Gaarde. Ligeledes erklærede han Halvparten af Odde for sin Ejendom paa Grund af den ham overdragne Arveret, og deelte Kot den Riges Gods med Orm paa Svinafell. Med andre Ord, han opførte sig ganske, som om han var uindskrænket Herre der i Egnen, og traadte Ret og Skjel ganske under Fødder. Hvad der gjør denne hans Optræden saa meget mere modbydelig, er den Overbeviisning, man faar ved at iagttage ham Skridt for Skridt paa dette Tog, at han ikke en eneste Gang lededes af Øjeblikkets Impuls eller af tilfældigt indtræffende Omstændigheder, men at han den hele Tid handlede efter en omhyggelig udtænkt og nøje overlagt Plan. Man kan derfor ikke synderligt fortænke dem, han behandlede saa skammeligt, i at de betalte ham med samme Mynt, for at vinde det tilbage, der paa slig uretfærdig Viis var blevet dem berøvet, og om man end ikke kan give Gissur Medhold i at han, som vi ville see, brød sin Ed, kan man dog undskylde ham, om han, efter de Tiders Synsmaade, ej betragtede den ham paa en saa skjændig Maade aftvungne Ed som bindende, saa meget mere, som Edsformularen selv synes at have givet ham Anledning til Reservation. Men uforklarligt er det, at Gissur kunde lade sig saaledes overliste af Sturla, der vist ellers ikke paa langt nær kunde maale sig med ham i Klogskab og Forsigtighed. Man kunde næsten fristes til at tro, at Gissur og Sønderlændingerne, mistvivlende om at afvende det fra Sturla truende Uvejr uden alt for stor Blodsudgydelse og Ødelæggelse i deres eget Hjem, især da han havde en Forbundsfælle i Orm Svinfelling, ere blevne enige om, for det første at bøje sig under Stormen, for siden at tage desto eftertrykkeligere Hevn over Sturla paa hans egne Enemerker, eller at de endog, indseende Nødvendigheden af at sætte en Grændse for hans Anmasselser, gjerne lod det komme til en saadan Yderlighed, at alle og enhver maatte finde deres Indskriden berettiget, og at Ansvaret for at have gjort det første Angreb ej hvilede paa dem, men paa ham.

Efter saaledes, som han troede, at have underlagt sig Sønderlandet, drog Sturla atter vestover, idet han paa Vejen gjestede Hjalte Magnussøn i Skaalholt, hvor den elleveaarige Einar Thorvaldssøn fra Vatnsfjord, Snorres Dattersøn^[5], just opholdt Eng, og var saa forbitret over hans Ferd, at han ikke engang vilde tale med ham. Saasnart Sturla var borte, rejste Hjalte tilligemed Einar og sine Fættere Magnus Hallssøn og Telt Thorvaldssøn strax nord til Fjeldet, hvor Kolbein unge, som det synes efter forud skeet Aftale, mødte dem. Kolbein vidste meget godt, at Raden nu nærmest vilde komme til ham, og at han saaledes maatte komme Sturla i Forkjøbet, hvis han ej vilde dele Skjebne med Gissur. De andre maa ligeledes have følt, at det var nu paa høj Tid at handle, hvis Sturla ikke skulde befæste sin Magt saaledes, at den siden ikke kunde rokkes. Og saaledes indgik de, oppe paa selve Fjeldet, et Forbund med Kolbein mod Sturla, hvorved enhver af dem forpligtede sig til at samle Krigerskarer og ikke at lade dem skilles ad, førend enten Sturla eller de selv havde bidt i Græsset. Hjalte lod flg, som man seer, ikke binde af sit nys aflagte Troskabsløfte til Sturla: det bedste Beviis paa, at Løftet kun var givet for et Syns Skyld. De aftalte at mødes igjen med deres Flokke paa de saakaldte Beitevolde ej langt fra Althinget, naar dette holdtes. Kolbein skred strax til at samle Folk af alle Hereder i Skagafjorden lige til Midfjorden, og begav sig med hele denne Styrke over Kjølen til Sønderlandet, hvor han opfordrede sine Svogre, Sæmund Jonssøns Sønner, til at forene sig med ham, hvis de ikke vilde see hele Heredet ødelagt. Fire af dem adløde Opfordringen, men Halfdan, der var gift med Sturlas Syster Steinvar, og saaledes var i dobbelt Svogerskab med ham^[6] saavel som hans Broder Viljam, der boede sammen med ham, vægrede sig. Kolbein lod derfor borttage alle de Vaaben og Heste, der fandtes paa Gaarden^[7]. Imidlertid havde Gissurs Frænder, efter en fra ham selv udgaaet hemmelig Opfordring, sendt endeel Bevæbnede til Skaal, og tvunget Orm Svinfelling til at give ham løs. Han fulgte med dem til Beitevoldene, hvor de nu fandt alle Flokkene samlede. Det første Skridt, man nu foretog sig, var uden Exempel i hele Fristatens Historie, men charakteristisk nok for Tidsalderen: Hjalte Biskopssøn red med en Skare Bevæbnede hen og jagede hele Althinget fra hinanden, idet han lod alle dem, der vare vestenfra, og saaledes kunde betragtes som Sturlas Venner eller Undermand, fratage deres Klæder, Vaaben og Heste. Fra dette Øjeblik af kan man sige, at der var aabenbar Krig mellem Sønderlandet, forenet med en Deel af Nordlandet paa den ene Side, mod Vesterlandet, forenet med den anden Deel af Nordlandet, paa den anden. Østfjerdingen var endnu at betragte som neutral. Kolbein og Gissur drog med en Hær af ikke mindre end 1560 Mand over Blaaskogeheiden til Vesterlandet, hvor de trængte frem lige til Dale, uden dog at støde sammen enten med Sturla eller hans Mænd, der endnu ikke vare talrige nok til at kunne byde noget Slag. I Dale skiltes Kolbein og Gissur ad, og droge hver til sit, hiin til Skagafjorden og denne til Sønderlandet. Sturla sad i nogle Ugers Tid roligt paa Saudafell, men brød i Begyndelsen af August Maaned op i Spidsen for en betydelig Hær af Venner og Undergivne, for at hjemsøge Kolbein i Skagafjorden. Kolbein, der ej for det første saa nogen Udvej til at kunne gjøre ham Modstand, drog med 180 af sine dygtigste og raskeste Folk syd over Kjølen til Gissur, medens Sturla uden Modstand trængte ind i Heredet, som han ganske underlagde sig, og hvor han lod sine Skarer strejfe om vidt og bredt for at nedhugge Kvæg og tage Levnetsmidler, hvor de forefandt dem. Her stødte hans Fader Sighvat til ham med 480 Mand. Deres samlede Styrke udgjorde nu sikkert meget mere end 1000 Mand, med hvilke de fordeelte sig paa Myklebø og de nærmeste Gaarde østenfor Jøkulsaa eller de saakaldte Hereds-Vande, (tildeels ogsaa kaldte Blanda). Det var Sturlas Hensigt, hvis Kolbein ikke kom søndenfra for at angribe ham, selv at forfølge luun hiinsides Kjølen paa Sønderlandet. Heraf blev dog intet. Kolbein og Gissur havde strax ladet samle en betydelig Styrke allevegne fra, ej alene paa Sønderlandet, men endog paa Vester- og Nordlandet, blandt dem, der vare utilfreds med Sturlas Herredømme; i Spidsen for denne Skare droge de over Kjølen til Skagafjorden, dog ikke den sædvanlige Vej langs Heredsvandene, men paa den vestlige Side af Hoved-Dalen til Reyke lige overfor Myklebø, hvor der ogsaa strømmede en heel Deel af Kolbeins egne Thingmænd til dem, saaat de Lørdag Morgen d. 21de August havde ikke færre end 1680 Mand. Med denne Hær, der selv i Norge paa de Tider vilde have været betydelig, rykkede de samme Dag øst over den saakaldte Tunge (mellem Husaa-Strømmen og Jøkulsaa) henimod Gaarden Videvalle, hvor Sturlas Broder Kolbein stod med en Skare udvalgte Mænd for at forsvare Overgangen. Det er merkeligt nok, at Gissur i den korte Opmuntringstale, han holdt til sine Folk, udtrykkeligt bad dem at efter= ligne de tapre Mænd, der saa trofast fulgte Kong Sverre eller andre Høvdinger, da deres Kjekhed, som han sagde, aldrig vilde glemmes. Sturla, der med sin Skare tilbragte Natten paa den lidt nedenfor Videvalle liggende Gaard Myklebø, ilede ved Synet af Sønderlændingernes store Hær hiinsides Elven strax sin Broder til Hjelp, ligesom ogsaa Sighvat, der laa paa Solheime noget længer oppe, kort efter kom til^[8]. Ingen søgte, besynderligt nok, at formene Sønderlændingerne Overgangen over Elven, men Sturla og Sighvat trak sig med deres hele Styrke ind i en noget højere beliggende Indhegning, kaldet Ørlygsstad, hvor der ej stod andre Bygninger end et Saudehuus, og hvis lave Jordvolde ikke afgave synderligt Værn. Neppe vare de komne ind i Hegnet, førend Kolbein og Gissur angrebe dem fra hver sin Kant, og, som man tydeligt kan see, med stor Overmagt, faa at de efter en yderst forbitret og blodig Kamp maatte bide i Græsset. Den 68aarige Sighvat faldt først, efter at have faaet ikke færre end 17 Saar, hvoriblandt et af Kolbein selv, sin nær besvogrede og fordums Myndling. Sturla, der forsvarede sig med det gamle, Gisle Suurssøn forhen tilhørende Spyd Graasida, hvilket dog ikke længer svarede til sin fordums Berømmelse, havde allerede faaet eet Saar, da Hjalte Biskopssøn stak ham i Kinden og Tungen lige til Benet, og en anden tillige saarede ham i Halsen. Da raabte han til Hjalte: „Grid, Frænde!“ „Grid skal du faa“, sagde Hjalte, tog ham under Armene og førte ham ud af Hegnet paa Marken, hvor han kastede sig ned og forlangte en Prest. Men medens Hjalte var borte for at hente Presten, kom Gissur til, tog en Bredøxe, og gav ham et vældigt Hug i Hovedet, hvorhos Kløing Bjørnssøn, Gissurs Brodersøn og Snorres Stifsøn, saavel som nogle andre, gjennemborede ham med deres Spyd. Hans Broder Markus bragtes dødeligt saaret ind paa Videvalle, men blev dræbt paa Gissurs Befaling. Tume, den yngste Broder, var heldig nok til, med flere andre at undkomme over Fjeldet til Eyafjorden. De to andre Brødre, Kolbein og Thord Krok, flygtede ind i Kirken paa Myklebø; Kolbein tilbød sig at forlade Landet og aldrig at komme tilbage, hvis man vilde skjenke ham Livet; men forgjeves: ved Truslen om at man vilde stikke Ild paa Kirken nødsagedes han til at gaa ud, og Gissur lod ham halshugge. Samme Skjebne havde Thord, saavel som Ravn Sveinbjørnssøns tvende Sønner, Sveinbjørn og Kraak. Sturla Thordssøn, der ogsaa havde deeltaget i Kampen, fik Grid af Gissur og Kløing, og det maa siges til hans Berømmelse, at da Griden blev ham tilbuden, vægrede han sig ved at modtage den, hvis ikke ogsaa hans Ven, en vis Asgrim, fik beholde Livet. Hvis Sturla Thordssøn dengang var bleven dræbt, vilde vi maaskee nu hverken have haft nogen Beretning om disse Begivenheder, eller om Kong Haakon Haakonssøns Bedrifter. Man regner i Alt, at der paa Sturlas Side faldt i Slaget eller senere aflivedes omtrent 50, medens der af Gissurs og Kolbeins Hær kun faldt syv. Hvor mange der var saarede, angives ej, men det siges kun at deres Antal var stort^[9].

Saaledes var nu Sturlas hurtigt erhvervede Vælde lige saa hurtigt og med et eneste Slag tilintetgjort, og Sighvat havde spaaet ret, naar han sagde, at hvis han først engang faldt, vilde hans Fald blive stort. Ogsaa det Herredømme, Sighvat i saa lang en Aarrække havde udøvet paa Nordlandet, ødelagdes i Bund og Grund, thi Kolbein erklærede det for en Ulovlighed, at han nogensinde havde haft Godord der, lod sig selv alle Godordene overdrage, og underlagde sig saaledes hele Nordlændinge-Fjerdingen. Af Sighvats efterladte Ejendomme blev der tilkjendt ham betydelige Erstatnings-Beløb. Paa samme Tid lagde Gissur Herverkssag an mod alle de Vesterlændinger, der havde været med at tage ham til Fange ved Apavatn, og de maatte forbinde sig til at betale overordentligt store Pengebøder. Overhoved lagde Gissur og Kolbein temmelig klart for Dagen, at det ikke saa meget var deres Hensigt at befrie deres Landsmænd fra Sturlas Vælde, som at tilrive sig selv Magten i hans Sted. Og man havde ikke vundet stort ved Byttet. Thi var Sturla end overmodig, herskesyg, voldsom og hensynsløs, var han dog ogsaa af Naturen højhjertet og ridderlig, og besad mange elskværdige Egenskaber, der neppe fandtes hos den kloge, koldt beregnende Gissur, der med langsomme, men sikre Skridt nærmede sig sit Maal^[10].

1. Odde var, som bekjendt, Jon Loftssøns forrige Ættegaard, hvor Harald, Sæmund Jonssøns Søn, nu boede.
2. Sturlunga Saga IV. 4. Der fortælles, at da Samtalen blev bekjendt, kunde Loft Biskopssøn ikke negte, at de Forretninger, Sighvat havde tildeelt enhver af de nævnte Mænd, vare særdeles vel valgte og netop passede med deres Væsen; Bødvar Thordssøn derimod sagde: „Fanden tage deres Smædeord, gid de faa en Ulykke, og at der times dem alt andet end at alle Folk skulde være deres Tjenere“.
3. Den Eyjulf, hvorom her er Tale, var en Søn af Jon Lodmundssøn, og Lodmund var igjen Søn af Sæmund frode, altsaa Broder til Loft Sæmundssøn, Jon Loftssøns Fader. Eyjulfs Syster var Valgerd paa Rette, Sæmund Jonssøns Frille og Solveigs Moder. Eyjulfs Datter, der maatte bevise sin Ret, hed Alfheid; skjønt hiin var fød i lovligt Egteskab, var hun dog sin Fader saa ulig, at Solveig ikke vilde erkjende hende for en Datter af Eyjulf og saaledes for sit Syskendebarn, uden at hun ved Jærnbyrd beviste sin Fødsel. Men da dette var skeet, benyttede Sturla sig strax deraf til at fremkomme med Arvefordring paa Odde. At han fremsatte Fordringen paa hendes og ikke ligesaa godt paa sin Hustrues Vegne, kom deraf at Solveig ikke var egtefød, og saaledes ingen Arvefordring havde, saa længe egtefødde Arvinger fandtes.
4. Her maa der nok vistnok sigtes til Edsformularen. Den norske Edsformular lod saaledes: „saa sandt lægger jeg Haanden paa den hellige Bog, og saa sandt hjelpe mig Gud, som o. s. v.“; den islandske Formular derimod lød, med enkelte mindre Afvigelser: „jeg siger i Guds Nærværelse at“ o. s. v. Alt Gissur har anseet sig mindre bunden ved den norske end ved den islandske Formular, er klart, uden at det dog er ret indlysende, hvori hans Reservation bestod. Maaskee han bogstaveligt holdt sig til Løftet „ikke at tale noget fiendtligt Ord“ (men vel at handle fiendtligt); dog sees ikke rettere, end at den islandske Formular ligesaa godt kunde have aabnet denne Udflugt.
5. Einar var, som det ovenfor er viist, en Søn af den i Aaret 1228 indebrændte Thorvald Snorressøn og Snorre Sturlassøns Datter Thordis. Det synes som om han i Snorres Fraværelse har haft sit Tilhold paa Skaalholt, ligesom Thorvald Vatnsfjording strax efter Overfaldet 1222 (s. ovenf. S. 848) sendte sin Broder Baard og sin Søn Thord til Skaalholt under Biskop Magnus’s Varetægt.
6. Sturlas Hustru Solveig var nemlig Sæmundssønnernes Syster.
7. Det er her merkeligt nok at iagttage, hvor Odde-Ættens store Magt var sunken, thi tragtet alle Sæmund Jonssøns Sønner, hver i sin Kreds, endnu vare anseede og regnedes blandt Øens højbyrdigste Mænd, er det øjensynligt, at de intet formaaede mod Sturlungerne, og at mange af Sæmunds forrige Thingmænd maa have sagt sig i Thing med disse.
8. Ifølge Gunnlaugssøns Kart over Island ligge Videvalle, Myklebø, og Solheime ganske nær ved hinanden paa Østsiden af Elven, i den her anførte Orden; Solheime sydligst eller øverst.
9. Sturlunga Saga, VI. Cap. 7–19. Slaget paa Ørlygsstad er her beskrevet med særdeles Nøjagtighed, saa at man kan see, at Beskriveren maa have været et Øjevidne.
10. Af flere Omstændigheder, der anføres, lader det til, hvad der og i sig selv er rimeligst, at Gissurs Harme og Hevngjerrighed ej har kjendt nogen Grændse. Da han gav Sturla Dødshugget, fortælles der, hugg han saa voldsomt til, at han endog lettede sig fra Jorden med begge Fødderne, saa at man kunde see Luften mellem Jorden og hans Fodsaaler. Sturla derimod skal nogle faa Dage for Slaget have sagt til sine Mænd: „der er dog stor Forskjel paa mig og mine Frænder i den Maade, hvorpaa vi agte at benytte os af Sejren, thi de ville min Død, men Gud skal vide, at jeg ikke agter at