Det norske Folks Historie/4/143
Efterretningen om det skammelige Nederlag ved Laaka var meget uventet for Kongen. Ikke længe i Forvejen var der kommet nogle Svende søndenfra med den Besked, at Knut Jarl og Lendermændene laa i Oslo med 620 Mand, og at Hertugen umuligt kunde staa sig imod dem, om de end ikke havde haft nær saa mange Folk: overhoved vidste de at fortælle de trøsteligste Ting om hvad Birkebeinerne toge sig for. Men en Dag, da nogle af de Kongelige, som de ofte plejede, besøgte Fru Ragnhild og hendes Mænd over paa Elgeseter for at slaa en Snak af med dem, bleve de var, at alle lo af dem, som om de gottede sig over noget, de havde imellem sig. Men de vilde ikke sige, hvad det var, og hine kunde ved deres Tilbagekomst blot fortælle saa meget, at der bestemt maatte være forefaldet noget, som Varbelgerne glædede sig over. Dog bleve de ikke længe i Uvished, thi endnu samme Dag kom en.Gjest til Kongen, der selv havde været med i Slaget. I Førstningen, da Kongen spurgte ham om Nyt, vilde han ikke ud med Sproget, men da Kongen forestillede ham, at hvis noget vigtigt var forefaldet, vilde han saa alligevel snart faa det at vide, gav han en fuldstændig Beretning om Slaget. Kongen blev, som man kunde vente, heel ilde tilmode derved, og Hertugens Folk, der nu ingen Grændse kjendte for deres Spotterier, forsikrede endog, at hele Kong Haakons Hird i Viken var saa godt som nedsablet, og at det var højst uvist, om Jarlen kunde holde sig. Blandt Kongens Mænd, der ikke vidste, hvad de skulde tro, herskede almindelig Forfærdelse. Kongen selv tabte dog ikke Modet, og Olaf Thordssøn Hvitaskald, der var bleven tilbage i Norge, da hans Frænder droge tilbage til Island, trøstede hans Mænd med at han nok vilde vide at oprette Skaden, og at Fienderne ikke længe skulde komme til at triumfere[1]. Kongen lod strax alle sine Lendermænd tilsige, at de skulde holde sig færdige til Opbrud paa første Vink. Erkebiskoppen, der tilligemed de øvrige troede at Kongens Sag stod aldeles fortvivlet, og for hvem derhos Hertugens mange Tilhængere blandt Chorsbrødrene og Augustinerne i Elgeseter vistnok ikke undlode at skildre Faren større end den virkelig var, tilbød sig, af nok saa velmeent Iver for Kongens Sag, at drage syd over Fjeldet, trods den slemme Aarstid, og forsøge, om han kunde mægle Fred paa taalelige Vilkaar, førend det var for silde. Men Kongen afslog Tilbudet, med oprigtig Tak for hans gode Vilje. „Det kan nok være“, sagde han, „at Beretningen om vor Skade er overdreven; med Guds Miskund og St. Olafs Hjelp stole vi mest paa vore egne Folk, og det vilde være utidigt at slutte Fred, førend vi selv have prøvet Styrke med. Hertugen, og erfaret, om der ej kommer mere ud af det, end at lade andre kæmpe for os paa vore Vegne. Er det da Guds og St. Olafs Vilje, at vi skulle drage det kortere Straa, saa kan det jo da være tidsnok at tale om Fredsunderhandlinger.“ Til at staalsætte Kongen ved denne Lejlighed bidrog det neppe saa lidet, at Prioren i Elgeseter, Lambe, var i Følge med Erkebiskoppen, thi man maatte derved nødvendigviis komme paa den Formodning, at Erkebiskoppen handlede efter Indskydelse af Hertugens Venner, til hvilke Lambe frem for alle maa have hørt[2]. Den Uforsagthed og Trøstighed, som Kongen lagde for Dagen, havde gode Følger. Flere anseede Varbelger kom nu Dag efter Dag til Kongen for at faa Grid af ham[3]. Med Udrustningen gik det raskt. De Skibe, som Hertugen havde efterladt, lod han undersøge, og tog de brugbareste til sig; de øvrige lod han brænde eller hugge op. Imidlertid lod han i Hast tilstevne Ørething, der blev afholdt Søndagen den 15de April, kort før hans Afrejse, og paa dette lod han sin Søn Haakon give Kongenavn, saavel, maa man antage, for derved at udslette Indtrykket af den lignende Handling, Hertugen faa Maaneder forud paa samme Sted havde ladet foretage, som vel og for at afskære ham ethvert Haab om Tronfølgen, selv for det Tilfælde at Kongen selv faldt i den forestaaende Kamp. Akten overvares af Erkebiskoppen og de bedste Mænd i Thrøndelagen; den, der gav Haakon unge Kongenavn, var den før omtalte Einar Smjørbak, Gunnar Grjonbaks Søn. Ved St. Olafs Skriin, der tilligemed det hellige Kors vare udbragte, aflagde den unge Konge den sædvanlige Kroningsed, hvorefter Lendermændene, Hirdstjorerne og 12 Bønder af hvert Fylke svore ham Troskabsed. Derpaa holdt Kong Haakon selv en Tale, hvori han klagede over at Bønderne havde viist sig mere opsætsige mod ham end han havde ventet og det var sømmeligt mod deres Konge, men at han dog ikke gav dem den meste Skyld: det vilde nok snart vise sig, hvo der havde mest Grund til at ærgre sig derover, han eller Bønderne. Samme Dag var Erkebiskoppen Kongens Gjest ved Hyldingsgildet, og Dagen efter, Mandag, havde Erkebiskoppen Kongen til Gjestebud hos sig. Forholdet mellem dem var saaledes fremdeles det venskabeligste, og ved Afskeden skjenkede de hinanden gode Gaver[4].
Tirsdagen den 3die lagde Kongen ud til Munkholmen, og fik saa god Bør, at han allerede tidligt om Morgenen den 10de, Tirsdag efter Palmesøndag, ankom til Hegrenes ved Bergen. Her lod han blæse til Huusthing oppe paa Land, for at tale nogle opmuntrende Ord til Hæren. Den Nedslagenhed og Misstemning, der betog hans Folk ved Efterretningen om Nederlaget paa Laaka, havde nemlig endnu ikke ganske lagt sig; hertil kom Utaalmodighed over den langvarige Krigstjeneste; de menige Krigere, især Ledingsfolket, knurrede, mange forlangte Hjemlov, og de fleste vare bange for at drage længer syd. Kongen sagde, at han heel vel havde merket denne Misfornøjelse og Knurren, men gav dem at betænke, om ikke mange havde udstaaet langt større Besværligheder og Møje for deres Konge end de, især da ikke en eneste af dem endnu havde faaet saa meget som en Skramme, eller endog seet Vaabenbyrd. „I fordums Dage“, sagde han, „vilde man have anseet det, vi have “døjet, for en ringe Besværlighed, og de gamle Birkebeiner vilde ikke for saa liden Fare forlade deres Konge. Nu er min Begjæring til eder alle, at I føre eder vel op, og ikke forlade os i denne Stund, thi det vil man ikke kalde at handle som brave Karle; inden en Maaned fra denne Dag haaber jeg at det skal see bedre ud for os end nu.“ Da stod en gammel Bonde fra Agder op, og sagde: „jeg har været i tre Slag med din Farfader Kong Sverre, og naar han talte saaledes, tog ingen i Betænkning at følge ham: den være hver Mands Niding, som nu forlader sin Konge, selv om Faren var større, end den er!“ Derpaa befalede Kongen sine Mænd at skynde sig videre, saa hurtigt som muligt. Da de kom til Bergen, lagde Kongen ind til Byen; han blev modtagen med Procession og alle glædede sig over hans Ankomst. Men hans Ophold her varede kun i fire Dage. Hensigten med Besøget var nemlig alene at undersøge de Breve, som vare forefundne hos Abbed Bjørn, og at lade den unge Kong Haakon hylde ogsaa for Gulathingets Vedkommende. Brevene vare, som oven anført, fra Hertugen til Paven, Kejseren og mange andre Høvdinger udenlands, hvilke han især tænkte skulde fremme hans Sag, „og de vare skrevne med saa megen Underfundighed, at man neppe skulde tro, at en saadan Høvding kunde nedlade sig til i den Grad at blande sandt og falskt sammen“. Nogle af dem var endog af den Natur, at Abbeden gjerne kunde have fortjent Døden for dem, men Kongen skjenkede ham dog Livet, og tog ham siden med sig østover. Lendermændene raadede Kongen til at blive i Bergen til længer ud paa Vaaren, og give det Mandskab, han nu havde, Hjemlov, men i deres Sted opbyde Leding af Gulathingslagen, og forsyne sig med saa mange Tropper, at han ikke behøvede at frygte Hertugen. Men Kongen sagde at det vilde være yderst voveligt at afskedige de Folk, han havde, saa længe han ikke var sikker paa at faa des flere fra Gulathingslagen; og selv om han fik flere, var dog denne Forsterkning alt for dyrekjøbt, hvis han imidlertid skulde svigte dem i Viken, der gjerne vilde vove Livet for ham, naar han blot snart kom til dem; „her gjaldt det at være hurtig; enhver Opsættelse var fordærvelig; om han ej havde flere end tre Skibe, ja ikke flere end eet, vilde han fortsætte Rejsen; dem, som ej vilde følge, skulde han nok engang vide at ramme.“ Hermed var al Tale om Forhaling eller Hjemlov forbi. Hans Ønske, at lade Sønnens Hylding gjentage i Bergen, vandt almindeligt Bifald. Skjærthorsdag (12te April) lod han blæse til Things i Christkirkegaarden, hvor der nu atter blev givet Haakon unge Kongenavn, og hvor saavel han paany aflagde Kroningseden, som Lendermændene og Bønder fra Gulathingslagen, Orknøerne og Hjaltland svore Troskabsed[5]. Derpaa bekjendtgjorde Kongen, at man allerede næste Dag, Langfredag, skulde lægge ud med Skibene, og erklærede hver den for Landsforræder, som blev tilbage. Fredag Aften lagde han ogsaa ganske rigtigt ud til Florevaag, hvor han overnattede, og roede kun Lørdag Morgen selv ind til Byen for at lyde Messe; da denne var forbi, vendte han strax tilbage igjen, og skjønt han endnu kun havde 10 Skibe, fortsatte han dog Farten til Grøningesund, hvor han blev liggende Paaskedagen over (15de April) og lod holde Messe paa Land i tvende Telte. Her blev der prædiket og hans Mænd aflagde deres Skriftemaal. Der blæste en sterk Søndenvind, og mange spaaede at de aldrig vilde faa god Bør, siden Kongen ikke vilde helligholde en saa dyr Fest i selve Byen. Han blev lidt ilde tilmode derved, men bad dog sine Mænd være ved godt Mod, da Gud nok vilde vende alt til det bedste. Samme Dag kom en vis Gudleik Eidung paa en Skude fra Østlandet, og berettede Arnbjørn Jonssøns Død, tilføjende, at det var tvivlsomt om Vikverjerne kunde bevare deres Troskab, dersom Kongen ikke snarligen kom til dem. Han havde altsaa haft fuldkommen Ret, da han sagde at det gjaldt at skynde sig. Anden Paaskedag, tidligt om Morgenen, gik Kongen op paa Land med en Svend, for at see efter Vejret; det blæste fra Sydost, og han var noget bange for at vække Mandskabet, hvis Vinden tiltog, da der var alt for mange, som gjerne vilde tilbage til Bergen. Men han vovede det dog, og gav Befaling til at ro syd over Hardsjø (Korsfjorden). Befalingen blev efterkommen; snart blev ogsaa Vinden god og rask, og medens han lagde bi ved Sandtodra (Sandtorv) for at høre Messe, sejlede endog de øvrige Skibe videre, saa at han ej fik indhentet dem førend i Salbjarnarsund (Selbø-Sund), hvor de oppebiede ham. Den Dag kom man heelt til Hvitingsø. Næste Dag (17de April) sejlede de forbi Jederen, hvor de udenfor Rebet fik en heftig Storm, saa at Roret knækkedes paa flere af Skibene. Dette Uheld havde ogsaa Kongens eget Skib, idet man sejlede forbi Hvin[6], saa at man maatte styre, som man bedst kunde, med Stumpen af Roret, Aarer og Landgangsbrygger, indtil man kom inden om Neset til Skjerendsund. Onsdagen sejlede man til Esjenes (Hesnes), hvor den største Deel af Flaaden samledes. Thorsdag fortsattes Sejladsen ind i Viken, indtil de kom forbi Aur (Jomfruland), ud paa Grenmar[7], hvor de fik Sydøstvind med svær Storm og Taage, saa at alle de Skibe, der ikke kunde ligge op mod Vinden, maatte vende om og søge Havn; Kongen lagde heelt ind til Slaattenes, nu (Langesund), hvor han tilbragte Natten. Her fik han høre at alle Vaarbelgerne endnu laa i Oslo, men agtede sig med det første til Tunsberg mod Birkebeinerne; Knut Jarl og de kongelige Lendermænd laa derimod ved Jarlsø (Jersø) og tænkte at drage Kongen imøde; nogle vare blevne tilbage paa Slotsbjerget. Kongen lod derfor strax et Bud afgaa over Land til Tunsberg, for i al Hemmelighed at melde Birkebeinerne hans nær forestaaende Ankomst. Den følgende Morgen (Fredag den 30te) var Kongen paa Benene, førend det endnu var lyst, og bød sine Mænd at staa op og klæde sig paa; da det gik noget seent dermed, fordi de Aftenen forud havde sviret vel sterkt, sagde han: „Vaarbelgerne ere vist rappere til at klæde sig paa idag for at fare ud mod vore Kammerater i Tunsberg“. „Det skal ikke skee“, raabte Birkebeinerne, skyndte sig op og roede hurtigt ud af Havnen. Da de kom udenfor, blev Vinden god. Kongen troede at de øvrige Skibe allerede havde sejlet forbi, men da det blev lyst, saa han at de endnu vare agterud; han oppebiede dem derfor i Maursund[8], og gjorde imidlertid det Løfte paa fine egne og Mandskabets Vegne, at alle Birkebeiner skulde holde Vandfaste den første Olafsvake-Aften, og almindelig Faste den anden: eller ogsaa– hver Gang løskjøbe sig derfra med 15 Peninger, (hvilket Løfte dog kun blev samvittighedsfuldt overholdt det første Aar). Da Flaaden var samlet, sejlede Kongen videre til Grindholmesund, hvor Munan Biskopssøn, Gunnbjørn Jonssøn og Ivar af Skedjehov mødte ham, og bade ham lægge ind til Jarlsø, hvor Knut Jarl laa med Birkebeinernes hele Flaade. „Nej“, sagde Kongen, „siden Gud har undt os denne gode Bør, haaber jeg at den skal blive os Sejrbør; det gjelder derfor at benytte den; de, som ville, kunne følge efter“. Da han kom udenfor Jarlsø, lod han kun stode i Luren til Signal for Birkebeinerne der indenfor, og fortsatte Sejladsen ind efter Fjorden. Dog sendte han nogle Folk paa en Skude ind til Tunsberg for at bestemme, hvilke der skulde forsvare Slotsbjerget og hvilke følge ham. Da Birkebeinerne ved Jarlsø hørte Kongens Luur, toge de strax Tjeldene ned og sejlede efter Kongen, og da denne saa dem komme, oppebiede han dem i Bedjesund (Bævøsund). Med den samlede Flaade sejlede han under stedse aftagende Vind videre, og da de i Mørkningen kom til Sigvaldesteinene (Steilene), blev det ganske stille. De toge da Aarerne fat, og roede ind til Nesodden, hvor de bleve liggende om Natten. Saaledes havde Kongen i den usædvanlig korte Tid af fem Dage, fri; Mandag Morgen til Fredag Aften, tilbagelagt hele den lange Vej fra Grøningesund eller Bukken i Bergens-Leden til Nesodden. Men en saadan Hurtighed var ogsaa nødvendig, hvis han skulde kunne udrette noget. Det gjaldt først og fremst at komme uforvarende over Vaarbelgerne, og forhindre deres Tog til Tunsberg[9].
- ↑ Olaf, der før havde været hos Hertugen, maa saaledes nu have erklæret sig for Kongen.
- ↑ Det var i Nikolaikirke, der, som bekjendt, var et Slags Kapel til Kongsgaarden, at Erkebiskoppen afhandlede dette med Kongen. Da han ved denne Samtale, som sædvanligt, brugte Udtrykket „vi“, er det ikke ret tydeligt, om det var hans Mening at rejse alene, eller i Følge med Lambe. Det sidste synes rimeligst, men maatte ogsaa vække større Mistanke hos Kongen.
- ↑ Blandt disse nævnes udtrykkeligt „Kongens Frænde“ Jon af Sudrheim og Thorfinn af Gyrd.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 222, 223.
- ↑ Det maa aabenbart kun have været tilfældigt tilstedeværende Kjøbmænd eller andre Rejsende fra Orknø og Hjaltland, som man ved dette improviserede Hyldingsthing fik til at repræsentere sine Landsmænd.
- ↑ Herved forstaaes, som bekjendt, Egnene om Hvinen eller Kvinesdals-Elven, altsaa – siden her er tale om Kysten – Fede- eller Hvines-Fjordens Munding samt Lister.
- ↑ At Aur er Jomfruland, sees saavel af dette Sted, som det foregaaende (Haakon Sverressøns Saga Cap. 16, se ovenfor S. 512) hvor det nævnes. Tillægget „ud paa Grenmar“ er her især betegnende, thi Grenmar, eller Langesunds- og Skiens-Fjorden, begrændses netop mod Vest af Jomfruland. At der i Sagaen staar: „ud paa Grenmar søndenfor Aur“ er saa langt fra, som det ved første Øjekast synes, at anvise Aur en anden Beliggenhed, at det tvert imod bekræfter det nys fremsatte. Thi naar man rejste fra Bergen søværts til Viken langs Kysten, hed det altid at man rejste syd eller øst, og omvendt at man rejste nord, selv om den virkelige Retning var modsat. Derfor heder det og nys forud „at Knut Jarl laa ved Jersø og agtede sig nordefter for at møde Kongen“. Altsaa er det tydeligt, at Jomfruland i dette Sejladssprog maatte siges at ligge nordenfor Grenmar, og Langesundsgabet søndenfor Jomfruland. Mod det her antagne strider det ej at Kongen siden, efter at være roet ud fra Slaattenes siges at komme „fremfor Øen “Aur“, hvor der blæste op en god Vind, thi det er tydeligt, at hans Hensigt var at sejle udenskjærs, og da maatte han komme i Sigte af Jomsruland, der nævnes som det vigtigste Merkepunkt. Man har antaget „Aur“ paa sidste Sted for Arø i Langesundsfjorden; dette er med Hensyn til Beliggenheden ikke saa urimeligt, men da Diar strax forud er nævnt som Jomfruland, vilde det være besynderligt, om Navnet strax efter skulde være taget i en anden Betydning. Desuden maatte man da læse „Ör“, om man ej endog vil antage, hvad der er det rimeligste, at Arø i tidligere Dage har hedet Arey.
- ↑ I de forskjellige Haandskr. staar „Málundum,“ „Malströndum,“ „Smálundum“, „Ivasundum,“ „Másundum“ hvilket viser, at de forskjellige Afskrivere ikke have været paa det rene med Navnet. Da nu Flatøbogen, i hvilken der efter de trykte Udgaver skal staa ivasundum, plejer at give Navnene rigtigst, maa man vel ogsaa antage at Endelsen „sundum“ her er den rette, ligesom den i alle Fald er den rimeligste. Da den første Stavelse i tvende Codices lyder „Ma“, er ogsaa den sikkert rettest, ligesom det vel endog tør hænde, at der enten i Flatøbogen selv staar masundum, men som kun er fejlagtigt læst iuasundum, eller at i alle Fald den, der skrev det, i sin Original har læst masundum som iuasundum. Maaskee endog Skaalholtsbogen ej, som det i udg. heder, har málundum, men másundum, hvilket ligeledes findes i en i Stockholm opbevaret Codex. Nu kaldes, som man paa Kystkarterne over denne Egn kan see, Sundet mellem Fastlandet og nogle Smaa-Øer udenfor Nevlunghavn netop „Maursund“, og den mod disse Øer udstikkende Odde „Maursundodden“; og da det af Beretningen kan sees, at her just er Spørgsmaal om en Udhavn strax østenfor Langesundsgabet, kan der ej være mindste Tvivl om at vi i „Maursund“ have en ubetydelig Forvanskning af det ældre „Másund“ eller „Mársund“ (d. e. Maagesund). Maaskee det ovenfor (S. 520) omhandlede Navn Marfjörðr staar i Forbindelse dermed, og skal læses „Márfjörðr}}, hvorved denne dog vilde blive at søge østenfor Grenmar. Maaskee og „Márfirðinum“ simpelt hen er Fejllæsning for „Márrsundum“.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 227, 228.