Det norske Folks Historie/4/142

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 952-956).

Da Hertugen, som det er berettet, var brudt op fra Nidaros Lørdagen den 18de Februar, kom han om Aftenen til Medalhuus, hvor han overnattede, og tog derfra Vejen gjennem Orkedalen, ikke, som sædvanligt, gjennem Soknedalen. Da han drog over Fjeldet, havde han 600 udsøgte Mand, vel forsynede med Heste, Vaaben og Klæder, foruden de andre, der tidligere vare udsendte rinder Alf af Leivastad^[1]. Munan Biskopssøn og Agmund Krøkedans vare atter i Gudbrandsdalen, men trak sig ved Efterretningen om Hertugens Ankomst tilbage til Hedemarken, hvor de paa Ringsaker forefandt Alf af Leivastad, der nær var falden i deres Hænder. Han fik netop Tid til at slippe ind i Kirken med sine Folk, og Birkebeinerne bleve liggende omkring den en stor Deel af Dagen, indtil det blev dem meldt at Hertugen nærmede sig. Da maatte de bryde op, og begave sig ned til Oslo. Herfra sendte Munan og Agmund Bud til Knut Jarl, Arnbjørn Jonssøn og de øvrige Lendermænd, der hver paa sin Kant samlede Tropper og forenede sig med dem. Blandt dem, som ved denne Lejlighed indfandt sig med en Skare Folk, var den før omtalte Gregorius, Søn af Hr. Andres Simonssøn. Han havde i de sidste Par Aar opholdt sig i Danmark ved Kong Valdemars Hof, uden at indhente Kong Haakons Tilladelse, skjønt denne havde givet ham Syssel paa Raumarike. Kongen, som fandt denne Ferd noget besynderlig, havde strax ved Efterretningen om Skules Opstand sendt en vis Bjarne Mosessøn til ham med den Hilsen, at hvis han kom tilbage, skulde han nyde Hæder i Forhold til den Troskab han udviste. Gregorius rejste strax, samlede Folk, saa snart han kom til Viken, og stødte med dem til Birkebeinernes Hovedhær^[2]. Efter at have befriet Alf, rykkede Hertugen videre gjennem Hedemarken til Hamar, hvor han synes at have opholdt sig i nogle Dage, for at drage Stridskræfter til sig. Her kom Vesete litle til ham fra Marker, hvor han siden Nederlaget paa Solbserg havde opholdt sig, som det tidligere er berettet. I den anden Faste-Uge brød Hertugen op fra Hamar og drog til Eidsvold, samt videre syd over Raumarike, idet han lod Alf af Leivastad drage forud for at spejde. Alf mødte nogle Folk, som Knut Jarl havde udsendt fra Oslo i samme Erende, og det kom til en Fegtning, hvorved en af Alfs Mænd blev tagen til Fange. Denne Mand blev siden dræbt i Oslo af en Mand i Jarlens Hær, der havde noget udestaaende med ham. Da Hertugen forlod Eidsvold, kom en dansk Prest, ledsaget af nogle faa Folk, til ham fra Knut Jarl, med det Forslag at de skulde mødes og holde Slag paa de saakaldte Leiraa-Volde. Antog Hertugen Forslaget, kunde man da paa begge Sider ruste sig som bedst og træde Sneen behørigt ned, men ikke søge at overrumple hinanden, førend dette Møde var prøvet. Hertugen lod svare, at han modtog Forslaget og skulde ingen Ufred øve, førend Slaget var holdt. Imidlertid rykkede han frem til Laaka ved Nannestad^[3], hvor han overnattede (5–6te Marts). Næste Dag kom Presten tilbage med yderligere Forslag fra Knut Jarl om Opstillingen af begge Hære, nemlig saaledes at Hertugen selv skulde rejse sit Merke mod Jarlens, Kjertesveiner stilles mod Kjertesveiner og Gjester mod Gjester. Til Vejledning derved lod Jarlen meddele, at hans Kjertesveiner skulde have et guult, og Gjesterne et sort Banner. Hertugen synes at have ytret nogen Mistro til alle disse Forslag, siden Presten bad ham at lade en Mand følge med, der kunde høre dem af Jarlens egen Mund. Hertugen sendte en vis Kaare, kaldet den eenhændte. Men de vare ikke komne langt fra Gaarden, førend de allerede saa Birkebeinernes Bannere nærme sig. Presten undskyldte sig med at Jarlen var hurtigere, end han selv tidligere havde sagt, og bad Kaare skynde sig tilbage for at melde Hertugen, hvad han havde seet. Det skede, og Hertugen lod nu sine Folk rykke frem af Skoven ud paa den tilfrosne Leir-Elv. Birkebeinerne stevnede op ad Leira, ligeledes paa Isen, for at møde dem, og snart skilte kun et Nes, Leirnes, dem fra hinanden. Udenfor dette stødte aller først Baard Varg, Hertugens Lendermand, tilligemed Baard Gardbrjot, Thorstein Kugads Søn, sammen med en stor Trop Birkebeiner under en vis Arnbjørn Pose; de toge Flugten, men Baard Varg havde det Uheld at styrte med Hesten, og blive tagen til Fange; Baard Thorsteinssøn undslap med Nød og neppe, og havde kun sin ypperlige Brynje, der modstod alle Stik, at takke for sit Liv. Hertugen trak sig nu med sine Folk op paa Neset, og forskandsede sig der, – medens Birkebeinerne stillede sig lige over for dem paa den anden Aabred, og man begyndte fra begge Sider at skyde paa hinanden, hvorved en af Hertugens Mænd faldt. Det lykkedes Baard Varg, der var stillet under sin Svoger Erik Stilks Bevogtning, at undkomme. Han klagede nemlig over Kulden, og bad om at maatte gaa ud paa Isen og kaste et Runekevle, hvori han forlangte sine Klæder tilsendte, over til sine Kammerater. Erik tillod ham det, og sendte en Mand med ham for at passe paa, men Kammeraterne, der kjendte Baard, nærmede sig fra den anden Side, og med eet styrtede Baard over til dem. Hertugen blev staaende der paa Nesset i 3 Dage, uden at noget Angreb skede, og trak sig da af Mangel paa Levnetsmidler tilbage til Laaka (9de Marts). Birkebeinerne fulgte efter. Da Varbelgerne kom til Gaarden, traadte de sig en Plads i Sneen og fylkede lige ved Husene, der laa paa en Bakke; nedenfor var der en Dal, og hiinsides denne atter en Højde, paa hvilken Birkebeinerne opstillede deres Fylking. Knut Jarl og Arnbjørn troede nu ret at gjøre deres Sager godt ved at sende Lodin Gunnessøn, Haakon Griis og Jon Provstesøn, Kjertesveinernes Høvding, bagen om Husene paa Gaarden, for at falde Varbelgerne i Ryggen^[4]. Men dette viste sig at være et yderst uheldigt Paafund. Hertugen blev det nemlig var, og befalede sine bedste Høvdinger, Alf af Thornberg, Olaf af Vigdeild, Alf af Leivastad, Vesete litle og Algaute at tage imod dem; og i den heftige Kamp, der nu opstod, kom Birkebeinerne, der maatte vade i den dybe Sne, og kun med Vanskelighed arbejdede sig frem, ganske til at ligge under. Haakon Griis, Jon Provstesøn og flere andre Høvdinger faldt; Lodin Gunnessøn tilligemed en Deel andre reddede sig kun med Nød og neppe i et Bislag til Kirken^[5], de øvrige forfulgtes af Varbelgerne, som nedlagde en stor Mængde og erobrede alle de fiendtlige Bannere. Denne Kamp afgjorde Dagens Skjebne. Eller rettere, det var den eneste, som fandt Sted. Thi Jarlen og Arnbjørn rykkede vel, da de kunde beregne at den udsendte Afdeling var kommen frem, ned i Dalen og op ad Bakken med Hovedstyrken, men deels kunde ogsaa de neppe komme frem for Sne, deels styrtede Varbelgerne sig, endog mod Hertugens egen Advarsel, med saadan Hidsighed over dem, at de umuligt kunde holde Stand og øjeblikkeligt vege tilbage, uden at have mistet mere end en eneste Mand. Da Jarlen og Arnbjørn merkede, at den anden Afdeling maatte være slagen, sendte de en vis Eiliv Kyr til Hertugen for at underhandle om Fred. Men da Eiliv kom tilbage med de Mænd, Hertugen i dette Øjemed havde sendt med ham, fandt de kun Birkebeinernes Skjolde, der stode fast i Snefannen; bagenfor var der ingen: alle vare borte. En uhæderligere Flugt kan man ej tænke sig. De ellers saa tapre Birkebeiner maa være blevne slagne med en panisk Skræk, og have revet Arnbjørn og Knut, der visselig ikke savnede Mod, med sig i Forvirringen. Det eneste Gode, som denne hovedkulds Flugt paa en vis Maade kan siges at have medført, var at Underhandlingerne afbrødes, og at de kongelige Befalingsmænd saaledes ikke indrømmede Hertugen større Fordele end dem, han allerede besad. Af Varbelgerne faldt kun faa, men blandt disse Kolbein eller Kaabjørn, en Broder af Alf paa Thornberg. Lodin Gunnessøn og de, der med ham havde søgt ind i Kirken, fik Grid^[6].

Knut Jarl og Arnbjørn flygtede lige til Tunsberg. Nogle af Birkebeinernes Høvdinger, navnlig Paal Gaas og Gjardar Styrssøn, standsede allerede i Oslo og søgte Fristed i Hovedøens Kloster. Ikke længe efter rykkede Hertugen, i Spidsen for sin sejrrige Hær, ind i Byen, og lod sig ogsaa her tage til Konge. Det var ellers ikke almindeligt at holde Hyldingsthing i Oslo, men han maatte dog lade det skee her, da han ej kunde komme til Tunsberg og holde Haugathing. Han benyttede sig ellers med Mildhed af sin Sejr, thi ligesom han havde skjenket Lodin Gunnessøn Livet, gav han ogsaa Flygtningerne i Hovedøklostret Grid. Han blev i to eller tre Ugers Tid liggende i Oslo, for at drage Forstærkninger til sig – især, som man maa antage, fra sine Tilhængere i Viken, – skjønt det ogsaa berettes at mange Birkebeiner gik ham til Haande. Derpaa rykkede han strax før Palmesøndag (8de April) tilligemed den haalogalandske Lendermand Viljam af Torge^[7] og Thore Mjobein, mod Arnbjørn Jonssøns Borg Valdensholm, idet han tillige sendte nogle Skibe øster, for at gaa op til Sarpsborg. Ved Efterretningen herom skyndte Arnbjørn Jonssøn sig strax fra Tunsberg øst over Folden og op ad Glommen, hvor han var heldig nok til at indhente Varbelgerne, fælde nogle af dem og jage de øvrige i Land, idet han bemægtigede sig deres Skibe. Men de store Anstrengelser og Bekymringer, han i den sidste Tid havde haft, paadroge ham en Sygdom, der i Forbindelse med hans høje Alder efter kort Tids Forløb lagde ham i Graven. Hans Død blev almindeligt beklaget, og Tabet af ham var vanskeligt at erstatte, thi alle vare enige om at hans Lige ej fandtes blandt alle Norges daværende Lendermænd. Opfostret af Biskop Nikolas, havde han, som vi vide, hørt til Baglernes Parti, saa længe dette var til; men fra den Stund, det havde opløst sig og han havde svoret Kong Haakon Troskab, havde denne ingen oprigtigere, paalideligere og ivrigere Ven end ham, hvorfor han ogsaa for det meste førte Overbefalingen, eller var at betragte som en Art Statholder, i den nordlige Deel af Viken. Hertugen belejrede Valdensholm, der nu, da Arnbjørn ikke længer selv kunde forsvare den, snart overgav sig, og Hertugen gjorde der et rigt Bytte. Derpaa vendte han tilbage til Oslo, hvor han ankom endnu før Paaske, „og tyktes det da Folk, som om Ingen kunde staa ham imod“. Hans Søn Peter holdt imidlertid Hedemarken besat med en betydelig Styrke^[8].

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 213.
2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 237. Gregorius’s Fader, Hr. Andres, havde, som bekjendt, længe opholdt sig i Danmark, og havde vel saaledes stiftet mange Venskabsforbindelser der, hvoraf Sønnen nu nød godt. Hans Rejse fra Norge var sikkert kun en uoverlagt Ungdomsstreg, og hans lange Ophold i Danmark kan forklares derved, at han ikke vovede at komme tilbage af Frygt for Kongens Vrede. Bjarne Mosessøn sees oftere at være brugt i Sendelser til Danmark.
3. Saavel heraf, som af andre Omstændigheder sees det, at Landevejen fra Eidsvold i den Tid gik om Nannestad Kirke, ikke, som nu, om Trygstad.
4. Merket blev baaret af Thore Knapp, der dog ej synes at være den Thore Knapp, der omtales som Heklung og Begling mod Sverre 1180 og 1198, se ovenfor S. 111 og 327.
5. Det er naturligviis Nannestad Kirke, som her menes.
6. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 219, 220.
7. Dette maa have været en Sønnesøn af Viljam i Torge, der faldt med Kong Magnus 1181, se ovenfor S. 175. Senere forekommer endnu en Viljam i Torge. I Peder Claussøns Oversættelse heder det, at Viljam og Thore førte Befalingen over de Skibe, der sendtes til Sarpsborg. Er dette ikke urigtigt oversat, maa den Kodex, han havde, her have været forskjellig fra dem, vi nu kjende.
8. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 226. Arnbjørn Jonssøn nævnes, som vi have seet, aller først 1204, da han gik Erling Steinvegg til Haande. Var han da 30 Aar gammel, maa han ved sin Død have været 66.