Det norske Folks Historie/4/140
Kong Haakon holdt nu hyppige Raadslagninger med sine Mænd, hvad der nærmest var at gjøre. Det var naturligt, at alle de, som vare komne nordenfra og havde lidt Tab baade paa Folk og Gods, mistede intet heller end snarest muligt at kunne komme tilbage og hevne sig paa Varbelgerne. Men de andre, der vare søndenfra Landet, og endnu ikke vare blevne saa smerteligt berørte, raadede Kongen til heller at holde sig stille under det dybeste af Vintren, og dette Raad, der ogsaa mest syntes at stemme med Kongens egen Tilbøjelighed, blev fulgt, faa bekosteligt det end var at sidde hele Julen over med al den Mængde Folk. Dette fik Kongen saa meget mere at fele, som han til Bestridelse af den sædvanlige Julebevertning og Sold til de haandgangne Mænd forgjæves havde sendt Bud efter Landskyld og Leding fra Viken, hvor der formedelst Krigsurolighederne intet var at faa. Han saa sig derfor endog, da Nytaarsdagen kom, nødt til at lade sine Sølvkar og Sølvdiske hugge i Stykker, for dermed at betale Hirdmændene, som kun paa den Maade fik, hvad de skulde have. Strax før Juul havde han den Sorg at Nikolas Paalssøn blev heftig syg og døde; han var vel den yngste af Lendermændene, men man ventede sig noget særdeles stort af ham, og han havde allerede, som vi have seet, været benyttet i vigtige Erender. Hans Fader, Paal Vaagaskalm, overlevede ham endnu i fem Aar[1], men nævnes, besynderligt nok, ikke siden han søgte at tale Skule til Rette i Aaret 1235; sandsynligviis har han da, ærgerlig over Skules Egensindighed, afbrudt Forbindelsen med ham og trukket sig tilbage fra det offentlige Liv. Kongen fulgte selv Nikolas til Jorden og takkede de Gejstlige for Sangen. Det var just Juleaften; da havde Kongen usædvanlig travlt, thi samme Morgen overvar han Uddragningen af „Hugroen“, hvis Reparationer just vare tilendebragte og som han vilde have paa Vandet før Juul. Efter Skik og Brug talte han nogle Ord derved, og sluttede med at tillyse den sædvanlige Julefred; derfra gik han lige til Nikolas’s Begravelse, og senere paa Dagen til Hirdstevne. Den 2den Januar (1240) afsendte han Agmund Krøkedans, der, som berettet, var kommen til ham i Julen, med 120 Hirdmænd og Gjester til Oplandene, for at staa Munan Biskopssøn bi. Agmund tog den sædvanlige Vej over Sogn og Valdres. Her traf han Munan, som endnu holdt til der, og drog i Følge med ham til Oslo, hvor de nu forefandt en Mængde Kongsmænd, der havde flygtet fra Oplandene for Varbelgerne. Men Agmund meente, at de dog ikke vare mandsterke nok, hvis Hertugen skulde komme nordenfra, og fandt det derfor raadeligst at de droge op i Gudbrandsdalen, hvilket ogsaa skede. Sandsynligviis have de da taget en betydelig Omvej, siden de ellers neppe kunde have undgaaet at støde sammen med Varbelgerne ved Mjøsen. Den Troskab, Herr Knut havde viist, belønnede Kongen nu ved skriftligt at udnævne ham og Arnbjørn Jonssøn til Over-Befalingsmænd i Viken og Oplandene, samt tillige ved at bemyndige Arnbjørn til, paa sine Vegne, at give Knut den Jarletitel, som han saa hæderligt havde afslaaet, da Skule tilbød ham den. Knut viste sig ogsaa fremdeles denne Tillid værdig.
Det kunde vel omtrent være paa den samme Tid, at en Klerk, som Biskop Arne i Bergen for Ufredens Begyndelse havde sendt til Erkebiskoppen med Breve, kom tilbage igjen. I Nidaros, hvor han endnu ej traf Erkebiskoppen hjemme, havde Hertugen modtaget alle Brevene, og ved hans Afrejse medgivet ham andre til forskjellige Folk i Bergen, efter først at have ladet dem oplæse for ham, paa det at han, som det hed, kunde overbevise sig om at de alene handlede om private Pengesager. Men da de skulde forsegles, havde han i Hast ladet dem ombytte med andre, der nu faldt i Kongens Hænder, og viste sig at være af det mest forræderske Indhold med Hensyn til ham og hans Mænd. Indholdet er dog ikke nøjere angivet. Senere hørte Kongen aldeles intet fra Hertugen, da Varbelgerne nu passede saa godt paa overalt, at ingen, hvor gjerne han end vilde, kunde slippe nordenfra.
Under den Uro, som nu opfyldte Gemytterne, er det ej at forundres over, at man mere end sædvanligt spejdede efter alt, hvad der kunde kaldes Varsler, for ved Hjelp af dem at skue ind i Fremtiden. Det maatte derfor gjøre et overordentligt Indtryk, da der i Slutningen af Januar og hele Februar viste sig hver stjerneklar Aften en stor Komet paa den vestlige Himmel. Kongen selv var en af de første, som blev den var, just som han kom ud om Aftenen den niende Dag efter Julen d. e. 16de Januar. Han lod strax kalde sin Læge Mester Vilhelm ud og viste ham den. Vilhelm udbrød strax: „Gud bevare os alle, dette er et merkeligt Syn! en saadan Komet viser sig gjerne forud for anseede Høvdingers Fald eller før store Slag.“ Denne Gang i det mindste gik Spaadommen i Opfyldelse. Men indtil da udlagde vistnok enhver af Parterne den overeensstemmende med sine egne Ønsker[2].
- ↑ Annalerne omtale hans Død ved 1245. Paal nævnes som Vidne i det bekjendte udaterede Gavebrev af Kong Haakon, hvorved han overdrager Byen Stavanger til Biskopsstolen. Er dette, som det synes rimeligt, yngre end 1240, finde vi der saaledes Paal endnu engang.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 210–212. Kometen omtales ogsaa i Annalerne, saavel som af Matthæus Paris (S. 354) og Matthæus af Westminster (S. 154); de tvende sidste beskrive den omtrent ligelydende: „omtrent i hele den Tid (den 13de Januar er den sidst foregaaende Tidsbestemmelse), navnlig i Løbet af hele Februar Maaned, om Aftenerne, viste der sig mod Vesten en rødlig (fusca) Stjerne, udsendende sin Straale mod .Osten, hvilke mange med Rette erklærede at være en Komet“. Den her nævnte Mester Vilhelm, der ogsaa nævnes blandt Vidnerne ved det oftere omtalte Stavanger-Gavebrev, have vi antaget for at være den Læge af samme Navn, der omtales i Sturlunga-Saga III, 6, og opererede Thorgils Skarde for Hareskaar. Han var sikkert en Udlænding.