Det norske Folks Historie/4/139

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 941-946).

Den tredie og største Afdeling, som Hertugen havde udsendt under Olaf af Vigdeild og Guthorm af Sudrheim for at overrumple Kongen selv i Bergen, kom dog ikke saa uventet, som man havde beregnet. Modvind hindrede dem fra at naa saa hurtigt frem, som det var nødvendigt, og desuden var Kongen i nogenlunde god Tid bleven advaret. Blandt de yderst faa kongelige Hirdmænd, der havde været nærværende i Nidaros, da Hyldingsthinget holdtes, var der nemlig en, ved Navn Grim Keikan, der havde hjemme i Gauldalen, og allerede foreløbigt havde aftalt med en Kammerat, som opholdt sig paa hans Gaard, at hvis de erfarede det mindste, der kunde være af Vigtighed, skulde de strax begive sig til Kongen og melde ham det. Grim ventede, indtil Thinget var sluttet, for at være fuldkommen vis i sin Sag; da kastede han sig paa sin Hest, skyndte sig gjennem Skovveje til sin Gaard, og da hans Kammerat, uvist hvorfor, undslog sig for at gjøre ham Følge, fortsatte han sin Rejse alene, først over Orkedalen og Surendalen, og derfra den sædvanlige Vej over Ejderne og Fjordene til Bergen, i det han overalt advarede de kongelige Sysselmænd, han mødte, nemlig Aasulv Jarlsfrænde paa Thingvold, Arne Blakk i Raumsdalen, og Peter i Giske paa Borgund. Kongen selv havde allerede anet, at der maatte være noget galt paa Ferde, siden han ikke fik mindste Bud nordenfra, eller Svar paa sine Breve. Han sendte derfor, efter Overlæg med sine Raadgivere, en Skude paa Udkig nord til Sognsø, og lod en anden, for største Delen bemandet med Kjertesveiner, hver Nat ligge paa Vagt ved Holdhellen^[1]. Natten til 15de November^[2] fik disse see en Aatteæring ro i fuld Fart nordenfra, langs Landet. Se antoge den for en Spejderskude og roede i Vejen for den; men det var Grim Keikan, som bad dem øjeblikkeligt at fore ham til Kongen, da han havde en yderst vigtig Nyhed at berette. De gjorde saa, lagde ind til Kongsbryggen og gik op til Kongsgaarden, hvor de bade om at faa Kongen i Tale. Da kunde der omtrent være en Trediedeel af Natten tilbage. Kongen stod strax op, klædte sig paa, og gik ud til dem i Maalstuen. Grim hilsede, Kongen bød ham velkommen og spurgte hvad Nyt han bragte. „Stort og merkeligt Nyt“, svarede Grim. „Eders Svigerfader Hertug Skule har ladet sig give Kongenavn, og opsagt eder al Fred“. „Da faar han tage Løn som forskyldt“, svarede Kongen, men vilde dog ikke rigtigt tro at det kunde være muligt. „Jo“, sagde Grim, „det er alt for sandt, thi da jeg red ud over Gaularaasen, var Hertugen endnu paa Thinget, og siden holdt jeg mig skjult oppe i Skoven, indtil jeg fik fuldkommen Vished i Sagen: nu har jeg været ni Dage undervejs. Hertugen har end ydermere sendt Tropper ud til alle Kanter, baade nord og syd for at dræbe eders Mænd, skjønt flere af dem ogsaa have svoret ham Troskabsed; mod eder har han sendt ikke færre end 14 Skuder baade med Lendermænd og Hirdmænd; det gjelder, Herre, i Hast at finde paa Raad, thi de ville snart være her“. Kongen spurgte nu, hvorledes det var gaaet de Sysselmænd, som han havde ladet rejse nordover. Grim svarede at han havde truffet dem alle, paa Thore nær, som desværre allerede havde omfattet ham, og vist var stedt i største Fare, men hine vare i god Behold,–hvis de nu vilde tage sig vare^[3]. Ved denne Samtale vare kun faa Personer tilstede. Kongen taug stille en Stund, derpaa vare hans første Ord disse: „Gud være lovet, at jeg nu veed, hvad jeg har at rette mig efter; thi det, som nu endelig er kommet frem, har længe været paatænkt Et Sin forestod der ham den piinlige Nødvendighed, at maatte underrette Dronningen om hendes egen Faders Forræderi. Han gik strax til hendes Værelser og bad om at indlades. Man lukkede op; der brandt Lys, og nogle af hendes Tjenere og Terner laa der og sov. Han gik lige hen til Sengen; Dronningen stod der i Silkeserk, kastede en rød Snørekaabe over sig, og hilsede Kongen, som venligt hilsede igjen, hvorefter hun tog en Silkepude og bad ham sætte sig, men han afslog det. Hun spurgte ham da, om han havde hørt noget Nyt. „Ikke andet end denne Ubetydelighed,“ sagde han, „at der nu er to Konger i Norge paa een Gang“. „Kun een er den rette Konge,“ svarede hun, „det er I, og Gud saavel som den hellige Kong Olaf lade det altid blive saaledes“. Da fortalte Kongen, at hendes Fader havde ladet sig give Kongenavn paa Ørething. „Det er vel bedre end som saa“, var hendes Svar; „tro det dog for Guds Skyld ikke, saa længe I endnu ikke har fuldkommen Vished“. Flere Ord kunde hun ikke faa frem for Graad. Kongen bad hende være ved godt Mod, og sagde at han ikke skulde lade hende undgjelde for hendes Faders Handlinger. Strax efter anbefalede Kongen sig, lod læse Messe for sig, saa snart det var Dag, og kaldte derpaa sine Raadgivere til sig, saavel som Grim, der nu maatte gjentage sin Beretning. Man besluttede da at opskære Hærør og opbyde fuld Almenning af Skibrederne saavel søndenfor som nordenfor Bergen, samt tillige at indkalde nærmeste Lendermænd, Gaut Jonssøn, Gunnar Kongsfrænde, Nikolas Paalssøn, Brynjulv Jonssøn, Isak i Bø. Længer ud paa Dagen lod Kongen Byens Folk sammenkalde til Thing paa Christkirkegaarden, og kundgjorde her den sørgelige Nyhed. Men han bad tillige Alle være ved godt Mod, og sagde, han var forvisset om, at alt endnu vilde faa et godt Udfald. Morgenen efter holdt han Vaabenthing, mønstrede sine Krigsfolk, og bestemte nøjagtigt, hvilken Plads enhver skulde indtage. Kjøbmændene, hvoraf de fleste sandsynligviis vare Tydskere^[4], skulde ligge væbnede hver i sin Skytningsstue, og Kongsmændene i Kongsgaarden. Han haabede, sagde han, at kunne ordne alt saaledes, at ingen Ufred med Guds Hjelp skulde kunde komme uforvarende over dem. Ligeledes lod han sine største Skibe, Hugroen^[5], Olafssuden, Fitjabranden, Guldbringen og Rygjabranden sætte ud. Med den første havde man det Uheld, at Underdelen ved Fremskydningen gik løs; man maatte derfor sætte den op igjen og i god Ro udbedre Skaden. De øvrige derimod kom flot, udrustedes paa det bedste, og bleve lagte langs med Bryggen ind ad Byen til. Dag efter Dag indtraf nu ogsaa Lendermændene og Sysselmændene med store Skarer af de opbudne Bønder. Fra Vors kom der f. Ex. ikke færre end 7 Skibe^[6]. Ligeledes kom de før omtalte Sysselmænd nordenfra, efter hver at have bestaaet større eller mindre Farer. Flere af Varbelgerne havde været saa hurtigt paa Ferde, at de allerede tildeels havde omfaret dem, og vare komne søndenfor dem, førend de mødte Grim. Aasulv Jarlsfrænde og Arne Blakk undkom, som det lader, uden synderlig Vanskelighed; Sigurd Kongsfrænde derimod, som synes at have sejlet for langt udenskjærs, til at Grim kunde træffe ham, vidste ikke Ordet af førend han mødte Varbelgerne paa Lyngversfloen, og undkom kun med Nød og neppe. Det samme lader til at have været Tilfældet med Agmund Krøkedans, der skulde heelt til Orkedalen, hvor han hevde faaet Syssel. Han maatte styre ind til Surendalen, hvor han sænkede sin Skude ned, og begav sig derfra, som man maa formode, til Fjelds, saa at han ej kom til Bergen førend henimod Nytaar^[7]. Da Peter Paalssøn befandt sig i Borgund, hørte han, at tre af Varbelgernes Skuder laa søndenfor ved Herø, og at der var andre nordenfor. Men han havde selv en stor Tyvesesse saavel som en Skude, og hans Folk, hvilke han havde givet Hjemlov, vare endnu hos ham; han skyndte sig derfor som snarest til Herø, hvor ganske rigtigt de tre Varbelgeskuder laa, men strax toge Flugten, da han lod støde i Luren, førend han løb ind i Havnen. Dette blev siden udlagt, som om han med Flid havde givet Varbelgerne et Varsko, for at de kunde slippe bort, og hans Gaard paa Giske til Gjengjeld blive sparet for Plyndring om Vintren. Men det lader dog ikke til at Kongen har næret nogen Mistanke imod ham, thi han anvendte ham siden efter lige saa meget, og i lige saa ansvarsfulde Hverv, som nogen anden. Da Peter, saavel som de tre andre Sysselmænd, Aasulv, Arne og Sigurd, vare komne forbi Stad, gave de sig bedre Mag, og kom velbeholdne til Bergen. De berettede, at Hertugen havde besat alle Sysler nordenfor Stad^[8]. Ogsaa Erkebiskoppen, der ikke vidste noget om det Hele, førend han paa sin Hjemrejse fra Søndmøre var kommen til Leirangen^[9], sendte strax, højst ubehageligt overrasket, et Brev derom til Kongen, hvilket neppe kan være ankommet mange Dage senere end Grim Keikan, saa at Dronningen, om hun ej troede paa Efterretningen før, dog nu maatte bære overbeviist om, at Grim ej havde faret med Tant.

Da Varbelgerne, opholdte af Modvind, merkede, at Efteretningen om deres Komme var gaaet forud for dem, opgave de omsider al Tanke om at overrumple Kongen, ja endog, som det lader, om at angribe ham i Bergen, men deelte sig i forskjellige mindre Partier, for at fare ind i de enkelte Fjorde, og tilføje de Kongelige al den Skade, de kunde. De sandt ingen, som de kunde dræbe, da alle Folk havde faaet Tid til at flygte, men det gik ud over de forsvarsløse Gaarde, som plyndredes uden Skaansel. Paa Dromenes, hvor de lagde til, hug de saaledes alt Kvæget ned, sejlede siden ind efter Sundene til Arne Blakks Gaard, sandsynligviis paa Aure, og røvede alt hvad de kunde komme til, ligeledes hos Agmund Rostung og Andres paa Sjaumæling^[10]. Derfra stevnede de ind i Raumsdalen og behandlede Kongsmændenes Gaarde paa samme Viis. Men med alt dette var saa lang Tid hengaaet, at Kongen havde kunnet sende Peter af Giske, Aasulv af Austraat og Gunnar Kongsfrænde nord imod Varbelgerne med ikke færre end 25 Skibe. De havde Ordre til at drage saa langt nordover, som de uden alt for stor Fare kunde vove, for Resten skulde de, dette tilføjede Kongen udtrykkeligt, skaane Kirker og Kvinder, som han og hans Forfædre altid havde plejet. De landede ved Borgund, og vare her heldige nok til at træffe trende af Hertugens nys udnævnte Sysselmænd, blandt hvilke den tidligere omtalte Snækoll Gunnessøn fra Orknø. Ved at see Birkebeinerne komme – thi saaledes kaldte nu fremdeles de kongelige Krigsmænd sig lige over for Varbelgerne – stimlede disse til Kirken, men inden de naaede den, bleve flere dræbte. Birkebeinerne toge en heel Mængde Ledingsgods, som Sysselmændene havde faaet samlet, og førte dem selv som Fanger til Bergen. Thi ved at erfare, at Hertugen endnu sad meget mandsterk i Nidaros, vovede de kongelige Sysselmænd sig ikke længere nord, men vendte tilbage, nøjende sig med det Bytte og de Fanger, de havde taget^[11]. De havde tilsagt de fangne Sysselmænd Grid, indtil de kom til Kongen, og denne skjenkede saavel dem, som alle andre, der godvillig underkastede sig, Livet. Paa samme Tid havde Kongen sendt Klemet af Holm til Agder mod de Varbelger eller Tilhængere af Skule, som der maatte findes. Han tog en af dem af Dage, en forhenværende Begling ved Navn Olaf Thorassøn. I Ryfylke havde Hertugen i sin Tid udnævnt Baard paa Hestbø til sin Sysselmand. Da han fik høre, at Hertugen havde ladet sig give Kongenavn, begav han sig strax til Kongen og underkastede sig ham. Kongen skjenkede ham naturligviis fuldkommen Fred og Naade^[12].

1. I Udgaven af Sagaen staar „Foldhellen“, hvilket neppe kan være rigtigt. Den her omhandlede Skude, der laa ved Hellen, skal have været særdeles hurtigsejlende, og hed Vættan.
2. Det var nemlig, som strax nedenfor vil sees, ni Nætter efter Hyldingsdagen den 6te November.
3. Han havde dog, som det lader, ej truffet Agmund Krøkedans og Sigurd Biskopssøn, der endnu vare til Søs længer ude, men han var vel sikker paa at de andre vilde og kunde give dem fornødent Varsko.
4. Dette synes mest at fremgaa af at der tales om deres „Skytningsstuer“.
5. Maaskee det var den selvsamme „Hugro“, som Kong Sverre havde i Slaget paa Strindsø.
6. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 208, 207.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 210.
8. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 207.
9. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 203.
10. Den samme, der havde været i Bjarmeland med Agmund af Spaanheim, se ovenfor S. 596. jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 81.
11. Der anføres i denne Anledning et Vers af Snækoll, det sidste, der i Sagaerne omtales som digtet af nogen Mand udenfor Island.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 208.