Det norske Folks Historie/4/115
Arnbjørn Jonssøn skulde, som det ovenfor er nævnt, have mødt Kongen paa Eidskogen og forenet sin Styrke, der udgjorde 480 Mand, med hans. Sandsynligviis lagde han Vejen fra Valdensholmen paa Heggen over Thrykstad, Høland, Sidskogen og Krokfos. Men da han kom øster ud af Skoven, altsaa ved Morast, saa han Spor i modsat Retning efter hele Ribbungernes Hær, der saaledes ikke havde stødt sammen med Kongen. De synes med Flid at have søgt at undgaa dette Sammenstød og at have holdt sig afsides i Skovmarker for at passe paa, naar Kongen vel var kommen faa langt østover, at han ej let kunde forfølge dem, da at vende sig mod den vestlige Deel af Viken, der nu næsten maatte antages at være saa godt som forsvarsløs, siden de fleste Krigsfolk fulgte Kongen paa hans Tog. Planen var ikke ilde udtænkt, og det forekommer nu besynderligt, at Kongen ikke skulde have merket Uraad, førend han allerede var kommen saa langt ind i Vermeland, eller at han ikke endog fra først af havde sørget for, at Fienden ikke paa denne Maade skulde kunne omgaa ham. Men deels var det vel ogsaa hans Hensigt at straffe, Vermelændingerne og indjage dem Skræk, deels har han vel den længste Tid været saa sikker paa, at Ribbungerne vare foran ham, at han først altfor seent merkede, at han havde taget Fejl. Hvorledes man end forklarer det, synes der dog i dette Stokke at være lagt en forunderlig Mangel paa Omtanke for Dagen, hvilket vel for hans Vedkommende kan undskyldes med hans Ungdom, men som derfor hviler des tungere paa de ældre og mere erfarne Mænd, der vare med ham. Thi unegteligt er det, at Hensigten med denne usædvanlig store og vistnok heel kostbare Udrustning derved for en stor Deel forfejledes, og at Toget i det hele taget maatte ansees mislykket. Vi ville see, at man ikke engang dermed opnaaede saa meget, at Vermelændingerne for Eftertiden afholdt sig fra at staa Ribbungerne bi. Men man maa rigtignok ogsaa tilstaa, at Norges eller overhoved den nordiske Halvøs særegne orographisk Beskaffenhed gjør det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at lægge ordentlige Planer til at hindre den ene lette Hær af kjendte Folk fra at omgaa den anden, naar og hvor det skal være. De uhyre Fjeldsletter og Skovmarker, hvis Fladeindhold er saa uforholdsmæssigt stort i Forhold til Dalstrøgene, aabne næsten overalt, undtagen i de dybeste og af de stejleste Fjelde omgivne Dale, Udveje til at undslippe eller omgaa en forfølgende Fiende; og, engang sluppen op paa Fjeldsletten, har man en saa viid Mark for sig, og Adgang til at komme ned paa saa mange forskjellige Steder, at al strategisk Beregning fra Fiendens Side her maa ophøre, og man maa alene lade det komme an paa et Tref, om man er heldig nok til at bevæge sig netop i en Retning, hvor man kan møde sin Modstander, eller ej. Dette er aabenbart for en stor Deel Aarsagen til den tilsyneladende Planløshed, der aabenbarer sig i alle de Smaakrigs-Operationer, vi nu siden Tronfejdernes Begyndelse have omhandlet. Fjeldvidderne aabnede enhver Krigsflok uhindret Adgang til at trænge frem fra Bygd til Bygd og komme ned for at herje, hvor og naar man lystede, og hvor man mindst ventedes; tvende indbyrdes fiendtlige Flokke kunde meget godt bevæge sig, den ene op ad, den anden ned ad et og samme Hoveddalføre, uden dog at støde sammen, ja uden engang at vide noget om hinanden, naar hver af dem kun holdt sig i en vis Højde paa modsatte Sider af Dalen. I andre Bjerglande, hvor Dalene ere videre og hvor Højdestrækningerne, der adskille dem, danne skarpere Fjeldkamme, der i Almindelighed ej kunne overstiges, i det mindste ikke af hele Krigshære, undtagen paa enkelte, bekjendte Passe: der kan man ogsaa lettere beregne en fiendtlig Hærs Bevægelser og treffe Foranstaltninger til at imødegaa dem.
Da Arnbjørn Jonssøn saaledes merkede, at Ribbungerne havde tag.et Vejen mod Vesten, skjønnede han, at ingen Tid var at tabe, men vendte strax om og satte efter dem. De styrede lige mod Oslo, men da de ingen Birkebeiner fandt der, droge de strax videre, for at komme til Tunsberg. Arnbjørn kom til Oslo samme Aften, som Ribbungerne om Morgenen vare dragne derfra (sandsynligviis den 23de Januar) og vilde ligeledes strax have draget videre, dersom ikke Biskop Nikolas, hans gamle Fosterfader og gode Ven, havde opholdt ham, for, som han sagde, at meddele ham flere vigtige Oplysninger og gode Raad, men i Virkeligheden, som de fleste siden paastod, for at skaffe Ribbungerne Forspring: saa underfundig søgte endnu den gamle, paa Gravens Rand staaende Mand at skade Kongen, medens han dog bar Venskab og Hengivenhed for ham paa Tungen. Hans List lykkedes altfor godt, thi Arnbjørns Folk vare under dette Ophold blevne saa drukne, at det ikke var muligt at faa dem afsted, førend meget seent ud paa Natten, hvorfor de heller ikke den Nat kom synderlig langt, medens Ribbungerne derimod skyndte sig alt, hvad de kunde. De havde vel endog ganske overrumplet Besætningen i Tunsberg, hvis ikke en Borger fra denne By, Reidulf Guldkropp, tilfældigviis havde været i Lider, da de kom ned ad Paradisbakkerne; han skyndte sig nu hjem til Tunsberg, saa hurtigt han formaaede, ankom der ved Middagstid og meldte, at Ribbungernevare i Hælene paa ham. Der blev strax blæst Allarm i Byen, men man vilde dog ikke rigtigt tro hans Ord, og gjorde ikke de tilbørlige Forberedelser[1], saa at der, da Ribbungerne strax efter indfandt sig, (Fredag 24de Januar) blev megen Forvirring; Eystein Roessøn kom selv med Nød og neppe op paa Bjerget, og flere af dem, der vare i Følge med ham, navnlig en kongelig Skutilsvend, Gunnolf, bleve fældede oppe i Kleven; andre bleve dræbte hist og her i Byen, i alt 14 Mand[2]. Der fortælles øm en Hirdmand, ved Navn Ketil Staur, og en Gjest, Eiliv Dverg, at de ganske alene forsvarede sig i et Loft hele Natten med saadan Tapperhed, at Ribbungerne ikke kunde faa Bugt med dem uden at bryde Hul paa Toget og sukke derind med Spyd. Da Ribbungerne om Natten havde randsaget Byen og dræbt alle de kongelige Krigsmænd, de kunde finde, begave de sig hen under Bjerget, hvor de kongelige Skibe stode optrukne og satte Ild paa dem alle undtagen eet ved Navn „Oxen“, der stod saa tæt under Bjerget, ved Danekleven, at de ikke torde vove sig derhen. Det var i alt 16 Skibe, de satte i Brand, navnlig Sættaspillen og en Tuvesesse, dog synes de, rimeligviis af Frygt for et Udfald fra Slotsbjerget, ej at have givet sig Tid til at gjøre det til Gavns, da vi siden erfare, at Sættaspillen og flere andre ikke kom til større Skade end at de lode sig istandsætte. Enkelte af Skibene vare maaskee ogsaa Kjøbmandsskibe, thi der fortælles, at Ribbungerne dræbte to Kjøbmænd uden skjellig Grund. Saa snart det blev Dag (25de Januar) skyndte de sig fra Byen og længer vesterud, optagende Kongens Leding og plyndrende Bønder og Kjøbmænd, hvor de kom frem. Ved denne Lejlighed var det, at Dagfinn, som vi have seet, kom i Fare for at falde i deres Hænder, men blev frelst af de tydske Kjøbmænd i Sandesund. Først ved Middagstid ankom Arnbjørn, der i Oslo havde ombyttet 120 af de daarligste blandt sit Mandskab med ligesaa mange friske og vel udrustede Folk; men han fik den bedrøvelige Efterretning, at Ribbungerne allerede havde udført, hvad de vilde, og at det nu vilde være spildt Umage at søge efter dem. Der var altsaa intet andet for ham at gjøre for det første, end at vende tilbage til Valdensholm med hele sin Styrke. Simon Rum Hallvard Bratte og de øvrige Høvdinger fra søndre Viken, der, som ovenfor nævnt, skulde have forenet sig med Kongen paa Marker, men kom for seent, vendte ligeledes med hele sin Styrke, i alt 720 Mand, tilbage til sine Sysler. Saaledes var en af Hovedhensigterne ved disse store kombinerede Krigs-Operationer, der ialt havde sat over halv femte tusende Mand i Bevægelse, ganske forfejlet. I Stedet for at vorde indsluttede og tilintetgjorte, havde Ribbungerne fundet et aabent Feldt for sig og tilføjet Kongen følelig Skade[3].
- ↑ Det siges ved denne Lejlighed, at Olaf Ingassøn og Eystein havde halv tredie Hundrede (300) Mand paa Slotsbjerget, medens der tidligere kun nævnes to Hundrede (240); men deres Antal maa imidlertid være bleven forsterket.
- ↑ Dette foregik altsaa samme Nat, som Kong Haakon overnattede paa Eda. Underligt nok, angives Dagen paa første Sted som Fredag for Septuagesima, paa sidste Sted som Paalsmesseaften; begge Angivelser betegne Dagen som 24de Januar.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 118–120.