Det norske Folks Historie/4/114

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 679-689).

Den Understøttelse, som Ribbungerne fremdeles fik i Vermeland, og som de svenske Magthavere i det mindste ikke gjorde noget Skridt til at hindre, om de end ikke aabenlyst opmuntrede dertil, gav den Fejde, der nu var begyndt, saa temmelig Charakteren af en virkelig Krig med Sverige. Saaledes betragtede i det mindste Kongen og hans Omgivelser den, og med Rette, thi saa længe Ribbungerne altid efter et Nederlag i Norge kunde finde Tilflugt over Grændsen, ja endog forsterke sine fortyndede Rækker ved Krigere fra Vermeland, var det ikke at tænke paa at faa Oprøret dæmpet, og vilde man tage Ondet fra Roden af, maatte man føre Krigen over i Vermeland selv. Indseende dette, besluttede Haakon endnu engang at henvende sig med Forestillinger til den svenske Regjering, saa vel som til Æskil Lagmand, og, hvis dette ikke frugtede, selv at gjøre et Krigstog til Vermeland. Endnu, som det synes, i de første Dage efter sin Ankomst til Tunsberg, lod han udgaa et nyt Brev til den umyndige Sviakonge, hvori han klagede over den Skade, Vermelændingerne havde tilføjet ham, bad ham ej at tillade en Nabokonges Fiender at nyde Tilflugt og Understøttelse i sit Rige, og mindede ham om den Aftale, der havde fundet Sted mellem de tidligere Konger – han sigtede vel her til Sverre og Knut Erikssøn, efter at de havde ingaaet Venskab og Svogerskab – at de gjensidigt vilde jage hinandens Fiender fra sine Riger( Derpaa begav han sig øster til Konghelle, for at tale med Æskil Lagmand, der sandsynligviis opholdt sig i det nærliggende Ljodhuus^[1]. De Ribbunger, der paa denne Tid vare i Viken, flygtede ved Kongens Ankomst op paa Marker, saa at det en liden Stund var stille paa disse Kanter. Æskil Lagmand oppebiede ikke Haakons Besøg, men indfandt sig først hos ham, og forblev hos ham i to Dage. Ved denne Lejlighed viiste begge Parter hinanden tilsyneladende den største Venskabelighed, og Kongen bevertede sin Gjest paa det bedste, men det er dog tydeligt at see, at ingen af dem rigtigt troede paa Oprigtigheden af dette Venskab. Kong Haakon indbød hans Stifsøn, Junker Knut, til sig og lovede, at han skulde nyde den største Ære, om han vilde opholde sig hos ham; Æskil, som havde andre Planer fore med Knut, svarede nok saa høfligt, men opstillede Betingelser, som Kongen vanskelig kunde gaa ind paa. Der siges imidlertid ikke, hvilke disse Betingelser vare. Siden blev der talt om den Ufred, Vermelændingerne og Markemændene øvede i Norge i Forening med Ribbungerne. De tilstedeværende Lendermænd klagede alvorligt over den Skade, de havde lidt baade af Vermelændinger og Vestgøter, og sagde, at Nordmændene paa ingen Maade længer kunde finde sig deri. Lagmanden svarede, at dette var en Sag, som var ham og hans Embede uvedkommende, men tilbød sig at overbringe Kong Erik et Brev fra Haakon med Anmodning om, at han under Trusler om haard Straf for Overhørighed vilde paalægge sine Ombudsmænd at jage Ribbungerne ud af Landet. „Vi have skrevet to Gange før til Kong .Erik herom“, sagde Haakon, „og hver Gang faaet det Svar, at han skulde raade Bo derpaa, men hidtil have vi ikke seet Tegn dertil; imidlertid bliver det verre og verre, deres Magt tiltager Dag for Dag, og vi have allerede mistet mange brave Mænd ved dem.“ Lagmanden bad ham dog at forsøge med endnu et tredie Brev, og lovede, selv at være tilstede ved Oplæsningen, samt at lægge nogle Ord ind med i Sagen. Haakon skrev da, at Kong Erik inden 8de Dag Juul (Nytaarsdag 1225) skulde have jaget hans Fiender udenfor Grændsen, eller og vilde han selv hevne sin Skade. Lagmanden lovede, at Kongen ganske sikkert skulde høre fra ham inden 8de Dag Juul^[2]. De skiltes ligesaa venskabeligt som de mødtes, og Kongen vendte strax efter tilbage til Tunsberg, hvor han ankom den 18de December, og stevnede sine Sysselmænd og Lendermænd fra Hadeland, Raumarike og de øvrige Egne af Oplandene til sig med deres Folk for strax at være paa rede Haand til at drage mod Vermeland, om det behøvedes. Saaledes samlede der sig en stor Mængde Folk om ham i Julen, og det gik meget prægtigt til. Dagligdags holdt han Raadslagninger med Lagmanden Eystein Roessøn, og Bonden Simon paa det nærliggende Vervik ved Sandefjord, der maa have været en for sin Forstand og Erfaring anseet Mand, og idelig indfandt der sig Folk med Klage over den Skade, de havde lidt af-Ribbungerne, Vermelændingerne og Markemændene. I Julen kom der ganske rigtigt Brev fra Kong Erik, men Indholdet gik ud paa, at man ikke vilde gjøre synderligt ved Sagen. Da gjorde Kongen vitterligt, at han allerede strax efter Julen vilde tiltræde Toget mod Vermeland Dette skete vistnok efter modent Overlæg med de sør omtalte Mænd; ikke desmindre forekommer det noget besynderligt, at han valgte en tilsyneladende saa ubelejlig Tid, da Vejene for en stor Deel maatte være tilsneede og ufremkommelige, og da man rimeligviis allerede maatte have seet Tegn til, at Kulden vilde blive usædvanligt stærk, som det siden viste sig. Men deels gjaldt det vel at komme saa uforvarende som muligt, deels vilde man vel benytte Isene. Arnbjørn Jonssøn i Borgesyssel fik Tilsigelse om, at han skulde støde til Kongen paa Eidskogen, og Simon Kyr, Baard Brimstein og Hallvard bratte saavel som alle de øvrige fra det søndre Viken, at de skulde møde ham paa Marker, hvorigjennem han vilde lægge Tilbagerejsen. Sysselmændene fra Oplandene vare deels allerede tilstede, deels beordre-des de til at indfinde sig hos ham paa Raumarike. Hver Dag holdt han Mønstringer med sine Krigsfolk og paalagde dem at sætte deres Vaaben i god Skik, ligeledes sendte han Folk rundt om langs Folden for at tilsige Heste. Indbyggerne paa Vestfold bragte ham det betydelige Antal af 240 Heste som et Beviis paa sin Velvilje.

Tre Dage efter at Julen var til Ende, altsaa Løverdagen den 11te Januar^[3], brød Kongen op fra Tunsberg før at begive sig til Oslo, og for derfra at tiltræde det egentlige Tog. Selv drog han til Søs paa en Skude, uagtet Fjorden paa denne Tid sør en stor Deel maatte være tilfrossen; Mandskabet gik til Lands. Som Besætning paa Slotsberget efterlod han 240 af de mest tungføre, men for Resten tapre Mænd, under Befaling af Olaf Ingassøn, Eystein Roessøn og Anund Brynjulfssøn. Sandsynligviis var det at tilskrive Isen, at Kongen ikke førend efter tre Dages Forløb naaede Haugsvik, og her maatte han lægge i Land og tilsige Skydsheste, da den indre Fjord nu som sædvanligt om Vinteren var tilfrossen. Her i Haugsvik, og sandsynligviis medens Kongen biede paa Skydsen, indtraf den troe og utrættelige Dagfinn, der var dragen hjemme fra Bergen selve Juleaften, og havde rejst Nat og Dag for at være sin Konge til Tjeneste. Da Skydshestene vare komne, red Kongen med hele sit Følge ind ad Oslo, langs Skjaldsfjorden (nu Bundefjorden). Under Ekeberg kom de, der vare dragne til Lands fra Tunsberg, saavel som mange Bymænd fra Oslo, ham i Møde; her holdt han en Tale til sit Mandskab, lyste Fred og Enighed, og bød alle forberede sig paa, at Opholdet i Oslo ej vilde vare mere end to Dage^[4]. Derpaa sendte han Sysselmanden Harald Stangarfylja ind i Byen til Biskoppen, og lod denne hilse, at han disse to Dage agtede at opholde sig i hans Gaard, som hans Gjest. Biskoppen lod hertil falde nogle Ord om, at Kalve og Ulve ikke godt kunde være sammen, men reed ham dog i Møde, og indbød ham paa det høfligste. Kongen, som maaskee havde faaet hiin Ytring af Biskoppen at vide, tog dog ikke ind til ham, men til sin Sysselmand Harald; imidlertid sendte dog Biskoppen ham hver Dag fra sin Gaard alt, hvad han behøvede af Levnetsmidler. Under dette to Dages eller halvanden Dags Ophold i Oslo talede Kongen mangt og meget med den tro Dagfinn om sine egne Anliggender, og gjorde flere Foranstaltninger for det Tilfælde, at han ikke kom levende hjem fra Toget. Vi erfare her af hans egen Saga, at han, saa ung som han var, dog allerede havde tvende Børn, Sigurd og Cecilia, med en Pige, der kaldtes Kanga den unge, og som saaledes vel har været ligesaa ung som han eller yngre; han underrettede, siges der, Dagfinn om, hvad han havde besluttet med Hensyn til Sigurd, der da endnu kun maa have været et spædt Barn. Dagfinns Tilbud om at følge med ham til Vermeland modtog han ikke, men takkede ham for den ufortrødne Iver, han havde lagt for Dagen ved at foretage den anstrengende Rejse fra Bergen paa en saadan Tid af Aaret. Dagfinn tiltraadte strax Tilbagerejsen til Bergen, men havde mange Gjenvordigheder formedelst Isen. Da han endelig kom øster ud for Nesje, blev han af Driviis atter sat ind mod Fastlandet, men her var der imidlertid, som det nedenfor skal berettes, kommet betydelige Sværme af Ribbunger, som holdt de fleste Landingssteder besat, saa at han kom i stor Fare. Men heldigviis laa en heel Deel Tydskere med sine Kogger i Sandesund^[5]; da de hørte, hvorledes han var faren, bad de ham komme til dem, bevertede ham vel og lagde hans Skib mellem Koggerne. Samme Skjebne havde en anden Sysselmand fra Gulathingslagen, Isak af Bo, der havde Syssel i Sogn, men nu ligeledes havde været med Kongen i Viken og faaet Hjemlov; han tyede ogsaa til Tydskerne, der tog godt imod ham, men han foretrak at sætte sit Skib op der, og begav sig for det første til Tunsberg. Dagfinn derimod biede indtil Isene minkede og fortsatte derpaa sin Rejse til Bergen.

Haakon forlod Oslo Mandagen den 20de Januar, altsaa dog noget senere end Bestemmelsen, og kom om Aftenen til Gjoleid eller nuværende Skedsmo Prestegjeld, hvor han overnattede hos Bonden Gunnar paa Berg, medens Mandskabet laa fordeelt rundt om i Bygden. Den følgende Dagmarsch var noget længer, og gik til Udjenes Sogn ved Glommen, hvor Kongen tilbragte Natten hos Kolbein paa Fyri. Ved Midnatstid kom nogle af de udstillede Hestvagter ridende ind paa Gaarden og meldte, at Fienden nærmede set; Kongen klædte sig hurtig paa og skyndte sig ud med sine Folk, men uagtet det var klart Maaneskin^[6] og man kunde see langt til alle Kanter, var der dog ingen Fiende at opdage. Kongen lod derfor ikke blæse Allarm, men sendte kun en Deel Vagtmænd ud til Hest, og tilbragte det øvrige af Natten paaklædt; da Morgenen kom, viiste det sig at de, som Vagterne havde taget for Fiender, var nogle Folk, der kom fra Hadeland, og at saaledes det Hele var blind Allarm. Om Morgenen (den 22de) fortsatte Kongen Marschen langs Elven og over Vormen først til Nes, hvor Sysselmændene fra Hedemarken, Frederik Slafse og Ivar af Skedjehov stødte til ham med 180 vel bevæbnede Mænd, og siden videre til Straum i Odalen^[7], hvor Kongen tilbragte Natten, medens Mandskabet, ligesom sør, var fordeelt i Bygden. Her blev det meldt Kongen, at Vermelændingerne allerede havde faaet sikker Efterretning om hans Komme, og at de havde samlet en betydelig Hær. Dette forholdt sig neppe rigtigt, men det er vist nok, at Vermelændingerne vare blevne advarede, og hans Plan, at overraske dem, saaledes forspildt; og den egentlige Ophavsmand dertil var ingen anden end – Biskop Nikolas, der strax før Kongens Ankomst til Oslo sagde til en Prest fra Vermeland, der just opholdt sig i Byen, at Kong Haakon agtede at hjemsøge Vermeland med hele Norges Magt, brænde baade Kvinder og Børn, og lade alle Prester binde til Stiger og hudflette. Presten havde da øjeblikkelig begivet sig tilbage til Vermeland, og det saa skyndsomt, at han kun var to Dage om Rejsen; saaledes fik hans Landsmænd i betimelig Tid Varsel^[8], og Ribbungerne fik rimeligviis derved Tid til, som vi ville see, at omfare Kongen og strejfe lige til Vestfold. Om Kongen fik at vide, at det var Nikolas, som ogsaa her havde været ude, siges ikke, men om saa var, kunde dette nye Træk af hans Underfundighed og Tvetungethed neppe forundre ham. Han maatte nu iagttage en større Forsigtighed end for, kalde alle Troppehøvdinger til sig, og udstille mandsterke Vagter i forskjellige Afstande fra Gaarden, da man hvert Øjeblik kunde vente at Ribbungerne eller Vermelændingerne vilde vise sig^[9]. Man merkede dog intet til dem den Nat. Dagen efter (Thorsdag den 23de) standsede man allerede efter to korte Miles Marsch ved Vinger, da Kongen endnu havde det Haab, at en Deputation fra Vermelændingerne vilde indfinde sig for at tilbyde Forlig og saaledes afværge Krigens Ulykker. Men i dets Sted viiste der lig endnu samme Aften nogle Ribbungeskarer, der anfaldt enkelte af Kongens Troppeafdelinger og dræbte nogle Folk for ham. Da kaldte han strax sine Høvdinger sammen og forkyndte, at han endnu samme Nat vilde bryde op for at gaa over Grændsen. Nogle af dem fraraadede ham, at drage med Krigsmagt ind i en anden Konges Rige, og sagde, at Vermelændingerne allerede havde en stor Hær, men at det vilde see dobbelt farligt tid, om Sviakongen selv forenede sig med dem. Da talte Haakon saaledes: „det er ingen Fremfusenhed, som driver mig, til dette Krigstog. Om baade Ribbunger og Vermelændinger stillede sig imod os, frygter jeg ikke deres Modstand, thi vi søge blot at forsvare vort Gods og vor Frihed, og kommer end Sviakongen selv, saa hænder kun eet af to: enten kommer det strax til Forlig mellem os, eller vort Sammenstød faar det Udfald, Gud bestemmer. Men det er vist, at vi ville hevne den Skade, der er tilføjet os fra Sverige uden nogen Skyld paa vor Side.“ Herimod lod der sig intet indvende, og man aftalte nu den Orden, hvori Fremrykningen skulde foregaa. Ridende Spejdere, hver med en Hjelpehest, skulde fare et passende Stykke i Forvejen. Det-næst skulde Hæren følge saaledes, at Fodtropperne, der alle tilhobe befordredes paa Slæder, ikke dannede en eneste Afdeling for sig, og Rytteriet en for sig, men at den hele Styrke fordeeltes i tre Hovedkorps, hver med en sterk Trop Ryttere foran og Fodfolk eller Slædemænd bagefter, paa det at disse i Tilfælde af et pludseligt Overfald kunde beskjeftige Fienden, medens Slædemændene tog sine Vaaben og stillede sig i Orden. Dog skulde alle tre Korps følge umiddelbart efter det andet uden Mellemrum, og hvis et af det blev angrebet, skulde de andre komme det til Hjelp. Kongen selv forbeholdt sig at drage i Spidsen med sit Merke og en udsøgt Ryttertrop af 80 eller 100 Mand, alle Skutilsvende eller Hirdmænd, vel bevæbnede, og hver af dem ledsaget af en Svend til Fods. Efter dem kom det oplandske Mandskab, 240 Mand til Hest, og 720 til Fods. Dernæst skulde Mandskabet fra Søbygderne følge, 360 Ryttere under Nikolas, Søn af Paal Vaagaskalm, og Harald Stangarfylja, saavelsom 900 til 1000 Slædemænd. Bagtroppen skulde dannes af 840 Mand, hvoraf vel ogsaa henved en 150 Mand til Hest, under Lodin Paalssøn, Erling Ljodhorn, Harald Vesetessøn, Gunnulf hvite, og Guthorm Erlendssøn. Det sees heraf, at Haakons Styrke i alt udgjorde over 2400 Mand, hvilket for den Tid var særdeles betydeligt; af disse ansaaes 610 for udsøgte Folk, alle vel bevæbnede. Der var og et næsten uforholdsmæssigt stort Antal Ryttere, da man havde en usædvanlig Overflod paa Heste; ej alene kunde man, som vi have seet, befordre Fodfolket i Slæde, men mange af Retterne havde hver to eller tre Heste, der førtes af Trosknegte^[10]. Det har aabenbart været Haakons Hensigt, paa een Gang at slaa et ret alvorligt Slag, og tilintetgjøre Oprøret fra Roden af. Ved Midnatstid, befalede han, skulde alle have spiist og være færdige til Afmarsch i den foreskrevne Orden, naar Krigsludren lød.

Da Midnat var omme, lod Kongen blæse, og Hæren satte sig i Bevægelse over Glommen og Vingersøen, samt fremdeles langs ad den Række af mindre, smale Søer, der tilhører Vrangselvens Vasdrag, og strækker sig hen ad Eidskogen til^[11]. Hæren dannede, især formedelst Slæderne, en lang, uoverskuelig Række, saa at dens forreste Deel allerede havde tilbagelagt den henved to Mile lange Iisfart, førend de bagerste endnu vare komne paa. Isen. Vejret var stille og roligt, men meget koldt. Kongen sendte derfor henimod Dag kjendte Folk forud til Midskogen med den Befaling at tænde store Baal i Gaarden udenfor det ikke langt fra Eidskogens Kirke staaende Sælehuus^[12], for at Folkene kunde varme sig derved. Det gryede netop ad Dag, da Kongen kom til Midskogen, og han gav ikke længer Rift, end til de forfrosne Folk nogenledes havde varmet sig; endnu førend det var bleven ganske lyst, var han allerede paa Farten igjen. Da Kongen var kommen over den svenske Grændse, mødte hans Spejdere ham med den Besked, at der ingen fiendtlig Hær var at see, men at Vermelændingerne derimod havde flygtet fra Bygden ind i Skove og Ødemarker, og at ligeledes Ribbungerne vare borte. Dog vare Folkene hjemme paa Storm, den nærmeste Gaard ved Grændsen, hvorhen Kongen nu begav sig og ventede indtil hele Hæren var samlet, hvilket skete omtrent ved Noonstid (Kl. 3). Da lod han efter forudgangen Raadslagning med Høvdingerne blæse til Things, og bekjendtgjorde for Hæren, at han agtede at fare fredeligt frem mod alle de Bønder, der frivilligt indfandt sig hos ham og bade ham om Naade; da ingen fiendtlig Hær viiste sig, vilde han saaledes under den videre Fremrykning ikke for det første øve nogen Skade, i Haab om at Folket vilde byde Bod og mindeligt Forlig. Han gav allerede her det første Exempel paa dette fredelige Sindelag ved at skjenke alle Folk paa denne Gaard Livet, men alt, hvad Laderne indeholdt, gik rigtignok med til Foder for Hestene i Hæren. Efter nogen Hvile fortsatte Kongen sin Marsch, og kom om Aftenen til Eta, hvor han tog ind paa Gaarden Medalby (nu Melby), der tilhørte en Bonde ved Navn Odd Erikssøn. Kongen indbød denne Aften mange Troppehøvdinger til sig, og bevertede dem især rigeligt med Drikke-vare, thi han havde bragt et betydeligt Forraad af Viin med sig, som man nu formedelst den strenge Kulde ikke kunde føre længer, da det frøs, og hvoraf man derfor lige saa godt med det samme kunde fortære, hvad der endnu var flydende. Dette kunde omtrent være to Trediedeele af hvert Anker; det øvrige kastedes som ubrugeligt ud i Gaarden med Ankeret, hvori det var frosset fast. Men herved anrettedes megen Ulykke, thi Trosknegtene toge Ankrerne, brød dem itu, smeltede Iisklumperne og drak Vinen, nogle spiiste dem endog uden at smelte dem: deraf bleve de drukne, og kom op at slaas, saa at 14 Mand bleve saarede og mange lemlæstede. Det var først henimod Morgenen, at Kongen fik dem bragt til Rolighed. Sysselmændene vilde have dem straffede for disse Optøjer, men Kongen tilgav dem.

Den følgende Dag (Løverdag den 25de) kom alle Befalingsmændene til Kongen og meldte ham, at Hæren var meget hidsig paa at brænde Bygden. Kongen ventede dog endnu ud paa Formiddagen, i Haab om at Bønderne vilde indfinde sig og tilbyde Bod. Men da man havde overbeviist sig om, at dette Haab var forgjeves, maatte han endelig give Befaling til at bringe den haarde Straffedom i Udøvelse. Nei blev saaledes Gaard efter Gaard brændt, hvor man kom frem, og ingensteds fandt man en levende Sjæl, førend man kom til et Vand, rimeligviis Flagen, hvor en gammel Kerling kom ud af et Huus og spurgte efter Nordmannakongen. Da det blev hende sagt, hvor han var, gik hun nok saa djervt hen til ham og bad for Guds Skyld, at man ikke vilde brænde hendes Datters Gaard, da hun havde vovet alene at forblive ved Huset. Kongen lovede strax at skaane Gaarden, og gav hende en Sikkerhedsvagt, bestaaende af en Gjest og tre Mand, fordi hun, som han sagde, var den eneste af alle Vermelændingerne, der havde villet bede ham om Naade; han lagde til, at flere Bygder vilde have været skaanede, hvis Indbyggerne havde gjort som hende. Siden blev det meldt Kongen, at Vermelændingerne havde fældet Træer i Vejen for ham ikke langt fra Nykirke. Han sendte strax 120 Ryttere og Bueskytter derhen; disse forefandt kun nogle faa Folk ved Broten, som strax toge Flugten. De fældede Træer bleve hugne over med Boløxer og Vejen saaledes gjort nogenlunde fremkommelig. Kongen lod imidlertid holde nøje Vagt, for at Fienden ikke skulde falde dem i Ryggen. De, som først reed gjennem Broten med Kongen, kom fort afsted, siden ledede Mandskabet i god Mag Hestene over. Men imidlertid var det blevet sagt de bagerste, at Kongen var i fuld Kamp med Vermelændingerne hiinsides Broten; de styrtede alle derhen for at komme ham til Hjelp, og med saadan Hast, at flere af Slæderne, ved at drages gjennem Broten, brødes sønder med et sterkt Brag. Da Kongen og de, som vare om ham, hørte denne Tummel, troede de ligeledes at der var Ufred paa Ferde, og nær var man kommen til at hugge løs paa hinanden, da man endnu i Tide gjenkjendte hinanden og Ulykken forebyggedes. Kongen tog nu Vejen heelt ud til Arvika, hvor han og den Afdeling, der fulgte ham, ankom tidlig paa Aftenen. Her havde man atter Ulempe af blind Allarm. Kongen havde just klædt sig af, da Krigsluren lød, og det heed at Vermelændingerne havde angrebet Bagtroppen, der endnu befandt sig i Skoven. Kongen skyndte sig op, kastede sig paa sin Hest, og ilede med alle sine Folk tilbage til Skoven; men her kom Hæren dem imøde i nok saa god Ro, og havde ikke hørt det mindste til nogen Ufred. Denne Gang var det nær ved, at de, som havde udspredt munter, havde maattet bøde med Livet. Folket tog derpaa, som det var bestemt, Nattekvarteer i Boderne^[13]. Endnu før Dag indfandt der sig hos Kongen 6 Mænd fra Strandsbygden^[14], og bade ham om Naade. Han tilstod dem strax Fred og Forlig, og bød dem, til Kjendemerke for hans Folk paa de Gaarde, de skulde skaane, at rejse en lang Stang med en hvid Blæje fra her højeste Huus paa Gaarden. I denne Bygd var der kun 14 Gaarde, men flere Bønder gjorde det samme, og fik Grid, skjønt de neppe havde ansøgt derom i Forvejen, ligesom hine. Kongen fortsatte fremdeles sin Vandring længer ud i Vermeland, og fandt fremdeles Gaardene folketomme, hvorfor der blev brændt uden Barmhjertighed. Saaledes vedblev man, idet Hæren, som det synes, drog over Elgaafjorden til Glavsforsbygden^[15]. Her kom Egnens Bønder til Kongen paa Gaarden Knoll og bade ham om Naade, som de strax M, da Ribbungerne ej havde været paa denne Kant, og Bønderne saaledes egentlig intet havde forbrudt litt. men de maatte dog stille 8 Gisler til Pant paa sin fremtidige Rolighed. Længere ud i Landet trængte Haakon ikke frem, men begav sig for det første til den før omtalte Strandsbygd, der ligeledes var bleven skaanet^[16], og derfra tiltraadte han Morgenen efter Tilbagetoget til Norge, men ad en anden Vej, end den, ad hvilken han var kommen; han gik nemlig ikke tilbage til Eidskogen og Soløer, men i en Retning mere lige mod“Vest til Marker, for her at møde Høvdingerne fra søndre Viken. Hvad der saa snart bevægede ham til dette Tilbagetog, var maaskee deels Forsigtighed, idet han ansaa det for farligt at trænge for dybt ind i Fiendeland, deels ogsaa kun den Omstændighed, at han nu var kommen udenfor det Strøg, hvor Ribbungerne plejede at strejfe om, og saaledes intet mere her havde at gjøre. Men sandsynligt er det og, at han tog hans Raadgivere have fundet det betænkeligt, at man hverken havde seet noget til Ribbungerne eller til Arnbjørn Jonssøn, der skulde have mødt ham paa Eidskogen, thi deraf maatte man slutte, at denne maaskee havde med hele deres Magt at bestille, og at han i alle Fald neppe var sterk nok til at hindre dem fra at gjøre farlige Bevægelser i Kongens Ryg. Paa dette Tilbagetog blev der fremdeles herjet, da ingen kom for at bede om Naade. Toget gik fra Strand over Saurvik, hvor Kongen overnattede^[17], til Holmedalene, først den øvre eller østre^[18], siden den nedre eller vestre. I den trangeste Klev og Skovpasserne, der førte til østre Holmedal, maatte Nordmændene udholde en Fegtning med Indbyggerne, der havde samlet sig for at sperre dem Vejen, og ikke lode sig fordrive, førend Nordmændene sprang af Hestene og stormede lige ind i Skoven til dem. Dette kom dem dyrt at staa, thi deres Bygd blev til Straf behandlet med den yderste Haardhed, og brændt saa fuldstændigt, at der ej engang stod et Kot tilbage. Men den var ogsaa fremfor de andre opfyldte med Ribbunger, eller Tilhængere af Ribbungerne, saa at de fleste Bønder endog havde gaaet Sigurd til Haande. Denne haarde Fremfærd synes at have indjaget Indbyggerne i vestre Holmedal Skræk, thi de mødte ham paa Vejen derhen, med sine Prester i Spidsen og bade om Naade. Kongen blev som sædvanlig sit Løfte tro, øjeblikkelig at tilgive dem, der frivillig underkastede sig ham; han lod sit Mandskab blæse til Møde ude paa Isen^[19] og bekjendtgjorde her, at Bygden skulde skaanes, og at ingen under Livs eller Lemmers Fortabelse skulde understaa sig at bryde hans Bud. Natten tilbragte han hos en Prest der i Bygden, og havde det nok saa godt, undtagen, som der fortælles, at der intet andet var at drikke end Blande, da Øl ej fandtes, derimod var der Overflod paa Slagt, da Kvæget intetsteds var drevet bort. Morgenen efter (Tirsdag den 28de Januar), drog Kongen over Grændseskoven, kom atter paa norsk Grund ved Middagstid og naaede om Aftenen til Folkenberg^[20], hvor man kappedes om at skaffe ham alt, hvad han behøvede. Her skulde efter den tidligere gjorte Aftale Simon Kyr, Hallvard Bratte og de øvrige Høvdinger fra den sydlige Deel af Viken have stødt sammen med Kongen og forenet sine Tropper med hans. De vare ogsaa i Anmarsch, men vare blevne noget forsinkede, og Kongen oppebiede dem ikke, men ilede saa hurtigt han kunde, den ligeste og bedste Vej, ad Oslo til, sandsynligviis af samme Aarsag som ovenberørt, nemlig at han enten allerede havde faaet Efterretninger om Ribbungernes Bevægelser, eller kunde gjette sig til, at der var Fare paa Færde^[21].

1. Sagaen nævner ikke, hvor Æskil opholdt sig, men vi have allerede ved en tidligere Lejlighed seet Ljodhuus nævnt som hans Opholdssted ved Elven; at det var lige i Nærheden af Konghelle, er aabenbart.
2. Dette viser, at Kongen af Sverige paa denne Tid ikke kan have været langt borte, og sandsynligviis har opholdt sig etsteds i Gøtaland.
3. Julen sluttede med Affaredagen, den 8de Januar; tre Nætter derefter bliver saaledes 11te Januar.
4. Da Kongens Reise til Haugsvik (Drøbak) medtog tre Dage, maa han være kommen derhen Tirsdagen den Hue Januar; men da det maatte tage megen Tid, inden der kunde skaffes Heste for hele hans Følge, kom han neppe derfra førend Thorsdags Morgen. Thorsdags Nat og Fredags Nat skulde halt altsaa tilbringe i Oslo, men vi see, at han ej kom derfra førend Mandag den 20de. Sagaens Udtryk at Biskoppen „hverdagsligen“ sendte ham Mad, tyder ogsaa paa et Ophold af flere end to Nætter.
5. Denne Læsemaade er aabenbart rigtigere end Sandefjord, der findes i de fleste Haandskrifter.
6. Nymaanen var indtruffen 14de Januar, og den 21de var der saaledes omtrent 1ste Kvarter.
7. Sagaens Ord, at Kongen, efter at virke kommen til Nes, siden „um daginn eftir“ fortsatte Marschen til Straum, er af flere urigtigt blevet forklaret som „Dagen efter“ eller næste Dag, hvorved man kommer til kort med den følgende Dagsangivelse, ifølge hvilken Kongens følgende Dagmarscher vare fra Straum til Vinger, og fra Vinger til Eda, hvor det udtrykkeligt heder, at han ankom Fredag Aften den 24de Januar. Men „um daginn eftir“ betyder kun „sidenefter om Dagen“, og betegner altsaa den samme Dag. Det vilde og have været urimeligt, om han den Dag ikke var kommen længer end til Nes, der kun ligger noget over en Fjerdingvej fra Fyri. Man seer af hele Beretningen, at Kongens Dagsmarsch var to Mile eller noget derover; hvor den var noget kortere, nemlig fra Straum til Vinger, anmærkes dette udtrykkeligt.
8. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 109.
9. Vagternes Fordeling beskrives saaledes: Klemens af Holm stilledes omtrent ½ Miil derfra med 80 Mand til Hest, noget nærmere stilledes en Vagt af 30 Mand, og endnu noget nærmere, i ikke længere Afstand, end at man kunde see til Gaarden, stilledes 7 Mand.
10. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 111. De enkelte Troppeafdelingers Antal anføres noget forskjelligt i de forskjellige Haandskrifter af Sagaen, navnlig er det Haandskrift, som i Udgaven danner Texten, her som sædvanligt forvirret; vi have fulgt de bedste Læsemaader.
11. Det er de samme Søer, langs hvilke den nuværende Landevej gaar; den længste af dem er den sydligste, Aklangen.
12. Om Sælehuse, eller aabne Herberger, se ovenfor II. S. 605.
13. Her staar der i Sagaen: „fóru menn þá til búða sem ætlat var“. Ved búðir synes neppe Telte paa denne Tid af Aaret at have været meent, men snarere faste Skuur eller Markedsboder, der allerede stode paa Pladsen, og som man havde bestemt sig til at overnatte i (sem ætlat var); forklares Ordene saaledes, følger heraf igjen, at der allerede paa hiin Tid var en Markedsplas i eller ved Arvika.
14. Paa den vestlige Side af Elgaafjorden.
15. I Sagaen staar Glaðaþorp, Glaðaþors, hvilket sidste maa være Skrivfejl for Glaðafors.
16. Der staar i Sagaen, „at han om Natten var hos Bonden mils, hvor der var ubrændt“; men tidligere heder det, at den Bonde, der stod i Spidsen for hine sex fra Strandsbygden, der bade Kongen om Naade, hed Geir. Her skulde man formode, at Geir og Gils er den samme Mand, og at Navnet paa et af Stederne er fejlskreven, sandsynligviis det første, da Sine, Gisl, er et Navn, man snarere skulde vente at finde i Vermeland, end Geir. Paa dette Sted, hvor denne Mand boede, tilføjer Sagaen, laa efter Vermelændingernes Udsagn en hellig Mand ved Ravn Thorgeir begraven.
17. Dette „Saurvik ved Kjølen“ antager Munthe Muus Snorre III. S. 452) for nuværende Sulvik i Kjøla Sogn, Jøsse Herred, omtrent ½ Miil nord vestenfor Strand.
18. Den øvre eller østre Holmedal fører nu neppe dette Navn, men kan skjønnes at have indbefattet Jernskogs og Karlanda Sogne, der danne et Dalføre, der korresponderer med, men ej staar i umiddelbar Forbindelse med den vestre eller egentlige Holmedal. Den Vej, Kongen tog fra Saurvik, gik sandsynligviis langs Søen Renken over til Jernskogsboda.
19. Dette er sandsynligviis Isen paa en af Søerne ved Aamot.
20. Dette Folkenberg eller Folkisberg kunde efter Navnet enten være Kongens Fødested, eller Folkenberg i nuværende Rødenes Sogn paa Marker. Men da det i Sagaen udtrykkeligt heder, at det her omhandlede Folkenborg laa i „Aansmark“, kan det ej være hiint, der laa paa Heggen; man seer desuden, at Kongen her skulde have mødt Simon Rum og dette Møde skulde, som tidligere anført, finde Sted paa Marker. Altsaa maa her Folkenborg i Rødenes være meent. Navnet „Aansmark“ paa Bygden er ellers nu gaaet af Brug, da Bygden benævnes efter Gaarden, hvor Kirken ligger.
21. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 110–117. Da Sagaen her overalt antyder, hvor Kongen tog Natteleje uden, som det synes, at springe over nogen Dag, faar man ud, at Toget i Vermeland i det hele taget medtog kun ser Dage, nemlig 24de Januar fra Vinger til Eda, 25de Januar fra Eda til Arvika, 26de Januar fra Arvika til Glavsfors og tilbage til Strand; 27de Januar fra Strand til Saurvik, 28de Januar fra Saurvik til vestre Holmedal og 29de fra vestre Holmedal til Folkenberg. Dette passer godt med, at han, som det nedenfor vil sees, i Løbet af 30te Januar fik Efterretning om, at Ribbungerne den 24de og de nærmest paafølgende Dage havde været i Tunsberg og Omegn.