Det norske Folks Historie/4/110

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 664-670).

Norge var altsaa nu i Virkeligheden deelt i tvende særskilte Riger, nemlig Kongens, der indbefattede Viken, Oplandene og Gulathingslagen, paa Søndmøre nær, og Jarlens, der indbefattede Haalogaland, Thrøndelagen. Raumsdal og begge Mørerne; Forbindelsen imellem dem var temmelig løs, da Kongens Lenshøjhed over Jarlen ikke havde stort at betyde. Denne Deling stod ved Magt i over femten Aar, til lidet Gavn for Riget. Længere ud paa Høsten, da Kongen og Jarlen vare færdige med Forberedelserne til Rejsen og Anordningen af de nye Forhold, droge de hver til sit, Kongen til Viken, Jarlen til Throndhjem. Brylluppet mellem Kongen og Jomfru Margrete var nu bestemt til Vintren efter den, som nu forestod. Med Hensyn til Sigurd Ribbung havde det først været aftalt, at han skulde følge Kongen til Viken, men Jarlen havde ladet saa mange Ord falde for ham om det farlige og vovelige herved, at han betænkte sig, og foretrak at følge med Jarlen til Throndhjem. Kongen satte sig ikke derimod, men paalagde kun Jarlen, da de skiltes ad, at holde ham anstændigt, men derhos see til, at han ikke vakte nye Uroligheder, hvilket da Jarlen naturligviis lovede. Men vi ville snart see, at det er højst uvist, om han agtede at holde dette Løfte, og at han maaskee allerede nu spillede tinder .Dække med Sigurd, og med ham, ja maaskee endog med Biskop Nikolas, havde aftalt Planen til at skaffe Kongen Ulempe og svække hans Magt. Intet kunde dertil være ham belejligere end den nye Anordning af Landsdelingen. Frostathingslagen, der blev ham til Deel, havde ej alene været forskaanet for de mangeaarige Krige, hvoraf Viken havde været hjemsøgt og udpiint, men i Distriktet fandtes der neppe engang Elementer til nogen ny Borgerkrig, med mindre det skulde være til Bedste for ham selv, da han her var omringet af Venner og Frænder, hvorimod der i Viken maatte herske megen Gjæring og findes meget Brændstof, da Ribbunger-Høvdingernes nødtvungne Underkastelse ikke paa een Gang kunde udslette alle de Sympathier, som den østre Deel af Viken og Oplandene unegtelig maa have følt for dem, eller maaskee rettere den Mistillid og Uvilje, man der nærede mod Birkebeinerne. Hertil kom, at alene Biskop Nikolas’s Nærværelse i Viken maatte være en betænkelig Sag. Fortiden Krigens Plager havde ogsaa det Uheld rammet Viken, at Oslo, den vigtigste Stad, i dette Aar var lagt i Aske af en Ildebrand, der endog fortærede Kongsgaarden. Der kan ellers ingen Tvivl være øm, at Haakon og hans forstandige Raadgivere meget godt indsaa de Farer og Vanskeligheder, han gik i Møde ved at tage Viken for sin Deel, men at de paa den anden Side have anseet det betryggende, at Skule ikke havde noget med dette urolige Landskab at bestille, og saaledes hindredes fra selv at stifte noget Oprør der, saavel som at han saa meget som muligt fjernedes fra det farlige Naboskab med Danmark. Man skiltes vistnok paa begge Sider med Uvilje, Mistanke og fordulgte Planer i Hjertet, om end med Venskab og Høflighed paa Læberne. Kongen kom til Tunsberg første Adventssøndag, (3die December) og blev hjerteligt modtagen af alle; Biskop Nikolas var ogsaa tilstede, bød Kongen velkommen med største Blidhed, og gav ham mange Foræringer, hvorimod Kongen gav ham intet ringere end den nordre (eller vestre) Deel af Oslo Syssel til Len, og en Attensesse med fuldt Tilbehør. Biskoppen forblev hos Kongen, der agtede at tilbringe Julen og den øvrige Vinter i Tunsberg, indtil 22de December; da afsejlede han for at begive sig tilbage til Oslo, men fik Modvind, saa at han endnu den første Juledag ikke var kommen længer end til Lauvøerne ved Horten. Da Kongen borte dette, sendte han Provst Jofrey og Dagfinn Bonde til ham, for at indbyde ham til sig i Julen; Biskoppen takkede for Indbydelsen og sagde at han skulde benytte sig deraf, hvis han ikke fik god Vind førend Trediedag, men just da fik han Bør, og sejlede ind til Oslo, hvorfra han siden sendte Provst Ivar^[1] med mange fagre „Sendinger“ til Kongen. Saa venskabeligt gik det da til mellem Kongen og Biskoppen. Julen hengik i Rolighed; de, som denne Gang ophøjedes til Lendermands-Værdighed, vare de forhenværende Baglerhøvdinger Hallvard Bratte og Simon Kur. Henimod Paaske det følgende Aar (Paaske i 1224 faldt paa den 14de April) begav Kongen sig til Oslo, hvor Kongsgaarden endnu ikke var opbygget efter Branden, saa at han maatte opholde sig i en Privatmands Gaard. Strax efter hans Ankomst indtraf der Mænd, afsendte fra Chorsbrødrene i Nidaros og Jarlen med Breve og Melding om, at Erkebiskop Guthorm var død, og at de allerede havde valgt ham en Eftermand, nemlig Sigurd, Abbed i Tuterø, der just nu var udenlands, skjønt ikke for det Gode, da han, uvist af hvilken Grund, var suspenderet fra sit Embede, og appelleret, som det beder, det vil vel her sige indstevnet for Generalkapitlet i Citeaux. Desto besynderligere var det, at Valget kunde falde paa ham, men det forklares noksom af, hvad der siden anføres om ham, „at han var ingen synderlig Ven af Kongen“. Thi han var saaledes en Mand, som netop faldt i Jarlens og Chorsbrødrenes Smag, og Omstændigheder, vi nu ikke kjende, maaskee kun indbyrdes Skinsyge, have vel hindret dem fra at vælge en af deres egen Midte. Da Guthorm allerede var død den 6te Februar, og Kongen ikke modtog hine Breve førend i Oslo, altsaa henimod Midten af April, er det tydeligt nok, at Jarlen og Brødrene med Flid have søgt at holde Kongen uvidende om det forefaldne, indtil de havde ordnet alt efter Ønske, thi en saa vigtig Begivenhed, som en Erkebiskops Død, burde dog med Rette ved et øjeblikkeligt afsendt Iilbud være bleven meldt Kongen, i Stedet for at han nu først fik den at vide efter to Maaneders Forløb. Og alligevel havde de, man kan næsten sige den Frækhed at anmode Kongen om at give sit Samtykke til Valget, og oven i Kjøbet at skrive til Paven for at anbefale det til Bekræftelse. Selv sendte Chorsbrødrene den for omtalte Peter af Husastad med Breve fra dem og Jarlen til Paven i samme Erende. Kongen tog, som venteligt var, ingen Notits af Anmodningen, men raadførte sig med Biskop Nikolas, der endnu fremdeles lod til at være Kongens Ven, og var enig med ham i at Sigurds Valg var uheldigt, deels af den oven anførte Grund, deels formedelst hans fiendtlige Sindelag mod Kongen, og endelig fordi han i det hele taget ikke var skikket til at bestyre et saa vigtigt Embede. Herom skreve de i Fællesskab et Brev til Paven, og bade ham at erklære Sigurds Valg ugyldigt, men derimod at udnævne Peter til Erkebiskop. Hvorledes Kongen kunde anbefale ham, der ved at paatage sig denne Sendelse havde viist, at han deelte Jarlens og Chorsbrødrenes Interesse, ligesom ogsaa disse ved afsende ham noksom lagde for Dagen at de regnede ham som en af deres visse Folk, kan neppe forklares paa anden Maade, end at Peter, der enten selv har været den, der overbragte Kongen Budskabet, eller strax efter rejste gjennem Oslo^[2], har, da han merkede at Kongen under ingen Omstændigheder vilde godkjende Sigurds Valg, og hans Medbrødre saaledes alligevel ikke kunde faa deres Vilje frem, benyttet sig af Lejligheden til at komme i hans Sted og anstillet sig venskabeligt sindet mod Kongen for at faa hans Anbefaling, ikke at tale om, hvad der kan have været hemmeligt forhandlet mellem ham og Biskop Nikolas. Peter, der maaskee er den samme „Peter, Erkebiskop Eriks Kapellan“ der i Erkebiskop Absalons Testament betænkes med en Gave^[3], og i saa Fald var opdragen i en god Skole for Fiendskab mod Sverres Æt, hørte paa fædrene Side til den højbyrdige men for Falskhed ilde berygtede Standhale-Æt, og var paa mødrene Side beslægtet med Erkebiskop Eystein^[4]. Da han skrives til Husastad, maa han have hørt hjemme paa eller ejet den store Gaard Husastad (nu Huusstad) paa Inderøen. Kongens og Biskoppens Anbefaling havde den tilbørlige Virkning, og Paven udnævnte ham til Erkebiskop, som det nedenfor vil sees^[5].

Som endnu et Tegn paa det venskabelige Forhold, der nu fandt Sted mellem Kongen og Biskop Nikolas, kan det anføres, at Kongen under dette sit Ophold i Oslo^[6], hævdede Kirkens Ejendomsret til det i hiin Tid store Djupviks Laxe-Fiske paa Modheim, der tidligere havde hørt under Kronen, men efterhaanden, som det synes allerede fra Harald Gilles Dage, var partviis bortskjenket til gejstlige Stiftelser, indtil det nu ganske var kommet under Kirken; navnlig havde Biskoppen selv en Sjettedeel, Klosteret paa Hovedøen og Olafsklostret i Tunsberg hver sin Trediedeel, Nonneklostret i Oslo en Tiendedeel, m. m^[7]., men Bønderne i Egnen, fornemmelig paa Eker, havde søgt at trænge sig ind i Brugsretten, eller at opføre andre Fisker i Nærheden, der formindskede Udbyttet af Hovedfisket, Kongen lod udgaa en Skrivelse til Bønderne paa Eker, maaskee ogsaa til dem paa Modheim, hvor han truede Enhver, der dristede sig til at gjøre saadanne Indgreb i Kirkens Rettigheder, med sin Vrede og haard Straf, enten paa Legeme eller Gods, „thi vi ville ikke taale af nogen som helst, høje eller lave, at de rane fra Gud og den hellige Kirke, af hvilken vi skulle nyde al vor Fremme og Oprejsning baade her og hisset“. Iver for Kirkens Opretholdelse og Velvilje mod dens Tjenere, for saa vidt de ikke anmassede sig mere end hvad der med Rette tilkom dem, og utilbørligt blandede sig i politiske Anliggender eller endog toge Parti med hans Fiender, udmerkede Kongen gjennem hele hans lange Regjeringstid. Med sand fyrstelig Gavmildhed byggede han Kirker, oprettede Hospitaler, stiftede Klostre, og sørgede paa enhver Viis, som den Tids Religionsformer og Begreber gave ved Haanden, for sand Christendoms Udbredelse, hvorfor det ogsaa – visselig med Rette – siges om ham, „at han lagde mere Vind paa at styrke Christendommen i Norge end nogen Konge for ham siden Olaf den hellige^[8]“. En saadan Konge maatte ret være den Deel af Gejstligheden kjærkommen, der meente det oprigtigt med sit Kald, og vi ville ogsaa i Tidens Løb see de mest vel sindede og nidkjære af Biskopperne at slutte sig med Hengivenhed til ham. Men dette kunde ej være Tilfældet med Nikolas, for hvem Kirkens Interesser vare en Bisag imod hans personlige Fordele og de mangehaande, idelig omskiftende, politiske Agitationer, der nu synes at være blevne ham til en ligesaa stor Nødvendighed, som Mad og Drikke og det daglige Livsophold.

Under dette sit Ophold i Oslo synes Kongen at have gjort Begyndelsen til de mange og store Bygningsarbejder, hvormed han forskjønnede Landets Byer, ved at lade Gjenopbyggelsen af den nedbrændte Kongsgaard sætte i Verk, uden al Tvivl efter en udvidet Plan og med større Soliditet end før. Det lader til, at den i Begyndelsen af 1228 var færdig, men at Kongen endnu ikke havde taget den i Brug: den har altsaa rimeligviis staaet under Bygning i henved fire Aar^[9]. Om den i Forbindelse med Kongsgaarden staaende Mariekirke ogsaa var nedbrændt, og gjenopførtes af Haakon, nævnes ikke; da den var før anseet og betydelig til simpelt hen at kunne regnes som nogen Deel af Kongsgaarden og indbegribes under denne, maa man antage at den har været forskaanet af Branden.

Kongen forblev temmelig længe i Oslo, og synes ikke at have begivet sig derfra, førend efter Pints (2den Juni). Trefoldigheds-Søndag (9de Juni) var han atter i Tunsberg, og gav da en Fest for sine Folk, hvor det nok gik højt til med Drik og anden Lystighed, thi Huuskarlene og Gjesterne, fortælles der, kom i et saa rasende Slagsmaal med hinanden, at fem Mand bleve dræbte, mange saarede, og Kongen selv kom i den yderste Fare, da han søgte at skille dem ad^[10]. Enten strax for eller strax efter synes han tilligemed Biskoppen at have besøgt Borgarthing, og i Forening med ham at have faaet den ovenfor omtalte, allerede paa Rigsmødet i Nidaros 1152 antagne, men, som man altsaa maa formode, hidtil ikke i Viken og Oplandene gjennemførte, Bestemmelse lovtagen^[11], hvorved det tillodes alle og enhver at skjenke Tiendedelen af arvet Land og Løsøre samt Fjerdedelen af selverhvervet Gods, helst til Kirker og gejstlige Stiftelser, men ogsaa til andre, Beslægtede eller Ubeslægtede, hvem man vilde, uden at Arvingerne kunde gjøre nogen Indsigelse derimod. Skjønt her ogsaa Frænder og Ubeslægtede nævnes, seer man dog, at Bestemmelsen egentlig sigtede til Kirkens Bedste, og derfor var den og ledsaget med Trusel af Pavens, Erkebiskoppens og alle Biskoppernes Ban for dem, der søgte at omstyrte den. Altsaa havde man her et nyt Beviis paa Haakons venlige Stemning mod Kirken. Merkeligt er det, at uagtet Bestemmelsen blev lovtagen paa Borgarthing, heder det dog at den skulde forbinde saavel Vikverjer som Oplændinger. Der maa altsaa paa dette Thing have været Nævningsmænd fra Oplandene tilstede, og dette synes igjen at vise, hvad ogsaa andre Omstændigheder bestyrke, at Borgarthinget, oprindelig kun Hyldningsthing, endnu ikke var blevet fast Lagthing, men at lejlighedsviis Eidsivathing ogsaa kunde holdes der, indtil det endelig blev sædvanligt, at Eidsivathing kun holdtes for Oplandene, Borgarthing for Viken.

1. Flatøbogen nævner „Gunnar“.
2. I Sagaen staar der først: „der kom Mænd nordenfra Jarlen og Chorsbrødrene med Breve, og meldte Guthorms Død“, siden: „at Peter af Husastad skulde være Biskop, hvilken da foor med Jarlens og Chorsbrødrenes Brev til Paven for at befordre Sigurds Sag.“ Disse tvende Steder, indbyrdes sammenholdte, synes nærmest at antyde, at Peter selv var en af hine „Mænd fra Chorsbrødrene og Jarlen“. – Erkebiskoppens Dødsdag anføres i det oftere omtalte islandske Nekrologium.
3. Se ovenf. S. 425, Anm.
4. Peter var, ifølge Fagrskinna 215, en Søn af Sigrid, Syster al Ulf Fly, og Sønnedatter af Brigida, Syster af Jon sterke paa Raasvoll, Erkebiskop Eysteins Farfader, se Slægttavlen No. 9 i foregaaende Bind. At han var al Standhale-Ætten, siges i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 142, se nedenfor. Maaskee han var en Søn af den ovenfor S. 4 omtalte Baard Standhale.
5. Haakon Haakonss. Saga Cap. 99, 100.
6. Brevet derom er aftrykt i Dipl. Norv. II. No. 5. Vel er det ikke dateret, men det er skrevet med selvsamme Haand, som et af Biskop Nikolas og Chorsbrødrene i Oslo udstedt Brev, aftrykt i Dipl. Norv. I. No. 7, samt meddeelt der i heelt Faksimile, hvorved de bevidne at en vis Uddard kjøbte af dem to Gaarde, som han øjeblikkelig skjenkede til Hovedø Kloster. Dette Brev er dateret i Biskopsgaarden den 12te Marts 1224, altsaa kun en Maaned før Kongens Ankomst; at Kongebrevet er skrevet med tamme Haand, viser altsaa, at det ej kan være skrevet af hans Sekretær, men derimod af Biskoppens, eller en blandt Chorsbrødrene, altsaa i Oslo; ligesom det med Hensyn til Tiden altid er sandsynligere, at begge Breves Affattelsesdag ligger ganske nær ved hinanden, end at de skulde være adskilte ved et længere Mellemrum, i hvilket Biskoppen kan have vexlet Skriver. Hertil kommer, at havde Brevet været udstedt ved Haakons tidligere Besøg i Oslo, vilde vel Jarlen have været Medudsteder, og at Nikolas døde næste klar efter i den sidste Tid at have staaet i et temmeligt spændt Forhold til Kongen, hvorimod Stemningen i April 1224 netop var saadan, som man kunde tænke sig gunstig for Erhvervelsen af et Brev som det omspurgte. Hvad hiint biskoppelige Brev angaar, er det ikke uden Interesse, blandt Medundertegnerne som Vidner at see Sira Ivar Gesling (Provsten) og Asbjørn Kop, der havde været og maaskee endnu var Sysselmand.
7. Eysteins Jordebog, fol. 112. b. 114. b. 144. b. Brev i den Samling, der 1622 fandtes paa Akershuus Slot.
8. Haakon Haakonss. Saga Cap. 333.
9. Haakon Haakonss. Saga, Cap. 160, jvfr. 333.
10. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 101.
11. Se ovenfor, 2den Deel, S. 870. Kardinal Nikolas’s Bestemmelse er, som her viist, allerede optagen i den ældre Frostathingslov III. 17, men Vedtagelsen paa Borgarthing danner et Slags egen Retterbod, aftrykt i N. gl. L. I. S. 447, 448. Der staar her, at Bestemmelsen blev vedtagen paa Borgarthing „med Kong Haakons og Biskop Nikolas’s Raad“, hvilket vel neppe kan betegne andet, end at de begge vare tilstede. For Resten er der den Besynderlighed herved at alle Afskrifter datere Vedtagelsen 1214, med det udtrykkelige Tillæg: „det Aar (eller „den Sommer“), da Danekongen var hærtagen“. Hvad det angivne Aarstal angaar, er det tydeligt nok, at der overalt er skrevet et „X“ for lidet, og at man skal læse „1224“, da Haakon ej var Konge i 1214. Men her indtræder endnu den Mislighed, at Kong Valdemar, som bekjendt, ej blev fangen i 1224, men 1223, og i 1223 kan Akten dog ej være udstedt, da Kong Haakon, som vi have seet, i hele dette Aar ej kom til Viken, førend i December Maaned, og da ikke længer end til Tunsberg, ligesom der og paa den Tid af Aaret ej kunde være Tale om at holde Borgarthing. Der kan altsaa ikke være Tale om noget andet Aar end 1224. Hvis man nu kunde antage at Thinget holdtes i de første Dage af Mai, og ikke, som det siden var sædvanligt, i Juni, passede Udtrykket „det Aar o. s. v.“ for saa vidt som Aaret efter Valdemars Tilfangetagelse da ikke var ganske omme. Men holdtes det virkeligt om Sommeren, hvad Udtrykkene i flere Haandskrifter antyde, da maatte man vel fortolke Ordene „var hertekinn“ ikke med „blev fangen“, men „var fangen.“ Thi at en Fejltagelse om Tiden for en saa vigtig Begivenhed skulde kunne begaaes i Viken, synes umuligt. Ellers er denne Datering efter Valdemars Fangenskab højst merkelig, og tyder maaskee hen paa det nærmere Forhold, hvori Viken under Erling Steinvegg havde staaet til Valdemar.