Det norske Folks Historie/4/109

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 652-664).

Til dette Mode indkaldtes altsaa baade de gejstlige og verdslige Høvdinger, saavel som Lagmændene og de bedste Bønder af hvert Fylke. Da der overalt i Riget nu herskede fuldkommen Fred, hindredes ingen af de tilsagte eller selvskrevne fra at møde, og Forsamlingen blev derfor usædvanlig fuldtallig og glimrende. Forstandige Mænd, siger den kun faa Decennier yngre Sagaskriver, have sagt, at aldrig var et bedre Udvalg af Mænd i deres Dage kommet sammen i Norge. Sagaen har opbevaret de fornemste Deeltageres Navne, som vi her ville meddele, da vi deraf faa den bedste Oversigt over det daværende Aristokratis Medlemmer. I Bergen vare allerede, da de andre indtraf, foruden Kongen selv følgende Høvdinger fra Byen og Gulathingslagen: af Gejstlige Biskop Haavard, Biskop Henrik fra Stavanger, Abbed Sigurd (i Munkeliv?); af Verdslige: Lendermændene Paal Flida og hans Søn Peter fra Giske; Brynjulf Knutssøn, Jon Staal paa Hval, Gaute paa Mel, og Ivar Nev, der ellers havde hjemme paa Haalogaland, men nu enten maa have faaet Syssel et Steds i Bergen, eller tilfældigviis opholdt sig der; fremdeles Lagmændene Dagfinn Bonde af den nordlige Deel, eller den egentlige Gulathingslag, og Aamunde Nemba af Ryfylke (med Agder). Ligeledes havde fra Skatlandene indfundet sig Biskop Sørkve fra Færøerne, den ovenfor (S. 459) omtalte Sveins Eftermand^[1], Jon Jarl af Orknøerne, saavel som Biskop Bjarne samme Steds fra, Erkediakon Nikolas^[2] og Gregorius Kik fra Hjaltland^[3], hvor den sidste synes at have været Sysselmand eller Befalingsmand; han borte egentlig hjemme paa Haalogaland, og var gift med Kong Sverres Datter Cecilia, Einar Kongsmaags Enke. Fra Thrøndelagen kom følgende gejstlige Herrer: Erkebiskoppen, saavel som Svein, Prior i Elgeseter, Abbed Aasgaut paa Munkholmen, Abbed Sigurd paa Tuterø, Chorsbrødrene Mester Bjarne og Peter paa Husestad (han blev siden Erkebiskop), samt Eystein Raadsmand (maaskee i Bakke Kloster), og følgende verdslige: Lendermændene Gregorius Jonssøn, Paal Vaageskalm, Aasulf Jarlsfrænde, der nu kaldes Aasulf paa Austraat, fordi han havde faaet denne store Gaard ved sit Giftermaal med Baugeid, eneste Datter og Arving af Jon paa Austraat; fremdeles Lagmændene Gunnar Grjonbak (i Thrøndelagen), Bjarne Mardssøn (paa Haalogaland) og Thorstein Aasmundssøn (i Jemteland?). Fra Viken og Oplandene kom foruden Skule Jarl selv Biskop Nikolas, Abbed Askatin i Hovedø-Kloster, Abbed Orm i St. Olafs Kloster i Tunsberg, Provst Ivar Gæsling i Oslo, Provst Jofrey i Tunsberg, Provst Aamunde fra Grenland, Provst Olaf fra Kongehelle,^[4] Erkediakonen fra Hamar Mester Thorleiv, sandsynligviis Chorsbroder samme Steds; Provst Baard til Gran paa Hadeland^[5] saavel som Lender- og Sysselmændene Arnbjørn Jonssøn, Lodin Gunnessøn, Lodin Baardssøn, Simon Kyr, Hallvard bratte, Gunnbjørn Jonsbroder, Kolbjørn raude, Harald Vesetessøn, Olaf Mook, Harald Stangarfylja, Thorgeir Biskopsmand, Haavard i Sundbu, Frederik Slafse, Eindride Bekil, Eiliv Keik, samt Lagmændene Saxe af Haug, for Hedemarken og den nordre Deel af Oplandene, Thore Gudmundssøn for den sydre Deel af Oplandene^[6], Eystein Roessøn (for Viken nordenfor Svinesund), og Thord Skolle (for Viken søndenfor Svinesund). Biskop Hallvard paa Hamar synes ej at have indfundet sig. Ved at nævne Arnbjørn Jonssøn, Lodin Gunnessøn, Lodin Paalssøn, Simon Kyr, de fire Lagmænd, Hallvard bratte, Gunnbjørn Jonsbroder, Kolbjørn raude og Harald Vesessøn tilføjer Sagaen, at de fleste blandt disse havde erklæret for Skule Jarl, og gjort ham viis paa, at han som Inges Broder var nærmest berettiget til Kongedømmet i Norge; men at dette i det mindste ikke gjelder Arnbjørn, begge Lodinerne, Simon Kur, Hallvard bratte og Gunnbjørn Jonsbroder, synes, af den Troskab, de stedse viste mod Kongen, at dømme, at være vist; og da ligeledes Lagmændene, som det vil sees, erklærede sig for Kongen, maa enten Sagaens Udtryk være unøjagtigt, eller de fleste af hine Mænd have faldt fra, da det kom til Stykket. Men over en saadan Tvetungethed var i det mindste Arnbjørn Jonssøn hævet. Svin Prætendenter indfandt sig, foruden Skule Jarl, ogsaa Sigurd Ribbung i hans Følge, saavel som hans Brodersøn Guthorm, hvorhos der kom Befuldmægtigede fra Junker Knut Haakonssøn i Gautland^[7].

Der holdtes nu først forberedende Møder mellem Høvdingerne, stundom flere, stundom færre tilsammen; ved denne Lejlighed havde Kongen med lig, foruden Lendermændene, disse fire Mænd, der alle synes at have været gejstlige: Martin af Kinnsarvik (sandsynligviis den forhen omtalte Martin Kongefrænde), Sigurd af Onarheim (den samme, der holdt Aabningstalen ved Hyldingsthinget 1217), Askell Kapellan (der tre Aar senere blev Biskop i Stavanger), og Ivar Bodde, hvilken Kongen altsaa nu atter havde taget i sin Tjeneste, eller som maaskee uopfordret havde tilbudt Kongen sin Tjeneste paa ny, da der ikke længer var Tale om noget fortroligere Forhold mellem Kongen og Jarlen. Da de forberedende Møder vare afholdte, lod Kongen ved de sidst nævnte fire Raadgivere Erkebiskoppen indbyde til et almindeligt Møde i Træhallen i Kongsgaarden, hvor alle Høvdinger, Lendermænd og Lagmænd skulde indfinde sig. Dette Møde holdtes Søndagen den 20de August. Da alle vare forsamlede og komne til Sæde, aabnede Kongen selv Forhandlingerne med følgende Ord: „Hr. Erkebiskop! det er eder, saavel som de øvrige Biskopper og de fleste her forsamlede gode Mænd bekjendt, at der findes flere, som gjøre Fordring paa Norges Rige, skjønt jeg troede at det var min Fædrenearv, og at jeg var sand Odelsmand dertil. Da nu dette Møde i denne Anledning er foranstaltet, og de bedste Mænd i Landet dertil indkaldte, tilkommer det eder, Herre, at ytre eder om denne Sag paa en Maade, der baade kunde være til Landets Gavn, og til Sandhedens Fremme efter Ret og Billighed, da I er baade af Gud og Mennesker indsat til Høvding og forpligtet til at gjøre Jevnet og Fyldest imellem alle Folk. Forkynder derfor hvad I vide at være Sandhed, uden Frygt for nogen, hvad enten det er ham til Behag eller Mishag. I veed, hvilke Fordringer enhver har opstillet.“ Erkebiskoppen svarede hertil: „Det er vist og sandt, Herre Konge, at vi ere forpligtede til at skifte Ret mellem alle Mennesker, men kun for saa vidt som vi ere i Stand dertil, hvilket Gud give vi maatte være. Vi have hørt flere Mænds Fordringer paa Norges Krone, og kjende de Grunde, som de fleste af dem opstille; vi ville gjerne give den Erklæring derom, som Gud tilsiger os, men ønskede dog først at høre de her tilstedeværende gode Mænds Raad. Vi bede og byde derfor paa Guds Vegne, at alle udsige herom, hvad de vide at være sande-fl for Gud og Mennesker. Der sidder nu for det første I, Kong Haakon, allerede i Besiddelse af Riget; alle eders Venner sige at I er Arving til Norges Rige efter eders Fader og alle eders Forfædre; over dette Rige har Mand hersket efter Mand, uden at noget Kvindeled er kommet imellem, og jeg venter derfor at de fleste erklære eders Paastand for den rette. Skule Jarl er kommen østenfra med mange gode Mænd, og paastaar at være sin Broder, Kong Inges, Arving, hvilket vi ogsaa have hørt mange sande med ham. Her er derhos Guthorm, Kong Inges Søn, og gjør ligeledes Fordring paa Norge efter sin Fader; fremdeles er her, i Jarlens Følge, Sigurd Ribbung, Erling Steinveggs Søn, og mener at være arveberettiget til Norge efter Kong Magnus, hvis Sønnesøn han paastaar at være; og endelig er der kommet Mænd fra Junker Knut øster i Gautland, der paaberaabe sig til hans Fordeel, hvad der og, som vi vide, virkelig forholder sig saaledes, at han i Følge Overeenskomsten paa Ørething skal være egtefød Arving baade efter Haakon Jarl og Kong Inge; thi det i den Anledning oprettede Dokument er her tilstede, forsynet med de fyrstelige Brødres saavel som Erkebiskop Thores og de øvrige Biskoppers Segl, og erklærer udtrykkeligt, at hvis en af dem efterlod nogen egtefød Søn, den anden ikke, skulde hiin tage Arv efter dem begge. Skjønt vi nu allerede have opgjort vor Mening, og vide hvem vi ville erklære os for, ønske vi dog at høre andres Mening herom, og opfordre derfor alle her tilstedeværende, saavel Lendermænd, som lærde og ulærde, til at ytre sig“. Skule Jarl tog strax Ordet og sagde: „det er ganske vist, Hr. Erkebiskop, at jeg er Kong Inges samfædre og egtefødde Broder, og derfor efter den hellige Kong Olafs Lov hans rette Arving.“ „Ja,“ svarede Kong Haakon, „I er vist Kong Inges Arving med Hensyn til alt hvad I med Rette arvede efter eders Fader, men ikke til Norges Rige, thi Kong Inge blev kun sat til at bevare mit Fædrenerige for mig^[8].“ „Nej,“ afbrød Jarlen, „jeg paastaar at være hans Arving til al den Ret, han havde.“ „Det vil nu vise sig, naar det i Dag ransages,“ sagde Kongen, „om han arvede Norge efter min Fader eller var sat til midlertidigt at forvalte Riget efter gode Mænds Foranstaltning“. Da Erkebiskoppen merkede, at dette kun vilde blive Mundhuggeri mellem Kongen og Jarlen, bad han dem holde op med slige Ord. De føjede sig derefter, og Forsamlingens Medlemmer kunde saaledes efter Opfordringen faa Ordet. Den, som først stod op og ytrede sig, var Lendermanden Jon Staal. „Da vi gamle Birkebeiner“, sagde han, „udgøde vort Blod og døjede saa meget Ondt med Kong Sverre, kunde det aldrig falde os ind, at Forhandlinger som disse skulde behøves, thi vi kæmpede alle sammen for at hævde ham og hans Æt hans retmæssige Fædrenearv. Men det er ikke saa underligt, om Skule Jarl fremkommer med en saadan Paastand, som den, vi nys have hørt, thi det er blevet mig sagt, at der her inde endog skulle findes de Lagmænd, der aabenbart have søgt at bevise for Jarlen, at han er arveberettiget til Norge efter Kong Inge. Hermed sigter jeg til eder, Aamunde Remba og Eystein Roessøn, der sidde hist henne paa Pallen“. Ved denne ligefremme Sigtelse sprang Aamunde Remba op og spurgte: „hvor var du vel, Jon Staal, da jeg sagde dette, saa at du hørte ret? eller nævn mig nogen anden, i hvis Paahør jeg sagde det!“ Eystein Roessøn rejste sig ligeledes og benegtede at have sagt noget saadant. Arnbjørn Jonssøn ytrede at hvis Lagmændene havde sagt dette eller noget lignende, maatte det mere have været i Drukkenskab eller af Letsindighed, end i Medhold af St. Olafs Lov, ja at de maaskee kunde have ladet-sig bestikke. Atter saa det ud til at Forhandlingerne vilde udarte til Mundhuggeri og Ukvemsord, da Kongen stod op og sagde: „paa denne Maade nytter det ikke at fare frem med Ransagningen, men vi ville først høre den Lagmand, der er beskikket over Thrøndelagen, hvilken Kongevalget med Rette tilkommer; han er derhos den ældste Lagmand i Landet, saasom han tiltraadte sit Embede i Kong Sverres og Erkebiskop Eysteins Dage, heller ikke har man hidtil fundet Svig, Falskhed eller Uretfærdighed hos ham, og derfor ansee alle ham for den viseste Mand i Landet. Altsaa, Gunnar Bonde, liden vi nu henskyde Sagen til dig, saa sig i alles Paahør, hvad du anseer rettest for Gud med Hensyn til vor Fordring paa Norges Krone!“ Gunnar Grjonbak tog seent til Orde, og talte saaledes: „I opfordrer mig, Hr. Konge, til at erklære for disse Høvdinger, hvo af eder der har Ret til Norges Krone. Det er en tung Byrde for et Kotkarls-Barn, at skifte en saa stor Magt, frakjende En og tilkjende en Anden den; jeg føler at det gaar mig, som jeg tror det i lignende Tilfælde vilde gaa de Fleste, at jeg gjør det skjelvende og ræd, thi da Kong Sverre overdrog mig dette Hverv, bød han mig skifte Ret mellem Kotkarle, ej mellem Høvdinger, aller mindst naar Vedkommende selv ere tilstede. For lidt siden hørte jeg Lagmændene benegte, hvad man beskyldte dem for: og da de fleste vige for Magten, vil heller ikke jeg overtage den Byrde paa egen Haand at afgjøre denne Sag. Eftersom altsaa vi Kotkarle-Sønner for det meste ere alt for ukyndige til at kunne have nogen Mening i saa vigtige Anliggender, og enkelte derhos maaskee noget partiske, ville vi heller lade Den sige frem, som baade ved hvad der er ret, og siger det Rette, hvo der saa hører derpaa, mægtig eller ringe, uden at frygte nogen Mishag. Dette er hverken mere eller mindre end Kong Olafs Lovbog, der efter hans Forordning blev given for hele Norge, og som alle Norges Konger, der hylde Sandhed og Retfærdighed, siden stedse have overholdt. Men naar jeg, saavidt jeg formaar, skal erklære hvad den siger mig, da siger jeg som saa, at Kong Haakon ene blandt alle de Mænd, der i Dag fremsætte deres Fordring, er berettiget til Riget. Ja, om endog baade Kong Inge og Haakon Jarl endnu i Dag sad her i deres fulde Magt, saa sagde jeg dog, at han var lovlig berettiget til at bestige Tronen, og til at fordre at hiin skulde forlade den, ligesom jeg og siger, at hverken Skule Jarl efter sin Broder Kong Inge, eller Junker Knut efter sin Fader Haakon, eller Guthorm efter sin Fader Kong Inge har mindste Fordring paa Norges Krone, saa længe Kong Haakon lever. For Erling Steinveggs Søn siger jeg ingen Lov, og kjender jeg ingen; ham faa Vikverjerne sige Lov, der gjorde ham og hans Fader til Konger, og formodentlig vide, hver han skal søge sin Fædrenearv. Mere veed jeg for dette Sinde ikke at anføre.“ Kongen opfordrede dernæst Dagfinn Bonde til at ytre sig om den samme Sag, i Egenskab af Gunnars nærmeste Nabo-Lagmand, nemlig for Gulathing. Dagfinn sagde: „Jeg kom ung til Kong Sverre, og deeltog i nogle Slag, navnlig disse tvende, i Florevaag med Øyeskeggerne og paa Jonsvollene med Baglerne; for han begyndte Striden, plejede han altid at bede saaledes: „Gud og den hellige Maria og den hellige Kong Olaf holde sin Haand over os, og give Gud mig saa sandt Sejr i Dag, som jeg har en retfærdig Sag at stride for og min Fædrenearv at værge, men mine Modstandere derimod have Uret“. Og det veed jeg, at han og hans Afkom ere lovlig berettigede til Kongedømmet, hvorfor jeg siger det at være Lov, saa sandt jeg vil ansvare det for Gud, at Kong Haakon er ret Arving til Norges Rige, men ingen af de andre, der nu gjøre Fordring derpaa. Til dette mit Lovsagn føjer jeg, at jeg, om det behøves, er rede til at kæmpe for ham og lade Livet for ham.“ Denne Tale blev af de fleste optagen med Bifald.

Derpaa henvendte Kongen sig til næste Lagmand, Aamunde Remba i Ryfylke, mod hvem Jon Staal og Arnbjørn Jonssøn havde fremført hiin graverende Beskyldning, og bad ham i denne Anledning at erklære sig og ytre hvad han fandt at være rettest for Gud. „Mange fagre Gaver,“ sagde Aamunde, „har jeg at takke Skule Jarl for, og ofte har jeg haft det saa godt hos ham, at jeg ikke engang kan beskrive det, men aldrig har jeg dog drukket mig saaledes fra Vid og Sands, at jeg har givet Manddom og Retfærdighed en god Dag. Thi det veed jeg sandt for Gud, at Kong Haakon er retmæssig Arving efter sin Fader, og fød og baaren til Norges Rige efter sine Forfædre; men en anden Sager, hvad jeg ofte har sagt, at Skule Jarl er ret og lovlig Arving efter sin Broder Kong Inge, og fød og baaren til al den Arv, denne fik med Rette. Her vil jeg dog nærmest henvende mig til nogle af eder, Biskopper, og af eder, Lendermænd; jeg opfordrer eder til at vedstaa den Tale, I have fort ganske aabenbart, naar vi sad alle tilsammen hos Jarlen og nøde godt, og fik herlige Gaver. Thi I, der rinde høje Titler med stor Myndighed, burde aller mindst unddrage eder for at tilstaa Sandheden, og I maa derfor bekjende, at I, oftere end jeg, og med flere Overtalelser end Aamunde Rembas Lovsagn, have opmuntret Jarlen til at gjøre Fordring paa Kronen, saa at Jarlen, hvis I havde raadet, for længe siden havde begyndt Ufred, som Gud i det længste forbyde mellem ham og Kongen. Mere veed jeg for Øjeblikket ikke at sige herom, men det vil jeg bede Gud om, at hver den, der har søgt, at stifte mere Ondt i denne Sag, end Aamunde Remba, maatte nu have et Horn i Hovedet i Stedet for en Biskops-Mitra.“^[9] Arnbjørn Jonssøn, der maaskee i sit forrige Udfald mod Lagmændene nærmest havde haft Aamunde Remba for Øje, og derfor vel ønskede at give sin gamle Vaabenbroder Eystein Roessøn Anledning til at rense seg fra Beskyldningen, sagde nu til ham: „Eystein, Fostbroder og Kammerat, vi ere jo begge fordums Beglinger og have længe været i Huus og Telt sammen; lad os nu fortælle, .hvad vi ofte have ytret for Jarlen.“ Eystein svarede: „jeg tvivler ikke paa, at mange af os have ytret for Jarlen, hvad nu flere fragaa, men det veed jeg med Vished, at jeg hverken ytrede for dig eller ham, at Kong Haakon ej skulde være berettiget til Norges Krone.“

Kongen opfordrede derpaa Thord Thordssøn Skolle, Lagmanden i Ranafylke, til at erklære hvad han holdt for Lov i denne Sag. „Jeg tør just ikke,“ sagde Thord, „paastaa at være saa særdeles kyndig i Loven, fordi jeg kaldes Lagmand^[10]; jeg har vel ofte skiftet Ret mellem Kotkarle, men forstaar mig lidet paa Kongers Anliggender, og troede aldrig det skulde blive min Lod at dømme mellem dem. Men min Fader Thord hed med Rette Lagmand, og han sagde til mig, at hans Fader igjen og alle hans Forfædre sagde, at alle Norges Mænd stedse skulde følge en Konges Søn, saa længe en saadan var til; de tilføjede ogsaa, at det aldrig gik dem godt, som stode ham imod.“ Man havde nu hørt en Lagmand fra Thrøndelagen, to fra Gulathingslagen og to fra Viken; Kongen anmodede derfor tilsidst de to Lagmænd fra Oplandene om at erklære sig. Saxe paa Haug^[11], til hvem han først henvendte sig, sagde: „Jeg var hos Kong Haakon, denne Konges Fader, og borte, da han var død, alle, baade Biskopperne og hele Almuen, otte, at de gjerne vilde tjene en Søn af ham, om en saadan var til; og jeg siger ikke andet at være Lov, end at han er arveberettiget til hele Norge efter sin Fader.“ Thore Lagmand sagde: „om jeg var saa uforstandig eller ilde sindet, at jeg vilde sige andet end disse Mænd have sagt, vilde mine Ord ikke blive agtede; men nu veed jeg med mig selv for Gad, at jeg aldrig til denne Dag har sagt andet, end hvad jeg nu her siger, som jeg vil forsvare det for Gud, nemlig at Kongedømmet over hele Norge med fuld Arveret tilkommer Kong Haakon; og jeg tilføjer den Opfordring, at alle vi Norges Mænd følge en Konge-Søn, saa længe en saadan er til, thi da gaar det godt med Norge, hvad Skjebne det end siden monne faa.“

Da Lagmændene saaledes havde erklæret sig– de to andre Lagmænd fra Frostathings-Lagen synes man ikke at have anseet det nødvendigt at høre efter at Gunnar Grjonbak havde sagt sin Mening – tog Erkebiskoppen atter Ordet og sluttede Forhandlingerne med følgende Kjendelse: „Vi have nu bort, hvad vore Lagmænd have sagt, og skjønt enhver af dem har ytret sig paa forskjellig have de dog alle været enige i eet Punkt, om hvis Rigtighed vi allerede før vare overbeviste, og som vi derfor gjerne tiltræde, af alle Nulevende er Kong Haakon alene lovlig arveberettiget til hele Norge efter sin Fader og titte Forfædre. Dog ville vi, at den Aftale og Bestemmelse, som tidligere har været oprettet mellem Kongen og Jarlen angaaende Landeskifte, fremdeles bliver staaende uforandret, thi det er mest betryggende for Freden, at de ere saa vel forligte indbindes som muligt. Derhos bede vi Kongen, at han sørger paa bedste Maade for sin Frænde Guthorm. Men om Sigurd Ribbung have vi intet at tale“. Efter Erkebiskoppen talte derpaa først Gunnar Grjonbak, derpaa Dagfinn, og opfordrede ligeledes Kongen og Jarlen til Forlig og Enighed. Dermed hævedes Sammenkomsten, og det vigtigste Spørgsmaal var nu afgjort. Jarlen synes ikke at have ytret andet, end de faa Ord, han talte i Begyndelsen, og man seer, at han, saa modbydeligt det end var ham, dog uden Modsigelse har fundet sig i den af Erkebiskoppen afsagte Kjendelse, der havde alt for stort Medhold i den almindelige Mening til at det for Øjeblikket kunde nytte ham at sætte sig op derimod. Men han rettede i dets Sted alle sine Bestræbelser paa at gjøre sig den engang sluttede Overeenskomst saa fordeelagtig som muligt, og derved lægge Grunden til en Magt, der med Tiden kunde gjøre det muligt for ham at forfølge sine ærgjerrige Planer, dem han aldrig nedlagde, med større Eftertryk. Denne Overeenskomst, saavel som de øvrige Anliggender, der ventelig stode i Forbindelse med hans officielle Nedlæggelse af Formynder-Hvervet, bleve ny i flere Dage Gjenstand for ivrige Forhandlinger mellem ham og Kongen. Forliget lød, som det oftere er nævnt, paa at Jarlen skulde have en Trediedeel af Landet, hvorved der, da det afsluttedes, ej sigtedes til nogen Deling i Rummet, men kun til en Trediedeel af de kongelige Indtægter, thi som Formynder deeltog Jarlen i Bestyrelsen, eller maaskee rettere, var den egentlige Bestyrer af det hele Land, saa at en Deling var ufornøden; itu derimod kunde den, efter de Tiders Begreber, ikke undgaaes. Vi have seet, hvorledes Jarlen allerede Høsten forud havde oppebaaret Leding, foruden af Viken og Oplandene, ogsaa af Agder, til Kongens store Misnøje; desuagtet fordrede han itu det samme, og paastod at den sydligste Trediedeel af Riget skulde regnes heelt til Aaen Sira Kongen indvendte derimod som før, at Trediedelen allerede var større end nogen Jarl hidtil havde haft den, om den kun gik fra Landsenden ved Gøtaelven og til Rygjarbit, men at han for Freds og godt Svogerskabs Skyld ikke bilde negte ham dette. Men Jarlen vilde ikke lade sig nøje dermed, og man skiltes fra hinanden uden at komme til nogen Enighed. Da gik Lendermændene Arnbjørn Jonssøn og Lodin Gunnessøn saavel som Sysselmændene fra Viken til Kongen, og bade ham, heller selv at tage det Søndenfjeldske, men derimod at lade Jarlen faa Thrøndelagen. Saameget foretrak nu Vikverjerne Kongen for Jarlen, skjønt de i Førstningen havde heldet mere til denne, og man skulde derfor endog tro, at denne under sit sidste Ophold i Viken havde lagt sig ud med Høvdingerne der. Ogsaa Biskop Nikolas forenede sine Bønner med disses, og lovede Kongen at han i alle Dele skulde være ham tro, baade lønligen og aabenbare. Kongen samtykkede, og tilbød Jarlen, at han som sin Trediedeel skulde tage hele det nordlige Norge indtil Søndmøre, altsaa nøjagtigt hvad der hørte til Frostathingslagen, dog vel ogsaa Jemteland heri indbefattet. Men Jarlen, der havde fundet Viken med Oplandene for lidet, var naturligviis end mindre tilfreds hermed, skjønt han for øvrigt intet kunde have mod Byttet i sig selv, hvorved han vilde komme til at herske i de Egne, hvor han havde sit egentlige Hjem og sine fleste Besiddelser. Men han fordrede som sin Trediedeel, foruden Frostathingslagen, ogsaa de tre nordlige Fylker af Gulathingslagen, nemlig Søndmøre, Fjordene og Sogn. Men derved, indvendte man, vilde han faa Halvdelen af Landet kun paa ti Skibreder nær^[12], og paa en saa overspændt Fordring kunde Kongen ikke gaa ind. Da foreslog Erkebiskoppen at lade Grændsen for Jarlens Deel blive den samme som mellem Nidaros og Bergens Biskopsdømme, eller med andre Ord, at Jarlen foruden Frostathingslagen ogsaa skulde faa Søndmøre. Hertil erklærede Kongen sig villig, og Jarlen samtykkede ligeledes deri, saa at omsider ogsaa denne vigtige Sag blev bragt paa det rene, og et Dokument derom affattet under Kongens, Erkebiskoppens, Jarlens og Lydbiskoppernes Segl. Det bestemtes her, at hvis Kongen hjemsøgtes af Ufred, skulde Jarlen være pligtig til at indfinde sig hos ham med sine Tropper, hvor som helst han bestemte, nord i Landet eller syd; dette viser altsaa, hvad der desuden faldt af sig selv, at Jarlen ikke fik hiint store Stykke af Riget til uafhængig Besiddelse, men kun til Len, skjønt han for øvrigt oppebar alle kongelige Indtægter deraf og sorte fuldstændig Regjering derover, uden at skylde Kongen nogen Skat eller Afgift.

Hermed slutter Sagaen sin mere end sædvanligt omstændelige Beretning om dette merkelige Rigsmøde^[13]. Men Beretningen kan i denne Skikkelse neppe være fuldstændig. Det heder udtrykkeligt, som ved alle slige Rigsmøder, at Høvdingerne og de bedste Bønder fra alle Landets Fylker vare tilstede, men den nævner dog intet om, at der foruden de egentlige Høvdinger var andre tilstede ved den Sammenkomst i Kongehallen, hvor Kongens Arveret blev gransket og godkjendt, end Lagmændene, hvis Erklæring det var nødvendigt at indhente, og denne Sammenkomst, hvor vigtig den var og hvor nøje den beskrives, kan saaledes dog kun have været forberedende. Vi savne Beretningen om et stort Hovedmøde, der i Lighed med, hvad der ved lignende Lejligheder tidligere fandt Sted, holdtes paa Christkirkegaarden, le-vor de i de forberedende Moder og Sammenkomster afgjorte Sager – i nærværende Tilfælde Kjendelsen om Kongens Eneberettigelse til Tronen, Delingen af Landet mellem ham og hans Overtagelse af Regjeringen som fuldmyndig, og maaskee mangt og meget andet, der i Sagaen forbigaaes, – blive højtideligt bekjendtgjorte og antagne, samt hvor Kongen i behørig Form forlenede Jarlen med hiin saakaldte Trediedeel, og denne derimod aflagde Kongen Troskabs-Ed som hans Vasall. Det er ogsaa klart, at Jon Jarl fra Orknøerne, naar han først havde anseet det nødvendigt at indfinde sig til Mødet og derved give sin Afhængighed tydeligt tilkjende – vi ville i det følgende see at hans mislige Forhold til sin skotske Lensherre gjorde det ønskeligt for ham at have Norges Konge til Ven – heller ikke har kunnet undlade, ved denne Lejlighed at sværge Haakon Troskabs-Ed, eller, hvis han allerede ved Mødet i 1218 havde aflagt den til Kongen og Jarlen under eet, nu at fornye den til Kongen alene. Man kan derfor vistnok antage som sikkert, at et saadant stort Slutningsmøde virkelig har været holdt, og at Sagaskriveren kun undlader at omtale det, fordi han ansaa det at falde af sig selv. Men under denne Forudsætning lære vi heraf, hvad der ogsaa i sig selv er det rimeligste, at paa slige Rigsmøder afgjordes alle vigtigere Sager i forberedende Sammenkomster af de forstandigste og mest anseede Mænd, blandt hvilke de fra Fylkene opnævnte Bønder ej vare, og saaledes heller ikke deeltoge i Debatterne, hvorimod de kun fremmødte til det almindelige Slutningsmøde, for her i Forening med de øvrige højtideligt og i Mængdens Paahør at bekræfte og vedtage de allerede fattede Beslutninger.

Biskopperne, Lendermændene og de øvrige Deputerede, der ikke hørte hjemme i Bergen, beredede sig nu til at drage hjem, medens Kongen og Jarlen hver for sig traf de i Anledning af Omflytningen nødvendige Foranstaltninger. Kongen lod de Sysselmænd nord i Landet, der vare ham hengivne og som han mest kunde stole paa, ombytte deres Sysler med Sysler i Viken, medens Jarlen ligeledes forflyttede sine Venner fra Viken til det nordlige Norge. Det lader derhos til, at de deelte Skibene mellem m, fremdeles, som man maa formode, i Forholdet af to til tre; navnlig tog Kongen Guldbringen, det største af dem og sendte det forud til Viken under Befaling af sin Morbroder Bjørn og en Olaf Ingassøn, der nu for første Gang nævnes, men siden oftere sees at være anvendt i vigtigere Hverv, og efter Navnet saavel som Fremtrædelsestiden at dømme sikkert var en Halvbroder af Kongen, fød af dennes Moder Inga i et efter hendes Ankomst til Nidaros indgaaet Egteskab med en Mand, hvis Navn Sagaen ikke har opbevaret, da Sønnen, som sædvanligt ved slige Lejligheder benævntes efter sin Moder^[14]. Endnu medens Kongen og Jarlen opholdt sig i Bergen, ja maaskee endog førend Rigsmødet var tilendebragt, døde Biskop Bjarne (15de September), maaskee i Munkeliv Kloster, til hvilket han skjenkede en ham i Søndfjord tilhørende Gaard, hvoraf man saaledes seer, at de fornemme Orknøboer ogsaa stundom ejede Jord i-Norge, ligesom norske Høvdinger omvendt oftere havde Besiddelser paa Orknøerne og Hjaltland^[15]. Bjarne var, som vi allerede ovenfor have omtalt, en af de bedste og mest anseede Skalde paa sin Tid, hvilket var saameget merkeligere, som han ej var Islænding og neppe engang havde været raa Island, til hvilket Udøvelsen af den egentlige gamle Skaldekunst ellers lige fra det foregaaende Aarhundredes Slutning synes at have indskrænket sig, medens derimod den i det sydligere Norden brugelige Kæmpevise-Digtning lader til at være bleven den mest yndede, ogsaa i Norge og Skatlandene. Til Bjarnes Eftermand valgtes en Jofrey, der efter Navnets Sjeldenhed at dømme kunde antages at være den ovenfor omtalte Provst Jofrey i Tunsberg, skjemt han rigtignok, som det strax nedenfor vil sees, nævnes endnu som Provst paa en Tid, da man maaskee kunde formode at han ellers i det mindste skulde have været kaldet „udvalgt Biskop“ eller „Biskopsevne^[16].“

1. Af Annalerne sees det, at denne Sørkve ikke indviedes førend i 1216, uagtet hans Formand Svein allerede var død 1212.
2. Denne Nikolas nævnes i Sagaen ikke mellem Jon Jarl, Bjarne Biskop og Gregorius Kik, men strax efter Biskop Sørkve, der igjen nævnes efter begge Biskopper i Bergen og Stavanger. Men da man af et Brev af 1226 (Dipl. Norv. I. 9) seer, at der paa den Tid var en Nikolas Erkediakon paa Hjaltland, og han og Biskop Sørkve stode i samme Kategori, som Skotlands Gejstlige, kan man neppe tvivle paa at det er den samme.
3. Saavel med Biskop Bjarne som med Gregorius Kik er der den besynderlige Omstændighed, at de islandske Annaler henfører deres Død til resp. 1222 og 1221, medens Sagaen omtaler dem begge som nærværende paa Mødet. At Sagaen i det mindste med Hensyn til Bjarne har Ret, kunde sluttes deraf at hans Efterfølger Jofrey, forsaavidt denne var den samme som Provst Jofrey i Tunsberg, omtales som tilstedeværende ved Mødet endnu i denne ringere Værdighed, medens han, hvis Bjarne var død 1222, i det mindste vilde være kaldet „Biskopsevne,“ om han ikke endog allerede var indviet: vi vide nemlig anden Steds fra, at Bjarne døde allerede 15de September. Kan der nu indtræde Fejl i Annalerne med Hensyn til Bjarnes Død, er det ikke mindre sandsynligt at en lignende Fejl kan være opstaaet ved Angivelsen af Gregorius Kiks Dødsaar. Gregorius omtales første Gang ved 1198 som en af de anseede Mænd paa Haalogaland, der sluttede sig til Baglerne, se ovenfor Side 327. Hans Navn anføres der i Sagaen saaledes, at man kunde falde paa at antage ham for en Broder af Ivar Nev og Søn af Halldor i Hjørleifsvik; dog er det snarere kun et tilfældigt Sammentref. For Resten vides det ej, af hvad Herkomst han var, dog synes han, af hans Giftermaal med Kongedatteren at slutte, at maatte have været af høj Æt. Dette Giftermaal omtales udtrykkeligt i Fagrskinna Cap. 215: „Kong Sverres Børn vare Kong Haakon, Sigurd Lavard, Christina, der blev gift med Kong Philip, og Cecilia, der først blev gift med Einar, siden med Gregorius Kik.“ Da Gregorius, som vi see, var fra Haalogaland, kunde ligeledes Sagaens „Gregorius Kik fra Hjaltland“ forekomme noget mistænkeligt, som om dette var Skrivfejl eller Læsefejl for „Haalogaland;“ men da han nævnes sammen med Jon Jarl og Biskop Bjarne, og ikke blandt Mændene fra Thrøndelagen, er Angivelsen dog vistnok rigtig, og man maa derfor slutte, at han efter sit Giftermaal med Cecilia (der blev Enke 1205) og Forliget til Hvitingsø 1208 er bleven indsat til Befalingsmand paa Hjaltland.
4. Denne Provst Ivar Gæsling (fra Sundbu i Gudbrandsdalen, Sønnesøn af den ovenfor Side 74 omtalte Lendermand Ivar Gæsling og Broder eller Brodersøn af den nedenfor i Fortegnelsen nævnte Haavard i Sundbu?) var sandsynligviis Provst i Oslo Provsti, Jofrey i Vestfoldens Provsti, Aamunde i Gerpins og Olaf i Ranafylkes Provsti, hvilket paa denne Tid maaskee ikke, som senere, var deelt i to, Ranarikes og Elvesyssels.
5. At han var Provst der, sees af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 138.
6. Eystein Roessøn sees, af hvad der nedenfor berettes, at have boet i eller ved Tunsberg.
7. Af Erkebiskoppens Ord i hans første Tale skulde det synes, som om der havde været endnu flere Prætendenter, men han nævner dog selv siden i sin Slutningskjendelse ikke flere end disse.
8. Det er allerede forhen berørt, at denne Paastand ikke bogstaveligt medfører Sandhed, da man nemlig ved Inges Ophøjelse paa Tronen endnu ikke vidste at Haakon Haakonssøn eller overhoved nogen Søn af Haakon Sverressøn var til. Men han havde for saa vidt Ret, som Inge kun var valgt under den Forudsætning, at en saadan Søn ikke fandtes, og at Valget maaskee vilde have været anseet ugyldigt, umiddelbart ved Haakons Fremtræden, hvis denne da havde været myndig.
9. Det er, som bekjendt, det latinsk-kirkelige Navn paa de kløftede Biskopshuer, der i vore Sagaer oftere sammenlignes med Horn.
10. Det er tydeligt nok at skjønne, at disse Ytringer, saavel af Thord, som tidligere af Gunnar Grjonbak, om deres foregivne Mangel paa Indsigter, kun var et Slags konventionelle Beskedenheds-Talemaader, som de fandt det nødvendigt at forudskikke.
11. Da der udtrykkeligt tilføies, at Saxe var fra Hedemarken, maa man formode at den her nævnte Gaard Haug er Haug i Stange Prestegjeld. Besynderligt er det dog, at i Biskop Ivars (udaterede) Brev i Dipl. Norv. II. 4 nævnes Thore Lagmand som den, der var med ham i Gudbrandsdalen, hvilket viser at Thore i det.mindste da var Lagmand i den nordre, ej, som Sagaen har det, i den søndre Deel. Men de kunne i Mellemtiden mellem Brevets Udstedelse og Modet i Bergen have byttet Lagsaga.
12. Denne Beregning svarer temmelig godt til den Angivelse af Skibrede-Antallet, som findes i Kong Magnus Haakonssøns Testamente af 1277 aftrykt i Thorkelin Dipl. II. Side 253. Thi Skibredernes Antal i Haalogaland, Naumdal, Thrøndelagen, Raumsdalen, begge Mørerne, Fjordene og Sogn angives her tilsammen til 152, i Hørdafylke, Ryfylke, Agder og Viken til 127; lægges nu hertil Gudbrandsdalen (med Østerdalen?) Hadafylke, Heinafylke og Raumafylke, der vel ikke vare inddeelte i Skibreder, men hvert især beregnes som jevngode med 10 Skibreder, altsaa tilsammen 40, faar man følgelig Kongens hele Andeel til at udgjøre 167, eller 15 flere end Jarlens. Da man nu ved Sammenligning mellem denne Skibrede-Angivelse og Skibetallet i ældre Gulathingslov Cap. 315 seer, at Skibredernes Antal ikke til enhver Tid var ganske det samme, bliver det nok saa rimeligt, at den omspurgte Differens i 1222 kun udgjorde 10; muligt og, at man maaskee kun havde beregnet Jemteland og Herdalen til fem Skibreder.
13. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 86–98.
14. At Inga, Haakons Moder, var gift, maa formodes deraf at hun nedenfor, hvor hendes Død omtales, kaldes „Fru Inga“, da hendes blotte Egenskab af Kongens Moder ej synes tilstrækkelig til at kunne skaffe hende denne Titel. Men hvem var hun gift med? Det skulde dog vel ikke have været Vegard Veradal, der ovenfor kaldes „Kongens Maag“?
15. Munkelivsbogen, S. 83. Gaarden, hvorom der her handles, var Høland i Dalsfjorden; der er og i Brevet en Disposition til Bedste for en Agnes, hvis Forhold til Bjarne ikke angives. Om de forskjellige Angivelser af Bjarnes Dødsaar er der ovenfor talt. Hans Dødsdag henføres i det oftere paaberaabte Nekrologium til 15de Septbr.
16. Jofrey var nemlig, som vi erfare, i Tunsberg endnu om Julen 1223, og kaldes kun Provst. Men herved er dog at merke, at Annalerne, der henføre Bjarnes Død til 1222, henføre Jofreys Indvielse til 1223, og heraf kunde man verre berettiget til at slutte, at dennes Valg og Indvielse foregik Aaret efter Bjarnes Død, følgelig i 1224, naar det erkjendes som det rette, at Bjarne døde 1223. Og med Meldingen af Bjarnes Død til Kapitlet i Kirkevaag og det nye Biskopsvalg der, kan der let have gaaet saa lang Tid hen, at Jofrey endnu ikke var valgt, eller i det mindste endnu ikke havde erfaret at han var valgt, ved Juletider 1223. Paa den anden Side kunde det nok tænkes, at der blandt Orknø:Kannikerne har været en Skotlænder ved Navn Joffrey, hvis Navn i den norske Udtale opfattedes som Jofrey. Jvfr. ovenfor S. 653.