Det norske Folks Historie/4/103

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 624-632).

Om Vaaren, henimod Fasten (24de Februar 1220) kom der Bud fra Viken, at Ribbungernes Flok fremdeles tiltog, og gjorde megen Skade. Nu havde ogsaa, hvad man nok kunde forudsee, Slittungerne forenet sig med dem, og Bene havde ved denne Lejlighed maattet finde sig i at stige ned fra sin selvtagne fyrstelige Værdighed, og tage til Takke med en Troppehøvdings Stilling i Ribbungernes Hær, thi større Værdighed vilde Sigurd ikke tilstaa ham^[1]. Det blev nu bestemt, at Jarlen skulde drage nord til Throndhjem, før der at samle Folk, og siden over Dovrefjeld og Oplandene begive sig til Viken, medens Kongen skulde tage Søvejen derhen med Flaaden. Da Jarlen kom til Throndhjem, stevnede han Lendermændene til sig, navnlig Gregorius Jonssøn, Paal Vaagaskalm og Peter Paalssøn fra Giske^[2]. Han fik en betydelig Styrke samlet, med hvilken han saa hurtigt som muligt begav sig over Fjeldet. Paa Hamar, hvor han holdt Rast, indfandt alle Sysselmændene fra Oplandene sig hos ham; her blev det ham meldt, at Ribbungerne nys forud havde været i Oslo og taget tvende Biskoppen tilhørende Skibe, samt at de fra alle Kanter samlede Fartøjer og beredte sig til at drage til Tunsberg og angribe Arnbjørn Jonssøn med de øvrige Lendermænd, der havde kastet sig ind i Befæstningen paa Slotsberget. Denne Efterretning bevægede Jarlen til strax at bryde op i Følge med Sysselmændene, for snarest muligt at komme til Oslo. Arnbjørn og hans Kolleger havde imidlertid ej været ledige, men samlet Folk og nogle Skibe, rigtignok kun smaa, for, om muligt, at forekomme Ribbungerne og angribe dem, inden de kom over Fjorden. Ribbungerne laa allerede ved Varna, og Lendermændenes Flaade roede just ud af Skeljasteinssundet^[3], da der kom en Byrding sejlende ind imod dem, og underrettede Arnbjørn, der selv roede den i Møde paa en Baad, at Kong Haakon var kommen nordenfra med mange Skibe og laa i Grindholmesund (Vrængen). Da blev der en almindelig Glæde blandt Lendermændene, de vendte strax om, og stevnede forbi Smjørberg ud ad Tunsbergfjorden til Sundet, hvor de forenede deres Styrke med Kongens, og underrettede ham om, hvor Ribbungerne laa og hvad de havde i Sinde.

Haakon var efter Aftalen til den bestemte Tid om Sommeren dragen fra Bergen med en betydelig Styrke. Blandt andre Høvdinger vare hans trofaste Venner og Raadgivere Gaut Jonssøn, Jon Staal og Dagfinn Bonde med. Da de vikske Høvdinger meldte ham, at Ribbungerne vare saa nær, lod han strax blæse til Opbrud; Skibene bleve gjorte klare til Kamp og Tjeldene tagne ned, medens Flaaden styrede ud gjennem Sundet. Det var allerede Aften, men Gaut Jonssøn saavel som Dagfinn vilde, at man ikke des mindre skulde ro ind ad Fjorden om Natten; Arnbjørn og Vikværingerne fandt det dog raadeligere, ikke at vove sig i Fiendens Nærhed førend ved Dagslys, og man lagde derfor bi ved Jarlsø (Jersø). Allerede i den første Deel af Natten kom en Skude østenfra, paa hvilken nogle af Hallvard Brattes Trop befandt sig; de meldte at de selv havde været forfulgte af Ribbungerne, der nu laa ude ved Rugø^[4], lige sover for dem, med ikke færre end 40 Skive, (skjønt ikke store) og at man maaske endnu samme Nat kunde vente dem over paa den anden Side, da de ikke havde mindste Rus om Kongens Ankomst, men derimod havde hørt at Lendermændene kun havde faa og smaa Fartøjer, saa at de uden synderlig Vanskelighed vilde kunde gjøre det af med dem. Da blev Mandskabet beordret i Land, og Dagfinn bekjendtgjorde den Befaling i Kongens Navn at alle og enhver skulde den Nat ligge fuldt udrustet og uden Tjeld, da man hvert Øjeblik kunde vente sig Besøg af Ribbungerne. Lodin Gunnessøn blev udsendt med tre Skuder, for at speide efter Ribbungernes Bevægelser. Mandskabet vaagnede noget før Dag, da det endnu var noget koldt, og gjorde sig strax færdigt til den nær forestaaende .Kamp. I Lysningen kom Lodin tilbage med en af Ribbungernes Skuder, som han havde faaet fat paa, og Mandskabet paa denne, der nu maatte fortælle, hvad de vidste om Ribbungernes Planer, sagde at Ribbungerne havde hørt, at Jarlen skulde være kommen til Oslo med en stor Hær, hvorfor de ikke for det første vovede sig der ind, men heller vilde vende sig mod Lendermændene ved Tunsberg, der kun skulde have liden Styrke; siden, naar de havde faaet Bugt med dem, vilde de drage mod Jarlen. Kongen lod nu holde Krigsraad, og det blev bestemt, at Smaaskibene i Flaaden skulde ro først, men Langskibene bag efter med Masterne staaende, ej, som sædvanligt paa Langskibe under Roning, nedtagne, thi Ribbungerne vilde da upaatvivleligt antage hele den Flok Skibe, der nærmede sig, for Smaaskibe og Byrdinger. I denne Orden roede man nu af alle Kræfter ud paa Fjorden. Man var ikke kommen langt forbi Smaaøerne (Ormø, Tørfest og Thorgeirsø) førend man saa Ribbungerne komme østen fra imod dem. Det var smukt Vejr og ganske stille. De store Skibe, hvor der var to Mand om hver Aare, halede snart alt for meget ind paa Skuderne, der skulde ro forud. Kongen, hvis Skib, skjønt det største i Flaaden, dog var et af de hurtigste, sendte derfor en af sine Mænd, Sigurd Skjaalge^[5], forud i en Baad, og lod Mandskabet paa Skuderne hilse at de gamle Birkebeiner ikke plejede at ro saa daarligt, naar det gjaldt en saa vigtig Sag. Da gik det raskere. Ribbungerne troede virkelig, at det kun var Byrdinger og andre Handelsskibe, der kom sejlende, indtil de hilsedes med en Pileregn fra Smaaskuderne, og øjnede de forgyldte Vindfløje paa Langskibene; da skjønnede de at der var Ugler i Mosen, og drejede af ind ad Fjorden. Kongen forfulgte dem, og søgte at komme forbi dem og afskære dem Vejen; saaledes ligesom kaproede man paa begge Sider et Par Miles Vej, indtil forbi Bastø^[6]; da havde endelig Kongen faaet Forspringet, og Ribbungerne havde nu ingen anden Udvej end at styre lige til nærmeste Land, nemlig sydligst paa Jalund (Jæløen), inde i Verlebugten hvor de lagde til, hugg Brandene^[7] af, og sprang i Land, ladende Skibene i Stikken med alt hvad der var ombord. Birkebeinerne sprang i Land efter dem, og forfulgte dem et Stykke, men standsedes af Mosse-Elven, hvor Ribbungerne allerede vare komne over og havde faaet Broen afkastet^[8]. De maatte derfor vende tilbage igjen uden at faa nogen af Ribbungerne selv i sin Magt, men de kunde trøste sig ved Erobringen af Skibene og det øvrige rige Bytte, som Krigsfolket deelte imellem sig.

Skule Jarl havde imidlertid i Oslo skaffet sig Skibe for at ile syd efter og komme.Lendermændene i Tunsberg til Hjelp, da han endnu ikke vidste noget om Kongens Ankomst. Han forlangte af Biskop Nikolas, at denne skulde laane ham Skibet Skeggen, men den besynderlige gamle Mand sagde nej, ja truede dem endog med Bansættelse, om de understode sig at tage St. Hallvards Skib. Da sagde Jarlen: „det er ikke længe liden at Sigurd Ribbung tog to af dine Skibe, og da satte du ham ikke i Ban, skjønt han farer med Ran og Rov i christent Land; bansætter du nu os, der ville frede Landet, og holde vor Ed, fordi vi tage dine Skibe til Landsens Værn, da vil det Ban komme dig og dine dyrt at staa.“ Da laante Biskoppen ham sine Skibe med alle Prydelser, som Hoveder og Vindfløje, og alt øvrigt Tilbehør. Gregorius Jonssøn tog ved denne Lejlighed Stokkebussen og Paal Vaagaskalm Haasaugebussen^[9]. Mandskabet tog ligeledes alle større Skibe, der fandtes i Byen, og viggyrdlede dem fra Stavn til Stavn. Derpaa roede man i flyvende Fart ud ad Fjorden. Da de kom ud til Jalund, løb en Bonde frem paa et Nes og raabte til dem, at just nu sloges Birkebeinerne med Ribbungerne ude paa Fjorden, og trængte vist til Hjelp, da de baade havde mindre og færre Skibe. Heller ikke han vidste noget om Kongens Ankomst. Da tog to Mand fat paa hver Aare, og der blev roet af alle Kræfter; det traf sig saaledes, at de kom forbi Stallen^[10] og ind i Verlebugten, just som Ribbungerne holdt paa at løbe i Land. Der blev nu et meget venskabeligt Møde mellem Kongen og Jarlen, og da de hørte at Ribbungerne havde taget Landvejen nordefter ad Follo til, og saaledes maaske kunde ville hjemsøge Oslo, sejlede de strax ind ad Fjorden, laa om Natten ved Haugsvik, og sejlede om Morgenen ind til Hovedøen, hvor Kongen og Jarlen bleve liggende med den største Deel af Flaaden, medens Paal Vaagaskalm, Aasolf Jarlsfrænde, Kolbein Ketteryg, Haakon Kaaviis og de fleste Sysselmænd fra Oplandene strax lagde ind til Byen. Om Aftenen fik Kongen Melding om at Ribbungerne virkelig kunde ventes til Byen om Natten, og sendte strax sin Luursvend ind til Byen for at blæse Signal til at alle Mand skulde forføje sig derfra. Men Krigsmændene vare rimeligviis allerede i fuld Lystighed og Svir, saa at de ikke gave stor Agt paa Allarmsignalet, men forbleve deels oppe i Byen, deels liggende ved Bryggen; kun nogle faa begave sig ombord paa Skibene og lagde dem ud for Anker. Om Morgenen i Dagningen kom ganske rigtigt Sigurd Ribbung med en Skare Folk, stormede ned ad Gaden, og ud paa Bryggerne, hvor nogle Birkebeiner, som stode der, bleve jagne i Vandet, andre saarede. De øvrige søgte strax at faa lagt Skibene ud, men inden de havde faaet dem fra Bryggen, vare mange blevne saarede. En af dem, der befandt sig oppe i Byen,var Haakon Kaaviis; han maatte skynde sig ned paa Bryggen og styrte sig i Vandet, men fik et Saar i Foden, inden man fik ham halet op i et Skib. En Deel andre sprang ligeledes i Vandet og maatte hales op. I alt dræbtes dog kun fire af Birkebeinerne, og Overfaldet havde i sig selv ikke stort at betyde, thi da Ribbungerne saa, at de Skibe, der laa længer ude, nærmede sig Bryggerne med hærklædt Mandskab, toge de Flugten opad Gaden og nord efter ud af Byen, forfulgte af Birkebeinerne. Imidlertid borte man ude ved Hovedøen, hvorledes der blæstes Allarm i Byen; alle Mand hærklædte sig derfor og roede strax ind. De største Skibe, Kongeskibet og Busserne, kunde ikke komme saa hurtigt afsted som de øvrige; da de nærmede sig Byen, saa man derfor Ribbungerne i fuld Flugt ud af Byen i nordlig Retning. Merkesmanden, Agmund, foreslog derfor, at siden der altsaa intet var udrette i Byen selv, burde man heller styre ind til Goljande^[11], gaa i Land der, og skynde sig øster over Akershagen til Frysja, for her at møde de Flygtende: da kunde man, om Gud vilde, vinde en god Fordeel. Kongen samtykkede heri, og raabte over til de nærmest liggende Skibe, at de skulde følge ham. Men en, som det synes, af Skibsstyrerne, ved Navn Barne-Peter, og de som vare tungest paa Foden, sagde at de ikke vare i Stand til at rende efter Vikingerne; en heel Deel erklærede sig enig med dem, og saaledes blev der intet af denne Plan, der maaskee havde bragt Sigurd Ribbung med hele hans Skare i Kongens Hænder, men alle Skibene lagde ind til Bryggerne, først Skuderne der tidligst vare komne afsted fra Hovedøen. Just som Mandskabet fra disse Skuder ilede op efter Byen, mødte de trende Skarer Ribbunger, der synes at være komne fra en anden Kant, siden de endnu ikke vidste noget om at Sigurd var jagen ud af Byen, og spurgte Birkebeinerne, hvor han var, i den Tanke, at dette var deres egne Kammerater. Da Birkebeinerne borte dem nævne Kong Sigurd, skjønnede de strax at det maatte være Ribbunger, og begyndte øjeblikkelig at hugge ind paa dem, disse flygtede strax af Vejen, deels nord efter Gaden, deels ud paa Agrene, og der faldt i Alt 80 af dem. Ribbungerne toge Vejen hen ad Vesten til, maaskee for at komme til Skogheimshered, hvor sandsynligviis mange af dem foruden Gudolf havde hjemme, og Birkebeinerne forfulgte dem lige til Aaen Fad (Lysaker-Elven); her skøde de en Stund paa hinanden, formodentlig ved Broen, hvorpaa Ribbungerne atter toge Flugten, og Birkebeinerne vendte tilbage til Oslo^[12]. Dette var alt, hvad der for denne Gang og ved dette Tog blev udrettet mod Ribbungerne. Ester at have sendt de oplandske Sysselmænd tilbage og maaskee gjort nogle smaa Forandringer i Syslernes Besættelse, forlode Kongen og Jarlen Oslo, for at vende tilbage til Bergen, uden at forfølge de nys vundne Fordele, hvilke desuden kun vare ubetydelige, og aabenbart ikke stod i mindste rimeligt Forhold til de store Udrustninger, man havde gjort. At man lod det bero derved, kom maaskee tildeels deraf, at Ledingstiden var ude, for saa vidt Ledingstropperne anvendtes, eller af de nordenfjeldske Sysselmænds Egenraadighed, men for en stor Deel maa det vel og forklares deraf, at Ribbungerne virkelig havde været mægtigere, end den Kongehuset hengivne Sagaforfatter udtrykkelig vil tilstaa. Man seer i det mindste ved at sammenholde flere Beretninger, at de havde saa godt som hele Ranafylke og største Delen af Borgesyssel og Raumarike inde, at selve Arnbjørn Jonssøn var fordreven fra sin Syssel østenfor Fjorden, ja at de endog den længste Tid holdt sig i Oslo-Hered og spillede Mester der, idet de efter ethvert uheldigt Sammenstød med Kongen eller Jarlen strax viste sig paa ny, tildeels endog i større Antal, og med forøgede Kræfter, saa snart hine vare borte^[13].

Under disse Omstændigheder var det vist heel ilde betænkt af Jarlen, da man var kommen til Haugsvik ved Follo, at ville tage Hevn over Landskabets Indbyggere, fordi de havde dræbt den forhadte Ragnvald Hallkellssøn. Om end en saadan Hevn efter den strenge Ret lod sig forsvare, synes det dog, som om man just nu og i disse Egne burde have ladet det være sig magtpaaliggende, ved Mildhed og Eftergivenhed at vinde Folket, i Stedet for med Haardhed saa godt som at tvinge dem til at tage Ribbungernes Parti. En anden Sag var det, om Foldungerne allerede havde gjort fælles Sag med Ribbungerne, men dertil findes ingen Spor. Det synes og, som om det ikke synderlig kunde vedkomme Skule at hevne Ragnvalds Drab, der var skeet førend Baglerne havde forenet sig med Birkebeinerne. Men rimeligviis har det vel især været Ragnvalds Farbroder, Gregorius Jonssøn, der drev paa denne Hevn som en Æressag, og Jarlen vilde vel gjerne for enhver Priis gjøre sig den mægtige Lendermand forbunden. Da Jarlen paa en Hirdstevne ved Haugsvik tilkjendegav sin Beslutning, erklærede Kongen, at han for sin Deel ingen Aarsag havde til at hevne Ragnvalds Død, hvis Frænder som oftest havde viist sig fiendtlige mod Kongehuset, men da Bønderne havde dræbt ham sagesløs, vilde han ej sige noget imod at man lod dem undgjelde derfor. Af disse Ord seer man, at Kongen just ikke syntes videre godt om Forslaget, men endnu ikke følte sig sterk nok til at ytre sig med Bestemthed lige over for Jarlen og Lendermændene. Jarlen og Gregorius begave sig da op i Bygden med en heel Deel Birkebeiner, og brændte vidt og bredt, uden at Bønderne engang forsøgte paa at sætte sig til Modværge^[14]. Da de vare færdige med dette Arbejde, vendte de tilbage-til Flaaden, som fortsatte Sejladsen syd til Jarlsø. Her gjorde Kongen og Jarlen da nødvendige Forberedelser til Bergensrejsen. Lodin Paalssøn blev tilbage som Befalingsmand paa Bjerget ved Tunsberg, og Guthorm Gunnessøn paa Grenland, men Sysselmændene øster ved Elven, Arnbjørn Jonssøn og Lodin Gunnessøn fulgte med Kongen til Bergen, formodentlig, som man maa antage, fordi Ribbungerne havde deres Sysler inde, saa at de ej kunde komme til dem^[15]. Paa Rejsen gik det, som sædvanligt i de Tider, alt for lystigt til med Drik og Sviir, og det havde nær bekommet dem ilde, da de en Aften skulde sejle ud fra Hornboresund, hvor Flaaden havde ligget et Par Dage. De fleste vare drukne; om Natten fik de en heftig Modvind med Regn, og da de om Morgenen saa sig nødte til at lægge ind i den første den bedste Havn, der siden viste sig at være Tregdefjord, vidste de i Førstningen ikke hvor de vare, og mange af Fartøjerne stødte paa, men vare dog saa heldige at slippe med at knække Roret. Siden var man vel forsigtigere, og kom uden videre Fataliteter til Bergen. Her havde Jarlers Frue indfundet sig med sin Datter, den tilkommende Dronning, og sine to Svigerinder, Fru Sigrid og Ingebjørg, Jarlens Systre, fordi den sidste skulde have Bryllup. I Sagaen staar der paa dette Sted, at hun skulde have Bryllup med Lodin Guunessøn^[16]. men flere Omstændigheder vise, at dette maa være en, nu uforklarlig, Fejltagelse, thi den Mand, hun egtede, var den mægtige oplandske Høvding Alf paa Thornberg, paa Ringerike, der saaledes med sin Slægt paa det nøjeste knyttedes til Jarlen. Brylluppet stod i Kongsgaarden. Fra dette Egteskab nedstammede i andet Led den mod Aarhundredets Slutning saa berømte Jarl Alf Erlingssøn paa Thornberg^[17].

1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 61.
2. Sandsynligviis har denne, hvis Fader endnu levede, haft Syssel etsteds i det Throndhjemske.
3. Heraf seer man, at dette Sund eller Trælen paa den Tid dog var farbar i det mindste for smaa Skibe.
4. Dette Navn udtales nu Rouø; Øen ligger, som bekjendt, strax vestenfor Ellinggaardskilen, ligeover for Jarlsø eller Jersø.
5. Denne Sigurd Skjaalge, Karl Svanges Broder, maa have været en anden end den, der faldt i Nidaros 1205, se ovenf.
6. Dette siges ikke udtrykkeligt, men kan tydeligt nok sees af Beretningen.
7. De forud fremlagte Bjelker, et Slags Spryd.
8. Elvens Navn angives ikke, men der kan kun være Tale om Mosse-Elven.
9. De her nævnte Skibe have vistnok Navn af de Steder, hvor de vare byggede, hiin i Stokke Sogn, denne ved Haasauge, nu Halsaa, ved Mandat. Det forstaar sig, at Jarlen selv tog Skeggen.
10. Nu Stolen, det sydøstligste Nes paa Jæløen.
11. Det er tydeligt nok af Sammenhængen, at Gyljande maa være Piperviken, der i ældre Tider gik noget længer op end nu, og at den Vej, Birkebeinerne skulde tage, maatte gaa i Dalføret til Pilestrædet og derfra over Akersgaden og Bergfjerdingen til Broen; men af Navnet Gyljande findes nu ingen Levning.
12. At Fad (Föð) maa være Lysaker-Elven, sees deels deraf, at der ej langt derfra ligger en Gaard ved Navn Faabro (Faðarbrú), deels ogsaa i Angivelsen i Jordebogen over Oslo Biskopsdømmes gejstlige Jordegods. „Ullaröyn vid Föð“ (fol. 131), hvilket maa være Ulleren, (ogsaa kaldet Ullarini), hvis Jorder dengang maaskee strakte sig til Elven. Om Ribbungerne end ikke fra først af agtede sig til Asker, er det dog heel begribeligt, at de, forfulgte af Birkebeinerne over Frysjebroen, maatte tage Flugten vesterud; og det maatte da ligge nærmest at ty hen til den Egn, hvor sandsynligviis mange af dem havde hjemme.
13. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 61–68.
14. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 70.
15. Her er Sagaens Text, som overhoved i dette Cap. (71) noget dunkel. Der staar: Loðinn Pálssunr var eftir á berginu, Guthormr Gunnasunr á Grœnlandi ok sýslumenn austr ved Elfina. Arnbjörn Jónssunr ok Loðinn Gunnasunr fóru norðr með konungi. Her kunne nemlig Ordene „ok sýslumenn o. s. v. henføres baade til det foregaaende og efterfølgende. I første Tilfælde bleve de tilbage (og saaledes er det taget i de hidtil udkomne Oversættelser), i sidste fulgte de med til Bergen. Det første synes dog at være det retteste, thi deels havde Ribbungerne, som man kan see, virkelig Overtaget.i Østre Viken, deels seer man at i det følgende saavel Hallvard bratte, der utrykkelig nævnes som en af Sysselmændene ved Elven, og „andre Vikverjer,“ omtales som opholdende sig hos Kongen i Bergen.
16. Endog Peder Claussøn har her „Lodin Gunnessøn“ sin i Oversættelse. Men det maa være urigtigt. Thi for det første staar der udtrykkeligt i Kong Guthorms Saga (Fornm. S. IX. 90): Baard Guthormssøn fik siden Ragnhild, Datter af den valderske Lendermand Erling paa Kviden, og havde med hende Sønnen Sigurd, Aasulf, Guthorm, Skule, og en Datter ved Navn Ingebjørg, der blev gift med Alf af Thornberg (Trondberg er kun Uagtsomhedsfejl) og havde med ham Sønnen Erling unge. For det andet finde vil Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 176 (ved 1233) Alf udtrykkelig kaldet Skules Maag; Erling Alfesøn kaldes af Kong Magnus Haakonssøn „vor Frænde“ (Brev af 1277 i Norges gml. Love Love II. 483) og Erlings Søn, Alf af Thornberg ligeledes udtrykkelig af Kong Erik Magnussøn „vor kjære Frænde“; Eriks Farmoder Margrete Skuledatter var nemlig Syskendebarn af Alfs Fader Erling. Derhos antyder Navnet Erling paa Alfs Søn en Opkaldelse efter Erling paa Kviden, Moderen Ingebjørgs Morfader. Vi finde ogsaa Alf den ældre og hans Broder Kolbein som ivrige Tilhængere af Jarlen. Derimod findes det ikke i mindste Maade antydet, at Lodin efter denne Tid skulde være kommen Jarlen nærmere end for; da Krigen udbrød mellem ham og Kongen, kæmpede Lodin ivrigt paa dennes Side. Man kan
17. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 71. Thornberg er det nuværende Thanberg paa Ringerike. I latinske Diplomer, udstedte af Alf Erlingssøn, kaldes det Mons Spinæ.