Det norske Folks Historie/4/102
Der indtraf imidlertid, man kan næsten sige heldigviis, Begivenheder, som tvang Jarlen til, hvad end hans Planer monne være, at slutte sig nøje til Kongen, og saa godt som mod sin Vilje at styrke hans Magt. Den samme Vinter, han og Kongen opholdt sig i Throndhjem, stiftedes der nemlig en ny Oprørsflok, der optog i sig den tidligere, og blev saa sterk, at den fuldkommen beskjeftigede de med de forhenværende Bagler forenede Birkebeiners Kræfter, medens den tillige saa eensidigt kæmpede for en egen Prætendents Interesse, at der i det mindste i Førstningen ej fra Jarlens Side kunde være Tanke om at vinde den for sig, saa at han altsaa maatte gjøre en Dyd af Nødvendigheden, og bekrige den, som om han var Kongens ivrigste Forsvarere. Sammenhængen dermed var følgende. Den forhenværende Baglerhøvding Gudolf af Blakkestad var, som vi have seet, af gyldig Grund forbigaaet ved den nye Besættelse af Syslerne i Oslo om Høsten 1218, og harmedes højligt derover, som rimeligt var, men holdt sig dog for det første rolig, idet han vel saa Tiden an, om maaskee Kongen eller Jarlen senere skulde betænke sig, og give ham Syssel. Men da den anden Vinter kom, og han endnu ingen Syssel havde faaet, besluttede han at stifte en Oprørsflok, og sendte i det Øjemed sin Søn, Eiliv Kruna, ledsaget af to andre Mænd, Erik Panne og Jon Raud, ned til Halland, for at opsøge den før omtalte Sigurd, Erling Steinveggs virkelige eller foregivne Søn, der fremdeles skulde opholde sig der, og tilbyde ham Norges Krone. De fandt ham ganske rigtigt; han lod sig ikke dette Tilbud gjøre to Gange, og stillede sig strax til deres Forføjning, medens de viste ham al kongelig Ære. Imidlertid samlede Gudolf i al Hemmelighed paalidelige Folk om sig paa Blakkestad i Skogheimshered, (Asker Sogn) og satte en mørk Nat over til Hovedøen, hvor Sysselmanden, Ivar Utvik, laa med nogle Skibe, uden at ane mindste Fare, og aller mindst af Gudolf, med hvem han, som vi have seet, for saa kort Tid siden havde indgaaet Broderskab. Det synes endog, som om han og hans Folk ikke engang have haft deres Vaaben hos sig, men kun haft dem nedpakkede i sine Kister. Det var derfor en let Sag for Gudolf at spille aldeles Mester, og nedsable mange af dem[1], medens de endnu laa i sin gode Ro. Ivar selv undkom med Nød og neppe paa en Baad; andre slap i Land, og frelste sig ved at ty ind i Klosterkirken, men Skibene, med alt Tilbehør og alle derpaa forvarede Vaaben, saavel som meget andet Løsøre, faldt i Gudolfs Hænder[2]. Saaledes havde han allerede gjort en god Fangst, og var paa god Vej til at faa en Flaade samlet, førend Oprøret endnu formeligt var erklæret. Med de erobrede Skibe styrede han rimeligviis strax sydover til det Sted, hvor han havde aftalt at møde sin Søn og den nye Prætendent, enten det nu var i Halland eller den sydlige Deel af Viken, og der samlede sig nu, fortaltes der, mange Folk til Sigurd, medens Gudolf var hans fornemste Raadgiver, altsaa med andre Ord den egentlige Hovedmand for Flokken. Som hans Merkesmand nævnes Erling Rumstav, en rask og dygtig Mand, som det nedenfor vil sees, og som andre Høvdinger eller Befalingsmænd for enkelte Skarer Sandulf Haukssøn, Thorleiv Brud, Erling Ring, Helge paa Solbjørg, Gaute Gottsmør, Gaase unden Fjeldet, Grimar svange. Siden kom ogsaa Gunnar Aasessøn til; han var, som det synes, fra Lider, Gudelfs Nabo og forrige Medsysselmand. Ligesom han, blev han ogsaa forbigaaet ved Sysseluddelingen, og slog sig af Forbitrelse til Kongens Fiender; og ingen, heder det, af hele Partiet gjorde mere Ondt end han. Denne Flok blev, uvist hvorfor, kaldet Ribbunger[3], og bestod ikke, som Slittungerne, af forløbet Pak, men af raske og vel udrustede Folk, fornemmelig, som man maa antage, de af de forrige menige Bagler, der ligesom Hovedmændene enten fra først af havde været misfornøjede med den nys indgaaede Forening, eller siden efter følte sig brøstholdne derved; og af flere senere forefaldne Omstændigheder, faar man desuden, om just ikke Vished, saa dog en sterk Mistanke om, at den i hemmelige Stemplinger utrættelige Biskop Nikolas ogsaa her har haft en Finger med i Spillet, ja maaskee, naar alt kommer til alt, har været den, der fra først af ophidsede Gudolf til at gjøre Oprørsforsøg, dog uden at stille sig selv for meget blot[4]. Ribbungernes Flaade forøgedes snart betydeligt, og det synes ej at have varet saa længe, førend de ganske fik Overtaget over de kongelige Befalingsmænd i Viken, og strejfede om efter Behag, medens disse havde nok med at forsvare sit Liv, og tilsidst kastede sig ind i Befæstningen paa Slotsbjerget ved Tunsberg. Oprørerne havde neppe kunnet gjøre saadan Fremgang, hvis Kongen og Jarlen i Tide vare komne deres Befalingsmænd i Viken til Hjelp, hvorom disse ved Breve og Sendebud paa det indstændigste anmodede dem. Men i Stedet for at komme til Viken bleve de hele Sommeren liggende i Bergen, hvorhen de om Vaaren havde begivet sig. Aarsagen var den, at Jarlen, som det nedenfor nærmere skal omtales, havde sat sig den æventyrlige Plan i Hovedet, at udruste en stor Flaade til Island. Der blev vel intet heraf, men imidlertid var den kostbare Tid gaaet hen; og da Kongen og Jarlen endelig kom afsted, for at staa de haardt betrængte vikske Høvdinger bi, var allerede Michelsmesse for Haanden. Den kongelige Flaade bestod af 30 større og mindre Skibe, og der var flere anseede Lendermænd med, som Jon Staal, Haalogalændingen Paal Vaagaskalm og Ivar Nev. Men man havde mange Vanskeligheder at kæmpe imod, og Toget synes i det Hele taget at have været daarligt anordnet og forhastet. Udenfor Jæderen fik man en heftig Storm, og derpaa saadan Modvind, at man i 14 Dage maatte blive liggende i Halmen Lykr ved Sokndalen[5]. Her slap Forraadet af baade Mad og Drikke op, saa at man maatte slagte Bøndernes Kvæg, og dette maatte nødvendigviis vække Misnøje blandt disse, medens Mandskabet paa sin Side klagede over den lange uvirksomme Henliggen. Tilsidst maatte man gribe til den Udvej, at Kongen vendte tilbage til Bergen med de større Skibe, medens Jarlen med de mindre fortsatte Rejsen til Viken, hvor han af alle Sysler skulde tage den hele Landskyld og Leding, og føre den til Bergen, for at man dermed kunde bestride Julekosten og Lønningerne til Hirden; om at bekæmpe Ribbungerne denne Høst synes det ikke engang at have været Tale. Paa Tilbagerejsen til Bergen led man den yderste Mangel paa Levnetsmidler, og ingensteds var noget at faa. Det eneste glædelige, som mødte Kongen, var, at han i Eikundasund traf Biskop Henrik, med hvem han talede mangt og meget, og som nu oprigtigt forsikrede Kongen om sit Venskab. „I maa vide, Herre,“ sagde han, „at I havde ingen virksommere Fiende af en liden Mand at være end jeg, men herefter skal ingen være eder en troere Ven blandt os Biskopper, hvor lidet end mit Navn vejer.“ Da Kongen kom til Bergen, kaldte han Dagfinn Bonde til sig, og overdrog ham at sørge for det nødvendige til Fortæringen i Julen. Det var en vanskelig Sag, thi alle Beholdninger vare tomme, og der maatte optages store Laan. Der blev ligeledes skrevet til Sysselmændene, at de skulde indsende deres Oppebørsler, men, siges der charakteristisk nok, „der kom ikke stort ud deraf, thi Sysselmændene vare ikke synderlig bange for Kongen, og naar han talte alvorligt til dem, sagde de at de havde anden nødvendig Brug for Pengene“. Imidlertid kom Jarlen, efter fremdeles at have kæmpet med Modvind, til Viken, og tog saa megen Leding og Landskyld, han kunde faa, men det synes ikke at have været stort, og heller ikke lader det til at han kom længer øster end til Tunsberg, rimeligviis fordi Ribbungerne havde hele Landet østenfor Fjorden inde. Fem Dage sør Juul forlod han atter Tunsberg, og kom efter ni Dages heldige Fart tilbage til Bergen. For Øjeblikket var nu Forstaaelsen mellem ham og Kongen saa god, som man kunde ønske sig. Allerede førend han kom til Bergen, havde han sendt Folk i Forvejen, for at melde at han snart var i Vente, og Kongen sendte ham strax Mænd imøde, for at indbyde ham til sig med alle hans Folk. Under hele Vintrens Løb synes der ikke at have indtraadt noget Brud paa dette venskabelige Forhold[6].
- ↑ Af disse nævnes en Smid Kipa og Hallvard Kurt.
- ↑ Dette fortælles i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 58, efter at Flokkens egentlige Fremtræden er omtalt i Cap. 57, saa at det ved første Øjekast kunde synes som om det skede, efter at Gudolf havde forenet sig med Sigurd. Men det er dog tydeligt at skjønne, at hvis Flokken først havde været stiftet og Oprøret erklæret, vilde deels Ivar Utvik have været paa sin Post, saa at Gudolf ej kunde have overrumplet ham, deels maatte Gudolf selv da rimeligviis have været længer borte, sydøstligt i Viken, hvorfra et uventet Overfald paa Skibe ved Hovedøen var umuligt. Det rimeligste nu simpleste er derimod, at Gudolf i al Stilhed har samlet Folk paa Blakkestad, og Smaafartøjer strax nedenfor i Fjorden, enten ved Krokholmen og Børsholmen indenfor Birkøen, eller i Ledangen, og at han derfra i Nattens Mørke har roet den halvanden Miils Vej til Hovedøen, for netop at benytte sig af Ivars Uvidenhed om alle nye Oprørsplaner til maaskee at fælde ham og i alle Fald skaffe sig Skibe at begynde med og til at hente Sigurd. Desuden begynder Cap. 58 med Ordene: „Noget før havde Ivar og Gudolf indgaaet Edbroderfkab“, og dette „noget før“ kan uden Tvang henføres til den hele Begivenhed.
- ↑ Om Oprindelsen til og Betydningen af dette Navn, giver Sagaen ingen Oplysning. Maaskee det simpelt hen betyder „Røvere“.
- ↑ Man iagttage blot, hvad der fortælles nedenfor, S. 627 (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 67), om Jarlens og Biskoppens Ordvexling, Skibene angaaende, og om hans Underhandlinger med Gudolfs Frille, saavel som endnu længer tiede, i 1225, om hans listige Fremgangsmaade mod Arnbjørn Jonssøn (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 118).
- ↑ Denne Havn antages af Munthe (Aalls Snorre III. S. 228 i Noten) for at være Løkevig i Soggendals Prestegjeld. Vist er det, at den maa være at søge et Stykke søndenfor Eikundasund eller Ekersund, siden Kongen paa Rejsen nordefter kom did.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 56–61.