Norge har som bekjendt ingen adel. Vi trøster os for denne mangel ved at si, at engang i tiden kunde den rigtignok gjort nytte, fordi den kanske vilde ha hindret danskerne i at reducere Norge til en provins, men nu kan vi saa inderlig godt undvære den. Vi er demokrater, og vi er stolte af at være demokrater. Jeg har en mistanke om, at de, som raaber sterkest op om denne demokratiske stolthed, ingenlunde er helt uberørte ved synet af adelig glans, naar de møder den paa nært hold. Og i vor kjære hovedstad findes der sikkert endel mennesker, saa skikkede for den hofluft, de nu en tid har maattet undvære, at de mangengang i stilhed har beklaget det flaaseri af fædrene i 1821. Lidt adelighed gjør sig nu engang godt ved et hof. Men hvem tør paastaa, at rognebærene ikke er sure!
Hvis en fremmed spurgte mig: «Om I ikke har en adel, har I dog en soeietet — et stiltiende forbund af dannede velhavere?» — ikke da engang vilde jeg være sikker paa, hvad jeg skulde svare. Ja, paa landet var der engang en societet, hver større bygd havde sin, i ethvert fald gjorde den et forsøg i den retning. For hundrede aar siden havde vi endog selskaber, som kunde ta det op med den almindelige societet i de øvrige europæiske lande: f. eks. det, der samledes paa Fladeby. Begrebet en selskabsmand var os dengang ikke helt fremmed. Bernt Anker var i ethvert fald en saadan, hvor slette de end var de vers, han reciterede, og hvor svulstige taler han holdt.
Men et organisk selvbevidst hele, som f. eks. det, vore større bønder danner hver i sin bygd, — hvor finder man dette i de klasser, der fortrinsvis gjør krav paa at kunne skabe en societet?
Før vore kommunikationer blev saa letvinte, — før vort aandsliv, fremfor alt gjennem politiken, tog en saa udpræget demokratisk retning og udviskede klassefornemmelserne, — før vore embedsmænd blev satte paa faste gager, — kunde nu og da velhavende embedsfamilier paa landet slutte sig saaledes sammen, at de med nogen ret betragtede sig som «stedets societet». En sorenskriver paa sportler, der tog ind sine 3—4000 speciedaler aarlig og kanske ovenikjøbet havde privatformue, kunde efter den tids forhold paa sin embedsgaard udvikle en smuk gjæstfrihed. Undertiden husedes virkelig i disse embedshjem mange interesser — ikke mindst kunstneriske — ligesom man ikke sjelden fulgte ganske godt med i fremmed aandsliv. Traf det sig saa, at der i nærheden — d. v. s. i 3—4 gamle norske mils omkreds — befandt sig endel familier paa nogenlunde samme dannelsestrin, i nogenlunde samme rangklasse og med indtægter, der ikke ganske udelukkede selskabelig revanche, — etableredes der gjerne en fast kreds. Rigtignok befandt en betydelig del af de norske embedsfamilier sig i de halvkummerlige vilkaar som familien paa Gilje, men naar man nu engang hørte til den faste embedsstok, gled man gjerne ind i kredsen.
Noget lignende ser man i enkelte byers kjøbmandsstand, særlig der, hvor der havde udviklet sig et større skibsrederi. Her dannede der sig let et pengearistokrati, som holdt sammen.
Som forholdene nu former sig, har samholdet inden embedsstanden paa landet løsnet. Dels er familierne gjerne af mere forskjellig oprindelse, end tidligere har været tilfældet, dels er indtægterne blit mindre i forhold til de nødvendige udgifter, saa en jevn selskabelighed er udelukket, dels er det blit almindeligt, at man, for at adsprede sig, med jernbane eller dampskib tar ind til «byen», hvilket ord paa Østlandet betyder Kristiania, paa Vestlandet Bergen.
Paa lignende maade er det gaaet med pengearistokratiet i de fleste mindre byer. Dog er det vel her, at man lettest træffer en sammenslutning af dannede og velhavende familier, der kan betegnes som «byens societet». I to byer er der endog god grund til at tale om en saadan: i Bergen og i Trondhjem. Her findes der en stok af familier med sikre traditioner, som — enten de omgaaes eller ei — betragter hinanden som hørende til samme selskab. Naar man hertil føier, at traditionerne i begge byer har en udpræget egenart, at en bergenser af god gammel bergensfamilie og en trønder af Trondhjems aristokrati har sine bestemte dyder og lyder, saa vil det indrømmes, at man har lov til at konstatere en bysocietet.
Men det er ikke det samme som en almindelig norsk societet. For den findes ikke.
Kristiania er at betragte som en mangefarvet nybyggerby. Den lille slump af oprindelige Kristianiafamilier forsvinder fuldstændigi den brogede mængde. Det maa saa være i en stad, hvis indbyggerantal paa et aarhundrede vokser fra 10 000 til en kvartmillion. Her gaar enhver sine veie. Der findes hofkliker, grossererkliker, kunstnerkliker, men ingen paagribelig societet. Dertil kommer, at restaurationslivet mere og mere faar overhaand over hjemmelivet. Udviklingen er i den sidste henseende i Kristiania gaaet i samme retning som i flere af de tyske storbyer.
Det er værd at regne med dette specielle norske fænomen. Det bidrager yderligere til at gi folket et demokratisk præg. Man arrangerer sin omgangskreds, eftersom det passer en. Det er hos os sjeldnere end i de fleste andre lande, at den sociale ambition gir sig latterlige udtryk. Og adgangen til dannede norske hjem er lettere end i Europa som helhed. Det kan være en fordel, eller det kan være en mangel. Men forholdet er der. I dette demokratiske land findes der ingen adel. Der findes neppe heller nogen societet.
Hvad der for vor kultur betinger megen inegalitet, men ogsaa gir plads for en betydelig selvstændighed og mangesidighed.