Den magt i vort land, som de forskjellige kulturretninger og partier, konservative og radikale, hedninger og kristne, frisindede og frihedsfiendtlige, bourgeoisiet og arbeidsklassen, kort sagt vi alle først og fremst maa regne med, som vi forsøger at veilede eller at vildlede, at tækkes eller at tøile, — er den norske bonde. Til ham har man friet nu i mer end to menneskealdre. Han har ogsaa lært at skjønne, hvad han er værd, og han har sat sine priser derefter. Med de to trediedele, som stortingets sammensætning gir landrepræsentationen, er han landets egentlige politiske herre. Naar han ikke har gjort sig endnu sterkere gjældende, end tilfældet har været, kommer det først deraf, at han tildels har savnet politisk kyndighed, hvad der igjen har bundet mere i visse mangler ved hans almendannelse end ved hans politiske sans; dernæst beror det derpaa, at bonden i de forskjellige landsdele har levet under saa forskjellige vilkaar. Der er fremtrædende modsætninger inden selve vor bondestand. Allerede i 1846 gjorde Ludv. Kr. Daa opmerksom paa, at den bureaukratiske opfatning af almuen som en helhed var en «aldeles feilagtig vildfarelse». «Der findes i Norge to væsentlig forskjellige klasser af jordbrugere: den, hvis gaardsbrug er stort nok til at ejeren kan leve af fornemmelig at ha opsyn dermed, og den, hvis gaardspart er saa liden, at den ikke kunde forslaa til hans familjes underhold, medmindre han dyrkede den for største delen med egne samt kones og børns hænder. Den første er efter det statsøkonomiske begreb en kapitalist og ifølge den almindelige selskabelige forestilling en gentleman i sin kreds. Den derimod, som selv dyrker sin egen gaard uden lejede arbej dere, er ogsaa selv en arbejdsmand.» Helt tilfredsstillende er Daas sondring ikke, da en stor gruppe af vore mindre jordbrugere i ethvert fald til visse tider af aaret bruger en relativt betydelig leiehjælp, ved siden af at de selv stedse arbeider med. Men der findes uden tvil en vigtig interessemodsætning mellem den vestlandske bonde, fra det lille brug, og den østlandske storbonde, hvortil man da bedst regner bonden fra Trøndelagen. Denne modsætning faldt i 60-tiaarene undertiden, som naturligt kunde være, sammen med konflikten mellem høire og venstre, og det var omstændigheder og hensyn udenfor bondens nærmeste økonomiske interessesfære, der en tidlang neutraliserede stridsspirerne.
I den senere tid har endelig en tredie bondetype gjort sig gjældende, den østlandske landbefolknings underklasse, husmanden, den leiede jordarbeider og skogsarbeider, hvortil man ogsaa kan regne arbeideren paa de industrielle brug, der har sit sæde paa landet. Man kan derfor i dette øieblik skjelne mellem to hovedgrupper af vor landbefolkning, hvoraf den sidste afgj ort gjør et sving i sosialistisk retning og i meget tør komme til at virke sammen med byemes arbeider. Tar man saa de egenartede nordlandske forhold i betragtning, vil man finde en underklasse af fiskere, der ogsaa har interesser tilfælles med et arbeiderparti.
Imidlertid er bonden, alt hensyn taget til disse komplikationer, fremdeles den sterkeste klasse i vort samfund, saa sandt han forstaar at bruge sin magt, og der er intet til hinder for, at et «landmannaparti», fremgaaet ved allianse af vestlandske og østlandske bønder, med tilstrækkelig hensyntagen til begges forskjelligartede tarv, kunde komme til at bli det politisk dirigerende.
Hvordan ser han nu egentlig ud denne bonde? Har vi et klart indtryk af hans aandelige fysionomi? For at kunne virke paa ham maa vi kjende ham. Den norske kulturs fremtid er i ikke ringe grad afhængig af, hvor meget bonden vil forstaa at bringe sine snevrere interesser i samklang med nationens, med indbegrebet af norsk intellektuel og materiel kultur.
Det er klart, at lige saa lidt som man kan tegne en normaltype af en italiener eller en tysker, lige saa lidt kan man opføre et almengyldigt begreb: den norske bonde. Men saa vidt forskjelligt bygdelag, som tidligere anført, kan være fra nærmeste bygdelag, er der dog endel karaktertræk, man ubetinget bør regne med, naar man vil operere ligeoverfor den norske bondestand som helhed, bestemte nedarvede egenskaber, man maa ta i betragtning, hvis man vil søge at udvikle det frisind hos bonden, som det nu ofte skorter paa, — at bibringe ham den mere omfattende nationale kulturinteresse, som endnu mangengang er ham fremmed.
Det var først, da den lovpriste norske odelsbonde i 30- og 40-aarene begyndte at gjøre sine politiske rettigheder praktisk gjældende, at man fik en klarere opfatning af hans natur, og begeistringen sank da temmelig hurtig. Smaalighed og rashed var de egenskaber, man i toneangivende Kristianiakredse omkring 1845 — 1855 fortrinsvis mente at kunne konstatere hos vore bønder. Imidlertid kom der just i den tid, da reaktionen mod odelsbondelyriken var saa godt som paa det høieste, etpar bidrag til hans karakteristik, der hvert især stillede den norske bonde i ny belysning. De kom fra overordentlig forskjelligt hold og paa lige saa forskjellig maade. I sin undersøgelse af begreberne dannelse og norskhed, — med andre ord af begrebet: national norsk kultur, — fik Ivar Aasen anledning til at paavise, at den norske bonde eiede kulturtraditioner, som havde udviklet sig selvstændig i aarhundreder til trods for den trykkede og isolerede stilling, ban i disse aarhundreder havde indtaget. Han pegte navnlig paa den værdighed i væsen, paa den takt i omgang, som kjendetegner den norske bonde. Han fremholdt med rette: «Man kan finde en meget ophøiet tænkemaade hos folk, der ikke har nogen særdeles stor kundskab, og hvad det ydre væsen vedkommer, saa kan man endog i de fattigste bygder finde folk, som er omhyggelig oplærde ei alene til en sømmelig og tækkelig fremfærd, men ogsaa til en vis finhed og artighed i omgang efter den skik som er brugelig paa stedet.» Aasen, der selv saa nøie kjendte den norske bondes levevis og tankegang, kunde her aflægge et vidnesbyrd, der havde stort værd. Raaheden var efter bans mening kanske lige meget at søge hos dem, der bare havde smædeord om bonden, og smaaligheden var ofte ikke andet end den forsigtighed, der i slegtled har været den norske bonde en livsnødvendighed. Aasen gir endog bonden det raad, at han ikke skal høre for meget efter hvad der raabes til ham. Det gjælder for ham at holde fast ved sine traditioner. Ligeoverfor den forlorne Hermann v. Sauenbach, der finder, at «bondestellet» er «gammel slendrianø, «elendighed og svineri altsammenø, stiller Aasen den sindige Olav, der udtaler sin overbevisning saaledes: «Eg ser nog, at folk vil skapa seg um i bunad og klædnad, og i ord og tale og ymis aatferd; men eg ser ikkje just, at dei verda visare fyre alt det. Eg høyrer, dei skrøyta av forfederne vaare og tala fagre ord um vaare ættarmerke; men eg er rædd fyre, at skulde det halda fram, som det stemner, so vardt det ikkje stort atter av dei gamle ættarmerki. Dei tala um framgang, og det kann vera godt nog; men eg synest no ofta so, at det gjeng fram paa den eine sida og atter paa den andre; det gjeng i ring liksom hespetreet. Eg tenkjer, me kunde gjera lika god framgang, um me heldt nokot fastare paa gamalt maal og gamall bunad. Lat oss ganga fram i det, som godt er, men ikkje ganga so, at me gløyma vaar fedra-sed, som det stend i visa.» Ivar Aasen repræsenterer i god betydning den norske bondes konservatisme: lad os ikke slippe det gamle, før vi ved, at det nye er bedre. Han vil, at vi under kulturudviklingen først og fremst skal bevare de vundne resultater; naar vi søger videre frem, skal vi vogte os for at eksperimentere.
Efter Aasen kom Bjørnson. Hos ham var interessen for de norske nationale kulturtraditioner blit en levende og livgivende magt. Det var den, der befrugtede hans første digtning. Hans bondenoveller og flere af hans første skuespil er i virkeligheden «skildringer af de karaktertræk, nordmændene maatte blive sig bevidst, for at kunne føle sig som en nation, med en historie bag sig» (C. Collin). Han har søgt de træk, der er de «væsentlig og blivende» norske. Og det har han gjort bl. a. paa den maade, at han hos nutidens norske bonde har villet gjenfinde de egenskaber, der var karakteristiske for sagaens nordmænd. Han har skabt en idealbonde i sagaens billede, som stod i grel modsætning til den bonde, man havde til bedste i datidens «fine» Kristianiakredse. Billedet var idealiseret, men dog havde Bjørnson rammet meget af det, der var væsentligt og blivende af godt hos den norske bonde: værdigheden, selvbeherskelsen, trofasthed i følelsen for hjemmet. Han konstituerer to typer af bønder, folket fra Granliden, der nedstammer direkte fra sagaen, der har en mørkere grundtone, en steilere, mere utæmmet karakter, og folket fra Solbakken, lyst og blidt og fredeligt, saa omhyggelig kristnet, som vikingers efterkommere omsider kan bli. Det er rigtig set, at der findes to grundtyper blandt vore bønder, og at den gudelige disposition er et af skillemerkerne. Kun har Bjørnson her ikke (hvad han senere gjorde) trængt dybere ind i «haugianeren», som Solbakkefolket repræsenterer. Han peger selv paa en vis selvgodhed, men uden at han synes at finde den særlig stødende. Og i det hele taget er det sjelden, at den blide, gudelige type er saa renlinjet, som Bjørnson tegner den i «Synnøve Solbakken». Den gjemmer i regelen just endel af de egenskaber, som hos bonden truer vor nationale kultur. Gudeligheden pleier ikke, som i «Synnøve Solbakken», at faa bugt med brutaliteten. Tvertimod er den hyppig en maske for denne. Og selv om bonden blir oprigtig religiøst vakt, er det ikke gjerne paa en maade, der smelter hans haardhed. Den vakte bonde ser næsten altid sort og snevert og altsaa kulturfiendtlig paa tingene.
Aasen og Bjørnson bidrog hver paa sin maade kraftig til at fremkalde et rigtigere billede af den norske bonde, fordi de dannede en nødvendig og velgjørende modsætning til den blinde bondeuvilje. Til gjengjæld eggede Bjørnsons bondeidealisme, søndagsstemningen i «Synnøve Solbakken», til modsigelse ogsaa hos dem, der havde ret til at ha sin egen mening om vore bønder. Den skarpeste protest kom fra Vinje. Den blonde blide Synnøve, der saa let faar vaade øine, var ikke den bondetype, han kjendte. Hele billedet var ham for sødlig stiliseret, hvad han tydelig fik sagt, da han optog «Arne» som en parodi. Hvor meget blod Solbakkens bønder havde faaet i arv fra sagaens staute ætter, saa hørte romantikens Frithjof og Ingeborg ogsaa til deres ahner.
Selv gav Vinje ikke længe efter i «Ferdaminni» en række udmerkede bidrag, livfulde og paalidelige, til forstaaelse af bonden. Der skildrer han klart og upartisk, naturligvis oftest i sin vanlige spøgefulde eller ironiske form, baade bondens gode og mindre gode sider.
Han slaar med én gang fast hans realistiske livssyn. Han illustrerer det fomøielig i den lille samtale, han gjengir fra sin hjembygd, mellem hans far og en granne, om dennes søn, der gjerne vil følge Aasmund Vinjes eksempel og ta fat paa bøgerne istedenfor at kjøre tømmer.
«Fader: Lat guten gjera det stakkar; det er ikki for feitt for ein slik gardmands son det.
Han (grannen): Jau, for det kann inkji koma ut af det. Det er so dyrt. Eg hever høyrt, at Aasmunds hovud vilde koma paa eit par tusen dalar, dersom det skulde takast beint fram. Men han stakkaren hever no slitit seg fram, og derfor verdt det so seint han fær nokot. Eg vil ikki sjaa son min slik. Men hadde no cholera tekit han Aasmund, so haddi der ikki vorit att ein einaste grand av dei tvo tusind. Kauper eg derimot ein gard for tvo tusind, so stender garden like godt anten so fa’en guten liver heller han døyr.»
Det er egte norsk bonderæsonnement, klart og tørt og uangribeligt.
Bonden ved, at enhver ting bør ha sit nyttige øiemed. Kunst for kunstens skyld eller sport for sportens skyld er ham fremmede begreber. Han er from for at komme i himmelen eller rettere sagt for at undgaa helvedet. Videnskab vilde staa for ham som byfolks luksus (en mening, som en stortingsmand for nogle aar siden aabenlyst vedkjendte sig, da det gjaldt skjønlitteratur), hvis han ikke havde erfaring for, at der er videnskaber, som baade kommer ham selv, hans kjør og hans marker til gode.
Vinje belyser dette bondens forhold til det «nyttige» og det «unyttige» i en charmant spøg, hvor han i en reiseskildring fra Romsdalen sammenligner de engelske tindebestigere og gjeterne.
«Dei (gjeterne) maatte kunne koma inn i den engelske «alpekliving-klub» allesaman og det endaa som heidrslemir. Eg lokkade ein stor kvit greive bukk ned til meg og gav honom ei braudskive og ein liten kurvesnabb (pølse) og ein liten tobakssnabb, og sagde, at eg gjerne vilde hava gjevit honom boki um alpeklubben, dersom eg hadde havt hena med meg; daa skulde han hava set, korleides engelskmenn draga kverandre etter reip upp i slike skortur og yvir afgrunnar. Paa titelbladet stender ein fjølltopp med gapande rivnur i snjoen, og engelskmenn krabba uppigjenom, ettersom dei hogga seg trappestig. «Men du Kvitfeld,» sagde eg, «du tarv ikki hogga deg so fram; du kunde ganga uppaa Raumsdalshornet, og engelskmenn er sutfulle for dei aldri kunna kliva derupp med klør paa hænder og føter. Den, som kunde krabba dit, vilde sitja paa heidrsplassen i alpeklnbben fyrste kvelden. Dit vilde du koma, Kvitfeld.»
«Ja, men der var ein mann her fra Raumsdalen tie tolv aar siden, som kleiv der upp,» sagde den eine roskarlen. «Og den steinen du kann sjaa paa toppen, naar du kjem upp i dalen, sette han der upp.»
«Slo han seg ihel fyrr han kom upp, eller daa han skulde kliva ned atter?» sagde eg.
«Nei han gjorde ikki det, fyrr han kom burt paa sjøen her um aaret.»
«Ja den mannen fortente ærleg udauden sin, som sette livet paa spil til ingen nytte, for han var vel likso stor vitenskapsmann han som denne Kvitfeld’en og dei fleste andre i alpeklubben» —
Vinje vilde sikkert rystet paa hovedet, om han havde hørt, at inden aarhundredets udgang skulde norske bønder bevilge penge, mange penge, til en mand, som agtede sig til Nordpolen. Saa fik ovenikjøbet disse bønder bevis for, at manden, paa grundlag af den samme tur, kunde gjøre «nytte for pengene», og mere end det, ved at tale Norges sag i fremmede lande. Her var noget at overveie for den norske bondes skarpsindighed.
Til de mindre heldige tilbøieligheder hos bonden, der er blit fremhævet af flere, ogsaa af Vinje, hører rethaveriet, processygen. Det er vrangsiden af den tidligere nævnte grundegenskab hos nordmanden: hans retsfølelse, der hos bonden hyppig har forbindelse med hans naturlige vedhængen ved arvet jord. Der maa man ikke komme ham for nær. Mangengang er der ogsaa saa lidet at forsvare, at han er nødt til at forsvare hver smule. En nylig udkommen fortræffelig dansk roman, «Sind» af Jakob Knudsen, skildrer med megen forstaaelse det samme fænomen hos jyden; — jeg tror, at jydens og nordmandens tænkemaade her dækker hinanden. Men det kan ikke negtes, at denne tilbøielighed ofte udvikler sig til et stædigt og sygeligt rethaveri (der opmuntres ved den billige anledning til at føre processer). Det er vikingens stridslyst, som nu er omsat i kranglevornhed.
Vinje gir et humoristisk billede af den procederende norske bonde i Lars, som «lagde seg etter rettsbøker og daa af desse mest etter den gamle logi af Christian den 5te med ei stor greivande løve paa titelbladet, som han tidt kunde sitja som i draumar og sjaa paa. Han trudde paa denne boki som paa Bibelen og vel so det, for han fann mange ting i Bibelen, som han ingen grund kunde finna i, og derfor var han i betre lote (humeur) paa thingstaden enn i kyrkja, og for so vidt var der nokot gamalnorsk i honom, so han rett var i sit es, naar han kunde bruge logkrokar, for det han vann med rettens hjælp var i hans tankar altid den største rett, kor urimelegt det enn var for den rettvise tanken.
Men det, som forundrade honom mest, var, at han tidt tapade sakir tvertimod det, han las seg til i logi, for stykki, som vaaro aflagde hundrad aar sidan og vel so det, trudde han endaa stodo ved lag, og han sette tidt paa seg brillurne og las og las uppatter og sagde: «Det maa vera mykit til dom dette; men hægsterett gjerer honom vel um.»» Procestrangen blir efterhaanden en galskab hoe Lars, for sine retsstridigheder forsømmer han alt, hans yndlingsopholdssted er et kot, et «kontor», hvor han kan «sitja all dagen millom logbøker og rettsbrev og motbøker og domar og innleg i retten. Alle hans eldre rettsbrev og bøker ero gule, liksom dei skulde vera duppade ned i saltlake og turkade paa ein stein i soli». Hvordan det gaar med en saadan mands jordbrug, sier sig selv. Han er bidt af en forrykt prokurator. Lars lever endnu.
Det moment af trættekjærhed, som indebæres i bondens proceslyst, kommer sterkt frem i de mange pinlige kaarsager. Kaarforholdet er en af de institutioner, der opelsker bondens sletteste egenskaber. Saa smaat stel det mangengang er baade med gaardeieren og hans kaarfolk, saa trykkende som kaaret er for den første, og saa karrigt et livsophold de sidste nyder, er rivninger her ofte uundgaaelige. Og jo trangere vilkaarene er, desto bitrere former faar ogsaa havesygen. En god skole for den ungdom, der vokser op under disse stridigheder, forberedende sig til engang selv at optage kampen med den ældre slegt!
Det er ikke vanskeligt at forstaa, at mistænksomhed er et træk, som historisk har maattet udvikle sig hos vor bonde. Han har været trukket saa grundig op af sportulerende embedsmænd, at det er rimeligt, han føler sig usikker ligeoverfor alt fremmed. Han har vænnet sig til at se en fiende i det, der kommer udenfra. Til gjengjæld vil man finde, at naar en mand først har vundet hans tillid, — det sker lettest, hvis han hører til. en slegt, der er blit hjemme i bygden, — er al mistro gjerne borte. Og eftersom vore bønder nu naar i stedse livligere kontakt med udenverdenen, mens deres selvtillid gjennem deres deltagelse i det ofientlige liv befinder sig i jevn stigen, vil sikkert deres mistænksomhed delvis komme til at fortage sig.
En saare farlig indflydelse har den religiøse smitsot øvet paa bønderne. Det var allerede Vinje paa det rene med:
«Hans var no ein gudeleg mann, han, imindsto hengde han og endaa meir hans mange vaksne born paa hovudet, og las berre disse smaabøkerne fraa Gram og Lammers skrift og alle slike trudomsbøker; ja Lammers var endaa der paa garden i fjor, og gjorde den nyst innreide stova til kyrkje for dei fem og tjuge saudirne, han hadde til at gjæta i den odalske kyrkjelyden sin. Dei store svolkar af vaksne born, gutar og gjentur, som Hans aatte, dei laago late og las um daapen og tru, so dei ikki eigong paa folkevis bergade in dei stakkars høydottirne og vesle kornstraai paa den utrekne garden, som med hus og alt saag ut lik det argaste bruk paa vestlandet og nordanfjølls og i ei fjøllbygd. Der fannst knap ei veite i den kaldsure jord, og det var so det urde og krudde af skjer i kver einaste aakerleppen, og paa den steinutte eng var der berre sjølvsaatt gras som i gamle dagar. Alt laag i nukken (var forkuet) baadi aker og eng, for jordi var arm og vatnsjuk. Kvert hus paa garden, berre ikki denne kyrkjestova draup og lok og stod skakt og skjeivt med støder under.
Der var Lammers i mange dagar paa denne armodsgarden, og her maatte det taka somykit betri at tala um rikdomen, som hans trubrigd vilde gjeva deim. Det rann honom vist aldri i hug, at desse sterke unge folk skulde dyrka og husa upp garden sin i denne væne og gode bygd; Og naar han gjekk yvir Olafs (grannens) gard, so snkkade han yvir denne synduge mannen, som gjorde narr af dette heile stell paa grannegarden sin, og meinte, at det var betre at lesa mindre Og gjera større gagnverk. Han las vel Olaf ogso, men det var mest tidender og jordbruksbøker og sligt nokot, og so las han Bibelen, men beint fram utan alle desse sjølvgjorde haardregne tydningar, som alle desse trudomsfolk setja hægre enn sjølve Bibelen. Det er desse handgrip og fotslag (tempo) i trui, som for deim er hovudsaki. Olaf kjærde seg inkje um alt slikt, men meinte, at den sanne tru er greid, og at det var sanne ord, at der ikki skulde byggjast tempel korkje i Jerusalem eller paa Garizim, men i aand og sanning; og likeeins meinte han, at den, som skal vera ein god mann for himilen, fyrst maa vera ein god mann for jordi, og at mannen fyrst skal læra seg sjølv, fyrr han lærer andre. Paa sama maaten meinte han um jordiske ting, at all tale um landsens fridom og framvokster er daarens tale, naar han ikki sjølv fyrst skapar fridom og framvokster i sin eigen heim» — «Naar Hans sat med si svarte slitne trudomsboki desse sine drjupande og fallefærdige sundersigande hus med froset mjøl og rotnat høy ikring seg, daa saag han liksom fyrst i sanning dette jordlivs armodsdom og vardt best kveikt upp i hugen sin til at syngja: «Far verdi, farvel!» Livsens griseskap og stakkarsdom er liksom ei uppelding af hugen for slike folk, eit slags andelegt rus likt tyrkens opium, og naar dei daa verda sjuke af alt dette svarte og late og armodslege liv, so vert hugen endaa meir uppeldad.»
Vinje har her paa en helt forskjellig maade end Bjørnson stillet to grundtyper af norske bønder op mod hinanden, den friske, djerve, arbeidsivrige mod den gudelige sjukling, idealbilledet af fremtidens bonde med den af den religiøse smitsot fordærvede. Han har brugt sterke farver, men det er ogsaa et program, han har villet gi, og programmet er udmerket. Ser man paa den udvikling, folkets saakaldte religiøse liv har gjennemgaaet siden Hans Nielsen Hauges dage, fristes man til at ønske, at Hauge var blit siddende al sin tid paa Akershus, og at det havde lykkedes de rationalistiske prester at stanse «vækkelsen» paa dens tidligste stadium. Den bevægelse, der begyndte med Hauge, har bidraget sterkt til at forsumpe vort folk.
Den værste kræftskade, som har angrebet bonden og gjennem ham hele vort politiske liv, er hykleriet.
Tilbøieligheden til hykleri er intet oprindeligt norsk racetræk. Det er sjelden forekommende i sagaerne. Det ansaaes dengang for en dyd hos en mand, at han var fritalende. At man var rævelistig mod sine fiender, var i sin orden, men ellers var mandig og aaben færd den eneste, der vandt agtelse. Hvilken dom hykleren dengang fik, viser Njaals sagas skildring af Maard Valgerdson.
Heri er der foregaaet en stor forandring. Den kristne geistlighed har naturligvis ikke været uden skyld. Kanske ikke mindre de danske embedsmænd, fordi som sagt den norske bonde mangesteds i vort land kom til at betragte sin øvrighed som en fiende. Og da fienden var mægtig, gjaldt det at sætte det rigtige ansigt op, mens man narrede ham.
Efterhaanden har vore bønder lært dette med ansigtet. Til stasbrug gaar mange af dem om med en maske, som kan tækkes deres herrer. I den nyere tid, hvor deres forhold til øvrigheden er blit et ganske andet, hvor bønderne selv har taget magten, er masken blit malet til ære for nye tyranner.
Først var det da den religiøse vækkelse, pietismen. Den anrettede et stygt moralsk nederlag udover bygderne. Det blev mode at haenge med hovedet. Og selvsagt var det ikke Guds bedste børn, der gjorde mest af det. Den argeste sauetyv fandt her en anledning til at bli bedre end bygdens bedste mænd. En omvendt synder var en pryd for sin grænd. Om sauerne fremdeles blev borte, gjorde ingenting. Han kunde jo ikke ha skylden. Ovenikjøbet er den rigtige lutherske lægprædikantlære jo den, at man ene retfærdiggjøres ved naaden, og naaden er uendelig, for hver urigtig gjerning er der ny naade.
Med pietismen er det blit adskillig bedre. Ungdomslagene har her megen fortjeneste. De har bidraget til at indføre en friskere og naturligere tankegang og omgangstone.
Hykleriet og den gjennem pietismen opelskede dømmesyge gaar nu under en anden fane. Det nye tyranni, der bestemmer bøndernes maske, er totalismen. Den regjerer mindst lige saa strengt som sin forgjænger. En af folkets kaarne har berettet mig, at i hans amt blev stortingskandidaterne ikke just eksaminerede meget af valgmændene. Men om én ting blev de alle spurgt: «Er du afholdsvenlig?» Det rummelige ord «afholdsvenlig» er oplysende: det aabner alle forbehold. Det er næsten endda lettere at svare ja paa et saadant spørgsmaal, end dengang pietisterne spurgte: «Holder du dig til den rette?» Totalismen er i færd med at nedbryde den norske bondes moral paa en høist betænkelig maade. Afholdshykleriet fører ham langt bort fra sagaens ideal, da det hed aabent og mandigt: «Vis dit eget ansigt.»
— Ovenstaaende er, som enhver vil se, almindelige betragtninger. Jeg har søgt visse typiske træk. Forøvrigt vil forholdene stille sig forskjellige i hver landsdel, eller endog i hver bygd. Det er saaledes klart, at den østlandske storbonde vanskeligere angribes af, hvad der naturligt er smaafolks laster. Han er bredere og friere anlagt, men ogsaa mere brautende, mindre taktfuld i sit væsen. Han er ikke saa modtagelig for den religiøse farsot, han er ikke paa langt nær saa disponeret for hykleriet. Det er lettere at finde en idealtype som Vinjes Olaf paa Østlandet eller i Trøndelagen, end det er paa Sørlandet eller Vestlandet. Til gjengjæld tør den vestlandske folkerace eie en smidigere, finere, mere mangesidig begavelse, som først vil komme til sin ret, naar den er blit frigjort for bestemte fordærvelige indflydelser.