Det gamle Christiania/21

Ludvig Daae

Det gamle Christiania, 2. utgave

J. W. Cappelens Forlag, 1891 (s. 358-398).

Effterretningen om Kielerfreden bragtes af Oberstløitnant Rømer, der til almindelig Forbauselse var reist gjennem Sverige. Den følgende Dag var naturligvis den hele Stad i største Spænding over, hvad en Kurer, der reiste gjennem et fiendtligt Land, havde at bringe, Christian Frederik og hans Nærmeste holdt Budskabet hemmeligt saa længe som muligt, og den første Besked, som Publikum erholdt (i «Tiden»^[1] for 26de Januar), fremkom i vildledende Fraser, som: «Fred, Fred i Norden», – «dette glade Budskab» – «det sidste Haab ville vi udtale, at Betingelserne ikke kunne være vanærende for Danmarks og Norges Lyksalighed» o. s. v. Man har ment, at Prindsen selv skulde være Forfatter at disse skruede Talemaader. Stiftamtmand Thygeson høitideligholdt ogsaa endnu den 28de Januar paa en Maade officielt Frederik den Sjettes Fødselsdag, men en akademisk Festlighed, der skulde have fundet Sted samme Dag, og til hvilken Treschow, som Universitetets Rektor, allerede havde skrevet Program og Tale til Stifterens Pris, blev indstillet.

Medens Publikum begyndte at faa Nys om den sande Sammenhæng med Freden, Norges Afstaaelse, foretog Christian Frederik sin Reise til Throndhjem. Han drog frem over Dovre, tilbage over Røros. Hans Følge fra Christiania bestod af lutter Danske eller Fremmede, allesammen lidet betydelige Personer, som kun fik nogen Interesse derved, at de tilhørte hans Kamarilla. Først Etatsraad Holten, et stykke af en Poet, sekretær ved Statholderskabet og snart Kong Christian Frederiks Statssekretær (i en følgende Tid hans Sekretær ved Guvernementet over Fyens stift), dernæst Oberstløitnant Haffner, «en Person, til hvem Prindsen havde Fortrolighed i personlige Anliggender»^[2], videre Fusentasten Løitnant Schwartz, søn af en kjøbenhavnsk Skuespiller, om hvem senere vil forekomme mere^[3], og endelig Eventyreren Edvard Romeo, Greve af Vargas Bedemar, en af de mangfoldige tvivlsomme Literater, af hvilke Christian Frederik sit hele Liv omsværmedes. Vargas Bedemar kaldte sig Johanniter-Ridder eller «Ridder af Malta» og hørte til de ivrige samlere af Ordener og Medaljer. Norge bereiste han i Aarene 1810–14 som Mineralog og udgav siden en Reisebeskrivelse i to Bind^[4]. Med disse Mænd, hvortil dog paa Eidsvold Carsten Anker sluttede sig^[5], drog Prindsen nordover. Man talte forskjelligt om Hensigten med Reisen. Nogle førte det urimelige snak, at det var Christian Frederiks Hensigt at lade sig udraabe til Konge af Thrønderne, ja endog at lade sig krone (hvor skulde man i Farten faaet Regalier fra?), Andre holdt for, at det kun var en Fornøielsestur, men selv har Christian Frederik i sin Dagbog oplyst, at Reisen skeede «for at vinde Tid». Allerede før Prindsen forlod Christiania, havde han gjort Bekjendtskab med Throndhjems Biskop, den høit begavede og kundskabsrige Dr. theol. P. O. Bugge. Denne Mand, hvem den daværende Kancellipræsident (Christianias tidligere Stiftamtmand) Frederik Moltkes Yndest havde hævet paa Bispestolen (1804), havde i de sidste Aar været alt andet end vel anskreven hos den danske Regjering. Hans spydige og ikke altfor vel overveiede Embedsskrivelser havde i den Grad opirret Kancelliet, at der underhaanden fra en Ven var tilflydt ham Underretning om, at man tænkte paa at afsætte ham fra hans Embede; man har paastaaet, at den kommanderende General nordenfjelds, den gamle G. F. v. Krogh, havde Fuldmagt til naarsomhelst at suspendere Bugge og konstituere Kapellanen Nils St. Schultz (?) som hans Eftermand. Hos Christian Frederik kom derimod Bugge til at staa i høieste Gunst. Bispen skrev Sange til Prindsens Ære, kaldte ham «vor Sverre», «vor Hakon», forsikrede; «at altid skal Klippens erkjendtlige Sønner signe den Throne, som Christian bar» o. s. v. Christian Frederik skjænkede Bugge Brugsret til en Kronen tilhørende Gaard og lod ham siden komme efter til Eidsvold, hvor Bispen, (hvem man benævnte «Bifrons theologus»), skjønt ikke Repræsentant, gjorde sig meget bemærket under Rigsforsamlingen^[6].

Paa Tilbageveien fra Throndhjem holdt Prindsen det saakaldte «Notabelmøde» paa Eidsvold 16de Februar. Han kaldte sig herefter Regent og omgav sig med et Regjeringsraad (Haxthausen, Jonas Collett, Sommerhjelm, N. Aall, Carsten Anker og Rosenkrantz). Men den Embedsmand, som hidtil maaske havde staaet Christian Frederik nærmest, forlod Landet. Det var Stiftamtmand Thygeson. I adskillige Aar havde, som vi have hørt, denne virksomme og duelige Mand været ansat i Norge, først som Amtmand paa Hedemarken, dernæst som Stiftamtmand i Christianssand, hvor Broen over Otteraaen bærer hans Navn, og hvor han med stor Iver tog sig af Provideringen, og endelig i Christiania. Ved sit Ægteskab med Louise Pløen^[7] var han indlemmet i Chri

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Stiftsamtmand Nicolai Emanuel Thygeson.)

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Fru Stiftamtmandinde Louise Thygeson, født Pløen.)

stianias Patriciat, men hans Stilling som dansk Godsbesidder overveiede,

da Adskillelsen kom, ethvert andet Hensyn, og han forlod Norge strax efter Eidsvoldsmødet, hvor han kun havde deltaget i de foreløbige Raadslagninger. Hans senere Skjebne blev ikke heldig. De for Danmarks Godseiere saa ødelæggende Konjunkturer i Tyveaarene rammede ham paa det føleligste^[8], og sin ved Giftermaalet erhvervede Formue havde han tilsat ved stor Ødselhed. Han skal f. Ex., da han med sin Frue besøgte Paris, have ladet sig og hende instruere af Talma, for at de med Anstand kunde lade sig forestille for Napoleon, og det berømte «Jan v. Huysums Blomsterstykke», som Keiseren skal have fundet for kostbart, havde Stiftamtmanden i Christiania Raad til at kjøbe. I 1830 kom han forarmet tilbage til Christiania og tilbragte nogle Aar paa Svigerfaderens tidligere Eiendom Østre Skøien i Aker, men døde omsider 90 Aar gl. i Zürich 1860. Hans Hustru blev endnu ældre. Hun (født 4. Oktbr. 1785) døde nemlig først den 3. Novbr. 1880 i Kjøbenhavn^[9].

I Landets og Hovedstadens Historie mellem de to Eidsvoldsmøder, «Notabelmødet» og Rigsforsamlingen, ere den 22de og 23de Februar de vigtigste Mærkedage.

Den 22de Februar Kl. 12 lod Regenten, Christian Frederik, Byens militære, civile og geistlige Autoriteter samles i Palæet. Kielerfredens Bestemmelser, Frederik den sjettes aabne Breve o. s. v. kom nu endelig ogsaa officielt for en Dag, og efter en Tale, fuld af velberegnede Vendinger og behændigt anbragte Pauser, tilkjendegav Prindsen, at han ikke agtede at følge Kongens Befaling om at vende hjem til Danmark, men vilde forblive i Norge. De Tilstedeværende gave hverandre Hænderne paa, at de som trofaste Nordmænd vilde virke for Fædrelandets Sag, og man gik derefter til et stort Middagstaffel. De aabne Breve og Prindsens Kundgjørelser oplæstes paa Gaderne af Herolder; Borgerkorpset og Garnisonen samledes paa Torvet for at aflægge Ed om at forsvare Selvstændigheden, og Prindsen mødte selv frem tilhest, omgiven af sin Stab.

Fredagen den 28de Februar var af end større Betydning, thi dette var den store nationale Bededag, da Prindsen og den hele Menighed i Christiania aflagde den høitidelige Ed at ville vove Liv og Blod for Fædrelandets Selvstændighed. Paa den smukke Vinterdag herskede en Bevægelse i Christiania, hvortil Byen ligesiden dens Anlæg endnu aldrig havde oplevet Mage. Fra Kl. 10 til 11 ringedes med alle Kirkeklokker, og Byens Folk ilede skarevis til Vor Frelsers Kirke, der maa have været mere end overfyldt, siden fire tusinde Billetter angives at være udleverede. Alle de militære Korpser, som for Tiden fandtes i Christiania, trak op paa Torvet og dannede tvende sammenhængende Paradelinjer fra Palæet til Kirken. Ledsaget af det gule Korps og et Detachement ridende Jægere begav Regenten sig Kl. 11 tilhest til Kirken, hvor han modtoges ved Indgangen af de fornemste Embedsmænd, der fulgte ham til hans Kirkestol. Over denne var anbragt et draget Sværd og en Oliegren, der slyngede sig op til dette; paa Siden af dette læstes: «Prinds Christian Frederik, Norges trofaste Ven og kraftfulde Styrer i Krig og Fred». Biskop Bech udførte denne Dag alle Sognepræstens Funktioner, og Kirkesangen var overdraget til det musikalske Lyceums Virtuoser og Virtuosinder under Akkompagnement af Orgel og Violiner. Efter at Biskoppen havde oplæst Prindsens Kundgjørelser til det norske Folk og en Salme var afsungen, forlod Prindsen sin Stol og begav sig hen mod Koret. Foran dette var i Kirkens Hovedgang anbragt en Forhøining, betrukken med rødt Klæde; derfra talte Christian Frederik, omgiven af de fornemste Embedsmænd. Høitideligheden gjorde, endog efter de mest nøgterne Hjemmelsmænds Beretning, et Indtryk paa den store Forsamling, som neppe er til at beskrive. Enhver, der følte for sit Fædreland, hvorledes han end dømte om Prindsen og Udsigterne til et lykkeligt Udfald under hans Auspicier, maatte forlade denne Fest med et rørt Sind. Fra Byens Hovedkirke begav Prindsen sig til Slotskirken, hvor Claus Pavels prædikede^[10].

I Sverige havde man ikke tænkt sig Muligheden af saadanne Begivenheder som de, der nu fandt Sted i Norge. Man havde uden Tvivl antaget, at i vort Land skulde Glæden over «Befrielsen fra det danske Aag» overveie alle andre Følelser, thi det sande Forhold mellem Danmark og Norge havde de Svenske aldrig begrebet. Endnu den 17de Febr. kunde Grev G. Anckarsvärd fra Stockholm skrive et Brev, hvori følgende Ytringer forekom:

«Så nu är Norge visserligen vårt, och det för bättre köp an någon dödlig kunnat fürutse; hs. exc. vice konungen^[11] afreste idag åtta dagar sedan och lärer säkert intåga i Christiania med en prakt, hvarom de allvarsamma norrmännen aldrig gjort sig något begrepp. Se här aftåget: Excellensen sjelf, 5 à 6 adjutanter, tvänne sekreterare, Kullberg och Battram utom små skrifvare, talrik betjening i konungens livré, 2 lass med hundar af flere slag, ett lass med silfverserviser från slottet och 70 lass med bästa sort ryskt bränvin. Hvad han lär bli välkommen! Det sägs at kronprinsen befalt, att han skall göra en stor representation och anslagit honom i lön 20,000 rdr. banko. Skola de öfriga embets- och tjenstemän lönas i samma proportion, förslår visst icke det nya rikets intrader, men Herren förser väl offret. Norrmännens sinnesförfatning omtalas val olika, men icke tror jag, de göra något motstånd. Hvad ämna de bättre begära än säd og bränvin; men i Köpenhamn har varit et grufligt missnöje öfver freden, till och med uppträden vid konungens herkomst från Fyen. –

– – – Om Söndag skola trumpeters klang och kanoners dunder förkunna eröfringen af det nya konungariket. Te deum skal sjungas och om afton blir stor och präktig illumination. Kungen är hjertligen förnöjd med sitt nya rike; skada att der ej är en bra rik guldgrufva, ty det tyckes behöfvas».^[12]

Samme Dag, som Prindsen havde holdt Mødet i Palæet, 22de Februar, var det, at den første svenske Deputation havde Foretræde hos ham. Den bestod af Grev A. Rosen og Baron Sköldebrand. Fra Rosens Haand har man en samtidig Beretning herom^[13]. Reisen havde gaaet over Fredrikshald, hvor man var eller anstillede sig at være ganske uvidende om Fredsvilkaarene, og Hafslund, hvor General Staffeldt modtog de Reisende med stor Forsigtighed, til Christiania, hvor Rosen fik Kvarter hos General Haxthausen. Kl. 3 om Eftm. mødte Deputationen i Palæet. Rosen blev ikke lidet overrasket, da han i Stedet for hvad han havde anholdt om, at faa Prindsen privat i Tale, fandt denne omgiven af General Schmettow fra Throndhjem, Kammerherrerne Peder Anker og Rosenkrantz, Konferentsraad Carsten Anker, Biskop Bech og Etatsraaderne Falbe, v. Holten og (Prof.) Treschow. Efter nogle gjensidige Komplimenter erklærede Christian Frederik, at de af Rosen overleverede Breve vare unyttige. Han havde nemlig nu erklæret sig for Landets Regent «efter Folkets Ønske og for under den nærværende Krisis at kunne holde den almindelige Gjæring i Tømme», men vilde gjerne leve i godt Naboskab med Sverige og i Fred med alle Nationer, som vilde respektere Norges Rettigheder. Efter dette afslog naturligvis Rosen Prindsens Indbydelse til Middag og forlod Christiania allerede samme Aften Kl. 7, ledsaget efter Prindsens ordre af Kammerjunker Mansbach. Rosen mente at have faaet det Indtryk i Norge, aat der herskede en stor Uvilje mod Danmark, og at man kunde betragte det Baand, som tidligere fandtes mellem de to Nationer, som brudt for stedse». Derimod mente han, at der hos «det lavere Folk» ikke fandtes nogen Uvilje mod de Svenske. I Christiania dømtes forskjellig om den Maade, hvorpaa Rosen var bleven behandlet. Etatsraadinde Treschow skrev til sin Veninde, Fru Christiane Koren i Ullensaker, om de svenske Herrers «flaue Fjæs», men sindigere Dommere, f. Ex. den senere Statsraad Collett, vare ikke ret tilfredse med Prindsens Holdning ved denne Leilighed.

Den patriotiske Stemning i Norge var stærk og smuk, men tillige exalteret og, som altid under saadanne Omstændigheder, intolerant imod dem, som ikke kunde dele Flertallets Begeistring. Jacob Aall fortæller, «at det var en Kval i de Dage at være tilstede i store Selskaber eller endog i Vennelag, naar man ei kunde deltage i de patriotiske sværmerier og høie Talemaader om Nationens Kraft, Regentens Visdom og andre Staters Ugudelighed». En anden Samtidig, Amtmand Blom, siger, «at man kunde takke Landets physiske Beliggenhed og Nordmændenes mindre choleriske Temperament for, at de Trudsler og Forbandelser, der skriftlig eller mundtlig udstødtes mod enhver, som ei blindthen hyldede Prindsen og hans Foretagender, ikke udartede til vilde Injurier og Grusomheder. Thi Terroristerne troede sig ved sin aflagte Ed berettigede og de mindre Stærke derved forpligtede til at udskrige enhver afvigende Mening eller Betænkelighed som Mened og Forræderi».^[14]

Datidens Blade, «Tiden »og «Intelligents-Sedlerne», svømmede over af patriotiske, sikkert velmente, Inserater i Vers og Prosa Man foreslog R Ex., at «da mange maaske ei vilde undvære at spise med Sølvskeer, men Nordmanden dog glad vil ofre Fødelandet det Overflødige, burde det blive en Skik, at Gjester medbragte sin Ske i Selskaber». Ligeledes foresloges, at alt Kirkernes Sølvtøi skulde skjænkes Banken. Forfattere, der skreve i en moderatere Tone (f. Ex. J. P. Debes, da Prokurator paa Moss, siden Assessor i Høiesteret), paadrog sig Had og Uvilje.

Flere af Byens Geistlige, som Sigwardt (siden Biskop i Christianssand) og Dr. phil. Garmann, talte fra Prædikestolen om Prindsen som Kandidat til Thronen.

Rigsforsamlingen kom, istedenfor at sammentræde i Landets Hovedstad, til at faa sit Mødested paa en Privatmands, Carsten Ankers, Eiendom i Eidsvold, naturligvis ikke uden Beregning fra Prindsens og hans Venners Side. Hovedstadens Repræsentanter vare Professor Sverdrup og Toldprokurør Christopher Frimann Omsen. Christian Frederik residerede for det meste ogsaa selv paa Eidsvold i de fem mindeværdige Uger.

Den 22de Mai holdt den nyvalgte Konge sit Indtog i sin Hovedstad, netop Aarsdagen efter, at han første Gang havde betraadt Byen som Statholder. Magistraten og Repræsentanterne havde truffet alle Forberedelser til høitidelig at feire Dagen. Byens Embedsmænd og Storbønderne i Aker forenede sig under Anførsel af Slotsfoged og konst. Amtmand (siden Statsraad) P. C. Holst, mødte Hs. Maj. paa Sognegrændsen mellem Aker og Skedsmo og fulgte ham til Grorud. Herfra førtes han af «Odel-Korpset» videre til Sindsen, hvor Frokost blev indtaget Ved Vaterlands Bro (thi over den gik i hin Tid, da Nybroen ei var til, Veien fra Romerike gjennem Lakkegaden) passerede Kongen under Kanonernes Torden en national Æreport, beklædt med Barlind og Granbar og prydet med passende Udsiringer. «Fire og tyve unge Piger, Døtre af Embedsmænd og Borgere, mødte Allerhøistsamme og bestrøede Hans Vei med Blomster». En af dem overrakte Kongen en Borgerkrands af Egeløv med de Ord: «Fortjent Hæder», en anden (Jfr. Winge) en Subskriptionsplan, hvorpaa var tegnet Bidrag til Fædrelandets Vel i Penge og Penges Værdi^[15]. Den galante Konge behagede da at ytre: «Det hulde Kjøn forskjønner enhver Fest, forskjønner Livet. Taknemmeligen skal jeg erkjende enhver Blomst, som det vil strø paa min Vei».^[16] Fra Æreporten drog Kongen gjennem Rækker af Borgervæbning, søfolk. Landkadetter o. s. v. til Kirken under høie Fryderaab. Ledsaget af Statsraadet m. fl. begav han sig ind i denne, hvor Kongestolen var prydet med hans Navneziffer og Rigets Vaaben, og hvor atter Biskop Bech fremtraadte som Norges Primas. Derefter Kur i Palæet. Formentlig var det ved denne Leilighed, at man i Man-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Lakkegaarden, forhen »Dælen«. (Se Side 35).)

gel af en virkelig Throne maatte laane fra Byens Privattheater den Stol, der sidst var bleven benyttet i Grev Almavivas Rolle i Beaumarchais’s «Figaros Giftermaal». Endelig var om Aftenen en Fest i den illuminerede Palæhave. I Baggrunden af Hovedgangen saaes et Transparent, forestillende en Krone og Navnetræk samt Emblemer af faner og en Hund, som sindbillede paa Enighed og Troskab, med en poetisk Indskrift af Claus Pavels. Overlærer Flor var tilstede og «skjænkede Punsch for den høistærede Pøbel, thi Andre kunde og vilde ikke trænge sig frem».

Men allerede samme Dag, som Indtoget fandt Sted, foretog Kongen et Skridt, som ikke gjorde godt Indtryk paa den alvorligere Del af hans Undersaatter. Han udnævnte ei alene en Overhofmarskalk (Haxthausen) og en Hofmarskalk («vor hidtilværende Staldmester Clauson-Kaas») samt en Staldmester (Elieson), men tillige atten Kammerherrer og tolv Kammerjunkere. Kammerherrerne vare: 1) Stiftamtmand Grev Trampe, 2) Stiftamtmand Schouboe, 3) Grev Vargas Bedemar, Ridder af Malta, 4) Baron Hoff-Rosenkrone, 5) Oberst Hegermann, 6) Kommandør Fabritius, 7) Statssekretær v. Holten, 8) Etatsraad Falbe, 9) Generalauditør Bergh, 10) Oberst Rode, 11) Generalkrigskommissær Vibe, 12) Amtmand Schouboe, 13) Oberstløitnant Krebs, 14) Oberstløitnant Haffner, 15) Overadjutant Broch, 16) Overadjutant Krogh, 17) Generalmajor Blücher, 18) Hofmarskalk Kaas^[17].

Kammerherre-Nøgler havdes ikke paa Lager i Byen, ikke engang i Theatret, og maatte derfor bestilles i England. Men de ankom først, efterat Christian Frederik havde frasagt sig Regjeringen, og Pakken blev da aabnet af – Grev Essen. Imidlertid hjalp de nye Kammerherrer sig med to Knapper paa det Sted, hvor Nøglen ellers pleier at hænge. Disse paafund misbilligedes endog af mange af de nybagte Kammerherrer selv, og mange bar i sin korte Kammerherrestand aldrig Dekorationen. Jacob Aall bemærker: «Jeg kan ikke sige, hvor dybt mit Sind nedbøiedes ved denne luxuriøse Overflod af den nyvalgte Konges Naadegaver, og denne Hofetatens rige Udstyr modtoges fast overalt med Mismod og Bekymring». Men det blev ikke nok hermed.

Den nyvalgte Konges sædvanlige Residents var Ladegaardsøen, hvor han synes at have befundet sig bedst. Et Minde om hans Ophold her er det Monument, han lod reise for Christian August, men hvis Indskrift senere vandaliseredes af en ubekjendt Haand, som lod Ordene «Norges Konge» udslette. Man har endnu Kongens egenhændige Instrux for sin Overhofmarskalk, General Haxthausen, indeholdende Reglerne for det daglige Ceremoniel. Bestemmelser om Døres Oplukkelse, Madens Tranchering m. m., ligesaa Instrux for Kongevagten i Christiania o. s. v. Daglig skulde en Kammerherre, en Kammerjunker og en af Staben være tilstede paa Ladegaardsøen. Kirkebøn forordnedes naturligvis for Kongen og for «Kronprindsen», den lille Prinds Frederik i Danmark. Kongetitlen i Reskripter lød: «Vi Christian Frederik, af Guds Naade og efter Rigets Konstitution Norges Konge, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenburg, vor synderlig Gunst tilforn». Der taltes om den forestaaende Kroning i Throndhjem, men dette bidrog ogsaa til yderligere at forøge det allerede før spændte Forhold mellem Prælaterne Bech og Bugge, hvilken sidste fremdeles opholdt sig i Christiania. Begge vilde naturligvis have Æren af at udføre denne Ceremoni; Bech ansaa sig som Rigets Primas, og Bugge var Bisp i Kroningsstaden. Imidlertid havde Bugge faaet Kongens Tilsagn om at skulle blive den Lykkelige. Det hændte i hine Dage, at de to Bisper efter en Dispute anmodede Kongen om at dømme dem imellem. Smilende bemærkede denne, at den Grundlov, man havde vedtaget paa Eidsvold, ikke havde givet ham den dømmende Myndighed. De bade ham da om overensstemmende med sin Ret at udnævne en Dommer. Kongen pegte da paa Grev Schmettow fra Throndhjem, som just var tilstede. Men Schmettow undslog sig med de Ord: «Nei, jeg vil ikke, thi En af de to taler ilde om Alle, og om en Anden af dem tale Alle ilde». For at tilveiebringe Kroningsinsignier forsøgte man at indsamle Guld og sølv hos Damerne. Og for at Hofarrangementet kunde blive ret komplet, anlagdes ogsaa en Hofsorg paa tre Uger, da Hertugen af Augustenborg (hvis Datter Christian Frederik siden ægtede) døde i Løbet af Sommeren.

Festlighederne i Hovedstaden efterfulgtes af lignende i en stor Del af Landets andre Byer, og Poesier strømmede ind fra alle Kanter til Kongens Pris. Af dem, som fremkom i Christiania, vakte især en ung Dames anonyme Digt «Til Norges Konge» Opmærksomhed; det var undertegnet M .... (ɔ: Marie Lassen, senere Fru Schandorff, i en følgende Tid Grundlæggerinde af «Eugenias Stiftelse»). I England udkom den, saavidt vides, eneste Bog, der er Christian Frederik dediceret i hans Egenskab af Norges Konge. Den er forfattet af en Handelsmand i London af norsk Herkomst, Jens Wolff, Esq., og betitlet «Sketches on a tour to Copenhague trough Norway and Sweden»; til denne Beskrivelse over en Reise, som Forfatteren havde foretaget for nogle Aar siden, var føiet et «Appendix, relative to the present political state of Norway». Det elegant udstyrede Kvartbind er ogsaa forsynet med et Portræt af Christian Frederik.

Det i Antal underlegne Parti, som ikke havde nogen synderlig Tro paa Varigheden af denne Herlighed, og som benævntes «Oppositionen», blev fremdeles betragtet med mindre end venskabelige Blikke af den store Flerhed. Allerstørst var Forbitrelsen imod Grev Wedel. Skjønt han iagttog den største Ro og levede paa Jarlsberg aldeles udenfor det offentlige Liv, fortalte man ganske almindelig, at de Svenske vilde gjøre Landgang i hans Grevskab, hvor de «ventede at blive modtagne med aabne Arme». I Begyndelsen af Juni læstes en Artikel i «Intelligentssedlerne», der gik ud paa, at en vis Mand «af Stand og Indflydelse, der er saa nederdrægtig, at han ei alene selv ønsker, men endog vover at forføre den uvidende Almue til at ønske og ytre sig Sverige hengiven (sic), burde «afskjæres Næse og Øren» og i denne Tilstand sendes til den svenske Grændse, «hvor han kunde nyde Belønning for sit usle og feige Slavesind». Karakteristisk for Datidens Journalistik turde det være, at kort efter en anden Forfatter (Prokurator Debes), der tog til Gjenmæle herimod, fandt det fornødent med stor Vidtløftighed og med Citater af «den blide og skarpsindige Lovfilosof Marquis Beccarias Ord» at godtgjøre, hvor barbarisk en saadan Behandling vilde være, een Grusomhed, som alene fandt Sted i Tyranniets fæleste Dage». Kort efter foresloges i en anden Artikel, at «Hovedmændene for det Parti, som ønsker Landets Børn under et slavisk vanærende Aag, enten skulde forvises Landet eller sættes under et strengt Opsyn».^[18] Ogsaa de, der ansaaes for at staa i nært venskabeligt Forhold til Wedel, vare udsatte for grove personlige Fornærmelser i «Intelligentssedlerne». Saaledes Digteren Johan Storm Munch, dengang Sognepræst til Sande. Om ham averteredes (alle Avisartikler vare dengang Avertissementer, som Forfatterne maatte betale for Linien): «Imellem Drammen og Tønsberg skal efter Sigende findes en Plante, som i Almuesproget kaldes Greveklo, eller, som Andre kalde den, Munkeskrække. Samme Plante skal have denne høist besynderlige Egenskab, at endogsaa den bedste Digter taber sit Digtertalent, naar han blot lugter til den i mindste Maade, ja saa forunderlig er dens Kraft, at enhver vellydende Harpe bliver ustemt, naar Planten findes tre til fire Mile fra dens Standpunkt. – – Hvordanne ere dens Frugter eller Blomster? De høre vist ikke til de saakaldte «Fjeldblomster?»^[19]

Opfordringer læstes til at ofre sølvet i «Norges 880 Kirker» som Bidrag til Krigsførelsen, «thi da den dethroniserede Christian den anden forsøgte paa at bemægtige sig Norge, gjorde vore Forfædre ham et lignende offer af Kirkens Sølv, men havde de dengang den Grund til at love sig samme Held af deres Opofrelse som nu?» Opmuntringer gjenlød ogsaa til frivillig Væbning, endog fra en Moder, som ønskede, «om det kunde være til Forsvar for Landet, at rykke ud i Spidsen for sit eget Kjøn».

Som bekjendt oprettedes ogsaa virkelig Frikorpser og det af Folk, som vilde have kjæmpet tappert, ifald deres Tjeneste var bleven benyttet. Mærkeligst var Studenterkorpset. Den, der egentlig gav Stødet til dettes Oprettelse, var daværende Fuldmægtig ved det nysoprettede Søkrigskommissariat (Marinedepartementet) A. C. Schult (siden Toldkasserer i Throndhjem). Den 19de Juni holdt denne Mand i sin Bolig et Møde af sine Bekjendte, og man enedes om at opfordre Byens Embedsmænd og Universitetets faa Studerende (naturligvis ogsaa Præliminaristerne) til at forene sig til et frivilligt Korps, da «om et Par Maaneder maaske det store Spil skal være fuldendt, som vil afgjøre, om vi skulle se vore Dale blomstre under et frit Folk, eller om vi skulle sværge en fremmed Tyran, os bekjendt alene af hans Fiendskab, vor Troskabsed, se svenske Despoter under allehaande Skikkelser indtage de fornemste Pladse saavel i Staten som i det selskabelige Liv, se ödmjukaste Tjenare med Pidsken i Haanden vise os, at de ere vore Herrer» o. s. v. Opfordringen var undertegnet af 31 Personer, hvis Navne vi anføre, fordi mangen Læser derimellem vil gjenfinde Mænd, enten almindelig bekjendte eller af særlig Interesse for ham. De vare: «A. C. Schult, Conrad Schwach, N. F. Berg, J. Messell, J. A. Hofseth, I. Krog, J. Knoph, C. F. Arbo, B. C. Petersen, Hans Riddervold, Bertelsen, Colban, C. D. Cappelen, C. Garmann, Ole Rein Holm, J. L. Frølich, J. Wedege, J. Bernhoft, Wahl, Ebbell, P. Giertz, N. R. Schjoldager, Widsteen, Nilson, Boye, O. H. Keyser, Bautz, John Aas. O. E. Gjerdrum, Doxrud, Krag». Nogle Dage efter holdtes et større Møde i Kathedralskolens Auditorium (det forrige Storthingslokale), hvor en Mængde nye Medlemmer^[20] tegnede sig, og hvor en Bestyrelse valgtes, bestaaende af Overlærer Flor, Lektor i Theologien S. J. Stenersen, Præsten Nils Wulfsberg, Adjunkt (siden Overlærer) Albert Lassen og Fuldmægtig Schult. Der var nogen Uenighed inden Bestyrelsen, om Studenterne skulde blive samlede, eller om de, naar de havde opnaaet nogen Øvelse, hellere, overensstemmende med et Forslag af Lektor Stenersen, skulde sprede sig om i Bygderne for at anføre «Mandhusingerne». Imidlertid paabegyndtes strax Øvelserne, og Foreningen talte tilsidst 200 Deltagere. Musketer-Vaaben udleveredes fra Arsenalet, og Exereitien foregik i Krigsskolens Gaard under Ledelse af Løitnant og Lærer ved Krigsskolen Eckhoff; engang foretoges endog fet streiftog i fri Mark. «Det var komisk (skriver et Medlem af Bestyrelsen) at se gamle Overlærer Flor, Raadmand Saxild m. fl. lære at marschere, præsentere Gevær o. s. v., medens paa den anden Side en enkelt Straajunker, som f. Ex. en Fuldmægtig Klein, var saa undselig for at bære Musket igjennem Gaderne, at han ei vovede at gjøre det, uden at vi vare mange i Følge og paa en Maade tvang ham dertil».

Noget senere ud paa Aaret (1ste August) tilbød ogsaa det gule Korps i Christiania Kongen sin Tjeneste. Dets Chef var dengang den senere meget rige Jacob Meyer^[21], og det talte 16 Heste, «hvoraf to ubrugelige». Kongen takkede i en egenhændig Svarskrivelse, der lød saaledes: «Vi paaskjønne særdeles den kongelige Borgergardes patriotiske Tilbud, at ville tilbyde sin Tjeneste, hvor den maatte fornødiges. Ugjerne ville vi uden høieste Nødvendighed rive Borgeren ud af sin Syssel, men saasnart vi senere skulle ønske at se Korpset omkring vor Person, da maatte vi ønske, at det havde en Felt-Mundering, graa, blaa eller grøn, hvilket Korpsets Chef vilde indmelde, saasnart det er Tilfældet. Moss, 3die August 1814. Christian Frederik.» I denne kongelige Skrivelse fandt Korpset en yderligere Grund til at negte Deltagelse i den dengang overmaade trykkende Transportskyds, hvorfra det ogsaa gjennem sine Privilegier formente sig at være fritaget.

Førend den kortvarige Krig udbrød, kom, som bekjendt, fremmede Diplomater til Christiania. Den første af disse var Engelskmanden Mr. J. P. Morier, Lord Castlereaghs Privatsekretær. Han kom iland i Arendal og blev, da hans Ankomst var rygtedes, modtaget i Drammen af statssekretær Holten. Hans medbragte Noter udtalte bestemt nok Englands uforanderlige Beslutning at understøtte Sverige, men hans personlige optræden gav Anledning til adskilligt Ræsonnement. Mod Diplomaters sædvane indlod han sig i næsten aabenmundede samtaler med Creti og Pleti, og det paastaaes som sikkert, at han ligefrem ytrede Bifald med Nordmændenes Færd, skjønt det sagtens er rimeligere, at hans Ytringer misforstodes og lempedes efter Nationens Ønsker med den under saadanne Omstændigheder naturlige Lettroenhed. I Drammen holdtes Selskab for ham hos Niels Omsted, men her behandlede man ham saa overdrevent fidelt, at man «tilsidst næsten aftvang ham Uhøflighed». I Christiania tog han Bolig hos General og Statsraad Haxthausen og omgikkes i det Hele jevnlig med Kongens nærmeste Venner. Han skal senere, fortælles der, som engelsk Diplomat i Dresden have betroet en Mand, der havde spillet en Rolle i 1814 (man mener Lektor Adler), «at Castlereagh havde bedet ham undersøge, om det var tænkeligt, at Christian Frederik som Hærfører kunde byde Carl Johan Spidsen, da man i saa Fald nok kunde være tilbøielig til at komme Nordmændene til Hjælp, men da hans Indberetning gik i modsat Retning, toges ogsaa modsatte Forholdsregler».^[22] Morier forblev i længere Tid i Byen og gjorde Reiser om i Landet lige til Thelemarken. Hans fortsatte Ophold gav Sangvinikerne end større Mod, thi man havde hele Tiden hengivet sig til det Haab, at England tilsidst skulde tage sig af Norge; i Parlamentet var faldet Ytringer, der vidnede om Sympathi for Nordmændene, og Christian Frederik selv havde, trods hans Udsendinges ringe Held, stedse søgt at vedligeholde denne Drøm hos sine Undersaatter.

Den 30te Juni kom et talrigere Gesandtskab til Byen. Det var Udsendinger fra fire Stormagter, fra England Mr. August Forster, fra Rusland Grev Wladimir Orlow, fra Østerrige General, Baron August Ernst von Steigentesch og fra Preussen Major, Baron von Martens. De talte et bestemt Sprog: «Christian Frederik skulde føie sig efter Kielertraktaten, de vare selv komne, ikke som Mæglere, men som Krigsherolder». Fornemmelig skal Steigentesch have gjort Christian Frederik energiske Forestillinger om, at han strax burde forlade Landet, Orlow derimod have trøstet ham og hemmelig raadet ham til at holde nogen Tid ud endnu, og vist er det, at Carl Johan siden viste sig yderst unaadig mod den russiske Udsending. Efterat Sagen var behandlet i Statsraadet, hvor tillige endel af Rigsforsamlingens forrige Præsidenter vare tilkaldte, blev Udfaldet, at Kongen vægrede sig ved at opfylde Diplomaternes Forlangende. De forlode Landet, men vendte endnu engang tilbage og traf Christian Frederik paa Moss, hvor de gjentoge sine Forsøg paa at omstemme ham.^[23]

Af de fremmede Gesandters Indberetninger til sine Hoffer kjender man Østerrigeren Steigentesch’s.^[24] I en Skrivelse, dateret Christiania 10 Juli, siger han bl. a. Følgende, som jeg meddeler uden Kommentar:

«Under et kort Ophold og uden Kjendskab til Sproget er det ikke let at dømme om Befolkningens Stemning. Denne Nation, hvis Begreber endnu ere barnlige, modtager sine Efterretninger og Forestillinger fra Byerne ved Kysten, og ogsaa i denne Henseende vil en Erobring af Christiania være afgjørende for Norges Skjebne. Som hos alle Bjergfolk har ogsaa her Historien holdt sig i Sagn, der tabe sig i Fabelverdenen, sammenblander Landets egen Fortid med dets Naboers og henlægger Skuepladsen for alt det Store, Norden har havt at opvise, til Hjemmet. Af dette Ubekjendtskab med alt, hvad der foregaar udenfor Norges Fjelde, udspringer Nationalforfængeligheden hos dette Folk, der hensætter sin Tilblivelse til Odins Tider og ikke kjender nogen anden Maalestok for Kraft og storhed end den, som kan hentes fra dets egen Historie.

«Prinds Christian, som staar i Spidsen for dette Folk, (eller maaske snarere hans Omgivelser), har forstaaet at vække dets Forfængelighed og Lettroenhed. Jeg havde hidtil i Prindsen seet en ung Mand, der var bleven vildledet af et varmt, pirreligt Gemyt, og selv i saadan Vildfarelse kan der jo ligge noget, som Følelsen kan billige, om end Forstanden forkaster det. Men han, som i alle sine offentlige Taler deklamerer om Sveriges utaalelige Aag, har to Gange tilbudt sig at underkaste Norge under Sverige, naar man vilde gjøre ham selv til Sveriges Kronprinds. General Schmettow og Baron Holstein have begge overbragt dette Tilbud til Feltmarskalk Essen, og her i Christiania er for nogle Dage siden udkommet et Skrift, som stiller denne Betingelse for Norges Underkastelse^[25]. Norges Konstitution, som jeg har den Ære at vedlægge, udelukker ikke dets Konge fra at kunne besidde ogsaa en anden, altsaa ogsaa den danske Krone (Prindsens Arv), og den høie Følelse for Ret og Frihed, som ifølge de engelske og de her udkommende Aviser begeistrer dette Folk og dets Fører, bestaar i Virkeligheden i den Ærgjerrighed at ville forene alle tre nordiske Kroner paa hans Hoved. Alle Magter, hvis Flag vaier i Øresund, maa derfor være naturlige Fiender af en saadan Plan.

«Forresten er Intet mere morsomt end Synet af dette nye Hof. Alle et stort Riges Kron-Embeder ere sammenpressede her i det lille Christianias snevre Rum. Et lidet Hus paa en Etage heder det kongelige Pallads, et halvt Dusin Træer, som møisommelig støtte sig til en Klipperevne, udgjøre den kongelige Park. Ved Siden af disse Seværdigheder bor en Overhofmarskalk, en Hofmarskalk, en Overstaldmester, nogle Ministre, der danne et Rigsraad. Statens Vel er i det mindste anbetroet til Hænder nok, hvilke alle udstrække sig for at modtage sin Underholdning af Statens Kasse.

«Efterat Landstormen er opbudt, er alt fra Hofmarskalken til Hyrden krøbet ind i en Art Uniform, der har Landets Farve, den graa Klippes Farve. Den militære Titelsyge er faret ind i alle Indbyggere, og hvo der har Forfængelighed nok til at ville være betjent af et helt Officers-Korps, behøver blot at lade sig gjøre en Kjole og kan saa være vis paa, at alle Grader i Armeen neie og bukke sig for ham.

«– – Fyrstens Statsraad bestaar af 7 Medlemmer. Det første er General-Lieutenant Haxthausen, der tillige er Hofmarskalk, Kommandant over alle Tropper, Finantsminister og første Kammerherre. Man kan ikke sammenhobe flere værdigheder paa et elendigt Menneske, hvem den offentlige Mening har brændemærket i alle de Lande, hvor han har opholdt sig. Den forrige Konge af Danmark havde i sin Sygdom Øieblikke, der udkrævede et Menneske, som taalmodig fandt sig i enhver Art af Mishandlinger. Dette var denne Generals glimrende Bestemmelse, og efter Kongens Død blev han Kommandant i Christiania. Som Finantsminister har han en Statsraad Tank ved sin Side, der i tidligere Dage har beriget sig ved to Bankerotter.

«De øvrige statsraader ere en Hr. v. Rosenkrantz, den danske Ministers Broder og en af Landets største Godseiere, dernæst Herrerne Sommerhjelm, Collett, Aall og Carsten Anker. De to sidste er i London og de øvrige for ubetydelige til at fortjene nogen Skildring. Deres største Fortjeneste i Folkets Øine er Had mod Sverige, og den herværende Patriotismes Opfindelsesevne er uudtømmelig paa Navne, der skulle karakterisere eller i ethvert Fald fornærme de Svenske.

«Alle militære Anliggender besørger Prindsen selv. Oberst Hegermann, præsident for den Rigsforsamling, af hvilken Prindsen blev valgt til Konge, er Statssekretær for Krigsdepartementet. Han har i 30 Aar staaet i Spidsen for den herværende Kadetskole, der er en fortræffelig Anstalt^[26]. Man anser ham for den mest dannede Officer i den norske Armee, men hans ligesom Prindsens Erfaring indskrænker sig til Exercerpladserne i Kjøbenhavn og Christiania. – – Søkaptein Fasting, en af den danske Marines mest udmærkede Officerer, er den nye Konges Admiral.

«Paa Grund af Blokaden er prisen paa alle Fornødenheder stegen til en Høide, hvorom man andensteds ikke gjør sig nogen Forestilling. Tolv Pund Oxekjød koster f.Ex. 100 Daler (120 Daler = 1 Louisd’or) og saaledes Alt i Forhold. Menigmand lever mest af Fisk, som Havet leverer i Overflod. Handelens Afspærring har dog skaffet Landet den Fordel, at de ubeskjæftigede Hænder have vendt sig til Agerdyrkningen, hvorfor denne i den senere Tid har gjort store Fremskridt. De bedste af de herværende Landmænd paastaa, at om denne Tilstand varer endnu i to Aar, vil Norge ikke mere behøve Tilførsel af Korn fra andre Lande. Jeg maa dog tilføie, at dette er patriotiske Landmænds Forestilling, og Patriotismen her nærer mangt et fromt Ønske, som sandsynligvis Landets Klipper ikke kunne tilfredsstille.

«Af alt fremgaar, at Sveriges Interesser fordrer at underkaste sig dette Land uden Blodsudgydelse. Fordommene mod hint Rige vilde ellers blive uudryddelige. En eneste Regndag gjør veiene i Bjergene ufremkommelige, og et eneste Nederlag for de svenske Vaaben vilde være tilstrækkeligt til igjen at belive det norske Folks Mod og til at forlænge en Krig, der kun vilde ende med Folkets Undergang. Derved vilde i ethvert Tilfælde en Del af Nordens Kræfter svækkes, og jeg ved ikke, om saadant, naar Hensyn tages til Ruslands overveiende Magt, kan være nogen anden Stats Ønske. Norge hører til de Lande, som ere uundværlige for Ruslands Handel. Alle russiske Skibe, som gaa fra det hvide Hav til det baltiske, ere tvungne til at anløbe norske Havne, og Russerne, som allerede gjennem Kola øve en betydelig Indflydelse paa den norske Handel, kunde let benytte stemningen hos Indbyggerne, der allerede nu foretrække Underkastelse under Rusland fremfor Sverige, dersom disse Uroligheder endnu længere skulde forstyrre Norges Fred.

«Et Blik paa Landkartet viser, hvor fordelagtig Besiddelsen af Norges langstrakte Kyst vilde være for Rusland, og den europæiske Handel vilde tildels antage en anden Skikkelse, ifald det skulde lykkes Rusland at blive Herre over disse Kyster».

Krigen maatte altsaa udbryde, men endtes, som bekjendt, allerede den 14de August ved Konventionen i Moss, hvorved Christian Frederiks Kongedømme i Virkeligheden ophørte, idet han forpligtede sig til at indkalde Storthinget og derpaa under Paaskud af Sygdom strax at overdrage Magten til Statsraadet. Den ulykkelige Fyrstes Sindsstemning og Tilstand var nu lidet misundelsesværdig. Allerede under det korte Felttog havde han vist sig vankelmodig og forsagt, nu blev han rent fortvivlet, henfaldt til de mørkeste Tanker og indbildte sig, at baade Svenske og Norske vilde ham ondt. Han viste sig efter sin Tilbagekomst fra Moss ikke mere i Christiania, men levede den hele Tid paa Ladegaardsøens Hovedgaard. Af og til talte han om at reise til Ringerike af Frygt for svenske Efterstræbelser, og det var kun med Nød, at Statsraadet fik ham overtalt til at opgive en Reise, der vilde have vakt saamegen Opsigt. Da han imidlertid haardnakket vedblev sin Paastand, at de Svenske vilde bryde Vaabenstilstanden, gaa med en Kolonne over Fetsund og tage ham tilfange, maatte man, for at tilfredsstille ham, love at udstille Forposter og sende Patruljer ud i alle Retninger, «for at han i betimelig Tid kunde faa Underretning og flygte». En Officer af Generalstaben, til hvem Kongen havde Tillid, skulde hemmelig udføre dette Hverv, men han forestillede Statsraadet indtrængende,

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Ladegaardsøens Hovedgaard.)

at saadant vilde være en prostitution baade ligeoverfor den norske Armee og de svenske Officerer, som imidlertid vare komne til Christiania, og foreslog, at Intet skulde foretages, men Rapporter skrives til Kongen om fingerede Patrouiller og Rekognosceringer. Dette bifaldtes, og Officeren indesluttede sig i sit Logi og skrev Rapporter, daterede snart fra det ene, snart fra det andet Sted paa Demarkationslinien. Selv for de Norske nærede Christian Frederik nu saadan Frygt, at han ofte spadserede i skoven paa Ladegaardsøen den største Del af Natten og først gik tilsengs henimod Dagbrækningen^[27].

Blandt Christiania Befolkning fremkaldte Efterretningen om Konventionen, i det Store taget, dyb Sorg. De alvorligt Tænkende iagttoge Stilhed, men en stor Del af Publikum gav sine Følelser Luft i Optøier. Til at ophidse den letbevægelige Masse bidrog, som sædvanlig, en Masse Rygter, især Fortællingen om, at Planen for den norske Forsvarskamp skulde være forefunden i Afskrift hos en falden Svenske, Landshøvding Eichstedt fra Wermeland.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Statsraad Haxthausen.)

Det hedte videre, at særlig Statsraad Haxthausen skulde have vist en uforsvarlig Forsømmelighed ved Hærens Udmstning og Forsyning, og at han bar Hovedskylden for Krigens uheldige Gang. Hertil kom ogsaa, at Haxthausen mistænktes for Egennytte og overhoved ikke var lidt. Han beskyldtes endogsaa (men vistnok aldeles ugrundet) for at have staaet i Ledtog med Svensken, og Publikum besluttede at tage Hevn. Nogle Dage efter, at Konventionen var bleven bekjendt i Christiania (antagelig 19de August), samledes en Folkemasse, deriblandt ogsaa Fruentimmer, udenfor hans Embedsbolig, det nuværende militære Sygehus. Endel Vinduer bleve slaaede ind, men da man erfarede, at Haxthausen selv ikke var tilstede, men var paa sin Løkke (Lille-Frogner, i hvis Nærhed den saakaldte «Haxthaus-Skov» længe har baaret hans Navn), begav man sig afsted derhen. Generalen havde den Aften just Selskab hos sig, hvilket han dog skal have indbudt for sin Sikkerheds Skyld, da han havde faaet et Nys om, at Noget forestod. Med et hørtes nu skraal og spektakel paa Løkken, Ruderne stene-

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Lille Frogner. (Efter et ældre Maleri).)

des, og Alt i Haven ødelagdes. Mellem Gjesterne vare Professor Sverdrup, Statsraad Sommerhjelm og Generalauditør Bergh. Sverdrup og Bergh talte til Massen for at berolige den, tilsidst gik Bergh ud og indlod sig i Underhandling med Hovedmændene, som han ikke kunde se, «men hvis Sprog og Haandtag overtydede ham om, at de ei hørte til Arbeidsk1assen»^[28]. Generalauditøren lovede dem, at Alt, hvorfor de beskyldte Haxthausen, skulde blive under søgt, hvorpaa de lovede ham at gaa. Nu begav man sig da tilfods afsted fra Løkken til Byen, foran gik Agent Nielsen med en Lygte, bagefter ham Haxthausen med Bergh under den ene og Sommerhjelm under den anden Arm, derpaa det øvrige Selskab. Paa det Sted, hvor den ulykkelige General skulde have Natteleie, «faldt Madamen i Besvimelse og bejamrede sig og sine syv Børn», og ogsaa paa andre Steder undskyldte man sig for at modtage ham. Tilsidst fulgte han da hjem med Generalauditøren, hvorefter han den følgende Dag forlod Christiania og tog Ophold hos sin Ven, Provst Lassen i Gran paa Hadeland. Ogsaa did forfulgte Skrækken ham, thi neppe var han kommet ind i Præstegaarden, førend han blev opskræmt ved en Sten, der kastedes ind i Værelset. «Skal ogsaa Stenkast forfølge mig hid i» udbrød han, men beroligedes dog snart ved at erfare, at Stenen hidrørte fra Provstens lille Sønnesøns Leg. Haxthausens senere Skjæbne blev ikke behagelig, thi vel frifandtes han aldeles ved Rigsrettens Dom, men maatte forinden udholde adskillige Gjenvordigheder.

Mindre betydelige spektakler fandt Sted samme Dag udenfor Kjøbmændene Wiewild og Paul Thrane^[29], med hvem Mange vare misfornøiede, da man mente, de ei havde skilt sig vel ved Provideringsvæsenet. Af alvorligere Betydning var den Insult, som ved et uheldigt Tilfælde blev tilføiet General Björnstjerna. Denne svenske Udsending boede med et Par Landsmænd hos Traktør Carstens (nu Hotel d’Angleterre), altsaa lige i Nærheden af Haxthausens Bopæl i Byen. Da nu Publikum, som fortalt, stimlede sammen for at hjemsøge Haxthausen, troede nogle af den viljeløse Masse, at det gjaldt Svensken, hvorfor de ogsaa sloge Vinduesruderne ud i Björnstjernas Værelser; en Beretning lægger til, at Björnstjerna selv af Nysgjerrighed havde aabnet et Vindue og stukket Hovedet ud, og at en akademisk Borger benyttede Leiligheden til at give ham et drøit Ørefigen («et norsk Snudedrag, saa at han tumlede omkring»). Pøbelen raabte endog, at de Svenske skulde miste sit Liv. .Heldigvis var en af Christian Frederiks Kammerjunkere, den ovennævnte Løitnant Schwartz, tilstede og indsaa, hvilke frygtelige Følger Forgribelse paa diplomatiske Personer kunde medføre. Han var, ifølge sin egen Fortælling i et samtidigt Brev.

Traktør Carstens’s Gaard, nu Hotel d’Angleterre. Malet af I. F. de Schilling den 3die Mai 1805.

saa heldig at komme ind i Hotellet, fik de Svenske forklædte og bragte dem hjem til sine egne Værelser, hvorved de saaledes bleve reddede.

Fornærmelserne mod Björnstjerna ærgrede naturligvis den bedre Del af Befolkningen og fremkaldte tillige Ængstelse for, at Carl Johan, som Rygtet fortalte, vilde benytte denne skandale til mod Konventionen at lade Regimentet «Royal Suèdois» rykke ind i Hovedstaden. Dette skeede ikke, men der er Grund til at tro, at Björnstjerna ikke skulde havt noget derimod. Denne Herre udtalte sig naturligvis ikke meget venligt om Nordmændene; om Christian Frederik talte han i sine Breve med aabenbar og ligefrem Foragt^[30], og stort høfligere omtalte han ikke heller Statsraaderne.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Inderste Gaardsrum hos en Bondehandler i Hjørnegaarden af Storgaden ved Kirkeristen. (Fr. D. Heftyes forrige Gaard).)

Noget svensk Regiment fik man dog ikke se i Byen, men derimod sørgede den norske Regjering selv for en forøget Politistyrke. Justitsraad Christian Adolf Diriks var af Christian Frederik fra Byfoged og Sorenskriver i Laurvig bleven kaldt til Christiania som Generalpolitidirektør og Professor i Lovkyndighed ved Universitetet. Han fik Statsraadet til under 30te August at anmode Generalmajor Seiersted om at afgive 12 til 14 Personer af Garnisonen, der kunde være tjenlige til Politibetjente; som saadanne skulde de beholde sit militære Appointement og desforuden nyde en passende Gage. Da nogen Tid efter Spektaklerne udenfor Björnstjerna en ny svensk Udsending. General Boye, ankom, forlangte denne at ledsages ind i Byen af militær Bedækning, og da han

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Gaardsrum i Hjørnegaarden af Storgaden ved Kirkeristen (Fr. D. Heftyes forrige Gaard).)

ankom til Christiania, begjærede han af Statsraadet sikkerhed mod Pøbelens Molest^[31].

Ophidselsens Tilstande pleie dog sjelden at vare længe, og inden kort Tids Forløb begreb Størstedelen af Byens Befolkning, at det var umuligt at modsætte sig Begivenhedernes tvingende Magt. Inden et Par Ugers Forløb var endog en af dem, der skulle have deltaget i optøierne mod Haxthausen, Præsten Niels Wulfsberg, kommen i Forstaaelse med General Björnstjerna, der som svensk Kommissær opholdt sig i Byen. «Han vil være en Folkets Mand og paastaar bestandig, at han har staaet paa en daarlig Fod med Prinds Christian», skriver Björnstjerna, og det fremgaar af dennes Breve, at Wulfsbergs Blad «Tiden» nu inspireredes af den svenske General.

Hvad Christian Frederik angaar, var dog den nævnte Avisredaktør ikke den eneste, som skiftede Mening. Ingen kan vel

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: En Bondehandelsgaard, (Storgaden No. 22, nu tilhørende Garver Blixrud).)

hurtigere og fuldstændigere have tabt sin Popularitet, end Kongen efter Fjortendagsfelttoget og Konventionen. Havde man før overvurderet ham, dømte man nu vistnok altfor strengt. «Over Kongen (skriver Pavels den ute September) bryde nu fast alle Staven. Fra overdrevne Forventninger til Fordømmelsesdom, naar disse ei opfyldes, er Overgangen ei ualmindelig, og man kan ikke rose den. Men at Sorgen over at se Forventningen saa aldeles skuffet blandes med Indignation og Harme, det kan undskyldes». Kun i de Dele af Landet, hvor Christian Frederik ikke var personlig kjendt, og hvor man paa Grund af Frastanden ikke kunde dømme klart om Begivenhederne, vedligeholdt hans Nimbus sig endnu en Stund. En af Bergens Repræsentanter foreslog saaledes Aaret efter, at man skulde reise Christian Frederik et Monument paa Dovre. Selv begyndte derimod Kongen igjen at komme sig af sin halvsyge Tilstand, da enhver Frygt for hans personlige Sikkerhed i hans Tilflugtssted paa Ladegaardsøen viste sig ugrundet. Paa sin Fødselsdag (18de September) holdt han sig lystig ei alene med sine Venner til Middag, hvor skaalen for Norges Uafhængighed blev drukket, men havde endog om Aftenen et Dameselskab, hvor det gik særdeles muntert til. Det dramatiske Selskab havde

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Gaardsrum i en Handelsgaard. (Storgaden No. 4, nu tilhørende Brødrene Hansen junior).)

tænkt paa at feire Fødselsdagen med en Festforestilling, hvortil Rahbeks «Anna Colbjørnsen» var valgt, men heraf blev dog Intet.

Imidlertid stundede Tiden til, da Hovedstaden (for første Gang efter 1661) skulde se Folkets Repræsentanter sammentræde. Byen skulde selv vælge fire Storthingsmænd. Den ene af dens Repræsentanter paa Eidsvold, Professor Sverdrup, hørte til dem, der bestemtest afskyede enhver Forbindelse med Sverige. Han havde ikke Lyst til at være med her og reiste derfor til Kjøbenhavn «for at hente Universitetsbibliotheket». Til Repræsentanter valgtes da Prokurator Andreas Arntzen, Agent Jacob Nielsen, Professor og Etatsraad Niels Treschow samt Generalpolitidirektør. Professor og Justitsraad Diriks. Derhos kunde to af Akershus Amts Thingmænd, Biskop Bech og Slotsfoged (siden Statsraad)Holst, henregnes til Christianias Indvaanere. Arntzen havde aldrig havt noget tilovers for Christian Frederik og hans Parti og holdt sig derfor udenfor Begivenhederne, indtil i August, da han havde paataget sig midlertidig at være Byens Politimester, et Embede, som ingen

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Generalitetsgaarden (nu Finantsdepartementets Lokale.))

Anden vilde have. Han udmærkede sig senere paa Storthinget i 1821 som den, der klarere end nogen Anden forstod at opfatte og udvikle Spørgsmaalet om de tre Millioner til Danmark, og blev endelig Aaret før sin Død (1837) Statsraad.

Det gjaldt nu om at tilveiebringe Lokale for Forsamlingen. Statsraadet paalagde Generalpolitidirektøren, Diriks, at drage Omsorg for et saadant, og denne forhandlede da om Sagen med Magistraten. Der var først Tale om Thomsegaarden ligeoverfor den nuværende Børshave, der havde været brugt ved saamange festlige Tilstelninger. Imidlertid fandt man Kathedralskolens Gaard bekvemmere, og Skolens Ephorat og Skoleraadet gave ogsaa sit Samtykke til at afstaa den. Skolens store Auditorium toges til Storthingssal, og en Dør anbragtes ind til «Generalitetsgaarden» (nu Finantsdepartementet) for Tilhørernes Skyld. Lagthinget fik Skolens Bibliothekssal, hvor der langs Bogreolerne, der bedækkedes med Lærred, blev anbragt et Gitterverk, «paa det at ingen Uorden i Bogsamlingen skal bevirkes». Da Galleriet kun rummede omtrent 100 Tilhørere, stilledes en Billet til Disposition for enhver Repræsentant. Kathedralskolen maatte selv flytte til Mangelsgaarden og blev herefter hvert tredie Aar husvild, indtil den endelig aldeles maatte afstaa den Gaard, som Frederik den fjerde i 1719 havde skjænket den, og ombytte den med den til Skole ubekvemme Gaard i Store Strandgade (nu Britannia Hotel).

Istedenfor at faa Diætpenge bleve Storthingsmændene denne første Gang indkvarterede af Magistraten i de mere formuende Borgeres og Embedsmænds Huse, hvorfor ogsaa Præsidenten efter Thingets Opløsning offentlig takkede Christiania By for dens Gjæstfrihed. Modtagelsen havde dog paa et enkelt Sted været mindre god. En af Byens rigeste Mænd (under den franske Revolution en af de ivrigste Godtkjøbs-Republikanere) havde i lang Tid spillet en underlig Rolle. Da andre Folk vilde ofre sit Sølvtøi for Krigens Skyld, spottede han med, at han vilde skjænke et stort Stykke Valbirk, han havde i sin Kjælder, til Træskeer for Patrioterne. Ligeledes var densamme Mand den eneste, som allerede i Konventionstiden holdt Gjestebud for de svenske Kommissærer. Nu, da Magistraten havde indkvarteret hos ham en af de nordenfjeldske Repræsentanter, Oberstløitnant Krabbe, tillod den rige Mand sig at behandle sin Gjest paa en paafaldende Maade. Han anviste ham i sin store Gaard et elendigt mørkt Værelse, «ved Siden af et andet, hvor Værtens Piger havde deres Haandtering, hvorfra gik en Dør ind til Krabbe, med et Vindue paa, saa at han blev beskuet af Tjenestefolkene og ved deres idelige Snak forstyrret i sine Forretninger». Da Krabbe bad om en Thekande, fik han det Svar, «at verten kun havde en eneste, som han ikke kunde undvære» o. s. v. Krabbe bekjendtgjorde nu selv dette i «Intelligentssedlerne», og alle tog hans Parti, og der gjordes et Epigram over Værten^[32].

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Prince Royal de Suède et de Norvège.)

Thingets Beslutninger den 20de Oktober og 4de November behøve her ingen Omtale. Nogle Dage efter Kongevalget kom den nye Kronprinds, Carl Johan, til Christiania sammen med sin Søn Oscar. Herom hedder det i et Øienvidnes utrykte Optegnelser: «Hans Ankomst var en mørk Novemberaften med Sne og Slud. De Gader, han reiste igjennem, skulde være illuminerede, men der var meget mørkt. Med et Slags Skræk hørte man de svenske Vogne rulle gjennem Gaderne. Efter Ankomsten for han strax ud af Palæet paa Gaden, talte de faa Ord, han kunde, til Borgerne og Kadetterne, som vare opstillede. Der var meget taust». Carl Johan var bleven eskorteret ned ad Egeberg af det gule Korps og de ridende jægere under Fakkelskin, og syv og tyve Kanonskud løsnedes, ni, da han kom ned ad Egebergsvingen, ni, da han var ved Torvet og ni ved Ankomsten til Palæet. Den eneste af de Illuminerende, som havde Transparent, var den ovenomtalte rige Mand. Næste Søndag, den 12te November, var der stor Stads i Kirken, hvor Biskop Bech prædikede. Men i Anledning heraf blev forfattet en Paskville, som opsloges paa Kirkemuren og siden gik rundt i Afskrifter. Den lød saaledes:

«Til Efterretning for Publicum bekjendtgjøres: at Søndagen den 12te Novbr. om Eftermiddagen Kl. 2 – efterat Biskop Bech i en kort, men fyndig Tale fra Kl. 9 til 2, har takket Forsynet for, at Norge er bleven et selvstændigt, afhængigt Rige – opføres i vor Frelsers Kirke et Efterspil, et musikalsk Spøg kaldet, opfundet og sat i Musik: af Ex-Kammerherre Falbe, af følgende Indhold:

1. En Messe paa svensk af Biskop Bech. NB. Da han endnu har en fyensk Dialect, saa venter han fra den Side Overbærelse; men ellers synger baade han og hans Datter svenske Drikkeviser overmaade vel.

2. En Hymne paa Fransk med Accompagnement af Orgelet, hvor Kammerherren vil søge at morre Tilhørerne med en gjennemtrængende Bas og Jonas J. med en skraalende Fistelstemme. Den gamle ærværdige Thrane er Bælgetræder. NB. Denne Komposition er ganske ny og slet ikke stjaalen.

3. Et Chor af Damer, som skraaler ligesaa høit nu for Carl Johan, som de for faa Maaneder siden skrege for Christian Frederik.

Da Damerne dandse ligesaagodt som de synge, og tillige forstaa at klæde sig med Smag, saa haabe de at blive inviterede til de Baller, som de Svenske agte at gjøre ivinter.

Indgangen aabnes ved solens Opgang. Billetterne koste et Rundstykke svensk. Indtægten er bestemt for trængende Familier, som ikke have Raad til at illuminere, men dog gjøre det.

Da der midt i Kirken er anbragt en Forhøining for de mest udmærkede Mænd Landet (f. Ex. Haxthausen, Staffelt, Tank, Mathiesen o. s. v), som alle have gjort sig fortjent af Fædrelandet ved at arbeide for Norges Selvstændighed og Afhængighed, saa haabes, at ingen opholder sig over denne Udmærkelse, men holder sig paa 50 skridts Afstand, for at disse brave Folk desbedre kan tage sig ud.

Undertegnede giver sig tillige herved den Ære at bekjendtgjøre: at da han har Leverance til Lycæet af Forfriskuinger, saa kunne samme erholdes oppe bag Orgelet; og har han nogle Draaber at komme i Morgendramme, som have den besynderlige Virkning, at de afværge alleslags patriotiske Benauelser, og foraarsage en Forglemmelse af det Foregaaende.

Endvidere maa jeg bekjendtgjøre, at jeg paa min udenlandske Reise i Jylland, med min Svigerfader, den bekjendte P ... von Snydenstrup, har forsynet mig

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Parti af den nedre Del af Toldbodgaden. (Seet fra Svaneapothekets Karnap.))

med et Forraad af Silkebaand (til svenske Ordener) tillige med flere andre Varer, til Nutidens billigste Priser og 1000 % Avance.

NB. Da Kirken er opvarmet med svensk Smiger, har ingen nødig at frygte for at fryse.

* * * * Directeur for Lycæum, boende ligeoverfor Kammerherren^[33].

Der gaves vistnok dem, som mødte baade Carl Johan og overhoved Alt, hvad der kom fra Sverige, med Mistillid og Uvillie og først sent, om !nogensinde, ganske forsonedes med de nye Forhold. Deriblandt vare unegtelig flere af Datidens intelligenteste Mænd, som f. Ex. Professorerne Sverdrup og Hersleb og Provst Frederik Schmidt, hvilken sidste nogle Aar senere endog forlod Landet for «Svecus’s» Skyld. Omvendt var der Andre, som ikke lagde skjul paa sin Glæde over Statsforandringen^[34]. Men begge disse Partier dannede tilsammentagne en Minoritet, den store Mængde forholdt sig naturligvis her som overalt og altid temmelig ligegyldig, efterat Foreningen var bleven en fuldbragt Kjendsgjerning. Carl Johan, allerede fra nu af Norges egentlige Regent, forblev kun en kort Tid i Christiania, væsentlig sysselsat med Dannelsen af det nye Statsraad, paa hvis Sammensætning Grev Wedel, som bekjendt, fik den største Indflydelse. De forrige Statsraader bleve staaende, paa Carsten Anker nær, (dog traadte Rosenkrantz allerede efter et Par Maaneders Forløb frivillig ud); forøvrigt optoges som nye Medlemmer væsentlig Tilhængere af det forrige saakaldte Selvstændighedsparti. Oppositionen kom derfor i saadan Forlegenhed for Kæremaal, at den maatte gribe til at insinuere, at «Svecus’s» Hensigt med at vælge saadanne Statsraader havde været at svække Storthinget ved at berøve det de bedste Repræsentanter.

Under sit Novemberbesøg gav Carl Johan naturligvis flere Festligheder, saaledes f. Ex. et stort Bal, hvor 450 Gjester vare indbudne. For den store Mængde fik han Anledning til at vise sig ved en Ildebrand, som Søndagen den 20de November udbrød paa Reberbanen. «Hans Kgl. Høihed Kronprindsen og hans Søn, Prinds Oscar, vare (hedder det i «Intelligentssedlerne») blandt de første, som indfandt sig. Hans Kgl. Høihed viste i Øieblikket sin vante Virksomhed, tog strax Del i Slukningens Bestyrelse, lagde endog umiddelbar Haand paa Arbeidet ved at tage Sprøitestraalen og lede den did, hvor Ilden var farligst. Hans Kgl. Høihed ytrede sin høieste Tilfredshed med Politimesterens og øvrige Brandbetjentes raske og forstandige Opførsel. Politimester Michelsen har af Hans Kgl. Høihed faaet en Gulddaase for sin udmærkede Opførsel».

Storthinget havde ansøgt om, at Carl Johan maatte blive udnævnt til Norges Vicekonge og altsaa tage fast Ophold i Christiania. Et saadant Andragende kunde naturligvis ikke indvilges, og en Statholder blev altsaa udnævnt, nemlig Grev Hans Henrik v. Essen, der allerede strax efter Kielerfreden havde været bestemt til denne stilling. Sandsynligvis vakte denne Udnævnelse større Tilfredshed, end om Embedet allerede nu var blevet besat med den eneste Nordmand, hvorom der fornuftigvis kunde være Tale, Grev Wedel, og Bestemmelsen om, at en svensk kunde blive Statholder, antoges som bekjendt, endog at hænge sammen med Pluralitetens Ulyst til at se Wedel som saadan. Om Wedels Forhold udspandt der sig ved denne Tid paany en vidtløftig Polemik efter Tidens Leilighed, der for Spøg blev kaldt «Grevens Feide». Nogle af disse Forfattere hævede ham til skyerne, Andre nedreve ham af yderste Formue.

Under alt dette havde Kong, eller, som han nu igjen kaldtes, Prinds Christian Frederik forladt Norge. Efterat Storthinget var sammentraadt og han selv havde frasagt sig Kongeværdigheden, var hans Rolle her udspillet. En Deputation fra storthinget ind- fandt sig hos ham, og han overleverede denne et Frasigelsesdokument. Deputationens Formand, Treschow, skjønt nu ivrig Ven af Unionen med Sverige, blev saa bevæget, at han ei kunde fuldføre sin Tale, men maatte lade Biskop Bech tage Ordet i sit Sted. Prindsen græd selv, og Taarer viste sig ogsaa i alle de Tilstedeværendes Øine. Lige til det sidste havde Christian Frederik ikke ganske sluppet Haabet om, at Storthingets Stemning skulde være Foreningen imod; det skal især have været Bønderne fra det Nordenfjeldske og fra Oplandene, til hvem han mente at kunne sætte Lid, men de rørte sig ikke. En af de svenske Kommissarier, Grev Platen, besøgte Christian Frederik paa Ladegaardsøen og bragte ham Breve fra Carl Johan^[35]. De kom i en liden Strid i om den norske Nations stemning, Platen paastod, at den ønskede Foreningen, Christian Frederik mente nei. Platen spurgte ham, naar han agtede at reise, og han svarede da: «For Øieblikket er det snareste det Bedste, min stilling her er altfor ubehagelig». Om Aftenen den 10de Oktbr., samme Dag, som Thingets Deputation havde taget Afsked med ham, gik han ombord først paa en Lystjagt, siden ved Moss paa Briggen «Alart». Ved Fredriksværn opholdt han sig «formedelst Modvind», lige til den 26de. Da indskibede han sig endelig paa en dansk Brig, «Bornholm», afsendt for at hente ham af Dronning Marie Sophie Frederike, der under sin Mands Fraværelse ved Wienerkongressen havde Forsædet i den danske Regjering. Med Prindsen fulgte endel Venner, der ikke vilde forlade ham, saaledes Falsens Medarbeider i Grundlovsudkastet, Lektor Adler, endvidere Grev Vargas Bedemar og Oberstløitnant Brock, en norskfødt Mand, hvis Opfatning af Begivenhederne i 1814 siden er bragt tiltorvs i Literaturen af Grosserer Julius Rée i Kjøbenhavn. Den bedste af dem, der ledsagede Christian Frederik, var udentvivl Greve Frederik Adolf Holstein. Denne retsindige og oplyste danske Adelsmand havde fulgt Begivenhederne i Norge med stor Interesse og oversendt Christian Frederik et Udkast til en norsk Forfatning, medens Rigsforsamlingen sad samlet. Efterat have erfaret hans Thronfrasigelse begav han sig personlig til Norge for at trøste sin Herre og fulgte nu med ham paa «Bornholm»^[36]. Fredriksværns Fæstning gav Christian Frederik en kongelig Salut ved hans Afreise. Overfarten var temmelig haard og næsten farefuld. Først den 4de November, paa Norges og Sveriges Foreningsdag, steg Prindsen iland ved Aarhus, hvor en talrig Folkemasse modtog ham med den Hengivenhed, hvorved det danske Kongehus’s Medlemmer altid have kunnet glæde sig.

Af Christian Frederiks egentlige Kamarilla var rimeligvis Oberstløitnant Haffner den eneste, som forblev i Norge. Løitnant Schwartz dvælede vel nogle Uger i Christiania, men blev, da han, og det maaske med Grund, ansaaes som Spion, udvist af Regjeringen^[37]. Samtidig foregik ogsaa en anden Udvisning af Riget. Efterat nemlig en patriotisk Indsender i «Intelligentssedlerne» havde paaklaget det Grundlovsstridige deri, at en Jøde ved Navn J. Franche, trods Grundlovens § 2, opholdt sig i Byen, betydede øvrigheden Jøden, at han maatte reise. Han reiste da efter den Erklæring i det samme Blad, «at han haabede, at de Mænd, med hvem han havde gjort Bekjendtskab, ei skulde negte ham sin Agtelse, da han ingen anden Brøde havde begaaet, end den at bekjende sig nu og fremdeles til den mosaiske Religion».

Den fattigere Del af Befolkningen i vor Hovedstad havde ogsaa i det mærkelige Aar 1814 stundom lidt Mangel paa de første Fornødenheder. I de første Maaneder af Aaret lod Magistraten Brød bage og for en vis billig Pris udsælge til Byens og

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Fra den nuværende Carl Johans Gade og Drammensveien.)

Forstædernes Befolkning («Taxtbrød»). Da Magistraten i de første

Dage af Mai igjen ophævede denne Foranstaltning, vakte det Christian Frederiks Misnøie, og han gav den 8de Mai fra Eidsvold Befaling til, at «denne velgjørende Indretning» atter skulde optages; «de extraordinære Udgifter, som herved forvoldtes Byen, skulde udlignes paa dens mere formuende Indvaanere». Under Konventionstiden tilbød den svenske Regjering at afhjælpe Trangen, og 3000 Tønder Korn, Carl Johan tilhørende, korn virkelig til Christiania, men det norske Statsraad negtede at gjøre Brug deraf, saalænge Foreningen endnu ikke var besluttet. I Oktober Maaned traf Generalpolitidirektør Diriks efter Statsraadets Befaling Forholdsregler til at afhjælpe den bestaaende Brødmangel i Byen. I Forening med Magistraten og Byens Repræsentanter fastsatte han en Taxt, «hvorefter samtlige Bagere i en Maanedstid skulde udsælge et Skaalpund velbagt og med andre Kornsorter ublandet Rugbrød for 16 Skill. Rigsbankpenge N. V. Laan af Rug tilbødes de mindre formuende Bagere mod Kaution». «Ved denne Taxts Bestemmelse var ei alene taget Hensyn til Almuens Tarv, men ogsaa en billig Fordel forbeholdt Bagerne, som derfor Intet havde at erindre mod Taxten og forpligtigede sig til stedse at have saameget Brød i Beredskab, at ingen Mangel skulde opstaa. Repræsentanterne Ener Holm og Erik Thurmann^[38] havde paataget sig at indkjøbe og udlevere den fornødne Rug til de Bagere, som mod vedbørlig Sikkerhed maatte ønske Forskud».

---

Christiania havde hidtil været en middelsstor, forholdsvis ret velhavende Stiftsstad og Kjøbstad, hvis høiere Kredse dels havde staaet under dansk, dels ogsaa under engelsk Paavirkning. Fra Oslo havde Byen derhos arvet et Krav paa at være et Slags norsk Hovedstad. Den var nemlig Sædet for saadanne norske Institutioner, der vare fælles for det hele Land. Disse vare dog faa, og de formindskedes endog i Tidens Løb mere, end de forøgedes, idet Souveræneteten borttog Hyldinger og Stændermøder. Selv Statholderembedet var ikke altid besat, og Overhofretten ophævedes til Christianiensernes Misfornøielse i 1797. Naar ikke desto mindre Staden navnlig efter Midten af det attende Aarhundrede mere og mere gjorde Fordring paa Forrangen blandt Norges Byer, skjønt den i Folketal afgjort stod tilbage for Bergen og ikke meget overgik Throndhjem, ja en kort Tid endog havde Arbeiderbyen Kongsberg til Medbeiler, da havde dette sin bedste Berettigelse deri, at man virkelig allerede dengang her fandt en høiere Dannelse og en mere udviklet Almenaand, end i nogen anden norsk By.

Men det var meget langt fra, at Christiania havde været et Middelpunkt for Norges Land og Folk. Et saadant gaves nemlig hidtil slet ikke inden Rigets egne Grændser, thi den sande Hovedstad var for Nordmændene, saavelsom for de Danske, Kongens Kjøbenhavn. Der var den fælles Regjerings Sæde, der fandt de vigtigste Velfærdsspørgsmaal sin Afgjørelse, der vare ogsaa vort Lands mest oplyste Mænd uddannede, didhen vendte sig deres Erindringer og deres Tanker, der fandt endelig saamange af Norges mest begavede Sønner den værdigste Anvendelse for sine Evner. For den større Del af Norge var Christiania endog en helt fremmed By. Mænd som Holberg og Nordal Brun have aldrig betraadt dens Gader, ligesaalidt som Tullin eller Bernt Anker nogensinde havde aandet vestlandsk Luft. Overhovedet havde den større Del af hele Vestlandets Embedsmand aldrig seet Christiania, medens deres Standsfæller i det Nordenfjeldske høist kjendte vor Stad fra flygtige Gjennemreiser. Endnu henimod Midten af vort Aarhundrede gaves der især i Bergens Stift Præster og andre studerede Mænd, der aldrig havde været her, eller høist aflagt et flygtigt Besøg, saaledes som Lyder Sagen († 1850), der i sit lange Liv kun engang (i 1805) havde været her i nogle Dage. I end høiere Grad var Byen ubekjendt for Vestlandets og Nordlandets Næringsstand. Udenfor sit egentlige Opland og sin Tømmertrakt havde nemlig Christiania saagodtsom ingen kommerciel Betydning, og veienes og Samfærselens lave Standpunkt opfordrede ikke til andre Reiser, end de allernødvendigste. Den Indvandring fra Landdistrikterne, der maatte til, for at ikke Byens Folketal aarlig skulde synke, foregik kun fra de nærmere Egne, og det østlandske Element, som ganske vist endnu er og vel stedse vil blive det fremherskende i Christianias Befolkning, var dengang ligefrem eneraadende.

Men i 1813 blev Christiania Universitetsstad og i 1814 et selvstændigt Norges Hovedstad. Som bekjendt var det ikke uden Kamp, at Byen blev Frederiks-Universitetets Sæde, ja endog efter 1814 har det et Øieblik været paatænkt at flytte denne Stiftelse til en anden By. Derimod løftedes ikke saameget som en eneste Røst for at forlægge Rigets politiske Midtpunkt andetstedshen. Enigheden var her saa ubetinget og fuldkommen, at den blev stiltiende, og ingen Grundlovsbestemmelse tiltrængtes i den Anledning.

«Det gamle Christiania», om hvis Liv og Tilstande jeg i denne Bog har forsøgt at fortælle, afslutter sin Tilværelse ved den store Statsforandring. Et nyt Christiania begyndte at danne sig gjennem de mange for hele Nationen fælles Institutioner, som nu kaldtes til Live, og efterhaanden blev den unge Hovedstads Opkomst stedse kraftigere befordret ogsaa gjennem nyskabte, tidligere uanede Kommunikationsmidler. Først efterat ogsaa disse for Alvor havde begyndt at virke, blev Byens Væxt, der en Tidlang havde været forholdsvis langsom, med engang hurtig, ja rivende; endnu i 1835 talte Christiania – alle Forstæderne ogsaa paa Landets Grund medregnede – kun 24,045 Indbyggere, medens Tallet ved Udgangen af forrige Aar var voxet til over 150,000. At undersøge og beskrive den rige og mægtige, i de fleste Henseender skjønne og ærefulde Udvikling, der efter 1814 er falden i det skandinaviske Nordens tredie Hovedstads Lod, vil være en interessant og taknemmelig Opgave for kommende Forskere og Forfattere.

1. Redigeredes af N. Wulfsberg. Hans Medredaktør, Bendix Djurhuus Prahl (det norske Selskabs bekjendte «Pilen Palen»), var død den 8de Januar. Denne eiendommelige Personlighed havde, medens han var Byskriver her i Byen, udgivet et ret mærkeligt Skrift. «Skygger af romerske Mænd», der vidner om stor Erudition og fandt talrige Læsere.
2. J. C. Bergs Ord.
3. Schwartz var oprindelig juridisk Kandidat og blev allerede i Danmark Adjutant hos Christian Frederik. I Personalhist. Tidsskrift, 2. R. V. S. 45 har jeg meddelt nogle Oplysninger om ham tilligemed endel af ham under Opholdet i Norge skrevne Breve.
4. «Saasnart jeg hørte, at Vargas var en af Prindsens Fortrolige, (sagde den svenske Regjeringsraad Wahlström), vidste jeg strax, hvad Klokken var slagen». Af Vargas’s Reisebeskrivelse (Reise nach dem hoben Norden. 1–2. Frankfurt a. M. 1819) hidsættes hans Ytringer om Selskabslivet i Christiania: «Der ligger i Indbyggernes Tone en vis Selvtilfredshed, en Ligegyldighed for at behage, som maa støde fremmede. Hertil kommer en Tilsidesættelse af det smukke Kjøn, hvilket næsten allerede ved det ubegribelige Omfang af den norske Økonomi (!?) indskrænkes alene til Udøvelsen af husholderiske Dyder. Damerne sidde stille ved Siden af hinanden med sit Arbeide og nærme sig kun da til de i Tobaksrøg indhyllede Spillere, naar de bære Aftensmaden om iblandt dem. Enhver forlovet Pige er unddraget Mænds Opmærksomhed» o. s. v.
5. «Jeg kan for Øieblikket ikke undvære Anker, han og jeg ere de Eneste, som kunne skrive Fransk; det er dog virkelig en Gru», skriver Prindsen i sin Dagbog (S. 15).
6. Et Par Breve fra Prindsen, skrevne paa Throndhjemsreisen, findes i Handl. ur Brinckmanska Arkivet, II, S. 99–100.
7. Biskop Blochs Vielsestale er trykt i Christianssand, men findes ikke anført i noget Literaturlexikon; vort Universitetsbibliothek eier et Expl. deraf.
8. T. A. Beckers Orion, II (Kbh. 1851), S. 49.
9. I Nyerups Magazin for Reiseiagttagelser (III, S. 149 flg.) har Finn Magnussen meddelt Oplysninger om Thygesons Liv paa den jydske Herregaard Bygholm (ca. 1820) og om de fortrinlige Kunstskatte, som han besad.
10. «Da Prindsen drog tilhest til Akershus gjennem den tætte Folkemasse, og Mødrene løftede Børnene op for at se ham (mange erindre kun saaledes at have seet ham) og Børnene bevægede Hænderne ligesom klappende i den almindelige Jubel, betegnede disse smaa Hænder hin Agitations Magt og Styrken af Folkets Sindsbevægelse». (Wergelands Konstitutionshistorie.)
11. Grev Essen, som var udnævnt til Generalguvernør.
12. A. Ahnfeldt, Ur svenska hofvets och aristokratiens lif. II. Sthlm. 1860. S. 212.
13. Norsk historisk Tidsskrift, IV. S. 519 flg. (ved Y. Nielsen, der i samme Tidsskrift III. S. 525 flg. ogsaa har meddelt B. B. v. Platens «Betænkning om Fremgangsmaaden ved Svenskernes Besiddelsestagen af Norge i 1814»). Naar Rosen angiver, at han var hos Prindsen 24de Febr., da er dette unøiagtigt.
14. C. P. Blom, Norges Statsforandring i 1814, S. 111.
15. Den berygtede Forfatter E. M. Oettinger meddeler i sin «Geschichte des Dänischen Hofes» (Hamburg 1858, B. 7, S. 164) følgende Røverhistorie om de norske Damer: «Selbst die Frauen blieben nicht zurück. Aus freiem Antriebe bildeten sie eine Art von Amazonengarde. Vierhundert Mädchen vereinigten sich zu einem Corps norwegischer Schildjungfrauen und wählten sich die Toch- ter eines Pastors, Namens * *, zu ihrer Anführerin. Jungfrau * *, sagte der böse Leumund, der selbst an dem Reinsten irgend einen Makel aufzufinden weisz, sei die Geliebte des Prinz-Regenten und eine neue Agnes Sorel (!) gewesen, die ihn zum Widerstande gegen Schweden angeregt haben soll, was aber keineswegs factisch (!!!) erwiesen ist».
16. Et Øieblik før Kongens Ankomst var en stor Del af Æreporten faldt ned, saa man kun med Nød havde faaet den istand i rette Tid. Dette blev af Mange anseet som et uheldigt Varsel. Ligeledes lagde man Mærke til, at under Indtoget en Ugle tog Plads paa vor Frelsers Kirketaarn og skreg uafladelig den hele Tid, «men de Rettroende fortolkede det dog som et godt Tegn, da Uglen var Minervas Fugl».
17. Nærmere Oplysninger om disse Hof-Udnævnelser findes i Illustr. Nyhedsblad, 1857, S. 70 flg.
18. I Oettingers nysnævnte Geschichte des dänischen Hofes fortælles (7, 158): «Bischof Baum (sic) und Kapellan Wergeland, die Leithämmel der Schwedischgesinnten Partei, die heimlich noch immer für die Vereinigung Schwedens intriguirten, wurden auf Befehl des Königs und mit Zustimmung der Reichsversamlung bis auf Weiteres eingesperrt» (!!!).
19. Navnet paa en Digtsamling af J. S. Munch.
20. Blandt dem forekomme Navne som C. Keyser, Mauritz Hansen. C. A. Holmboe, Bernt Holmboe, Ahlert Hysing o. s. v.
21. Jacob Meyer († 1856) havde i 1805 taget Borgerskab i Christiania, efter tilforn at have været paa Bernt Ankers Kontor. Han var Søn af en Kjøbmand hersteds, Peter Meyer, om hvem man havde det Rim: «Bernt Anker svæver i høie Tanker, Peter Meyer passer sine egne Greier».
22. H. P. Gjessing, Christian VIII.s Regjeringshistorie.
23. Alle fire Gesandter boede her i Byen i den gamle Collett-Gaard. Orlow gjorde Opsigt ved sit smukke Udseende. Steigentesch († 1826), der ogsaa var Digter og i 1819 udgav sine samlede Lystspil, besøgte oftere Kongshavn, hvor han drak af den Kilde, som i forrige Aarhundrede fremkaldte den vidtløftige medicinske Polemik, og gjorde sig tilgode med den norske Delikatesse Hummer. Samtidig var ogsaa en Udsending fra Frederik den sjette, Admiral Bille, tilstede i Christiania.
24. Meddelt af Yngvar Nielsen i Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger 1877, No. 12.
25. Hermed sigtes til Christian Magnus Falsens bekjendte Brochure: «Hvad har Norge at haabe, hvad har det at frygte af en Forbindelse med Sverige, og under hvilke Betingelser kan denne Forening være ønskelig?» Fortalen er dateret Vollebæk (i Aas, hvor Falsen da boede) 4 Juni 1814.
26. Steigentesch besøgte med megen Fornøielse Krigsskolen. Fortalt af afdøde Statsraad Riddervold, der var bleven Student 1813 og nu allerede var Lærer ved Krigsskolen.
27. J. G. Meydells Oplysninger til Felttoget i Norge 1814 i P. A. Munch’s Norsk Maanedsskrift, 5te Bind. Meydell tilføier: «Naar dette ikke var blevet bekjendt for mange Personer i hin Tid, saa vilde man tro, at her blev fortalt lutter Usandhed».
28. Justitiarius J. C. Berg har optegnet, at Præsten Nils Wulfsberg antoges at have deltaget i Opløbet. General Bjørnstjerna mente om Wulfsberg, at han havde stor Indflydelse blandt de norske Brushoveder (parmi les cranes de la Norvège). Afdøde Toldkasserer (Rektor) M. A. Boye, der var bleven Student 1814, har fortalt Forfatteren, at Toget egentlig udgik fra Studenterne, af hvilke flere da boede sammen i den saakaldte «Regents», der var indrettet i en Universitetet tilhørende Gaard paa Hjørnet af Lakkegaden og Grønland. Opløbet omtales ogsaa i Fr. Barfods Tidsskrift «Folke», I. S. 460 flg. Sammenlign B. H. v. M. af Morgenstierne i Historisk Beretning om Staffeldts Forhold, I. S. 7. Lignende Optøier mod Staffeldt, der boede ved Laurvig, vare ogsaa igjære.
29. Denne, der i Slutningen af det foregaaende Aarhundrede havde hørt til de for den franske Revolution begeistrede Christianiensere, omtales i Christian Frederiks Dagbog som «ildesindet».
30. «Prindsen er yderst modløs, bleg, mager og svag, men synes at trøste sig med en Pige, som han i nogen Tid har underholdt, og som med sine Veninder udgjør hans Selskab paa Landet». Maaske sigter han hermed til en vis Maren Engebretsdatter, («Kongemaren»), der fødte Christian Frederik et Barn, som kort efter døde. Kongen havde tillige en Elskerinde af noget «bedre» Stand, en Præstedatter fra øvre Romerike, der siden kom efter ham til Danmark.
31. Om nogle mindre Gadespektakler, Arrestationer o. s. v. ved denne Tid se P. Holmsen, Kristiania politis Historie, S. 135 flg.
32. Provst F. Schmidts Dagbøger, S. 24o. Krabbes Vert flyttede siden til Kjøbenhavn. Se om ham Pavels’s Dagbøger for 1812–1813, udg. af L. Daae, S. 56.
33. En Afskrift af denne Paskville skal senere være fundet paa Frederik den sjettes Bord.
34. Herom henvises forøvrigt til min Afhandling: «Stemninger i Danmark og Norge i Anledning af og nærmest efter Adskillelsen» («Vidar» B. I).
35. Se om dette ret mærkelige Besøg (Yngvar Nielsens) Meddelelser i «Morgenbladet» for 28de November 1869.
36. Se J. A. L. Holm: Frederik Adolf, Greve af Holstein, en biogr. Fremstilling, Kbhvn. 1844, S. 78–92.
37. Han døde som sindssyg i Slesvig.
38. Erik Thurmann hørte til Datidens hæderligste og mest agtede Mænd i Christiania. Den jevne og bramfrie Borgermand var i fortrinlig Grad yndet af Grev Wedel, som hyppig omgikkes ham. Ved Thurmanns Død lod Kommunebestyrelsen for Byens Regning reise et Monument paa hans Grav, som man imidlertid senere har behaget at nedtage. Erik Thurmann var ogsaa en meget religiøs Mand af herrnhutisk Retning. Prof. Dr. A. C. Bang har i »Kirkehistoriske Smaastykker«, Chr.a 1890, S. 259 flg. meddelt en af Thurmann forfattet Biografi af hans i 1811 afdøde fromme Hustru.