De allierede paastaar i disse dage, at de kjæmper for „kulturens sag“ mod den tyske „militarisme“ og barbariet.
I en af sine store parlamentstaler gjorde Asquith Catos ord til sine. Han sa ligesom Cato om Carthago: „Præterea censeo Germaniam esse delendam“. Den tyske „militarisme“ skal slaaes ned! Før slutter krigen ikke. Nu har jo en englænder lettere for at ræsonnere saaledes end en franskmand eller en russer. I sammenligning med sine allierede lider England forholdsvis lidet under krigen. Dennes største rædsel er ikke valpladsene, det sørgeligste er den uendelige nød blandt den civile befolkning, som herjes af sygdom og sult. I Polen og Serbien omkommer tusener og atter tusener af disse aarsager. Nordmænd, der har bivaanet det tysk-østerrigske indtog i Serbien, kan fortælle om de rækker af døende og halvdøde kvinder og børn, der laa langs veiene.
Alt dette skal naturligvis den tyske „militarisme“ ha skylden for. Og saa længe den eksisterer, skal hele den hvide race — paa nogle faa lykkelige undtagelser nær — gjennemgaa krigens smerte og sorg. Det er Asquiths bestemte beslutning: „Har jeg nu talt tydelig nok?“ spurgte han parlamentet.
I dansk „Tilskueren“ finder jeg en udmerket artikel, „Moderne religionskrig“, af Poul Tuxen om den samme „militarisme“, som gir en klog og uafhængig dansk mands dom om tysk aandsform. Den er bygget paa en anmeldelse af et par bøger af den nærmest engelskvenlige, men objektivt anlagte dr. Arthur Christensen og den nærmest tyskvenlige professer Karl Larsen, men forfatterens egne betragtninger er i og for sig værdifulde.
Tuxen peger paa, at aarsagen til, at statsidéen i Tyskland er kommet til at spille en saa stor rolle, er, „at dette land mere end noget andet trængte til det samlende og bindende i den fast organiserede stat“. Han berører det historisk-geografiske moment, som jeg tidligere har belyst, og nævner derefter, at Tyskland gang paa gang har været udgangspunktet for „vældige individualistiske bevægelser som f. eks. „Sturm und Drang“ og „Romantiken“. „Hvor meget ondt separatismen i det moderne Tyskland har voldt, det raaber til en fra hveranden side i Bismarcks taler.“
Han fortsætter:
„Fordelen ved den faste organisation er nu ikke blot det negative: at dæmme op for landsskadelig separatisme, men først og fremst det positive, som ligger i den vinding, der tilføres arbeidet. Paa dette omraade betegner organisation den planmæssige fordeling af et arbeides enkeltheder og den veloverveiede beregning af dets forløb, populært udtrykt, at man ved hvad man vil, og tænker, før man handler. Det er velkjendt, hvor stor en rolle den tyske tanke i denne forbindelse spiller; Tyskland er arbeidslandet fremfor noget.“ „At den tyske tanke, organisation, paa snart sagt alle arbeidsomraader, i videnskab som ved grøftegravning, betegner et uhyre fremskridt, vil ingen negte; men hertil kommer et andet forhold, som det er værd at fremhæve: Organisation er overhovedet betingelsen for massens relativt selvstændige arbeide. De mange kræfter, der ligger gjemt i massen, og som under individualistisk statsform og arbeidsmetode enten ikke udnyttes eller udnyttes tilfældigt og planløst, blir under organisationen taget i brug paa en maade, der i lige høi grad kommer arbeide og arbeider tilgode —.“ „Et samfund bestaar nu engang ikke af lutter eiendommelige og originale enere; hvor stor værdi har da ikke den samfundsordning, der i lige grad formaar at udnytte enerne og dusinvæsenerne.“
Det gjør — efter Tuxens mening — netop den tyske. Tyskeren er trods alt mere individuel end englænderen; indenfor den „militaristiske“ ramme trives der en tankens og ordets frihed, som er den engelske overlegen:
„Hvor merkelig virker ikke selv fremragende englænderes snevre horisont? Vilde paa tilsvarende niveau i noget land kirken, sporten og kriminalnovellen kunne dominere interessen, i samme grad? Vil man ikke langt hyppigere, end naar det dreier sig om en tysker, kunne forudsi englændernes opfattelse af religiøse, sociale, politiske, kunstneriske og andre forhold? Men hvis dette er tilfældet, hvis tyskeren trods alt er mere individuel end englænderen, hvori bestaar da den fare, der skal være knyttet til tysk statsform? At denne binder sine undersaatter paa mange punkter, hvor englænderen gaar fri, f. eks. værnepligten, er sikkert nok; men er den engelske religiøse cant eller selskabelige konvention ikke forhold, der i virkeligheden er lige store indgreb i individets frihed?“
Det eiendommelige er, at tysk „militarisme“ — eller lad os kalde det tysk metode, tysk organisation — nu i høi grad er paa vei til at indvandre i England. Der foregaar i disse dage i England en storslaaet organisation af landets industri og handel i samarbeide med regjering, banker og forretningsmænd — en direkte overførelse af tysk metode.
Maaske blir det den tyske tanke, d. v. s. den tyske organisation, ikke just den tyske magtudfoldelse, som kommer til at samle og redde Europa og den ældste gren af den hvide race. Kun gjennem et saadant samtidig strengt og smidigt, vel afpasset system kan den nu utopisk klingende idé: Europas forenede stater muligvis i en fjern fremtid realiseres.
— Den hvide races yngre linje, amerikanerne, har havt den lykke at samles i tide. Det er rigtignok kun tre femtedele af Amerikas hvide beboere, som har mødt hinanden i De forenede stater, men disse tre femtedele — ca 100 millioner — dominerer i virkeligheden hele verdensdelen. Og de 100 millioner vokser jevnt og hurtig. Under verdenskrigen har de forbedret sin økonomi paa en maade, der staar i et drastisk forhold til den ødselhed, hvormed Europa har ofret blod og penge. Maaske blir Amerika den hvide races sidste tilflugt. De forenede stater har fremfor Europa havt den store fordel, at de ikke har behøvet at anvende milliarder og atter milliarder paa sit forsvar. De havde sin indre krise i begyndelsen af 1860-aarene, og den var haard. Krisen blev begunstiget af England, som ogsaa ved denne leilighed viste sit kristensind ligeoverfor den eventuelle rival. Men amerikanerne bestod prøven, og nu røber unionen for menneskelige øine ingen brist. I de senere aar har imidlertid amerikanerne opdaget, at de har været for trygge. Penge og mennesker er strømmet ind paa dem. Men blandt menneskene befinder der sig — foruden de undermaals eller daarlige elementer, som Amerika selv forsøger at afvise — ogsaa en type, der som arbeidsværdi staar høit, altfor høit. Det er den lille gule mand. Han er Amerikas største fare,[1] og det er for hans skyld, at der nu i Amerika har reist sig en forsvarsbevægelse, som sandsynligvis vil føre Staterne ind i en med den europæiske beslegtet „militarisme“. Fred har man ikke længer end naboen vil, og Amerika føler allerede nu sin gule nabos gode vilje.
Amerikanerne ved, hvem de skal møde, og kan indrette sig derefter. Europæerne slaas blindt. Nationer, som havde den sterkeste opfordring til at arbeide sammen, anvender al sin genialitet paa at ødelægge hverandre. Europas aandelige og økonomiske hegemoni er i alvorlig fare, men faren ligger — foreløbig — hos europæerne selv. Selv om krig kan ha en lutrende indflydelse, maa den — for at gjøre gavn — helst tjene en idé, en mening for fremtiden. Maaske vil ogsaa den nuværende krig engang faa lykkelige følger for menneskeheden. De er i ethvert fald i øieblikket vanskelige at skimte.
Den blinde selvødelæggelse har atter vakt diskussionen om en europæisk sammenslutning, en modus vivendi for de europæiske stater. Er det ikke muligt, at europæerne kunde lære af amerikanerne? Det var vel denne tanke, som foresvævede mr. Ford; han vidste tilstrækkelig lidet om Europa til at fremstille sig som fredens apostel. Øieblikket var unegtelig uheldig valgt, men er selve idéen — hvid enighed — en utopi?
I dansk „Tilskueren“ for 1915 drøftes spørgsmaalet af to forfattere, Carl Thalbitzer (juniheftet) og Fr. Weis (oktoberheftet). Den sidste ser i sin artikel, „Europas forenede stater“, relativt lyst paa tingene. Han gjør opmerksom paa, at den forbitrelse, der nu gjennemtrænger hele nationer, ikke er ny i historien, og at den neppe vil være den værste hindring for en fremtidig sammenslutning mellem vedkommende stater. „Thi der foreligger jo talrige vidnesbyrd om, at to kjæmpende parter som har været opfyldt af samme gjensidige had, dog umiddelbart eller kort bagefter har kunnet række hinanden haanden, eller endog gaa i forbund med hinanden, som nu Rusland og Japan trods 1905, Preussen og Østerrige trods 1866, Frankrige og England trods Fashodaaffæren, der bragte en storm af forbitrelse i det første, saa krigen var paa trapperne, Bulgarien og Tyrkiet trods 1912—1913 osv. osv.“ Forfatteren fremhæver videre, hvorledes de kjæmpende folk under illusionen af „den endelige seier“ med dens eventuelle „magt, ære og herlighed“ forblindes af „krigsbegeistring og had“, og at de neutrales mening under saadanne forhold maa kunne tillægges en vis vegt. „Det er derfor ikke uden betydning, at der ogsaa i neutrale lande oparbeides en opinion for afslutningen af en virkelig varig fred, eller at man nøie tar op til undersøgelse og forberedelse det grundlag, hvorpaa en saadan kan tilveiebringes“. Weis citerer den anseede franske socialøkonom Victor Cambon, der ser meget mørkt paa fremtiden ogsaa i det tilfælde, at centralmagterne skulde bli helt beseiret: „Selv om de allierede har slaaet Tyskland saa fuldstændig til jorden, at de ganske efter behag kan skalte og valte med dets kolonier, statsindtægter (told- og jernbanevæsen m. m.) i en række af aar, og de vil forsøge at presse en krigsskadeserstatning paa flere hundrede milliarder ud af det til at bøde paa de ødelæggelser, krigen har voldt dem, saa vil dog ogsaa Frankrige være fuldstændig udtømt, baade hvad menneskemateriel og penge angaar. Thi dets arbeiderstand er formindsket med mindst 1 million af de mest arbeidsdygtige unge mænd, de hundredetusener af fremmede (belgiske, italienske, tyske) arbeidere, der pleiede finde beskjæftigelse i landet, vil man savne, og samtidig vil de arbeider, der skulde tages op for at reparere ødelæggelserne paa boliger, fabriker, jernbaner, broer, kanaler, telefon- og telegrafledninger osv., være større end nogensinde før.“ Resultatet af hr. Weis’ reflektioner er, at krigen vil bringe „uoverskuelig nød og elendighed allevegne, ogsaa i et seierrigt Tyskland eller Østerrige“. Og hans konklusion er en opfordring til at finde en modus vivendi: „Efter denne aareladning maa vor verdensdel da ogsaa alvorlig tænke paa, hvilke farer der muligvis kunde true den udefra, fra Amerika (økonomisk og kommercielt) og fra Asien (politisk og socialt). Hvis Europa stadig er splittet i to eller flere magtgrupper, der har nok i at passe paa hinanden, saaledes at der ikke længer blir nogen „europæisk konsert“, der kan optræde eneherskende i andre verdensdele, da vil de stormagter, der her er vokset op, og som netop under denne krig er blit mere styrket (økonomisk og politisk) end nogensinde, vel vide at benytte sig af deres chanser. Og det turde da hænde, at der blev sat en forsvarlig stopper for den europæiske ekspansion i den øvrige verden, eller der kunde endog bli betydelig fare paafærde for hævdelsen af de store koloniriger, Europa i øieblikket raader over.
Det kunde da for Europa bli en politisk nødvendighed at se at enes, hvis det ikke paa forhaand vil opgi videre erobringer i andre verdensdele, eller hvis det blot vil bevare sin indflydelse eller sit overherredømme paa markederne derude.
Ikke af nogen ideel begeistring for broderskab, international retfærdighed eller lignende høiere begreber, hvis kurs er kommet langt under pari ved det, vi nu har oplevet, men drevne af egoisme og tvungne af frygt og den haarde nødvendighed er der da nogen grund til at haabe, at Europas folk vil realisere den tanke, der hidtil nærmest har beskjæftiget de virkelig idealistisk tænkende og følende mennesker, men som ellers har havt trange kaar indenfor de militaristiske og imperialistiske stormagters grænser.“
Tanken om Europas forenede stater har jo ogsaa tidligere været oppe. Paa sæt og vis var jo den hellige alliance udtryk for denne idé — et meget mislykket udtryk. Weis mener imidlertid, at tiden nu er blit mere moden for en realisation af idéen. Endel af hvad han paa sin knudrede maade faar sagt, er fornuftigt, endel er naivt. Han rammer rigtig, naar han paaviser, hvorledes de forskjellige nationer forlanger at optræde paa civilisationens vegne og myrder hinanden i kulturens navn, mens aarsagerne i virkeligheden er af en meget materiel beskaffenhed; men det er sikkert mere end optimistisk, naar forfatteren gaar ud fra, at „samvittighederne“ efter krigens afslutning vil føle et stort ansvar. I det hele taget ser Weis for overfladisk paa de reale værdier og deres betydning for samfundenes konstruktion.
Mere realistisk ræsonnerer finansmanden Thalbitzer. Han fordømmer til en begyndelse krigen i sin almindelighed endog saa affekteret, at han karakteriserer det som „et djævelsk værk“, naar europæerne bemægtigede sig Amerikas jord, og han er — neppe i god tro — saa ensidig, at han gir krigen skylden for, at oldtidens blomstrende samfund, „Babylon, Ægypten, Grækenland og Rom“, ikke er mere. Han ved jo meget godt, at krigen netop var en af de vigtigste faktorer, som skabte de samme samfund, den var begyndelsen, selv om den ogsaa var enden.
Efterat Thalbitzer har afleveret disse gyldne fraser, bedømmer han imidlertid situationen meget kjølig. Han sammenligner en fredsslutning med et økonomisk kjøb og salg, men indrømmer, at en fredsslutning er en ganske anderledes indviklet affære. Han tror ikke, at blodtabet og ødslingen med de økonomiske værdier vil medføre en afgjørende tilbagegang, og han har relativt liden interesse for de ideelle værdier, der gaar tilspilde. Han sier ligefrem, at „de tabte arbeidsdage under krigen er en brakliggen, som gjør ydeevnen større bagefter“. „Der findes en umaadelig reserve baade af kapital- og arbeidskraft i ethvert europæisk samfund, som blot venter paa leilighed for at træde i funktion.“ „Krigens store ulykke kan snarere sies at være netop den afslappelse, der følger ovenpaa den som rekonvalescensen efter en sygdom, de lange døde aar, hvor landene samler nyt initiativ og konsoliderer kræfterne.“
Mens Thalbitzer saaledes ser mindre pessimistisk end Weis paa krigens økonomiske følger, har han ikke det samme ideelle haab om en europæisk samling. Han fastslaar, at „et enigt Europa for verdenshusholdningen betyder en stor økonomi, ja saa stor, at den hurtig vilde indvinde krigstabene“. Men han kommer til følgende lidt vaiende resultat: „Er der da nogensomhelst mulighed for en sammenslutning af de europæiske stater? Svaret turde være et ubetinget nei, men et maal i den retning maa dog sættes, en organisation maa dannes, saafremt en varig fred skal kunne opnaaes.“
Samtidig peger han paa de farer, der truer Europa udenfra, og han mener, at netop disse farer kan faa en lykkelig indvirkning paa Europas „indre“ politik.
„Enhver statsenhed,“ skriver Thalbitzer, i anledning af spørgsmaalet Europas forenede stater, „er skabt gradvis ved toldforbund, forsvarsalliancer, sammenslutninger led for led. De konferencer, Europas fyrster og statsmænd siden 1815 gang paa gang har ført, og ligesaa skabelsen af fredsinstitutet i Haag vil danne præcedens for det ønskede fællesarbeide.
Det videstrækkende, man i saa henseende kan haabe paa, er oprettelsen af et europæisk parlament i lighed med det parlament, det engelske moderland og dets kolonier prøvede at oprette efter boerkrigen, en slags permanent kongres, som efterhaanden skulde kunne vokse op til at bli et ligesaa nødvendigt organ i statsstyrelserne som ministerier og parlamenter. At gi nærmere udkast til dets organisation smager altid af politisk kandestøberi, de enkelte statsregjeringers frygt for indblanding i deres rettigheder vil staa som den værste anstødssten, og der kan derfor ikke være tale om, at fællesparlamentet skulde ha mere end raadgivende og indstillende myndighed.“
Her ser Thalbitzer et lys gjennem det mørke, som nu hviler over Europa:
„Saafremt verdenskrigen udtømmer kræfterne saa meget, at den efterfølges af en lang fredsperiode, vil der, saafremt fællesparlamentet konstitueres i en nærmere fremtid, være tid til at fæstne dets stilling. Det kan vel ogsaa haabes, at verden paany vil se en genial statsmand fremstaa, som vil vide at benytte det og ved sin vilje tvinge de hindringer til side, som hemmer dets udvikling. Til at fremme en udvikling er det altid heldigt, at der er én overlegen vilje, en stat, som er anerkjendt som den sterkeste, eller en statsmand med afgjørende autoritet. Maaske har den europæiske ligevægt været Europas ulykke, fordi den var og maatte være ustadig. Intet vilde gjøre ligevægten mere stadig end et fælles tryk udefra, der tvang staterne til at stille sig side om side med fælles front.“
Dette tryk er der allerede. Thalbitzer har ogsaa konstateret det, men udpræget „financielt“ som han ser paa situationen, vurderer han faktorerne ensidig. Det er selvfølgelig rigtigt, naar han sier, at Afrika, Australien og Sydamerika vanskelig kan tænkes at ville vokse Europa over hovedet. Men det er sikkert feilagtigt, naar han sier, at den gule fare er meget overdrevet, fordi „Japan og Kina, saalænge de mangler penge, er uskadelige, og begge er jo heldigvis i saa henseende i Europas vold“. Hvor længe behøver et saadant forhold at vare, i det øieblik de gule er i besiddelse af en enorm arbeidskraft og begunstiges af et minimalt forbrug? Jeg skal senere gi nogle fakta, hentet fra en overordentlig instruktiv artikel af en mand, jeg kun kjender fra denne ene artikel — efter navnet at dømme er han engelsk: Shaw Desmond (D. Tilskueren marts 1915). De fakta peger i en anden retning end den Thalbitzer anviser de europæiske børser. Thalbitzer er nemlig langt mere ængstelig for Amerika end for Japan, og rent foreløbig har han ret: i de første 10—15 aar vil den europæiske forretningsverden utvilsomt finde sin farligste rival hinsides Atlanterhavet. „Nordamerika har store muligheder for i løbet af kort tid at overfløie selv de rigeste europæiske samfund. Det har naturbetingelserne, nationalvelstanden og folkemængden og dertil den uangribelige beliggenhed. Og intet har verdenskrigen vist tydeligere end Fristaternes ilmarsch fremad over de territorier, Europa har maattet lade i stikken. Hvad Tyskland har været for Europa siden 1871, vil Fristaterne kunne bli for det efter Verdenskrigen.“ Lad gaa — men selv om dette skulde indtræffe, selv om Amerika merkantilt skulde bli den første af de hvide stater, er derved ingen ulykke skeet. Den sum af intelligens, arbeidskraft og nedarvet kultur som Europa repræsenterer, vil aldrig bli slaaet ned af Amerika. Man maa ogsaa ved bedømmelsen af Europas skjæbne regne med det haab, at Tyskland kommer nogenlunde heldig ud af det store sammenstød, og med Ruslands umaadelige fremtidsmuligheder. Rusland har — Sibirien iberegnet — mindst ligesaa gode chanser som Amerika. Forudsætningen er, at det kommer under ordentlig administration, d. v. s., at „den tyske tanke“ gjør sit indtog.
Europa har visselig lært meget af krigen. Men det har allerede nu lært mere end nok. Det føler man sikkert baade i Frankrige, Tyskland og Rusland.
Og fremsynte mænd ved, hvor den egentlige fare — den rigtignok langsigtige, men høist alvorlige fare ligger.
Saa sandt den hvide race har nogen respekt for den civilisation, den selv har skabt, og føler nogen glæde ved sine egne værdier, maa den vende sine øine mod Østen.
For at bruge et paradoks vil jeg paastaa, at den hvide races farligste fiende for øieblikket er England. Om en menneskealder vil det være Kina. Men jo hurtigere England forstaar dette, desto bedre chanser har Europa.
Man kan trygt si, at selv om Tyskland taber, har allerede nu den tyske tanke seiret; det er tysk organisation, Europa maa adoptere, hvis det skal ha haab om at bevare sit hegemoni, ja til og med sin civilisation. Og det lyse vanvid, der nu er sluppet løs, faar først og fremst udtryk i trangen til at knuse Europas sikreste borg.
I et privatbrev skriver forfatteren Carl G. Laurin til undertegnede følgende, som har megen interesse, fordi det sikkert afmaler stemningen hos mange skandinaver, hvis hjerne ikke er bedøvet af deres følelser og sympatier:
„Jag kan ej ge franskmännen, som jag säger i min sista bok, „något mer än amitié amoureuse“, ty mitt eget land måste ha min kärlek. Men jag pinas vid tanken, att mitt lands trygghet måste köpas — sådan är situationen nu — genom nederlag just för Frankrike, som jag eljest så varmt önskar, att det måtte få blomstra i styrka, lifslust och skönhet.“
Jeg vil hertil kun si:
Er det nu virkelig nødvendigt, at krigen maa afsluttes med et nederlag enten for Tyskland eller for Frankrige ? Er der ingen anden løsning?
I en høist interessant bog af den tyske forfatter, redaktør, nationaløkonom og rigsdagsmand Friedrich Naumann, „Mitteleuropa“, som jeg senere skal prøve at gi et indtryk af, heder det i den indledning, hvor forfatteren tilrettelægger sin opgave — en belysning af mulighederne for en fast og varig sammenslutning af Mellemeuropas stater — om Frankrige:
„Da krigen begyndte, havde mange af os, ogsaa jeg, tænkt, at vi kunde komme til en forstaaelse med Frankrige, ti fra tysk, østerrigsk og ungarsk side eksisterer der intet fiendskab til Frankrige. Saa snart franskmændene vil det, kan vi række dem haanden, men naturligvis har hver krigsmaaned gjort en gjensidig tilnærmelse vanskeligere. Frankrige har valgt sin skjæbne ved Englands side, blir fra nu af benyttet af England, vil ikke alene slutte en selvstændig fred og vil vel i en nær fremtid ved Englands side bli et større og bedre Portugal. I vore undersøgelser maa vi derfor sætte franskmændene ud af spillet, men altid i det haab, at de senere engang vil regne sig til Mellemeuropa.“
Indbydelsen kan under de nuværende omstændigheder ikke være tydeligere, og det er en mand med autoritet, som taler. Det spørgsmaal, som her berøres, har tyskerne selv vanskeliggjort. De har ikke forstaaet sin besøgelses stund. De forstod den ikke i 1871 — skjønt Bismarck brugte sin myndighed for at pege paa den rette vei: det er ikke saa farligt at beseire Frankrige som at krænke dets ære. Tyskerne forstod, som tidligere nævnt, heller ikke sin besøgelses stund i 1898, da Fashoda kunde blit indledningen til en ny europæisk politik. Men skulde det ikke være muligt, at den nuværende vanvittige krig kunde aabne øinene baade hos franskmænd og tyskere, — skulde det ikke være muligt, at de to folk af ulykken vil lade sig belære om, hvilken vældig opgave de — tilsammen — har at løse i civilisationens navn?
Ogsaa hos os er der ydet et meget interessant bidrag til belysning af de europæiske spørgsmaal, som nu sysselsætter alle sind. Det er af professor Chr. Collin (Samtiden 1916 hefte 1: „Det blinde haab“).
I sin udmerkede afhandling tar Chr. Collin sit udgangspunkt fra en tanke i Aischylos’ „Prometheus“.
Prometheus fortæller om de gaver, han har skjænket menneskeheden. En af de største var ilden, som han bragte ned fra himlen og gjorde til menneskenes ven. Men i allerforreste række, endog foran ilden, nævner Prometheus, at han gav menneskene det blinde haab: „Jeg gjorde, at de dødelige ikke længer forudsaa sin skjæbne (nemlig den, at de skulde dø).“ „Hvad lægemiddel fandt du mod denne sygdom?“ spørger koret. „Jeg plantede det blinde haab i deres bryst.“
Det er dette haab, som holder de kjæmpende og kanske især de kjæmpendes paarørende, huset derhjemme, oppe under krigen. Det er det samme blinde haab, som opretholder menneskehedens tro paa fremtiden og paa mere humane og velordnede livskaar:
„Vi maa se fremover med haab, hvis vi vil leve. Det er livsfremgangens første lov. En anden hovedlov synes at være den, at baade livets arbeide og livets kamp ikke kan drives med voksende held uden gjennem videre og videre forbund.“ „Alle jordens kulturfolk er faktisk nødt til at bruge en stor del af disse vidunderlige hjælpemidler (ɔ: alle former af kommunikationsmidler) i fællesskab, jernbane- og telegraflinjer overstreger landegrænser. Verdenshavet er alfarvei for alle nationer. Det begynder at bli en altfor ødsel menneskelig husholdning at holde stater, som naarsomhelst kan ryge op at slaas paa liv og død, endskjønt naturvidenskabens anvendelser faktisk har gjort dem solidariske. Naturvidenskaben har bevirket, at alle nationer bor praktisk talt i det samme land. Vi er nødt til at bruge en stor del af de samme veie. Meget ofte endog de samme farkoster. Jordens folk er paa grund af produktions- og transportmidlernes revolutionære fremgang saa at si flyttet sammen i én eneste bygd. Hvis vi vil fortsætte med at holde adskilte stater med adskilt retspleie og arbeidsfred, maa vi gjøre det paa betingelse af at udrede en større og større løbende mulkt. En mulkt, som altsaa den anvendte naturvidenskab paalægger os, indtil den dag kommer, da den anvendte samfundsvidenskab tilpasser det samfundstekniske apparat til harmoni med den naturvidenskabelige teknik. Denne mulkt kan under en verdenskrig løbe op til svimlende summer. Den tyske finansminister Helfferich har jo nylig anslaaet de krigførende magters aarsudgifter til krigen til 120,000 millioner rigsmark — —.“
Saa stort dette er set, ligger der ogsaa i disse linjer en tribut til „det blinde haab“. At samtlige jordens „kulturfolk“ benytter de samme kommunikationsmidler, vil neppe føre dem frem til nogen art af „verdensunion“ i et tidsrum, som vor tanke kan fatte. Der vil altid bestaa dybe modsætninger, bestemt af naturforhold og menneskelige anlæg og evner. Disse modsætninger vil atter føre til kamp i mere eller mindre ondartede former. Det mest vidtgaaende maal, vi foreløbig kan sætte os — et relativt ideal — er at skabe en saa intim forstaaelse inden den hvide race, at denne fandt midler til at afværge „borgerkrig“, samtidig som den stod væbnet udad.
Det er desuden haabløst at ville indregistrere de forskjellige „menneskeracer“ under et og samme begreb: Menneske („homo sapiens“). Jeg bortser fra, at der findes overordentlig forskjellige „kulturer“ (professor Collin bruger jo ogsaa udtrykket „kulturfolk“ og synes heri at finde en rigtignok meget usikker begrænsning af opgaven). Jeg vil kun ha fremhævet, at forskjellen mellem de høiere og de laveststaaende „menneskeracer“ — til trods for ligheden i den fysiske konstruktion — intellektuelt og moralsk kanske er større mellem menneskene og visse dyretyper. Der er racer, der kan betegnes som menneskehedens affald. Enkelte af dem er tydelig dødsdømte, og det er for menneskeheden intetsomhelst praktisk tab, at de forsvinder. De har kun videnskabelig interesse, de er kuriosa, som i begrænset antal burde opbevares paa museer. Andre racer er ikke ligegyldige for udviklingen, de er ligefrem farlige, saa farlige, at de helst burde slaaes ned. De vilde — hvis de fik magt — betegne en forringelse af den menneskelige civilisation, en nedværdigelse af menneskeheden. De er — som f. eks. negerne — inden sin egen zone berettigede paa grund af sin fysiske modstandsdygtighed, de har klimaet i sin favør, de har mange gode egenskaber, og de kan navnlig gaa de hvides erinder. Kongofarere forstaar nok at skatte værdien af en intelligent „boy“. Men i det øieblik negerne, i hvidt milieu, begynder at gjøre sig socialt og politisk gjældende, blir de en fare, kanske en større fare end vi hvide aner. Det er en naturlig trang til udvælgelse, en rigtig selvopholdelsesdrift, som forbyder den hvide kvinde at blande blod med en sort mand. Men hvis man først lader den sorte mand faa stemme i et hvidt parlament eller stiller ham paa en hvid prækestol, ligger heri en stor risiko for, at han ogsaa forvilder sig ind i hvide hjem.[2] Fysisk er den sorte race kanske vel saa kraftig som den hvide, i alle andre henseender ligger den saa meget lavere, at det maa betegnes som forbryderisk sentimentalitet at stille negeren paa lige fod med hvide mænd. Man maa ikke gjøre begrebet menneske altfor tøieligt. Der skrives i disse dage meget om racehygiene, det er et saa vanskeligt spørgsmaal, at selv dygtige videnskabsmænd, endsige politiske dilettanter og farmaceutiske komedianter, bør være forsigtige med at lave regler og love. Ogsaa svage og sygelige individer kan bringe værdifuldt afkom. Men én ting er sikker, og det er, at den hvide race har interesse af at holde sig visse inferiøre racer mest mulig fra livet. Vi „rendyrker“ vore husdyr, heste og hunde, men — af humane grunde — behandler vi mennesker, der mangengang staar paa et lavere kulturniveau end — lad mig si — en klog hund, som „stemmeberettigede“! Jeg ved, at jeg herved krænker mange missionsinteresserede, som istedetfor at støtte indremissionen og især sjømandsmissionen, en virkelig værdifuld virksomhed, sender sine penge til det mørkeste Afrika for at det sorte proletariat, den hvide civilisation ogsaa der er ifærd med at skabe, opbyggelig kan blomstre. Men jeg mener, at vi her er paa et galt spor. Hvad der nu sker i Europa, taler et saa forfærdeligt sprog, at den hvide race et øieblik burde tænke og spørge sig selv: Hvem er jeg, og hvad vil jeg?
Der er fra tysk hold offentliggjort et dokument, „Englands og Frankriges folkeretsstridige anvendelse af farvede tropper paa den europæiske krigsskueplads“, som naturligvis er et indlæg i den kamp, hvor folkeretten er krænket af de fleste deltagere, ogsaa og kanske ikke mindst af Tyskland, men som dog bærer et afgjort paalideligt præg.
I dette dokument meddeles en lang række tilfælde, hentet fra breve, fundne hos faldne eller fangne fiendtlige soldater, eller fra beedigede vidneerklæringer, hvoraf det tydelig fremgaar, hvad det vil si at slippe farvede mandskaber løs i Europa. Det stadig tilbagevendende tilfælde er, at de i sin rygsæk eller som kollier om sin hals har sikret sig diverse legemsdele af faldne fiender — disse skal de medbringe som trofæ til sin hjemstavn. Til denne hjemstavn kommer vel de færreste af dem, for hvis ikke tyskerne besørger dem ud af verden, saa finder vel englænderne — af gode grunde — en form. I det store slag ved Loos befandt de farvede sig mellem tysk ild og engelske gasskyer — en ikke særlig misundelsesværdig situation. De har — ialtfald der — i en enestaaende grad været anvendt som kanonføde. Det tjener ikke til den hvide races ros. Men modsætningen mellem den tankegang, der gjør sig gjældende nu under krigen, hvor de farvede anbringes paa — mildest talt — en uriaspost, og den maade, hvorpaa de i fredstid indbydes til at gjøre sig det hjemligt i de hvides samfund, som om de var i selve onkel Toms hytte, vidner om lidet fremsyn.
Jeg har her, ganske løselig, villet paapege inkonsekvensen i hvid politik. I det ene øieblik er manden fra Senegal en militær handelsvare, i det andet øieblik gjør han sit indtog i Det hvide hus i Washington. Det er et levende billede paa den blanding af brutalitet og sentimentalitet, som findes fortættet i begrebet engelsk „cant“. Vi bedriver her et farligt hykleri. Vi skal ikke behandle f. eks. en sort mand værre end vi behandler et værdifuldt og agtet husdyr, men vi skal heller ikke glemme, at han fremdeles tilhører urskogen, han er uberegnelig som en halvtam ulv.
Naar jeg har taget denne reservation, kan jeg vende tilbage til professor Collins ideer, som gir konturerne til et fremtidsmaal, der kunde være den hvide race værdigt.
Hr. Collin vil heller ha en tæt sammenknyttet forbundsstat end et statsforbund (en anskuelse, som vistnok de fleste, saaledes Friedrich Naumann for Tyskland—Østerriges vedkommende, betragter som altfor optimistisk). Hr. Collin drøfter i denne forbindelse et vigtigt og interessant spørgsmaal, sprogforskjellen, og bemerker bl. a.:
„Sprogforskjellen gjør vanskeligheder. Ganske vist. Men sprogforskjellen mellem jordens kulturfolk er i sig selv en af de hindringer, som ialfald til en vis grad vil maatte fjernes. De „nationale“ sprog passer ligesaa lidt som de (delvis) nationale stater til en verdensindustri og verdenshandel med jordomslyngende sambaand.
De adskilte sprog er opstaaet ved mangel paa samfærdsel og bytteforbindelse. De vil tabe en større og større del af sin funktionsdygtighed, efterhvert som denne mangel ophører. De medfører sporbrud og en ofte usigelig møisommelig omlastning af vore høieste værdier, naar de skal flyttes fra folk til folk. En stor del af disse værdier gaar endog for modtageren tabt ved omladningen.“
Rigtigheden heraf kan ikke bestrides. Det var for hele den dannede europæiske almenhed et uberegneligt tab, da de forskjellige lande emanciperede sig fra latinen, og kunde latinen atter bli det internationale sprog, vilde ogsaa fredssagen ha gjort et langt skridt fremover. Der er ingen tvil om, at latinen ogsaa kunde appliceres paa tekniske og merkantile begreber. Latinen vilde desuden ha den store fordel, at intet af de store lande da kunde føle sig forurettet. Men det er vel lidet sandsynligt, at den organiske udvikling, som alt menneskeligt, ogsaa sproget, gjennemgaar, kan ledes ind i et gammelt leie. Det sprog, der har de bedste betingelser som verdenssprog, er sikkert engelsk, bl. a. fordi det er det lettest tilegnelige. Det er formodentlig ogsaa det, Chr. Collin fortrinsvis tænker paa. Han sier senere, at det „aldeles ikke vil være nødvendigt at afskaffe de nu bestaaende rigssprog. Forsaavidt de opbevarer umistelige aandelige værdier, vil de muligvis aldrig ganske ophøre at leve. Hvert folk vil sandsynligvis være istand til at holde et nationalt hjemmesprog ved siden af et verdenssprog. To sprog vil være overkommelige for flere og flere, naar begge kan læres for en stor del mundtlig fra en tidlig alder.“
Ogsaa dette er en interessant og frugtbar tanke. Men tror professor Collin, at f. eks. tyskerne vil acceptere engelsk? Eller at englænderne vil vige prioritet til fordel for fransk?
Professor Collins fremtidshaab — eller skal vi si fremtidsbøn — klinger saaledes:
„Hvad Amerikas forenede stater allerede nu er i en liden maalestok, maa det af Europas folk stiftede verdensforbund bli i en langt større stil. Og med et endda høiere religiøst, politisk, økonomisk-teknisk og verdenssprogligt formaal.“
Der er vel i disse dage ikke mange dannede mennesker inden de neutrale stater, som ikke ønsker nogenlunde det samme.
Men der er nok langt frem.
De praktiske tyskere har sat sig et mere begrænset maal. Allerede nu — eller rettere sagt: netop nu — drøftes som sagt i Mellem-Europa grundig spørgsmaalet om en varigere sammenslutning mellem Centralmagterne.
— Jeg har tidligere nævnt en bog, som kanske kan faa verdenshistorisk betydning. Det er Friedrich Naumanns „Mitteleuropa“ (Georg Reimer, Berlin), der paa en lige saa interessant som grundig maade udreder alle de spørgsmaal, som nationaliteter, sprog, handel, told, kommunikationer, landbonæring o. s. v. o. s. v. vil reise, naar tanken om et samlet Mellemeuropa skal realiseres. Og der er meget, som tyder paa, at den kan bli realiseret.
Indledningsordene i denne merkelige bog pointerer meget rigtig, hvorledes Mellemeuropa nu møder sin skjæbne:
„Mens jeg skriver dette, blir der kjæmpet i øst og vest. Jeg skriver med hensigt midt under krigen, for kun i krigen er sindene skikket til at optage store omskabende tanker. Efter krigen kommer meget hurtig hverdagssjælen igjen ud af sit skjul, og med hverdagssjælen lader Mellemeuropa sig ikke forme. Ligesom Bismarck skabte Det tyske rige under krigen i 1870 og ikke efter krigen, saa maa nu vore statsmænd under krigen, mens blodet flyder og folkene bølger, finde grundlaget for den nye statsdannelse. Senere kunde og vilde det bli for sent.
Hvad jeg taler om, er en sammenvoksen af de stater, der hverken hører til det engelsk-franske vestforbund eller til det russiske rige, men fremfor alt om en sammenslutning af det tyske rige med det østerrigsk-ungarske dobbeltmonarki, ti alle videre planer om mellemeuropæiske folkeforbindelser afhænger af, om det lykkes at føre de to centralmagter selv sammen.“
Som man ser, har ogsaa Naumann „videre planer“. Med hensyn til disse udtrykker han sig meget forsigtig. Der er en mild invitation til andre lande, bl. a. ogsaa til de nordiske magter. Men det tema, der optager den større del af det overordentlig righoldige verk, er det indviklede problem Tyskland-Østerrige. Naumann er fuldt paa det rene med de næsten utallige vanskeligheder, men selve løsningen er et organisationsspørgsmaal. Krigen har vist, hvad tyskerne her duer til. Løsningen forudsætter imidlertid ikke alene en overlegen og kraftig ledelse, det forudsætter først og fremst en smidig ledelse, forstaaelse og hensyntagen ligeoverfor de forskjellige folks og staters individualitet. Det er denne forstaaelse, som tyskerne nu — ogsaa politisk — maa tilegne sig, hvis de skal bli sin store opgave voksen. Den tvungne germaniserings politik maa helt opgives. „Pole wird immer Pole.“ „Her maa vi lære!“ sier Naumann. Ingen sprogtvang mere! Der maa naturligvis være et officielt sprog, et retssprog, men ogsaa her skal der tages konkrete hensyn.
Før Naumann gaar ind paa praktisk drøftelse af sit hovedtema, gir han en ypperlig udsigt over Mellemeuropas historie, livfuld og objektiv paa samme tid. Under denne blir da Østerriges og Tysklands gjensidige forhold belyst. Naumann indrømmer, at Østerrige nu staar i den vanskeligste stilling. Men Mellemeuropas samling kan ogsaa for Østerrige bli et livsspørgsmaal. Til gjengjæld har Østerrige umaadelige rigdomme, som vel nyttede vil gi det en magtstilling af ypperste rang. „Tyskland er nutiden. Østerrige er fortiden og fremtiden.“
Hovedopgaven er den „wirtschaftliche“, med dens uendelighed af underspørgsmaal, den planmæssige udnyttelse af Mellemeuropas mægtige ressourcer. Og her maa der tages hensyn ikke alene til den økonomiske vinding og vækst, men ogsaa til landenes fuldkomne betryggelse i tilfælde af krig, Mellemeuropas materielle uafhængighed. Om man forsøger at indespærre Mellemeuropa i et „wirtschaftsfængsel“, har det — rigtig administreret — kraft til at staa paa egne ben. Materialet er der eller kan komme — det er organisationen, der er det afgjørende. Under krigen har finansledelsen og forvaltningsledelsen spillet en jevnbyrdig rolle med den militære, de har været lige uundværlige og betydningsfulde. En samarbeiden af Mellemeuropa kan naturligvis ikke nærmere planlægges paa forhaand, den repræsenterer jo et uhyre net af praktiske specialopgaver. Men man maa finde en platform, hvorpaa der kan bygges. Saa faar man overlade den organiske udvikling til fremtiden, dens statsmænd, finansmænd og handelsmænd. Meget morsomt er det billede, Naumann gir af et kommende kjæmpeoplysningskontor for næringsveiene — i Prag!
Mellemeuropas fremtid har Naumann naturligvis ikke udelukkende tænkt sig beliggende i Mellemeuropa, Tyskland-Østerrige har i kraft af sin kraft, sin organisations- og sin skaberevne, en større mission end at være sig selv nok. Naumann analyserer den internationale idé, der først var religiøs, saa filosofisk, dernæst mellemfolkelig praktisk (frihandelen) og nu er optaget af socialdemokratiet, men han tror ikke paa nogen menneskeorganisation uden statskarakter udenfor netop de kommercielle og financielle omraader. En anden sag er, at udviklingen gaar mod storstaten eller storstater, hvortil mindre stater gruppevis knytter sig for at nyde handelsfordele og anden beskyttelse. Ved denne sammenknytning opstaar, hvad man kan kalde en planetstat: „Disse stater har sit liv for sig, sin egen sommer og vinter, sin kultur, sine sorger og sin glans, men de følger i de store verdenshistoriske linjer ikke mere sine egne love, de virker som en forsterkning af den gruppe de tilhører.“
For tiden er de styrende verdenscentrer London, New York og Moskva (eller om man vil Petrograd). Muligvis danner der sig nu et nyt verdenscentrum Japan—Kina. At noget lignende skulde ske i Indien, er foreløbig lidet sandsynligt.
Her mener Tyskland, at det bør ha en mening med. Naumann udtrykker det saa: „Menneskegruppen Mellemeuropa spiller nu om sin verdensstilling.“
Naumann ser berettigelsen af dette krav i Mellemeuropas behov for at realisere sin sterke personlighed og i dets sjeldne betingelser for at gjøre verden større og rigere end den er.
Berettigelsen af kravet kan ogsaa begrundes fra et andet synspunkt. Naar England har villet indemure Tyskland, har det visselig ført en kortsynt politik. Her burde det ikke ha været enten—eller; det bør være baade—og. Vi kan komme til at trænge begge de to magter.
— — I en artikel i dansk „Tilskueren“ fortæller Shaw Desmond om sine indtryk fra Østen. Artikelen heder „Asiens udfordring efter krigen“.
Forfatteren sier her bl. a.:
„Der lever paa jorden omtrent femten hundrede millioner mennesker. Af dem er mellem syv og otte hundrede millioner gule eller brune. Ud af denne masse, der holdes sammen af fælles religion og karakter, kan Østen drage den arbeidsmasse, der ikke blot er den afgjørende faktor for kommerciel overlegenhed, men som desuden har været den magnet, der har tiltrukket den hvide handels fyrster.
Englænderne, der kom først, har faaet løvens part af dette farvede arbeide og dets frugter; men lige til krigen brød ud, var de presset af tyskerne med deres omhyggelige organiseringsarbeide. Nu er japanerne naaet saa vidt, at de kan bekjæmpe tyskerne med deres egne vaaben, og de begynder at bemægtige sig handelen i Østen trods alle de hvide mænds forsøg paa at faa dem til at slippe grebet. De alene kan forstaa og udnytte de mægtige arbeidsmuligheder, der ligger i det fjerne øst. De er selv gule og forstaar den gule mand. Men de vil ikke nøies med det. De er forrest i den gule mands udfordring til den hvide.
Den europæiske tanke kan knapt nok forestille sig den sydende masse af Asiens millioner. Selv om man vil forsøge at gjøre det klart, at de hvide handels- og industridrivende kun udgjør en haandfuld paa et par hundrede tusen blandt disse millioner, vil det ikke gjøre noget indtryk. Den hvide tænkemaade er suggestioneret til blindhed. Prøv at fortælle en gjennemsnitseuropæer, at der i disse lande er tre tusen asiater for hver hvid mand, at for eksempel paa Philippinerne 20,000 hvide mænd leger med sin skjæbne mellem otte millioner brune philippinoer; at i Indien 250,000 hvide gaar sorgløst omkring mellem tre hundrede millioner indiere — det vil ikke gjøre noget indtryk paa ham. Han ved, at den hvide mand er bestemt til at være jordens herre, og at forskjel i tal aldrig kan opveie hans overlegenhed.
Men er dette sandhed? Ja eller nei, — er den gule japaner, mand for mand, sin hvide konkurrent overlegen paa handelens omraade, som han var ham overlegen paa slagmarkerne under den russisk-japanske krig, — eller ikke?
Var det tilfældigt, eller var det et varsel, at Indiens tre hundrede millioner brune vendte sig mod den opgaaende sol i Japans seirende flag?
Det er disse spørgsmaal, Europa maa forsøge at besvare. Lad os se bort fra den talmæssige overlegenhed og komme til Asiens udholdenheds- og lønningsudfordring. Hvori bestaar den gule og brune lønningsudfordring?
Den bestaar i konkurrancen mellem en tolv til seksten timers arbeidsdag for en gjennemsnitsdagløn af 50 øre, og en hvid arbeidsdag paa omkring otte timer for en løn af 4 til 20 kroner, efter som man tar den europæiske eller den amerikanske lønstandard. Det er tal, der vil forfærde enhver forretningsmand, og som ikke lader sig bortforklare.
For at ta et eksempel: The Shanghai Dock and Enginering Co. bygger skibe for De forenede stater med gul arbeidskraft; det betaler sine kinesiske mekanikere mindre end halvanden krone og sine arbeidere omtrent 40 øre om dagen; det gir glimrende udbytte af sin kapital paa tyve millioner kroner og konkurrerer de hvide skibsbygningskompanier ud af markedet. Intet under at de hvide arbeiderorganisationer har protesteret og ved en kampagne i England mod anvendelse af kinesisk arbeidskraft har søgt at bekjæmpe brugen af gule sjøfolk paa britiske skibe, for de gule mænd vil ikke alene bygge skibene, men ogsaa bemande dem.
Eller ta den gule forretningsverdens første stormløb mod de skanser, der beskytter den hvide mands monopolisering af verdens metalmarked, den udfordring, der ligger i oprettelsen af de kolossale jernverker ved Hang-Yang i Kina.
Med disse jernleier, der er de største paa jorden, og med en arbeidskraft der praktisk talt intet koster, kan de bringe jernet til smelteovnens dør for en sum af 3 øre pr. enhed, mens den efter de allerbedste amerikanske metoder vil koste seks eller syv gange saa meget.
Disse eksempler er tagne fra en stadig stigende mængde af tilfælde. Et amerikansk blad rammer sagens kjerne i følgende udtalelse: „Saasnart der blir tale om virkelig skarp konkurrance, vil Pacific-kystens jernmarked bli overtaget af kinesiske jernverker i saa stor udstrækning som de paa nogen maade kan overkomme.“ Og vi staar endnu ved begyndelsen af kampen!
Dermed er sagt tilstrækkelig om antallet og om arbeidslønnen. Hvilke fremgangs- maader ligger nu bag ved alt dette? For det første en grænseløs udholdenhed i forfølgelsen af maalet. „Hvor den gule mand kommer, der blir han.“ Han har lagt sit visitkort i Indien, i de hollandske besiddelser, paa Malakkahalvøen og i Australien, i Amerika og i Europa. For Englands vedkommende har jeg nylig undersøgt tallene, og de viser, at kineserne stille, men uophørlig lister sig ind i alle dets byer „unheralded, unhonoured and unsung.“
I Australien og i De forenede stater i Amerika tales der baade i parlamenterne og mand og mand imellem om „den gule fare“ som noget der endnu ikke har form, men som stadig nærmer sig. Den følelse, som de gules handlinger vækker hos de hvide, forsaavidt disse overhovedet merker dem, er en følelse af noget uundgaaeligt, af noget, der hverken kan stanses, formildes eller afvendes.
Den lille haandfuld af fem millioner hvide mænd, der er spredt omkring paa det australske fastland, staar aldeles afmægtige overfor den gule kolos mod nord, der stadig rykker nærmere til dem, de seksti millioner japanere med de fire hundrede millioner kinesere i ryggen. Japan gaar stadig frem, naar stadig nærmere mod den gule races foreløbige maal.“
Her staar vi ved den farligste og uhyggeligste side af vor ulykkelige borgerkrig. England skulde ha sluppet Tyskland til.
Havde det forstaaet sin egen interesse, vilde det ha sagt sig selv, at den hvide race har rigelig brug for tysk initiativ og tysk myndighed. England har ogsaa denne gang set for smaat paa tingene. Ved siden af Tyskland og De forenede stater kunde England endnu længe ha bevaret sin stilling som verdensmagt. Det turde hænde, at det sværd, som nu vendes mod Tyskland, engang blir vendt mod England selv. Og hver dag som nu gaar, uden at der gjøres skridt til en ordning, betyder en øget fare for den hvide races fremtid.
- ↑ Amerika har ogsaa en anden — rigtignok mindre — fare, den sorte. Tilsammen betyder de farvede racer i Amerika allerede nu en ikke ringe resiko. Af staternes 100 millioner regner man 12 à 13 millioner farvede, der formerer sig adskillig hurtigere end de hvide.
- ↑ I en hvid stat bør det være strafbart for hvide individer — af begge kjøn — at indlade sig i seksuel forbindelse med sorte. I Louisiana er denne enkle form for „racehygiene“ legislativt fastslaaet.