Den krig, som nu raser i Europa, maa bringe ethvert tænkende menneske til at stille sig det spørgsmaal: Hvilken skjebne venter nu den hvide race? Dette spørgsmaal foranlediger atter, at man gjør sig en smule rede for de historiske aarsager til den hvide races nuværende stilling, og derefter undersøger de faktorer, som nu truer denne stilling. Af disse faktorers betydningsfuldhed afhænger storheden af den fare, den nuværende krig indebærer.
Krig kan virke baade til det onde og til det gode. Gjennem krig er de store kulturstater skabt, gjennem krig er de gaaet til grunde. Krig kan være en fødselsakt eller en dødsakt og er smertefuld som disse. Perserkrigene staalsatte Grækenland, en lang række af krige byggede romerstaten. Og paa græsk og romersk kultur lever vi den dag idag. Men kulturen er flyttet nordover. Middelhavsegnene har krigen herjet, det er for det meste inferiøre folketyper, som nu bebor de gamle kulturlande. Skal de reise sig igjen, kræves der nye kræfter. De maa faa støtte af dygtigere og høierestaaende nationer. England er ifærd med at gjenreise Ægypten, Tyskland er istand til at gjenreise Balkan. En gammel kulturverdens centrum, Mesopotamien, ligger øde. Tyskerne har allerede grundig undersøgt, hvorledes det atter kan bli et af verdens rigeste lande. Skelettet i deres plan er en stambane overskaaret af en række sidebaner. Ved sidebanerne anordnes der militærstationer. Midlerne til at gjøre landet nyttigt for menneskene er vandledninger og beduinerkrig eller lad os si beduinerjagt. Krig er berettiget, naar den gjør menneskeheden rigere.
Der er to grundegenskaber, som har skabt den hvide races succes. Det er dens intellektuelle styrke og det er dens erobrer- og eventyrlyst, forbundet med dens handlekraft. Imidlertid er ogsaa den gule race meget intelligent — den hvide races nuværende verdenshegemoni beror derfor nærmest paa den lykkelige blanding af de to nævnte egenskaber. Men i den hvide races krigersind ligger der tillige en indre fare. Den har altid været tilbøielig til at bære vaaben paa sig selv. Og netop i vor tid er ogsaa den gule races eventyrlyst vakt. Vi har forstyrret Asien i dens søvn.
Hvem er den hvide race?
Det er vanskeligt at si. Negerne ved det. De tar ikke feil af en hvid mand. Men vi selv ved det mindre. Til at bestemme menneskeracens stamtavler er sproggrupperne det sikreste hjælpemiddel. Men sproglig paavirkning og raceblanding kan ogsaa udviske de spor. Hovedform og hudfarve har selvfølgelig sin store interesse, men gir heller ingen sikker veiledning. Bibelens inddeling, med Sem, Kam og Jafet som stamheste, var ingenlunde ueffen. Men det var lokalhistorie. Verden var betydelig større end Bibelen forudsatte, og den var mangeslags befolket.
Man kan si, at den hvide race er udgaaet af Jafetidernes æt, eller man kan gjøre racen til en afdeling af den ariske. Begge dele har nærmest teoretisk interesse. Begrebet er blit praktisk, det er endog til en vis grad geografisk bestemt. I daglig tale forstaar vi ved den hvide race hovedbefolkningen i Europa, Amerika og Australien. Vi har i Europa et ugrisk element (magyarer og finner), der staar os langt fjernere end Indiens ariere, men aarhundredernes naboskab har assimileret ugrerne med den hvide race. Tvilsommere er det, om man kan regne mere end en minoritet af Ruslands befolkning til den hvide race. Over halvdelen af Rusland tilhører endnu Asien. Jeg har ogsaa mine tvil om f. eks. en englænder vil regne polske og ruthenske jøder som hvide. Kort sagt: begrebet er svævende; vi ved kun, at visse folkefærd er utvilsomt hvide, og at disse folkefærd til en vis grad føler sig som en enhed og bør danne en enhed.
Af de vigtigste racer inden Europas befolkning, den ariske, semitiske, ugriske og mongolske (tartariske), forlanger den ariske at betragtes som den typisk-hvide og den fornemste. Om den er den sterkeste, er en anden sag, og den er ialfald efterhaanden blit vel opblandet med semitisk blod og blir det mere og mere. Denne blodblanding har i ethvertfald i visse henseender utvilsomt været heldig. Nogle procent jødeblod i en germanisk slegt turde i de fleste tilfælde være et gunstigt ferment, styrkende og fornyende; det øger racens foretagsomhed og modstandskraft. Den udpræget semitiske type virker gjeme antipatisk paa germaneren, men den godt gjemte jøde har udmerkede chanser for at bli anførende i et germanisk samfund.
For tiden fører slaver, romaner og angelsaksere krig mod germanerne. To grupper germaner staar udenfor og ser paa: skandinaverne og hollænderne. Den hvide race vælter sig i et hav af blod. Og ingen kan finde det trylleord, der stanser kampen.
Denne gang er det ikke eventyrlysten, som har tændt sindene i brand. Det er paa sæt og vis erobringstrangen, men denne er af speciel art: det er den økonomiske udvidelsestrang, stimuleret af nutidens industrialisme. En enkelt gren af den hvide race, som boede lykkelig, afsondret paa sin ø, har — mens kontinentet ordnede sine permanente indre tvistigheder — skabt sig et verdensimperium, som den ikke agter at dele med nogen, ikke engang med sine egne brødre. Og da en af brødrene er blit saa sterk, at han forlanger sin del af verdensarven, saa sier den lykkelige mand paa øen nei og atter nei. I kortspil og kolonialpolitik er der intet broderskab. Dette er verdenskrigens dybeste grund. Den ulykkelige germanisk-slaviske konflikt er den akute aarsag.
Krig er berettiget, hvis den gjør menneskeheden rigere. Man kan gaa saa langt, at man indrømmer dens berettigelse, hvis den stiller en afgjort ædlere race i spidsen for verdensudviklingen. Da Rom slog Karthago, var det en lykke for menneskeheden. Romersk haardhed var et let aag sammenlignet med punisk grumhed. Men desuden betingede romernes seier en rig aandelig udvikling, og der er i alt hvad man ved om Karthago intet, som berettiger til at tro, at noget lignende vilde ha fundet sted, hvis denne stat havde seiret. Man maa ogsaa erindre, at punerne allerede da var et „ældre“ folk, de havde havt anledning til at vise, hvad der boede i dem, og det var Orienten i dens værste form. Romerne var haardhændte nok, men de havde den samme egenskab som englænderne: naar de først havde bøiet et folk under sit herredømme, var de relativt hensynsfulde. De havde ogsaa evne til at beriges og forfines af fremmed kultur. Da Rom erobrede Grækenland, erobrede Grækenland Rom. De græske aandsskatte indlemmedes i den stolte romerske bygning. Og fra denne forening nedstammer – som sagt – den hvide races kultur.
Kan man om den nuværende krig paastaa, at den gaar kulturens erinder? At den f. eks. tilsigter at gi en ædlere race førerskabet — at trænge en mindre kultiveret, en raaere eller daarligere tilbage?
En svensk forfatter, Carl G. Laurin, en af de mest spirituelle og kundskabsrige i Skandinavien, har nylig stillet sig en dristig og høist aktuel opgave, nemlig den at gi en karakteristik af de forskjellige hvide folkeslags lynne, at belyse, hvorledes de store aktører og de mindre tilskuere ser paa sig selv og paa hverandre. Jeg kommer i det nærmest følgende tildels til at ta hans interessante bog, „Folkelynnen“, som udgangspunkt. Senere skal jeg sammenstille udtalelser af flere udenlandske forfattere af forskjellig nationalitet.
I den lidenskabelige mandjevning, som nu finder sted – hvor f. eks. de allierede paastaar, at de kjæmper for kulturens sag mod den tyske militarisme – er det muligens ikke uden betydning, at mænd fra neutrale lande, som har sympati til begge sider, forsøger at finde udtryk baade for sine følelser og meninger ligeoverfor de enkelte folk og ligeoverfor den krig, som endnu raser.
Med hensyn til folkenes indbyrdes bedømmelse gjør Laurin opmerksom paa den kjendsgjerning, at de forskjellige folkefærd — ligesom børn — er tilbøielige til at se paa fremmede med en vis instinktiv reservation, de fremmede virker usympatiske eller komiske og i tvilstilfælde har de altid uret. Der fordres en ganske høi kultur, før man formaar at sætte sig ind i fremmede nationers tankegang og væsen, ja overhovedet før man er istand til at yde dem simpel menneskelig retfærdighed. I primitive tider var en fremmed stamme den paa forhaand givne fiende. Rendyrket forekommer denne tankegang hos Moses:
„I de stæder, som Herren din Gud vil give dig til arvedel, skal du ikke lade noget, som har aande, beholde livet, men du skal ødelægge dem alle, hetæerne og amoræerne, kananæerne og perisæerne, hevæerne og jebusæerne, saaledes som Herren din Gud har budt dig.“
Naar hver nation i disse dage — de kjætterske franskmænd delvis undtagne – appellerer hver til sin Gud og mener at ha ham med sig, er det udtryk for en ældgammel menneskelig tanke, det er barnet, som taler.
Men ogsaa i fredstider ser nationerne paa hverandre med en eiendommelig skepsis, samtidig som de – i lighed med familierne i en smaaby — graderer hverandre som mere eller mindre fine.
Ved en karakteristik af de enkelte folk er der den vanskelighed, at de forskjellige folkeslag er sammensat af høist uegenartede bestanddele — ikke at tale om, at to eller flere racer kan leve mere eller mindre usammensmeltede i samme land. Hvor de staar i fiendtligt forhold til hinanden, blir racemodsætningen tilspidset, men hvor de har fundet en modus vivendi, akkomoderes de efterhaanden. Milieuet, den uvilkaarlige efterligning og ikke mindst sproget tilpasser individerne inden den nationale ramme. Individer af forskjellig grundtype mødes i tankegang og levevis. Mennesket er en elastisk skabning. Man ser dette i De forenede stater. Man ser det endog hos jøderne, navnlig i de lande, hvor de er blit godt behandlet, f. eks. i Sverige og i England. Svenske jøder er ikke sjelden mere nationalistiske end svensker i almindelighed. Racepsykologi og folkepsykologi er to forskjellige begreber, men racepsykologien er unegtelig et væsentligt led i folkepsykologien.
I en merkelig bog, „Svensk själfpröfning“ har Laurin forsøgt at stille sine landsmænd speilet for ansigtet. Det havde sikkert ikke været afveien, om en objektiv og rolig mand prøvede noget lignende her i Norge. Om det vilde ha været til nogen nytte, er en anden sag. Ibsen gjorde det, men jeg tror neppe, at det norske folk er gaaet fremad i „adelighed“ siden hans tid. Efter 1905 begyndte en politisk forsumpning og et tyrannisk nivelleringsarbeide, som vistnok er uden sidestykke i vor historie. Hertil kommer næsten det værste: vor halve selvopgivelse. Kun et lidet mindretal føler alvorligt ansvar for vort forsvar. Vi har saasandt ingen aarsag til at være hoffærdige i denne stund! Naturligvis er der en del mennesker netop blandt dem, der fortrinsvis besørger forsumpningen, som finder, at alt er saare vel. Men gjennemgaaende tror jeg dannede nordmænd ser temmelig skeptisk paa sin nation. Og i ethvert fald er vi høist uenige om os selv, mere uenige end kanske noget andet folk. De indenlandske antipatier er rigt udviklede. Spørger man en nordmand: Hvad mener nu De om nordmændene? — vil man enten faa et svar, hvor reservationerne veier vel saa tungt som den positive anerkjendelse, eller nordmanden vil svare: „Jo, jeg har nogen venner som jeg liker.“ Kanske han vil tilføie: „Jeg sætter ialfald nordmændene høiere end danskerne.“ Det norske „skryt“, som vi har faaet ord for, er et nærmest abstrakt fænomen eller det tjener til at dække over en vis forlegenhed. Det var sterkest i 20–30-aarene, før Norge i sin gjenopstandne selvstændighed overhovedet havde præsteret noget. Eftersom vi har bygget vort samfund op, er vi blit beskednere, mere dannede. For tiden er det maalmændene, som især besørger skrytet. Og det er selvfølgelig fordi deres litteratur befinder sig i sin barndom. Hver ny tand, som øines hos den lille, hilses af moderlige kritikere med jubel, de stimler sammen om vuggen: Nei se! Nei se! Nu – barnet er kraftigt nok, og med tiden vil sikkert ogsaa maalmændene faa raad til at foretage en saglig vurdering. Forresten er det vanskeligt at fælde en dom om nordmændene som helhed, det er i virkeligheden et sterkt splittet, for ikke at si et sønderrevet folk, hvor man finder repræsenteret alt fra den mest hensynsløse ærlighed til det mest infame hykleri, fra en høi, om end ujevn kultur til en radikalt-hysterisk begrebsforvirring og det smaaligste sneversyn: Sneversynet er bedst udviklet i de saakaldte lavere klasser, af bourgeoisibornerthed findes der nu bare spredte rester.
Hvorledes ser nordmændene f. eks. paa sit nabofolk?
Om svenskerne er vi vistnok lige uenige som om os selv. Desuden er vi meget i vildrede om hvem svenskerne er — selv de af os, som har gjort streiftog i den svenske litteraturs rigdom, og som har fundet svenske venner. En tid kom vi ved ordet svenske uvilkaarlig dels til at tænke paa karolinerne, dels paa statelige svenske herrer, paa svensk smörgås og svensk banko. „Ingen skall träda upp på min döda mull och säga, att jag varit en hund mot min egen kropp,“ sa gamle domprovst Wåhlin. Det var en retskaffen svenske. Men svensker er saa mangt. Udover Norges bygder kjendes de bedst som svenske veiarbeidere, og populære kan disse ikke sies at være. For tiden befinder Sverige sig i en eiendommelig krise, som vistnok kan bli meget frugtbar, hvis ikke den demokratiske reaktion, socialisterne og forbudshysteriet, faar overtaget.
Den moderne svenske har høist forskjellige stamfædre. Han har karolinerne, og han har Svedenborg, han har Döbeln, og han har Læstadius, han har ridderlige krigere og gode bønder og livsglade prester, han har ogsaa værre elementer. Der gaar gjennem nationen et lidenskabeligt drag af livslyst og eventyrlyst, og der gaar et næsten lige sterkt drag af melankoli, en melankoli, som grænser til galskab og undertiden overskrider grænsen. To af Sveriges største digtere, som begge repræsenterer en rig og broget sum af svenskhed, Tegnér og Fröding, bevægede sig paa denne grænse. Et tredie svensk geni, Strindberg, var vel undertiden heller ikke langt fra det mørke vanvid. Svenskerne er et tungt folk og har stunder af træghed, men naar de gaar til handling, gjør de det gjerne grundig. For øieblikket er det særlig vanskeligt at si, hvor strømmen gaar. Der blir sagt, at Sveriges mægtigste mand for tiden er Knut Wallenberg, og hvis det er tilfældet, turde det være heldigt for svenskerne. Men Lindhagen vil vel ogsaa ha en mening. Kanske Branting om nogle aar blir generalnævner. Ikke saa at forstaa: Svenskerne kunde faa en daarligere fører end Branting. I den tilsvarende leir hos os vil man ha vanskelig for at finde en saa eleveret tænkende politiker.
Hvis man spørger mig om det norske folks gjennemsnitsmening ligeoverfor svenskerne, saa vil jeg oprigtig si: jeg ved ikke. Mig personlig interesserer de sterkt, og jeg tror – som jeg ved flere leiligheder har fremhævet – at det vilde ha stor betydning for vor egen aandsudvikling, om vi lærte den svenske litteratur — ikke mindst nutidens — intimere at kjende. Den moderne svenske litteratur er bl. a. ulige mere interessant og værdifuld end den danske, som vi har skjænket altfor mange timer, som kunde ha været bedre anvendt.
Naar man spørger, hvorledes nordmændene ser paa andre folk, bør man vel helst regne med den minoritet, som har en paa et bredere grundlag baseret mening, selv om ogsaa denne kan bli mere eller mindre instinktiv. Det er saaledes ikke turistforretningernes, hotellernes, skydsgutternes og laksekleppernes dom, som der her fortrinsvis spørges om. Den vil enstemmig gaa i favør af England; ingen nation er i de norske bygder tilnærmelsesvis saa populær som englænderne. Eller rettere sagt: det er englænderne, som er populære. Har en og anden englænder under krigen savnet sin lakseelv, saa kan han være sikker paa, at elven ikke har savnet ham mindre.
Men i den kreds af nordmænd, som regner med et større antal faktorer end et folks forhold til vort reise- og sportsliv, en kreds, som former sin dom efter vedkommende folks indsats i videnskab, kunst, teknik, industri, forretningsliv o.s.v., dets karakter og væsen, dets historie og dets omgangsformer, vil opfatningen være meget forskjellig, og den har i aarenes løb skiftet, kanske ogsaa nu under selve krigen. Jeg mener selvfølgelig ikke, at de forskjellige faktorer er blit omhyggeligere veiet af den enkelte, men de har spillet ind ved dannelsen af den halvbevidste sympati, som ofte benævnes mening.
Under krigen har jeg ikke truffet et eneste menneske i de meget forskjelligartede kredse, jeg kommer i berørelse med, som ikke har havt sin sikre sympati for Frankrige; jeg har heller ikke hørt et eneste ord til forsvar for Italien.
Om nordmændenes følelser for Frankrige har jeg selv engang i en essay, „Det skjønne Frankrige“ (indtaget i samlingen „Før og nu“), udtalt mig saa udførlig, at jeg her ikke finder det nødvendigt atter at understrege den eiendommelige charme, Frankrige udøver paa os. Men det er interessant at se, at stemningen i Sverige her falder saa nogenlunde sammen med vor egen.
„Frankrike hör till de länder,“ skriver Laurin, „som äro omtyckta, på flera håll rent af älskat, och som det brukas i kärlek ibland utan att den ålskande riktigt vet varfor. Det kan väl ej vara för dess fria forfattning som England beundrar Frankrike, ty i politisk frihet var ju England förr på valplatsen. Det är ej för Ludvig XIV’s segrar, ej för Jena och Tilsit och Frankrikes stora militära gloire Tyskland ägner det sin hyllning, det är ej för dess målarkonst, för dess eleganta damer, for Racine och Maupassant som gamla svenska, finska, norska och danska prostinnor bli entusiastiska för Frankrike, det är därfor att intelligens och behag stråla ut ur den mest enhetliga, mest fulländade av de kulturer som efter grekernes funnits på jorden. Allt detta gir den franska civilisationen en skönhet, som tvingar många på knä, och då många falla på knä, följa ännu flera efter.“
Om Italien sier Laurin træffende:
„De riktigt neutrala få vel inskränka sig till att betrakta „la bella ltalia“ som en skön, ej alltid klok kurtisan, hvilken säljer sig till högt pris, men fordrar särskilt stora skatter för att förråda sin siste älskare.“
Umiddelbart før krigen brød ud, i mai 1915, skrev „Giornale d’Italia“, at den (krigen) snart vilde „bli en straalende virkelighed, som skal overgyde os med lys, blomster, sang og faner“. Det er nyitaliensk veltalenhed. Jeg læste nylig en dagsbefaling fra den øverste italienske feltherre Cadorna, fundet hos en falden italiensk officer. Denne dagsbefaling tydede ikke paa nogen overdreven tillid til de tropper, som skulde overgyde sig selv og Italien med lys og blomster. Cadorna fortæller der, at enhver soldat maa vide, at der i fiendens paasyn bare staar én vei aaben for alle: „Ærens vei, som fører til seier eller død i de fiendtlige linjer.“ Skulde soldaten finde en anden vei, vil han bli dræbt bagfra af sin officer, sine kamerater eller af visse dertil ansatte vagtposter. Og „den, som overgir sig og levende falder i fiendens hænder, vil straks bli dømt til døden in contumaciam. Dødsstraffene vil bli eksekveret efter krigens afslutning.“
Ogsaa de mænd i Norden, som af umiddelbar sympati eller gjennem reflektion nærmest maa sies at være tysksindede, under Frankrike en ærefuld utgang af krigen, men hvad „den skjønne kurtisane“ Italien angaar, deler man hos os i almindelighed Laurins opfatning, selv om man nærer det lønlige haab, at kurtisanens skjønhed ikke maa lide under den lektion, hun sandsynligvis senere eller tidligere vil komme til at faa.
Saa langt er der hos os enighed. Men dermed begynder uenigheden, og den er saavidt skarp, at man i norsk selskab helst bør være forsigtig med at komme ind paa spørgsmaalet England—Tyskland.
Imidlertid er der en magt, som først maa nævnes, fordi den berører baade Norge og Sverige sterkest, og fordi det er den eneste, der repræsenterer en virkelig fare for Norden, selv om kanske ikke faren er aktuel. Hverken England eller Tyskland frygtes af de skandinaviske lande; tværtimod kan det maaske engang bli skandinavernes smukke opgave at danne bindeleddet mellem de to store beslegtede nationer. Men Rusland har vi grund til at frygte, og vi har ret til at si det. Jeg mener ikke, at vi skal formode et overfald, men jeg mener, at der er meget nærliggende muligheder for en interessekonflikt, og hvordan denne interessekonflikt kan komme til at udvikle sig, er ikke godt at vide.
Rusland har spillet en eiendommelig rolle baade i norsk folkefantasi, i norsk aandsliv og i norsk politik. Sandsynligvis tænker man i Sverige vel saa meget paa Rusland som i Norge; men ogsaa vi har god grund til at følge Ruslands udvikling med opmerksomhed.
Jeg har gjennembladet et par aargange af et illustreret norsk blad fra 1854 og fra 1855.
I vedkommende blad, „Skillingsmagazinet“, finder man (22de april 1854) et billede af sir Charles Napier, chefen for den flaade, England sendte til Østersjøen. Billedet ledsages af en længere biografi samt uddrag af den tale, lord Palmerston holdt for Napier umiddelbart før afreisen. Der er ogsaa en sterkt imponeret skildring af den flaade, han disponerede. Tilsidst refereres der en ytring af en officer: „Var det anlagt paa at opbrænde den russiske flaade, saa havde England kun behøvet halvdelen af disse skibe, men der tilsigtes noget vigtigere, hvilket kun – sir Charles ved.“ Grundtanken i artikelen er udtrykt i disse ord: „Alle fri og oplyste nationer følger helten med spændt opmerksomhed og deler Englands ønske om held og lykke for ham og hans kjække kamerater“.[1]
De to nævnte aargange bringer et virkelig rigt stof, der omhandler eller berører Rusland og russiske forhold og den krig, som da beskjæftigede hele Europa. Der er artikler – omtrent samtlige illustrerede – om Odessa, Sinope, Krim: Sebastopol (situationskarter), Kertsch, Kaffa, russernes tidligere felttog paa Krim, om Vama, om Kaukasus, om Armenien (fæstningen Kars), om tyrkerleiren i Kalafat, artikler om Moskva og St. Petersburg, begge med flere illustrationer, om Østersjøterrænet, Riga, Kronstadt (dobbeltsides situationskart), Aalandsøerne, Helsingfors med Sveaborg (kart), om Novaja Semlja osv., og der er en meget instruktiv artikelrække om Vardø, vor „forpost“ mod Rusland, og om russehandelen paa Finmarken. Der er historiske skildringer, en længere saadan af den polske frihedskamp 1830–1831, af Karl XII, af Sveaborgs overgivelse til russerne 1808, af Barclay de Tollys overgang over den Botniske Bugt 1809. Der er mere aktuelle ting, krigskorrespondance om Silistrias beleiring, beretning om Tyrkiets sociale tilstand. Der er et litterært bidrag: en karakteristik af Gogol. Der er en artikelrække om Nicolaus II og hans hof, der er biografier: af miss Florence Nightingale — fremstillet paa hospitalet mellem hendes saarede —, af Alexander II, af engelske, franske, russiske og tyrkiske statsmænd og hærførere, Palmerston, Mentschikoff, St. Arnaud, Canrobert, Pélissier, Bosquet, Istomin og Nackimoff.
Krimkrigen følges med kanske endnu intensere interesse end den europæiske krig nu. Og det, som understreger denne interesse, er et par artikelrækker om undervisningsvæsenet i Rusland og de livegnes stilling, hvor der oprulles et billede af grænseløs raahed. Udraabstegnet er en illustration af knuttens anvendelse paa mænd og kvinder!
Paa dette tidspunkt var den sterke opmerksomhed, vi viede Rusland – en opmerksomhed, som i stor udstrækning var dikteret af en dengang aktuelt begrundet frygt – utvilsomt forbundet med afsky. Rusland var knuttens land, det var Asien i dens uhyggeligste form. Sammenlignet med russernes ihjelpiskning af sine ofre var selv de kinesiske dødsstraffe at foretrække. En student, der i berettiget harme slaar til sin professor, faar 1000 slag knut (det er ca. 1850) – han er naturligvis forlængst død „underveis“, men hans levninger hakkes smaat, og hans kamerater tvinges til at se paa.
Det næste stadium i vor opfatning af Rusland kan henføres til 1870-aarene, og det repræsenteres, snart sagt, af en eneste mand, Ivan Turgenjev. Med ham lærte det norske publikum den slaviske aand at kjende i en forfinet form. Den franskdannede russer bedaarede os alle, vi berusede os i hans melankoli og forelskede os i hans kvindeskikkelser. Vi begyndte at faa en anelse om det slaviske naturel og det russiske samfund. Siden kom de andre store russere, Dostojevski, Tolstoj.
De samme nordmænd, der i 1854 inderlig haabede, at sir Charles Napier — „i alle frie og oplyste nationers navn“ — maatte knuse tzarens barbariske magt, var for det meste dybt rystede over Alexander II’s mord i 1881. Han havde jo ophævet „livegenskabet“. Vi vidste jo ikke, at denne ophævelse var skeet paa saadanne betingelser, at den ene elendighed var afløst af en ny, i økonomisk henseende endnu værre; vi vidste lidet om Alexander II’s tilbagetog til den reaktionære leir, vi vidste overhovedet næsten intet om Rusland.
Nu ved vi endel mere, vi forstaar Krapotkin, men vi forstaar ogsaa de mænd, som ikke tør slippe elementerne løs, vi forstaar mænd som Witte, der opfattede det som sin opgave opportunistisk at formidle Ruslands indtræden i de civiliserede staters række. Vi forstaar ogsaa panslavismen og respekterer den, vi ærer russernes offervilje og idealisme. Vi har faaet en forestilling om Ruslands rigdomme. Men vi ved ogsaa, at barbariet fremdeles er levende; vi ved, at der er langt frem, før man kan betragte „den russiske bjørn“ som skytsengel for europæisk civilisation.
Laurin har i sin bog et fotografi af en venlig smilende kosak, der befinder sig i tysk fangenskab, og ledsager billedet med følgende kommentar:
„„Akta er för kosackerna, som komma efter os“, påstås de mera reguljära ryska soldaterna ha sagt i Østpreussen. Och de hade rätt i sin varning. Vänligt ler den ovanligt nära naturen stående kosackryssen. Han har barnasjälens tvära övergångar och man vet ej om han skall praktisera sin smörgås eller sit stickvapen i magan på den på stuggolvet lekande tyske barnungen“.
Der er en overdaadig livskraft hos russerne, den kraft, som ikke kjender sig selv og som derfor ikke ved at beregne, men som heller ikke kan beregnes. Denne vilddyrets uberegnelighed maa for civiliserede nationer ofte virke som lumskhed og kommer ialfald let til at ytre sig paa samme maade. Laurin minder om Kiplings straalende, men ogsaa hadefulde billede af bjørnen, der beder om vaabenstilstand:
„Da er det farens time, naar den (bjørnen) reiser sig lig en sprængt mand og vakler nærmere og nærmere, — naar den bedende, i menneskedyrets ham, stavrer fremover og skjuler hadet og listen i sine smaa griseøine og lader som om den tigger om naade med labbene ligesom hænder i bøn. Da er farens time, naar bjørnen foreslaar vaabenstilstand.“
„Somliga tänka“, skriver Laurin, „då de höra ordet Ryssland, på kosacker i skinnmössor, som på magra hestar rusa fram genom gatorna i snäglappet och pröva sina nagajkor på skrikande barn eller kvinnor, eller på råa ljusskäggiga bådelstyper, som på fängelsegårdarne låta knutpiskan vina över och blodet stänka från fångarnes utmärglade ryggar, under det att ett extatisk leende överfar offrens bleka ansikten. För andra blir det den godmodiga jätten, vänlighetens land, där glada, frodiga bondflickor skrattande i sina vita broderade dräkter arbeta ute på fälten och dansa villt och behagfullt till balalajkans toner vid bykrogen.
För ryssens breda natur är medelvägen, „aurea mediocritas“, det värsta av allt. „Aut Cæsar, aut nihil“ kan ryssen fritt tolka som: antingen för tsaren, överstepräst och lille far samt „autocrate de toutes les Russies“, eller också för nihilistarne“.
„Detta förklarar något den sympati våra (de svenske) ytterlighetspartier erfara för det stora landet i öster. Den högra sorten imponeras av Nicolaus I’s: „På knä, hundar!“ riktat från Vinterpalatsets fönster och åtlytt av de upproriska, och den vänstra sorten förstår det medlitsamma löje de rysska anarkisterna bestodo sina franska kolleger, Paris’ mordbrännarkommunarder och deras mjäkiga halvmesyrer, då de ej i tid sprängde Banque de France i luften.
Ryssland är landet med de väldiga ressurserna, med skatter av livskraft, av kärlek, av tro, av uppoffring, av musik.
Ingen kan veta, vilket lysande mål som hägrar för de glatt skrattande, melankoliskt sjungande, som åka i det av Gogol beskrivna symboliska troikaspannet Ryssland och ila fram över snötäcket under stjemhimmeln. I Sverige vore vi tacksamma, om färden riktades åt öster, mot morgonrodnaden“.
Mod øst eller mod syd.
Ogsaa i Norge ved vi, at bjørnen er godmodig. Indtil et vist øieblik. Men da gjælder det at være paa vagt mod labbernes kjærtegn.
Og hvem skal vi fæste os ved, naar vi tænker paa Ruslands fremtid – ved digteren Turgenjev, som erobrede vore unge sind, eller ved ham, som kneiser paa Vilnas torv, Muraviev, Vilnas bøddel?
– Som bekjendt er „Bjørnen“ nu Englands kjære forbundsfælle, og jeg saa nylig en engelsksindet norsk forfatterinde udtale, at Rusland var rent som forvandlet.
I England finder man „cant“ forenet med brutalitet og høi harmonisk dannelse paa en maade som i intet andet land i verden – Kina maaske undtaget.
„I England har religionen ett drag av hårdhet och torrhet liksom det engelska fritänkeriet,“ skriver Laurin, „Dygd och last, skilda åt av hyckleriet, som enligt engelsmännen själva uppvuxit ur den nationella hjärteroten, förföra vennerna till det engelska och gläda i högsta grad fransmännen. Båda engelsk dygd och engelsk last ha något mera praktisk och verksamt än de kontinentala formema, och den råhet, ibland också grymhet, i lasten, som så innerligt och i alla tider hört ihop med engelsk väsende, behöver nog stränga profeter som Carlyle, hårda puritaner som Cromwell och kanske till och med hjärtlösa fariseer som flera av deltagarne i firman John Bull & co. Denna praktiska råa dygd tar sig på ett särskilt ömtåligt område sitt uttryck i fordran på kontantbetalning för brutet äktenskapslöfte, något äkta anglosaxisk.“[2]
Laurin har vistnok ret, naar han mener, at der er en bestemt korrespondance, en art ligevægtsforhold mellem engelsk dyd og engelsk last. Men jeg er ikke vis paa, om ligevægtsforholdet fortoner sig ganske saaledes som Laurin antyder, om f. eks. puritanerne kan betragtes som den nødvendige bremse for lasten. Taine har paa en lige aandfuld som overbevisende maade forklaret, hvorledes puritanismen, som dæmmede op for en kraftig og blodfuld races sanselighed, i sin tid fremkaldte en voldsom reaktion, som førte paa hovedet ud i lasten. Mellem last og puritanisme har der i snart 400 aar i England været et evigt vekselspil, de er blit hinanden næsten uundværlige, de minder om far og søn i en kongerække, undertiden virker de som parheste. Betragt Hogarths billeder eller læs Taines skildring af Grammonts ophold ved Karl II’s hof: her faar man disse grundtræk udmerket belyst. De danner fremdeles en del af det engelske væsen, om end i formildet form, de afbalancerer hinanden, og de befrugter hinanden. Det kan være meget tvilsomt, om de engelske sæder staar i noget taknemmelighedsforhold til puritanismen.
Puritanismen er endnu en betydelig magt i England, men den er i stor udstrækning absorberet af den ægte engelske „cant“, det formelle hykleri, frygten for helligbrøde af enhver art. I bedste fald blir denne „cant“ seriøs engelsk konveniens.
Den engelske „respectability“, den engelske „cant“ og den engelske konservatisme er saa uadskillelig forbundne, at den fremmede undertiden ikke ved, paa hvilken konto en bestemt handling skal skrives. Den maade, hvorpaa englænderne hænger ved sine traditioner og bevarer de gamle former, skikke og love, repræsenterer en styrke, men den betyder ogsaa mangengang en betydelig hindring i udviklingen, en bagevje. Den kriminelle retspleie er i det store og hele tilfredsstillende, tildels udmerket: I England repræsenterer juryen som regel sund menneskelig retsbevidsthed. Men den ensidige maade, hvorpaa f. eks. dødsstraffen anvendes – liv for liv – minder om middelalderen. De formildende omstændigheder tæller ikke. En forstyrret norsk matros, som er blit plyndret af en gadejente, dræber hende – der gjøres forestillinger fra saakaldt indflydelsesrigt hold, men det hjælper ikke. Loven fordrer, at han skal i galgen. Oscar Wilde har behandlet et lignende motiv i „Sangen om Reading fængsel“. Englands civile lovgivning er blit en juridisk urskov, hvor kun trænede skovvandrere kan finde frem. At retspleien paa denne maade blir besværlig og kostbar, er indlysende for enhver. De ydre ceremonier, der er balsamerede i det offentlige liv, volder jo langt mindre ulempe; de har ogsaa paa det store engelske publikum en opbyggende national virkning, de kildrer en paa en ærefuld historie bygget nationalstolthed.
Ligeoverfor Englands historie har nutidens englænder ingen grund til at hykle, for saa vidt som han her virkelig har lov til at være stolt; ingen af nutidens folk har skabt et lignende imperium, ovenikjøbet i et saa kort tidsrum som lidt over 200 aar. Ringeagtet og „subveneret“ som England var under Karl II, reiste det sig og konkurrerede ud baade Holland og Frankrige i sin oversjøiske politik; Holland havde ikke det tilstrækkelige fond af materiel kraft at øse af, og Frankrige ødslede sine kræfter inden Europa; i det 18de aarhundrede gjennemgik desuden Frankrige en lignende forfaldsperiode som England havde gjennemgaaet i sidste halvdel af det 17de. England begik én stor dumhed: Det var dengang da det optraadte saa ublu ligeoverfor sin ældste datter, senere bekjendt under navnet „De forenede stater“, at denne brød med hjemmet. Datteren blev paa en uegennyttig maade støttet af en fjemere slegtning, det gentile Frankrige, der maaske ogsaa havde en gammel regning med England i erindring. Denne særdeles kostbare dumhed blev imidlertid lærerig for England: Det er egentlig derfra at visdommen i den engelske kolonialpolitik stammer.[3]
Saa stolt et værk det engelske imperium virkelig repræsenterer, klæber der ved dets grundlæggelse en del mindre gunstige biomstændigheder – hvad der jo ofte er tilfældet med de mest anseede forretninger. Her er den engelske „cant“ kommet England til megen nytte, i kraft af den har englænderne kunnet forsone opinionen og berolige sin samvittighed. England føler sig – historisk – som frihedens forgjættede land, et eksempel paa lykkeligt folkestyre og et fristed for politiske flygtninge. England glemmer hurtig, hvordan det har gjort sine forretninger. Og det har – bortseet fra Englands irske politik, der næsten dogmatisk har illustreret, at forbrydelse avler forbrydelse — vist stor politisk kløgt, naar det gjælder at bringe andre til at glemme fortiden. England har især — belært af sin rige erfaring – forstaaet at knytte sine oprindelig „tvangsoprettede“ oversjøiske filialer til sig. Men den nøkterne historiske iagttager vil jo ikke et øieblik tvile om, at England naarsomhelst – i mere eller mindre fintfølende former – vil gjennemføre det samme princip, som det kun for 15 aar siden gjennemførte ligeoverfor boerne. Vi behøver for saa vidt ikke at gaa saa langt tilbage som til 60-aarene, da England, frihedens høie beskytter, som menneskealdre tidligere havde erklæret negerslaveriet krig, tog sydstaternes parti i den amerikanske borgerkrig. Og dansker og nordmænd har jo ikke ganske glemt 1801 og 1807 (vi har jo ogsaa en liden erindring fra 1818).
Tysklands optræden i Belgien kan neppe ved nogetsomhelst „aktstykke“ undskyldes, bl. a. fordi maalet praktisk talt ikke blev naaet (en politisk forbrydelse, der lykkes, blir som bekjendt i almindelighed tilgit, i ethvert fald forholdsvis hurtig glemt), men ogsaa fordi Tyskland her handlede kanske ikke militært, men i ethvert fald politisk dumt: det sendte alle de mindre europæiske stater en yderst eggende udfordring, som har været dets modstandere til megen nytte. Om arten af de aftaler, Belgien har havt med England og Frankrige, vil den europæiske almenhed aldrig danne sig nogen sikrere mening, Tyskland kan hundrede gange paastaa og forsøge at bevise eller bevise, at hvis vi ikke var gaaet ind i Belgien, vilde vore modstandere ha gjort det samme – tilogmed begunstiget af Belgien. Faktum er, at det var tyskerne, som begik neutralitetsbruddet med de deraf flydende følger. Ligeoverfor den europæiske opinion — som dømmer efter de grove, i dagen liggende kjendsgjerninger – kan Tyskland her aldrig faa ret. Men det virker nærmest løierlig, naar netop England i dette tilfælde vil præsidere som dommer. Det viser lidt for megen ringeagt for europæisk bonsens.
Englands standpunkt er kort og godt:
„Qvod licet Jovi, non licet bovi.“
Og efter engelsk opfatning er England Jupiter og Tyskland oksen.
Ogsaa Laurin nævner den sammenligning, som uvilkaarlig melder sig, naar der er tale om oldtidens romere og nutidens engelskmænd: „Romanus sum — I am an Englishman“. De to folks stilling har meget betydelige ligheder. Om det saa er de romerske vagttaarne ved den piktiske mur i Britannien og de engelske forter i Himalaya, saa er der en parallel. Ja, i selve det forhold, at englænderne paa samme maade som romerne erkjender, at andre folk – naar de først er beseirede — har en vis berettigelse, et relativt selvstændighedskrav, ligger der et politisk slegtskab: det er den kloge seierherres politik, en paa samme tid aristokratisk og vel beregnet politik. England er her gaaet saa langt, at det ikke uden grund er blit paastaaet, at dets koloniale undersaatter har det vel saa godt som moderlandets — de udvalgte undtagne.
England er naaet did, at det har havt raad til at opelske et aristokrati, som — alt i alt — kan betegnes som verdens ypperste. En virkelig fomem englænder med denne races bedste aandelige og legemlige egenskaber er et „racedyr“ af de sjeldne. jeg mener ikke, at ikke baade fransk og tysk aandsaristokrati kan være ligesaa værdifuldt; men den helt igjennem dannede engelske aristokrat i det sikre og skjønne milieu, hans slegt gjennem aarhundreder har skabt, med hans sans for komfort, skjønhed og idræt, med hans overlegne syn paa penge, med hans fuldkomne takt, hans rolige sikkerhed, hans personlige mod, ja selve hans legemlige holdning er vel den i antik forstand mest harmoniske mandstype, verden for tiden eier – selv om det aandsomraade, hans viden og intelligens spænder over, gjeme er endel knappere end det, der beherskes af høitudviklede franskmænd og tyskere, og selv om hans sentiments ikke naar franskmandens i forfinelse eller hans følelser tyskerens i dybde.
Intetsteds er hjemmets kultur naaet saa høit som i England; denne kultur er rigtignok ogsaa præget af en vis formalisme, den mangler maaske noget af den hjemmets ukunstlede hjertelighed, den gemytlighed, man vil finde i Tyskland, men den har naaet en høi grad af skjønhed. Hjemfølelsen er uadskillelig forbundet med følelsen af hjemmets uangribelighed: „My house is my castle“, og i denne fæstning, som engelsk frisind og engelsk selvstændighedstrang har bygget, har englænderen vidst at indrette sig som ingen anden. Han har gjort hjemmet til en kunst.
Til at skabe den moderne englænder har sporten i høi grad medvirket. Englænderen er i nutiden sportsmanden par ekscellense, han har taget i arv baade grækerens kropskultur og middelalderens ridderlige idræt, der er snart sagt ikke en egn paa hele jordkloden, han ikke har besøgt i sportens medfør. Han er sportsmand af temperament, han har den lykkelige ild, der gjør en jæger eller en fisker utrættelig, han elsker sin idræt. Ypperlig trænet som den engelske gentleman er ligefra gutteaarene, som kricket- og footballspiller, som roer og rytter, er det rimeligt nok, at han opnaar en udholdenhed og en kropslig harmoni, som vilde ha vakt beundring selv hos de gamle grækere.
Det var fra først af væsentlig som sportsmand, at englænderen i nutiden søgte Norge. Men vor forbindelse med England gaar som bekjendt over 1000 aar tilbage, og der er ingen racetype, nordmændene føler sig saa tiltrukket af. Nu skal man ikke glemme, at de englændere, som besøger Norge, gjennemgaaende tilhører den dannede klasse, og at de, som blir her i længere tid eller aarvist kommer igjen, som oftest tilhører overklassen. Hele deres færd har ogsaa i sjelden grad formaaet at vinde den norske befolknings sympati.
For engelsk mandighed har neppe nogen digter fundet et saa straalende udtryk som Kipling. Ja man tør vel si, at den mandsskikkelse, som vandrer gjennem hans digte, har en stoltere holdning end nogen anden i nutiden.
Det er denne type, som bringer os til at glemme engelsk „cant“ og Whitechaples uendelige raahed og nød. Det er den, som her i Norge hyppig bestemmer vor opfatning af det engelske individ.
Men den engelske nation er ikke identisk med den engelske gentleman, og engelsk politik langt mindre.
Den fribaarne englænder under — politisk seet – ogsaa andre folkeslag at ha det godt. Men forudsætningen er, at man ikke forstyrrer hans cirkler. Hans selvfølelse virker intimt sammen med hans magtbegjær; magt er for ham blit en selvfølgelighed: Er ikke en femtedel af jorden saa at si min eiendom?
Den fribaarne englænder lægger som regel heller ikke synderlig vægt paa, at en stor del af hans eget folk lever i kaar, som er en rig nation uværdige. Der gives naturligvis mange undtagelser, indflydelsesrige englændere, som har gjort beundringsværdige anstrengelser for at finde en løsning af Storbritanniens vanskeligste indre spørgsmaal. Men endnu er de sociale modsætninger i England saa skrigende, at man maa søge til Rusland, Polen og Galizien for at finde noget lignende. Jordeiendomsforholdene i England har en betænkelig lighed med stillingen i Frankrige før den franske revolution.
Der var ogsaa i England indledet en skarp social kamp, hvor jordforholdene var det centrale punkt, da der indtraadte noget, som ledede hele Englands opmerksomhed i en anden retning.
Den europæiske krise blev akut.
Tyskerne havde allerede i længere tid forstyrret Englands cirkler.
Og nu slog England til.
Foranledningen – den meget plausible foranledning – var krænkelsen af Belgiens neutralitet.
Men der var vel ogsaa andre aarsager.
Den modstander, England denne gang fandt, er vel den farligste, det hidtil har mødt.
Den udvikling Tyskland har gjennemgaaet i de sidste halvhundrede aar, er vel en af de merkeligste i verdenshistorien.
Da den tysk-franske krig brød ud i 1870, havde ikke Tyskland mange venner i Norge. Jeg indbilder mig, at de ikke kunde tælles i procent, i høiden i pro mille.
Et par af aarsagerne hertil laa lige i dagen. Under den dansk-tyske krig i 1864 havde Danmark Norges ubetingede sympati, og inden den dannede klasse i vort land var der mange som – med Ibsen – ansaa det for en national skam, at Norge-Sverige ikke gik med; ikke faa nordmænd og svensker meldte sig frivillig. Den kritiske granskning af det indviklede slesvig-holstenske spørgsmaal er af senere dato; det var passionerne, som dengang havde den afgjørende stemme. Da Tyskland ved krigens afslutning bemægtigede sig mere end de tysk-nationale krav tilsa, kom Tyskland for den norske gjennemsnitsopinion til at staa som den store røver, der overfaldt og udplyndrede et lidet land. Og Frankrige blev for os den magt, der skulde bringe gjengjældelsen.
Men ikke alene af den grund følte saa godt som hele Norge med Frankrige. Vi stod i en saa dyb aandelig — social, politisk og litterær — taknemmelighedsgjæld til Frankrige, at allerede det var bestemmende for vor sympati. 1870–71 var for den norske dannede almenhed mere end en skuffelse, det var en sorg.
I den tid, som senere er gaaet, har vort syn paa tyskerne forandret sig. De har ikke havt let for at vinde vort venskab, men de har i ethvertfald paa en række omraader indgit os respekt, ja beundring; vi har i mere end én henseende gaaet i skole hos dem og derved lært dem bedre at kjende.
I vort naboland Sverige har tyskerne en gunstig position, ikke mindst fordi man der – i tilfælde af forvikling med Rusland — betragter Tyskland som en naturlig allieret.
Mens Tysklands aktier — i det mindste indtil krigens udbrud – er gaaet op i Norden, har man andetsteds i Europa betragtet dets kraftige vækst med blandede følelser.
I det store tyske værk, „Deutschland und der Weltkrieg“ (B. G. Teubner, Leipzig u. Berlin), udgit af en række fremragende tyske fagmænd, gir bl. a. professor dr. Otto Hintze en udredning af „Deutschlands historisch-politischer Ausbau“, hvori han paa en ligesaa klar som fyldig og interessant maade forklarer, hvorledes Tyskland, efter hans mening, baade af historiske og geografiske grunde maatte komme i den politiske stilling, hvori det nu befinder sig, hvis det overhovedet vilde hævde sig. Han gir samtidig en analyse af den tyske „militarisme“, dens historisk-politiske udspring, og af den tyske statsidé, som er al opmerksomhed værd.
Det tyske rige havde sin første store blomstring paa et tidspunkt, da hverken Frankrige eller England havde faaet fastere statsformer; men den skarpe rivaliseren mellem keiser og pave, de tyske fyrsters uvilje mod at underordne sig og deres indbyrdes splid samt i første række rigets geografiske beliggenhed bevirkede, at Tyskland netop i de aarhundreder, da Frankrige og England samledes — rigtignok under haarde kampe og mange vanskeligheder – gjennemgik en opløsningsproces. Denne proces fuldbyrdedes ved reformationen, det religiøse skisma og trediveaarskrigen. Der eksisterede fremdeles en tysk-romersk keiser, men han havde forholdsvis lidet at si i store dele af Tyskland, hans magtcentrum var Østerrige, og han havde vigtige interesser at forsvare baade mod øst og mod syd i ikke-tyske lande.
Imidlertid var der i det nord-østlige Tyskland en stat, som fra sidste halvdel af det 17de aarhundrede arbeidede sig op til en magt af største betydning for Tysklands historie. Det var Brandenburg, som efter diverse landudvidelser fra 1701 blev kongeriget Preussen.
Om dette lands udvikling skriver professor Hintze: „Preussen kunde midt iblandt de europæiske storstater kun gjennem en eksempelløs anstrengelse og økonomi i anvendelsen af sine militære og financielle kræfter kjæmpe sig frem til politisk selvstændighed og magt. Det maatte antage en struktur, som svarede til de livsbetingelser, under hvilke det vokste op; det maatte afpasse sig efter den politiske verdensstilling og de krav, som udsprang af denne. Derfra stammer, hvad man kalder preussisk militarisme. Det er et regjeringssystem, som ikke i første linje har den enkeltes behag og lykke for øie, men statens magt og storhed, fordi den almindelige velfærd alene paa den maade synes at være sikret. Det har gjort en forholdsvis stor staaende armé til rygrad i en statsforvaltning, som regner med hver mand og hver skilling, som udvikler selvforsagelse, orden og samvittighedsfuldhed ogsaa i der borgerlige liv, og som har vænnet statsborgerne til at tænke mere paa at opfylde sine politiske pligter end paa at udvide sine politiske rettigheder.“ Samtidig har den preussiske regjering før nogen anden i Europa indrømmet individet dets aandelige frihed: den har beskyttet religionsfriheden, den personlige frihed og den private eiendomssikkerhed mod administrative indgreb. Det preussiske regjeringssystem forlanger pligtopfyldelse, men det er ikke frihedsfiendtligt, selv om det bekjæmper en politisk omdannelse, der „kan bringe regjeringen i hænderne paa vekslende majoriteter og udlevere hæren til korrumperende parlamentariske paavirkninger“. „Lad Frankrige indlade sig paa den slags eksperimenter; vi befinder os i en altfor udsat stilling til at kunne tillade os et saadant forsøg.“
Baade politisk-militært og kulturelt udleder professor Hintze afgjørende træk i Tysklands fysionomi fra dets geografiske beliggenhed: den har været landets historisk-politiske skjebne. I modsætning til England, som ligger ganske frit, og Frankrige, der ialfald har ryggen fri, maa Tyskland være paa vagt baade mod øst og vest. „Denne stilling, midt i Europa, uden andre naturlige grænser end i nord havet, i syd Alperne og de bøhmiske fjelde, er det karakteristiske drag i vor politiske geografi.“ Men „ogsaa vort kulturliv staar under synlig paavirkning af denne geografiske mellemstilling; mange af vor folkepersonligheds fortrin og mangler hænger sammen hermed: den aabne sans for fremmed tankegang og kunst; modtageligheden for det skjønne og det gode, ganske uden hensyn til dets nationale herkomst; en kosmopolitisk aand, som gjerne lytter til folkenes stemmer og drømmer om en lærdommens republik; en ofte overdreven anerkjendelse og beundring af andre nationers egenskaber og ydelser, en farlig tilpasningsevne ligeoverfor deres sæder og livsvaner, en altfor vidtgaaende og mangengang næsten uværdig tilbøielighed for udenlandske ord og gjenstande, som forstyrrer den ædle enkelhed hos den sandt folkelige stil i sprog og liv. Alt dette beror i første række paa, at vi er et centrumsfolk, som til alle sider staar aabent mod udenverdenen — —.“
„Tysklands enhed og rigets grundlæggelse har ikke været mulig ad fredelig vei; den har maattet tilkjæmpes paa slagmarken i strid med sterke europæiske magter, fordi den i betragtning af vor centrale stilling repræsenterede en væsentlig forandring i Europas magtforhold. Derfor kunde den ikke udelukkende hidføres gjennem en folkelig bevægelse, gjennem patriotiske forsamlinger og beslutninger, men kun gjennem en dristig og forudseende politik under monarkisk ledelse og med militært eftertryk. Denne fundamentale kjendsgjerning belyser hele skikkelsen af vor nationale tilværelse. Fordi saa var tilfældet, maatte Preussen, den sterkeste tyske stat, overtage og beholde ledelsen; og den preussiske regjering har selv i stilhed maattet forberede de militære kræfter for denne store opgave i den skarpeste modsætning til de demokratiske partier.“ Ogsaa under den senere politiske udvikling har der her gjort sig særegne omstændigheder gjældende, som krævede en fortsættelse af de preussiske traditioner: „Den vidtgaaende administrative decentralisation, som er forbundet med den tyske forfatning, behøver ganske vist den modvægt, som ligger i en hel og sterk ledelse af udenrigspolitiken, og denne maa nødvendigvis ligge i keiserens hænder, idet han støtter sig til sin rigskanslers raad.“
Professor Hintze fremhæver i sin afhandling, hvorledes Tyskland under det styre, der naturlig har udviklet sig, har skabt bl. a. sin arbeiderbefolkning saa gunstige sociale og økonomiske livsvilkaar, at det endog har vakt forbauselse hos engelske arbeiderkommissioner.
Han indrømmer, at raceproblemet, enten man ser paa de fremmede elementer i Tyskland eller paa den tyske befolkning udenfor Tyskland, er meget vanskeligt. Der lever omtrent 10 millioner tyskere i Donaumonarkiet, i Schweiz er der 2.6 millioner racebeslegtede, i Holland 6.2 millioner, i Belgien 4 millioner flamlændere, men desuden er der i Rusland og fremfor alt i De forenede stater en mængde indvandrede tyskere. Til gjengjæld har Tyskland en — rigtignok mindre — fransk og dansk kontingent, men en desto større polsk (ialt 4 millioner). Det polske spørgsmaal anser forfatteren øiensynlig for et af de farligste og vanskeligste i tysk politik overhovedet.
Tysklands folketilvækst har i de sidste aar før krigen andraget til ca. 900 000 pr. aar.
Om engelsk politik og det europæiske ligevægtssystem udtaler professor Hintze bl. a. følgende, der sikkert gir essensen af herskende tysk opfatning:
Ligevægtssystemet har været „et middel til at befordre og vedligeholde Englands maritime eneherredømme. Dets betydning var, at kontinentalstaterne i stadige indbyrdes krige maatte afkræfte hinanden, for at England kunde ha frit spil paa havene og i kolonierne. Gjennem aarhundreder har det i nyere historie været det uforanderlige princip i engelsk politik at bekjæmpe den for tiden sterkeste magt paa kontinentet ved hjælp af de øvrige magter“. Englands motto har været sir Walter Raleighs ord: „Hvem der behersker havet, behersker verden“.
Om aarsagerne til, at tyskerne tildels er mindre godt likt — et spørgsmaal, som øiensynlig beskjæftiger dem selv meget — har professor Hintze nogle i og for sig nøkterne og kloge bemerkninger. Men ogsaa her lægger han adskillig vægt paa det rent geografiske: Tyskland har saa mange naboer, og nært naboskab er ofte foranledningen til rivaliseren og fiendtligheder. Englænderne, der bor i en saa at si afgjærdet park, har en meget behageligere stilling.
Der er en del — jeg havde nær sagt underklassefeil, som hefter ved gjennemsnitstyskerne. Men man maa ikke, paa grund af disse feil, glemme, at tyskerne repræsenterer en alsidig aandselite af ypperste rang, og at den tyske disciplin, selv om den — i fred — undertiden kan gjøre et pedantisk indtryk, er gaaet tyskerne saaledes i blodet, at de her minder om romerne i hin tid, da en romersk patricier følte Roms skjæbne som sin egen, eller rettere sagt, da han ikke et øieblik glemte, at hans liv tilhørte staten.
Man skal helst træffe tyskerne i deres eget land. Nogle af mine gemytligste reiseerindringer har jeg fra tysk Østerrige. Tyskeren som turist er ikke altid indtagende. Hans videbegjærlighed og reiselyst bevirker, at han drager ud med et minimum af penge, hvorefter han demonstrerer sin sparsommelighed paa en maade, som englændere, svensker og nordmænd — maaske ikke dansker nærmest anser for ublufærdig. Hos os har en landlig embedsmandsfamilie ofte betænkeligheder ved at gjæste nærmeste by, hvis den finder sine midler altfor beskedne — for de samme midler reiser en tysker gladelig til Nordkap.
I den krig, som nu herjer Europa, har tyskerne faaet anledning til at vise baade hvad de duer til og hvad de savner. De har ved visse leiligheder — f. eks. i de første maaneder i Belgien — ialtfald flere steder gaaet frem med en saa at si matematisk brutalitet. Selvfølgelig har ogsaa tyskerne begaaet unødige grusomheder; men hvad der for den neutrale almenhed ofte staar som grusomhed, er — saavidt jeg kan forstaa — som regel udtryk for en planmæssighed, der vil fremtvinge en bestemt hensigt uden skaansel, uden smidighed, uden at gjøre menneskelige undtagelser. Tyskerne mangler ikke sjelden konduite, takt i videste forstand, Og det er snarere denne mangel paa konduite end virkelig raahed, som har dikteret tyskernes optræden i det ulykkelige Belgien, og netop for mennesker, som er grebne af den storslagne maade, hvorpaa tyskerne ellers har mødt krigen, er Belgien det af krigens kapitler, man nødigst vil erindre.
I 1870 vilde Moltke gaa den samme vei, som tyskerne gik i 1914. Det var Bismarck som hindrede det. Saa lyder ialfald en udbredt version. Bismarck hindrede ogsaa, at Østerrige og Bayern i 1866 kom til at afstaa land, og i 1871 modsatte han sig afstaaelsen af Elsass-Lothringen, men da forgjæves. De tyske hærføreres mening, de strategiske hensyn vandt.
Ogsaa i 1914 vandt de strategiske hensyn. Men politisk tabte Tyskland. Dets stilling inden menneskeheden tabte. I det hele har Tyskland siden Bismarcks fratræden ikke havt nogen statsmand, som var saa overlegen, at han kunde ha overblik over de rigtignok yderst vanskelige opgaver, tysk udenrigspolitik har havt at byde. Efter Fashodaaffæren i 1898 kunde Tyskland ha vundet Frankrige, og der er vel de, som mener, at det havde været den lykkeligste løsning af den hvide races problem. Dette spørgsmaal er saa glimrende belyst af Georg Brandes i „Tilskueren“ (oktober 1915), at jeg ikke her skal gaa nærmere ind paa det. Tyskland troede at kunne vinde England, hvad der nærmest maa karakteriseres som naivitet. England har i de sidste 12—15 aar ikke tænkt paa synderlig andet end paa at holde Tyskland nede. I en høist utiltalende artikel i „Samtiden“ (januar 1916) sier S. C. Hammer, at hvad englænderne i sum føler for tyskeme, er „isnende foragt“. Jeg tror, man med adskillig grund kunde erstatte ordet „foragt“ med „frygt“.
Der er noget haabløst over den nuværende krig, for hvilket resultat den bringer, vil det — set fra den hvide races standpunkt — i bedste tilfælde betyde et stort værditab, og naar og hvordan dette kan gjenoprettes, er saare uvist. Hvis det alene skulde afgjøres, om det var England eller Tyskland, der skulde ta ledelsen og være primus inter pares, kunde enhver ta standpunkt efter sin sympati eller sin fornuft. Men nu er forholdet langt mere kompliceret.
Stort set kan man si, at der findes to grupper af værdier i verden. Der er de, som samles i begrebeme skjønhed og viden, kultur og komfort, og der er de, som samles i begreberne erhvervsevne, forsvar, værnekraft. Det er værnekraften, som skal bygge mur om den første værdigruppe. I Tyskland er den første værdigruppe rigt repræsenteret, men det er den anden, værnekraften, som gir tyskerne deres særstilling i hvid politik. Der er ingen magt, som tilnærmelsesvis har de betingelser for at beskytte den hvide races værdier som tyskerne, og skulde de virkelig lide et alvorligt nederlag — hvad jeg ikke tror — kunde det bli skjæbnesvangert for hele den hvide race og kanske paa et tidspunkt ingen aner.
Englænderne elsker og dyrker sit hjem. Det gjør tyskerne ogsaa, omend paa en lidt anden maade. Tyskerne har saa at si maattet ha sværdet i stuen. De ved, hvor farlig de bor.
I Rosenberg i Vest-Preussen ligger der er en gaard Neudeck. Den har i mindst halvandethundrede aar tilhørt slegten Beneckendorff v. Hindenburg, og denne gamle militærfamilie, som i embeds medfør har været nødt til at flytte fra garnison til garnison, har gjennem generationer betragtet dette sted som sit egentlige hjem, sin kjæreste tilflugt. Neudeck har mere end én gang i aarhundredernes løb været besøgt af fiender, og det ligger ikke mange mil fra en nu fiendtlig magts grænse.
I august 1914 sad der i Hannover en gammel herre, som mente, at han endnu kunde gjøre sit land nytte, selv om han allerede i 1911 havde trukket sig tilbage som general. Men han tænkte ogsaa paa en anden ting: om ikke mange dage vilde hans fædrenehjem trampes af kosakker, hvis de ikke blev stanset.
Lørdag den 22de august kl. 3 kom der et telegram til den ventende mand, Poul v. Hindenburg, at Hs. Majestæt havde udset ham til en høi kommandostilling, hvorfor han maatte holde sig rede til afreise søndag middag. En halv time efter kom der et nyt telegram, at hans generalstabschef Ludendorf allerede mellem 3 og 4 nat til søndag vilde møde ham med ekstratog i Hannover. 7½ om aftenen kom der et tredje telegram, at han var udnævnt til øverstbefalende i Østen. Saa drog Poul v. Hindenburg nat til søndag den 23de august til østfronten. Den 29de august kunde generalkvartermester v. Stein melde, at den russiske arme i Preussen — en styrke af 5 armékorps og 3 kavaleridivisioner — i et tre dages slag ved Gilgenburg og Ortelsburg var slaaet af generaloberst v. Hindenburg og nu forfulgtes over grænsen. Men først flere dage efter var verden klar over, hvad der var skeet. Preussen var reddet. Men ogsaa Neudeck. En tysk mand havde værget sit hjem.
- ↑ Sir Charles Napiers tog blev som bekjendt en fremragende fiasko.
- ↑ Sammenlign hermed skilsmisseprocesserne og den politiske anvendelse de gives (Pamell, Dilke osv.)
- ↑ Visdommen er endnu tildels saa maadelig. At en saa kraftfuld race som boerne klarer sig godt under engelsk overherredømme, er ikke vanskeligt at fatte. Men hvor englænderne skulde hjælpe et folk frem, har disse bestræbelser ikke just været kronet med held. Nogle tal fra Indien, hentet fra en korrespondance af den danske forfatter Hohlenberg, som har bereist Indien, er ganske illustrerende (jeg har ikke anledning til at kontrollere statistikens korrekthed, og det skulde glæde mig, om den kunde berigtiges):
„Indien var et rigt land. Gjennem hele oldtiden og middelalderen var Indien betragtet som vidunderlandet, og europæiske reisende blev aldrig trætte af at fortælle om landets rigdom, frugtbarhed, luksus og velvære. Hvorsomhelst man reiser i Indien, finder man endnu spor af denne rigdom; utallige pragtfulde templer, selv i byer, som nu har mistet enhver betydning, og paladser, som staar tomme og holder paa at falde i miner. En engelsk forfatter, Phillimore, skrev midt i det attende aarhundrede, at Indiens jord emærede de fjerneste lande. Det var heller ikke for dets fattigdoms skyld, at det ostindiske handelskompani i sin tid bemægtigede sig landet.
Hvorledes er forholdet nu?
Tallene vil bedst illustrere det. Af Indiens 300 millioner er der 100 millioner, en tredjedel af befolkningen, som aldrig har raad til mere end ett maaltid om dagen. Der er millioner, som ikke engang naar saa vidt, men som bogstavelig talt dør af sult. Det klassiske „et korn ris om dagen“, som i de buddhistiske legender citeres som høidepunktet af askese, er for hundrede tusener af indiere en daglig virkelighed. Der er altid hungersnød i Indien, den er epidemisk som dens nære slegtninge pest og kolera; men grunden er ikke, at der ikke er mad nok i landet, men ganske simpelt, at befolkningen ikke har raad til at kjøbe den. Den indiske bonde tjener mellem 12 og 26 shillings om aaret; han har altsaa i bedste fald ca. 45 øre at leve for om ugen, 6½ øre om dagen. Resten af hans fortjeneste gaar til skatter, afgifter, renter og aagerkarle.
Den arbeidende klasse i byeme er ikke stort bedre stillet. Lønnen svinger her mellem 10 shillings og et pund sterling om maaneden for 12 og 14 timers arbeide, henholdsvis vinter og sommer. Der er europæisk opdragne, universitetsdannede mænd, som af mangel paa anvendelse paa sit eget omraade maa arbeide i fabrikerrne for 15 shillings om maaneden. Og selv de af de studerende, som er saa heldige at faa en eller anden underordnet stilling i sit lands administration (de overordnede og godt lønnede er forbeholdt englændere), maa nøies med en gjennemsnitsløn af 400–500 kroner om aaret (mens gjennemsnitslønnen for de engelske embedsmænd er ca. 30,000 kroner (1737 lst.) aarlig).
I modsætning til disse miserable sifre staar den sum, som repræsenterer Englands aarlige udbytte af Indien. Den er 30 millioner pund sterling, 540 millioner kroner, foruden de 14 millioner lstr., som engelske embedsmænd i Indien lønnes med (og som Indien betaler), og de summer, som engelske handelsmænd tjener i landet, og som kommer England og ikke Indien tilgode. Denne tingenes tilstand er blit angrebet fra mange sider, ogsaa fra engelsk.“