Den burtkomne Messias/II
Hr. Redaktør!
Jeg begyndte allerede at planlægge en Artikel: min Bog er ialfald ikke „theologisk“; snarere er den antitheologisk: sætter sin Opfatning „anti“ ɔ: imod, i Stedet for, den theologiske, ligesom denne sætter sig selv „anti“ ɔ: i Stedet for, imod, Jesu egen Opfatning ...
Imidlertid blev jeg snart beroliget. Deres Anmelder var vistnok pen i Formen, tildels næsten uhyggelig pen (siger f. Ex., at det „ikke er udelukket, at Garborg paa visse Punkter har nogen Ret“); men i det hele fordømte han mig, som en Theolog skal gjøre; forsaavidt kan jeg altsaa være tryg. — —
— Min Bog er historisk; den Formaal er at fremstille den israelitiske Messias-Tanke, saaledes som denne ifølge Evangelierne træder frem gjennem Jesus fra Nazareth. For at faa Tanken klart fremstillet har jeg maattet øve nogen Kilde-Kritik: har maattet afvise, ialfald ikke tage Hensyn til, enkelte Beretninger, som er indkomne i Evangelierne efter Aposteltiden, og som staar mere eller mindre i Strid med det gjennem Synoptikerne i det hele fremtrædende Jesusbillede. De Enkeltheder, som saaledes maatte udskilles, var ikke mange, og Grunderne for Udskillelsen har jeg paa almindelig Maade fremlagt, ligefrem eller ved Henvisning til let overkommelige og ikke ulæselige Fagskrifter; enhver, som læser min Bog, sættes altsaa i Stand til paa hvert Punkt selv at bedømme Fremstillingen og sammes Grunde; jeg har med andre Ord anvendt den Fremgangsmaade, som er den almindelige i al ikke-theologisk Literatur.
—Prof. Brandrud gjør Bemerkninger ved mine Kilder; i den Anledning følgende:
Kilder har jeg brugt ved Behandlingen af de historiske Forudsætninger for Jesu Forkyndelse og af enkelte saakaldte historiske Meddelelser i Evangelierne. Jesu Forkyndelse selv har jeg meddelt efter Evangelierne direkte, i en saa sammenhængende og klar Form, som det har været muligt; ingen Fortolkere er her benyttet. Min Fremstilling har da heller ikke, saa vidt mig bekjendt, mødt nogen anden Indvending fra kirkelig Side end den, at det bare er den evangeliske Jesus, jeg fremstiller, og ikke den „hele“ ɔ: den kirkelige. Men nu var det tilfældigvis den evangeliske Jesus og kun ham, jeg vilde fremstille.
Ved Undersøgelsen af de historiske Forudsætninger har jeg som „Kilder“ naturligvis foretrukket Skrifter af ikke særlig kirkelig Art; det gjaldt jo her ikke dogmatisk, men historisk Nøiagtighed og Tilforladelighed. Ikke mindst har jeg da benyttet Viktor Rydberg, som for det første skriver Svensk (saa at alle Læsere vil kunne kontrollere min Benyttelse af ham), og som for det andet vist er mere inde i jødisk og rabbinsk Literatur end vort theologiske Fakultet tilsammentaget[1]. At jeg ikke har læst Strauss er slemt for mig ; men netop for dette Arbeide vilde vel ikke Strauss have kunnet faa nogen særlig Betydning. Af tysk Theologi har jeg læst nogle Sider af et Arbeide over det nye Testamente af Dr. B. Staf, samt „Wesen d. Christentums“ og et Par mindre Afhandlinger af Ad. Harnack. Renan, som vistnok er endnu lærdere end Viktor Rydberg, men som skriver saa let, at Germaner ikke tør tro paa hans Grundighed, har jeg paa Grund heraf ikke turdet benytte; kun en Oplysning ved kommende Syriens Luftforhold har jeg laant, uden at nævne Navn (altsaa stjaalet), for ikke at forskrække norske Læsere; dette Tyveri vil den intelligente Forsker, om han i sin Himmel opdager det, med et vemodigt Smil tilgive. Af Leo Tolstoi, til hvem jeg, som vel alle tænkende Mennesker, ser op som til en Foregangsmand ogsaa i det religiøse, har jeg ikke direkte faaet anvendt noget i denne Bog; hans „Les Evangiles“ syntes paa Grund af sit Anlæg ikke at kunne være mig til Hjælp her, hvorfor jeg meget snart henlagde den[2]. En eneste norsk Forsker har jeg i denne Bog havt Brug for: Filologen og Oldkirkehistorikeren Axel Andersen; ham har Prof. Brandrud merkelig nok ikke nævnt. Det er en Taushed, som kanske er noksaa talende? Derimod nævner Professoren en dansk Forfatter, hvem jeg ikke har benyttet som Kilde; Hr. Brandruds Omtale af denne Mand er kirkelig, om ikke særlig kristelig; her har jeg kun at bekjende, at min Agtelse for Jørgen Gry i ikke ringe Grad overstiger den Agtelse, som jeg selvfølgelig pligtmæssig nærer overfor theologiske Professorer.
— Til Belysning af den theologiske Betragtnings- og Argumentationsmaade anføres sluttelig:
Som bekjendt (jfr. S. 149 i min Bog) strøg Luther i sin Bibeloversættelse det falske Bibelsted 1 Joh. 5: 7 om „de tre som vidne i Himlen“. (Brandrud nævner forresten ikke Luther her, men giver Viktor Rydberg hele Æren.) Det falske Bibelsted kom imidlertid ind igjen; og det pryder endnu vor Kirke bibel.
Nu er der, hører jeg, en tysk Theolog, som har opdaget, at Fabrikanten af 1 Joh. 5: 7 ikke hed Vigilius, men noget andet, og at han levede noget tidligere end bemeldte Vigilius. Dette kan jo for Specialister i Kirkehistorie være noksaa interessant. Men Prof. Brandrud maa have bygget noget som et Troshaab paa denne Opdagelse. Naar den hellige Bibelfalskner er rykket opover i Aarsrækken, saa han er kommet Aposteltiden noget nærmere, hvad skulde da være iveien for, at han kan komme til med Tiden at rykke endnu længere op? — synes Prof. Brandrud at tænke. Og han taler allerede ganske overlegent om „Historien om Vigilius“.
Litlu verðr Vöggr feginn. Vigilius eller Ikke-Vigilius: i Spørgsmaalet om Gud henholder Jesus sig til Israels Tro („hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en“, Mark. 12: 29 o. Henvisn.); og for os Ikke-Theologer gjælder Jesus ialfald mere end en hvilken somhelst Bibelforfalsker.
- ↑ Ogsaa Hr. Prof. Brandrud er tydelig generet af
Viktor Rydbergs Anseelse.
Hvad Rydbergs Opfatning af de evige Helvedesstraffe angaar, er jeg, som enhver Ikke-Theolog vil se af min Bog, ikke helt enig i hans Resultater. - ↑ „Garborg bliver neppe nogen norsk Tolstoi“ er en Tanke, som synes at have trøstet Prof. Brandrud en Del. Man merkt die Absicht og beklager, at man ikke er Komediedigter.