Den Gyldne Pest/Kapittel 19
Naar Londonerrøken blir for stram, naar vaarsolen ikke greier at forcere den graabrune atmosfære, som er verdensbyens sikreste særpræg, saa er havet ens tilflugt, — havet og floden. For utenfor den vældige graa paraply, som hvælver sig over millionerne, glir Themsen gul og fet under en solklar himmel uti den blaa Nordsjø. Der ligger den gamle ærværdige stad Gravesend. Hele den moderne tids havnelarm synger gjennem de smaa gater. Men like utenfor spirer de første vaarblomster i Rosherville Gardens, som ifølge en eller anden berømt engelsk digter er »the place to spend a happy day«.
Nu, der er ikke nogen særlig stas ved Rosherville. Men den har et teater, hvor andenklasses skuespillere men førsteklasses akrobater slaar en god saltomortale mellem to slette vitser — nogen danseplatformer, hvor man kan søle sig til med det kvindelige mudder fra Londons Eastend og en del koselige restauranter, hvor man kan faa nogen østers, som gjør ens hjerte glad.
De to gamle sjømænd, som med tunge og paalidelige skridt vaklet langs flodkaien, saa imidlertid ikke ut til at nyde hverken den milde, klare vaarluft, den bleke aftenhimmel eller tanken paa de østers, som drømte paa isen i mr. Smiths berømte kjelder. De gik og slang der som sjøfolk pleier og kastet prøvende blikke paa alle de fartøier, som laa og ventet paa floden. Det var svære lægtere, det var flodpramme og seilskuter, som laa for anker og signaliserte efter bukserbaat. Det var fiskefartøier, som pustet ut efter den sidste ladning fra bankerne, det var hollandske koffer med slingrekjøler og fete agterspeil, og ret som det var slang der mellem bruksbaatene en nypudset lystseiler, som netop hadde forlatt slippen og nu krodde sig i sin vaarlige stas.
Men de to aldrende gentlemen hadde ikke øie for nogen av disse fartøier. De søkte efter en yawl paa 15 tons, som efter havneinspektørens forklaring skulde ligge nogen favne fra land . . .
De fandt snart, hvad de søkte.
Helt oppe mot Gravesend laa der en sortmalet baat med klipperbaug. Den hadde samtidig fine og kraftige linjer og en solid rig. Baaten hadde lanterner oppe, seilene var gjort klare og en stilfærdig, tikkende lyd fra agterskibet bragte bud om at yawlens motor var parat til bruk. Ankeret var endnu ute, men kjettingen var halet tot. En mand i oljehyre sat allerede i styreluken med haanden paa rorstangen, og efter hans utaalmodige bevægelser at dømme, saa det ut til, at han kun ventet paa en besked, før han gav ordre til at heise ankeret. To mand stod forut ved spillet og en liten tyk fyr med sydvesten langt nedenfor ørene lænet sig til masten og stirret indover mot land.
—Kjender De nogen der ombord? spurte den ene av sjømændene, da de passerte forbi uten tilsynelatende at ofre den sortmalte skute nogen større opmerksomhet.
—Det er ikke mulig at se nogen i halvmørket, hvisket den anden. Men at det er »Dina«, kan vi være sikker paa. En vakker skute.
—Hvor tror De, den agter sig hen?
—Til den franske kyst, — hvis Brooke & Bradley er ombord der.
De stanset pludselig. Ute fra fjorden hørtes en sirenes bedrøvelige tuten. Og i næste øieblik for et søkelys hen over Roshervilles hvite huse og dvælet i et kort sekund mellem mylderet paa havnen. En liten jolle kom tilsyne midt i lyshavet. Der sat en mand i jollen, og han slap den ene aare og for henover ansigtet med den ene haand, som for at stryke det generende lys fra sig. I næste øieblik befandt han sig i mørke og fortsatte roningen med lydløse tak.
—Saa De ham? hvisket den mindste av de to sjømænd og grep sin høie ledsager i armen.
—Det var et underlig ansigt, svarte den anden. Jeg har aldrig set det før, men jeg skal huske det igjen hvorsomhelst . . .
—La os gaa videre. De holder øie med os. Var det ikke det, jeg visste! De har ret, Fjeld. Der kommer jollen roende. Den hører »Dina« til . . . Nu gaar manden ombord . . . Vet De, hvem det er?
—Nei!
—I Soho kalder de ham »Kænguruen«. Han er en av anarkisternes farligste folk. Hans oprindelige navn er Jimmy Croft, men forøvrig har han syv skind og likesaa mange navne, Han var indblandet i Sperlingsaken, men han snodde sig fra det hele. Endvidere kunde det bevises, at han var en god ven av Onkel Peters og Josias Saimler i Hamburg, men det var ikke tilstrækkelig til at fælde ham. Han skulde være hængt mangfoldige gange, men »Kænguruen« hopper fra os, naar vi tror han er haardest i klemmen. »Jimmy« har bare et svakt punkt. Han er nemlig saa uheldig bare at ha et øre. Det er en pudsig historie. »Kænguruen« var engang privatdetektiv her i London og hadde som specialitet de allerskidneste saker. Han lurte paa utro egtemænd og løsagtige egtehustruer. En dag stak han en av sine lange ører ind i en dørsprække for at lytte til en eller anden egteskabelig utroskap. Døren blev slaat igjen. Og Kænguruens øre blev i sprækken. Han maatte skjære sig selv løs og siden den tid er det ikke godt for ham at skjule sin identitet.
—Kan De arrestere ham?
—Nei. Men se der! Ankeret heises. De gode herrer er blit kjed av at vente paa Murphys telegram. Da er det vor tur . . .
Med lange skridt gik de videre, og da de var kommet utenfor synsvidde, la de paa sprang opover. En automobil ventet paa dem ved chausseen. Den førte dem hurtig til havnestationen i Gravesend.
— — — Imidlertid svaiet kutteren »Dina« langsomt utover og satte kursen ret ned floden. Det maatte være en kraftig motor, ti skummet stod som en fos om den skarpe, sorte baug, mens de heiste seil slang hit og dit. Nattebrisen hadde endnu ikke indfundet sig, men et let vestlig drag tydet paa, at den var i anmarsj.
Paa den ytterste pier ved Gravesend stod toldinspektøren med en vældig megafon i haanden. Stationens søkelys stod som en hvit væg over flodmundingen og syntes at sperre veien . . .
—Er det kutteren »Dina«? brølte inspektøren utover, da det sorte fartøi kom indenfor hørevidde.
Intet svar.
Da gjentok tolderen sit spørsmaal i en kraftigere form og med nogen rullende sjømandseder, der buldret henover de smaa flodbølger.
—Javel? lød endelig svaret.
—Saa læg bi fortere end almindelig, skrek inspektøren. La det gaa litt kvikt.
—Hvad gjælder det? lød stemmen ute i fjorden.
—Læg bi, sier jeg. Saa kan vi snakkes videre ved.
—Har ikke tid!
—Saa for helvede. Slaa av farten, ellers skal den onde ta dere.
Men »Dina« ænset ingenting. Den drog tilhavs, saa skummet stod omkring den.
Og tolderen syntes at høre en haanlatter fra kutterens dæk, mens natten slog sin kaape om det sorte skrog.
Latteren forstummet imidlertid. En stor graa dampbarkasse svinget ut fra pieren, det duret i maskineriet, og kort efter stevnet den for fuld fart utover. Der lød et kort arrig knald fra en liten svingkanon i baugen, og en kule sang advarende hen over bølgerne.
Men »Dina« var allerede langt ute. Den duvet i havdønningerne, og sjøsprøiten stod som en sky om dens brede sider. Som en stor fugl med sort bryst og hvite vinger fløi den ind i mørket.