Den Gyldne Pest/Kapittel 20
Det blev en jagt, som længe vil mindes i forbrydelsens historie. Den fortælles med mange variationer i Scotland Yards hyggelige vagtstuer, naar uret har slaat 12 i Whitehall. Og detektiverne kalder den for »Cliffords jagt« og peker paa et portræt i en av forsamlingsstuerne av en mand med et rundt, veirbidt ansigt og et par gemytlige øine.
Der findes kun et menneske, som nu kan fortælle sandheten om denne merkelige begivenhet derute i Nordsjøen. Han har fortalt den til mr. Redpath i et langt brev, datert Kristianssand den 24de mai 1917. Og politichefen har berettet den videre til sine folk en aftenstund, da alle lys var tændt til Cliffords minde i den store festsal.
Men ingen kjender navnet paa den mand, som fulgte Clifford paa hans færd — ingen uten Redpath og Ralph Burns. Og de tier, fordi de har lovet at tie.
Sikkert er det, at Clifford forlot Gravesend den 19de mai om aftenen med politiets dampbarkasse for at kapre en mistænkelig kutter, som netop hadde passert pieren.
Foruten føreren og Clifford var der to politimænd ombord samt den mystiske fremmede, som hadde spillet en saa fremtrædende rolle i dette drama.
Det var stille veir med et vestligt drag, da barkassen, som var meget solid og overbygget, forlot Gravesend. Den halet hurtig ind paa kutteren. Barkassen gjorde ca. 10 mils fart, mens »Dina« neppe kom op i mere end 8 mil. Saken syntes at gaa i beste orden og den lille kanon i barkassens baug hadde allerede begyndt at spille, da situationen med et forandredes.
Vinden, som nærmest hadde været sydvestlig, sprang pludselig over til nordvest. Den frisket til, kutterens seil fyldtes og den sløret i nordøstlig retning med stor fart. Samtidig rotet der sig op en del sjø, som generet barkassen ganske betydelig. Ved hjælp av seil og maskine lykkedes det kutteren — ikke blot at holde sit forsprang, men endog at øke det. Den viste sig at være en fortræffelig sjøbaat og blev fortrinlig manøvrert.
Clifford opgav imidlertid ikke jagten tiltrods for at politibaaten laa mere under end over vandet i den høie sjø. Men der var ingen fare for haanden, da hele fartøiet var overbygget og av en meget kraftig konstruktion. Ved daggry hadde kutteren, der laa slik til, at den kunde dra fuld fordel av sin maskine, faat et forsprang av henved en engelsk mil. Den brukte nu sin ballon og top og gjorde en svær fart.
Men der fandtes ikke nogen ombord paa politibaaten som tænkte paa at snu. Man hadde rikelig kul og proviant. Den følgende nat gjorde kutteren et forsøk paa at undfly i mørket ved at gjøre et slag mot nord, men fiffet opdagedes i graalysningen. Nu gik jagten ret mot Norges kyst, og efter et løst overslag befandt man sig kl. 12 om formiddagen ca. 50 kvartmil fra Lindesnes.
Da indtraf det, som Clifford længe hadde ventet paa. Vinden løiet efterhaanden, sjøen blev smulere, og ved 2-tiden begyndte kutterens seil at slaa. Avstanden minsket efterhaanden, og da klokken var 4, hadde dampbarkassen naaet op i høide med kutteren. Sjøen var imidlertid endnu saa høi, at det hadde sine store vanskeligheter at borde flygtningen — saameget mere som kutterens fem mand saa ut til at ville yde et fortvilet motstand. De rettet en voldsomt geværild mot sin pansrede fiende, hvad der selvfølgelig viste sig aldeles frugtesløst. Derimot rammet nogen kuler fra barkassens hurtigskytende kanon kutterens rig paa en meget effektiv maate. Et skud i vandgangen blev derimot hurtig tættet.
Det var tydelig, at kutterens mandskap nu forstod, at situationen var haabløs. Naarsomhelst kunde en kule ramme dens motor og gjøre det av med den. Men det var desperate folk, som befandt sig ombord . . . .
Da dampbarkassen aat sig op paa siden av kutteren, vendte den pludselig, og før styrmanden paa barkassen hadde opdaget manøvren, rendte den sorte seiler sin tykke egebaug med fuld fart ind i politibaatens jernside.
Det var et forfærdelig sammenstøt. Med et vældig brak styrtet yawlens rig overbord som to fyrstikker, der knak. Hele baaten revnet i sammenføiningerne, vandet fosset ind og det sorte skrog stak snuden under og sank i løpet av 10 sekunder. Motoren eksploderte. Det var saluten over »Dina«s grav. Mandskapet hadde faat tid til at springe ut med redningsbelter om livet og fløt nu mellem vrakstumperne.
Politibaaten kom hurtig klar av vraget, men ogsaa den hadde faat sit ulivssaar. Den la sig over paa siden, og vandet fosset ind mellem de knuste og bøiede jernplader. Den forsøkte at rette sig igjen som en døende kavalerihest, men saaret var for dypt og stort. Et forsøk paa at dytte det gapende hul mislykkedes, barkassen væltet om paa siden og tok tre mænd med sig paa sin færd mot de uendelige dybder.
Den fælles ulykke pleier at mildne kampens raseri. Her laa otte mænd langt ute paa Nordsjøen. Deres liv hang i en traad, og havets uendelige sletter omgav dem. Men hadet brandt i deres hjerter, der de laa med livbelterne, og det kjølige vand formaadde ikke at fjerne de blodskygger, som flimret for deres øine. Well, — de skulde alle dø, men først skulde der gjøres op et blodig regnskap!
Jonas Fjeld saa sig om. Clifford laa ved hans side.
Det var et glimt i hans øine, som han aldrig hadde set. Han holdt sin revolver over hodet, for at ikke ladningen skulde ødelægges. Han saa sig om efter sine mænd, men de var fulgt med den sunkne baat. Derpaa kastet han et blik over mot fienden, som nærmet sig i en ring med langsomme svømmetak. Men forrest i rækken saaes et forfærdelig hoved med kjæver som en hais. Hans øine var som dyppet i blod, og det klissede haar formaadde ikke at dække over et frygtelig rødt ar der, hvor det venstre øie pleier at sitte.
—»Kænguruen«, mumlet Clifford hæst. Overlat ham til mig!
Men bak ham saa Fjeld ind i et ansigt med gule haartjafser, der med en blanding av forfærdelse og raseri vendte sig mot ham. Det var manden fra Holborn, den ærværdige mr. Brooke. Og ytterst paa fløien saaes Alexis Okines bleke fanatikerfjæs. De andre hadde sine revolvere, men Cavendish’ morder svang en frygtelig kniv med krum blad over sit hode.
Aldrig hadde en kamp fundet sted under saa eiendommelige forhold. Dønningerne løftet de otte mænd op og ned. De nærmet sig hverandre mere og mere. Der blev ikke sagt et ord. Kun bølgernes matte skvulpen nynnet den evige sang om døden for deres øren . . . Vinden var stilnet helt av og solen kom og gik bak forrevne skyer . . .
Da lød et skud. Det var som et svagt bjef. En kule slog ned like foran Cliffords bøie.
Det var løsenet.
De fem anarkister svømmet i en tæt ring mot sine to fiender. De brølet og skrek, mens kulerne sprøitet fra fem revolvermundinger.
Fjeld var ubevæbnet. Han hadde tat størsteparten av klærne av sig og kastet livbøien for at være lettere. Han saa Cliffords ansigt bedækket av blod, han saa i et glimt, hvorledes englænderen i en pludselig bevægelse bøiet sig fremover og slynget sin tømte revolver midt i »Kænguruen«s fjæs. Han hørte det skrangle i brukne tænder . . . saa dukket han under . . .
Okine utstøtte et brøl av triumf. Men hvad var det? . . . Den unge anarkist blev likblek. Han saa, hvorledes manden ved hans side blev trukket under med et rædselsskrik, som om en hai hadde sat sine tænder i ham. Og kort efter saa han den samme mand flyte op med brukket hals og døende øine. Et øieblik efter dukket der et stort blond hode, som han kjendte, op bak bankieren og trak ham under.
Da slog dødens rædsel Alexis Okine. Han slap sin kniv og svømmet bort fra valpladsen . . . Han vendte sig ikke om . . . han bare svømmet og svømmet, som en der har set i den angst, som er feighetens helvede . . .
Fjeld saa sig om. Okine var forsvunden. Der laa en tyk klump foran ham. Det var to mennesker, som var fast omslynget i et forfærdelig favntak. Han svømmet nærmere. Det var Jimmy Croft, kaldet »Kænguruen«, og Clifford. Kænguruens tænder var boret ind i detektivens skulder, og hans venstre haands pekefinger stak dypt ind i Cliffords høire øie. Men Kænguruens hjerneskaal var slaat ind med hans egen revolver, der endnu laa som en hammer i detektivens haand. De var begge døde og fløt paa livbøierne. Da løsnet Fjeld de to fiender fra hinanden, spændte Crofts livbøie av og tok den paa sig.
Anarkistens onde ansigt vendte sig for sidste gang mot lyset, saa svaiet liket langsomt under havflaten ned til de navneløses vældige kirkegaard.
Men Jonas Fjeld pustet tungt ut. Saa la han sig bakover, lukket sine øine og ventet paa døden.