Hopp til innhold

Den Gyldne Pest/Kapittel 18

Fra Wikikilden
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 102-107).
XVIII
SCOTLAND YARD


Der hersket en nervøs stemning i Scotland Yards korridorer. Folk kom og gik uavladelig. Svære uniformerte irlændere blandet sig med smaa, civile detektiver av den mest forskjelligartede type. Der blev ikke talt meget, men de bekymrede miner og det store hastverk vidnet om, at opdagelsesavdelingen hadde en av sine vanskelige dage.

John Redpath, chefen for det hemmelige politi, sat i sit store kontorværelse og utdelte ordrer med en stemme, hvis haarde og energiske klang stod i sterk motstrid til hans lapsete levemandsydre.

—Jeg stoler paa Dem, Clifford, sa Redpath til en tyk og bred mand, som stod foran ham. Det er nu ca. 1½ time siden, at lord Cavendish blev myrdet utenfor sit hus. Men vi har et spor. Og vi har en mand, som skal følge det. Det er en utlænding. —

Der saaes en liten misfornøiet rynke i detektivens runde ansigt.

—Men De vil føle det som en ære at arbeide sammen med ham, fortsatte opdagelseschefen. Han er bedre end de allerfleste av os. Hans navn er Jonas Fjeld. Det var ham, som hjalp Ralph Burns med »gribbene«.

—Det er all right, chef. Jeg kjender ham allerede. Saa ham i formiddag oppe i Fleet Street. Og sporet? . . .

—Fjeld har faat en opgave av Bank of England, svarte Redpath efter nogen nølen. Hvori den bestaar, kan jeg ikke si. Men nordmanden tror, at dette mord hænger sammen med de affærer, som det her gjælder. Han tror, at præsidenten for Englands bank er myrdet for at stanse disse undersøkelser, og at det er anarkisterne, som har dræpt ham. Han mistænker . .

—Alexis Okine? . . .

Redpath saa forbauset paa sin underordnede.

—Hvorledes kan De vite det?

—Det er et ganske eiendommeligt tilfælde. I formiddag blev jeg vidne til en liten pudsig scene i »Daily Chronicle«s depechesal. Der sat en høi mand og læste en avis. En ung fyr strakte hals over den andens skulder, øiensynlig for at se, hvad det var som interesserte ham saa sterkt. Det skulde han ikke ha gjort. Avislæseren reiste sig nemlig saa hurtig, at ynglingen fik et dunk under haken, som skaffet ham et saar i læben og gjorde ham en tand fattigere . . . Jeg gav mig i snak med den høie herre, som interesserte sig saa sterkt for artikelen i »Daily Chronicle«. Det var uten tvil den mand, jeg skal følge . . .

—Jonas Fjeld?

—Ja.

—Og den anden?

-Det var ham, vi skal forfølge . . . Okine.

Redpath lo.

—Da er det jo grei skuring, De er kjendt i Gravesend?

—Selvfølgelig.

—Og De har været sjømand?

—I fem aar.

—Well. Saa maa De bli sjømand igjen. Rig Dem ut saa ukjendelig som mulig. Om en halv time maa De være utenfor Burns hus i Kensington. Der træffer De en anden sjømand, som gjerne vil ha hyre. Det er Fjeld. Dere har liten tid. South Eastern Railway gaar kl. 8.34 fra Charing Cross . . . De forstaar?

Clifford bukket og vendte sig om for at gaa.

Aa, vent litt, sa Redpath grundende. Hvorledes staar det til i anarkistkvarteret?

—Der er herlighet og glæde, svarte detektiven. Man skulde tro, at de gode herrer hadde faat stipendium av staten slik liv og rørelse er der. Der er en reisen og farten paa dem, som ikke varsler noget godt. Penger har de nok av. Der mangler hverken whisky eller champagne. Jo, der er humør i de karene nu om dagen.

—Har De rede paa, hvor lederne befinder sig? . . .

—Nei, sa Clifford. De fleste er vistnok reist til Hamburg eller Antwerpen. Kun Okine bor paa sin gamle hybel i Soho.

—Og »Kænguruen«?

—Væk som en aand i Juliakabinettet! Han har været i Paris, det vet jeg. Men senere har han ikke sat sine motbydelige poter paa Englands grund. Det er ikke godt for en mand, som har mistet det ene øre, at skjule sig. Jimmy Croft er nok paa verdensomseiling sammen med Jacques Delma, kan jeg tænke. De to trækker bra sammen.

—Det er godt. Sig mig tilslut: Har De nogensinde stødt paa bankfirmaet Brooke & Bradley i Holborn?

—Nei.

—Hvis De har held med Dem, Clifford, saa kommer De til at lære det at kjende. Men skynd Dem nu. Garderobeskrædderen venter Dem . . . Ta vaaben og haandjern med Dem . . .!

— — — —

I Ralph Burns lille spisestue sat det unge egtepar tilbords med en gammel litt krogrygget mand med graasprængt skjeg, en slitt, blaa sjømandsdres og et pragtfuldt silketørklæ om halsen. Den sjøfarende olding hadde imidlertid en ung og kraftig stemme, og hans bevægelser og appetit tydet ikke paa at alderen trykket ham.

—Jeg liker det ikke, brummet Burns.

—Hvad liker du ikke? spurte hans kone og lænet sig kjærlig hen til ham.

—Jeg hører trompeterne kalder, svarte Burns. De kalder til kamp. Men Ralph Burns, den gamle dragonhest, kommer ikke. Han staar i stalden og hænger med ørerne.

—Nei, sa sjømanden, og hans blaa øine fornegtet pludselig al mulig alderdom, — du hænger ikke med ørene. Du lytter efter det, som skal komme. Og naar din time er der, saa rykker du ut paa valpladsen og slaar ned for fote. Ikkesandt frue?

—Kjære doktor, sa Helene med dugget, bekymringsfulde øine, la mig beholde ham her. Har ikke anarkisterne mishandlet ham nok for os. Og hvorledes skal det gaa med haven, naar du reiser. Hvem skal passe mandeltræet, tobakken og jordbærene?

—Du har ret, mumlet Burns. Haven maa jo stelles. Og tobakken . . .

—Bliv, hvor du er, sa Fjeld. Du vet, jeg faar bruk for dig. Og kommer jeg i knipe for en slægge, saa telegraferer jeg . . . Nu faar jeg nøie mig med Cllifford . . . Det er jo ikke det bedste spor vi har. Men hvorfor skulde Murphy luske omkring Cavendish’ hus, hvorfor skulde han avsende et siffertelegram og kalde det en gratulation, og hvorfor pokker hadde han et slikt hastverk med at komme bort fra stationen? . . . Jo, banden maatte jo underrettes om, at jeg var undsluppet og hadde sat mig i forbindelse med politiet . . . Der er neppe tvil om, at Murphy er bestukket med en uhyre sum. Jeg kan læse i ansigter som hans . . . Saa du ikke trætheten i hans øine? Der er gaat varieté i ham. Han øser Brookes guld ut mellem de professionelle damer, han er en av »Alhambra«s og »Empire«s helte, en skjøgernes Casanova, som drukner sig i de smaa, ynkelige lasters mudder . . . Jo, det var et svineheld at vi traf ham paa telegrafen. Redpath lovte mig, at han skulde opholde ham med snak og forklaringer til kl. 9½. Og da er Clifford og jeg i Rosherville og kan ordne det fornødne med kutteren »Dina« . . . Det er forslagne folk, vi har at gjøre med. Der findes ikke nogen utvei, som er bedre end en passelig kutter, som kan flyve ind og ut omtrent, hvor den lyster.

—Men hvis den nu forlængst har lettet anker?

—Det er neppe sandsynligt. De gode herrer tror sig i sikkerhet, og de vil i alle tilfælde avvente Murphys eiendommelige gratulationstelegram . . . Apropos telegram. Jeg venter en depesche iaften fra Kristiania . . . en besked om en vis John Marker, som vi har bruk for i denne affære . . . Skulde der hænde mig noget, saa husk navnet. Han er en av de mest lovende kemikere i verden. Det er en mulighet for, at han kan gi os et vink, som leder til guldkilden.

Den aldrende sjømand reiste sig. Og nu var hans ungdom forsvunden. Ryggen var daarlig og stemmen rusten. Og øinene syntes at ha tapt sin glans. Det var en slitt og træt sjøulk, som stod der . . . en av den gamle garde, som nødig overgir sig . . .

En automobil tutet utenfor.

Det lød som en okses brøl derute i aftentaaken.