De skotske Fanger
Skotternes Fortrop, som uhindret havde passeret Kringlen, kom dog ei længere end til Gaarden Solheim, omtrent ¼ Miil derfra, førend Bønderne indhentede dem. Da disse kom stormende med Skrigen „Falder an, falder an, her have vi flere,“ indsaae Skotterne hvad deraf vilde flyde og erklærede at de vilde give sig tilfange. De nedlagde nu Vaaben, men da de saae, at Bønderne ei vare saa mange, som de først tænkte, grebe de atter til Vaaben og vilde slaae sig igjennem. Slaget fornyedes nu og Enden blev, at Skotterne deels nedhuggedes, deels toges tilfange. Veiviseren Peder Klungnes var blandt Fortroppen og havde nær maattet dele Skjebne med den. Paa hans Raab „jeg er Peder Klungnes, jeg er Peder Klungnes og er af Eders eget Folk,“ blev han dog kjendt og undslap den truende Fare. Bønderne førte nu de fangne Skotter med sig til Qvam, hvor de holdt Raad om hvad de skulde gjøre med de Fangne. De Fornemste af dem, der vare tilstede, vilde, at de Fangne skulde føres til Akershus; men Mængden, efter Sagnet ophidset af Peder Klungnes, raabte, at Alle skulde lade Livet. De toge nu de fangne Skotter ud af en Lade paa Klomstad, hvor de vare indestængte, og nedskjøde de Ulykkelige Mand for Mand, med Undtagelse af 18, som bleve førte til Akershus og nogle faa til, som bleve skaanede. Laden staaer endnu et Stykke i Nord for Sinklars Grav i Nærheden af Kongeveien, og de myrdede Skotter bleve begravne i Nord for Laden, paa det Sted, som endnu kaldes Skothaugen.
Om En af de fangne Skotter, som beholdt Livet, fortæller Sagnet, at da han saa Geværet lagt an mod sig, løb han hen til Ingebrikt Valde af Vaage, bønfaldt ham med ynkelige Gebærder om Frelse og søgte Skjul under hans Hest. Ingebrikt forbarmede sig over ham, hævede sin Øxe til hans Forsvar og truede med at hugge den ned, som vovede at lægge Haand paa Skotten. Han var Glasmester og forærede siden sin „Livsfar“ nogle Vinduer med indbrændt Arbeide, hvoraf et endnu findes paa Valde. En anden Skotter nedsatte sig i Vaage, hvor han opryddede en Gaard, som endnu kaldes Skotlien. En reddede sig ved at svømme over Laugen og tage over Fjeldet til Ellingsbø i Hedalen, hvor han sandt venlig Modtagelse og forblev i 4 Aar. Han var Guldsmed og nedsatte sig siden i Oslo. Saa godt gik det ei to Fanger paa Gaarden Qvam og Sel. Da Opsidderne ikke sandt sin Regning ved at føde dem Vinteren over, skjød de dem om Høsten.
Anm. Statholder Kruse skriver, at 134 Skotter bleve fangne, men Dagen efter skudte, undtagen 18, idet Bønderne sagde til hverandre, at Kong Majest. havde nok at føde udi samme 18, blandt hvilte vare Kapitain Ramsy, Lieutenant Mannerpange og Hr. Bryssy. Ved et aabent Brev af 3 Seet. 1613 skjenkede Christian IV Lars Hage Gaarden Hage og Gaarden Landnam, Lensmand Peder Randklev, en af Anførerne ved Kringlen, Nedre Randklev og Bardon Seielstad Øvre-Seielstad „dem og deres Arvinger til evindelig Eiendom for deres Troskab, Flittighed og Mandelighed udi sidste forledne Feide,“ og meddeelte deres Gaarde tillige Frihed for den Statens Jordebogsrettighed, som kaldes Foring. Arne Gunstad, der efter Sagnet udmærkede sig ved sin Tapperhed og overordentlige Styrke, skal have faaet samme Frihed for sin Gaard. Pigen Guri, siger Sagaen fik til Belønning Gaarden Rindal i Vaage, der siden blev kaldet Pillarviken. Paa Hage og Randklev boer endnu Lars og Peders Ætlinger. Bardons Slægt er derimod uddød. Sagnet fortæller, at Bardon siden blev stolt og overmodig. Sit Gevær førte han overalt med sig, selv i Kirken, hvor han holdt det mellem Benene. Tilsidst blev han som en farlig Person fængslet og ført til Kjøbenhavn, hvor hans Mod og Manddomsprøver dog atter forskaffede ham Frihed.