De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/14

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 323-329).

§ 14. Johannes Døberens Augustinerkloster.

(Berfœttabrœdr at Jónskirkju).

Dette bergenske Kloster laa paa Nordnes, omtrent 500 Alen Sydost for Munkeliv, paa den nuværende Strandgades Opside strax indenfor Smørsalmenningen. Selve Klostret laa nede under Bakken ved Gaden, men Kirken høiere oppe mod Markeveien. Af dette havde Bryggen ret ned for Klostret ved Vaagen Navnet Jónsbryggja, og den aabne Plads paa den anden Side mod Vest kaldtes Jónsvellir (nu Engen), Navne, der oftere forekomme^[1]. Af Klostrets Beliggenhed paa Stranden kommer dets plattydske Benævnelse: St. Johannis up den Strand. Dets Alder er uvis. Jonsvoldene omtales vel allerede i Harald Gilles Saga; men Sagaskriverne benævnede ofte Stederne med de Navne, de havde paa deres Tid, og fra Navnet Jonsvoldene kan man derfor Intet slutte; desuden er det høist usandsynligt, at dette Kloster er saa gammelt; thi det var beboet af Augustinere, og denne Orden kom ikke til Norge, før Domkapitlerne oprettedes (1152). Fra 12te Aarhundredes Midte kan derfor dette Kloster været til, og det er derhos høist sandsynligt, at det er samtidigt med Bergens Domkapittel, og rimeligviis stiftet af Bergens Biskop; men sikre Vidnesbyrd om det har man først mod Aarhundredets Ende. I Sverres Saga, hvis Forfatter var samtidig, nævnes nemlig ei alene Jonsbryggen og Jonsvoldene, men i 1198 tillige Jons-Kirkegaard^[2], og kort efter forekommer Konventet selv i fuld Stand. Klostret var helliget Døberen Johannes, og dets Augustinere hørte til den strenge Congregation, der tillige vare Barfodmunke. Ved dets Benævnelse i norske Skrifter støder man paa den Synderlighed, at det udelukkende har Navn efter Kirken (Jónskirkja), og aldrig uden i latinske Kilder fører Navn af Kloster. Hiint Navn har altsaa været det paa Stedet almindelige, enten nu Grunden dertil var, at Kirken har været ældre end Klostret, eller og at den oppe paa Fjeldryggen liggende Klosterkirke har faldt mere i Øinene, end den lavere liggende, af tilstødende Bygninger skjulte Munkebolig. Munkenes almindelige Navn var Barfodbrødrene ved Jonskirken; men stundom forekommer alene Udtrykket Barfodbrødrene i Bergen, og da er man i Tvivl om, enten dermed menes Augustinerne her eller Olafsklostrets Minoritter, der ogsaa vare Barfodmunke^[3]. I Midten af 13de Aarhundrede nævnes oftere bergenske Barfodbrødre som Medlemmer af Gesandtskaber, men da Minoritterne paa den Tid vare i meest Anseelse og deres Kloster yndet af Kongen, menes hermed rimeligviis disse.

Jonskirken nævnes første Gang i 1208, da Peter Steipers Hustru Ingeborg boede her, og Peter derfor ogsaa som oftest holdt til i Jonskirken, istedetfor at tage sig af Bergens Befæstning mod Baglerne^[4]. – Da Kong Haakon Haakonssøn 6te Oktbr. 1250 i Bergen udstedte de ældste Privilegier for Lybekkerne, var en Abbed Th. af St. Johannes Kloster iblandt Vidnerne^[5]. Dette Kloster er blandt de faa, der ikke nævnes i Kong Magnus Lagabøters mod Kirker og Klostre saa gavmilde Testamente. Derimod fik Jonskirken ligesom alle øvrige Bergens Klostre en Mark brændt i Hr. Gautes af Tolga Testamente^[6]. Paa den Tid var Broder Grim Abbed i Jonskirken, men døde samme Vinter 1288–1289^[7]. Hans Eftermand hed Baard, fra hvis Tid nogle Klostret og dets Forhold dog lidet oplysende Breve haves. Saaledes opfordrede Pave Nikolaus (IV) 17de Septbr. 1291 alle Troende til at forrette deres Andagt i dette Klosters Kirke, og tilstod dem, som paa Johannes Døberens Festdag skriftede og hørte Messe der, et Aars og 40 Dages Aflad for deres Synder^[8]. Til Vitterlighed hang Abbed Baard 1293 sit Segl under et Gavebrev til Munkeliv, ligesom han og forseglede flere Breve om de i den Anledning senere opkomne Retsspørgsmaal. Fremdeles nævnes han i 1299 og 1301, da hans Segl benyttedes istedetfor Sælgerens, der intet havde^[9].

Han er formodentlig død kort efter, thi Eftermanden Hr. Peter Abbed forekommer 20de Mai 1302, da han, ligesom senere 4de April 1303, var Vidne ved Munkelivs Abbeds Jordegodskjøb; 6te Septbr. s. A. udstedte han Afskrift af Kong Haakons Dom af 15de Juli s. A. og to andre Breve om Ivar Lodinssøns Gods^[10]. – At Jonsklostret var et lidet og fattigt Konvent fremlyser af dets Historie, og maaske var det for at komme det til Hjælp, at Erkebiskop Jørund valgte Jonskirken, da han i Kong Haakons og Dronningerne Isabellas og Eufemias Overvær den 5te Decbr. 1305 her indviede Biskopperne Arne Sigurdssøn af Bergen og Ingjald af Hamar^[11]. Ved en saadan Fest, hvor ei alene Kongefamilien men foruden Andre ogsaa Biskopperne Erlend af Færø og Ketil af Stavanger vare tilstede, maatte der falde ikke ubetydeligt Offer for den Kirke, hvori Indvielsen foregik. Biskop Arne tog sig ogsaa strax af Munkenes trængende Stilling, idet han 3die Marts 1306 anbefalede dem til Biskoppen af Stavanger. Enhver kjender, skriver han, den almindelige Nød, som en Tidlang har hvilet paa Landet, og været værst for dem, der have Flere at forsørge, fremfor Alt for de Klostermænd, som ikke aarke af Klostrets Gods at underholde dem, hvis Forsørgelse de have paataget sig, da de selv lide Mangel. Saa er det med Brødrene ved Jonskirken, som ikke uden ved Guds og gode Mænds Bistand kunne skaffe det Nødtørftige til Veie. Arnes Bøn er derfor til Biskoppen og til Lærde og Ulærde i hans Stift, at de efter Evne ville understøtte Overbringeren, Broder Aslak af Jonskirken, da Munkene nu udsendte ham med Arnes indtil 1ste Mai gyldige Tilladelse til at indsamle Gaver^[12].

Maaske har det og været af saadant Hensyn til Jonskirkens Fattigdom, at Hr. Bjarne Erlingssøn i sit oftnævnte Testamente af 1308 gav det 10 Mark brændt, medens Munkeliv kun fik en^[13]. Med Mangelen fulgte her som andensteds indre Splid, hvorom et Brev af 4de Febr 1308 giver Oplysning. Kardinal Berengar, Pavens Pønitentiar, erkjender heri at have modtaget Abbed Peters Underretning om, at nogle Noviser i Klostret havde lagt voldsom Haand paa hinanden indbyrdes samt paa andre Klosterfolk og Sekulargeistlige, og at Nogle for at undgaa Straffen for deres Opløb have negtet Abbeden og deres andre Foresatte Lydighed, og derfor ere blevne bandsatte. Flere skulle desuden med Andres Bifald og Hjælp ved Simoni være komne ind i Klostret, have modtaget Prestevielsen og administreret Helligdommene. I sin Bekymring for sit Kloster over alt dette, har Abbeden udbedet sig Pavens Bestemmelse. Kardinalen bemyndiger derfor Abbeden og Vedkommendes Foresatte at absolvere dem, der have deeltaget i Slagsmaal, efterat de havde udstaaet kanonisk Straf Dem, der af Enfoldighed eller Uvidenhed havde paa den angivne Maade ladet sig optage i Ordenen, skal Abbeden i en passende Tid suspendere fra alle kirkelige Gjerninger; de, der med fuldt Vidende, dog ikke af Foragt for Pavestolen, havde gjort dette, skulde suspenderes i to Aar. Forsaavidt nogen af hine Kanniker eller Konverser personlig eie Noget, skal Abbeden strax tage dette til sig, og anvende det til Klostrets Bedste, og iøvrigt gaa frem mod disse Simonister efter Generalconciliets Statutter^[14].

I 1309 nævnes Abbed Peter som Vidne ved Biskop Arnes Appel til Paven i Anledning af Færø Bispestols Besættelse, samt ved et Gaardkjøb i Munkeliv^[15]. – Under Opholdet i Bergen dette Aar lod Kong Haakon ved Tidenden om Erkebiskop Jørunds Død en Kiste med Hellig-Olafs Offer, der var indsat i Jonskirken under Abbed Peters Forvaring, den 8de Mai føre til Apostelkirkens Skrudhuus, for at ikke Pengene skulde berøves Kirken, medens den var formandsløs. Kisten aabnedes i 2 nidarosiske Kannikers og to Ridderes Paasyn, og fandtes deri 6 Punge, i med Alt 367 Mark og 12 Ører i fremmed Mynt, men ingen norske Penge, ligesaalidt som der laa Breve eller andre Oplysninger derved^[16]. – Atter den 30te Januar 1311 var Tvisten om Færø Bispestol paa Bane i Jonskirken i Munkenes Huus, hvorom Abbed Peter med Biskop Thord af Garde udstedte et Brev^[17], ligesom han 31te Januar 1313 var tilstede ved Biskop Arnes Appel mod, at Erkebiskop Eilif havde overdraget Kapellernes Formand Hr. Finn at hæve de halve Kirketiender i Bergens Stift, som Eilif tilegnede sig^[18].

Senere forekommer Abbed Thord mellem 1323 og 4329 som Vidne i Munkeliv og ved Biskop Audfinns Appel mod Erkebiskoppens Besættelse af Dals Kirke i Sogn^[19]. – Næste Abbedskifte er maaske foregaaet Høsten 1334; thi 30te Oktbr. d. A. vare Munkelivs Abbed og Kapittel samt Jonskirkens Kapittel Notarer ved Utsteins Abbeds Appel til Paven, medens Jonskirkens Abbed ikke nævnes, hvilket vækker Formodning om, at han da var syg efter død^[20]. Eftermanden Halvard nævnes først, da han forlader dette Kloster, idet han nemlig efter Abbed Arnalds Død i Halsnø blev 12te Juli 4338 af Biskop Haakon i Bergen forflyttet til Abbed der^[21]. – Til Halvards Eftermand udnævnte derpaa Biskop Haakon og hans Kapittel tilligemed Brødrene ved Jonskirken eenstemmig Broder Bjarne i Halsnø, men denne undslog sig med Alderdoms Svaghed for at modtage Valget. Herfor bebreidede Biskoppen ham, lovede at være ham til Bistand i hans Abbedværdighed, bad ham betænke det Ansvar for Gud, hans fortsatte Vægring paadrog ham, og imødesaa hans Svar med det Første^[22]. Ogsaa dette Brev gjør det rimeligt, at Jonsklostret har været en regulær Afdeling af Bergens Domkapittel, siden begges Brødre i Forening valgte Abbeden. Bjarne maa imidlertid have vedblevet sin Vægring; thi 1339 tilkjendegav Biskop Haakon, at Munkene i Jonskirken efter Abbed Halvards Resignation samtlige paa een nær havde udvalgt Broder Gyrd (Ivarssøn) fra Helgeseter Kloster til deres Abbed, og derpaa søgt Biskoppens Stadfæstelse. Vel havde Munkene i flere Dele afveget fra de foreskrevne Regler, hvorfor den Valgte nedlagde sin Værdighed i Biskoppens Haand, ligesom og Munkene overdroge denne at sætte dem en Formand; men da Broder Gyrd paa Grund af sit uplettede Levnet, sine Kundskaber og øvrige Fortjenester ligefuldt burde hæves til hiin Værdighed, udnævnte Biskoppen ham med sit Kapittels Samtykke til Abbed og Fader for St. Johannes Kloster, og overdrog ham dets frie Bestyrelse i aandelige og timelige Sager^[23].

Denne Abbed Gyrd blev i 1349 Biskop i Skalholt, og indviedes dertil i Bergen af Salomon af Oslo, den eneste norske Biskop, der overlevede Pesten. Under denne var der imidlertid ingen Leilighed for ham til Island, og han kom saaledes først did i 1351^[24]. Om Jonsklostret vides derimod i denne Tid Intet; at Konventet har været ubetydeligt, fremlyser ogsaa deraf, at det ikke nævnes blandt de Klostre og Kirker, hvortil Processionerne i Pestens Dage gik. – Gyrds Eftermand var maaske den Abbed Helge Thordssøn, der uvist af hvad Grund i 1360 havde begivet sig til Island, men paa Tilbagereisen forliste tilligemed Biskop Gyrd af Skalholt og flere andre Mænd, hvorved ialt 90 Mennesker bleve borte^[25]. Fra denne Tid af veed man næsten Intet om dette Kloster. I 1402 udstedte Steinar Aslakssøn, Munk her, et Brev om, at Eilif Arnessøn i sin Dødsstund havde givet Munkeliv en Deel i Arnegaard næst ovenfor de Søboder, han havde givet Jonskirken, og 1418 var Abbed Laurents af Jonskirken i Munkeliv ved Fru Margareta Eilifsdatters Gave til dette Kloster^[26]. – En Augustinermunk Johannes, der nærmest var herfra, meddeeltes omtrent 1440 af Biskop Olaf Reisepas til Blodet i Vilznak (i Mark-Brandenburg) og derfra hjem over Vadstena^[27]. – Da hele Strandsiden ved Bergen afbrændte 1489^[28], er Jonsklostret neppe reddet, og da det senere aldeles ikke forekommer, er der endog Grund til at antage, at det efter den Tid ikke er gjenopbygget. Paa Reformationstiden er der kun Tale om dets neppe betydelige Jordegods, der blev slaaet sammen med Munkelivs, og i Forening med dette udgjorde en verdslig Forlening.

Jonskirkens Ruiner stode imidlertid tilbage, og flere betydelige Kjælderhvælv samt et Taarn findes endnu i to Huse paa Strandgaden. Christian III gav 22de Juli 1552 St. Hans Kirke og Kirkegaard med et Stykke af Grunden op mod Marken, 84 Alen bredt og 134 Alen langt, til Bergens By, for der at bygge et Raadhuus, hvortil Byen desuden maatte benytte Stenene af Allehelgens-Kirke^[29]; men dette Raadhuus kom neppe i Stand, eller afbrændte kort efter (19de Decbr. 1561), hvorpaa Christoffer Valkendorffs Gaard blev kjøbt til Raadhuus, som den endnu er. Byens Borgere anvendte Klostrets hugne Stene til eget Brug; i Jonsklostrets Taarn holdtes til Slutningen af 17de Aarhundrede efter kongelig Befaling af 9de Febr. 1579 Brandvagt; men 1702 blev det Hele privat Eiendom^[30].

1. Fornm. Sögur. VII. 183. VIII. 124. 192 o. fl. St.
2. Sverres Saga c. 148.
3. Custos Nudipedum (Script. III. 106) kan kun forklares om Minoritterne.
4. Fornm. Sögur IX. 46.
5. Urkundenbuch d. St. Lübeck I. 145–147. Thork. Dipl. II. 36–37.
6. Dipl. Norv. II. No. 24. Han døde 1288.
7. Arne Biskops Saga c. 70.
8. Dipl. Norv. II. No. 30. Thork. Dipl. II. 129.
9. Munkelivs Brevbog 104. 105. 131. 37.
10. Munkelivs Brevbog 43. 98. 133–136. Ovenfor S. 268.
11. Barth. IV. 751.
12. Dipl. Norv I. No. 107. Det fortjener at bemærkes at denne Efterretning om almindelig Mangel i Landet 1306 er samtidig med Coursens Forværrelse. Det krigerske Forhold til Danmark og tildeels til Sverige var vel Aarsag hertil.
13. Gaven er til Barfodbrødrene i Bergen: hvis altsaa dette er Minoritterne, har Jonskirken Intet faaet; dog er her nok dette Konvent meent.
14. Barth. IV. 206–208. Trykt i 1ste Udg. 752–754.
15. Björgv. Kálfskinn 101–102. Munkelivs Brevbog 111.
16. Dipl. Norv. II. No. 96. Dette Brev viser altsaa at Jørund maa være død tidligere end „4 Uger efter Tiburtius“, eller ved Midten af Mai, som Biskop Laurentius’s Saga c. 26 fortæller.
17. Barth. IV. 555–556.
18. Suhm XI. 717.
19. Barth. IV. 271–272. Ovenfor S. 273.
20. Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4.
21. Dipl. Norv. I. No. 252.
22. Barth. 708. Trykt i Saml. t. N. F. Hist. V. 127.
23. Barth. IV. 442–444.
24. Hist. eccl. Isl. II. 102.
25. ibid. II. 105. Islandske Annaler 300.
26. Munkelivs Brevbog 39. 33.
27. Barth. IV. 364.
28. Cod. Arn. Magn. No. 330. Fol.
29. Norske Registranter i Rigsarch. I. 319–320. Gaven stadfæstedes af Christian IV 29de Mai 1600. (Norske Registre i Afskr.)
30. N. Nicolaysens archæol. Fortegnelse 79.