De norske Klostres Historie i Middelalderen/3/15

Christian C. A. Lange

De norske Klostres Historie i Middelalderen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (s. 329-339).

§ 15. Prædikebrødrenes Kloster i Bergen.

(út at brœdra).

Dette Kloster laa yderst paa Holmen (Kommunen) nordlig for den lille Christkirke, omtr. ved det nuværende Buntlabo, paa Skraaningen af Dalføret mellem Holmen og Sverresborg, og stødte umiddelbart op til Christ-Kirkegaard og Kannike-Gaardene. Af denne sin Beliggenhed paa Bergens yderste Nordkant har det, i Modsætning til Minoritter-Klostret inde i Vaagsbunden, faaet Lokalnavnet út at brœðra^[1]. Det er uden Tvivl stiftet af Kong Haakon og Bergens Biskop (Arne I) i Forening omkring 1230; thi begge gave Prædikebrødrene Byggetomt, da Holmen deels var Kongens deels Domkirkens. Man har ingen afgjørende Oplysning om, hvilken Helgens Navn dette Kloster bar, men i Klostrets Segl ere de hellige Konger Olaf og Erik fremstillede, og ved Kongsgaarden omtales „St. Olafs Huus“, hvori Sjælemesser holdtes^[2]. Tør man derfor antage, at dette Kloster har baaret St. Olafs Navn, saa er det rimeligviis dette og ikke (som hidtil er antaget) det mere bekjendte St. Olafs Minoritter-Kloster i Vaagsbunden, som nævnes i Haakon Haakonssøns Saga (Kap. 333) blandt de af ham opførte Bygninger. Dette bliver og det rimeligste, da Klostret der opregnes blandt Kongens Bygverker paa Holmen og ikke blandt dem i Vaagsbunden

Ved sin første Optræden i Norden nøde Dominikanerne, som vi før have viist, stor Anseelse og udviklede betydelig Virksomhed Paa de aarlige Provindsialmøder omflyttedes Brødre, udsendtes Visitatorer, paalagdes Straffe og forordnedes Forbønner for Ordenens Venner eller afdøde Brødre i Provindsen. Ogsaa om Klostret i Bergen give Forhandlingerne paa disse Møder adskillige Oplysninger. I 1252 flyttedes Broder Haakon fra Bergen til Roeskilde, i 1254 Broder Thorlaf fra Bergen til Nidaros, samt til Bergen igjen Broder Asmund fra Odense, Nikolaus Bulke, Hervard og Adam; 1275–1280 flyttedes Broder Thorstein fra Ribe til Bergen som Lector, og med ham fulgte Johannes Nes fra Aarhuus, Broder Amund fra Oslo, Augmund fra Lødese og Einar den ældre. Som døde omtales 1252 Alanus Prestmunk og Thorstein Diakon. Den nysnævnte Lector Thorstein i Bergen var bleven udnævnt til Provindsens Diffinitor ved Generalkapitlet, men udeblev derfra uden lovligt Forfald, hvorfor han som Bod paalagdes 10 Dages Faste paa Vand og Brød, 10 Hudfletninger m. v. I 1291–92 foreskreves Forbønner i Provindsen for Biskop Narve af Bergen^[3]. – I 1241 synes det, at Provindsialprioren har været bosat i Bergen; thi anderledes kan det neppe forklares, at Paven paalagde denne i Forening med Abbeden af Munkeliv at undersøge Kong Haakons Levnet og Arveret (ovenf. S. 265).

Skjønt Prædikebrødrene idetmindste for en Deel skyldte Bergens Kapittel sin Bosættelse der, har man dog strax Vidnesbyrd om det Had, hvormed Kannikerne forfulgte dem, saasnart de opdagede, hvor farlige de nye Naboer vare for dem og deres Indtægter. For at vænne Folk af med at søge Prædikebrødrenes Kirke istedetfor Domkirken og Sognekirkerne, grebe Kannikerne til det allerede S. 164 omtalte Middel at opbygge sine Priveter saaledes, at Ureenligheden flød ind over den lavere liggende Klostergaard, og frembragte en ulidelig Stank. Men til Lykke for Munkene var Kardinal Vilhelm da i Norge, og da han kom til Bergen, tog han sig strax af deres Sag, og befalede 13de August 1247, at hine Træhuse skulde flyttes til et mere passende Sted, men tillod dog paa Kannikernes Bøn og med Munkenes Samtykke, at Husene bleve staaende, naar de ikke paa slig Maade benyttedes. Kardinalen satte Bandsstraf for dem, der i Fremtiden vovede Sligt, samt anmodede ogsaa Kong Haakon om at hjælpe til, at saadan Usømmelighed ei oftere indtraf^[4].

Saaledes var denne Kilde til Uvenskab stoppet, men det brød senere ud med forøget Harme ad andre Veie, ligesom i det Hele det 13de Aarhundredes Slutning var en Kampens Tid over hele Norden mellem Kanniker og Tiggermunke. Dette fiendtlige Forhold var det vel og, der nærmest foranledigede Pave Benedikt XIs Bud af 2den April 1304 til Biskopperne af Roeskilde, Linkøping og Stavanger at bringe Enighed i Stand, især angaaende Munkenes frie Prædikeret og Skriftemaal, portio canonica og den biskoppelige Fjerdepart^[5], hvorom han nylig havde udstedt en almindelig Forskrift (constitutio Benedictina), hvorefter senere Tvistigheder skulde paadømmes, saa Tiggermunkene ikke forurettedes af Sekulargeistligheden^[6]. At denne Pavebulle navnlig har fundet Anvendelse paa Forholdet mellem Dominikanerne og Domkapitlet i Bergen, er tydeligt deraf, at netop de deri anførte Tvistepunkter forekomme i de Stridigheder mellem dem, der udbrøde i Kong Erik Magnussøns Tid (omtrent 1290), og varede ligetil Biskop Audfinn bragte et Forlig i Stand. Herom haves endnu 4 Breve i Behold.

Det første Brev af Juli (1290?) er til Kongen og aander den høieste Forbitrelse mod Kannikerne. Uretten synes og at have været alvorlig. Kannikerne havde paa et Prestemøde imod Biskoppens (Prædikebroderen Narves) Raad og Villie udstedt almindeligt Forbud til Indbyggerne i Bergens Stift mod at optage Dominikanerne i sine Huse, kalde dem til Sygebesøg, eller give dem Almisse som andre Fattige. Biskoppen havde vel tilbagekaldt denne Bestemmelse, gjort Undskyldning derfor, og anmodet Alle om at modtage og behandle Prædikebrødrene med Agtelse og christelig Kjærlighed, men Kannikerne havde sat sig med al Magt derimod, og gjort uhørte Beskyldninger mod Brødrene. Trods Biskoppens Indvendinger havde Kannikerne derpaa forordnet, at den Prest, der viste Dominikanerne noget Venskabstegn, skulde berøves sit Embede, og for at Munkene ei skulde blive vidende herom, forbødes Presterne under Bands og Suspensions Straf at aabenbare denne Beslutning for Nogen. Hermed haabede de uden Redning at knuse Munkene aldeles. Paa Grund af denne og utallige andre Forurettelser, hvorved deres Ro aldeles forstyrredes, tyede de nu til Kongens Hjælp, hvem de forsikrede om Lydighed og Hengivenhed^[7].

Narves Eftermand Biskop Arne af Bergen meldte (11te Juni 1306) Erkebiskop Jørund, at han ved Stridighederne mellem Kannikerne og Prædikebrødrene havde i lang Tid været hindret fra at afreise til det Concilium i Oslo, hvortil han var kaldet. Thi da den til Reisen bestemte Dag kom, var Prædikebrødrenes Provindsialprior Peter^[8] paany kommen til ham, og havde bedet ham standse Striden mellem Prædikebrødrene i Bergen og Kapitlet. I Haab om at faa Tid hertil, lovede han dette, men mærkede snart, at Sagen ikke uden mange Underhandlinger kunde bringes til et forønsket Udfald, og havde derfor overdraget den til nogle af ham valgte Personer^[9]. – Nogen Tid derefter (nærmest 1307–1309) bad Biskop Arne sin Udsending i Rom blandt mere om at udvirke ved Pavestolen, at Biskoppen maatte faa Ret til at tvinge de Exemte, saasom Prædikebrødrene, indenfor deres Privilegiers Grændser, om de f. Ex. forholdt Sognepresterne den kanoniske Afgift eller deslige^[10]. Det følgende Brev vil forklare Meningen af dette.

Først i Biskop Audfinns Tid (1314–1330)^[11] bleve disse Stridigheder bilagte Sagen var overdraget til udvalgte. Dommere, nemlig Biskop Audfinn, Kannikerne Hr. Simon Ivarssøn og Haakon Erlingssøn. Prædikebrødrenes Prior Olaf og hans Medbrødre Lectorerne Eindrid og Johannes, der i Venlighed skulde slutte en for Alle bindende og varig Overeenskomst. De bleve enige om følgende Vilkaar: 1) Den Vei, som gaar mellem Prædikebrødrenes Kirke paa Nordsiden og Biskoppens Nøst (hvorom nedenfor S. 335), skal være Domkirken aaben, uden at forskjellige norske Kongers Breve derfor maa være til Hinder; alle andre Veie derimod, som de vare i Besiddelse af, skulde Brødrene beholde, dog uden Ret til at udvide dem uden Biskops og Kapittels Samtykke. Fremfarne Kongers, Fehirders, Lagmænds og Andres Breve og Domme om den anførte Vei skulle under Priorens og Domkapitlets Segl nedlægges i et Skriin hos Abbeden i St. Michaels Kloster; dog skulle Kannikerne aabne Skrinet for Brødrene, og lade dem udtage Brevene, naar de derfor havde Brug, dog ei til Skade for Kapitlet. – 2) Om Husene paa Domkirkegaarden paa Østsiden af den Gade, der fører fra Kirkegaarden til Klosterkirken, bestemmes, at Priveterne deri skulle renses paa en Maade, der ikke besværer Kirkegængerne. – 3) Om Biskop Narves Jordfæstning, hvorpaa Munkene gjorde Paastand, skal al Strid ophøre, men disse beholde den Sum i Guld og Sølv, som han havde i sin Tid nedlagt hos dem, og bestemt for dem og Andre af deres Orden^[12]. – 4) Sognepresternes Rettighed (portio canonica) skal ophøre for et Aar, saa imidlertid lun en Deel deraf skal gjælde; men heraf maa intet Paaskud for Fremtiden hentes, eller Prædikebrødrene siden tro sig forurettede ved Afgiftens lovlige Inddrivelse. – 5) Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Sjælemesser skulde holdes og synges, fastsættes følgende: Kannikerne kunne efter Behag vælge Tid og Time, og fuldføre Vigilierne i Ro uden Forstyrring fra Prædikebrødrenes Side, indtil den paabegyndte Tjeneste er tilendebragt. Ere disse komne først, skal Kannikernes Ankomst forud meldes, og hine skulle da, efterat have fuldendt den 3die eller 9de Lectie, give Plads for disse, eller i al Fald overlade Kannikerne Forrangen; i alle øvrige Ligtog, hvori Kannikerne selv skulle synge Vigilierne, have disse Ret til at bestemme Tiden. – 6) Prædikebrødrene skulle strengt overholde de af Bergens Biskop eller hans Official offentliggjorte Bandsættelser og Interdikter, og ingen Omgang tillade sig med de Bandsatte, udenfor hvad de pavelige Privilegier hjemle dem; ei heller middelbart eller umiddelbart foretage eller fremme Noget, der er til den bergenske Kirkes Skade, men i alt Øvrigt have uantastelig Ret til at foretage hvadsomhelst til eget eller Ordenens Gavn. Men tilføies Brødrene nye Forurettelser af Biskoppen eller Kapitlet, ere de fritagne for denne Forpligtelse; men fordi den Ene med Rette forlanger eller tiltvinger sig Noget af den Anden, maa deraf ingen Grund til ny Splid hentes. – 7) Da det ei er nok at afholde sig fra det Onde, naar ei noget Godt gjøres istedet, saa skulle Prædikebrødrene i Skriftestolen og deres Prædikener tilskynde de Troende til at betale Tiende, og dette især paa Søndag Qvadragesima og andre hertil ved Lov fastsatte Tider. – 8) Alle andre Trætter skulle fra denne Dag være glemte, og ikke under noget Paaskud oprippes, dog Bestemmelsen ovenfor om portio canonica forbeholdt. For at dette Forlig kan blive ubrydeligt, skulle Prædikebrødrene sørge for, at det inden næste Sommer bekræftes af Provindsialprioren. Denne venlige Aftale.og gjensidige Forpligtelse blev given og forkyndt i Bergens Domkirkes Sakristi^[13].

Saaledes fik da Biskop Audfinn i Stand et samtlige Stridspunkter omfattende Forlig, som dog ikke førte til noget oprigtigt Venskab mellem dem. Vi have omtalt Forhandlingerne herom under Et, og skulle her tilføie et Par Bidrag til Klostrets og Stridens Historie i Mellemtiden – I 1306 vare Dominikanermunkene Halvard og Arnfinn m. Fl. Vidner i en Sag om Gaarden Thoskar^[14]. Prædikebroder Magister Erik i Bergen afgav paa Opfordring fra Stavangers Domkapitlet 5te Oktbr. 1307 en Forklaring om, hvad Skik og Brug var med Hensyn til Kongens Offer under sit Ophold der. Han oplyste da, at hvad Kongen ofrede i norsk Mynt, tilfaldt efter gammel Vedtægt Kapitlet, angaaende Sterling og Tourneser var Intet fastsat, men Guld, arbeidet Sølv og kostelige Klæder tilfaldt Biskoppen^[15]. Det var midt under den heftigste Strid, at Biskop Arne udstedte det S. 166 omtalte Brev af 1309 om, at Tiggermunkene toge Folk til Skrifte, som vare bandsatte af Sognepresterne, og Eftermanden Audfinn klagede (1328?) for Erkebiskoppen over den Modstand, som mødte ham ved Inddrivelsen af Gaarde-Tiende i Bergen. De Modvillige holdt sine Sammenkomster hos Prædikebrødrene, og havde endog faaet Drotseten Hr. Erling og andre Høvdinger til at modsætte sig Kirkens Ret^[16].

Desuden havde Prædikebrødrene Strid med Biskoppen om en Almenning mellem Klostret og Biskoppens Nøst (S. 333) Biskoppen paastod, at den tilhørte ham, men Brødrene, at den var dem givet af Kong Eirik i hans Livstid. Kong Haakon V befalede derfor Botolf Haakonssøn, Lagmændene Hauk Erlendssøn og Endrid Simonssøn m. Fl. 14de Mai 1311 lovlig at paadømme, hvem Almenningen tilhørte. Dommen lød, at Byen alene eiede slige Almenninger til almindelig Nytte som kongelig Gave, men Kongen havde igjen Ret til at raade over dem, som over Byen i det Hele. Dette Brev stadfæstede Kong Magnus 20de Juni 1320^[17]. I Marts 1313 hørte Broder Olaf Prior og Broder Andreas Lector i Dominikanernes Kloster i Bergen Biskop Arne oplæse en Protest i Anledning af den Trætte, som da stod paa mellem Biskoppen og Erkebiskop Eilif^[18].

Efterat den til Biskop i Skalholt valgte Abbed Grim af Nidarholm var død, blev Broder Jon Halthorssøn, Prædikebroder i Bergen, valgt til hans Eftermand, og viet 1ste August 1322. 1323, udentvivl før sin Afreise til Island, deeltog han i Hr. Erling Vidkunssøns Valg til Rigsstyrer i Norge^[19]. – Processionerne under Pesten 1349, der ere nævnte ovenfor S. 319, begyndte hos Dominikanerne

Af Testamenter til Prædikebrødrene i Bergen ere flere i Behold. Kong Magnus gav dem 1277 12 Mark brændt, Gaute i Tolga (v. 1288) 1 Mark og Bjarne Erlingssøn 1308 5 Mark brændt, samt til „St. Olafs Huus ved Kongsgaarden“, hvormed maaske ogsaa dette Kloster menes, 6 Maaneders Matebol i Gaarden Bjørke i Sogn, mod at Enhver, som der vare inde, skulde daglig læse 10 Fadervor for alle Christnes Sjæle. Endrid Simonssøn gav 1337 1 Mark brændt „út til bræðra“^[20], og i Kong Magnus Erikssøns og Dronning Blankas Testamente af 1347 fik de 4 Dominikanerklostre i Norge 100 Mark til Deling. Det sidste Testament er Arvid Ingeldssøns af 1430, hvori han gav forskjellige Klostre i Bergen, hvoriblandt „ud til Brødrene“, sit Tilkommende for et solgt Skib.

Arngrim Abbed af Thingøre Augustiner-Kloster paa Island gav sig 1358 ind i Prædikebrødrenes Kloster i Bergen, „hvor man ei skjøttede om hans ældre Løfte eller andet Vanrygte, som var ved ham.“ Vilkin, Prior út til brœðra, blev i 1391 valgt til Biskop i Skalholt, hvor han dog først kom 1394. Han var ifølge Samtidens Udsagn en dygtig og virksom Mand, og som Prior her byggede han Klostrets Taarn. Han døde 1405 under et Ophold i Bergen, og Erkebiskop Askel med 7 Lydbiskopper stode over hans Grav^[21]. Paa Kalmarunionens Tid var Jakob den Ældre Biskop af Bergen, og denne havde enten forud været, eller blev maaske, efter ved Aar 1400 at have nedlagt Biskopværdigheden, Munk i dette Kloster. Han levede endnu 1408 og kaldes da Prædikebroder^[22]. De ovenfor S. 287–288 anførte Breve vidne om den Iver, hvormed Dominikanerne og de øvrige ældre Munkeordener i Bergen modsatte sig Munkelivs Overgang til Birgittinerne. Prædikebrødrenes Prior i 1422 hed Johannes, der 1424 bar efterfulgt af Prior Peter Oldemarket, om hvilke vi forøvrigt ingen Kundskab have. Dominikanerne forsøgte fremdeles at tilvende sig Sognepresternes Indtægter. Men da de i 1443, trods Biskoppens Advarsel, havde begravet en Henrettet paa deres Kirkegaard, befalede Biskop Olaf 4de Novbr. Munkene og Alle, der havde havt Deel i Begravelsen, paany at opgrave den jordfæstede og føre ham bort fra Kirkegaarden, og hvis dette efter 3 Dages Frist ikke var udført, skulde Stiftets Prester lyse samtlige Prædikebrødre og deres Medskyldige i hiin Gjerning i Band, samt lægge Interdikt paa den saaledes vanhelligede Kirkegaard^[23].

Om dette Kloster veed man nu i lang Tid kun, at Kong Christiern I i dette var samlet med Norges Rigsraad om Høsten 1453, og blandt andet 20de Oktbr. her bragte et Forlig i Stand mellem Hr. Olaf Nilssøn og de Kontorske (ovenf. S. 299), at en Kjøbmand paa Bryggen Geert Smedechen 25de Oktbr. 1475 gav Dominikanerne $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Læst Tjære, at Prioren Peter udstedte med Abbed Paal af Munkeliv (altsaa ved 1475) en Vidisse af Kong Christoffers store Handelslov af 4de Decbr. 1444, og at Biskop Alf af Stavanger 27de Oktbr. 1478 testerede „Utebrødra i Bergen“ Biskopstienden af Torvestads Sogn for sin Sjæls Begængelse^[24]. Edvardssøn fortæller, at Prædikebrødrenes Kirke(?) hidtil havde været af Træ, men at Prioren Halvard, der døde 22de Jan. 1508, opbyggede den af idel Steen med store Steenkjældere, som han og gjorde med Erkebispegaarden i Bergen. Denne Kirke var, tilføier han, den sidste Steenkirke, som var bygget i Bergen i Mandeminde, og den første som blev nedbrudt igjen^[25]. Herved afgav maaske Prædikebrødrenes Kloster det bedste Samlingssted i Bergen for Rigsraadet, som her i lang Tid holdt sine Møder i 1524, opsagde Christiern II Lydighed (5te Aug.), valgte Frederik I (23de Aug.) m. m.^[26].

Klostrets Prior paa Reformationstiden var Jens Mortenssøn, der maa have været en slet Karl. At han ikke holdt sine Munke til Skik og Orden, viser Biskop Olafs S. 148 omtalte Klage til Dominikanernes Provindsial i Nidaros af 1527, og at han selv maa have havt et stygt Rygte, viser en mundtlig Tradition, som havde vedligeholdt sig lige til Edvardssøns Tid, der bestemt skylder ham for, efter Aftale med Hr. Vincents Lunge, selv at have sat Ild paa sit Kloster, da dette i 1528 afbrændte^[27]. Da nemlig Tidens Tegn spaaede Munkenes nær forestaaende Undergang, bleve Prior Jens og Hr. Vincents enige om i Tide at skaffe Klostrets Kostbarheder til Side, for ei at komme til at dele med for Mange, og da dette var skeet, og alle Kostbarheder deelte mellem dem, stak Prioren Klostret i Brand, for at skjule Plyndringen.

Saaledes var da dette Kloster ødelagt, førend selve Reformationen begyndte. Man fortalte, at det var afbrændt ved Vaadeild, og Rigsraadet lod det blive derved, sandsynligviis fordi man intet Beviis havde mod Mordbrænderne. Lensherren Vincents Lunge tog Klostrets Eiendomme i sit Værge, formodentlig paa Kongens Vegne, medens Prioren som Belønning fik 3 Gaarde, hvoriblandt Milde og Sandvik, og en Deel af Munkene tjente Hr. Vincents som Hofmænd^[28]. Saaledes beretter det norske Rigsraad i de oftnævnte Klagepunkter over Kong Frederik i 1531^[29]. Prioren bosatte sig derefter paa Milde, som Kong Frederik gav ham 1530^[30], men Klostrets Kostbarheder vilde Kongen selv have. Han bød derfor Lunge 28de Oktbr. 1529 at levere til Esge Bilde det Sølv, Guld og andre Klenodier, han „paa egen Haand og til eget Brug“ havde taget fra Apostelkirken og Sortebrødre Kloster^[31], men den mægtige Herre vilde kun afgive dem i Kongens egen Haand, da han om Vaaren 1530 afseilede til Danmark; thi paa det Fartøi, han vovede sit eget Liv, vilde han og vove Godset^[32]. Om Kongen virkelig fik disse Klosterklenodier, vides ikke, men den 20de April 1530, førend Lunge kom til Danmark, paalagde han Bilde at holde sig til Lunges Len Jæmteland og Sogn, indtil han havde gjort Rede for det Tagne^[33]. Som et Bidrag til Kundskab om selv et mindre Klosters Rigdom paa Kirkeprydelser følger her en Fortegnelse over hvad der var taget af Sortebrødre Kloster: „En Guldkalk af Nobelguld, 8 Kalke, forgyldte uden og inden, et Mariebillede af Sølv, et forgyldt Reliqviarium, gjort som en Monstrants, et Krucifix beslaaet med Sølv; det forgyldte Billede paa Korset veiede 7 Bismerpund 4 Lod,jKorset selv var 3 Alen langt; 3 Kors af Sølv, det ene forgyldt; et Røgelsekar af Sølv; 50 Lod Sølv, som tilhørte Katharina de Senis. Det tog Prior Jens, førend Klostret brændte, og sagde for os (Munkene?), at Klostret var ham saameget skyldig^[34].“

Prior Jens druknede ved Haakonshelle, da han skulde fare til Bryllups^[35]. Det sidste man finder antegnet om ham er fra 31te Juli 1539, da Klaus Bilde, Thord Roed og 3 Lagmænd paa Hr. Truid Ulfstands til Giskes Forlangende modtoge Forklaring af Hr. Jens i Milde om, hvor der var bleven af en Kiste tilhørende Hr. Alf Knutssøns Arvinger, som Jomfru Karine Alfsdatter havde indsat i Sortebrødre Kloster, den Tid Hr. Jens var Prior der. Han oplyste, at Kisten havde staaet i Klostret, og at Jomfru Karine ikke paa hans Opfordring havde afhentet den, hvorpaa Olaf Ottessøn for flere Aar siden havde taget den med sig til Hesby, hvor den var i nogle Aar. Men da Kong Christiern var i Bergen, maatte Olaf atter føre Kisten med de Breve, som vare deri, tilbage til Klostret. Siden, imedens Hr. Vincents havde Slottet, kom Fru Ingerd til Bergen, oplaasede Kisten og Udtog de Breve, hun vilde, ligesom hun og paa Priorens Bøn modtog alle de øvrige Brevskaber, som vare i Kisten. Rigtigheden af dette Udsagn stadfæstede Bergens Lagmand og flere af de ældste Borgermestre og Raadmænd^[36].

Mere er ikke forefundet til Oplysning om dette Kloster. Dets Grund indlemmedes strax efter i Bergenhuus’s Befæstninger, Jordegodset dannede intet særskilt Len, og nogen Jordebog derover kjendes ikke. I de sidste Aar har man ved Buntlabo nedenunder Fæstningsvolden udgravet hugne Steenblokke, Kapitæler m. v., der vel, idetmindste for en Deel, ere Levninger af dette Kloster.

1. Heraf Udebrødre-Kloster (Ramus, Norg. Beskr. 152. 154), og Videbredre i Script. Rer. Dan. IV. 410. Klostret maa søges noget østligere, end det er anlagt paa Hesselbergs Kart i Urda II. Pl. 10.
2. Bjarne Erlingssøns Testamente af 1308 og Dipl. Arn. Magn. fasc. 71. No. 24.
3. Stephens’s Brottstycken 3. 5. 6. 7. 10. 11. 13. jfr. de indholdsrige Anmærkninger og Registre i dette lille mærkelige Skrift, hvorfra vi have al vor Kundskab om disse Møder i Ordenens ældste Tid i Norden. Diffinitor ad capitulum generale kaldtes den Munk, som paa Provindsmøderne aarlig valgtes til Provindsens Fuldmægtige ved Generalkapitlet i Rom (ovenfor S. 49). Narve var Biskop i Bergen 1278–1304, og var før tit Valg Prædikebroder, uden Tvivl i Bergen. Han har vel været farlig syg i 1291, siden man da paabød Forbønner for ham.
4. Suhm X. 965. Dipl. Norv. II. No. 7. 8. jfr. ovenfor S. 163 ff.
5. Portio canonica kaldtes den Afgift af en Afdøds Formue, der skulde tilfalde hans Sognekirke, naar han ikke lod sig begrave i denne; quarta episcopalis var den Fjerdepari af alle Testamentgaver, som Biskoppen havde Ret til at anvende til gudeligt Brug.
6. Barth. III. 79–81.
7. Dipl. Norv. II. No. 28.
8. Denne Peter forekommer som Prædikebrødrenes Provindsial mellem Aarene 1303 og 1308 (Suhm XI. 454. Dipl. Svecan. II. 456), og har altsaa i Sommeren 1306 været i Bergen.
9. Barth. IV. 308–309.
10. Barth. IV. 315–316. Björgv. Kálfsk. 131.
11. Da man nedenfor vil finde, at Prædikebrødrene i 1328 vare saagodtsom Formænd for Bergensernes Uvillighed til at yde Gaarde-Tiende, og de i dette Forlig love at befordre Tiende-Ydelsen, henføres denne Strids Ende rimeligst til 1328 eller 1329. Suhm (Danm. Hist XI. 859) henfører den til 1319, men Munch (Saml. t. N. F. Hist. V. 352) med større Rimelighed til Audfinns sidste Levetid.
12. Formodentlig har Narve som forhenværende Prædikebroder og Ordenens Ven valgt sig Gravsted hos Prædikebrødrene, men Kapitlet modsat sig dette paa Grund af gammel Vedtægt, hvorefter Biskopperne begroves i Domkirken, hvilket da og maa være skeet; han var allerede død 16de Oktbr. 1304 (Barth. IV. 383), saa dette var en gammel Tvist.
13. Barth. IV. 165–171.
14. Dipl. Norv. III. No. 64.
15. Dipl. Norv. I. No. 112. Det er uden Tvivl den samme Mester Erik, der i 1285 var Provst paa Lister, men senere maa være bleven Prædikebroder i Bergen, hvor han ofte nævnes som Vidne m. m. i Munkeliv. Heraf kan man forklare sig, at en Prædikebroder i Bergen skulde afgive Vidnesbyrd om Skik og Brug ved Stavangers Domkirke, hvorved han nemlig som Provst paa Lister havde været Kannik.
16. Saml. t. N. F. Hist. V. 354 ff.
17. Yngre Afskr. i Cod. Arn. Magn. No. 330. fol. Arn. Magn. Apogr.
18. Suhm XI. 718. Script. Rer. Dan. IV. 420.
19. Mere om Biskop Jon ovenfor S. 140.
20. Dipl. Norv. I. No. 243. De øvrige Testamenter ere før oftere nævnte.
21. Islandske Annaler 294. 378. Vilkin er ovenfor S. 280 L. 4 feilagtig kaldet Vilhelm.
22. Björgv. Kálfsk. p. 7. „Jacobus antiquus de ordine Prædicatorum.“
23. Dipl. Norv. I. No. 786.
24. Testam. i Lybeks Archiv. Arnes Apographer. Dipl. Arn. Magn. fasc. 46. No. 6.
25. Edvardssøns Bergens Beskr. 2den Part. II. i. Det er et klart, om han mener Kirken, Klostrer, eller Begge. Udtrykket „den“ tyder paa Kirken, Kjælderhvælvene derimod paa Klostret.
26. Nor. II. 510 ff.
27. Nicolaysens archæol. Fortegn. 90. Paludan-Müller Grevens Feide. II. 9–10.
28. Blandt disse Hofmænd, d. e. underordnede Betjente, var formodentlig ogsaa Prioren selv, thi blandt Lunges Tjenere i 1529 nævner Esge Bilde en „Herr Jens“, der neppe er nogen anden end ham.
29. Münch. Dipl. No. 3111. Trykt i Saml. t. N. F. Hist. II. 87–88.
30. Saml. t. N. F. Hist. VI. 33.
31. Kopi i danske Geheimearchiv.
32. Vidnesbyrd af 26de Febr. 1530 i Rigsarchivet. Lunge var 9de April i Tønsberg og 4de Mai i Sjælland. Saml. t. N. F. Hist. I. 68. 70. Pal. Müller, Grevens Feide. II. 12–13.
33. Kongebrev i Rigsarchivet.
34. Paa en løs, maaske ufuldendt Seddel sammesteds.
35. Holbergs Bergens Beskrivelse S. 55.
36. Originalen i norske Rigsarchiv.