De norske Klostres Historie i Middelalderen/1/8

Fra Wikikilden
◄  § 7.
§ 9.  ►

§ 8. Dominikanerne.

Samtidigt med Franciskanernes stiftedes endnu en anden Tiggerorden af den spanske Adelsmand Dominicus de Guzman. Født 1170 udmærkede han sig allerede tidligt ved sine ivrige Studier og Bodsøvelser, og blev derfor udseet til at reformere de forvildede Chorherrer ved Osma Bispestol, samt senere benyttet som Kjetteromvender blandt Albingenserne i Spanien. Her var det, at han ved personlig Berørelse med de lavere Stænder lærte at kjende den næsten ubetingede Vigtighed, Almuen tillagde Armoden blandt de Christne, især blandt Geistligheden, og allerede mellem 1208 og 1214[1] synes han at have fattet den Beslutning at stifte en Munkeorden, hvis første Pligt skulde bestaa i ved Prædikener at virke til Kjetteres Omvendelse til den ene saliggjørende Kirke, et Hverv, hvorved Ordenen i Tidernes Løb har gjort sig saa frygtelig berømt. For derimod at skaffe sine Prædikener Indgang blandt Folket og vinde dettes fulde Tillid, ansaa han streng Armod nødvendig. Samtidigt og udentvivl ganske uafhængigt af hinanden ere saaledes Frants og Dominik faldne paa at stifte Tiggerordener. Men ligesom Stifterne vare af høist forskjellig Karakteer og Dannelse – den ene en cynisk, uvidende Sværmer, den anden en i Livets høiere Stillinger brugt og dannet lærd Mand, – saaledes var og deres Opfatning af de ligeartede Ordeners Øiemed meget forskjellig. Man betegner maaske denne Forskjel nærmest ved at sige, at Franciskanernes Hovedsag var at tigge, hvormed de forenede Prædiken som en passende eller nødvendig Indledning. Dominikanernes derimod at prædike, hvormed Tiggerarmod forenedes, for at finde Indgang hos den udannede Mængde.

Dominikanerordenen stiftedes 1215 i Toulouse, da 16 Personer sluttede sig til Dominikus, hvorpaa Ordenen i 1216 fik pavelig Sanktion under Navn af Prædikebrødre (fratres prædicatores) med Stifteren som Superior eller Generalminister, der som saadan tog Bolig i Rom. Fra Toulouse af vandrede Brødrene ud i den vide Venden, for at prædike Evangeliet efter det romersk-katholske Lærebegreb. I Paris fik de et meget anseet Kloster i Gaden St. Jakob, hvoraf deres franske Navn Jakobinere. Det første Generalkapittel holdtes 1220, og Aaret efter døde Dominik, efterat have fastsat Regelen for de 60 dengang stiftede Klostre. Ordenen optog ogsaa Nonner, Dominikanerinder, ligesom der og dannede sig en tredie Art af Dominikanermunke, det saakaldte Christi Ridderskab, bestaaende af Adelsmænd, der, uden at aflægge Munkeløftet, forenede sig til Kjetternes Omvendelse, og senere dannede Prædikebrødrenes Tertiarier.

Dominikanernes Regel er bygget paa den hellige Augustins, da Innocents III havde gjort det til en Betingelse for Sanktion, at en allerede af Kirken antagen Ordensregel skulde lægges til Grund. Af nye Bestemmelser anføres her kun de vigtigste. Klædedragten lignede, især i Begyndelsen, de regulære Kannikers, til hvis Orden Stifteren forhen havde hørt, men siden forandredes den til en hvid, fodsid Kappe (tunica), og hvidt Skapulare m. v., hvorover man udenfor Klostret bar en sort Overklædning med spids Hætte til at drage frem over Hovedet, caputium, hvoraf de fik Navnet Kaputsinere. Overklædningen skaffede dem i Norden, navnlig i Danmark, Navnet Sortebrødre. Brødrene skulde sove paa Straasække med Tunikaen paa, samt med Strømper og Sko paa Fødderne. Fastetiden varede fra Korsets Ophøielse (14de Septbr.) til Paaske; Kjødmad var kun de Syge tilladt. Taushed indskærpedes med Strenghed. Ingen Lægbrødre maatte optages, da de vare uskikkede til Prædike-Embedet, og ofte foraarsagede Uordener i Klostret. Til at antages som Profes fordredes at kunne læse og forstaa sit Breviar. Professerne stode under en Pater Læsemester (lector), der skulde undervise dem i Theologien og i sømmelige Lader, vaage over deres Flid og Sædelighed, og til den Ende blandt Andet aarelade dem alle 5 Gange aarlig. Straffene vare mildere end Franciskanernes. Iøvrigt gjaldt Augustins Regel[2].

Store Privilegier bleve Tid efter anden tilstaaede denne Orden. De vare i de fleste Henseender lige Franciskanernes, hvortil derfor henvises. Vigtigst var den absolute Exemtion og den frie Prædikeret, der bragte dem i bestandig Strid med Sekulargeistligheden. For Hierarchiet derimod vare Dominikanernes to særegne Privilegier, – nemlig Bogcensuren og Inkvisitionen[3] de vigtigste og følgerigeste. Med rædsom Strenghed herskede de over Samvittighederne, og ved at kvæle ethvert Reformationsforsøg i Fødselen støttede de Katholicismen og Pavestolen ligesaa meget, som Franciskanerne ved deres blinde Lydighed, Uvidenhed og Mængde. Men hvad Ordenen inde følgende Tider skadede i disse og flere Retninger, maa ikke lægges Stifteren til Last, men Privilegierne og Rigdommene, som deraf fulgte. Dominikus haabede at virke for Lærdom og christelig Oplysning, og endnu paa sit Dødsleie lyste han Forbandelse over dem, der hævede Armodspligten[4]. Af Middelalderens Videnskabelighed har Ordenen mange Fortjenester.

Ordenen var oprindelig 1221 bleven deelt i 8 Provindser, men hertil kom allerede 1238 4 nye, hvoriblandt Dacia; i sin høieste Velmagt skal den have udgjort 45 Provindser med 150,000 Brødres I Spidsen for hver Provinds stod Provindsialministeren (minister provincialis), der havde en ved Generalen begrændset Myndighed over Provindsens Brødre, og skulde selv eller ved 2 udsendte Brødre, der aarlig valgtes, visitere dens Klostre. De enkelte Klostres Forstandere kaldtes Priorer. Samtlige Ordensklostre i Danmark, Sverige og Norge hørte til Provincia Daciæ, hvis Minister snart var bosat i det ene, snart i det andet Land, dog hyppigst i Danmark, hvor Ordenen havde de fleste Klostre[5].

I hver Provinds holdtes aarlige Provindsial-Møder (capitula provincialia), paa hvilke Generalkapitlernes Statutter kundgjordes til Efterlevelse i Provindsen, samt Bestemmelser for denne fattedes angaaende Disciplin, Skriftemaal, Straffe, Visitation m. v., ligesom man her erindrede Ordenens Velgjørere, bestemte Sjælemesser for de i det sidste Aar afdøde Brødre og Venner o. s. v. Disse Moder holdtes i Provindsen Dacia paa forskjellige Steder, idetmindste i de første Tider aarlig, og man finder, at idelig Flytning af Brødre fra det ene Kloster til det andet, uden Hensyn til Nationalitet eller Afstand, fandt Sted, uden Tvivl for at knytte Baandet desto stærkere og for bedrevet overholde Ordensreglen[6]. Til at dække de med disse Møder og andre Fællessager forbundne Udgifter maatte hvert af Daciens Klostre aarlig tilskyde mindst 4 Mark Sølv[7].

Endnu før Franciskanerne bleve Prædikebrødrene kjendte i de nordiske Lande. En Dansk, Salomon fra Aarhuus, havde i 1220 stiftet personligt Bekjendtskab med Dominikus, var bleven optagen i Ordenen og strax afsendt for at prædike i sit eget Fædreneland. Men da han fra Flandern søveis vilde drage hjem, drev Storm ham Nord paa Norge, og efter at have udstaaet stor Livsfare, kom han endelig i Land i Nidaros[8]. Her blev saaledes tilfældigviis den nye Orden først bekjendt; thi der kan ei være Tvivl om, ligesom det og bestyrkes af senere Efterretninger[9], at han strax med Begeistring har taget fat paa sit Prædike-Embede paa det første Sted, han naaede, hvor hans Tale kunde blive forstaaet. Hans Ophold her blev dog kun kort, da han snart, understøttet af Skule Jarl, ilede over Land hjem til Danmark og Aaret efter (1222) stiftede det første Dominikanerkloster i Lund[10]. Dog har hans Fremtræden i Norge baaret Frugter for Ordenen; thi man kan vist med Grund betragte denne Salomon som den middelbare eller umiddelbare Stifter af de 3 Prædikebrødre-Klostre, i Nidaros, Bergen og Oslo, der omtrent paa een Tid, henimod 1240 forekommet fuld Flor med Brødre, færdige Bygninger (predikaragarðr) m. m., hvilket forudsætter, at de da allerede i nogen Tid have været til. Ogsaa i Hammer var et Dominikaner-Kloster, men som kun omtales en eneste Gang og det henimod Reformationen, og det er derfor uvist, om det er nogenlunde samtidigt med de øvrige norske Klostre af denne Orden, skjønt det er ganske rimeligt[11]. I Norges femte Biskopsstad Stavanger synes derimod Dominikanerne ligesaalidt som Franciskanerne at have havt noget Kloster.

De norske Dominikaner-Klostre vare alle anlagte i Domkirkernes umiddelbare Nærhed, hvilket gjør det sandsynligt, at de skylde Biskopperne og maaske tillige Domkapitlerne deres Stiftelse, forsaavidt Huus og Tomt dertil udfordredes, ligesom det og lader sig formode, at det har været Prædikebrødrenes Beredvillighed til at overtage Underviisningen (studium), som har været Aarsag til denne Bistand fra Geistlighedens Side Iøvrigt varede Venskabet ikke længe. Kannikerne mærkede snart, at de havde beredet sig selv farlige Medbeilere til Almuens Gunst og Gavmildhed; de fattige og folkekjære Prædikanter grebe paa den farligste Maade ind i deres Embedsmyndighed, og Forholdet mellem dem gik snart over til hemmeligt Nag og aabenbar Forfølgelse, saavel i Bergen som i Nidaros, paa hvilket sidste Sted Dominikanerne understøttede Erkebiskop Jørund i hans langvarige Kamp mod sit Kapittel. Men Geistligheden blev tilsidst nødt til at finde sig i Omstændighederne, da Paverne ved Privilegier og strenge Befalinger værnede om de nye Brødres Uafhængighed og Anseelse[12]. Aarsagen til, at Norge har havt saa mange færre Dominikaner- end Franciskaner-Klostre, er maaske tilfældig, men det er dog ikke urimeligt, at Franciskanernes større Uvidenhed og aabenbare Foragt for boglig Kunst netop har bidraget til deres Udbredelse, medens Dominikanernes Pligt at sende Studerende til Paris, Kølln, Oxford eller Bologna[13] nok i et fattigt og afsidesliggende Land som Norge kan have været en alvorlig Hindring for deres Klostres Anlæg udenfor de største Stæder. Ved hvert Kloster var nemlig, som før anført, en Skole, ledet af Læsemesteren (lector), der tilligemed Levningerne fritoges for forskjellige Forretninger, for at ei Underviisningen skulde afbrydes. De Unge øvedes her blandt andet i Prædikener paa Modersmaalet, og maatte først efter bestaaet. Prøve prædike offentligt[14]. Provindsen Dacia havde desuden i Fællesskab sit studium generale i Skeninge i Østergøtland, hvorhen Provindsens dygtigste Elever søgte[15].

I Norge kaldtes Dominikanerne i ældre Tider Predikarar; først efter Unionen blev det danske Navn Sortebrødre eller Svartebrødre efterhaanden almindeligt. I de første 50 Aar efter deres Ankomst nøde de stor og som det synes velfortjent Anseelse; men det gik med denne Orden som med de øvrige. Folkegunsten gjorde dem rige, Rigdommen lade og usædelige; Ordenstugtens Forfald berøvede dem den let erhvervede Yndest og bragte Undergangen over dem. Paa Reformationstiden gjorde deres Provindsialminister, Broder Robert fra Nidaros, Forsøg paa at modarbeide Gustaf Vasas reformatoriske Skridt i Sverige, i hvilken Anledning han opholdt sig i Vesteraas og andre svenske Klostre af sin Orden; men forbitret herover gav Kongen Ordre til at jage Broder Robert og de øvrige norske Dominikanere over Grændsen[16].

I den første Udgave af dette Skrift er et eget Kapittel indrømmet en Undersøgelse om de norske Tiggerklostres Lokalnavne. Efterat Enkelthederne saaledes engang ere offentliggjorte, bliver det her kun fornødent at anføre Udbyttet af Undersøgelsen. Foruden at Tiggermunkene eller deres Klostre i Norge benævnedes efter Ordenen (Predíkara-lifnaðr, domus fratrum minorum o. desl.) eller efter Helgenen, Klostret var viet (f. Ex. Olafsklostret) eller efter Dragten (Sortebrødre, Graabrødre), fik de desuden stundom, især i daglig Tale, Navn efter deres gjensidige Beliggenhed i samme By. Saaledes kaldes Dominikaner-Klostret i Oslo oftere: upp til brœðra, i Bergen út til brœðra; Minoritterne i Oslo derimod: austr at brœðra eller austr á Lykkium, og i Bergen: ínn til brœðra. Paa Dominikanerne i Nidaros have vi ei fundet noget saadant Navn, men Minoritterne i denne Stad have uden Tvivl hedt: niðr at brœðra. I de Byer, hvor der ikke fandtes mere end eet Tiggerkloster, forekomme slige Lokalnavne ikke.

  1. Tiden angives forskjellig mellem disse Aar i Anledning af Minoritternes og Dominikanernes heftige Strid om deres Ordeners indbyrdes Alder.
  2. Geschichte der Mönchsorden VIII. 119–131. Generalkapittel skulde holdes aarlig afvexlende i Rom og Bologna, hvor der snart opstod berømte theologiske Skoler for Dominikanere, og hvorhen derfor Ynglinger strømmede fra alle Lande, og meget bidroge til Ordenens Anseelse.
  3. Disse to Retninger af denne Ordens Virksomhed forbigaaes iøvrigt her, fordi de neppe kom til Anvendelse i Norge. Det skulde da været ved enkelte Hexeprocesser. – Det synes som om Pave Innocents IV har forsøgt paa at indskrænke Dominikanernes Privilegier; thi i et Brev fra Lyon 4de Juli 1247 indskærper han Ordenens Magister og Brødre at være Stiftets Ordinarius lydige, dog Retten til at ind- og afsætte Priorer uforkrænket (Danske Selsk. Begyndelse og Tilvæxt S. 172). Modsigende Pavebuller ere iøvrigt ikke ualmindelige.
  4. Dette glemtes ganske. I 1402 laa Dominikanerne i en heftig Strid med Erkebiskoppen af Salzburg, og paastode da i deres Forsvar, at Ordens-Regelen tillod ikke alene deres Klostre, men endog hver enkelt Munk at besidde personlig Eiendom. (Vadstena Brevbog fol. 210 b.)
  5. Ifølge Daugaard S. 18 var der i Danmark 22 Dominikanerklostre, i Sverige har Wieselgren paaviist 13; Norge havde neppe mere end 4. Af Provindsialer bosatte i Norge kjender man kun to, nemlig Aake 1276 (Islensk. Annálar), der siden blev Kantsler, samt Ordenens sidste Provindsal i Norden Robert i Nidaros 1525 og senere. (Thyselius Handl. til Sveriges Reformations- och Kyrkohistoria I, 5 ff.)
  6. Se herom G. Stephens Brottstycken af en Dominikaner-Ordens Statut- eller Capitels-Bok, Kbhvn. 1852 (særskilt Aftryk af Kirkehist. Samlinger I.), hvor man har Brudstykker af Forhandlingerne naa Dacias Provindsial-Møde 1252 i Odense, 1253 i Ribe (?), 1254 i Lund, et Aar mellem 1275 og 1280 paa uvist Sted, og 1291 i Vesteraas (jfr. Dipl. Svecan. No. 1051). Udenfor disse heldigviis ved Hr. Stephens’s Omhu reddede Brudstykker har man saare liden Kundskab om, at Provindsial-Møder ere holdte af Dominikanerne i Norden; f. Ex. 1305 i Skeninge (Dipl. Svecan. No. 1478).
  7. Stephens S. 2.
  8. Script. rer. Dan. V. 500 ff.
  9. Jfr. Prædikebrødrenes Historie i Nidaros.
  10. Daugaard S. 143.
  11. Peter, der blev Biskop i Hammer 1252 og fuldendte Domkirkens Bygning og de øvrige geistlige Stiftelser der, havde nemlig forud været Prædikebroder. Haak. Haakonss. Saga c. 276. Da, saaledes først paa denne Tid den hele kirkelige Anordning i Hammer blev bragt i fuld Skik, synes intet rimeligere, end at det ved Domkirken allerede af Kardinal Nikolaus 1152 forordnede Kloster nu ved Fuldførelsen er indrømmet Prædikebrødrene, til hvis Orden Biskoppen hørte og som da vare i største Anseelse. Klostrets Ælde vilde være afgjort hvis Suhms Beretning (X. 226), at Biskop Peter forud havde været Prædikebroder i Hammer, var paalidelig, men dette et uden Tvivl grundet paa en Misforstaaelse, ialfald endnu ubeviist.
  12. Fordetmeste fik Prædikebrødrene Privilegier fælles med Minoritterne. Særskilt for de første i Provindsen Dacia er Johan XXIIs Bulle fra Avignon af 26de April 1318, hvori Rigernes 3 Erkebiskopper paalægges at beskytte Ordenens Priorer og Brødre mod alle Fornærmere. Dipl. Svecan. III. 362.
  13. Denne Pligt opfyldtes. Norske Dominikanere studerede oftere udenlands, og enkelte udmærkede sig endog ved deres Lærdom.
  14. Statut paa Provindsial-Kapitlet i Lund 1254. Stephens anf. St. S. 6.
  15. Pontoppidan, Gesta et Vestig. Danm. ext. Daniam 381. Müller Kirchengesch. II. 969.
  16. Thyselius Handlingar etc. I. 5. ff.