De Sorte Gribbe/Kapittel 8
Det var otte dage senere.
Burns hadde forlængst forlatt sengen. Nu gik han rastløs omkring i Dr. Fjelds hus som en løve, der brølte efter friheten. Der var ikke ro i hans sind. Han gik fra det ene til det andet med en energi, som forbauset alle. Den unge britte hadde øiensynlig et væld av sundhet at øse av. Hans saar lægedes hurtig, og alle de smaa komplikationer, der ofte følger med en amputation, lot forgjæves vente paa sig. Burns var i det hele tat ikke til at styre. Der skulde al Fjelds myndighet til for at holde den enarmede kjæmpe i schak.
—La os komme avsted, sa han mindst tre ganger om dagen. Jeg har aldrig i mit liv været saa frisk som nu.
—Dere faar ta det med ro, sa gamle Jens paa godt skipperengelsk, naar han klokken 8 om morgenen stillet til boksning. Jens var Fjelds faktotum. Han var en av denne daarlige verdens faa altmuligmænd. Sjøen var hans lidenskap, men ellers var intet haandverk ham fremmed. Der fandtes ikke det, som ikke Jens hadde stukket sin næse i. Han var gartner, smed, snekker, kok og bøssemaker — ja han hadde endog med stort held fungert som barnepike for husets yngste søn, den treaarige Jonas. Nu lot han sig med stor resignation slaa til plukfisk av den to meter lange englænder, hvis venstre haand var som en av vildmandsklubberne i det danske vaaben.
Men Ralph Burns hadde ikke tid til at ta noget med ro. Det æste i ham av kamplyst. Han gik omkring i det store værelse og brølte paa Kiplings soldatersange med en uhyggelig falsk stemme.
—Vil De ikke læse noget, sa Katarina en dag til ham. Vi har en smuk samling av engelske forfattere.
—Høitærede frue, svarte Burns indignert, jeg har ikke læst en bok, siden jeg forlot Shakespeare og Kipling. Hvad pokker skal man med romaner, naar man personlig oplever tyve underholdende detektivhistorier om aaret. Jeg kunde proppe slike folk som Guy Boothby, Fergus Hume og Headon Hill med historier, som vilde gjøre dem til baronetter før aaret var omme. Se nu Conan Doyle. Han lugtet litt paa Edgar Poe og skrev en mængde spidsfindig vrøvl om middelmaadige forbrydere. Det tjente han en halv million pund paa og er sir Arthur like til neglerøtterne. Hvad skulde da ikke vi, som er proppet med forbrydelser og som ser revolverkulerne drysse omkring os, bli? . . . Mindst hertuger eller jarler, frue. Hvad sier De om duke of Burns?
— Den herlighet vilde ikke vare længe, svarte Katarina smilende. De er saavidt sluppet fra en stor fare, og nu springer de midt op i en ny . . .
Burns saa alvorlig paa den unge straalende frue.
—Jeg staar her likeoverfor et problem, som har beskjæftiget mig adskillig i den sidste uke . . . Men jeg har forgjæves forsøkt at løse det.
—Hvad mener De?
—Sig mig, frue, kjender De til Deres mands planer?
—Ja.
—Og de er ikke bekymret for ham?
Katarina Fjeld reiste sig litt i stolen og saa drømmende ut av vinduet.
—Nei, sa hun langsomt, det er jeg ikke. De kjender ham ikke, Burns. Han er anderledes end de fleste mænd. Det er en livsbetingelse for ham at leve midt oppi store hændelser. Han vilde gaa tilgrunde, hvis han ikke av og til følte spændingens vingeslag suse om sig. Jeg forstod det ikke engang, men nu forstaar jeg det . . . Det er en stor gjerning, han nu gaar til. Og jeg er stolt over hans beslutning . . .
—Men frygter De ikke for at miste ham? . . .Vi stikker haanden i et hvepsebol, hvor hvert stik betyder døden. Jeg sier det, som det er.
—Det er kanske underlig av mig, svarte hun enkelt. Men jeg frygter ikke mere for hans liv. Der er noget skjæbnebestemt over al hans færd . . . I to aar sat jeg alene her og trodde ham død. Han kom tilbake til mig, og siden den tid har jeg aldrig hat nogen ængstelse for ham . . . Det er bare en ting, som han ikke kan klare, nemlig det dagligdagse vanegjængeri, det pyntelige borgerlige slit . . . Med al sin kloke ro, har han spillernaturens eventyrtrang . . . han maa vove meget for at finde fred. Nu har han fundet maal for sin umættelige virketrang. Og jeg er glad for, at dette maal er saa stort at det kan utløse det bedste i ham . . . For nogen uker siden fik jeg et brev fra Argentina. Det var fra en ung doktorfrue, som kaldte sig donna Francesca de Francia. Min mand hadde møtt hende paa en estancia ved Paranafloden, dengang hun var ung pike. Vet De, hvad hun skrev i sin underlige billedrike stil? Jo — »pas paa Johnny Stone«, stod der, — »la ham aldrig miste inkaernes gyldne trolldom, der hænger om hans hals. Ti da vil »Kondoren« aldrig dø . . .«
—Johnny Stone, mumlet Burns forundret, det navn har jeg hørt . . .
—Og jeg trodde det samme, fortsatte Katarina. Han vil ikke dø. Han kjæmper for en stor sak. Jeg er stolt av ham . . . og jeg elsker ham, hvisket hun hen for sig og stirret drømmende ut mot den bleke aftenhimmel . . .
Hun saa ikke, hvorledes den bleke mand ret overfor hende arbeidet med et nyt problem, som hun ikke syntes at faa nogen rede i . . . Saa slog han sig pludselig for panden, halte møisommelig en tyk bok i blaat bind frem av brystlommen og bladde nervøst i den . . .
—Hvad er det for en bok? spurte Katarina.
—Min eneste literatur, sa Burns. Det er en næsten fuldstændig fortegnelse over alle de mest bekjendte forbrydere i verden. En ypperlig og rikholdig samling, utstyret med illustrationer og trykt som manuskript.
—Det maa være en hyggelig lekture, sa Katarina smilende og reiste sig. Da overlater jeg Dem til Deres skjæbne, . . . min mand kommer fra rikshospitalet om nogen minutter . . .
Burns stirret vemodig efter hende og rakte haanden ut efter ringeapparatet . . .
—Søster Helene, sa han til den unge pike, som traadte ind. Jeg stoler paa Dem. Ta boken der og slaa op paa bokstaven S, det er saa vanskelig at manøvrere med bare fem fingre . . . Har de det? . . . Blad saa videre til De kommer til Stone . . . Ser De nogen av det navn?
—Arthur Stone, læste søster Helene, rovmorder fra Melbourne, blev dømt til . . .
—Spring over ham . . .
—Herold Stone, international indbrudstyv, født i . . .
—Videre.
—Johnny Stone . . .
Burns sprat op.
—Læs, hvad der staar om ham, hvisket han hæst . . .
Søster Helene saa forundret paa ham. Saa læste hun:
—Johnny Stone. Ubekjendt nationalitet. Tilhører antagelig den internationale liga. Blev paatruffet sammen med Jaap van Huysmann i San Francisco kort før dennes død, mistænkt for mord i Klondyke, saaes sidst paa Waldorf Astoriahotellet i New York, hvor han undslap politiet. Antagelig tysker. Omkring 30 aar. Signalement: Overordentlig kraftig, ca. 180 centimeter høi, blond, med tillidvækkende ydre og rolig væsen. Fandt i 1914 en guldaare ved Indian river, som han solgte. Ansees for en farlig international forbryder. Nuværende opholdssted ukjendt.
—Død og helvede, mumlet Burns. Nu sitter jeg godt oppe i det.
—Virkelig overordentlig interessant, sa en stemme bak ham.
Burns vendte sig lynsnart om og hans haand knyttet sig som til forsvar . . .
—La os være alene, sa dr. Fjeld til søster Helene. Det er noget, Burns vil fortælle mig.
De to mænd blev længe sittende tause likeoverfor hinanden. Burns ansigt var mørkt som natten. Han lignet en sint okse, der han sat og krammet den blaa bok mellem sine fingre.
Fjeld brøt først den farlige taushet.
—Jeg forstaar ikke, sa han stille, hvilket tilfælde som har ført Johnny Stone paa Deres vei. Jeg trodde, at han kun levet som et ubehagelig minde blandt gauchoerne i Pampas og guldgraverne ved Indian river. Nu hører jeg, at han ogsaa findes som en mythe i Scotland Yards berømte blaabok.
Burns trak paa skuldrene og saa ret frem for sig.
—Jeg respekterer Deres mistanke, fortsatte Fjeld. Men De vet ikke alt om den mand, som frivillig gik i landflygtighet og begrov sig under navnet Stone. Hans historie er min. Vil De høre den?
Burns bøiet umerkelig hodet.
Og Fjeld fortalte. Han la ingenting til og trak ingenting fra. I over en time sat han der og la sit liv ubarmhjertig frem for lovens mand, — like fra den tid, da han første gang kolliderte med Francois Delma og Jaap van Huysmann til den dag, da han betalte for sin ungdoms forvildelser i ensomheten langt fra den, han elsket.
—Slik er det, Burns, sa han tilslut. De faar tro, hvad De vil.
Da reiste Burns sig. Hans øine hadde faat et usedvanlig liv.
—Jeg tror Dem, dr. Fjeld, utbrøt han livlig. Nu vet jeg først, hvad De er for en mand. Deres hustru fortalte mig det, men jeg var ikke helt sikker . . . Nu forstaar jeg hende . . . De er akkurat den, jeg længe har søkt efter, — en mand, som vil noget av hele sin sjæl og ikke gir sig, før blyet fræser i hans krop . . . De kaldte Dem for »Kondoren«? Husker jeg min naturhistorie ret, saa er det netop fuglen, som kan binde an med aatselgribbene . . . Saa flyver vi sammen, Fjeld! Tar jeg ikke feil, blir det en kapflugt, som skal spørges viden om . . . Min venstre haand paa det! . . .
Og den store mand i lænestolen strakte ut sin svære næve, som lignet lufferne paa en hval.