De Sorte Gribbe/Kapittel 7
Fjeld blev staaende i dype tanker over den døde. Det bleke, vakre ansigt var selv i døden vansiret av et ondt, triumferende smil, og de gule ulvetænder glinset bak de halvaapne læber.
Søster Helene vendte sig gysende bort.
—Var det ham? spurte Fjeld.
—Ja, sa hun stille. Jeg kjender hans forfærdelige smil igjen. Det var ham som kaldte sig detektiv Jones og vilde hilse paa Burns. Han talte engelsk da, men det er den samme. Jeg kan ikke ta feil. . . . Da han talte om østersen fik jeg mistanke . . . jeg vet ikke hvorfor. Han bestræbte sig for at være elskværdig, men jeg saa straks, at det var en farlig, ond mand. . . .
—Undres paa, hvem det er, mumlet Fjeld. Er alle vore motstandere som ham, vil vi faa en haard kamp. . . .
En dør gik stille op bak dem. De vendte sig begge. . . . En høi skikkelse i natdragt traadte vaklende ind i værelset. . . . Det var Burns, som med den venstre haand klamret sig til dørkarmen. . . . .
Fjeld gik hurtig hen til ham.
—De maa ikke staa op endnu, sa han. De er for svak og har ikke godt av ophidselsen.
—Jeg maa se ham, sa englænderen stædig og famlet sig med lukkede øine hen til bordet. Jeg er forbandet træt, men en død mand fortæller os ofte sandheten. . . . Det var altsaa ham som kaldte sig Jones og sendte mig østersen . . . han kjendte min smak den lille skurk. . . . Undres paa, hvad min ven Jones vil si til, at man tar hans navn forfængelig. . . . Pokkers saa mat jeg er, Fjeld. . . . Det er nok ikke spøk at bli tappet for et par liter blod, merker jeg. . . . La mig faa en bitte liten konjak, søster Helene, . . . ellers deiser jeg ved Gud overende. . . .
Fjeld ledet den vaklende skikkelse hen til en lænestol og rullet den hen til den døde mand, mens søster Helene skjænket et glas konjak. Burns tømte det hurtig og aapnet sine øine og fæstet dem paa den bleke skikkelse i sofaen. Det var, som om han ikke vilde tro sit eget syn. Han strøk sig gjentagende ganger over øinene med den venstre haand. . . .
—Et glas konjak till mumlet han hæst. Han fik det og drak det ut. Saa stirret han længe og vedholdende paa den døde.
—De kjender ham? spurte Fjeld interessert.
—Ja, svarte Burns, jeg kjender ham.
—Hvem er det?
Burns svarte ikke med engang. Det var som om han ledte efter et eller andet holdepunkt.
—Forunderlig, mumlet han med et smertelig smil, . . . . forunderlig. . . . .
Saa hævet han hodet og saa paa Fjeld.
—Vet De, hvem denne mand er, som har stræbt mig efter livet? . . . De sa, at han kaldte sig Jones. Det har sin rigtighet, for det er Jones. Olaf Jones detektiv ved det hemmelige politis avdeling i Scotland Yard. Han sa engang, at han var født i Kristiania. Det stemmer. Jeg stolte like trygt paa denne mand som paa den arm, som nu staar paa spiritus et eller andet sted her i byen. De har svigtet mig begge to. Det er en skitt verden vi lever i, dr. Fjeld. Jeg skulde næsten ha lyst til at følge min høire arm. Der findes uhyggeligere ting til end at staa paa spiritus.
—Hør, Burns, sa Fjeld og rørte ved hans skulder. Tænk ikke for meget paa dette. Den mand, som ligger der, er kanske ikke saa skyldig som vi nu tror. Han er et offer for tidens sygdom: obstruktionslysten og ødelæggelsestrangen. Den moderne anarkisme er, naar alt kommer ti alt, en hjernesygdom, som er farligere end baade meningit og poliomyelit . . . Den er stormandsgalskapens sidste ide. . . . Og det værste er, at den er smitsom. Den breder sig helst i unge hjerner, som er disponert ved misundelse, hat og slet kultur. Tro mig: En dag finder man sabotagens og anarkismens baciller som obligate parasiter i hjernens kontrolerende centra. . . . Det er vanvittige mennesker, vi faar med at gjøre. Det er ikke smaaforbrydere, som pusler med alskens lumpne lovovertrædelser . . . men monomaner, som med syke celler og opspilede, forgiftede fanatikerhjerner forbrænder av hat til det normale. . . . . Der er stor stil i disse folks patologiske samfundsraseri, de er kriminalismens Cæsarer . . forfærdelige i sin impulsive uberegnelighet og sin grænseløse egenretfærdighet. De vil slaa ned for fote: de vil føre sin smitte ut over hele verden, hvis de ikke i tide selv slaaes ned eller stænges inde. . . Det er dette, som vil bli vor opgave, Ralph Burns. Pasteur opdaget engang hundegalskapsbacillen. Den opdagelse vil være for intet at regne mot det, at finde den bakterie, som gjør menneskene til ulve og gribbe. . . .
—De er en underlig fyr, doktor Fjeld, sa Burns efter en lang pause. Men der er noget i det De sier. . . . Jeg forstaar bare ikke hvorledes disse røvere kunde faa tak i Jones. . . . Han var oprindelig i Chikago, hvor han ved en enkelt leilighet gjorde Redpath en stor tjeneste. Som løn for denne tjeneste bad han om at bli ansat i det engelske politi . . . Han var meget avholdt. Hans humør var uopslitelig og hans tjenstvillighet ubegrænset. . . Og i fristunder var han den eskværdigste mand, De kunde træffe . . . ja vi har spist mangen portion østers sammen i Strand, Jones og jeg, men de var rigtignok ikke pepret med cyankalium eller rottekrudt. . . . Jeg husker, at der engang blev sagt noget om, at Jones var indblandet i Beckerskandalerne i New York, men ingen vilde tro det. . . . Alle talte jo godt om ham. Han var saa at si politiets kjæledægge . . . Ja — og nu sitter han her foran mig. Aldrig har jeg set hans ansigt slik. Døden har skjænket ham det uttryk, som var hans eget. Vi saa bare masken, som dækket over hans forgiftede forrædersjæl. . . . . Si mig, hvad vil De gjøre med ham?
—Jeg har tænkt paa det, sa Fjeld. Det er ikke nødvendig at varsle det lokale politi. Der findes jo en plads i den kiste, som vi med Deres navn paa laaket sender til England. Har De noget imot at anbringe liket der? Redpath vet jo besked. Der er ingen, som kan vite, om flere spioner farter omkring her.
—Det er en meget klok foranstaltning, mumlet Burns træt. Jeg har nok ikke hat særlig godt av denne spasertur, merker jeg. Søster Helene faar nok hjælpe mig iseng. Naar man har mistet sin høire arm og desuten den mand, som man trodde var ens høire haand, er det godt at se ind i to øine, hvor der ikke findes svik.
Han reiste sig langsomt fra stolen. En stor, gul konvolut, som hadde forvildet sig i natskjortens folder, faldt ned paa gulvet.
Fjeld tok den op.
—Har De set paa dette dokument?
—Nei, sa Burns. Jeg vor saa optat av samtalen i sideværelset. Hvor fandt De brevet?
—I afdødes lomme. Det gjorde øiensynlig sterkt indtryk paa Jones at jeg opdaget det. Indholdet kan jeg ikke tyde. Det er, —som De ser — avfattet i sifferskrift. Hvis man ikke har nøklen, er det haabløst at gi sig ikast med tydningen. Og da en saa dreven fyr som Jonas ikke har gaat med en saa farlig nøkkel i lommen, kan vi formodentlig opgi at trænge ind i brevets hemmelighet. Det ser ut, som om det ikke er avsluttet, . . . antagelig har Jones villet utfylde brevet med sine iagttagelser fra sin visit i min ringe bolig! . . . Al interesse samler sig da om adressen. Den er skrevet med kopiblyant. Her staar:
Herrn Director Josias Saimler
Villa Rosenhain
Eppendorf
pr. Hamburg
—Kjender De den mand?
—Nei, svarte Burns, men inden 14 dage skal jeg ha gjort hans bekjendtskap, om det end skal koste mig en arm til. Ja, selv om jeg skulde betale det med mit liv. . . . Godnat dr. Fjeld. . . . Skaf mig mine røde blodlegemer tilbake, saa skal De se en mand, hvis venstre arm føler trang til at gjøre et regnskap op med dem, som har berøvet den en god kammerat. Jeg er en bra samfundsborger. Men av og til forekommer det mig, at der kun findes en lov, som duer.
—Og hvad er det for en?
—Gjengjældelsens lov. Den enkle primitive trang hos mennesket, som heter hevn.