De Sorte Gribbe/Kapittel 12
Nede ved Sankt Pauli i Hamburg ligger der en kneipe, som heter »Die drei Federn«. Den ligner alle de andre sjømandsbuler: et stort, skiddent lavtaket lokale med meget forlorent guld i tak og paa vægger. Den er som de øvrige lastens huler forsynet med en liten tribune, hvor der efter kl. 6 eftermiddag forefindes et halvt snes malte syngepiker med døde øine, rustne stemmer og begjærlige fingre.
Hvorfra kneipen har faat sit romantiske navn vet ingen — selv ikke verten, den lille tykke slesvigholstener, som gjæter de hærskarer av skumle eksistenser, der har sin gang her.
Ingen av gjesterne har heller noget kjendskap til den velvillige herre bak disken. De kalder ham for onkel Peters, og det er ikke saa vanskelig at forstaa, at han føler sig smigret over dette smukke og familiære navn.
Onkel Peters er selvfølgelig en skurk. Det vet alle — liketil politiet. Men hans forhold til lovens bokstav er tilsynelatende uklanderlig. Der er disciplin i hans kneipe. Berusede folk kastes ut, naar de har naadd et visst stadium og syngepikerne faar ikke akkurat vræle som de vil.
Forøvrig er alle velkommen. Onkel Peters utøver en ubegrænset gjestfrihet. Han sigter ikke sine folk. Bare det rasler mynt i deres lommer, er det ham likegyldig, om de kommer like fra fængslet. Der er absolution for alle forbrydelser i hans samvittighet — undtagen for den at gaa uten at betale. Han vet, at »Die drei Federn« ofte faar besøk av fremmede og utlændinger, som ikke har de reneste papirer. Men det generer ingenlunde onkel Peters. Det er flotte folk disse glade mordere og røvere fra Whitechapel, Soho, Montparnasse og Moabit. Og i deres kjølvand kommer der stadig en række internationale detektiver, som heller ikke sparer paa drikkevarerne.
Men politiet gaar som regel bort med uforrettet sak. Eller hvad værre er, det forsvinder helt . . . For enten har de forbrydelsens gentlemen, som stikker sin næse indenfor onkel Peters lave døre, intet bevis mot sig, og da generer de sig ikke for at tømme et bæger med sine naturlige fiender. Eller de har et eller andet uopgjort der tvinger dem til at ta forholdsregler som bekommer lovens mænd uvel.
Sikkert er det at Patrick Davis natten til den 3. mai 1916 gik ind i »De tre Fjere«, og at han den næste formiddag blev set i brøkdelen av et sekund utenfor Kristiania slot, mens en helvedesbombe hvæste i hans lomme.
Naa — der var kun én mand, som hadde set det. Han maatte ha tat feil sa onkel Peters. Saameget mere som denne mand, hans gode ven og kunde Ralph Burns, nu var død av blodprop. Det hadde staat i »Fremdenblatt«.
En hel stab av tyske og engelske detektiver hadde snuset i hans kneipe. De hadde sat hele forretningen paa den anden ende. Gamle Sherlock Holmes selv hadde ligget paa maven med forstørrelsesglas og metermaal og maalt og dividert uten at finde noget spor av Patrick Davis. Hver eneste stamgjest var blit undersøkt. — og onkel Peters kunde jo ikke negte, at der gik en fandens masse anarkister og drak Löwenbräu av hans store seidler.
Med den største sindsro hadde han hørt paa politiinspektørens trusler. Han gad næsten ikke svare ham.
Hvad hadde han med anarkisterne at gjøre? . . . Dem fik politiet klare. Han kjendte ikke sine gjesters haandtering og livsanskuelser. Detektiver og anarkister — de var alle like velkomne. Hvad Davis angaar, saa hadde han betalt for sin fortæring og gaat. Om han senere var gaat til helvede, kom ikke ham ved — uten forsaavidt at Davis var en bra kar med jevn, god tørst. . . .
Det var ikke mere at gjøre ved den sak, naar selve Sherlock Holmes ikke kunde greie hemmeligheten ved Davis’ forsvinden.
Og onkel Peters vandret efter en tre ukers varetægtsarrest atter tilbake til sin disk, sine syngepiker og sine farlige gjester.
Samme middag som politiet slap ham, kom der en ung dame og sputte efter verten. Hun var meget vakker, men hendes dragt hadde en noget forhenværende og dristig karakter.
—Hvad vil De? spurte onkel Peters og tok maal av den mørke kvinde, som saa sig om med flakkende blikke.
—Jeg ønsker at faa engagement, svarte damen paa et tysk, som ikke hadde noget med grammatiken at gjøre.
—Kan De synge viser?
—Nei, sa den unge dame likefrem.
—Hvad fanden vil De saa her?
—Jeg kan danse, mumlet den mørke kvinde skyldbevisst og saa paa onkel Peters med sine store, brune og brændende øine.
Slesvigholsteneren betænkte sig litt.
—Hvorfor kommer De her? spurte han pludselig brutalt. For De vil da ikke indbilde mig, at De med et slikt utseende behøver at danse nede i St. Pauli. Naa ut med sproget! . . . Har nogen sendt dig? . . . .
Den unge skjønhet lo haanlig.
—Tosk, sa hun. Har du ikke bruk for mig, har ikke jeg bruk for dig . . . gamle idiot.
—Naa saa, mumlet onkel Peters gemytlig. Er du av den slags? . . . En eller anden uregelmæssighet — hvad? Bondefangeri eller mord? . . . . Naa syng ut? Hvor kommer du fra?
Fra Norge.
Onkel Peters saa skarpt paa hende. Der var kommet et ildevarslende glimt i de graa svømmende øine. Han kastet et blik ut i kneipen. Der fandtes kun faa gjester. Ved vinduet sat en stor, tyk mand med en vældig bart og et rødt, fordrukkent ansigt. Han bar den ene arm i bind og syntes at ta sig en liten slummer. Likeoverfor ham sat en rødskjegget fyr og spiste pølser med fingrene. . . . .
—Fra Norge? gjentok verten spørgende.
Piken saa sig om.
—Er der nogen, som kan høre os?
—Nei, sa onkel Peters likegyldig, men hans smaa øine flakket omkring som en ilders, naar den veirer bytte.
—Jeg har en hilsen at overbringe, hvisket hun,
Verten tændte en fyrstikke til sin slukkete pipe.
—Og fra hvem?
Piken bøide sig over disken.
—Fra Jones, hvisket hun indtrængende. Jones fra Scotland Yard.
Onkel Peters trak paa skulderen, men en opmerksom iagttager vilde ha notert sig at han glemte at tænde snadden. Fyrstikken sluknet i hans haand.
—Kjender ingen av det navn, sa han mut.
—Han er død, fortsatte kvinden. Han døde i mine arme, da politiet kom og vilde ta ham.
Der tændtes pludselig en ild i vertens uttryksløse øine, men den slukkedes i samme øieblik.
—Og hvad saa . . . .? spurte han koldt.
—Da han merket, at alt var tapt, tok han frem en cigaret og tændte den. I næste sekund faldt han sammen. Men før han døde . . . .
—Naa? spurte onkel Peters med en pludselig iver. . . . .
Den unge dame saa skarpt paa ham.
—Det er mulig at jeg henvender mig til den urette, sa hun ængstelig. . . De kjender jo ikke Jones; . . . og jeg agter ikke at forraade min døde ven. . . .?
—Tal, kvinde! hvæste Onkel Peters. Jeg kjendte Jones bedre end min høire haand. . . .
—Han bad mig gaa til onkel Peters i St. Pauli, Hamburg og fortælle ham det, som var hændt. Saa stak han et brev til mig i en gul konvolut og bad mig overbringe det til . . . .
—Til hvem? spurte verten ivrig.
—Josias Saimler, Eppendorf.
—Well, sa onkel Peters og rakte ut sin haand. Giv mig brevet. Jeg træffer Saimler inat kl. 12. Da skal han faa det. Du kan bli her, jeg har bruk for dig.
—Nei, sa den unge pike bestemt. Jeg maa overbringe det personlig. De maa følge mig til ham.
Den tykke vert betænkte sig litt. Hans smaa griseøine fløi atter mistænksomt ut over det stygge lokale. Drukkenbolten ved vinduet sov sødelig og den rødskjeggede stanget sine tænder. . . . .
—All right, sa han høflig. Som de ønsker. . . . Kom indom her kl. 10 i aften. Deres navn?
—Man kalder mig Sorte Bessie.
—Min ven Jones hadde god smak, sa onkel Peters indsmigrende og lænte sig fortrolig over disken.
Han rykket pludselig tilbake. En underlig lyd naadde hans øren. Det var manden med den store bart og røde næse, som snorket. Det lød som et stort rovdyrs knurren.