De Sorte Gribbe/Kapittel 13

Fra Wikikilden
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 96-102).
XIII
JOSIAS SAIMLERS HUS


En ti minutters vei fra de store sykehuse i Eppendorf ligger der en liten villa. Den har ikke den heldigste beliggenhet. Ingen trær skjænker den skygge og sanddynerne rundt omkring bidrar ikke til at flattere den ensomme bolig.

Men kommer man nærmere en sommerdag, vil man faa et andet indtryk. Hele eiendommen er nemlig omgjærdet av en rosenhæk, som ved Sankthans straaler i den mest blodrøde farvepragt og lar en glemme det høie slanke stakit, som omgir haven og gjør den til en uigjennemtrængelig fæstning.

»Rosenhain«, — heter villaen, og det passer godt. Men naar roserne er avblomstret da griner de sorte sprinkler mot en som ribberne i en dyretæmmers bur. Og det kan jo forsaavidt ogsaa stemme, som eieren hadde en betrodd stilling i Hagenbecks zoologiske have.

Det var forøvrig ikke mange, som kjendte Josias Saimler. Han gjorde ikke megen blæst av sig. Den lille, stilfærdige herre i den sorte fløielsjakke holdt sig gjerne for sig selv. Det var en blek og mager mand i 45-aarsalderen med rolige bevægelser og trætte øine. Det mørke, litt graasprængte haar krøllet sig om tindingerne. Josias Saimler saa i sandhet ikke ut til at kunne mestre de vilde dyr, som stod under hans særegne beskyttelse. Han lignet snarere en egtemand, som til daglig kryper under sin svigermors aak. Og det var ikke frit for, at en og anden av hans kolleger tillot sig en liten latter paa den lille tigertæmmers bekostning.

Men Hagenbeck lo ikke av Josias Saimler. Han hadde engang set et uttryk i den lille mands øine, som han tænkte paa med en viss gysen. Det var, da en stor Uganda-løve i et vanvittig lune bet fire fingre av Saimlers venstre haand. Dyret klippet dem av med et eneste glefs, og lot kun tommelfingeren staa igjen. Ti aar var gaat siden den dag, og løven »Mtesa« hadde forlængst sagt verden farvel, men Hagenbeck vilde aldrig kunne glemme det forfærdelige bleke raseri, som pludselig gnistret frem under Saimlers trætte øienlok. Det var et helvete av ondskap og hat i hans blik, som endog virket paa løven. Han husket, hvorledes den gamle menneskeæter med et skulende blik spyttet de fire fingre ut og hylende av angst krøp ind i en krok. Men Saimler fattet sig hurtig, trak paa skuldrene, gjemte sine øine og gik ut av buret. . . .

De fem mænd, som en aften i slutten av mai sat forsamlet om et stort, rundt bord i et av villa Rosenhains værelser, hadde heller ingen tilbøielighet til at le av den bleke mand med de latterlige krøller. De saa tvertimot med en viss ærbødighet op til den lille dyretæmmer, som præsiderte i sin sorte fløielsjakke. Ellers var det ikke folk, som besværet sig med ærbødighet mot nogen eller noget. Deres sjæls sygdom stod skrevet i deres mørke ansigter, i de hatefulde rynker om munden, i de sure øines gule ondskab. Parasiterne i deres hjerner levet frodig. De aat paa de regulære centrer, de suget paa alt det, som kaldes samfølelse, forstaaelse opofrelse og næstekjærlighet. Deres mund var en trusel, deres svelg var en flom av gul misundelse og selvdyrkelse, deres kjæver en guillotine.

For over et aarhundrede siden sat der i et gammelt jakobinerkloster nogen mænd, som ogsaa hadde faat obstruktionens, sabotagens og ødelæggelsens røde bacille i kroppen. Dengang het de Couthon, Fouquier-Tinville, Robespierre, Henriot og Santerre. . . .

Saimler saa sig omkring i den lille forsamling.

—Vi er her allesammen, sa han paa engelsk med en tynd, litt hæs stemme. Allesammen uten Jones. Vet nogen, hvor han er blit av.

—Han forsvandt i Kristiania, svarte en lys mand med et tyndt, smalt ansigt. Han blev væk for os. Hans tøi staar endnu hos mig, men hans pas og legitimationer har jeg for sikkerhets skyld brændt. Det kunde bragt os i klemme. Vi har faat en djævel av en opdagelseschef, som aldrig lar os i ro. Det er et rent helvete hjemme nu, siden regjeringerne har tat affære. Der maa gjøres noget, chef.

—Si mig, Andersen, hvormange er der i organisationen nu?

Den lyse nordmand lænte sig ivrig fremover.

—Vi er over 1400 mand, sa han. Vi arbeider godt, kan De tro. Der er misfornøielse med lederne. Kyrre Grepp og Tranmæl greier ikke at holde sig længer. Snart sparkes de ut, . . som alle der føder os med trusler og teorier istedetfor handling. Parolen er: Ned med storindustrien, ned med bankerne, ned med storting og regjering, væk med alt tvungent arbeide, til helvete med familie og religion.

—Et tamt program, sa Saimler koldt.

—Rigtig, chef, sa nordmanden med noget i retning av et smil. Men der er ikke krutt nok i folk deroppe. Der findes tilstrækkelig av stor kjæft og knytnæver, men det er ikke av den slags, man laver dynamit. . . . Jeg er imidlertid kommet her for at be om hjælp av den store organisation til en stor plan. . . .

Vi trænger en ny skræk i Skandinavien. Jeg kommer like fra Stockholm og Kjøbenhavn og brødrene der forlanger en støtte i sin kamp. . . . Gribbene maa atter ta fat! . . . Denne gang maa de ramme storindustrien. Knus den og kverk den, chef! Og titusende hungrende munde vil vende sig mot samfundet. De vil strømme ind til byerne og kræve brød. Vi skal følge dem, lede dem og vise dem veien til bakerbutikkerne, slagterne, kolonialhandlerne, bankerne og arsenalerne. Ve dem som vil stanse os. Der skal gaa et rædselens støn gjennem Skandinaviens folk, naar Trollhättan, Rjukan, Vamma og Borregaard synker i grus og storbyerne overskylles av vore horder. Det blir et blodbryllup, som skal spørges vidt omkring, — anarkismens favntak med kapitalismens skjøge . . . ha! ha! ha!

Den unge mands raseri overvældet ham og hans vilde syner endte i en skurrende latterparoksysme.

Der blev nogen minutters stilhet. Alles øine var rettet mot Saimler.

—Den skandinaviske sektion kræver meget, sa han endelig. Men der er dem som mener, at de smaa nationer bør gaa foran i vor store verdensrevolution. Vi forbereder store ting i England, men tiden er ikke inde endnu. Det kan saaledes ikke skade at vi foretar et litet streiftog mot nord. . . . Gribbene tørster efter blod. . . . . Er De parat, Delma?

En mørk soignert yngling med blaserte træk reiste sig og bukket.

—Er maskinerne iorden? fortsatte Saimler.

—Mine gribbe er de bedste, som nogensinde er gaat ut av Voisins verksted, sa den unge laps overlegent.

Saimler saa næsten ømt paa den unge mand.

—Vort haab staar til dig, sa han venlig. Du er Francois Delmas søn og Jaap van Huysmann har ledet dine studier i anarkismens bibel. Naar jeg er borte vil du staa som leder av den store anarkistiske verdensliga. Din far forsvandt sporløst efter et togt i Norge. Huysmann døde paa sin plads i San Francisco. Jeg er den sidste av den gamle garde. . . Vær forsigtig med dit liv, Jacques Delma . . .!

Den unge mand reiste sig og bukket — ikke uten en viss ærbødighet. I næste øieblik var det, som hans ansigtstræk stivnet, der gjød sig en gulgrøn glans utover hans pupiller. De andre saa forbauset paa ham.

Pludselig rev han en revolver ut av baklommen og skjøt lynsnart ut vinduet.

Seks revolvere lynte i seks hænder.

—Hvad var det? hvisket Saimler og sprang som en tiger hen til vinduet.

—Det var et ansigt, svarte Delma hurtig. Jeg saa det tydelig. En mand med et stort, rødt skjeg stod med øret til ruten. Han trak hodet væk, da jeg skjød . . . Se der er merket efter kulen! . . . Men hvad er det?

Delma pekte forbauset paa vinduet.

Der var to huller i ruten.

Saimler rynket brynene.

—Den mand derute i haven har ikke bare set os, men han har hørt, hvad vi har talt om. Det ene hul skyldes Delmas revolver, det andet er skaaret ut med en diamant.

—Han maa ikke komme levende herfra, skrek Delma.

—Det vil han heller ikke, sa Saimler og trak kraftig i en streng. Der hørtes en underlig skrapende lyd, det klang i metal og nede fra haven lød der en svak, hvinende klynken som et barn der ikke faar sin vilje. Men pludselig skar det over i et forfærdelig brøl, der runget som et kampskrik ind i den stjernestille aften.