De Sorte Gribbe/Kapittel 10
I det Arkipelagus av holmer og skjær, som findes utenfor Kristianias Eastend, ligger der en liten skogklædt ø med fine, smukt avrundede konturer.
Det er Ulvøen.
Ved et eller andet tilfældigt lune av skjæbnen er denne vakre ø blit spart for bebyggelse. Der findes et hus eller to der, men de ligger godt gjemt paa sydsiden, soler sig i ensomheten og nyter Bundefjordens friskhet. Ulvøen har gode naboer. Et litet, trangt sund skiller den fra Nordstrand, ret i nord lyser det i Bækkelagets huse og haver, og i sydvest ser man Malmøens hvite villarækker.
Der kommer ikke mange folk paa Ulvøen. Lørdagspøbelen har likesom en viss respekt for dens bratte skogsider, og den smule vildhet og bortgjemt hemmelighetsfuldhet, som formodentlig har været faddere, dengang da øen fik sit navn, har dannet en usynlig ring, der visselig har været likesaa effektiv som de talrike og kraftige fredlysningsadvarsler. Ulven har forlængst mistet sit borgerskap i den frodige skog, men hvem kan vite, om ikke en eller anden bidsk hund vernet om den private eiendomsret? . . .
Kristianiaroerne elsker imidlertid Ulvøen, men ingen kan være tryg for, at øens eier elsker roerne. Naar de lange outriggere, som smaa, gule glimt kommer strykende ind gjennem Ormsunds bro, er der en ikke liten sandsynlighet for, at de halvnøkne gentlemen sætter kursen like paa en av Ulvøens sandbanker og kravler iland. Og de, som er bedst kjendt, forlater uten videre det kostelige fartøi og sætter ret op i skogen. De kringler sig frem mellem birk og gran, de klatrer op de bratte klipper. Nogen minutter efter er de oppe paa en koselig liten slette, der ligger som et flatt tak over øens øverste etage.
Her kan de være trygge. Ingen søndagssjauer har nogensinde kokt sin kaffe eller omsat sit brændevin i dette stille bortgjemte hjørne av tilværelsen. Her svinges ikke tomflasker i øvede hænder, her lyder ikke skidne, matfettlugtende kvinders hæse hvin, som hyænehyl i sommernatten. . . .
Men en sen maidag i det Herrens aar 1916 var der kommen en egen uro over øen. Villaboerne paa Nordstrand saa med forbauselse, hvorledes den ene pram efter den anden landet ved Ulvøen. Store pakkasser blev med megen forsigtighet baaret eller heiset op de bratte bakker, og en liten dverg stod nede ved stranden og dirigerte landsætningen. Der var noget hemmelighetsfuldt ved hele affæren, — noget som lugtet av smugleri og kaptein Frederick Marryat.
Endnu mere mystisk blev det, da mørket seg ind over Malmøsundet og en mægtig hvitgrøn lysning bredte sig utover fra Ulvøens top. Det var som om hele øens kalot straalte i et grønt, fosforagtig skin med lange, pludselige straalereflekser utover sjøen.
Den jevne borger, som sat paa sin veranda og nøt sin langpipe og sin pjolter, mindtes ikke at ha set slikt noget før og følte sig uvel. Han vilde ikke ha befundet sig bedre, om han i dette øieblik hadde staat mellem trærne paa toppen av Ulvøen og set ind i lyshavet, der fik den lille slette til at ligne en grøn sjø av bølgende lys.
Midt paa sletten stod der en underlig fantastisk kjæmpefugl med uhyre vinger av gult tøi. Og rundt omkring den eiendommelige flyver gik fem arbeidere og skruet og nittet under tre acetylenreflektorers vældige lyskraft. Det var ikke det almindelige norske tempo. Der arbeidedes med en feberagtig hast og man merket tydelig, at her blev der slitt under mange kroners ekstrapres. Den lille grøngraa motor fra Ilmari Erkos verksted stod paa plads, to propeller av en usedvanlig størrelse var anbragt foran og over maskinen i horisontalt og vertikalt plan. Like under den øverste propel var der indbygget et litet rum med tre siddepladser. En bred glasrute i træverket gav utsigt til alle kanter. Der fandtes ikke styrehjul, men kun en styrestang med to haandtak, som kunde bevæges baade i høideog længderetning. To elektriske kontakter var anbragt paa styrestangen og kunde naaes ved en bevægelse med tommelfingrene, uten at hænderne forlot roret.
Utenfra lignet det indbygde rum en fugls legeme, som løp uti en spids med to brede svingfjere av gul seilduk. Men likheten med en fugl slog en mest, naar man saa vingerne. De var buet og løp ut i en spids som vingerne paa en falk. Ved en sindrik mekanisme kunde de slaaes sammen og hele aeroplanet var da pludselig forvandlet til en torpedoautomobil. Den var ogsaa forsynt med fire kraftige hjul, der syntes at kunne taale strabadserne paa en landevei.
Men det mest vidunderlige ved den fantastiske flyver var dog en mængde tynde kobberrør, som stak frem fra alle kanter som følehornene paa et insekt. De samledes alle i en liten firkantet metalkasse, som var anbragt like foran den bakerste sitteplads, — der likesom de andre var formet som en solid og bekvem rørstol med armsving til alle kanter og bevægelig sæte. Her fandtes ogsaa det finere maskineri med strømbrytere, ampére- og voltmeter . . .
Saa stanset pludselig arbeidet. Lyset sluktes. En blek strime saaes over Ekebergaasen. Det var den lyse mainat som sneg sig ind over landet, det var den nordiske vaars eventyrrike, som aapnet sine porte for halvlysets hemmelighetsfulde lek i skog og i krat. Langt inde i sundet saaes en baat glide ind i skyggen. Et forsinket trækspil klaget inde i Nordstrandsskogen, en elskovssyk hund holdt serenade utenfor den elskedes dør, en automobil suste utover veien og trækfuglene skyndte sig nordover med rappe vingeslag. Da traadte den unge ingeniør fra Akers verksted hen til Ilmari Erko og løftet ærbødig paa hatten.
—Vi er færdige, sa han. Klokken er 1½.
—Det er godt, Johnsen, svarte dvergen. De garanterer arbeidet? . . .
—Ja . . . alt er utført efter Deres ønske . . . Men jeg forstaar ikke rigtig, hvorledes den lille motor kan drive en saa stor maskine.
—Det er min hemmelighet, sa Erko stolt. Akkumulatoren er nu fuldladet. Den har kraft nok til at holde dynamoen i aktivitet over 22½ time. Der findes faa fugle, som vil kunne holde følge med den. Mit første aeroplan er intet mot dette. Jo — De er en lykkelig mand, Johnsen.
—Hvorfor det?
De vil faa se os flyve bort i sommernatten som en stor gul fugl, der flakser ind i det ukjendte. Og jeg spaar, at De og Deres kamerater vil staa hernede paa Ulvøen stumme av forbauselse over en ny tids under. Mennesket har til dato kun set drager og insekter flyve over sit hode. Men denne gang vil de se en fugl med brede vinger seile tryg og sikker ind i æteren, — ja en fugl med verdens største kraft luende i sit bryst.