De Knyttede Næver/Kapittel 8
I dype tanker vandret Fjeld til sit hjem. Universitetsuret viste 2.15. Der var larm og bevægelse paa „Karl Johan“. Sydpolsfestens bølger rullet ogsaa her med uforminsket kraft.
Men han ænset intet. Han hadde en følelse av, at en overhængende fare fulgte i hans fotspor. Han syntes at høre manende varselsrop fra hvert gatehjørne, han lyttet efter luskende trin, som lød for hans ører likesaa regelmæssig som hans hjertes slag. Koldsveden brøt frem paa hans pande . . .
— Heredias kniv var forgiftet, mumlet han. Den har stjaalet min kraft, den har inokulert angsten i mit blod! . . .
Og han ilte videre opover Slotsparken, av og til tok han paa sprang . . .
Han stanset ubeslutsomt utenfor sit hus. Der fandtes ikke et menneske i gaten. Hadde han ventet at se en høi, mørk, enøiet mand paa samme sted, hvor Heredias røde ansigt hadde skinnet imot ham for nogen maaneder siden? . . .
Huset laa mørkt og øde derinde. Intet lysstreif møtte ham. Indenfor sprinkelverket saa han en gul skygge bevæge sig rastløs frem og tilbake. Det var katten „Pajazzo“. Den strøk sig op imot sprinklerne, da den hørte sin herres skridt, og mjauet ynkelig. Det var som et sykt barns stille jammer.
En ubestemt rædsel grep ham. Han aapnet porten og ilte ind . . .
— Erko! ropte han. Erko!
Ingen svarte.
Han sprang op trapperne, slog døren op til Erkos værelse og tændte lyset . . .
Der fandtes ingen. Sengen stod urørt. En bok var opslaat paa skrivebordet med mange notater i margen.
Fjeld styrtet ned i salonen. Han ilte fra rum til rum, ropende vennens navn. Men Erko var forsvunden. Han hadde øiensynlig forlatt huset i stor hast. Ti han hadde slængt sine klær om hinanden paa en stol og hadde ikke git sig tid til at ta sin stok med sig . . .
— Det er Delmas verk, mumlet Fjeld. Heredia har ropt til os fra graven. Hevnen er begynt . . . Og jeg staar her magtesløs . . . uten et eneste spor . . .
Han saa sig om. Erko hadde øiensynlig ikke efterlatt sig noget, som kunde antyde, hvorfor han saa ilsomt hadde forlatt huset. Det maatte være en meget alvorlig affære, som hadde lokket Erko ut. Dvergen likte ikke at vise sig paa gaterne sent om aftenen.
Fjelds nervøse tilstand gav sig efterhaanden. Faren er stundom den bedste medicin for sterke viljer. Han knyttet næverne i beslutsomhet og begyndte at tænke saken igjennem . . . Hvad var det, som hadde kaldt Erko ut? Et brev? . . . Neppe. Ti Erko pleiet sjelden at lukke op saa sent paa aftenen . . .
— Telefonen? . . .
Han saa paa apparatet, som stod paa skrivebordet. Der fôr et skjær av glæde og haab henover hans ansigt, Telefonkatalogen laa opslaat.
Han styrtet hen til bordet og famlet nedover siderne.
Det var begyndelsen av bokstavet V, og Fjeld stanset ved vognmændenes telefoner.
— Bagateller, mumlet han tilfreds. Naa, naa, min gode Delma, vi skal allikevel se, om du ikke skal trække det korteste straa. Erko har tat en automobil, og den skal det ikke bli vanskelig at finde. En dverg, som taler daarlig norsk — og ved midnat — det spor er godt nok . . . Delma har øiensynlig faat et vink pr. post fra Heredia samme dag han forsvandt. Formodentlig har han indberettet om Erkos nye staalbor og sin mistanke, og nu vil banden sikre sig hans person og hans opfindelse. Fiffig, men ikke fiffig nok . . . La mig se . . . Erko har selvfølgelig ringt op til Nobelautomobilerne — 13225. Undres paa om ikke automobilcentralen der kan gi mig en forklaring?
Han ringte op. Det var en venlig damestemme, som hurtig gav den besked, at der ved 12-tiden var bestilt en automobil av en mand, som talte et gebrokkent norsk. Automobil 262 var sendt til vedkommende hus i Homansbyen. Nu var 262 paa raadhuset for at hente borgermesterens kone, men straks chaufføren kom tilbake, skulde han staa til disposition.
Og 10 minutter efter kom automobilen. Jo ganske rigtig. Ved 12-tiden hadde vedkommende chauffør skydset en liten dverg ned til et hotel i Rosenkrantzgaten. Han hadde set, hvorledes dvergen var blit lukket ind av en tjenestepike.
Fjeld stak en revolver i lommen og kort efter suset automobil 262 nedover mot byen. Han steg av ved „Boulevard“ og stod snart efter utenfor hotellet. Det var ikke et av byens heldigste gjæstgiverier, og mange skumle rygter stod i forbindelse med hotellets overdrevne gjæstifrihet.
Fjeld ringte paa. Han hørte slæpende tjenestepiketøfler nærme sig. Døren laastes forsigtig op og et meget ufrisert hode kek ut av dørsprækken.
— Har De et værelse? spurte Fjeld.
— Nei, sa piken grinende. Her er overfyldt. Der findes ikke et kot ledig. Jeg har selv maattet overlate værelset mit til en mandsperson. Nu sitter vi netop og drikker portvin sammen. Det er ikke noen fin herre.
— Men her bor vel mange fine folk her? sa Fjeld indsmigrende.
— Jøs bevares, svarte den snakkesalige terne og aapnet velvillig døren paa gløt.
— Utlændinger ogsaa, kan jeg tænke?
— Ja, det skulde jeg mene. Her er en fløitende fin franskmand med monokel og et øie . . . Han bor paa salen i tredje etage sammen med en hollænder, som ikke sier noe. De har endda en dverg med sig . . . Ja, det er sandt, hvis Dere vil ha salen, kan Dere faa den imorra, for da reiser franskmanden med Bergensbanen . . . Han skal vækkes kl. 6 . . . Jeg bestilte et bybud til at bære den svære, gule kufferten, som kom hit fra Dopheide i eftermiddag . . .
Den importvinsglade tjenestekvindes veltalenhet avsluttedes brat, ti hendes ærbødige tilhører fik det pludselig travlt med en forbiilende automobil og forsvandt i natten — — —
Og mørket ruget over byen. Den sidste eggende kvindelatter døde hen paa Karl Johan. De sidste natteranglere vandret sorgbetynget hjem. En graa lystaake spredte sig over hustakene. Et og andet lys glimtet bak gardinerne og en enslig landsens hest hinket frem indover Drammensveien. En søvnig gatefeiermaskine rusket op i decembersmudset. Og fra stadens centrum hørtes den fjerne mumlen av avisernes rotationspresser — de vældige kverne, som maler kundskap og dumhet, sorg og glæde, frækhet og høisind til det urene mel, som heter opinion.
Byen gned sine øine. Aviskonerne slæpte de dyrebare byrder ut til de stridens og ufredens pauluner, som kaldes hjem. Arbeiderne gik tause og graa til sine fabrikker, sine skuter og sine pukstenshauge og de første sporvogne suste morgengrættent gjennem stilheten. Nogen stivbente droskeheste langet ut efter evne for at naa Bergenstoget og en meægtig gul kuffert, som blev trukket paa en haandkjærre av to bybud, hadde øiensynlig samme maal.
Der var ikke noget særlig merkelig ved denne kuffert. Stor var den og av Mädlers patent, men enhver handelsreisende har en lignende. Saameget mere uforstaaelig var derfor det gode humør og de mange haanlige ord, hvormed den gule kuffert fulgtes til stationen. To mænd i vide reisekapper kom like efter den.
Den ene var høi og mørk, og nu da han lo og smilte, kunde man ikke la være at lægge merke til den livlige glans i det ene øie — det andet saa sløvt og blindt hen for sig under halvlukkede øienlok.
Den anden var av middels høide med kortklippet haar, en bred og fyldig hals, lyse, uttryksløse øine og en gusten ansigtsfarve.
Der fandtes faa mænd i Europa, som politiet frygtet slik som denne brede hollænder med det dorske og ubevægelige ansigt. Det var den internationale forbryderligas haardeste hals, Jaap van Huysmann. Altid mistænkt, aldrig overbevist, delte han sin tid mellem varetægtsfængslerne, forhørsretterne og uavladelige reiser. Han dækket alt med sin brede ryg og sin urokkelige træghet. Ingen dommer i verden hadde endnu faat Vilhelm den tauses landsmand til at forraade sig eller forløpe sig, og ingen detektiv hadde endnu grepet ham i en forbrydelse.
Men politiets tunge haand fulgte ham overalt. Han blev jaget fra by til by, og naar et eller andet stort tyveri var begaat, fløi hans navn paa telegrafens vinger. Hvor er Jaap van Huysmann?
Nu var hollænderen glidd ubemerket ind i den store verdensbegivenhet i Norge. Ad mange omveie hadde han naadd frem til Kristiania, hvor han tilsynelatende tilfældigvis traf journalisten François Delma paa Grand kafé. De drak et glas Dubonnet sammen og skiltes.
Men François Delma var ingen almindelig journalist. Den livlige franskmand med det vakre hode og de store, haarde næver hadde andre traade i sin haand end de, som førte til „Le Journal“s spalter. Han var chef i den forbryderliga, som Mario Heredia hadde talt om før sin død — det usynlige hode, som fire landes politi søkte efter uten resultat, en mand av jern og staal bak den smilende levemandsmaske — klok, ubøielig og grusom.
Det var et litet lukket brevkort fra Mario Heredia, datert 4de oktober, som hadde kaldt Delma til Kristiania. I den korte skrivelse hadde argentineren fortalt om det merkelige indbrud og nævnt sin mistanke om Ilmari Erkos staalbor. Det var det sidste livstegn fra en av bandens dristigste sporhunde. Delma ante, at hans ven var død under sit forsøk paa at sikre sig Erkos vidunderlige opfindelse. Han ventet taalmodig nogen maaneder og fandt saa i Roald Amundsens triumftog en gunstig anledning til at ta fat der Heredia hadde sluppet.
Og nu gik de to forbrydelsens stormænd der og lo muntert, mens den gule kuffert stevnet nedover, forbi brandvagten.
— Et godt kup, sa franskmanden paa tysk. Undres paa hvad doktoren sa, da han ikke fandt barnet i vuggen.
Hollænderen gryntet. — Og Heredia? mumlet han.
— Det skal dvergen fortælle os, naar vi kommer til Hamburg, svarte franskmanden. Den lille skat skal nok faa munden paa glid. Og hvis han ikke vil uttale sig, skal vi knipe hans smaa pusselanker, til han faar lyst til at forklare sig. Han er sensibel og svak lille Ilmari . . . han taaler nok rystelse, men ikke smerter.
— Hm, brummet Hollænderen anerkjendende. Og siden?
— Vil han forsvinde helt pludselig. Elben er dyp. Den skyller mange smukke hemmeligheter ut i havet. Franskmanden lo muntert, mens hans haarede næver uvilkaarlig krummet sig som klør om en fiendes strupe . . .
En droske kjørte forbi. En høi mand i ulster med guldlorgnet og lange, lyse barter sat i den. En stor, graa etagekuffert stod paa forsætet. Den høie mand kjøpte billet til Voss og ekspederte sin kuffert samtidig med at de to utlændinger betalte 2 kroner i overvegt for sin. De store kufferter kjørte i fredelig samdrægtighet ut til godsvognen, og de faa passagerer fordelte sig i den komfortable andenklasses boggievogn.
De to utlændinger tok et hurtig overblik over sine medreisende, anbragte sig nærmest spisevognen og forskanset sig i hjørnekupéen. Den høie, nærsynte mand med de stikkende øine tok plads i den motsatte fløi, nærmest godsvognen. Han saa meget forvirret ut, da konduktøren kom ind. — Jeg har glemt mine cigarer i min kuffert, sa han. Den staar i godsvognen. Tror De, jeg kan faa fat i den paa en av mellemstationerne?
— Det er der ingenting iveien for, svarte konduktøren høflig. Ved Hønefos stanser toget i 10 minutter, og da skal jeg sørge for, at De faar adgang til godsvognen.
Den høie reisende smilte tilfreds. — Om jeg kunde lure dem, mumlet han og tok lorgnetten av sig. Det var Jonas Fjelds rolige og skarpe øine. — Der findes ikke noget, som forvandler en mands utseende som et par lorgnetglas med mange dioptrier, fortsatte han sin enetale. De er anstrengende at bære, men jeg tror ikke, min bedste ven skulde kjende mig med de forstørrelsesglas.
Saa suste toget ut fra jernbanehallen, gjennem Oslos vaagnende øine og ut i Maridalens og Nitedalens gryende dag . . .
Ved Hønefos gik Fjeld hurtig ut. Han var alene paa perrongen med konduktøren. Godsvognens dør blev slaat op. Der stod hans kuffert side om side med den gule.
— Ja, nu greier jeg mig selv, sa Fjeld. Og konduktøren gik tilbake til sine pligter. Fjeld hoppet ind i vognen, der lød et svakt knæk, og den gule kufferts laas sprang op under trykket av et brækjern. Der laa Erko bundet og kneblet. Fjeld skar hurtig over hans baand og tok knebelen væk fra hans mund.
— Kryp over i kufferten ved siden av, naar du blir alene, hvisket han. Du vil der finde alt, hvad du behøver. Kufferten blir sat av ved Voss station, men rør dig ikke, før jeg kommer. Det kan koste os livet. Der hørtes skridt utenfor. Fjeld lukket hurtig laaket paa den gule kuffert og fordypet sig i sin egen. Den var indrettet som en seng. Ved hodeputen laa der en kasse med cigarer, en halv øl, en melkeflaske, en pakke smørrebrød, en liten kalvestek og en lommelygte. Fjeld tok hurtig cigarerne, lukket laaket paa kufferten uten at laase den og gik ut av vognen.
Utenfor stod Jaap van Huysmann med hænderne dypt i lommerne paa sin vide reisekappe. Han kastet et hurtig blik ind i vognen og vendte sig derpaa mot Fjeld. Hans dorske, likegyldige øine tok langsomt maal av den høie skikkelse. Hans læber bevæget sig likesom til et spørsmaal. Saa trak han paa skuldrene og snudde sig som en, der ikke gidder at-beskjæftige sig med bagateller.
Fjeld saa efter ham . . . Hadde han mistanke? . . . Ialfald hadde han ikke hastverk med at betro sig til sin kamerat.
Hollænderen gik langt hen paa platformen, studerte med synlig interesse den prægtige stenbro over Bægna, gapet let og tændte sig tilslut med overordentlig samvittighetsfuldhet en lang, sort cigar, som han hentet op fra en av kappens mange lønlige lommer.