De Knyttede Næver/Kapittel 7
Byen hadde faat andre ting at tale om. Banktyveriet var glemt av alle undtagen av vedkommende bankdirektion og av politiet, som begge var fyldt av bitterhet over den hemmelighetsfulde taake, der hvilte over hele affæren.
Nogen dage efter det sensationelle indbrud fik aviserne det atter travelt. Et telegram fra Punta Arenas fortalte i enkle, sømmelige ord, at Roald Amundsen og hans følge hadde naadd frem til Sydpolen den 24de mars og nu var paa veien hjemover med dampskibet „Brakar“, kaptein Fritz Olsen.
Vi mindes alle den straalende vinterdag, da „Brakar“ med alle flag oppe stevnet ind Kristianiafjorden. En æresvakt av panserskibe omgav den. Vi erindrer hvorledes Norges hovedstad hyldet de kjække mænd, der hadde gjort aarhundreders drøm til virkelighet, paa en maate, som vort land aldrig har set maken til.
Festligheternes clou var Kristiania kommunes borgerbal i det nye raadhus mægtige hall. 2000 mennesker var tilstede. Alt hvad byen eiede av repræsentative mænd og kvinder, av ungdom og skjønhet gav denne fest sin glans. Der holdtes lange taler, der forbruktes flere tons av vegtige adjektiver, der blev sunget en mangfoldighet av velklingende slette vers, — der blev spist, der blev drukket og kurtisert.
Og nu var man ved cigaren. Byens mænd hadde sin ensomhets hellige stund og nød den store „Bock“ med frydefuld andagt. En god cigar efter en bedre middag er jo hjernens høitid, — den forædler ganens og mavens materialisme og skjænker selv den fattigste tænker et øieblik av meditationens majestæt.
Ved en av marmorsøilerne stod professoren i kirurgi sammen med dr. Jonas Fjeld og tiet som mænd, mens havannacigarens blaa skygger strøk forbi deres ansigter. Fjeld var blek og hans øine hadde en egen fosforagtig glans.
— De ser daarlig ut, sa professoren efter en lang pause. Jeg har længe staat og set paa Deres øine — der er noget iveien med pupillerne.
Fjeld for sammen.
— Jeg har ligget tilsengs etpar uker. Et risp av en kniv i laaret — ufarligt, men med stort blodtap. Et rent uheld . . . jeg trodde professoren hadde hørt . . .
— Det har jeg, sa professoren venlig. Men det er ikke det. Jeg kan nok se, at De endnu ikke er helt restituert. Deres hjerte er formodentlig svakt efter blodtapningen, men de symptomer kjender vi jo godt nok. Det er øinene, jeg ikke forstaar. En slik utvidelse av pupillerne er et særsyn. Og jeg gaar ut fra, at De ikke har nogen speciel trang til at bruke belladonna som mange av de smukke damer her i salen?
Fjeld rystet smilende paa hodet.
— Nei selvfølgelig, vedblev professoren. Men jeg har engang før set en saa voldsom utvidelse av pupillerne. Det var hos en av byens forretningsmænd. Han levde paa randen av ruin, — under tryk av en uhyre spænding. Hans nerver var tilsynelatende i orden. Hans væsen var rolig og avmaalt. Dog hadde han en litt abnorm følelse av sit eget værd. Han følte sig som en liten Napoleon i sin verden, og var det kanske ogsaa. Jeg husker specielt at han hadde en overdreven foragt for sine konkurrenter. Han følte sig som et overmenneske . . . Jeg spekulerte ofte paa, om ikke der var noget galt fat med hans hjerne. En aften var jeg hos ham. Han snakket og lo som ellers, — spøkefuld, vittig og underholdende. Men da iagttok jeg for første gang denne eiendommelige utvidelse av pupillerne, som jeg nu ser hos Dem. Det er slikt som man kun finder hos jagede, anskutte rovdyr — De undskylder sammenligningen. Dette er jo vor videnskap — ikke sandt? . . .
— Og hvorledes gik det forretningsmanden? spurte Fjeld med en næsten umerkelig dirren i stemmen.
— Dagen efter spilte han fallit — den største som nogensinde har fundet sted her i landet, sa professoren. Da forstod jeg det hele. Den ulykkelige mand holdt paa at forbrænde av spændingens feber. Han stod paa den sidste avsats . . . Men med Dem er det en anden sak, dr. Fjeld. Jeg kjender Dem — Deres rolige og trygge livsvaner og jevne, stø karakter. Ellers vilde jeg jo ikke være indiskret forstaar De. Sig mig som til Deres ven og læge — hvad feiler Dem? Kan jeg hjælpe saa gjør jeg det . . .
Fjeld nølte med svaret. Gjennem cigartaaken saa han i den anden ende av salen en hvit skikkelse imellem en gruppe av unge studenter. Han smilte bittert.
— Kjære hr. professor, sa han alvorlig. De har som altid ret. Spændingen har bestandig været mit liv. Den har været ledetraaden til alle mine handlinger. Den har git mig styrke, kraft og hensynsløshet. Den har skjænket mig glæde og følelsen av eget værd. Men nu er spændingen blit en grib, som hakker i min lever.
Professoren hadde fulgt hans blik over salen. Og han saa, hvorledes lille Katarina Sarows blaa øine ret som det var flakket utenfor den ring av manddom, som omgav hende.
— Naa, sa han smilende, min diagnose var altsaa rigtig. Spændingen ja! Hug knuten over kjære Fjeld. Saa skrumper nok pupillerne ind. Jeg vil anbefale Dem en vals med den unge dame derborte. Slaa studenterne ihjel og bortfør piken. Skaf Dem i en haandvending hus, hjem, egtefælle og børn. Gaa ind i geledet blandt samfundets menige. De avancerer nok til oberst med tiden! . . . Godaften og god bedring! . . .
Fjeld blev staaende tilbake i dype tanker. Han mindedes med gru, hvad han hadde gjennemgaat i det sidste: Den forfærdelige nat, da han vaagnet i sit blod over Heredias lik ved at katten „Pajazzo“ slikket ham i ansigtet. Erko laa tilsynelatende livløs ved siden av, men det lyktes dog ved umaadelige anstrengelser at faa vækket ham tillive. Han forbandt selv sit saar. Kniven hadde kun flenget huden uten at overskjære nogen pulsaare. Men blodtapet var saa stort, at han kun med den største anspændelse av sin vilje fik slæpt Erko ind paa en sofa.
Heldigvis kom finnen sig fort efter Heredias frygtelige kvælertak. Han sørget for at fjerne merkerne efter bataljen.
Med den største kraftanstrengelse slæpte han liket ned i kjelderen og to dage efter var det fortæret av sterke kemikalier.
Men det forfærdelige arbeide hadde tat sterkt paa hans sensible nerver, og medens Fjeld langsomt fik sin helbred tilbake blev Erko liggende i en hjernebetændelse, som paa det alvorligste truet hans svake konstitution.
En gammel døv pike, som gjorde rent i huset, hjalp til saa godt hun kunde, mens Fjeld sad ved Erkos sykeleie og kjæmpet med døden om sin vens liv.
Og Mario Heredias sidste truende ord sang uavladelig i hans ører. François Delma — François Delma! . . .
Musikken intonerte en marsj. Det var Johan Svendsens pompøse og festlige komposition. Polonaisen var begyndt og Fjeld opgav med et suk sin plads ved søilen og gik indover. I et hjørne stod en gruppe journalister og diskuterte ivrig.
Da Fjeld passerte gruppen ropte en paa ham. Det var hans ven redaktøren.
— Aa, kom hit et øieblik, Fjeld. Vi trænger din sakkyndighet, skrek han over musikkens larm.
— Det er en pudsig historie, fortsatte den ivrige journalist efterat ha presentert herrerne for hinanden. Saken er, at der for et par maaneder siden kom en ingeniør ved navn Heredia til byen. Saavidt vites var han agent i staal. Han tok ind paa Grand hotel den 2den oktober og bodde paa værelse 49. Det var en rund og gemytlig forretningsmand, som har gjort et godt indtryk paa opvarterne. Den 4de oktober blev han opfordret til at melde sig for politiet i anledning banktyverisaken. Men Heredia hadde sine papirer i orden og blev sluppet ut ved 12-tiden. Han var da et øieblik indom „Grand“, hvor han ba om en adressekalender.
Han fandt hurtig det han søkte og gik saa ut igjen. Siden den tid har ingen set ham. Hans kuffert staar endnu paa „Grand“. Politiet blev varslet og har sat sig i bevægelse. Men der er intet spor efter ham. Heredia var anset for en rik mand og man sætter hans forsvinden i forbindelse med en forbrydelse. Vi staar nu og diskuterer om det virkelig er sandt, at man ad kemisk vei kan faa et legeme til at forsvinde uten at efterlate noget spor . . .
— Det er den letteste sak av verden for en kemiker, sa Fjeld. Bare man har tilstrækkelige apparater og god plads. Mine herrer vil maaske erindre den celebre Crippensak av anno 1910. Dr. Crippen dræpte sin kone og gjemte liket i en kjelder, hvor han ved hjælp av kemikalier fik det til at forsvinde. Der fandtes imidlertid en liten rest av liket, som ikke var fortært. Og denne ubetydelige rest blev strikken om hans hals. Han var en flink læge, men en daarlig forbryder.
I Amerika kan man disse kunster til fuldkommenhet. Man behøver ikke mere at sende lik med kufferter, naar man kun har tilstrækkelig klorkalk, syrer og store beholdere. — Men er man nu sikker paa, at der foreligger en forbrydelse?
— Man tror det, sa redaktøren. Der kom igaar en fransk journalist, som er her i anledning av Amundsen, op til mig. Han kom fra Berlin og paastod, at man der snakket meget om Heredias forsvinden. Han hadde mange venner, sa han. Og selv hadde han truffet ham i Paris.
— Hvad het han, spurte Fjeld.
— Ja hvad het han? mumlet redaktøren. Han gav mig sit visitkort, men det ligger i min frakkelomme. Forresten er vel fyren her i aften. En høi, vakker kar med kortklippet haar. Og særlig kjendetegn: blind paa det høire øie og noen uhyre næver. Jeg tror, han representerer „Le Journal“ . . .
Fjeld tok farvel. En ubestemt anelse om en nær forestaaende fare grep ham. Han følte mere end nogensinde sin fysiske svakhet. Og for første gang fløi der en skygge av anger gjennem hans haarde sind — en nagende tvil, der grep som en tung klo om hans hjerte. Hadde han i sin blinde tro paa sin viljes suverænitet øvet vold mot sit eget liv og sin egen lykke? . . .
Han var kommen ind i balsalen. Valsens rytmer gynget gjennem rummet. Der svevet den lykkelige sydpolsfarer over tiljerne med en ung junonisk frue, — og alle byens veldresserte danseløver hvirvlet sig i deres kjølvand. Og alle ansigter var præget av den vemod, som en smegtende vals altid fører med sig. Den er jo sentimentalitetens triumf, — den kvikker op et andenklasses hjerte med den smule sorg, der likesom skal til for at gjøre en jevn dagligdags sjel lykkelig.
— Dr. Fjeld, sa en ung stemme bak ham. Nu undgaar De mig ikke!
Han vendte sig hurtig. Det var Katarina Sarow, som stod for ham. Meget blek, men vidunderlig vakker i sin hvite tyllkjole. Hun hadde lagt sin behanskede haand paa hans arm og det var som en het blodstrøm skyllet gjennem ham.
Det var de øine, han elsket, det var den mund, han hadde kysset i sine drømme, — det var hans haap og hans kjærlighet, som stod for ham.
Og han følte, hvorledes hans egne længsler dirret mot ham fra de blaa øine, som saa trofast og spørgende hang ved hans læber. Hvad hadde ikke professoren sagt . . . Det var som en klump krøp ned i hans hals, en klump av raadvildhet . . .
— Nu skal De svare mig dr. Fjeld. Vi var saa gode venner, — hvorfor undgaar De mig? De flygter, naar De ser mig. De kommer aldrig op til os. Hvorfor? Hun talte hurtig og stakaandet og med et bekymret tonefald — som en sykepleierske til en patient.
— Undgaar jeg Dem? mumlet han. „Javel, jeg undgaar Dem frøken Sarow, fortsatte han med feberagtig hast. Jeg flygter for Dem. Vet De hvorfor? Fordi De er min viljes fiende, min hjernes uven . . . Fordi De er en god kvinde, og jeg er en daarlig mand . . . Fordi De betyder alt for mit hjerte og mine sanser . . . fordi jeg elsker Dem!
Den unge pike bøiet hodet. Der var taarer i hendes øine.
— Og jeg, sa hun stille, søker Deres selskap, fordi De bestandig er i mit sind . . . fordi De eier alle mine tanker, alle mine længsler, alle mine drømme . . . fordi jeg elsker Dem!“ . . .
— Katarina, sa han ømt . . .
Der rørte nogen ved hans arm. Det var redaktørens ivrige ansigt.
— Aa undskyld at jeg forstyrrer, — sa han hæseblæsende. Her er franskmandens visitkort. Jeg fandt det i frakkelommen. Værsgod! . . . Og kanske frk. Sarow har en dans tilovers for en gammel ven . . .
Fjeld saa efter dem, mens han krammet kortet i haanden.
Lykke, ulykke, rikdom, sorg, . . . elskov, ensomhet . . . mumlet han. Jeg trækker i mit livs lotteri . . .
Han vendte kortet i sin haand og læste mekanisk: