De Knyttede Næver/Kapittel 6
Der faldt et matt gaslykteskin over den fremmedes ansigt. Det var rødt og oppustet, men Fjeld merket sig, at de hænder, som fingret med laasen var merkelig smaa og hvite.
Han mistet ingenlunde fatningen, da Fjeld rolig og sindig skraadde over gaten, men bukket dypt og ærbødig.
— Dr. Fjeld, formoder jeg, sa den fremmede paa tysk, men med en uttale, som tydet paa, at hans vugge hadde staat under sydligere himmelstrøk. De undskylder, at jeg staar her utenfor Deres port og ser paa denne merkværdige laas. Jeg er specialist i denslags ting, ser De. Men det er ikke saameget laasen, som er gjenstand for min beundring, skjønt . . .
— Tillater De, at jeg avbryter, svarte Fjeld paa samme sprog som den fremmede. Jeg er læge og De kommer sent — gjælder det en syk eller ønsker De selv . . .
— Nei slet ikke, sa manden gemytlig. Jeg er frisk som en av himmelens fugle. Naar jeg kommer sent, er det ikke min skyld. Politiet har opholdt mig. Jeg maatte trykke alle mine fingre paa et stykke papir og svare paa en mængde spørsmaal . . . Banktyveriet, — der var en merkelig skarp betoning paa det sidste ord i den fremmedes flytende talestrøm — har nok sat fluer i hodet paa d'herrer dernede. Men jeg hadde mit alibi iorden. Det var en satans masse vrøvl, for jeg taler et meget daarlig norsk. Derimot læser jeg godt det skjønne sprog, hvori Ibsen har uttrykt sig saa mesterlig — og jeg har læst meget i løpet av dagen. Aa — alle de aviser, jeg har slukt . . .
— Jeg forstaar ikke rigtig, hvor De vil hen, sa Fjeld rolig. Jeg er ikke detektiv og banktyveriet interesserer mig ikke mere.
— Virkelig? den fremmede slog ut med de fine hvite hænder. Nei, selvfølgelig! . . . Mit navn er Mario Heredia . . . ingeniør og handelsreisende. Jeg reiser i — staal . . . Tilfældigvis har jeg hørt, at min ven Erko er i byen, at han bor hos Dem. Jeg skulde meget ønske at træffe ham i aften. Det er en særdeles vigtig sak baade for ham og for — Dem.
Der var en svakt truende klang i stemmen. Men Fjeld lot ikke til at ta notis av det.
— Erkos venner er mine, sa han venlig. Vil De ikke træde indenfor? Erko er nok gaat tilsengs, men jeg antar, at han til enhver tid har en stund tilovers for sine venner . . .
Erko sat i sit lille loftsværelse, da Fjeld traadte ind.
— Der sitter en mand nede i salonen, hvisket Fjeld, — han kalder sig Mario Heredia.
Erko reiste sig hurtig. — Mario Heredia, mumlet han hæst.
— Ja, fortsatte Fjeld, og han mistænker os for banktyveriet. Er han farlig — pengeutpresser, spekulant eller hvad?
— Han er djævelen selv, skrek Erko angst. Vet han noget vil han presse os som citroner. En vampyr er han. Han vil aldrig slippe os . . . Vi arbeidet sammen i Berlin, og jeg lot mig bestikke av hans gemytlige rundhet. Dengang holdt jeg netop paa med eksperimenter for en smeltehytte i Bøhmen. Det gjaldt en ny metode med hensyn til wolframstaal . . . Han hang over mig dag og nat . . . han stjal alle mine ideer, han benyttet sig av min fortrolighet . . . den forbandede løgner. Tilfældet har kastet den djævel i vor vei . . . vi er fortapt.
— Jeg forstaar, sa Fjeld. Han aner alt og vet ingenting . . . Overlat ham til mig.
— Vogt dig for Heredia, — han er ingen almindelig mand. Naar han lugter penger, er han som en hyæne. Han er et produkt av alle laster, en bastard av lumpenhet og pengegriskhet — slik som man kun ser dem i lande under æquator. Han er født i Buenos Aires rendestene . . .
— Naa — da er han ikke noget for dine nerver, lille Erko, — bli hvor du er, saa skal jeg forsøke at underhandle . . . Jeg sier du er træt iaften og ber ham komme igjen en anden dag . . .
— Men jeg vil saa nødig træffe ham.
— Du skal aldrig se ham mere, sa Fjeld, idet han gik hen til døren. Aadslet hører ravnene til, tilføiet han, og skyggen av et haardt, ondt smil vansirte et øieblik det lyse ansigt.
Erko saa bekymret efter ham med sine store, brune hundeøine.
— Det blir en kamp mellem en tiger og en kvælerslange, mumlet han. Heredia forstaar, at det er mig, som staar bak det panserbrytende staal. Den eneste mand, som kjendte til mit arbeide, — og han skulde netop være her. Hvor grusomt dog tilfældet er!
Han reiste sig. Slukket det elektriske lys og listet sig forsigtig efter sin ven . . .
Mario Heredia hadde anbragt sig i en av de største stole i salongen. Fjeld saa straks, at han hadde valgt sin plads med forsigtighet. Ansigtet befandt sig i skyggen, og han hadde ryggen fri. Den ene haand var skjødesløst stukket ind i en av kappens store skraalommer.
— Erko er gaat tilsengs, sa Fjeld rolig. Men vi forstaar, hvorfor De er kommet hit. Og da kan De jo likesaa godt konferere med mig. Jeg vilde imidlertid være taknemmelig, om De lot være at fingre med den revolver, De har i brystlommen. Konversationen faar altid noget tvunget ved sig, naar en av parterne tyr til bevæbnede argumenter. En Browning — ikke sandt?
Heredia lo forcert. — De har ret, sa han. Nøiagtig en mand efter mit sind. Ingen dikkedarer og komplimenter. Like til saken. Altsaa — hvormeget gir De for at jeg skal glemme den kjendsgjerning, at Ilmari Erko for tiden er den eneste mand i verden, som har kunnet lage slike staalbor som de, der er benyttet igaarnat? . . . Men jeg kjender Erko. Han er et geni, men en troskyldig nar. I denne sak har han været hammeren, men De haanden. Et smukt arbeide -— min kompliment! Jeg kjender endel av Deres kolleger i Berlin og Paris, — de vilde gi halvdelen av sit liv for at kunne klare et panserhvælv med saamegen eleganse. Jeg vet ogsaa av folk, som gjerne vil gaa i kompani med Dem og vise Dem veien til hvælv, hvor der ligger millioner — ja milliarder ophobet.
Argentinerens stemme hadde faat en underlig hæs og ophidset klang.
— Vi kommer bort fra hovedsaken, sa Fjeld tørt De forivrer Dem. Jeg indrømmer villig, at det er mig som har tat disse pengene. Men jeg agter ikke at dele med nogensombelst. De faar ikke en øre, Signor Heredia.
— Men De indrømmer altsaa, at det er Dem, som har neglet den halve million ved hjælp av Erkos staalbor og sprengstof?
— Selvfølgelig. Ved et tilfælde er De kommet i besiddelse av en hemmelighet, som De vil slaa mynt av, men jeg forsikrer Dem, Signor Heredia, at den ikke vil komme videre.
— Hvorledes det?
— Fordi hemmeligheten vil dø med Dem. Der vil, før De faar snakke med noget menneske, hænde Dem noget meget alvorlig.
Heredia saa forbauset op.
— Well, sa han likegyldig, jeg er ikke nogen grønskolling og lar mig ikke kvæle som en rotte i denne fælde. De nævnte for et øieblik siden noget om Browning — den har tat mit forsvar ved mange anledninger, som var mere kritiske end denne.
— Det glæder mig, at De er forberedt paa det værste. Men De tar feil, naar De tror, at jeg vil ha Deres kadaver liggende her hos mig. De kan gaa som De kom. Men jeg skal allikevel ramme Dem.
— De skræmmer mig ikke, sa argentineren. Betal mig en tredjedel, eller la mig si 150,000 kroner, saa skal der aldrig komme et ord over mine læber. De og Erko har jo nok allikevel. Eller gaa i kompani med mig og mine.
— Nei, sa Fjeld. Jeg gaar min egen vei. Stol paa det. Mit ideal er ikke at fordele livets og lykkens brød i saamange smaa portioner, at det strækker til for alle. Jeg tror paa de store skjæbners hensynsløse hunger og selvtagne ret. Si det til de fæ, som kryper omkring i sine ynkelige forbrydelsers sneglehus.
Heredia saa op.
— De er gal, sa han. Eller blir det, hvis De da faar anledning til at pleie Deres stormandsgalskap. Man stjæler ikke av teori, men fordi man vil skaffe sig mange penger paa en letvint maate. Det agter jeg at gjøre. — Heredia reiste sig. — Vil De vise mig veien ut, sa han og gapet let. Jeg antar, at De er av de mænd, som holder sit ord. Det er taabelig av Dem at slippe mig ut levende — uten de 150,000 kroner. Jeg har grepet paa Dem — the Hammerlock. Jo mere motstand, desto sikrere er De paa at havne med skuldrene i gulvet . . .
Han gik langsomt mot døren med øinene stift heftet paa sin motstander. I den store, rummelige entré sat katten „Pajazzo“ paa sin pute og stirret med vaktsomme øine paa de mænd, som med saa stor forsigtighet bevæget sig gjennem hallen. Den saa, hvorledes Heredia bøiet sig ned for at ta paa sig sine galosjer, hvorledes hans haand famlet omkring støvleskaftet, og hvorledes han med en pludselig bevægelse hævet kroppen og rettet et voldsomt støt mot Fjeld. En lang spansk machetas blinket i hans haand. Det var et støt, som var vel kjendt blandt gauchoerne paa Pampas. Det risper underlivet op paa en mand i brøkdelen av et sekund.
Men i samme øieblik, som Heredias gjorde sit vældige sprang, var der en, som klamret sig om hans fot. Det var Erko, som med opbydelsen av alle sine kræfter slet i argentinerens høire ben.
Det reddet Fjelds liv. Støtet traf ham i knæet og rispet en vældig flænge i laaret helt op til lysken. Heredia hævet armen til et nyt støt, mens han forsøkte at sparke dvergen fra sig.
Da hændte der noget ganske forunderlig. Katten „Pajazzo“, som hadde fulgt kampen med strittende haar, styrtet sig over argentineren og klorte ham i ansigtet, mens en dyp, gurglende fræsen stod den ut av svelget. Med et vildt brøl slap Heredia sit farlige vaaben og rev sin revolver frem av brystlommen.
Men det var forsent. Et frygtelig støt under det femte ribben slog ham til jorden, og skuddet gik i taket. Heredia reiste sig og hans fine, hvite hænder grep om Erkos hals. Dvergens ansigt blev blaat, han slap sit tak.
Men da var Heredias dage talte, — et kort, skarpt knald, og det tykke, oppustede hode sank ned paa hans skuldre. En tynd blodstripe silret langsom ned fra den venstre tinding, og hele det tykke, lille legeme sank sammen.
Fjeld stod endnu med revolveren i haanden. Han var likblek. En lang stripe av blod fulgte ham, da han møisommelig bøiet sig over Heredia.
Argentineren bevæget læberne.
— Vær ikke tryg, hvisket han. Hevnen kommer — François Deima vil nok . . .
Mere fik han ikke sagt.
Mario Heredia hadde endt sin lange, slitsomme og smudsige jagt efter lykken. Men Jonas Fjeld sank bevisstløs over sin faldne fiendes lik.