De Knyttede Næver/Kapittel 5
— Det er daarlig bevent med mig, mumlet Fjeld, da han langsomt gik til sit hjem. Barnesygdomme er ofte farlig for voksne. Og jeg lider av kjærlighetens røde hunde. Han lo forcert.
— Der findes imidlertid en god medicin, fortsatte han. Den har reddet saa mangen en bra mand fra sentimentalitetens og føleriets utslet. Jeg duer ikke til at forkjøle mig utenfor en efeubekranset altan med en mandolin mellem fingrene . . . Vel er jeg en tyv, men jeg formaar ikke at stjæle et godt og tillidsfuldt pikehjerte. Saa faar jeg heller forsøke den gyldne eleksir, aqua deliciae et amoris. Og den har jeg gudskelov nok av.
Fjeld stanset utenfor sin port og lukket sig ind. Gik gjennem den hemmelige dør ned i kjelderen, hvor alle tegn paa gaarsdagens virksomhet var forsvundet. Det var nu kun en læges arbeidsrum og laboratorium.
I det ene hjørne stod et skelet paa en sort sokkel. Fjeld trykket sterkt paa skelettets høire stortaa. Der hørtes en surrende lyd, som et urverk der sættes i bevægelse. I næste øieblik faldt hele sokkelens forstykke fremover og et pengeskap kom tilsyne. Fjeld aapnet det med en liten staalnøkle og foran ham laa den halve million, som alle byens flinkeste sporhunde nu var paa jagt efter.
Erko hadde ordnet myntsorterne i rader og bundter efter værdi og nationalitet. Guldpengene befandt sig i smaa skindposer.
Fjeld tok en bunke sedler og stak til sig. — Her er medicin for dem som maa resignere, hvisket han, — den gyldne medicin for ens hjertes bekymringer og sorger.
Saa laaste han omhyggelig efter sig og gik ut.
Det var en deilig høstdag. Stormen hadde blæst byen ren. Røkhatten om dens hode var forsvunden og et skarlagenrødt streif fra den synkende sol strøk kjærtegnende hen over høstens gule prakt.
Og mens Jonas Fjeld vandret nedover Slotsbakken, gik byen ind i mørket. De elektriske buelamper tændtes paa Karl Johan. Kong Dag la sig ned paa sit leie og dronning Nat med det bleke ansigt og de stjernegrønne øine steg op paa sin trone.
Arbeidet var forbi og det var som om byen strakte sine lemmer efter dagens slit. Der blev folksomt paa gaterne og opover Karl Johan gik der en stadig strøm av glade, ubekymrede mennesker. De gned sig formelig op til hinanden av veltilfredshet, smil og latter krydset hinanden, mens dagens sidste minde dvælet som et matgyldent solstreif over Victoria Terrasses kupler.
Det var „7-toget“, som kom: Handelsmanden fra sit kontor eller sin disk, studenterne fra den sidste forelæsning, smaa backfischer fra sin sidste kake til den første forelskelse, dristige konfektionøser med megen erfaring i blikket og stilfærdige gatepiker med friskt farvede kinder og en utpræget ædruelig tendens henimot det, som sømmer sig en anstændig dame.
Jonas Fjeld hørte ikke til de jevne asfaltslitere. Men idag nød han denne glidende strøm av ubekymret livsglæde. Han fraadset i al den glade intetsigende summen, som lød ustanselig — i bas og diskant, i latter og kurtise — og fyldte gaten med en velgjørende disharmoni. Og over det hele hørte man fra hjørnet av Grand de stadige ul fra avisgutterne. De hadde en av sine gode dage til held for deres lunger. Skrikene stod ut av deres svelg som røde flammer. Og folk blev rent i godt humør over deres jammerlige verop ianledning av den sidste ulykkelige hændelse: det store banktyveri.
For hvad er saa behagelig for ens nerver som andres ulykker! Det er livets manna for den, som vandrer i den uavladelige, uforanderlige lykkes ørken.
Fjeld svinget ind paa Grand. Lokalet var fyldt til randen av folk. Der summet imot ham en uavladelig konversation om de stjaalne hundretusener. Hvert hjørne hadde en profeterende detektiv med en uforgripelig formening. Man diskuterte avisernes utlægninger og hypoteser, gjendrev hverandre med slag i bordet og mange pjoltere. Ja, selv forfatterne hadde opgit sit daglige tema om medmenneskelig idioti og var gaat over til skarpsindige granskninger av affærens fakta.
Der sat endog Stein Riverton og nød sin cigaret og sin sakkyndighet med en smilende taushet. Ti han og Asbjørn Krag visste nok, hvem der hadde fortæret bankens skatte!
Men den lille sinte historiker stod op og svor paa, at det maatte være en dansk politiker, som hadde stjaalet pengene. Var Alberti sluppet løs — he?
Fjeld gik videre. I en av kaféens siderum traf han en gammel ven, en kjendt journalist, redaktør for en av byens største aviser. De slog sig sammen og gik ind i speilsalen.
Skjønt det var tidlig paa aftenen, vrimlet det av folk, sene middagsgjester og unge vivører, som prepareret sig for en bedre souper med et let aperitif.
— Ikke spist middag endnu, sa redaktøren paa sin korte lapidariske maate, — skulde æte mine gamle galosjer, hvis der ikke fandtes andet. Skal vi soupere — — — naa, der har vi direktøren. Godaften! Godaften! — Kjære hr. Bjølgerud — kan De lave os en av Deres berømte kombinationer med egte kaviar, Strassburger og slikt noget. De kan det, hr. direktør. Fædrelandets øine er rettet paa Dem.
Direktøren smilte huldsalig. — Jeg skal ikke gjøre fædrelandet skam, men hvad vil herrerne drikke?
— Overlat mig vinkartet, sa Fjeld. Det er en festdag for mig — en slags begravelse, som kræver yderst gamle aarganger.
— Som du vil, sa redaktøren. Jeg sier ikke nei til et symposion. Der findes ikke trevl av fornuft i min skalle. Jeg er uttømt. Banktyveriet vet du. 4½ spalte imorgen tidlig. Nye formodninger, nye spor, ny panik og fanden og hans oldemor. To timers konferanse med bankdirektøren, Schmelck, Rynning, smedemester Andersen og pengeskapsfabrikant Olsen. Fem reportere til alle kanter. En mand til overskrifter, en til milieuskildring, en til formodninger, en til børsen og en til Bodsfængslet. Jo, jo, man driver moderne journalistik.
— Og resultatet? spurte Fjeld.
— Nul, sa redaktøren arrigt. Se der har vi politifuldmægtigen ved opdagelsespolitiet. Ham kaprer vi. Han ser blek og forsulten ut den stakkels mand. Ingen anden føde end rapporter, forhør og veklager . . . Du har ikke noget imot, at vi . . .?
Politifuldmægtigen var i civil. Han blev hentet ved hjælp av en opvarter. Der blev presentert.
— Staar til? spurte redaktøren.
— Skidt, svarte politifuldmægtigen. Jeg er dødstræt. Blev vækket idagmorges kl. 7 og har ikke set mat siden. Mine herrer undskylder . . . Og dermed hugget lovens mand sig fast i en hummer, nød glæden ved kaviaren, smattet velvillig ianledning av Strassburgeren, fugtet sin uttørrede hjerne med en Clos de Vougeot fra 1894, henfaldt i milde epikuræiske betragtninger over fasanen med en utsøkt aargang av Pommery nature, hidset sin betrængte fantasi med et glas Bual til camemberten og talte mangt et stort ord ved ferskenen med den uundgaaelige „gule enke“. Samtidig saa han sig ivrig omkring.
— Hvad er det, De kikker efter? spurte redaktøren.
Og det spør De om, hvisket fuldmægtigen forsigtig. Banktyvene naturligvis. De kan bande paa, at de gode herrer tar sig en god super iaften. Og her findes de — vær sikker, hvis de i det hele tat er nogen steder. Det er fine folk disse tyvene. Gentlemen som os selv. Videnskabelige forbrydere til fingerspidsene. Professorer i indbrud om jeg saa maa si. Der findes ikke fem indbrudstyve i hele verden, som kan sidestilles med de folk, som her har været paafærde.
Vi hentet vor mest professionelle skapsprænger fra Bodsfængslet — en mand, som har været i Amerika og lært kunsten der. Han saa paa det hele med den mest uforstilte forbauselse.
Saa tok han luen av sig og bukket. — Slikt noget har jeg aldrig seet, sa han. Jeg skulde ønske at træffe den mand, som har gjort det stykke arbeide. Det er fa'n ta mig ikke nogen haandverker; men en kunstner. Jeg har kjendt Joe Johnson fra Kentucky. Han var Amerikas fineste brækjern. Men Joe er en grovsmed mot den mand, som har slaat skallen ind paa det panserhvælv der . . .
— De tror altsaa, at denne „kunstner“ sitter her? spurte Fjeld.
— Det vilde ikke undre mig, svarte politifuldmægtigen. De internationale tyve er mænd, som forstaar sig paa den rigtige nydelse av livets goder. De elsker lys, pragt, smaapiker og champagne.
— Som vi andre, lo redaktøren.
— Netop, istemte politifuldmægtigen, rød i toppen av iver. Hvorpaa samtlige tømte sine bægere og gik over til en mokka med de obligatoriske væsker samt Uppmanns vidunderlige fabrikata.
— De tror altsaa, at disse banktyve er utlændinge, spurte Fjeld.
— Selvfølgelig, sa hans bordfæller.
— Men da maa det jo være let at faa tak i idem. Man har vel ikke saa vanskelig for at finde ut, hvilke utlændinger befinder sig i byen for tiden og hvilke, som forlater den?
— Kjære hr. Fjeld, sa fuldmægtigen overbærende. Undskyld jeg sier, at De er noget naiv. De er jo doktor og ingen kan forlange . . . Men jeg er specialist i faget . . . og jeg forsikrer, at det ofte er vanskeligere at finde en forbryder i en storstad end en synaal i et hølæs. Men nu er vi i det gunstige tilfælde, at vi vet hvem manden er. Vi har hans signalement, vi vet hvorfra han er kommen, vi har endog — og her sænket fuldmægtigen stemmen og saa sig forsigtig om — hans fingeravtryk . . .
Redaktøren sprat op. Hvad sier De? Og det har De ikke fortalt mig?
— Hysh, — hvisket politifuldmægtigen. Ingen indiskretioner. Det er ikke mere end to timer siden, at en av vore betjente i det ene hjørne av panserhvælvet fandt et stykke avispapir med blodmerker. — En av tyvene er blet saaret under arbeidet i haanden og har tørket blodet væk med et stykke av en tysk avis, som han har bragt med sig fra utlandet. Det var „Frankfurter Zeitung“ for den 29de september. Idag har vi den 4de oktober. Hvad kan man slutte herav? Jo at tyven eller tyvene er reist hit fra Tyskland og er av tysk nationalitet. Og at de er kommen hit til byen den 1ste oktober.
Endvidere har vi et høist værdifuldt fingeravtryk. Det viser sig her som i tusende andre tilfælde, at selv den klokeste fyr røber sig ved en eller anden uforsigtighet. Der findes i denne affære ikke andre spor end denne „Frankfurter Zeitung“ og dette fingeravtryk. Det er ikke meget, men det er mer end tilstrækkeligt! . . .
Redaktørens ører strittet. Kan jeg benytte dette i mit referat?, sa han . . . med en anerkjendelse til vor udmerkede opdagelsespoliti, som i denne sak osv. . . .
— Gjerne det kjære ven, men hold mig utenfor. — De vet, diskretion — Skaal!
Redaktøren ilte til telefonen.
— Der er ogsaa opdaget noget andet, sa politifuldmægtigen med nedlatende hemmelighetsfuldhet, men jeg turde ikke fortælle det til min ven blækklatten. Jeg kan formentlig stole paa Deres diskretion — ?
— Selvfølgelig!
Jo, saken er, at konstabel nr. 429 Olai Skullerud har indberettet, at han angjældende nat har set en stor, tyk herre i en gul kappe passere to gange forbi hans vaktstrøk i Prinsens gate. Første gang ved 11-tiden og anden gang omkring klokken 3. Han blev avløst like efter. Han husket denne tykke fyren, sa han, fordi det var det eneste menneske han saa den nat. Det stormet ganske forfærdelig igaarnat — vet De. Manden hadde trukket en hætte over hodet, men 429 saa tydelig, at han hadde tykt, sort haar og en lang mustasje.
— Han lignet formodentlig den herre der — den tykke bak den unge skuespillerinde, . . . avbrøt Fjeld.
— Død og pine, hvisket politifuldmægtigen, og hans noget duggede øine blev gule av iver, — der sier De noget. Et rigtig galgenfysiognomi. Og den svære, sorte bart — det stemmer. Han er tysker, det kan De bande paa. Jeg vil virkelig . . .
Og politifuldmægtigen ilte ufortrøden hen til den ensomme gjest og spurte ærbødig, men bestemt paa det tyske sprog, om det ikke var hr. Schulze fra Berlin. Da saa manden op og svarte paa et ulastelig norsk, at han var trælasthandler Hansen fra Fetsund til tjeneste.
— Ser De, sa politifuldmægtigen, da han vendte tilbake til sit bord, det er en av de feiltagelser vi begaar og er nødt til at begaa. Hver eneste tysker, som er ankommet hit de sidste dage vil bli tvunget til at la sig fingeravtrykke. Og hver eneste abonnent paa „Frankfurter Zeitung“ vil gaa samme skjæbne imøte.
— Men kan det ikke tænkes, bemerket Fjeld sagtmodig, at vedkommende forbrydere har villet vildlede politiet med denne avis og dette tydelige fingeravtryk.
Politifuldmægtigen lo. — Kjære doktor, sa han mildt overbærende. De er visselig en udmerket mand paa Deres omraade. Men forbryderteknik kjender De ikke noget til. Vi mænd av faget har et sikkert instinkt for denslags ting. Vi lugter saa at si forbryderen og alle hans knep gjennem den skikkeligste maske. Det er den tykke tysker i den gule kappe, som sammen med en lokalkjendt hjælper har bedøvet Fredriksen, sprængt pengehvælvet med pikrinsyre eller skytebomuld og knepet halvmillionen.
— Undskyld, at jeg blander mig op i denne affære med mit ynkelige lægmandsskjøn, sa Fjeld med en ærbødig gestus for den overlegne sakkyndighet. Jeg gik tilfældigvis forbi banken for en stund siden og tok et overblik over de avfilte stænger i det vindu, hvorigjennem tyvene var kommet ind i lokalet. En tyk mand vilde aldrig ha kunnet trykke sin mave gjennem den trange aapning, hvis han da ikke var utstoppet, da konstabel Skullerud saa ham. Selv en mand av min statur og bredde vilde ikke uten vanskelighet komme gjennem det naaløie.
Politifuldmægtigen maabet forundret. — Det er ikke saa dumt, hvad De der sier. Jeg har sandelig ikke set saa nøie paa stængerne. Undskylder De . . . jeg maa nu ned og kike paa de tyskere, som er bragt ind paa stationen. En behagelig aften dr. Fjeld, og tak for Deres sidste vink. Ikke ilde. Jeg haaper paa Deres diskretion. Farvel! . . .
Fjeld blev sittende alene.
Loven og pressen var gaat hver til sine pligter. Men forbryderen, det jagede vildt, sat der i ensom uberørthet og lot de blaa ringe bølge sammen over sit hode og nød den glade larm omkring sig, — de blanke, fristende kvindeøine og hele den straalende jagt efter at fylde den graa hverdag med nogen timers dans i forgaarden til Venus og Bacchus’ templer.
Da klokken var et gik Fjeld hjemover. Han hadde faat ro og balanse. Hvad skulde han med kjærlighet, egteskap og en uavladelig slet samvittighet?
For ham fandtes der ét av værdi her i verden: Den daglige spændings nydelse og troen paa det ensomme menneskes suverænitet. Han sorterte ikke under borgerskapet, han levet utenfor loven, — han stjal og han dræpte, — kun dækket av sin egen vilje og sin egen klokskap . . .
Saaledes gik Jonas Fjeld langsomt til sit hjem. Han hadde valgt livets uveir, — han følte nydelsen ved at piskes av spændingens storme. Han var en av de lykkelige ulykkelige, som lider av selvforbrændingens begjær, for at frelse sig fra det overmaal av livsattraa, som fortærte ham. Det var den overmenneskelige livsenergi, som fører én ind i vanvid, en anden i samfundshat — Zarathustras lille fylking, der elsker krigen og forbrydelsen som natsommerfuglen de luer, i hvilke den skal fortæres . . .
Han stanset pludselig. Utenfor hans port stod der en mand og kek interessert gjennem sprinklerne efter at ha underkastet den merkelige laas en grundig granskning. Det var en liten bredskuldret fyr i en lang graa kappe og en spraglet engelsk reiselue.