De Knyttede Næver/Kapittel 4
Enkefru Sarows apoplektiske anfald gav sig hurtig. Nu laa hun mellem hvite puter og kjærlige hænder og drømmet i mild vemod over at ha undgaat døden.
Hun var en av de mange kvinder som svælger i martyriet. Hendes glæde i denne verden var sorg, forurettelser og taarer.
Langsomt men sikkert hadde hun sørget sin mand ihjel. Han var en taus og sensibel natur, som hidsedes til at slite sig ihjel Han fodret sin hustrus taarer og verop med tapet av sin livsglæde og sin skjønhetsglæde.
Jørgen Sarow var en av de naturer, som har to lidenskaper: Pligten og skjønheten. Men da ingen forstod ham, og han i sit hjem kun fandt en permanent jammer og et stadig krav paa penger og atter penger, begrov den brave mand sit lyse smil og sin stilfærdige glæde over verden. Han fik saavidt i sin lille datters ansigt se et gjenskin av det, han hadde drømt om i sin ungdom, En blodstyrtning gjorde ende paa hans uendelige pligter. Saa døde Jørgen Sarow med et lettelsens suk og et smil paa læben.
Lille Katarina var dengang 6 aar og forstod sig ikke stort paa døden.
— Se, — papa smiler, sa hun til sin mor, der i doktorens nærværelse lot taarerne rinde som en flod.
— Hvor vakker han er med det smil, sa doktoren. Jeg husker aldrig, jeg saa ham smile. Kjære Katarina, fortsatte han mildt og klappet den lille over de lange lyse lokker, din far var en sjelden mand. Han bar lidt meget, men nu har han fred. Gud glæde hans sjel!
Katarina glemte aldrig det øieblik. Mindet om den døende far med det lyse smil præget hendes liv. Al morens graat og jammer fik ikke bugt med det friske og glade ansikt, som lyste op i det lille hjem ved Parkveien. Hun blev alles yndling. Og da Jonas Fjeld i sine studenterdage bodde hos moren, følte den store kluntede student med det indesluttede væsen sig forunderlig tiltrukket av den lille pikes klare og lyse livsmod.
Det var 7 aar siden og nu sad Jonas Fjeld atter i den lille stue.
Men Katarina Sarow var i mellemtiden blit en voksen dame. Hun hadde et av disse letbevægelige ansigter, som speiler hver følelse. Det blonde haar og de mørkeblaa øine, som sløredes av lange øienvipper, kindernes barnlige linjer, der kontrasterede sterkt mot den samtidige slanke og harmonisk utviklede figur, hendes vuggende gang og myke, pludselige bevægelser gjorde hende farlig for mænd med et sterkt følelsesliv. Netop fordi hun var blottet for koketteri og raffinement.
Jonas Fjeld sad og spekulerte paa dette og mange andre ting, da han saa ind i disse dype, troskyldige kvindeøine, som saa aapent mødte hans.
— De ser blek og anstrengt ut, doktor Fjeld, sa Katarina. De rangler vel ikke?
— Aanei — ikke mere end jeg kan taale. Alkohol er en medicin for svake mennesker, vet De.
— Og De er sterk?
— Aaja. Ialfald ensidig. Det blir ofte en ren sport at beskjæftige sig med det som er mislykket for andre, jeg har sandt at si en svakhet for det usedvanlige. Vi læste vist formeget Nietzsche i vor tid.
— Og Schopenhauer. Jeg vet De foragter kvinderne.
— Jeg beundrer Dem.
— Tøv! De er nok ikke rigtig frisk. De sier komplimenter.
— Jeg sier hvad jeg mener. Men De har ret, jeg er ikke all right. Det er første gang paa lang tid, jeg føler mig riktig træt. Saa træt, at jeg kunde sidde her hos Dem hele dagen og hvile mig ut. Slik som i gamle dage, da De sad paa mit fang og fortalte eventyr.
Der for en rød sky henover den unge pikes ansigt.
— Det er saa længe siden, sa hun hurtig.
— Ja det er længe siden, mumlet han halvt for sig selv. Men jeg mindes det saa godt, fordi jeg dengang hadde følelsen av det, som andre kalder et hjem. De vet jo, at jeg er et yderst tilfældig produkt av naturen. En bastard av godt og ondt, anapartis, som farmaceuterne sier. Min far var en ædel og høisindet mand — det sier alle, — som blev ødelagt av en slet kvinde. Han reddet sig fra skammen, nedværdigelsen og ydmygelsen ved et — revolverskud. Mer er det ikke at si om den ting. Han lo haardt.
Katarinas øine var fulde av taarer. — De ligner Deres far, sa hun. De har en god mands ansigt.
Han for sammen og blev blek.
— De tar feil, frøken, sa han koldt. Jeg ber ikke om Deres medlidenhet og er den ikke værd. Hvis De visste, hvem jeg var, vilde De rødme av skam over at sidde sammen med mig her. Jeg er en merket mand, en paria, som ikke er værdig at gaa ind i et tempel. Hvis De bare visste . . . der er blod og smuds paa mine hænder, — ser De ikke det onde begjær i mine øine?
. . . Men jeg har valgt min egen lod og min egen skjendsel av fri vilje.
— Jeg har aldrig løiet for mig selv. Jeg valgte at bli en usling, en kjeltring i det almene omdømme. Jeg valgte natten for dagen, fordi det passer mig bedst. Og det ulyksalige er, at jeg er stolt av det!
Katarina saa forskrækket paa ham. — Jeg forstaar ikke — mumlet hun. — De mener, at lægens kald — jeg fatter det ikke. De — den bedste mand i verden, — aa De spøker med mig . . . ikke sandt? . . .
Det spørsmaal blev aldrig besvaret. Ti utenfor paa gaten hørtes høie skrik efterfulgt av en dæmpet mumlen. Katarina ilte hen til vinduet.
— Det er avisgutterne, sa hun. Der maa ha hændt noget forfærdelig. For aldrig kommer der avisgutter paa disse kanter. Se — folk kaster sig over aviserne . . . hvad kan det være?
Da lød der et ilskrik utfra gaten: „Stort banktyveri inat. Panserhvælvet sprængt. Vakten bedøvet. En halv million forsvundet. Spor efter internationale banktyve. Politiet har godt haap!“
Og skriket forsvandt opover Hægdehaugsveien, krøp ind porte og vinduer og spredte forfærdelse, hvor det kom.
Men Katarina Sarow lukket rolig vinduet.
— Ikke værre, sa hun muntert. — Jeg trodde minst det var en hel pikeskole, som var forgiftet. Hvad bryr vi os om disse usle pengene som ingen av os har! . . .
— Men om vi hadde nogen?
— Da graat vi en stund og bar os ilde, min kjære dr. Blodhund, sa hun med en let skygge av bebreidelse. Hvad kommer det os ved? Banken har penger nok og en lurvet tyv fortjener bare vor forakt.
Fjeld reiste sig hurtig. Han var meget blek.
— Selvfølgelig, sa han, han fortjener kun forakt og skjendsel i tusende led. En tyv er et uædelt vildt, som skal sprænges av samfundets parforceryttere. Han bør piskes ihjel av uniformen. Vi er nok enig paa dette punkt frøken Sarow. Farvel. Hils Deres mor. Glem ikke: 5 draaber digitalis hver time. Og saa kolde omslag.