Carl XII i Norge/16
Da Nordens Løve havde faaet sit Banesaar, lod det til, at en af hans Modstandere, Kong Fredrik IV, personlig vilde se at høste nogle Laurbær fra Krigen i Norge.
Den 22 Juni 1719 landede han med Kronprindsen Geheimeraad Vibe o. Fl. i Laurkullen, og 20 Juli rykkede han med en Del af den norske Hær over Grændsen og slog Leir udenfor Strømstad, hvor han tog Hovedkvarter. I Bahus stod vel den erfarne Rehnskjöld med 10,000 Mand, men vunden af Arveprindsen lod han Alt gaa sin skjeve Gang, for at Stænderne, der netop vare samlede, skulde nødes til at gjøre, hvad Arveprindsen og Hæren vilde. Mellem Strømstad og Gøteborg ligger ude i Havet den af Haakon Haakonssøn anlagte By Marstrand, hvis Havn forsvaredes af flere svære Batterier og den stærke, for uindtagelig anseede Bjergfæstning, Carlsten. Da Tordenskjold havde faaet Nys om, at Fæstningen kun havde en Besætning af 300 Mand, besluttede han at forsøge sin Lykke i Marstrand. For at erholde sikker Efterretning om Fiendens Stilling og Tilstand overtog den forvovne Mand selv det farlige Hverv at være Speider. Han iførte sig derfor en Fiskerdragt, og da han talede Svensk som en Indfødt, vovede han sig ei alene ind i Marstrand, men ud paa de svenske Skibe i Havnen, ja op paa Carlsten, idet han holdt den Fisk, han falbød, saa dyr, at Ingen vilde kjøbe den. Han undersøgte Alt paa det nøieste og lagde sin Angrebsplan.
Marstrand ligger paa en Ø under Carlsten, og der er to Indløb til dets Havn. Medens han lod sine Fregatter bevogte det sydlige Indløb, bød han at lægge sine Stykpramme og to Galeier udenfor Fortet Mallpert ved det nordlige Indløb til Havnen og afskar ved disse Foranstaltninger Marstrand al Hjælp fra det faste Land. Paa Koøen, der ligger ligeover for Marstrand, landsatte han derpaa 6–700 Mand af Flaadens Soldater, Artillerister og Matroser for der at anlægge Batterier, medens to af Admiral Judichær byggede Flydebatterier og nogle andre Bombardeerskibe haledes tæt hen under Nordvestkysten af Koøen, hvorfra Tordenskjold begyndte at bombardere Fæstningen og Batterierne i Havnen. Uagtet de Svenske aabnede en heftig Kanonild mod Landgangskorpset paa Koøen, lykkedes det dog de Norske at anlægge deres med svære Kanoner og Mørsere forsynede Batterier, der ikke undlode at besvare den svenske Ild fra det høie Carlsten. Et Angreb paa Koøen blev afslaaet, og da Alt var færdigt, landede Tordenskjold Søndagmorgen 23 Juli Klokken 9 med 200 Mand paa Nordsiden af Marstrand By, som efter kort Modstand kom i hans Magt. Da paa samme Tid hans Stykpramme rykkede frem i Havnen, og det nordligste Batteri blev erobret, forskrækkedes Mandskabet paa de svenske Orlogsskibe og søgte Redning op paa Fæstningen, inden de bleve afskaarne. Ved Granater fra Koøen paaskyndte Tordenskjold Flugten fra Skibene, som han derpaa søgte at besætte med sine Folk og redde; men da de Svenske fra Fæstningen nu lode sine Kanoner spille paa sine egne Skibe, lykkedes det ham kun at tage 4 Orlogsskibe med 133 Kanoner og Svingbasser og 1 Koffardiskib. De øvrige, nemlig 4 Linieskibe, 1 Fregat, 2 Skytsskibe og 1 Jagt, førende tilsammen 312 Kanoner og Svingbasser, 2 Brandere og 1 Koffardifartøi, sank i Havnen. De 5 Batterier, der skulde forsvare Havnen, bleve med deres 25 Kanoner tagne. I Byen faldt ogsaa 20 Kanoner i Tordenskjolds Hænder. Klokken 9 Søndagaften var Marstrand med dets Havn i Tordenskjolds Magt og den svenske Orlogsflaade der taget eller ødelagt.
Nu var vel Hensigten med Angrebet opnaaet, men da Tordenskjold var bleven Herre over Byen og Havnen, fik han ogsaa Lyst paa Carlsten. Han begyndte derfor strax at bombardere Fæstningen, som derved led meget. Blandt andet sprang en Krudtkasse og opbrændte et Kornmagasin. Da man fra Fæstningen begyndte at beskyde Byen for at drive Fienden ud af samme, hjalp den menneskekjærlige Helt Borgerne i at flytte deres Familier og kostbareste Bohave ud paa den nærliggende Kløverø, hvor Alt var i Sikkerhed. Da det var umuligt selv for en Tordenskjold med saa faa Tropper at bemægtige sig den stærke Bjergfæstning med Vaaben, tog han sin Tilflugt til List. Ved en dristig Speider, Kapitain Kleve, som i sin Ungdom havde været en stærk Partigjænger[1], fik han Underretning om, at den største Del af Besætningen var Sachsere, der vare misfornøiede[2]. Disse søgte han ved indkastede tydske Skrivelser endnu mere at opægge mod Kommandanten, Oberst H. Danckwart, en svag og lettroende Mand, som han fik indbildt, at han raadede over en større Styrke, end han havde, og daglig ventede en betydelig Forstærkning, hvori han og havde Ret, da den norske Hær laa i Leir ved Strømstad. Disse Bestræbelser lykkedes. Da et Krudtmagasin under Bombarderingen sprang i Luften, Kommandanten og hans Familie for Bomber ei var sikker paa eget Liv, og hans Søster, to unge Døttre. Kvinder, Børn og hans misfornøiede tydske Soldater samtlige trængte ind paa den stakkels Kommandant, indlod han sig paa Underhandlinger. Tordenskjold overlod det til Kommandanten at lade undersøge, hvor anseelig en Styrke han havde i Byen. Han sendte ogsaa en Ofsicier ned, som Tordenskjold trakterede med en god Frokost og derpaa selv førte om, efter at han tilforn havde ordnet det saa, at de samme Soldater flere Gange bleve opstillede i de forskjellige Gader. Kommandanten sluttede den 26 Juli en Kapitulation. hvorefter Besætningen skulde drage ud af Fæstningen under klingende Spil og med Vaaben Søfolkene med al deres Bagage og Alle med sin private Eiendom. Da Tordenskjold var saa hurtig i Alt og en stor Hader af alt Sumleri, blev han utaalmodig, da Klokken slog 3 og Besætningen ei viste Tegn paa at forlade Fæstningen. Da har han den Dristighed, at han ei blot med 100 Mand marscherer op til Fæstningens lille Port, hvor kun 2 Mand ad Gangen kunde komme igjennem, men selv gaar ind, ledsaget af 2 Søofficierer og nogle af sine fermeste Chaluproere. Han banker paa og gaar med Kaarden i Haanden lige ind i Fæstningen til Kommandantens Hus og raadte: „Hvad Djævelen nøler I efter? Hvi bier I med at trække ud? Ved I ei at Tiden er forløben efter Kapitulationen?“ Kommandanten blev forbløffet og istedetfor at bemægtige sig Vovehalsen med hans Ledsagere bød han de tydske Soldater først at rykke ud, hvilke Tordenskjold selv saa godt som drev ud med Kaarden i Haanden. Derpaa lod han sine egne Folk rykke ind og besatte strax alle Poster. Svenskerne droge strax efter ud med alle militaire Æresbevisninger, og Tordenskjold bevertede samtlige svenske Officierer paa det gjestfrieste ombord paa sit Skib, inden han under sikker Bevogtning sendte dem og deres Eiendom tilbage til deres Landsmænd. Tordenskjold lovede Dankwart, at hvis han vilde gaa med ham til Danmark, vilde han skaffe ham hos Kongen sin Herre en anseelig Pension for Livstid samt hans Døttre forsørgede efter ham, men Obersten afslog til sin egen Ulykke Tilbudet. Da han kom hjem til sine Landsmænd blev han stillet for en Krigsret, dømt fra Livet og i Oktbr. samme Aar halshugget, og en Del af hans underordnede Officierer bleve jagede ud af Tjenesten.
Man skal aldrig have seet Kong Fredrik saa glad som da han modtog Efterretningen om Marstrands og Carlstens uventede Erobring. Han opholdt sig i Leiren lige til Midnat i Selskab med alle Generalspersonerne. Ved Bortgangen tog han General Lützow naadefuld om Livet, og sagde blant andet: „I kan være forvisset, at vi ville bevise Eder og alle vore troe Tjenere al Naade og Belønning.“ Han roste ogsaa meget sin kjære Tordenskjold, som han under sin Nærværelse i Marstrand udnævnte til Viceadmiral og forærede sit Portræt besat med Diamanter[3].
Samtidig med Kongens Indrykken i Bahus beordredes Generalmajor Budde med 4 Regimenter over Kongsvinger at gjøre Indfald i Vermeland. Han rykkede frem mod Eda Skandse, hvor nogle Forpostfegtninger forefaldt, hvorved Lieutenant Balch især udmærkede sig; nogle Faa faldt, men Intet udrettedes[4].
I Oktober sluttedes en Vaabenstilstand der forlængedes til 3 Juli 1720, da Freden til Fredriksborg endte den sørgelige store nordiske Krig, der ubodelig svækkede de tre skandinaviske Riger.
- ↑ Rothe II 153.
- ↑ 200, der begyndte at gjøre Opstand, medens der kun var 91 Svenske. Bussæus 209.
- ↑ 2 smukke Medaljer bleve slagne til Erindring om denne lykkelige Begivenhed (Rothe II 210), og Tordenskjold pristes i maadelige Digte af F. Rostgaard og P. G. S., hvilke findes i Samling af smukke danske Vers III 219.
- ↑ Beretning om den norske Hærs Indfald i Sverige 1719 af J. W. Klüwer i Norske Saml. I 153.