Cardinal Alberoni og Carl XII
Montesquieu’s „Reiser“ (1728–1730), der i Form af en Dagbog første Gang udkom paa Tryk i 1894–96, er et Værk, der synes lidet kjendt af professionelle Historikere, men som dog indeholder en Mængde Oplysninger til nærmere Forstaaelse af de samtidige Forholde i England, Tyskland og Italien. Paa disse sine Reiser har den store Retslærde og Philosoph, som let forstaaeligt, kommet i nær Forbindelse med en Række fremragende og høitstaaende Personligheder, der alle fremføres for Læseren efter at have været under behørig Examination af den reisende Forfatter. At han ikke har været kræsen med sin Omgang, naar det gjaldt at tilfredsstille sine videnskabelige Interesser, kommer tilsyne i hans Omgang under Opholdet i Venedig med Renegaten Grev de Bonneval, en Eventyrer med stor Begavelse, og hvis omfattende Kundskaber i Mekanik maatte øve en stærk Tiltrækning paa Montesquieu, der ogsaa i denne Retning var levende interesseret. En anden af Tidens Mænd, med hvem Montesquieu traf sammen i Italien, var Cardinal Alberoni, der som Leder af Spaniens udenrigske Anliggender tidligere havde hendraget hele Europas Opmærksomhed paa sin Person og forbløffet den politiske Verden ved sin Dristighed og sine eventyrlige Planer. Det er ved en af disse Planer, som særlig berører nordiske Forhold, vi her nærmest skulle opholde os. Den gik ikke ud paa mindre end at søge Prætendenten Jacob Stuart tilbageført til sine Fædres Trone gjennem en Landgang paa det Britiske Ørige ved Hjælp af en svensk Hærstyrke og med Kong Carl XII i Spidsen!
Baron Beskow har i sin Panegyrik over Carl XII søgt at paavise, at Kongen selv intet havde at gjøre med Alberonis eventyrlige Plan, men efter de nyere Oplysninger, som er paapegede i 4de Bind af Silfverstolpes Hist. Bibl., maa det antages, at han var vel vidende om Planen, ligesom intet er vissere, end at Underhandlingerne med Jacobiterne i England dreves af Sveriges daværende (1717) Udsending i London Grev Carl Gyllenborg, senere Cancelli-Præsident og Leder af Sveriges Politik under den stormfulde Periode, der førte til den ulykkelige Krig med Rusland 1741–1743.
Endnu utvivlsommere bliver vistnok Spørgsmaalet om Kong Carls nære Forhold til den paatænkte Landgang paa England, naar man har læst Montesquieu’s Dagbogs-Optegnelse om hans Besøg hos Cardinal Alberoni. Den lyder saaledes: „Jeg har idag 5te Mars (1729) besøgt Cardinal Alberoni paa hans Landsted (udenfor Rom). Vi talte meget om Spanien. Han sagde, at han var kommet overens med Kongen af Sverige om at gjøre Landgang paa England. (de faire la descente en Angleterre); at han (Kong Carl) tilsidst skiftede Plan, og tilskrev Alberoni, at han opsatte Sagen til efter Fredrikshalds Beleiring, og at han derfor ikke ansaa sig berettiget til at disponere over den Pengesum, som var ham sendt fra Holland for det nævnte Øiemed, hvorpaa Alberoni svarede, at han ikke dristede sig til at fremkomme med Raad til en saa stor Fyrste, men fuldstændig overgav Sagen i Kongens Haand; det forekom ham, skrev han videre, at det vilde være Kongen en ringe Sag at udføre, hvad han nu havde fore, naar den projecterede Expedition (mod England) forinden var bleven sat iværk. Hvad Pengesummen angik, var dette en Sag mellem de to Konger (Spaniens og Sveriges), og han bad derfor i sin Herres Navn Kong Carl om at beholde det modtagne Beløb og at disponere derover – non seulement pour ses desseins mais aussi pour ses caprices“. Dette sidste har han nu sikkerlig ikke skrevet til Kongen, men Meningen har vel lige godt været der.
Efter dette skulde altsaa Fredrikshalds Beleiring, der samtidig ialfald var under Forberedelse, hos Kong Carl have staaet som concurrerende med den engelske Landgang, der for Kong Carls hele aandelige Disposition maatte ligge som en retfærdig Gjengjældelse for Tabet af de svenske Provinser Bremen og Verden, der af Kong Georg den 1ste vare Sverige fratagne og tillagte hans Churfyrstendømme Hannover. Kong Georgs Afsættelse var for Carl XII saaledes kun en Fortsættelse af hans Rolle som Detronisator, og Rækkefølgen var: Polen, Rusland, Norge og tilsidst Storbritannien. At Krigen i Norge og Fredrikshalds Beleiring, ialfald for nogen Del, kom til at blive paadrevet ved Hjælp af spansk Guld, vides ikke tidligere at have været kjendt, men hører med som et ganske mærkeligt lille Punct i det store Eventyr-Billede, man har foran sig, naar man følger den svenske Konge paa hans sælsomme Bane gjennem Livet. Det er kanske mærkeligst som Bidrag til Bedømmelsen af hans høie og ædle Character. Man dømme ham, som man vil, men et er vist: ingen lav Attraa og intet trangt selvisk Formaal kunde lokke ham bort fra Ærens og Selvfornegtelsens Vei. Trods alle Fristelser fra den financielle Hjælpeløshed, hvori han befandt sig, tilbageviste han dog det spanske Guld, saa længe det bødes ham under Forudsætninger, som han ikke kunde fyldestgjøre. Nøkterne Historieskrivere have ikke vanskeligt for at skildre ham som en Eventyr-Konge, men hvad for alle Tider vil vinde ham en Plads i vor Sympathi, er hans rene og ædle Hjerte, der vel lod ham føre sine Krigere paa vildsomme Veie, men aldrig lod ham spare sig selv, hvad enten det gjaldt fiendtlige Kugler eller Kulde og Hunger. Det er dette, som Menneskene ikke glemmer, hvormeget andet der end kun altfor let glider ud af deres Hukommelse.
L. I. V.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |