Breve fra Kongo/I
Den unge Stat nærmer sig altsaa Slyngelalderen, man kan slutte sig til dens Evner og Karakter; og jeg vil i en Del Breve meddele lidt om det interessante Fænomen — L’Etat Indépendant du Congo, — om dets Historie og Institutioner, om „Sort og Hvidt“, om dagligt Liv og om diverse andet af blandet Indhold.
Jeg skriver naturligvis ikke for Videnskabsmænd eller for det faste Parquet i det geografiske Selskab; de Folk kjender jo al Verdens Geografi, Historie og Politik paa sine Fingre; jeg vil kun prate lidt med Venner og Bekjendte og underholde i korte Stunder den store bloc af Avisslugere, hvis Kjendskab til Kongo formentlig opløser sig i en Del forholdsvis tomme Ord som: Livingstone, Stanley og Emin Pascha, — Kong Leopold, — meget stort Land, — Helvedes Klima, Kautschuk, Elfenben og Mishandling af de Indfødte; men herved, har man jo allerede lagt for Dagen baade Amlendannelse og Medfølelse for de stakkels Sorte!
Kanske jeg ogsaa kunde friste endel yngre Læger, Jurister, Ingeniører og Officerer til at søge sig herned, og det vilde ikke være det værste, de kunde gjøre i disse bedrøvelige Tider, da alle sidder forsamlede under den fælles Græde-Pil og opmuntrer hinanden gjensidig med monotome Klagesange; — medens Arbeidere, Haandverkere og unge Jorddyrkere, som vi selv har saa inderlig god Brug for, drager ud „i samlet Fylking“.
Men — uden de bedste Anbefalinger nytter det ikke at melde sig, og man maa, i Modsætning til hvad man ellers pleier derhjemme, se mere paa god Løn end paa venlig Omgang.
Jeg ser vistnok, at man ogsaa i norske Aviser skriver om det sørgelige i, at Landets unge, udmerkede Sønner reiser ud til det forfærdelige Kongo, somd e ikke kjender noget til, og hvor et morderisk Klima langsomt, men sikkert vil tage deres kostbare Liv.
Ja, det er jo altid en Risiko, det kan man ikke negte for, og det skal jeg nok siden fortælle lidt om; men specielt Normændene har liden Grund til at beklage sig over Kongo; det er paafaldende hvor godt de har bjerget sig hernede i det vanskelige Klima. Her har aldrig været mange af dem, omkring 20[1] gjennemsnitlig i de senere Aar, medens her er ca. 120 Svensker, 20—40 Dansker og 250 Italienere. Og de har ikke mange Dødsfald i Aarenes Løb at sørge over; et Par et bukket under for Sygdomme, og et Par Officerer er faldne i Krig med de Indfødte, men Officerer, og især de, som gaar i fremmed Tjeneste i urolige Tider, bør vel altid være forberedt paa Døden under Udøvelsen af den ædle Krigskunst.
Jeg maa ogsaa nævne den udmerkede Karrière, Normændene har gjort hernede, næsten allesammen, og endel Exempler vil i saa Henseende være oplysende.
6 Officerer, yngre Folk omkring de 30, er blevet Kommandanter af 1ste Klasse, den høieste militære Grad, og med en Aflønning, som selv en norsk Statsraad kunde se sig om efter, og de er alle blevet betroet meget vigtige Poster. Den ældste af dem — Sundt — var, da han ifjor reiste hjem med megen Paaskjønnelse af sin Virksomhed, Chef for det store Distrikt Manyema, den gamle Araberrede omkring Kasongo og Nyangwe. De husker Stanleys og Tippo-Tip’s Udgangspunkt for Flodreisen.
En anden Kommandant, Engh, som er hjemme paa Ferietur, har været Chef for det særdeles vigtige Grænsedistrikt Haut-Ituri, opover mod Nilen og de store Søer, med Engelskmændene som vagtsomme Naboer; en Stilling, han skjøttede til alles Tilfredshed, og hvori han nu er afløst af en tredie veltjent Kongo-Normand, Lund, som før var Chef for Stanleyfalls.
De tre andre Kommandanter, Sannes, Halling og Myhre, har ligeledes været overdraget ansvarsfulde og vigtige Hverv.
Den eneste norsk Læge, Inge Heiberg, har i de sidste 1½ Aar havt Opdrag at studere de forskjellige epidemiske Sygdomme i Kongo, navnlig „Sovesygen“, og har som Statens Repræsentant reist og arbeidet sammen med en fra The Liverpool School of Tropical Medecin udsændt Lægekommission. Heiberg er her meget afholdt og anset som Læge.
Det er rart, at ikke flere yngre norske Læger søger hid; man skulde dog tro at her var meget at se og lære og meget interessant Stel baade med det ydre og det indre Menneske, — af alle Racer og Kulører; nogle Atpaaskillinger bør en dygtig Læge ogsaa kunne gjøre Regning paa ved privat Praxis blandt Handelsfolk og Missionærer. Men de har vel fuldt op at gjøre hjemme, alle vore Læger; der er jo ikke formange af dem, bare en Doktor paa hvert 1000-Tal friske Medmennesker!
Næsten samtlige Kongo-Læger er Italienere. Vore Ingeniører har heller ikke interesseret sig for Kongo; men Arbeidet har jo ogsaa været haardt, — Jernbaneanlægget mellem Matadi og Léopoldville var ikke noget, man med Glæde meldte sig til!
Men det er ganske anderledes med de Ingeniørarbeider, som nu paagar i Øvre-Kongo, fra Stanley-Falls eller, som det nu heder, Stanleyville, og langs Floden tillands og tilvands, med Terrængundersøgelser, Baneanlæg og Kanaliseringer, med gode klimatiske Forhold og rimelige Arbeidsvilkaar. Disse Arbeider vil forstættes i Aarevis. Her er kun én norsk Ingeniør — Hutschinson — og han er Chef for de nye Anlægsverksteder i Stanleyville og formentlig bedst stillet af alle de fremmede Ingeniører, næsten udelukkende Italienere, som er knyttet til disse Anlæg.
Af norske Søfolk er én — Carlsen — Lods i Banana og har at lodse de store 4—5000 Tons Europa-Dampere opad Floden til Boma og Matadi, en Strækning paa 150 Kilometer, — et meget vanskeligt og ansvarsfuldt Arbeide, da Flodens Dybde stadig skrifter, og Flodsengen altid er undergivet Forvandlingens Lov, idet der danner sig store Sandsbanker paa de uoptænkeligste Steder.
En anden — Otto — er ligeledes Lods; han har den øverste Strækning nærmest Stanleyville; han skal holde Leden klar med Stager og Bøier og føre frem til Stanleyville de nye 500 Tons Lasteskibe.
Vor kjære Postbaad føres ogsaa af en norsk Sømand — Børgensen.
Vi er ny 5 Jurister hernede; en er Dommer for det uhyre Distrikt La Province Orientale, som ogsaa omfatter de ovennævnte Distrikter Manyema og Haut-Ituri; det har Størrelse som Frankrige og ligger mellem Kongo- og Aruwimifloden og de store Søer Albert-, Albert Edward- og Tanganika-Søen. Distriktets Hovedstation er Stanleyville, hvor ogsaa Dommeren bor.
Der findes udenfor Hovedstaden Boma kun tre juridisk uddannede Dommere, i Matadi, i Léopoldville og fra 1ste Januar iaar — i Stanleyville. Men der arbeides for Tiden i Bruxelles paa Oprettelsen af en ny Appeldomstol for hele Øvre-Kongo med Sæde i Stanleyville; den skal besættes med tre Medlemmer, og som en af disse er som bekjendt en Normand antaget. Alle de øvrige Jurister, som kommer hid, og som almindeligvis benævnes i Aviserne „Dommer i Kongo“, er ansat i Paatalemyndighedens Tjeneste som Substituter eller Repræsentanter for General-Prokurøren i Boma, altsaa nærmest svarende til vore Statsadvokater.
Jac. Vogt er Substitut i det vanskelige Distrikt Abir som i længere Tid har været givet i Koncession til et belgisk Selskab, og hvor der nok er en Del at rydde op i, og hvor en dygtig Jurist har vel Brug for al sin Arbeidsevne og juridiske Takt. Distriktet ligger ret overfor Nouvelle Anvers paa den venstre Flodbred og breder sig derfra langt ind i Landet. I Lothaires gamle Distrikt, Bangala, er Lund Substitut og R. Koht er ansat i det store Distrikt Uelle, hvor der ogsaa er nok at tage Vare paa.
Endelig er den 5te Jurist, Munch-Naur, Magistrat i Justitsdirektionen i Boma, en god og interessant Stilling.
Man vil se, at de forholdsvis faa Normænd hernede er kommet godt ivei; de kan være vel fornøiet med den Karrière, de har gjort, og den Behandling, de er blevet tildel. Klimatets Herjinger behøver de ikke klage over; det gamle Vikingeblod rinder endnu rødt gjennem deres Aarer; en Del af dem har været her i 7—9 Aar og befinder sig alle vel.
Det kan jo ogsaa gjerne ved samme Leilighed nævnes, at vore Landsmænd her nyder megen Anseelse, og at de overalt roses for sin Ro og Takt, sin Dygtighed, Loyalitet og — robuste Natur.
Ja, ja, Seigneur, dette er godt og vel i alle Maader, men vi synes at have hørt ymte noget om et sørgeligt Vanstyre og Grusomheder mod de Indfødte; der skriges jo saa høit over det i England? Nu — dette med Negrenes Behandlig og Styresættet skal jeg senere skrive udførlig om; jeg skal fortælle, hvad jeg selv ser, hører, erfarer og ved, uden at blande mig ind i den belgisk-engelske Polemik, som faar udkjæmpes paa begge Sider af Kanalen. Men saameget vil jeg dog strax nævne, at Engelskmændene har ikke været synderlig heldige med sine Angreb.
I 1903 udkom saaledes en stor Bog om Kongo af den engelske Løitnant Burrows; den indeholdt de voldsomste Beskyldninger mod Kong Leopolds Styre; men det var jo lidt kjedeligt, at Manden ikke kunde bevise sine Paastande og blev dømt som Kalumniant; og det gjorde heller ikke noget godt Indtryk, da Kongoregjeringen oplyste, at den samme Burrows i 6 Aar hadde gjort Tjeneste i Kongo-Staten, og netop i det Distrikt, hvor de formentlige Misligheder skulde være begaaet, — at han i denne Tid saaledes havde været Vidne til dem uden nogensinde at gjøre opmerksom paa dem; at han endog tiltrods for disse „frygtelige Tilstande“ ansøgte om fornyet Engagement, fremdeles uden at nævne et Ord om det Vanstel og de Grusomheder, som i en Række af Aar havde grebet ham saa dybt, — og det va først, da hans Andragende blev afslaaet, at han i dydig Harme skrev sit store Anklageskrift!
Det har vel ogsaa for den engelske Klik, som væsentlig driver Kampagnen mod Kongo, været en Streg i Regningen, at der i den seneste Tid er fremkommet Protester i engelske Blade mod Rigtigheden af alle disse Beskyldninger for Vanstel og Mishandlinger; de er kommet fra engelske Reisende i Katanga, — fra den engelske Lord Mountmorres, som netop har fartet omkring i store Dele af Kongo-Staten som Korrespondent og for sin Fornøielse, — og fra den amerikanske Journalist Mrs. Sheldon, som i Løbet af 1904 har undersøgt Negrenes Tilstand og Behandling i de indre Partier af Øvre Kongo; denne Dame resumerede sine Iagttagelser derhen, at hun havde set meget mere Elendighed paa en Dag i Gaderne i London, end hun havde set under hele sin Reise i Kongo!
Alvorligere kunde det synes at være for Belgierne, at den engelske Udenrigsminister Sommeren 1903 i en Note til Magterne henledede disses Opmerksomhed paa de formentlig mislige Forhold i Kongo, og foreslog et alment Sammentræde. Denne Note blev strax efter besvaret i en anden Note fra Kongo-Statens Udenrigssekretær de Cuvelier, som først imødegik i Detaljer de fremkomne Paastande, og derefter pegte paa det besynderlige Faktum, at det var ført nu, — da Kongo-Staten stadig gik fremover, da dens Budget begyndte at balancere, og dens lykkelige Fremtid syntes sikret, at Engelskmændene fandt at maatte gjøre opmerksom paa et Styre, som i Principer og Detaljer havde existeret i 20 Aar, og hvis formentlige Ulovlighed og komplette Usikkerhed de saaledes i lange Tider havde havt Kjendskab til, men hvorom de i Statens lange Trængselsaar ikke fandt det nødvendigt at udtale sig. Ja, de Cuvelier tillod sig endog ved samme Anledning at nævne en Del Exempler paa tvivlsomme engelske Koloniforhold, — og forøvrigt var det hans Mening, at Engelskmændene kunde have nok med at passe sit eget!
Det var jo lidt kjedeligt, at kun én Magt besvarede den engelske Note imødekommende, og det var — Tyrkiet. Sultanen, han svarede pr. Omgaaende, at det var rent for galt dette, at Fætter Leopold stelte saa slet med de Indfødte, og han var aldeles enig i, at der strax skulde skrides ind imod ham.
Han er ikke helt blottet for Humor gamle Abdul Hamed!
- ↑ Efter en Optælling i Juli 1908: 54 Normænd, 166 Svensker, 30 Dansker og 118 Italienere.Udg. Anm.