Breve fra Kongo/II
Livingstone havde vest for Tanganikasjøen fundet en mægtig Flod, som han antog for Nilen; Stanley havde fundet Livingstone, som han antog for død. Cameron havde ogsaa set den store Flod, som han ønskede at følge; men de Indfødte ønskede ikke at følge ham. Dr. Schweinfurth havde trængt ind i Uelle og havde anet Nilens Kilder.
Alle havde de set rige Lande og Masser af Indfødte; men de havde ogsaa set lange, bloddryppende Slave-Karavaner og grusomme Araber-Chefer fra Khartum og halv-kaste Araberslyngler fra Zanzibar; den Slavehandel, som Europæerne havde drevet saa i Aarhundreder langs Afrika Veskyst, og som det omsider var lykkedes at stoppe, — den florerede i Landets Indre som aldrig tilforn!
De hjemsendte Rapporter og Karter og lange Reise-Breve vakte Sensation hos de brave Magter, og graahaarede Statsmænd gned sig paa Næsen og tænkte alt paa det kjendte Universalmiddel — den europæiske Koncert!
Da hændte der noget uventet.
En ung Outsider, Leopold II, Belgiernes Konge, tog uden videre Initiativet og indbød Sagkyndige, — Exploratører, Geografer og praktiske Mænd fra alle Lande til en Konference i Bruxelles for at overveie, ved hvilke Midler Slavetrafiken kunde bringes til Endskab, og hvordan man paa bedste Maade skulde „plante Civilisationens Fane paa Centralafrikas Jordbund“. De Indbudte mødte paa Slottet i Bruxelles i September 1876, og de blev snart enige; de var ikke alene kaldede, de Folk — de var ogsaa udvalgte. „L’Association internationale Africaine“ blev stiftet, Komiteer nedsattes i de store Lande, Penge indsamledes til Expeditioner, til Depoter og Vagthold mod Slavetraden.
Englænderne gik sine egne Veie, de havde jo allerede i mangfoldige Aar foretaget vellykkede „Plantationer“ baade i Syd og Nord.
Associationens tyske Komite sendte via Zanzibar en Expedition, hvis Resultat senere blev Dannelsen af den store tyske østafrikanske Koloni mellem Zanzibar og Tanganika.
Den franske Afdeling udsendte Italieneren de Brazza, hvis Reiser til Oprettelsen af de to franske Kolonier Gabon og fransk Kongo.
Belgierne, som jo havde taget Ledelsen, gik ogsaa dristig iveri; deres Expeditioner startede — som Tyskerne — fra Østsiden, men de opnaaede ikke nævneværdige Resultater.
Men da hændte det vidunderlige!
Stanley, — Boula Matari eller Klippebryderen — havde padlet sig nedover den store Flod, som Livingstone og Cameron havde studset ved, og var lykkelig kommen til Havet. Og Floden det var gamle Zaïre, hvis enorme Udløb ved Afrikas Vestkyst havde været Gjenstand for saa mange Spekulationer.
Den 12te November 1878 offentliggjorde Stanley i „Daily Telegraph“ et Croquis og en Beskrivelse af sin Reise, og det vakte et voldsomt Røre; der havde man jo den brede Vei til Afrikas Centrum!
Den, som nu ikke var sen i Vendingen, det var Handlingens Mand, Kong Leopold. Da Stanley i Januar 1879 steg iland i Marseille, mødtes han af Kongens Udsendinge, som medbragte store Planer og fristende Tilbus; og Enden blev jo, at Stanley slog til.
Kongen dannede Le Comité d’études du haut Congo med en Kapital af 500,000 Francs til Udrustning og Udsendelse af en Expedition under Stanleys Ledelse, — og denne Gang gjaldt det et dristigt politisk og økonomisk Maal: at erhverve det nyopdagede Rige for det kongelige Selskab. Og saa raskt og hemmelig havde man gaaet tilverks, at ingen udenfor de faa Indviede havde Anelse om Expeditionens sande Formaal.
Kongofloden undersøgtes; smaa Dampere sattes i Fart, ca. 600 Traktater sluttedes med de indfødte Chefer, og hvori disse underkastede sig den store hvide Mand; Etablissementer anlagdes langs Floden lige op til Stanley-Falls. Og da Komiteen med det lange Navn saaledes var blevet Hersker over et Rige, antog den Navnet L’Association internationale du Congo, med den gamle Associations blaa Flag med Guldstjernen som sit Merke.
5 Aar havde dette taget; de 500,000 Francs var forlængst medgaaet, men Kongen havde energisk og tillidsfuldt holdt det hele Foretagende oppe ved egne Midler.
Denne Stanleys tilsyneladende saa uskyldige Expedition havde altsaa ledet til Resultater, som efterhaanden bragte de hidtil indifferente „Magter“ til en forbauset Opvaagnen. Det altid paapasselige England var jo forøvrig netop i disse Aar fuldt optaget med Krigen i Ægypten og Sudan.
Det gjaldt da snarest at skaffe „Associationen“ og dens Erhververlser Anerkjendelse som en suveræn Stat, og den kongelige Leder gik atter trøstig ivei. Den første Traktat, hvori denne Suverænitet fastsloges, sluttedes med de forenede Stater den 22de April 1884 og to dage efter, den 24de April, forpligtede ogsaa Frankrige sig til at respektere Associationens erhvervede Rettigheder og Besiddelser. Vanskeligere blev det at komme til Enighed med Portugal, som jo for akkurat 400 Aar siden havde opdaget Kongo-Flodens Munding og ved dens nederste Bredder i saa lange Tider havde drevet en velsignelsesrig Virksomhed!
Portugal raabte over til England, og der sluttedes en Traktat mellem disse to Lande den 26de Februar 1884, hvori Engelskmændene, som merkværdig nok ikke havde nogen Interesse paa denne Del af Kloden, med rund Haand anerkjendte Portugals Ret til begge Sider af Kongo-Floden fra et Punkt nær det senere Matadi og ud til Kysten — selvfølgelig mod visse territoriale og økonomiske Indrømmelser fra Portugisernes Side.
Ja, der stod man!
Med Portugal som Herre over Nedre Kongo og udestængt fra Kysten, vilde Associationen være som en stor velfyldt Mave uden Udførsel, og den vilde snart ynkelig omkomme af en uhyre Forstoppelse.
Kong Leopold fortabte sig imidlertid ikke, som andre Politikere, i ørkesløse Betragtninger; han tilbød England paa sin Bekostning at udsende en af Engelskmændene valgt Sagkyndig, for paa Aastedet at undersøge Retmæssigheden af Portugisernes Krav paa begge Flodbredder, og tillige at gjennemgaa de af Associationen sluttede Traktater med de indfødte Chefer. Det var den praktiske Mands Tale, og den vandt strakt Gjenklang i England. Den udsendte engelske Sagkyndige, Præsidenten for det geografiske Selskab i London, kejndte saaledes for Ret:
Portugiserne har forlængst mistet ethvert Herredømme over den hlire Flodbred, og de af Associationen indgaaede Overenskomster med de indfødte Chefer bør ved Magt at stande.
Og i Juni 1884 blev hele Traktaten med Portugal ophøvet af England.
Tyskland anerkjendte ogsaa Associationen som suveræn og venligsindet Stat, og Bismarck sammenkaldte Høsten 1884 en Kongres i Berlin for endelig at ordne den hele Affære.
Medens dens Forhandlinger paagik, ordnede Kongen sig underhaanden med hver enkelt der repræsenteret Stat, og den 23de Februar 1885 kunde han meddele Kongressen, at samtlige Magter havde anerkjendt L’Association internationale du Congo.
Stort Barselgilde paa Kongressen! Den nyfødte maatte jo ønskes velkommen i Staternes Række, og hver Repræsentant bragte sig Lands Hilsen og gode Ønsker for det kjære Barn; men specielt henvendte man sig til dens Skaber, som med en saa utrættelig Energi og Dygtighed og med saa store personlige Ofre havde bragt det storslagne og dristige Foretagende i Havn.
Den engelske Gesandt udtalte bl. a., at „Verden havde efterhaanden set paa denne Kong Leopolds Entreprise med Sympathi; med det havde været mere Kondolencens end Lykønskningens Sympathi; thi man havde oprigtig talt troet, at den havde oversteget hans Kræfter, og at den var for stor til at kunne realiseres.“
Den nye Stats Neutralitet blev derefter garanteret, og i Skrivelse af 1ste August 1885 meddelte Kong Leopold, at Staten havde antaget Navnet „L’Etat indépendant du Congo“ med ham som „Souverain“.
Hvad Kong Leopold saaledes havde naaet, og som han i nær 10 Aar havde arbeidet for, det skyldtes ikke et pludseligt Indfald, et kongeligt Lune; det var Manddommens Realisation af Ynglingens dristige Tanker.
Af sin Far, Leopold I, som var opdraget i England, havde han faaet i Arv en sterk Interesse for økonomiske og koloniale Spørgsmaal. Allerede Leopold I havde søgt at finde nye Markeder for Belgiens stadig stigende Handel og Industri, og derigjennem skaffe Landet en Erstatning for det, som var tabt ved Revolutionen i 1830. Forenet med Holland i en Real-Union havde jo Belgien lige Andel i dette Lands rige Kolonier; men da Belgierne, — forpestede i den Pagt, som Wienerkongressen saa velvist ordnede for dem —, havde gjort sin store Revolte, beholdt naturligvis Holland sine gamle Kolonier for sig selv.
Paa egen Bekostning og af egen Drift udsendte Leopold I Expeditioner til Central-Amerika, Brasilien, Abessinien og andre Steder; men Tiden var endnu ikke inde; — disse Expeditioner ledede ikke til noget praktisk Resultat.
— — — Leopold II holdt som Prins sin første politiske Tale i det belgiske Senat i 1853, og det var ikke vage Tanker og beskedne Ord han kom med; nei, det var en uforfærdet ung Mand, denne 18 Aars Prins! Han raabte ud til de ærværdige Senatorer: „En ung Stat som vor skal være dristig, paagaaende og stole blindt paa sig selv. Det er vor Pligt at erobre os en fremskudt Plads paa Verdensmarkedet; vore Ressourcer er store, vi skal øge dem og drage den største Fordel af dem. —
Vi maa vove meget for at vinde. Vi maa skaffe os oversøiske Pladse. Se hen til Holland — hvad har ikke det formaaet at erhverve sig! Og hvad hindrer os i at gjøre det samme?!!
Senere har han Gang paa Gang i sterke Ord talt til det belgiske Folk om Nødvendigheden af nyt Land for den stadig øgende Befolkning og nye Markeder for den store Industri. I 1861 offentliggjorde han et Skrift „Le Complément de l’Œuvre de 1830“, hvori de samme Tanker indtrængende og klart fremholdtes.
Og han har jo ikke nøiet sig med Skrift og Tale; han har i Gjerning været med overalt, hvor det gjaldt at tage en Tørn for belgisk Foretagsomhed.
Kong Leopold havde altsaa skabt et Rige — om ikke af intet, saa dog af en høist ubekvem Materie. Spændingen var over, de mangfoldige politiske Skjær var klaret, og alt var forsaavidt saare godt.
Man var naaet til Skabelsens syvende Dag, og man kunde tage et Pust i Bakken.
Men derefter — ja, derefter kom det store Spørgsmaal! Kongo-Flodens Bassin med alle dens Bifloder, hele dens Nedslagsdistrikt, et enormt Landomraade, — det var den nye Stat. Men dette Omraade var, praktiskt talt, ukjendt! Man havde nok provisorisk ordnet Forholdene lands Hovedfloden et godt Stykke opover; men alt det, som laa ovenfor og indenfor til begge Sider, hvordan saa det ud der, og hvordan skulde alt det effektivt tages i Besiddelse? Hvordan skulde det hele styres, og hvilke Muligheder indebar det i sit jomfruelige Skjød?
Eiendommen var nok erhvervet, og den var kontant betalt; — det er allerede meget; men den var saa at sige kjøbt uset, og det ved De er en stor Risiko! Naboforholdene var i Orden og Grænserne i store Træk angivet, men der fandtes hverken Kart eller Maalebrev; nu skulde denne Eiendom tiltrædes og gaaes efter i Detaljer, og det kunde jo berede mange og ubehagelige Overraskelser.
Det er bra nok, at Tomten er betalt og at Grundmuren er lagt; men — Bygningens Færdiggjørelse og Laanenes Omsætning er jo ikke det mindste.
Ja, det hænder som bekjendt, at det netop er der, hele Foretagendet ryker overende.