Bonden og Lensherren

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Mallings Boghandels Forlag (s. 109-115).
Ludvig Skramstad - Parti fra Guldalen.jpg
Parti fra Guldalen.

Fra forskjellige Egne af Landet har man umiddelbart efter Suverænetetens Indførelse ikke ganske faa Exempler paa, at den nye Tingenes Tilstand har været mødt med reaktionær Uvilje. Mellem Aarene 1661 og 1665 udspandt der sig flere Retssager, som man hidtil ikke har været nok opmerksom paa, skjønt den hele Situation bedst karakteriseres gjennem dem. Navnlig synes der at have raadet stor Uklarhed i Begreberne angaaende den Ærefrygt, som skyldtes den enevældige Kongemagt. Selv det mindste Ord – var det end ubetænksomt udtalt i en snevrere Kreds – var strafbart, naar det blot nogenledes kunde opfattes som et Udtryk for Mangel paa den skyldige Ærefrygt for Kongen, og Straffen var afhængig af Landsfaderens Naade eller Unaade. Ved enkelte af disse Sager kom privat Hevngjerrighed og lavt Angiveri til at spille Hovedrollen. Den 22de December 1661 reiste Lensherren Hans Hansen Smith fra Trondhjem op over Guldalen. Han skulde op til Høilandet for at besigtige et Sagbrug, som stod til Nedfalds der. I Følge med ham var Gaardsskriveren Iver Baltzerssøn og Ladefogden Anders Sørenssøn og desuden nogle Bønder fra Leinstranden, der skulde forrette som Lagrettemænd.

Veien var tung og Føret slet. Da Følget var kommen op i de svære Bakker, som fører forbi Gaarden Gimse i Melhus, var Iver Baltzerssøns Hest bleven saa træt, at det lod til, den ikke orkede at gaa længere. Da han nødig vilde, at Lensherrens Reise af den Grund skulde forsinkes, sendte han Bud ind paa Gimse, hvor en af Bygdens Kakser ved Navn Klemet boede, om at faa laane en Hest til Nabogaarden Vold. Sønnen paa Gaarden fandt det selvsagt, at Skriveren maatte blive hjulpen. Uden at spørge Faderen om Tilladelse tog han en Hest af Stalden, satte sig op paa den og red bag efter Følget.

ude paa Tunet paa Vold var Lensherren staaet af Slæden og talede med Opsidderne Jens og Roald. Længere nede i Dalen havde han faaet Nys om, at der skulde have samlet sig en Del drukne Bønder i Nærheden. Hans Hansen var i det Hele ikke nogen Mand efter Bondens Hjerte og havde derfor liden Lyst til at træffe sammen med dem, naar de var fulde. Han krævede derfor af Seng og Roald Vold, at de skulde følge ham et Stykke paa Vei. Da kommer der en Mand ridende i fuldt Firsprang med Hujen og Skrigen ind paa Gaarden. Det er Klemet Gimse. Han havde spurgt, at en af hans Heste var tagen til Skydsfærd, og sandsynligvis havde han smagt vel meget paa Juleøllet til at have Samling nok til at forhøre sig om, hvorledes det egentlig hang sammen dermed. Derfor kom han nu ansættende med en tung, jernbeslagen Øxe i Haanden for at tage sin Eiendom tilbage. Han stryger i fuld Fart saa tæt forbi Lensherren, at han er nær ved at tumle overende „Hvad Djævelen skal det betyde?“ raaber Hans Hansen. Han troede, at det var en af de drukne Bønder, som han netop taler om, der var kommen for at drive kaade Løier med ham. Men saasnart Mændene, som stod i Klyngen, saa, at det var Klemet, drog de sig strax undaf. Thi det sagdes om ham, at naar han var ophidset, brød han sig hverken om Ild eller Staal. Med et Sæt svinger han sig af Hesten: „Nu skal da Djævelen fare i dig, siden min Hest ikke faar være i Fred for dig!“ brøler han. Han løfter Øxen med begge Hænder og gaar Lensherren lige ind paa Livet. Denne bliver bleg og rykker tilbage baglængs Skridt for Skridt, idet han snart truer, snart søger at godsnakke med Bonden. Ingen af de hosstaaende vovede at lægge sig imellem, og omsider trykker Bonden Lensherren op mod Væggen. „Det kan komme dig dyrt at staa,“ siger Hans Hansen, „thi jeg er en Kongens Tjener ....“ „Men jeg er en bosiddende Mand,“ raaber Klemet og hugger i det samme i Væggen, saa Fliserne sprætter nævestore om Ørene paa Lensherren, „og var du end Kongen selv, saa skulde du ikke ustraffet tage min Hest fra mig.“ „Klemet, Klemet,“ lød det bag den rasende, „tag dig i vare! Ser du da ikke, det er Lensherren selv.“ Det var Marit Vold, den gamle Føderaadskone, hvem alle ærede og agtede, som søgte at tale ham til Rette. „Haa,“ mente Klemet, „Skindet er ikke bedre paa hans Krop end paa enhver andens.“ Marit fjernede sig, da Klemet igjen løftede Øxen, og nu var der intet andet Raad for Lensherren end at bønfalde Bonden om Skaansel. „Der staar jo din Hest,“ sagde han. „Tag den og lad mig være i Fred.“ „Jeg behøvede nok ikke at spørge dig om Lov til det,“ mente Bonden, „naar Djævelen tog dig.“ Men nu havde hans Hidsighed lagt sig. Han tog begge sine Heste og drog hjem til sin Gaard igjen.

Disse Optrin havde angrebet Lensherren meget sterkt. Der blev ikke Tale om at fortsætte Reisen videre; han vendte tilbage til Trondhjem, hvor han den følgende Dag lod sit Følge aflægge Vidnesbyrd om, hvad der var foregaaet paa Vold. Juledags Morgen indfandt Lensherrens Folk sig mandsterke paa Gimse for at føre Klemet som Arrestant til Trondhjems Gaard. Men denne havde af en Dreng i Nabolaget netop faaet Efterretning om deres Komme og var strøget til Skogs. Først da Helgen var omme, fik man opspurgt, hvor han holdt sig skjult, og snart sad han i sikker Forvaring bag Kongsgaardens Mure. Tirsdagen efter førtes han frem for Domstolen. Det vilde Mod, som havde besjælet ham i Julen, var bleven tæmmet under Opholdet i Skoven. Nu var Turen kommen til ham at føle Øxen svæve over sit Hoved, og nu anraabte han lige saa indstændig Lensherren om Skaansel og Naade, som denne nys før havde gjort paa Gaardspladsen paa Vold. Klemets Slægtninge og Bekjendte fra Bygden havde i stort Antal indfundet sig i Retten for at hjælpe paa hans Sag. Dengang var Hans Mortenssøn Wesling Lagmand i Trondhjem. Det var en af de elendigste og mest sneverhjertede Dommere, som nogensinde har beklædt en Lagstol i vort Land. Det hændte nok ofte, at hans Domme ikke bleve godkjendte, naar de indankedes for Herredag eller Overhofret. Den Kjendelse, som han denne Gang afsagde, stod paa samme Høide som hans Dommerfærd forøvrigt. Under Afholdelsen af selve Forhøret syntes han at have taget saa vidt muligt Hensyn til, hvad Lensherren Hans Hansen kunde være sig bekjendt. Men da der herunder fremførtes Vidner paa, at Bonden havde raabt, at selv Kongen skulde ei ustraffet tage hans Hest fra ham, dreiede Sagen sig ikke længere om Overfaldet paa Lensherren, men blev opfattet som en Majestætsforbrydelse. I Forening med 3 Sorenskrivere og 24 Meddomsmænd afsagde Wesling da den Kjendelse, at Klemet skulde være henført under Kongens Naade eller Unaade: hans Odelsgods og Løsøre skulde inddrages under Kronen, og endelig skulde Øxen, han havde truet Lensherren med, fastslaaes af Bøddelen paa Tyvegalgen.

Ved kongelig Skrivelse af 5te April 1662 til General Klaus von Ahlefeldt blev Klemet Gimses Straf bestemt til Arbeide i Jern paa Bremerholm.

Efter Retsakten i det norske Rigsarchiv (Norske Indlægge f. 1662).