Dovningen paa Trovatn

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I de sidste Aar af det 17de Aarhundrede boede der paa Gaarden Vaslaus i Øifjeld i Thelemarken en Mand ved Navn Torgjus. Hans Kone hed Marit Svendsdatter. De havde tre Børn sammen, Sønnen Knut, der stod som Soldat ved Kaptein Grubbes Kompagni under det vesterlenske Regiment, og Døtrene Steinvor og Ingerid. Op til Vaslaus stødte Gaarden Vestre Trovatns Jorder, hvor Lidvor Kristenssøn var bosiddende. Mellem ham og Vaslausfolket var der stort Uvenskab den Tid, Fortællingen tager sin Begyndelse. Men hvoraf dette var opstaaet, lader sig ikke med Bestemthed sige.

En Høst, – det var nok i Aaret 1698 – var Kvindfolkene paa Vaslaus budne i en Skurddovning paa Gaarden Vik. Her var ogsaa Aslaug Torsteinsdatter, som var i Tjeneste hos Asbjørn Vaalhovd (Vollopt). Hun var en Gaardmandsdatter fra samme Bygd; hendes Husbondsfolk likte hende meget godt, da hun var baade ferm og flink, og ingen havde andet end godt at sige hende paa i alle Maader. Der i Grænden ymtede man saa smaat om, at det nok skulde blive et Par af hende og Lidvor Kristenssøn. I Laget paa Vik lagde Folk Merke til, at Steinvor Torgjusdatter var meget ond mod Aslaug; ja somme var ogsaa Vidner til, at Steinvor skjældte Aslaug ud for at være en Tyv og en Hore. Ingen kunde skjønne, at hun havde nogensomhelst Grund til det, og hendes uhøviske Fremfærd gav derfor Anledning til megen Bygdesnak.

Julen efter holdtes der et Gilde paa Gaarden Teisberg, hvor Lidvor Kristenssøn traf sammen med Vaslausfolket. Knut Torgjussøn, „Kongens-Kar’en“, var ogsaa med. Ret som det var, søgte han at vælte sig ind paa Lidvor med sit Krangel; men denne holdt sig fra ham saa godt, det kunde lade sig gjøre. Om Kvelden ragede de dog sammen og sloges. Kvinderne og de gamle, som var tilstede, lagde sig imellem og fik dem skilte ad, førend der endnu var bleven Alvor af. Knut var da allerede slaaet overende. Da han vel var kommen paa Benene igjen, hørte man, at han slængte disse Ord efter Lidvor: „Nu har vi prøvet dette Arbeide. Men næste Gang vi mødes, skal vi ihop med Kniven, og da dræber jeg dig.“ Lidvor havde imidlertid sat sig paa Bænken og gjorde ingen Fortræd. Før han ved Ordet af, faar han et Slag i Hovedet bagfra af et sammenlagt Bælte. Lidvor ser op; men da han saa, det var gamle Torgjus Vaslaus selv, rørte han ham ikke.

Et Par Aar efter giftede Simon og Aslaug sig. Det var ikke længe imellem, at der gik alskens leit Sladder om dem i Bygden, og Folk vilde vide, at den var kommen ud fra Vaslaus. Men paa Vestre Trovatn lod man ialfald, som man hverken hørte eller ænsede noget.

Om Vaaren 1702 lod Lidvor foranstalte en Pløiedovning, og til den mødte Granderne og Skyldfolket fra de forskjellige Kanter af Bygden. Gamle Torgjus Vaslaus var nu død. Knut og hans Søster Ingerid kom budne i Laget; men Marit og Steinvor holdt sig derimod hjemme. Siden kunde man merke, at Marit havde indskjærpet sin Søn, før han drog ivei, at han skulde vise Lidvor, at han besad Mands Mod og Hjerte.

Mændene havde hele Formiddagen holdt paa med at pløie; det var allerede ledet over Middagstider, da Aslaug, Lidvors Kone, kom ud paa Marken, hvor Folkene var. Hun spurgte sin Mand, om det nu ikke kunde være paa Tide at raabe Gjæsterne hjem til Maaltid. „Jeg synes ikke, vi behøver det,“ sagde Lidvor. „Men du faar da først gaa hen til dem, som har længst Vei.“ Med den Besked gik Aslaug bort til sin Broder Eigil Fjelde og Karl Tørrestødel, som pløiede de yderste Rener. Knut Vaslaus, som havde hørt Samtalen mellem Lidvor og hans Kone, sagde da lydt til Tjøstolf Trovatn, som gik ham nærmest: „Nu har jeg været baade i rig og fattig Mands Dovning, men aldrig før har jeg seet, der er bleven gjort slig Mandemon, at nogle skal faa Mad, men andre ikke.“ „Ja, ja,“ gav den tiltalte ham til Svar, „har du Mad fornøden, kan du jo gaa ind med, saa faar du nok, du ogsaa.“ Knut bed denne Finte i sig. Da Aslaug strax efter paa Tilbageveien merkede, at Knut var bleven stødt, og skjønte, hvad Aarsagen var, bad hun ham om at slaa Følge med Karl og Eigil; men det vilde han ikke. Derimod ymtede han siden til en anden, at han ikke skulde have drukket mange Skaaler om Kvelden, før man skulde se, at han var mandvond.

Om Aftenen, da man havde læst for Maden og reist sig fra Bordet, var alle temmelig drukne. Lidvors Søster Ragnhild fandt det derfor raadeligst at tage Knivene fra Mændene og bære dem ind paa Stolpeboden. Her forvarede hun dem saa godt bag Laas og Lukke, at det ei skulde være let at finde dem frem igjen i en Hast. Aslaug gik imidlertid omkring og rakte Ølbollen til Gjæsterne og opmuntrede dem til at drikke. Da hun kom forbi Knut, slængte han det Ord efter hende, hvad hun vilde med slig en Mand som Lidvor. Aslaug svarede intet. Folk skjønnede nu, at Knut ikke vilde give sig, før det bar galt ivei med ham. Nogle gik derfor strax hen og lagde sig for at være udenfor det hele, andre søgte at stagge ham, saa godt de kunde. Det lykkedes ogsaa forsaavidt, at Knut holdt sig stille en Stund. Men ret længe formaaede han dog ikke at dy sig og vendte sig til Aslaugs Broder, Eigil Fjelde, som sad sammen med ham paa Krakken.

„Det var jo saa,“ sagde han, „du tyktes, at det var ilde, din Søster fik Lidvor Kristenssøn, her bor?“ „Nei,“ sagde Eigil, „jeg har ikke holdt hende for god, ei heller har jeg paa nogen Maade lagt mig imellem.“ „Naa ja,“ mente Knut, „jeg synes nu og, det kan jevnes mellem dem.“ Aslaug hørte, hvad de talte om, og kom hen til Knut med Bollen og bød ham. Hun lod og falde et Ord om, at han ikke skulde tale om det, som ei kom ham ved. „Du lægger intet godt for mig,“ sagde hun. „Heller ikke du for mig, Tik og Tæve, som du er,“ udbrød Knut. Da reiste Lidvor sig. Han gik lige bort til Knut og tog ham i Haaret. Men da Folk lagde sig imellem og bad dem om at være gode Venner, slap han strax sit Tag. Snart var hele Laget igjen ifærd med at drikke hverandre til.

Aslaug vedblev at gaa omkring til Gjæsterne med Drikke. Knuts yngre Søster Ingerid havde seet paa, hvorledes Lidvor viste Broderen til Rette for hans Uhøviskhed, og var bleven fornærmet herover. Da Aslaug kom til hende, slog hun under Bunden paa Bollen, saa Øllet skvat tilveirs og skyllede hende ned over Ansigt og Bryst. Aslaug blev ærgerlig og gav Ingerid et Puf, saa hun rullede overende paa Gulvet, saa lang hun var. Hun reiste sig i fuld Harme og gik bort til Knut og klagede over, at Aslaug havde draget hende i Haaret. „Ærlig har du været hidtil, og det tænker jeg og, du skal være herefterdags,“ brølede Knut. Han røg paa Lidvor, denne tog imod, og saa bar det overende paa Gulvet med dem. Man skilte dem*snart ad igjen og fik dem til at sætte sig et Stykke fra hinanden.

Lidvor tog da Plads paa Arnen; han havde Bordet ved Siden af sig; men Ryggen vendte han mod Knut. Den ene efter den anden af de øre Gjæster gik efterhaanden til Ro, saa der ikke var mange Mennesker tilbage i Stuen. Bedst det var, fik Knut bagfra Tag i Lidvors Haar og vilde trække ham over til sig. Lidvor stred imod det bedste, han kunde. Da faar han Øie paa en Tollekniv, som er sat fast under Bordpladen. Hverken Verten eller Vertinden vilde vide noget om, hvorledes det var gaaet til, at den var kommen did; men havde Meningen været, at den skulde tjene til at holde Styr paa Vaslaus-Gutten, opfyldte den altfor vel Hensigten.

„Nu stakst du mig, Lidvor,“ satte Knut med et i. „Ja, hvorfor har du da ogsaa været saa ond mod mig den hele Dag?“ gav Lidvor til Svar. Det synes, som alle nu blev ædru; man bragte den saarede til Sengs; men man skjønte strax, at der kun var liden Helsevon for ham. Thi Stikket, han havde faaet, var gaaet nedover Maven og var saa dybt, at Tarmerne hang ud af det gabende Saar. De andre Gjæster, som allerede havde begivet sig til Ro, for op ved Skriget og stimlede om Sengen, hvor Knut laa. Somme ynkede ham; andre mente, at det kun var Løn som forskyldt. „Han kunde have baaret sig ad som et Menneske før om Aftenen,“ sagde de, „saa havde han været dette foruden.“ Knut laa stille og bad Gud være ham naadig.

Da det led ud paa Morgenen Dagen efter, gik Aslaug hen til Bjørgulf paa Kirkebø, som havde Ord for at forstaa sig paa noget af hvert, og bad ham se til Knut. Han efterkom Opfordringen. Den saarede laa og ynkede sig. „Ja, Knut, nu kan du se, du fik sande mine Ord,“ sagde Bjørgulf. “Havde det ikke været bedre, som jeg altid har raadet dig til, at følge Jorden? „Ak ja, Gud bedre mig,“ jamrede Knut „Vil du nu tilgive din Skademand?“ spurgte Bjørgulf. „Jeg har tilgivet ham og skal tilgive ham,“ forsikrede den døende. I det samme kommer Marit Vaslaus til Gaards. Da hun staar ved Sønnens Seng, siger hun: „Nu est du vel tilredt.“ „Ja, Moder,“ mente Knut, „og det er din Skyld.“ Den gamle sagde ikke et Ord; hun vendte ham Ryggen og gik bort fra Sengen.

Om Eftermiddagen døde Knut. Nogen Tid efter indfandt hans Søster Steinvor sig hos Fogden for at klage over, at Lidvor med Svig og List havde taget hendes Broder af Dage. Det var vistnok fra hendes Side et endeligt Opgjør af et Mellemværende med Lidvor fra ældre Tid, – af hvad Art er ikke vanskeligt at læse mellem Linierne i Akterne.

***

Paa Hjemthinget stillede Lidvors Sag sig meget ugunstig. Sorenskriveren Kornelius Paus saa i Drabet et overlagt Mord og dømte ham overensstemmende med Loven til at have sin Hals forbrudt.

Lidvor sad imidlertid i Arrest hos Lensmanden Kristopher Fredrikssøn Blom paa Bjaaland. Da han hørte, hvilken Vending hans Sag tog, rømte han en vakker Dag og var borte hele Sommeren. Først da det lakkede mod Jul, indfandt han sig hos Lensmanden igjen. Sagen havde først været indanket for Skiens Lagthing til Sommeren 1705, men blev ikke taget under Behandling før det følgende Aar. Lagmanden David Gørrisen Klim stadfæstede da Underrettens Dom. Baade Bygdefolket og Autoriteterne synes at have næret Medynk med Lidvor, og man traf derfor adskillige Anstalter til at faa hans Dom formildet. Men da nu ogsaa Overhofretten i nogen Tid efter dømte ham skyldig, maatte Retten have sin Gjænge efter Lovens strenge Bogstav.

Fremstillet efter Akterne blandt „Norske Indlægge“ og Overhofrettens Protokoller i det norske Rigsarchiv.