Fra Armfeldts Indfald

Fra Wikikilden
P. T. Mallings Boghandels Forlag (s. 102-105).

Om Svenskerne nordenfjelds 1718 har jeg tidligere i den af Professor L. Daae udgivne Samling Bygdesagn meddelt en Række Træk, som endnu bevares i Traditionen i det trondhjemske. Til disse slutter de her meddelte sig. Om Armfeldts Tog se min Afhandling i Historisk Tidsskrift, 2 Række, Bd. II, 193–259.

1. Svenskerne i Stjørdalen. Efter at have passeret Stjørdalselven ved Gaarden Vold noget over en Fjerding Vei ovenfor Vernes Kirke rykkede den svenske Hær ned over Dalen langs Elvens søndre Bred. Om Natten slog den Leir paa Rødde, Stuebjerg og Dybvad. Alle vaabenføre Mænd var borte; kun gamle Kaller, Kvindfolk og Børn var hjemme paa Gaardene. Mad og Gjenstande, som havde Værdi, var bleven bragt ned i Kjelderne, før Fienden kom frem til Gaards; siden redte man Fladseng over Kjelderlugerne, klædte Børnene af og lagde dem der. Svenskerne tændte op Ild overalt paa Laaverne; men man ved ikke at berette, at noget Hus brændte ved denne Leilighed.

Paa Gaarden Midt-Dybvad trængte nogle Svenske ind paa Staburet for at rane. Konen paa Gaarden, der var viden om bekjendt for sin Styrke, gik ind efter dem, tog den ene Svenske efter den anden og kylede dem ud paa Tunet Da skal en af dem have sagt, at hvis denne Gumma kom i Himmerige, saa turde ikke han være der.

Dagen efter gik Svenskernes Marsch videre. Mellem Gaardene Jullum og Aune laa der dengang en Husmandsplads, som kaldtes Saxestuen. Her stjal en af Svenskerne en Sau. Husmandskonen drog efter Hæren og fik sin Sau tilbage. Dog maatte hun paa den svenske Generals Befaling vise Svensken Vei udover Myren fra Frigaard til Høibykleven. Paa det sidste Sted fik hun Lov til at vende tilbage. Generalen betalte hende for, at hun havde vist dem Vei, og Betalingen lagde hun efter hans Anvisning foran i Skoen. Siden fik hun et Brev, som hun stod og holdt i Haanden, medens Hæren drog forbi, og der blev da heller ikke tilføiet hende nogen Overlast.

Paa Gaarden Høiby, heder det, skal nogle svenske Marodører have forøvet Manddrab; men da Gaardens Karler kom hjem, slog de dem ihjel og grov dem ned ved Høibybækken, hvor gamle Folk endnu ved at paapege Stedet.

Meddelt mig af Handelsmand O. Jullum. Storthingsrepræsentant fra Kristianssund 1883–1885.

2. Svenskerne i Opdal. Under Anførsel af Generalløitnant Reinhold de la Barre, Armfeldts Næstkommanderende, ankom midtvinters 1718 et svensk Troppekorps til Opdal. Det forfulgte de nordenfjeldske Dragoner under Oberst Peter von Motzfeldt, der var overdraget Forsvaret af Passagen ved Tiller Bro, men efter Fiendens Overgang over Nidelven trak sig tilbage op gjennem Dalene og endelig tog Flugten over Dovrefjeld. Da Fjeldstuerne blev afbrændte af Nordmændene, slog Svenskerne, der alle var Hestfolk, sig i nogle Ugers Tid ned i Opdal.

Den berygtede Nils Holby, som tidligere havde været Skibsprest ombord paa Flaaden, var dengang Sogneprest her, og Generalen og flere andre Officerer tog Kvarter paa Prestegaarden. Hr. Nils holdt sig tilvens med dem, faa godt han kunde, og Svensken paa sin Side brød sig heller ikke stort om den fordrukne Prestemand, selv om han kunde føre et temmelig vidtgaaende Frisprog. En Søndag overvar flere af hans Gjester Gudstjenesten i Kirken. Da Hr. Nils var færdig med sin Prædiken og den sædvanlige Bøn for Kongehuset og Fædrelandet, føiede han følgende Ord til af sit eget: „Og vil du, Herre, ikke opfylde vore Bønner, saa beder vi dig, at du ialfald vil laane vore Fienders Ønsker et aabent Øre!“ – Om Eftermiddagen takkede Generalen ham for hans Forbøn, men lod dog tillige falde Ord om, at han ikke bar sig klogt ad ved at tale saaledes, medens Sagernes Stilling var saa tvivlsom. Hvor let – mente han – turde det ikke hænde, at han vilde forspilde sin Konges Naade, naar denne erfarede, at han havde bedet for Svenskerne om en lykkelig Erobring af Norge? “Bede om at Svenskerne maatte erobre Norge? – Det var ikke min Mening,“ oplyste Presten. „Jeg bad om, at I maatte faa Eders Ønske opfyldt. Nu om Dagen hører jeg intet andet end “Ta’ mig aderton tusan djeflar!“ – og det Ønske maa gjerne for mig gaa i Opfyldelse.“

Ved det sidste Maaltid, Ofsicererne indtog paa Prestegaarden før Opbrudet, puttede en af dem en Sølvske i Lommen med de Ord: “Kujon er den, som ikke gjør som jeg!“ Alle, som var tilstede, fulgte Exemplet, – Presten med. Da man reiste sig fra Bordet, trak Hr. Nils sin Ske frem igjen og lagde den fra sig, hvor den før laa, idet han raabte: “Tyv og Kjeltring er den, som ikke gjør som jeg!“ Svenskerne lo og efterkom Opfordringen. Saaledes fik Presten sine Sølvskeer tilbage.

Fortalt af Lensmand John Mjøen. I H. Hammonds Missionshistorie S. 87 findes der en Tradition om Nils Holby, som ogsaa er optaget i Daaes Bygdesagn. Naar det heder om Holby, at han havde været Tordenskjolds Skibsprest, forholder dette sig neppe saa, da han allerede i November 1714 kom som Prest til Opdal og ikke kan sees at have været paa noget af de Skibe, Tordenskjold førte.

Nils Holby meddeler forøvrigt følgende om, hvad han maatte udstaa under Krigen mod Karl XII. “Jeg har – skriver han d. 16de April 1720 – i denne Krigstid lidt og udstaaet det, som aldrig nogen Prest nordenfjelds har lidt. Først i Kongens Tjeneste, idet et Orlogsskib ved Navn Sværdfisken sank under mine Fødder, hvorved alt det lille Gods, jeg havde, blev fordærvet, endskjønt Skibet 3 Uger derefter kom af Grunden; for det andet ved Orlogsskibet Fredericus Tertius, som forgik Ao 1714, hvor da al min Eiendom næsten blev borte. For det 3die Ao 1718 plyndrede Svensken mig saaledes, at den Skade var ikke betalt med mange Penge.“