Bondemålstrævet

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
(Dagbladet 8. mai 1887.)
1.

Som ung man sat jeg og lydde på hardangerfelens hallinger, slåtter og gangere med dyp vemod; det gik mig, som når jeg læste sagaerne, kæmpeviserne, eventyrene eller færdedes blant folket, at det så ofte klagede i mig over, hvad vi hadde tapt. Jeg sat der og lydd og så den overgrodde kirken, en skytter fant ved at hans pil traf klokken, så det tonte utover de snelagte åser fra det glemte. Eller jeg syntes, jeg lå over båt-rælingen og stirte neri sjøen efter storklokken, som sank der, dengang fienden vilde flytte den; storklokken var den herligste, nogen hadde hørt; men den vilde ikke bort, ej heller vilde den op igen. Jeg kænte det som sunket, vort gamle liv med sin hjemlige skønhed.

Og da svor det i mig, at det skulde op igen, — og som jeg, så kammeraterne.

Men jeg husker så tydelig, at hværgang hvisket det i mig: altsammen kan vel ikke komme op igen?

Dengang hadde jeg ikke rejst, og jeg kænte ikke til, at slik sitter den ævnerikere del af ungdommen i de fleste land; — for de fleste har noget, de har tapt, og altid synes netop dette det herligste. Vi har alle en drift i os til at lægge paradiset bak os, mens vi har det foran som vor evige fullkommenhedstrang. Det, som historisk var, er jo også det første, vi lærer om; det får vor friske trang til undren og kærlighed. Det gamle sprog henfører, den gamle historie, de gamle melodier og sagn, den gamle kunst. Samtidige ser vi megen uret omrking os, forsømmelse, som vækker harm; dette må komme af, at etsteds blev folkets livslinje bøjd, tænker vi; men den skal bænkes, og uretten høre op!

Dersom ikke hvært nyt ungdoms-kuld hadde denne længsel, taptes sammenhængen; kærligheden til det gamle er kraften i det ny; deraf får det stamme og forjættelse. Men ungdommen, som sværmer for de tapte former, aner ikke, hvor organisk sammenhængen likevel er, og at de selv og deres kærlighed er det levende vidne.

Kanske er folket nytsommere i visse tidsskrifter æn i andre med at samle og bøte af det gamle; kanske er vi oppi et sådant ny. Der er troskab i bondemålstrævet, og både denne selv og væksten af den i bondens sans og i vort mål er al ære værd.

Men når det gamle vil være mere æn kraften i det ny, nemlig dette selv, ta plassen op (det være i hvilket strøk af vort liv som helst), da vét vi, at arbejdet er gagnløst; vi kan ikke med vor beste vilje holde vore forældre unge.

Alle vedstår, at bondens ældste dialekter har mere klang, mere farve, flere former — som alle ældre sprog —. Men også middelalderens rustninger eller den svære spanske dragt stråler stort over vo bekvemmere klædning. Derfor at prøve på at inføre dem med statshjælp, med foreninger på tusen,... ja, det vilde være som at bygge op igen de gamle maleriske, mørke slot — til mer æn lek for rikfolk. Og dog nægter ingen, at de er vakrere.

Har nogen nogensteds hørt tale om, at et folks fællesmål, selv om dets ældre former tildels holdt sig blant almuen, gik bak over igen til at bli tyngre, hårdere, vanskeligere? Det største sproggeni, den norske tunge ejer, missjonæren Skrefsrud, har svaret; sprogene går fræm i letvinthed, korthed og bestemthed; de ældste og mest brukte er alt blet enstavelsesord; andre holder tildels på at komme efter; deres uttale er langt på vej.

Og selv vi, som ikke forstår mange sprog og ikke tør tale med om deres fræmtid, kan dog alle fornemme strømretningen.

2.

Hvad er det, som trænges hos os?

At bondens barn i skolen gennem „sit eget mål“ lærer at komme grejt og let op i fællesmålet, samtidig med at dette blir hjemligere.

Har nogen norsk undervisningsminister, noget storting lagt an på det?

Vejen er liketil. Alene en infødt eller en, som har sprogsans og længe har levd i bygden (helst en kvinne), kan undervise barnet således på bygdens mål, at ævnerne og hjærtelaget monner ved det, og vejen til fællesmålet faller jævn. Foruten en hertil skikket lærer for den første undervisning kræves altså nogen små hæfter i bygdens mål, dertil bøker i fædrelandets fælles mål, så hjemlig skrevne, at hvært ord, hvær ordstilling skønnes. Er noget af dette forsøkt ved staten?

Hværken undervisningsministeren eller stortinget er det om at gøre. Den konservative del af tinget vil som vanlig ingentig, og den liberale del vil nytte lejligheden til at få inført et nyt fælles mål, „generalnævneren“ for alle bygdemål.

Det heter naturligvis, at bondens barn først skal undervises „i sit eget mål“, og dertil skal statens penger brukes; det heter, at da læres vort fællesmål lerre i den senere undervisning. Men de vælger den vej, som ikke fører hertil, — derimot så meget sikrere til at skape målstræver-apostler for „generalnævneren“. Når de konservative skriker, at dette er fusk, som det også er, da ler alle mænnesker. De konservative har nemlig i denne sak stelt sig så galt, at det går an at overhøre, hvad de siger. Det liter bønderne på; det er god gammel bondepolitik — som heller ikke forsmås af de andre; således slet ikke af undervisningsministeren.

Han fortæller netop nu, at han har sendt ut „en rundskrivelse“ for at forberede „målskulernes“ overgang til seminarierne — naturligvis fræmdeles forat barnene kan få undervisning „i sit eget mål“. Hertil vælges fræmdeles den vej, som ikke fører fræm, men så meget sikrere til at skape apostler for det ny fællesmål. Således blir i denne sak „frihedens bevarelse lagt in under hans hånd, som styrer alt“.

Jeg sætter, nogen forsøkte slikt i et annet land, ja, som i Frankrige, England, Italien, Tyskland, hvor de har samme ulempe, og tildels meget større, med at få bondens barn op i bokavlens og dannelsens mål, — hvad som for resten altid faller tungt. Først har de (som i England og Frankrige) en vanvittig bokstavering at komme over; dernæst har barnene i Wales (tildels i Northumberland), i Bretagne, i Provence, i Languedoc, i Gascogne og tildels i Nordtyskland og Norditalien et annerledes „nyt“ sprog at tilegne sig, æn de norske bønders barn har.

Jeg sætter altså, at i et af de andre land hændte noget lignende som det, vi har set i Norge; der blev bevilget penger til, at bondens barn gennem „sit eget mål“ skulde komme letvintere til den første undervisning og derved lettere til dannelsens fællesmål; men pengene blev brukt til at fortrænge landets ærerike fællesmål, til at afstænge blodtilløpet nedenifra, så dets bokavl måtte tvine hen, uten at det var givet, at den nye gav vederlag (det rimelige vilde vel netop være, at bægge blev blodfattige en lang tid, — farligt nok, når naboskabet ikke er ganske trygt); jeg sætter de ledende mæn i ting og folk kom underfund med det, .... du alverden, for et opstyr og brøl af harme og hån, for et ånds-uvejr af talent og vilje, til faren for alle kommende tider var slåt ner!

Hos os sker ingenting. Og dog er det visst ikke mange tænkende i folket, som ikke skønner, at snaue to millioner, så unge i selvstændighed, at der hvær dag kan bli spørsmål om den, ikke uten fare deler folkets åndstrømning i to.

Hadde der ænda ikke været slikt utrængsmål! Arne Garborg, bevægelsens første man, selv født bonde, fører finere, lettere, ævnerikere det fællesmål, som skal væk, æn bondemålet!

Vor bokavl har netop nu nåd verdensrang, og sproget har i siste slægstled vokset med sit inhold. Bonden sitter alt på tingets præsidentstol og i kongens råd; for den ævnerike er det jævngodt med undervisning i logik at arbejde sig op i dannelsens mål. Om det ænda høres, navnlig på fræmmedordene, at mannen er bonde, — i Frankrige ler de højt, bare en af deputerkammerets bondefødte synder mot gramatikken! — den tid kommer, at ingen bryr sig om det; det blir for almindeligt. Bradlaugh blir også holdt for „udannet“, fordi man hører bonden gennem hans engelsk; likevel er han en af Englands største talere, og han blir minister.

Hos os kan bonden ænog ubryd i hvær samling tale sit eget bygdemål. Så at for den saks skyld, at bondens mål har en ældre form æn dannelsens, og at det faller vanskeligt at nå op i dannelsens, behøver ingen at tænke på at kvæle dette.

For et utrængsmal, og for en fejltagelse!

Jeg forstår nok den glæde, bondemålstræverne har af sit mål. I sig selv er det næppe tegn på sundhed at bli forelsket i sproget, vi er født i: dertil lever vi for dagligdags og husvant med det. Der må forfølgelse eller undertrykkelse til for at vække kærligheden. Jeg kan ikke minnes, at mine kammerater eller jeg selv nogen tid har været forelsket i vort mål; men jeg skønner, som sagt, at bondemålstræverne kan ha kærlighed til sit. Når en ung man ovenikøpet kommer i det tilfælle en vakker dag at vågne som apostel for „en stor sak“, for „en folkeopgave af øverste rang“, og kan let komme til det som ved at læse lite grammatik, skrive nogen stiler og holde Fedraheimen og kanske skrive i den med, — gud, hvor glad en da må bli både i sig selv og i målet! Om de under „strævet“ med det vinner noget at sektérens „store tro“, noget af hans „urimelige kærlighed“ og ser ner på os andre som unorske og fattige, lad gå! Men når de kaller kærligheden til Ivar Aasens „generalnævner“ for kærlighed til „målet hennar mor“ (som pokker ikke er „målet hennar mor“!) og skaper sig, som var det gamle Ivar Aasen, der hadde ligget i barselseng med dem, vugget dem og vænnet dem af og lært en telemarking telemarkisk, en valdris valdersk, en sogning sognemaul og en gausdøl gausdalsk, — da gør den ikke intryk af at være meget ægte.

Jeg nævnte før, at i sig selv er bevægelsen — bakstræv. Nylig slog en målstræver efter Arne Garborg, fordi han ikke gik langt nok bakover; „han oversatte bare fra dansk“. Naturligvis; — skal vi normæn, motsat alle andre, bevæge os bakover, må vi da endelig ikke stanse før hos Harald hårfagre, om vi tør stanse der. Arne Garbog med den ene foten i Haraldshaugen, og den andre — — —?

Her er noget nervøst i tiden, som driver gilde fræmgangsfolk op i bakstræv: impressjonisterne ut i bohêmens tusenårige dynd, Jæderens basunengel op i dampe af de evige helvedesstraffe, socialister over til „beskyttelsesmæn“, fritænkere til at bli ivrige forsvarere af statskirken! Det er ikke bare i Norge, dette....

Men så ser vi også ægte konservative mæn og kvinner rykke fræm til undsætning af de fræmgangsflokker, som blir tro.

Skulde i denne sak ingen forstandig norsk konservativ gøre det samme? Opgi det ledige lejrliv og gå til arbejde — jeg har sagt hvorledes —, så de vant ret til at kræve bondemålstræverne til ansvare, hværgang disse vilde utover sakens naturlige grænser?

Det er dog den største skam at sitte i slik afmagt. Ikke at årke at tvinge tilståelser fræm i tinget! Det gæller jo dog planmæssig og med statshjælp at svække vort fællesmål ved at amme op et nyt landsgyldigt

Skal det virkelig kunne gå an at gøre dette med statsbidrag?

Så må de da i det minste sige det: mangrant gøre rede for sig. Sakens følger må bli synbare; hvær tænkende man og kvinne i landet må bli varskud. Her er sikkert stor uklarhed.

Da nylig en bokhandler stilfærdig statistisk synte os, at i grunnen var bondemålstrævernes flok urimelig tarvelig, fallt der som skæl fra øjnene både på os og dem. Vi lo, og de skrek; her måtte være en skamløs misforståelse, mannen var nedrig. Nu igen, straks en rører ved dem, blir de ugudelig sinte, og somme meget simple. Her er visst noget galt på færde; noget sykt og ugrejt kommet in i en god sak; et ulyksaligt bondefangeri, et politisk hykleri, et ikke ulønnet vinnespil. Sandelig skulde her falle full dag.

Jeg inskærper påny, at alene den, som selv stræver med sit mål, har vunnet retten til at kræve andre til ansvar.

Vi må ikke bære os ad som — ja, lad mig sige flere af dem, som i tinget holder lange taler for „et norsk mål“, uten at de selv løfter saken med en finger — ikke til den ene siden, ikke til den andre —; men i det værste unorsk, som ænnu kan tales i Norge, priser „det norske mål“.

En får vise sin tro af sine gærninger. Kanske blir mange, som nu flot lægger strævet på efterkommerne (som i adskilligt annet), lit betænkelige, når de selv tar det alvorligere; alvor har det med sig, at det gør seende.