Til dem som forkynner eller lærer i det norske mål
Til bokavlens mæn, til bladenes, kirkens, skolens har jeg i lang tid villet henvende nogen ord, og nu synes jeg, lejligheden er kommen. Den er en liten bok, som heter „Hvem skal vinne?“ af overlærer K. Knudsen.
Blandt de trofaste mæn og kvinner mellem os (og jeg finner, at forholdsvis har Norge et ikke så litet tal), som er ældets i en god gærning, for dens skyld de har gjort sig om til maskiner med jævnt intag, skøtsel og arbejd, uten at det kommer dem selv til gode; blandt disse — „ædlinger“ kaller Wergeland dem — med mål langt utover deres tid og derfor ofte litet forståt, har én her git os sit testamente. Det er en liten sjælden grejt skreven bok; jeg for min del kan ikke slå op en side i den uten at ta lærdom af, hvorledes vi skal skrive, så alle skønner os.
Men Boken betyr mere for os æn som så; jeg skal sige hvad intryk den har gjort.
En man fik engang i sin ungdom en lampe — så længe er det siden, at enda brænte de den almindelige olje —; lampen har lyst over hans arbejd i vore lange vintrer, hans kløkt, hans flid, hans hemmelige harm og hans lune håb; efterhvært som de nye oljer kom, paraffinen, træoljen, petroleumen, blev den gjort om; den blev også forsynet med små forbedringer, altid blant de første. Men det er samme lampen, som det er samme mannen, der sitter under den, fra håret var tæt og brunt, til det blev tyndt og fallt; fra ryggen var rank, til den nu luter, — sekraften mindre og mindre, bokstaverne større og større likesom hans indre lys; og bunkerne om ham blev mange, og hylderne vokste bestandig.
Nu er den Lampen sat ut til os, det siste han har at gi. Den var vidnet i hans liv, lyset på det. Mannen er sprogman, og ordformernes, de norske ordformers og sætningers love, som de grejde sig for ham opefter, — her er de! Under deres stille øjne på hans tålmodige, utrættelige pennesving vant han sine sejre; — måtte latinen begynne at dra klørne ut af vore barns friske køtt; fik naturfagene holde intog i vore skolestuer; og fra arbejdet under dette lampeskin fallt norskere ordlag i bladfolkenes penner, i skaldernes kunst, så de nu forstås af flere i alle samfunslag. Han begynte først; han begynte før selve kære, gamle Ivar Aasen.
Latinens tilbaketog, hjemligere skole, norskere ord, naturligere Oordlag, disse „små midler“ har kanske mere æn de store gjort vort norske samfun større siden da; d. v. s., at nu kan så mange flere høre og læse sig samfun til, æn som da kunde.
Denne lampen, som i sin tid tændte for ham selv, og som, idelig gjort nyere, nu bydes os, den vil han skal lyse paa vore arbejdsbord.
I formen er det, som navnet siger, et opgør med nogen af dem, han har kæmpet mot gennem mer æn én mænneskealder; i dette opgør ligger så den lysende forklaring; latinens vrede konservative, de første han kom ut for, bare nævnes; dem har han lagt bakut; — kampen står nu med bondemålets strævere.
Hvem skal vinne, enten vi eller de? Enten de, der tar sproget, som vort åndsliv har dannet det, og arbejder det videre ut med hvær dag; eller de, som vil kaste dette væk mot et, som kanske var landsgyldigt for mange hundre år tilbake, men ikke siden. Hvem skal sejre, enten de, som i sproget holder på et levende samfun; eller de, som hemmelig tror, et sprog med stor bokavl, skytende nyt hvært år, engang skal brænnes ner som en bygning eller forlates, og tomten ryddes for bøndernes inrykkende samfun? Hvem skal vinne, evolutionisterne eller nihilisterne?
Jeg skal ikke her eftergå bokens jævne, sejerstrygge færd; jeg siger bare, at de, som forkynner og lærer i norsk mål, bokavlens mæn, bladenes, kirkens, skolens, — her er en lampe at få.
Til denne min henvisning, som jeg vet kunde være nyttig for mange, føjer jeg noget af egen lagning om bygdemålenes forsøk på at afløse vort nuværende norske mål i dannelsens mun og pen. Efter mit skøn går ikke tåpeligere og unyttigere arbejd for sig i Norge.
Bygdemålstrævernes første store vidne, når en stævner dem in, har været og blir Vinje. Har ikke Vinje vist, at „målet“ kan brukes til hvad som helst, jambred med vort daglige bokmål, ja, fræmfor det?
Jeg svarer nej; slik tale kan alene føres, så længe vi ænnu ikke har vunnet kritik over vor bokavl; så længe ingen man eller kvinne står iblant os, som har fåt myndighed til at sætte folk og ting på deres Plass. Når den tid kommer, vil det bli klart for alle, at hvad Vinje synte os, var bygdemålets magt til at skildre bondens naturfølelse og familjeliv samt bondens tanker og spot over vore andres liv og grejer; — her var hans foredrag slående, ofte med stor magt til at ta; — alle forsøk længer fræm var oversættelse, ofte kluntet nok; da minkede han intrykket i stedet for at øke det, almindeliggjorde i stedet for at dele, afkølte i stedet for at gløde op.
Hvad er den kosteligste gamen i al hans skrift? Jo, at ta på alt vort, især det fineste, med vadmelsvåt. Han kunde føle ømt og dypt som få, hvor hans oprindelige natur blev tiltalt; men den blev let det motsatte; sprogæmnet indbød uvilkårlig til at lægge køkkenets og borgestuens Hån på storstuen og hele gården. Den store uhjælpeliges selvfølelse fik luft derved; men også træleblodet; begge dele.
Noget af den ædleste følelse og det skarpeste vid i vor bokavl findes hos Vinje; men altid innenfor det sprogs rækkevidde, han arbejdde i.
Skulde nu heraf følge, at vi må dele vort sprog i to efter emnerne? Ingenlunde. Vi kan komme til Tyrol og til Schweitz og høre bjælleklangen, folkesangen og den friske dialekttale, og vi har nøjagtig samme følelse af det heles overlegenhed i at gi Naturstemningen og bondelivet; likeså bondens rammende spot over det fornemme væsen, som surrer om hans tunge arbejde. Bondesprogets naturlige fynd i spotten er et sikkert billede af jordkraftens evige vælde, lekende med de henoverfarende dårskaper. Kultursprogets kunstnere tar farve og vederkvægelse af det. Læs en af de nyeste tyske skildrere af tysk liv og se for en malende strøm af bondemål, der nu glir utover sproget. Hvem skulde trodd det for bare nogen år siden?
Vistnok inrømmer en og anden af bondemålets strævere, at trolldommen i Vinjes mål sluttede med æmnet; der var de æmner den døde i. De inrømmer, at kunde bondemålet ikke bære mere æn som så, vant det aldrig ret til at bli landsgyldigt.
Men, siger de samme, Arne Garborg har nu synt os, at bondemålet, arbejdet ut som et andet landsgyldigt mål, magter mere; nu tør vi vænte, at det engang vil magte alt.
Ja, har Arne Garborg virkelig synt os det? Jeg har læst hans siste bok, han har utvilsomt den fineste sprogfølelse, den smidigste ævne. Men min dom går sammen med flere andres, som har kunstnerisk sans: forsøket, at skildre af vort nutidsliv i en by, selv det rå, med norsk bygdemål, det har glippet.
Best jeg sitter og læser ham, tar jeg mig i, at jeg lange stykker bruker mit eget mål og ikke hans; æmnet voldte det og stilens ånd; jeg afløste ord for ord uten at vite det; han hadde oversat, og jeg oversatte tilbake, — intil jeg stanstes af et ord, jeg ikke længer kunde afløse, i alle fall ikke uten omtanke. Så blev jeg skræmt op, så var intrykkets sansynlighed også borte. Ikke alene blev stemningen revet i tusene filler; først mange dager efter gled intrykkene sammen i ét mønster af én vævning. Men selv nu ligger en mat tone over det af noget, som jævnt har stæmt farverne ned. Noget er skadd.
Et Sprog er jo dog også talens billede af det liv, vi har levd som folk, hele livet, ikke bare en del af det. Åndsstrømningen gennem det sætter af og former, så det bestandig blir rikere og bekvemmere middel for os.
Når de øverste i folket gennemgår en logisk skole (som i latinens tid eller i filosofiens og den klassiske renaissances), så blir sproget sikrere i sammenføjningerne, fastere i tydning og form; går der en strøm af følelse gennem åndslivet (som i romantikens tid), farves og glødes det; rejser sig et kritisk-analytisk bakstræv, renskes det for fraser og anden arv, som er blet tankeløs. I en stærk national tid blir det rikere nedenifra; men slår en kulturbølge inover med opfinnelser og opdagelser, følger en ordflom med utenfra. Enhvær, som vokser op i sproget, får uten at vite det en herlig arv af logisk orden i forestillingerne og farve over dem; han får også ævne og adkomst til at nå videre ved arbejde.
Alene et slikt sprog rækker til for videnskabsmannens hårfine tænkning, eller omslutter og tegner alle livets bølgende stemninger i skaldens Kunst.
Et sprog er mere æn ordene, som det sættes sammen af, mere æn ordenes former og klang; det er alt dette og dertil det, som derved kommer fræm: — sproget i dets indre gløgge sammenhæng, i dets ydre væsen, i dets stæmmeføring og rytme, i dets grad af finhed og varme, af tække og kraft.
Et dannet nutidsmænneske kan ikke uten umåteligt tap flytte ut af sit sprog; flytter han in i et annet, som kanske bærer mere i sig, nemlig af et større folks større liv, ja, da kan tapet med tiden tildels opvejes; men flytter han in i et, som stanste for mange hundre år siden —? Ingen målets Arne Garborg kan med den største sprogkunst by vederlag. Æn sige de mindre mestere. Ta Ivar Mortensens blad og læs! Sprogets rytme besværer mig; det blir tilsidst så tungt, at jeg er ute og brøjter.
Og saa blir jeg efterhvært elendig fattig i det; han har gjort noget ved mig, saa jeg har ikke min fulle åndsmagt. Akkurat som kom han in i min lyse stue og tok ut vinduerne og satte andre in, nogen små, nogen i blyrammer og med grøngult glas. Da påkommer mig efterhånden en bestemt følelse af kulde.
Har I set på landet, når én kommer til gårds, som de ikke kænner, eller som ikke kommer belejlig? De står ute på tunet, en eller flere af husfolket, vender halve siden til og ser over skulderen, undres, hvem det kan være eller hvad han vil. Hvor mangen gang har ikke da åpnet sig for mig et langt historisk fjærnsyn tilbake i utrygge tider, riks-ufredens, blodhævnens, misunnelsens bygderne mellem, helt ner til omdragende slagskæmper, ugærningsmæn og truende fantefølger. Eller de religiøse overgangstider med hemmelig fastholden af gammel tro, og derfor luring og forfølgelse og straf. Æn lovtrætternes utrygge dage med glubske inkassatorer i følge, slagsmål og hævn; den fallt sammen med brænnevinets værste voldstid. Få kunde læse, færre skrive, og frygt for svarteboken omkring dem, som kunde det. Også signekærringer og annet trollskab var de ræd; at ha noget utestående med en, var at være utryg for buskapen og alt de åtte.
Og derifra og til vor tid? Jeg mener til det liv, vi lever idag, lyst og trygt i stort samfun, vi, som får længsler af videnskabens opdagelser og løfter, og mot og fart i os af frihedskampene omkring os, dem vi selv tar del i; skønhedsglæde af verdenskunsten, varme af det kærlighedsarbejde, som går på om dagene, og som ingenting skræmmer ner eller gør træt; — kan nogen tænke sig, at sproget fra hin tid og hine tilstande kan bli sprog for os? Aldrig kommer det til at kunne gaa vore ærend.
Uten det rækker det ikke fræm.
Like så lit som en åndsmagt, der tilbyr sig at være alles vej til lykke, f. eks. kristendommen, kan hjælpe sig med bare „de Enfoldige“, kan et sprog gøre det; det må kunne bære hele vort ny, rike liv, eller det blir en tarvelig sektbevægelse midt i vanegangen, det også.
Bondens mål har i vort genrejsningsarbejde havt en skøn opgave, det vét vi, — ære være Ivar Aasen og flere efter ham! Og at bondens barn gennem sit mål nu kan komme let og grejt op i det landsgyldige, — intet er naturligere; men det, som sigter på mere, — — ja, det er synd på de spildte kræfter, og synd på det lille folk, som ikke tåler tap. Dersom dette ænda var det hele; men at gli ind på en afvej er ikke altid sundt; og også det har vist sig.
Årligårs at bære bud om sig selv, sålydende: Vi er de eneste innehavere af norsk mål; hvad er så I andre? — — der må da endelig tilsist komme noget ut af det? I sine innerste tanker at holde brødrene og søstrene for fræmmedfolk og skjegle efter sæterne deres som sine —? Det går da ikke af uten at sætte mærker, — hvad?
Bare at kræve den tilbakesattes ret avler stundom tanker, som ikke er gode; uret jævnes sjælden uten ved ny uret. Men bondemålets strævere lar sig nok ikke nøje med at kræve den tilbakesattes ret; de vét knap selv, hvad de ikke vil kræve; — se ordskiftet på siste ting og somme blades tilråd.
Så går det videre da. Ja, vi kænner jo alle „de kristeliges og nationales“ tanker om sig selv; det ligger i navnet, de gir sig. Vi er „de kristelige og nationale“; hvad er saa I andre? „ europæere“ er vi, — selvfølgelig! De vil ha fræm til landsgyldigt et sprog, som Europas historie stanste i for flere hundre år siden; så må da vi, som ejer det, historien går i, bli „europæere“; — væk med „europæerne“!
Jeg tænker, vi skal vågte os, så vi ikke gennem målstræv driver op i bakstræv; det kan umulig sejre; men det kan altid hæfte os væk en halv mænneskealder eller så. Vi var nu komne i god, stø gang; og hvor langt vi rak, sålænge vi bare var et bondefolk, det vét vi.
Hvorledes skulde vi også ta os ut ved siden af svensken med vort bondemål som landsgyldigt?
Når en annen har det samme, som vi har, men bare meget finere, har det magt over os, ofte en hel uvæntet; vi kan regne os til følgerne! — Nu kan svensk mål ikke ta sig fræm som vort på et teater; det er tyngre. I samliv svensk og norsk imellem i utlandet tar svensken flere ord og vendinger fra os æn vi fra ham (eller henne); vort er hændigere og snarere. Men med vort bondemål mot hans europæiske? Vi kænde os snart som hans almue; i alle fall vilde han kænne det saa.
Så godt vi kunde, har vi „europæere“ hjulpet bonden fræm; vi har frydet os for hvært et steg, han tok, til oplysning og frihed som til magt; men mest når bonden var god til at hjælpe dem efter, som står bakenom ham.
Nu viser det sig, at netop de, som kaller sig „kristelige og nationale“, de samme, som vil støte os ut, de vil heller ikke hjælpe ham bakenfor til stemmeret. Os væk og ham ikke fræm!
„Ser du Arta“?
Men vi vender tilbake til sproget! Også i det vil fræmgangens love være stærkere æn de enkeltes vilje; og K. Knudsens lille bok viser os så tydelig, at fræmgangen er den: at møte bondens mål med vor dagligdagse tale; i dette møte vil saa lit om sænn, utjævning gå for sig. Når den er i bedre gang, kænner jeg mig tryg på „bondeskønnet“, som „de kristelige og nationale“ vænter sig så meget af; jeg tænker, de får føle det.
Derfor alle I, som forkynner og lærer i det norske mål, bokavlens mæn, bladenes, skolens, kirkens, lad det bli dere en alvorlig sak, den, som gamle „overlæreren“ her sætter fræm! Lad ikke den sprogrejsning, som vi alle er glad i, vokse op til at gjøre skade — det være sig på vort mål, på vor politik, på vor følelse for hværandre som slægt af samme Folk.
Også i denne sak skal vi helst trøste os til de små midler; — et slikt et som at køpe K. Knudsens „Unorsk og norsk“ og la den stå på vort arbejdsbord. Kanske går det dig som mig, at det varer en god stund, før du husker på, at den står der, og atter en lang stund, før du lærer at bruke den; men det kommer.
Og tviler du på vejen, så bare læs hans „Hvem skal vinne?“ Den vil fæste din tro. Af den lærer du kanske også, hvad der fattes din egen stil ænnu, og hvordan det kan bøtes.